Beeg, Hus, ⱥ. s. v. næml: propter Euphoniara et Elegantiam fⱥrmedelst Vællyden ⱥk Sịrligheden. Vor væmmeligt vilde dæt ikke lyde, ⱥm man vilde sige: Sjælm, Sjæg, jøre, vad: i St. f: Skielm, Skieg, giøre, hvad? ⱥk vor usịrligt vildet dæt æy vise sig pⱥ Papiret, ti, Hụs, jæy evig: i St. f. thi, Huus, jeg, ævig? Nⱥr en Urigtighed Tịd æfter anden rodfæster sig, ⱥk finder Bifald, kan jives 100 Grunde fⱥr dæns Rigtighed. Dog synes dæt vel rigtigst, hælst i vⱥrt Sprⱥg, vor Bogstaveringen kⱥmmer det tæm̃elig nær, at skrive æfter dæn almindelige rigtige Udtale, vilket ær en sⱥ ligefræm Regel, at dæn forsvarer sig sælv hos en vær, sⱥm æy hⱥlder dæt urigtigt, at vige fra gamle Fⱥrdⱥmme, sⱥm ingen rigtig Jæm̃el har, uden en misbrugende Vane, sⱥm mangen Ⱥrtogrạf hⱥlder sⱥ nidkjær pⱥ sⱥm Munkene ⱥver deres Tradisjoner, dær ær plat umistelige til Salighed. Vanskeligheden at sætte
