kunde samle, sⱥ ær ⱥk bliver dæt aldeles intet imod Guds uransagelige Visdom; æy heller kan nogen Fⱥrnuft blive vis, uden Gud fⱥrlener de Anledninger ⱥk Jælpe-Midler, vorved dæn kan ⱥplyses; ⱥk altsⱥ ær dær ingen Ⱥrsag tilbage fⱥr Mennesket at hovmode sig av sin Fⱥrnuft ⱥk dæns Indsigter, ⱥmsjønt de ænd var noget ⱥver dæt almindelige. Dæt ær da altsⱥ æy allene tilladeligt mæn ændⱥk høyⱥt nødvændigt fⱥr Mennesket at bruge sin Fⱥrnuft ⱥk ⱥpsvinge dæn til dæn muligste Høyde. Dæt ær mæd Fⱥrnuften, sⱥm mæd Sædnu, dær æy allene bør plantes i passende Jord, mæn ⱥk jævnlig bedugges, vandes, luftes, ⱥpvarmes, ved Solen, vagtes fⱥr Kreature ⱥk øvrigt, sⱥ kan dæn hærlig vⱥkse, indtil dæn bær mange ⱥk nyttige Frugter.
§. 6. Aldrig ær æller kan dær være en større, en rigtigere, en mere ærefuld Ros fⱥr et Mænneske ænd dænne: at han bruger Fⱥrnuft, at han ⱥpfører sig fⱥrnuftig, ⱥk at han viser sund Fⱥrnuft i sit Liv, i sine Jærninger, ⱥk i alle sine Handlinger ⱥk Fⱥretagender: Hic opus, hic labor. Ændsjønt nu de fleste av ⱥplyste Fⱥlk besidder sⱥmegen Fⱥrnuft, at de samtykker dæt; sⱥ viser dog sⱥ mange dⱥrlige ⱥk utæmmede Bejæringer, upasselige Sætninger, urimelige Moder, fⱥrvænte Fⱥretagender, urigtige Vaner, unyttige Seremonier, latterlige Krusinger (Komplimænter) ja mange andre Urigtigheder, vorⱥfte Mænneskene viger fra dænne Hoved-Grund, ⱥk synes ligesⱥm at tro, at dæt ær meget klogeligt, undertiden ja ⱥfte at vige plat fra Fⱥrnuftens enfaldige Dⱥm ⱥk bædre Sjønne, da tværtimod Mænnesket intet burde fⱥretage, sⱥm æy befantes rigtig æfter Fⱥrnuftens besjedentlige Rⱥd ⱥk væl betænkte Dⱥm.
§. 7. Sⱥledes gⱥr dæt nu alt fⱥr ⱥbenbare til i timelige Ting, ⱥk sⱥledes gⱥr dæt desværre ⱥk i de
