du er,“ udbrød Knut. Da reiste Lidvor sig. Han gik lige bort til Knut og tog ham i Haaret. Men da Folk lagde sig imellem og bad dem om at være gode Venner, slap han strax sit Tag. Snart var hele Laget igjen ifærd med at drikke hverandre til.
Aslaug vedblev at gaa omkring til Gjæsterne med Drikke. Knuts yngre Søster Ingerid havde seet paa, hvorledes Lidvor viste Broderen til Rette for hans Uhøviskhed, og var bleven fornærmet herover. Da Aslaug kom til hende, slog hun under Bunden paa Bollen, saa Øllet skvat tilveirs og skyllede hende ned over Ansigt og Bryst. Aslaug blev ærgerlig og gav Ingerid et Puf, saa hun rullede overende paa Gulvet, saa lang hun var. Hun reiste sig i fuld Harme og gik bort til Knut og klagede over, at Aslaug havde draget hende i Haaret. „Ærlig har du været hidtil, og det tænker jeg og, du skal være herefterdags,“ brølede Knut. Han røg paa Lidvor, denne tog imod, og saa bar det overende paa Gulvet med dem. Man skilte dem*snart ad igjen og fik dem til at sætte sig et Stykke fra hinanden.
Lidvor tog da Plads paa Arnen; han havde Bordet ved Siden af sig; men Ryggen vendte han mod Knut. Den ene efter den anden af de øre Gjæster gik efterhaanden til Ro, saa der ikke var mange Mennesker tilbage i Stuen. Bedst det var, fik Knut bagfra Tag i Lidvors Haar og vilde trække ham over til sig. Lidvor stred imod det bedste, han kunde. Da faar han Øie paa en Tollekniv, som er sat fast under Bordpladen. Hverken Verten eller Vertinden vilde vide noget om, hvorledes det var gaaet til, at den var kommen did; men havde Meningen været, at den skulde
