lever han endnu i den trondhjemske Almues Erindring. Stiftsbefalingsmand Iver von Ahnen var en retsindig og brav Mand, som vilde gjøre alt til det bedste, og naar det, han vilde udrette, kun sjelden kom til sin Ret, havde dette tilvisse mere sin Grund i de fortvivlede økonomiske Omstændigheder, hvori den dansk-norske Stat befandt sig, end i hans egen Ihærdighed og Dygtighed. Med Biskop Krog befandt han sig oftere i Kiv; men i de Planer, som angik Domkirkens Bevarelse og Reparation, raadede den skjønneste Enighed mellem dem.
Det skyldtes først og fremst deres forenede Bestræbelser, at Domkirkens vestlige Fløi blev forskaanet for Borgernes og de Militæres Vandalisme. Strax efter (1706) indgik Biskop Krog til Regjeringen med Andragende om, at Halvdelen af de finmarkske Kirkers aarlige Indtægter maatte skjænkes til Trondhjems Domkirkes Reparation. Ved Reskript af 5te Oktober s. A. fik Stiftsbefalingsmanden Opfordring til at lade Kirken besigtige af sagkyndige Mænd og indsende deres Beregning over, hvormeget en saadan Istandsættelse vilde koste. Under Synsforretningen, som afholdtes i Løbet af Vinteren, blev der da udtalt Ønskeligheden af, at den vestre Del af Kirken „for sit rare Arbeides Skyld“ maatte komme under Tag igjen, selv om den ikke skulde tjene til andet end Begravelsesplads for Byens rige og fornemme Borgere. Hvor stor Interesse Stiftsbefalingsmanden nærede for Sagen, fremgaar tydelig af den varme Maade, hvorpaa han under 31te December 1706 anbefalede den. Men bag Ordene dæmrer der dog en Mistvivl om, hvorvidt Evnen til at realisere Planen vilde strække til. I Virkeligheden var ogsaa de Bekostninger, som Arbeidet udkrævede (over
