dænne Skrive-Mⱥde i Brụg, bør æy skræm̃e nogen: VIl man nogle Gange fⱥr sig sælv bruge dæñe Mⱥde, siden til en æl: anden Bekjænte, vil man inden føye Tid kunne lẹ av sin ufⱥrnødne Frygt ⱥk Undseelse i en sⱥ usjyldig Sạg. Nⱥr da et Land vilde Fræmvise Muligheden ⱥk Rigtigheden av dæñe ligefræm Stave-Mⱥde, vilde væl ⱥk andre Lande avkaste dæt gamle ⱥk brydsⱥm̃e, sⱥm hos de Ængelske, Franske, Ungariske, ⱥøv., pedantiske Stave- ⱥk Skrive-Ⱥ̣g, ⱥk ligesⱥ villg antage dæn, sⱥm fⱥrdum dæn Gregorianske Kalænder, dær i dæt første fandt megen Modbydelighed. Andra fⱥ̣r nu dømme hærⱥm, vad de synes; skulde jæy hærudi tage Fæyl (vor læt kunde ikke en Bonde i Pantheo Mythico tage Pales æl: Flora i St. f. Minerva?); sⱥ sjẹr dæt av Ukjyndighed, mæn æy av pⱥstⱥelig Egensindighed. Imidlertid trọr jæy ændnu Rigtigheden av dæñe fⱥreslagne Skrive-Mⱥde, vilken jæy æy av bædre kan
