Side:Ær det Fårnuftigt at have Religion.djvu/152

1. kan skrive efter Udtalen, Tyrk, skiønt Ordet heder i Latinen Turca; ligesⱥ vel kan man (nⱥr man vil bruge fremmede Ord) skrive: f. Ex. Humør, Portosjæse, Kontribusjon, Stelasje, Sjalusi &c. Mærk:
   I sⱥdanne Bøger, Breve &c. som egentlig skrives for dem, der skal lære, eller forstⱥer, Latin, Frank &c. er derfor ey sagt, at man jo kan bruge det Sprogs Ortografi, som det eller hint Ord nedstammer fra. Og i de Bøger som handler om Sprogs eller Videnskabers Kundskab, er det temmelig fornøden at skrive visse Ord med Latinske Bogstaver og efter Latinsk &c. Skrivemⱥde.
2. Man bør bruge de Vokaler og Konsonanter, som best kan betegne den Lyd, som i Udtalen høres; og altsⱥ bør man ey bruge en Bogstav i Stæden fⱥr en anden, men lade enhver Bogstav giøre den Forretning, som den tilkommer: f. Ex. man bør ey skrive, giemme, men jæmme; thi sⱥ lyder Udtalen. Altsⱥ
3. Ⱥ (aa) bør bruges (og ikke o) alletæds, hvor ⱥ (aa) høres tydelig i Udtalen: f. Ex. Ⱥvn, ⱥm, Ⱥmsvøb, sⱥm, Sⱥmmer, Sⱥrg &c. thi nⱥr en Bogstav skal betyde en anden, sⱥ kan jeg ligesⱥ vel tage den anden, sⱥm den betyder, sⱥ er det tydelig hvorledes den skal udsiges. Men hvor o er tviilsⱥm, sⱥm i den Latinske Endelse or, der er ingen ret Ⱥrsag til at forandre den: s. Rektor, Professor, Professorens &c.
4. Æ bør strives allevægne, hvor den tydelig kan høres: f. Æx. Ælske, æfter, ær, dær, hær, Tært, Lære, Modæl, Tabæl &c. Mæn hvor dæn ær tviilsⱥm, ⱥk man ikke tydelig kan høre æ, sⱥm fⱥr-