tjene til at holde Styr paa Vaslaus-Gutten, opfyldte den altfor vel Hensigten.
„Nu stakst du mig, Lidvor,“ satte Knut med et i. „Ja, hvorfor har du da ogsaa været saa ond mod mig den hele Dag?“ gav Lidvor til Svar. Det synes, som alle nu blev ædru; man bragte den saarede til Sengs; men man skjønte strax, at der kun var liden Helsevon for ham. Thi Stikket, han havde faaet, var gaaet nedover Maven og var saa dybt, at Tarmerne hang ud af det gabende Saar. De andre Gjæster, som allerede havde begivet sig til Ro, for op ved Skriget og stimlede om Sengen, hvor Knut laa. Somme ynkede ham; andre mente, at det kun var Løn som forskyldt. „Han kunde have baaret sig ad som et Menneske før om Aftenen,“ sagde de, „saa havde han været dette foruden.“ Knut laa stille og bad Gud være ham naadig.
Da det led ud paa Morgenen Dagen efter, gik Aslaug hen til Bjørgulf paa Kirkebø, som havde Ord for at forstaa sig paa noget af hvert, og bad ham se til Knut. Han efterkom Opfordringen. Den saarede laa og ynkede sig. „Ja, Knut, nu kan du se, du fik sande mine Ord,“ sagde Bjørgulf. “Havde det ikke været bedre, som jeg altid har raadet dig til, at følge Jorden? „Ak ja, Gud bedre mig,“ jamrede Knut „Vil du nu tilgive din Skademand?“ spurgte Bjørgulf. „Jeg har tilgivet ham og skal tilgive ham,“ forsikrede den døende. I det samme kommer Marit Vaslaus til Gaards. Da hun staar ved Sønnens Seng, siger hun: „Nu est du vel tilredt.“ „Ja, Moder,“ mente Knut, „og det er din Skyld.“ Den gamle sagde ikke et Ord; hun vendte ham Ryggen og gik bort fra Sengen.
