Iblant de væsentlige Egenskaber, sⱥm ær tildelet Mænnesket, ær uden Tvil Fⱥrnuften dæn ædelste ⱥk nyttigste, vilken vi sⱥ meget mere burde høyt agte, ⱥk til sin rætte Hænsigt anvænde, sⱥm ællers ingen av alle synlige Skabninger ær siret ⱥk benⱥdet mæd dænne uskatterlige Gave. Uden dænne vilde Mænnesket æy allene fⱥrnedres mæd, mæn ⱥk nedsættes mange Grader under adsjillige av Dyrene, vilke, vær i sin Grad, ær udrustet mæd en naturlig Drift ⱥk Sjønne til dæt dæm nyttige ⱥk gode, av vilken lidet æller intet findes hos Mænnesket; mæn ved Fⱥrnuften ⱥphøyes Mænnesket i en ulignelig Grad over Dyrene.
§. 2. Ved Jælp as Fⱥrnuften, sⱥm ær en Bekvæmhed æller Ævne at kjænde ⱥk dømme, kan Mænnesket lære at skille dæt onde fra dæt gvde, dæt falske fra dæt sande, ⱥk skadelige fra dæt nyttige, ⱥk ved sammes rigtige ⱥk ordentlige Brug kan man blive i Stand til i en høy Grad at kjænde æy allene dæt nærværende, timelige ⱥk jordiske, mæn ⱥk at kjige ind i dæt tilkⱥmmende, ⱥndelege ⱥk himmelske; ja at lægge Grundvold til sin sande Vælfærds Befordring æy allene i mæn ⱥk æfter Tiden. Fⱥrnuftcn sælv ær evig, ti den følger Sjælen, dæn udødelige Del, ⱥk ved Jælp av dæn samme ær dæt at Sjælen kan ⱥpsvinge sig til de høyere ⱥk ædlere Kundskaber, sⱥm bestandig kan gavne ⱥk behage Mænnesket.
