hun ham om at slaa Følge med Karl og Eigil; men det vilde han ikke. Derimod ymtede han siden til en anden, at han ikke skulde have drukket mange Skaaler om Kvelden, før man skulde se, at han var mandvond.
Om Aftenen, da man havde læst for Maden og reist sig fra Bordet, var alle temmelig drukne. Lidvors Søster Ragnhild fandt det derfor raadeligst at tage Knivene fra Mændene og bære dem ind paa Stolpeboden. Her forvarede hun dem saa godt bag Laas og Lukke, at det ei skulde være let at finde dem frem igjen i en Hast. Aslaug gik imidlertid omkring og rakte Ølbollen til Gjæsterne og opmuntrede dem til at drikke. Da hun kom forbi Knut, slængte han det Ord efter hende, hvad hun vilde med slig en Mand som Lidvor. Aslaug svarede intet. Folk skjønnede nu, at Knut ikke vilde give sig, før det bar galt ivei med ham. Nogle gik derfor strax hen og lagde sig for at være udenfor det hele, andre søgte at stagge ham, saa godt de kunde. Det lykkedes ogsaa forsaavidt, at Knut holdt sig stille en Stund. Men ret længe formaaede han dog ikke at dy sig og vendte sig til Aslaugs Broder, Eigil Fjelde, som sad sammen med ham paa Krakken.
„Det var jo saa,“ sagde han, „du tyktes, at det var ilde, din Søster fik Lidvor Kristenssøn, her bor?“ „Nei,“ sagde Eigil, „jeg har ikke holdt hende for god, ei heller har jeg paa nogen Maade lagt mig imellem.“ „Naa ja,“ mente Knut, „jeg synes nu og, det kan jevnes mellem dem.“ Aslaug hørte, hvad de talte om, og kom hen til Knut med Bollen og bød ham. Hun lod og falde et Ord om, at han ikke skulde tale om det, som ei kom ham ved. „Du lægger intet godt for mig,“ sagde hun. „Heller ikke du for mig, Tik og Tæve, som
