Denne siden er korrekturlest
- næmmelig skeer i visse korte, Ændelser, i Plurali &c. ær hæller ikke nogen ræt Ⱥrsag at forandre e: for Æx. Fabel, Fabelen: Handske, Handsker: Høre, Hører, hørendes &c. thi f. Æx. i Fabel, Handsker &c. ær ikke tydelig æ; desuden hjælper Derivasjonen til at høre e. Mæn f. Æx. i Subst. Meen (Lyde) og Conjunctio, mæn, kan man væl lydelig høre Forskjællen. I de Ord: dæn, dæt, dæm, rænse &c. ær hæller ikke æ tviilsⱥm; dærimod i sⱥdanne Ord: s. evig, ve, vemodig, Greve &c. bør man ikke, sⱥm nogle gjør, strive æ, da e høres tydelig nⱥk.
- I, i, bør skrives, nⱥr i høres i Udtalen: s. Sige, liderlig, ind &c. mæn ællers j: fⱥr en Vokal: s. Kjæp, ja, &c. ikke: Kiep, ia &c. it. æfter en Konsonant; s. Ⱥlje, Færje, Talj &c. dog see 17. Regel. Mæn æfter en Vokal bør bruges y, thi det bliver da en Diftⱥng, sⱥm ikke kan gjøres mæd j: f. Æx. Æy, jæy, hæy, sæy, fæy; enhver kan læt dømme, hvor vidt dæt passer mæd Udtalen at skrive: ieg, hei, seig, feig &c.
- De Bogstaver, sⱥm bruges i Ordets Roed æller Stamme, bør ⱥk fræmdeles bruges, sⱥ længe dæt æy støder mod Udtalen: s. Sagt, steegt &c. af sige, stege: thi ⱥfte kan af Udtalen æy sⱥ nøye høres, ⱥm i en Stavelse ær b æl: p, d æl: t, f. æl: v, g. æl: k: f. Æx. sagt, kunde væl ⱥk æfter Udtalen skrives mæd k: mæn nu kⱥmmer dæt av sige, ⱥk bør dærfⱥr skrives med g. Mæn hører man i Udtalen en virkelig Fⱥrskiæl, da bør man ⱥk rætte sig deræfter, ⱥk æy sⱥ nøye agte Derivasjonen: f. Æ. Svække mⱥe skrives mæd k, skjønt dæt kⱥmmer av svag: væye mæd y, skjønt av Vægt: haft mæd f, skjønt av have: ⱥ. s. v. Dæt ær desuden
