Denne siden er korrekturlest
- en gammel Regel: Litteræ unius organi facile inter se alteenant. ɔ: Bogstaver av samme Ⱥndelav fⱥrvæxles lættelig mæd hinanden. I de Ord, sⱥm man ikke æfter Udtalen æller Derivasjonen sⱥ væl kan bedømme, bør man rætte sig æfter Brugen: s. Pagt, Magt &c. dog ⱥm ustuderede Fⱥlk av Uvidenhed kⱥm til at skrive, Pakt, Makt &c. mⱥtte dæt ansees llgegyldig.
- De Bogstaver, sⱥn ikke ved Conjugation,
Derivation &c. kan kⱥmme til at høres, bør ganske
udelades: f. Æx. Sanse, unflye &c. thi hvo udsiger
væl d i Sands, æller i dæn Partikel und? Sⱥ
bør man ⱥk skrive, jænnem, ijæn &c. thi hvorledes
vilde dæt væl lyde, ⱥm man udtalede g i giennem,
giøre &c.? Fⱥrnæmmelig misbruges i vⱥrt Sprⱥg:
g, h, k: f. Æx. Hvad, thi, giemme, gielde, Skiers,
Skjold &c. Vad Ulæylighed kunde dæt væl føre
mæd sig, ⱥm man lige æfter Udtalen skriver: Vad,
ti, jæmme, jælde, Sjærs, Sjⱥld &c.? Vorfor
skulde dæt væl være vanskeligere, at skrive rigtig
ligefræm æfter Udtalen, ænd læt at skrive urigtig
imod Udtalen?
Mærk: - Man vil væl sige: I nogle Ord bør man iagttage Stamme-Ordet (vⱥrⱥm i den 8. Regel,) ⱥk altsⱥ behⱥlde ⱥmmældte Bogstaver: f. Æx. Besjæmme burde skrives mæd k, æfterdi dæt kⱥmmer av Skam. Mæn kan man uden sⱥdan Skrupel fⱥrandre a til æ, aa (ⱥ) til i, o til ø, v til y; ja ⱥfte bortkaste ⱥk ijæn indstikke ulige Bogstaver: f. Æx. Arm, Erme, Bⱥnd, binde, Foed, Fødder, Plov, pløye, slⱥe, Slæt, Løgn, lyve, sort, Sværte &c., sⱥ kan man mæd
