I sin Beskrivelse over Trondhjems Domkirke fortæller Schøning, at der i Begyndelsen af forrige Aarhundrede et Par Gange var Tale om at sløife de tilbagestaaende Mure af Kirkens vestre Del. Meningen var at benytte de smukt tilhugne Stene dels til Opførelse af et Taarn ved Vor Frue Kirke, dels til forskjellige „høist fornødne“ Bygverker paa Kongsgaarden. Men til Ære for den danske Regjering, som altid maatte knibe paa sit spændte Budget, og til Skam for Trondhjems rigeste Borgere, som intet vilde ofre for et kommunalt Anliggende, være det sagt, at dette Barbari hindredes ved kongelige Resolutioner. Derimod har det hidtil været upaaagtet, at der paa samme Tid var et ivrigt Arbeide oppe i Trondhjem for at faa den hele Kirke istandsat, hvorved den for Fremtiden kunde blive sikret mod den fuldstændige Undergang, som sent eller tidlig maatte blive dens Lod.
Byens og Stiftets høieste Øvrighed var paa denne Tid Biskop Dr. Peder Krog og Stistsbefalingsmand Iver von Ahnen. Den første af disse er af de nyere Historikere bleven meget strengt bedømt og vistnok med Rette; thi han var en myndig og derhos sneverhjertet Prælat, som lidet forstod de Ideer, som gjærede i Tiden. Men Trønderne bør dog ikke være med paa at kaste Sten paa ham. Thi i hans Tid reiste der sig rundt om i Stiftet en Række af Kirker, lyse og venlige, som endnu den Dag idag svarer til sin Hensigt, medens andre, der hidrører fra en senere Tid, allerede er nedtagne. Under Navnet „Kirkebyggeren“
