§. 3. Dog sⱥm alle Ting i Livet har sit
bestæmte Mⱥl ⱥk uⱥverkⱥmmelige Grænser, sⱥ ær dæt
ⱥk mæd Fⱥrnuften, ⱥm vilken vi æfter megen
Ærfaring mæd Vished kan sige: Huc usqve venies et
non ultra, hidtil skal du kⱥmme ⱥk ikke dærⱥver.
Dæt ær dærfⱥr vist fⱥrnødent fⱥr envær at anstille
en fⱥrnuftig Prøve ⱥver sin Fⱥrnuft, ⱥk i
Fⱥrnuftens vigtige Brug vⱥgte sig fⱥr 2de Avveye: 1) at
æy ringeagte Fⱥrnuften, ændnu mindre anse dæn, i
ⱥk fⱥr sig sælv, sⱥm unyttig ⱥk skadelig, 2) at æy
agte sin Fⱥrnuft fⱥr høyt, æller tillægge dæm større
Ævner, ænd dæn virkelig besidder. I vilke 2de,
Avvæye sⱥ mange fare vild, sig sælv ⱥk andre til
ubodelig Skade.
§. 4. 1) Vi mⱥ æy agte vⱥr Fⱥrnuft ringe, ænten i dæn uvittige Tanke, at Gud æy har villet mæddele ⱥs uden dæt, sⱥm ær ringe, æller av dæn urigtige Mening, at dæt vilde være en fⱥrmastelig Hovmod imod dæn Guddⱥmmelige Visdom, sⱥm vist nⱥk ene ær fuldkⱥmmen, ⱥm vi vilde tro, at vi ⱥk havde noget av dænne hærlige ⱥk Guddⱥmmelige Egenskab, sⱥm dog følgede mæd Guds Billede. Vi vil æy længe mæd Alvorlighed prøve Fsrnuften, førænd vi indser, at dæn ær en æy ringe mæn ⱥver Mⱥde ypperlig Gave av Gud, ⱥk at dæn ær sat til Sjælens Øye ⱥk Mænneskets Ledsager ijænnem Livet; indser vi nu da Fⱥrnuftens Ypperlighed, begriber vi snart, at Gud har jivet ⱥs dæn samme, fⱥr at bruge dæn ⱥk benytte ⱥs av dæn til dæn Høyde, sⱥm muligt.
§. 5. Ⱥmæmdsjønt vi ænd kunde kⱥmme til de høyeste fⱥr Fⱥrnuften muelige Indsigter ⱥk Kundskaber, sⱥ viser ⱥs dog Fⱥrnuften sælv, at dæn ær aldeles en Gave av Gud, da vi æy har skabt ⱥs sælv: ⱥk desuden at, i vor megen Visdⱥm ænd Fⱥrnuften
