Det var et symbolsk Tegn paa, at man frasagde
sig ethvert Samfund med Kristus, og at man forpligtede
sig til at høre den onde til, mod at man til Gjengjæld
et bestemt Tidsrum igjennem skulde være i Besiddelse
af Evnen til med sin Bøsse at ramme alt,
man ønskede.
Hvor langt tilbage i Tiden Oprindelsen til denne overtroiske Forestilling maa søges, kan ikke bestemt siges. Allerede i det 17de Aarhundrede synes Friskyttersagnet at have været fuldt udviklet i den Form, hvori det nu forekommer, og man turde muligens henføre den til Tretiaarskrigens Tid –, et Tidsrum, som ogsaa ellers paa Mythedannelsens Omraade frembyder de eiendommeligste Formationer i de tætte og mægtige Floer, som afsættes; – men muligens den er meget ældre.
Knyttet, som denne Forestilling er til Krigeryrket og til Krigen, siger det sig selv, at det kun er paa en Tid, da saadanne Tilstande maa have hersket hertillands, at den skal kunne paavises hos det norske Folk, hvis den overhovedet har været noget andet end et Laan udenfra i og med det fuldt udviklede Eventyr eller Sagn.
I Virkeligheden kan der henimod Slutningen af den store nordiske Krig paavises et Exempel paa, at den fremmede overtroiske Forestilling virkelig har fundet Indpas i norske Militærkredse, og dette er det, som her skal fremlægges efter et Uddrag af Akterne i den Trondhjemske Brigades Arkiv.
I Aaret 1720 kom det Presten Irgens af Haltdalen for Øre, at et af hans Sognebørn, der stod som Soldat ved Kaptein Hals’s Kompagni af Major Emahusens nordenfjeldske Skiløberkorps, i godt Lag hjemme i Bygden havde brautet af, at han forstod en Kunst, hvorved han skulde blive en Friskytter og erhverve de
