Høis. 7, 13), der omtales i Odysseen som den underbare Plante, ved hvis Hjælp Helten redder fine Kamerater ud af Circes Vold, og som under forskjellige Navn ogsaa forekommer hos latinske Forfattere.
Om Alrunen (ogsaa benævnt „Glückswurzel“) fortæller den germanske Mythe: „Den voxer kun under en Galge hvor der er hængt en Tyv, som maatte være en ’ren’ Yngling. Naar Roden graves ud af Jorden, skriger den saa voldsomt, at man har af Skræk, hvorfor det er nødvendigt at stoppe Ørerne igjen med Vox ell. desl. For at faa Roden op maa Jorden først graves bort rundt omkring, saa at Rodspidsen tilsidst sidder igjen alene med nogle fine Trevler. Roden bindes nu med en Snor fast til Halen af en fuldkommen sort Hund, og for at faa denne til at trække Roden op lægger man lidt Brød eller desl. et Stykke fra den; men saa maa man hurtigst muligt springe bort. Idet Hunden nu vil løbe efter Brødet, trækker den op Roden; men denne skriger da saa voldsomt, at Hunden styrter død til Jorden. Nu kan Roden uden Skade haandteres; den bæres hjem, vaskes i Rødvin, faar en Kjole af rødt og hvidt Silketøi og en Kaabe af sort Fløiel. Den maa have sin Bolig i en Kasse eller en stor Æske, som staar paa et roligt Sted. Hver Fredag Aften maa den bades, og hver Nymaane faar den en ren Skjorte. Til Tak for saa god Pleie giver ogsaa Alrunen Svar paa alle de Spørgsmaal, som man maatte forelægge den, aabenbarer alt, hvad der er skjult, ja endog Fremtiden og bringer hele Huset Velsignelse. Naar man om Aftenen lægger til den en vis Mængde Penge vil man om Morgenen finde denne Sum fordoblet. Naar en Mand, der har Alrunen, dør, kan den alene arves af den yngste Søn, og dersom han ogsaa dør, arves den af den næst yngste.“
F. C. Schübeler, der i sit Verk Norges Væxtrige (III. 169) har gjengivet det tyske Sagn paa denne Maade, gaar ud fra, at man i Mythen om Alrunen har Oprindelsen til vor Folketro om Dragdukken. Dette forholder sig ogsaa saa. I Moths haandskrevne Ordbog fra Slutn. af 17de Aarh. forklares Dragdukke netop som en Dukke af Alrunrod. Om Dragdukken, der for umindelige Tider siden maa have holdt sit Indtog i vor Folketro, heder det i en Optegnelse som i sin Tid blev tilstillet A. Faye fra Ivar Aasen:
„Dragdukken har især i Nordhordlen været bekjendt som et Væsen der vælger sig en eller anden Person til sin Yndling og gjør ham til en grundrig Mand, idet hun altid samler Penge til ham. Disse tager hun dels paa saadanne Steder, hvor Penge er tabte eller
