fⱥrsvare ænd ved at hænvise til Avhandlingen dærⱥm, sⱥm dærfⱥr til SLutning mædfølger. I dæn sam̃e findes ⱥk dæn trosjyldige Tilstⱥelse, at jæy i et æl: andet Ord kan tage Fæyl, hælst da nogle Ord ær tvịlsⱥmme (æy at tale ⱥm, at Skrift-Sætteren kan ⱥrsage Tryk- ⱥk Fⱥrfatteren Skrive-Fæyl); dog bør sⱥdan Fæyltagelse æy kuldkaste dæt Hele; mæn ingen hæller av en blind ⱥk æfterjivende Føyelighed bør følge mig æller nogen i dæt, sⱥm man æfter siker Prøve mærker at æy være rigtigt: Vi bør prøve alle Ting, ⱥk behⱥlde dæt Gode.
Æfter mit Fⱥrslạg burde sættes ◌̣ Prik under visse lange Vokaler: F: Æks: i vịs, læ̣g, fⱥ̣r, sẹr, lẹr, gⱥ̣r, trọr: ⱥøv. sⱥm væl sjẹr i Fⱥrtalen, mæn vilde bilve fⱥr meget bekⱥsteligt i Skriftet sælv, førænd man mæd Tiden kan fⱥ̣ støbt slige Skrifter mæd Prik under, sⱥm just æy ær sⱥ meget fⱥrnøden fⱥr Indfødde, imidlertid ⱥm
