Niels Juel, faaet istand et Andragende fra Domsognets Menighed til Kongen om, at Vor Frue Kirke maatte sløifes og den vestre Del af Domkirken indredes til Brug for dens Menighed, da man derved kunde have Haab om, at denne Del af Kirken med Tiden igjen vilde blive en pragtfuld Bygning. Som Grund for Andragendet anførtes der, at Vor Frue Kirke paa Grund af sin Beliggenhed var bleven ødelagt af enhver større Ildebrand, som havde overgaaet den Del af Byen, som omgav den. Domkirken, som laa mere isoleret, var derimod ganske sikker, og Sandsynligheden for, at den skulde rammes af en saadan Ulykke, blev end mindre ved den nye Regulering af Gaderne, som nu skulde foretages. Man fremhævede ogsaa meget sterkt som en Grund, der ganske vist vilde finde et villigt Øre hos allerhøieste Vedkommende, den store Besparelse for Kongens Kasse, som ved disse Foranstaltninger vilde finde Sted. – Generalløitnant Johan Vibe, som dengang boede paa Lade ved Trondhjem, og som havde den øverste militære saavelsom civile Myndighed i Stiftet under Stiftamtmandens Fravær, var meget gunstigt stemt for Planen, og det saa derfor ud til, at man kunde vente sig det bedste Udsald. Denne Stemning, som besjælede hele Domsognets Menighed og hævede den op fra det Mismod, hvori den af Øieblikkets Trængsel og Fattigdom var nedsænket, fandt et meget smukt Udtryk i Digteren Markus Volqvartz’s bekjendte „Klagesang over Trondhjems Aske“. I dette heder det om Domkirken:
Domkirken, som udi syv hundrede Aar
har været navnkundig i Norden,
den drukket har mangen Gjenvordigheds Skaal
