Sladder om dem i Bygden, og Folk vilde vide, at den var kommen ud fra Vaslaus. Men paa Vestre Trovatn lod man ialfald, som man hverken hørte eller ænsede noget.
Om Vaaren 1702 lod Lidvor foranstalte en Pløiedovning, og til den mødte Granderne og Skyldfolket fra de forskjellige Kanter af Bygden. Gamle Torgjus Vaslaus var nu død. Knut og hans Søster Ingerid kom budne i Laget; men Marit og Steinvor holdt sig derimod hjemme. Siden kunde man merke, at Marit havde indskjærpet sin Søn, før han drog ivei, at han skulde vise Lidvor, at han besad Mands Mod og Hjerte.
Mændene havde hele Formiddagen holdt paa med at pløie; det var allerede ledet over Middagstider, da Aslaug, Lidvors Kone, kom ud paa Marken, hvor Folkene var. Hun spurgte sin Mand, om det nu ikke kunde være paa Tide at raabe Gjæsterne hjem til Maaltid. „Jeg synes ikke, vi behøver det,“ sagde Lidvor. „Men du faar da først gaa hen til dem, som har længst Vei.“ Med den Besked gik Aslaug bort til sin Broder Eigil Fjelde og Karl Tørrestødel, som pløiede de yderste Rener. Knut Vaslaus, som havde hørt Samtalen mellem Lidvor og hans Kone, sagde da lydt til Tjøstolf Trovatn, som gik ham nærmest: „Nu har jeg været baade i rig og fattig Mands Dovning, men aldrig før har jeg seet, der er bleven gjort slig Mandemon, at nogle skal faa Mad, men andre ikke.“ „Ja, ja,“ gav den tiltalte ham til Svar, „har du Mad fornøden, kan du jo gaa ind med, saa faar du nok, du ogsaa.“ Knut bed denne Finte i sig. Da Aslaug strax efter paa Tilbageveien merkede, at Knut var bleven stødt, og skjønte, hvad Aarsagen var, bad
