Hun var en Gaardmandsdatter fra samme Bygd; hendes Husbondsfolk likte hende meget godt, da hun var baade ferm og flink, og ingen havde andet end godt at sige hende paa i alle Maader. Der i Grænden ymtede man saa smaat om, at det nok skulde blive et Par af hende og Lidvor Kristenssøn. I Laget paa Vik lagde Folk Merke til, at Steinvor Torgjusdatter var meget ond mod Aslaug; ja somme var ogsaa Vidner til, at Steinvor skjældte Aslaug ud for at være en Tyv og en Hore. Ingen kunde skjønne, at hun havde nogensomhelst Grund til det, og hendes uhøviske Fremfærd gav derfor Anledning til megen Bygdesnak.
Julen efter holdtes der et Gilde paa Gaarden Teisberg, hvor Lidvor Kristenssøn traf sammen med Vaslausfolket. Knut Torgjussøn, „Kongens-Kar’en“, var ogsaa med. Ret som det var, søgte han at vælte sig ind paa Lidvor med sit Krangel; men denne holdt sig fra ham saa godt, det kunde lade sig gjøre. Om Kvelden ragede de dog sammen og sloges. Kvinderne og de gamle, som var tilstede, lagde sig imellem og fik dem skilte ad, førend der endnu var bleven Alvor af. Knut var da allerede slaaet overende. Da han vel var kommen paa Benene igjen, hørte man, at han slængte disse Ord efter Lidvor: „Nu har vi prøvet dette Arbeide. Men næste Gang vi mødes, skal vi ihop med Kniven, og da dræber jeg dig.“ Lidvor havde imidlertid sat sig paa Bænken og gjorde ingen Fortræd. Før han ved Ordet af, faar han et Slag i Hovedet bagfra af et sammenlagt Bælte. Lidvor ser op; men da han saa, det var gamle Torgjus Vaslaus selv, rørte han ham ikke.
Et Par Aar efter giftede Simon og Aslaug sig. Det var ikke længe imellem, at der gik alskens leit
