nighed ikke faaet andet Svar, end at Domkirken først og fremst skulde istandsættes. Da dette Svar var vel ubestemt, og ingen kunde drage i Tvivl, at den endelige Bestemmelse vilde gaa Menighedens ønsker imod, besluttede de sig til paa egen Haand og paa egen Bekostning at gjenopføre sin Kirke. Først den 19de Oktober, da Kirkens Reparation paa det nærmeste var fuldendt, faldt den kongelige Resolution, som tillod Menigheden paa egen Bekostning at gjenopføre sin Menighedskirke.
Det var vel neppe Regjeringen ukjært, at Sagen fik dette Udfald, og omendskjønt den endnu et Aars Tid vakte megen Splid og Røre i Byen, som den havde skilt i to fiendtlige Leire, døde den paatænkte Restauration af Domkirken lidt efter lidt hen under den paafølgende Række af Krigsaar. Paa Thomas v. Westens Foranstaltning henlagdes ved Reskript af 20de November 1716 den Indtægt, Domkirken hidtil havde nydt af de finmarkske Kirker, til Missionsverkets Fremme, saa dens økonomiske Stilling især efter dens Brand 1719 var altfor maadelig til, at man kunde tænke paa at gjenoptage Planen. Herved var neppe nogen Skade skeet. Men selv om den paatænkte Restauration saaledes ikke kom istand, fortjener det dog vor Opmerksomhed, at der i denne Nedbrydelsens Tid fandtes Mænd med Interesse og Hjertelag for den skjønne Kirke, til hvilken vort Fædrelands rigeste og bedste Minder knytter sig.
Forskjellige Dokumenter i Kancelli- og Rentekammerafdelingen i Rigsarchivet. Utrykte annalistiske Optegnelser. Wessel-Bergs Reskriptsamling paa flere Steder. Volqvartz, Sjælens Luth (Christiania 1878) S. 58 flg.
