nedgravne, dels ogsaa hos rige Folk. Hun giver sin Yndling Magt
til at byde og befale over hende, – naar han beder hende gaa til
Havets Bund efter Penge, da gaar hun grædende bort; men beder
han hende gaa til en Mands Pengeskrin, da ler hun; thi det synes
hun er kun som en Leg.“
En Alrune – Dragdukke – af lige saa interessant som høist utækkeligt udvortes findes i Bergens Museum og er afbildet i Tidsskriftet „Naturen“ f. 1887 og Schübeler, Norges Væxtrige III. 169. Den blev i 1820 erhvervet af Løitnant Christie for en Kjøbesum af 10 Speciedaler og har vistnok hørt hjemme i Romsdals Amt.
Der findes hist og her i vore Bygder Sagn om
Mænd, som har havt et „Friskud“ om Dagen – d. v. s.
ved overnaturlig Hjælp havde Evne til hver Dag at
ramme det, han først sigtede paa med sin Bøsse.
I et bekjendt Folkeeventyr, som tydelig er en sildig Affødning af Morskabslæsning fra Middelalderen, fortælles der om en Gut, som gav en Fattigmand de tre Skilling, han havde lagt sig op efter tre Aars Tjeneste og til Gjengjæld fik tre Ønsker opfyldt. Ved et af disse kom han i Besiddelse af et Gevær, med hvilket han rammede alt det, han tog Sigte paa.
Men den Forestilling, som ligger til Grund for denne mythiske Opfatning, er ikke ret gammel hertillands. Den viser sig at stamme fra sydtyske Sagn og lader sig alene forklare ud fra dem.
For at blive „Friskytter“ maatte man ifølge disse enten fæste Hostien i Sakramentet til en Væg eller et Træ og gjennembore den med en Kugle eller ogsaa lade den i Bøssen og skyde den ud. I begge Tilfælde vilde der dryppe tre Blodsdraaber af den.
