Sex Breve fra Lodsolderman Seehus

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 3s. 366-372).

Gaarden Krydsvig den 1ste Januar 1889.

   Hr. Avisredaktør!

Henholdende mig til vores Samtale af forrige Aars December ultimo, hvor jeg da ikke var uvillig til Forsendelse af leilighedsvis Meddelelse, om noget kunde forefalde af Betydenhed, saa er her ingenting mig bekjendt, som atte jeg kunde tænke mig værdigt til videre at publiceres eller offentliggjøres i Deres Avisblad foruden Veiret, som immer og bestandigt giver Anledning til omvexlende Ros og Dadel, naar man er boendes saa at sige ud i Havets Brænding, hvor ingen Rolighed er at forvente Vinterdag, men Storm og Rusk som nu sidst i Julenætterne med en forgiftig Storm af Aust og med saa overhændige Kast, at Pannerne de føg som Fugle, formedelst der er megen Skade af Østenvind og ingen Avenans, fordi han bare driver Rægsteren ud i Sjøen; men saa var han dog ikke fuldt saa gal som i de svære Storme i de sidste Dage af November, hvilke ligesom kulminerede eller naaede sit Høidepunkt Mandagen den 26de November, da han var grovere end gamle Folk kan mindes ham at have voren, med et Hav saa overhændigt, at det nære gik, han skulde naa de Mærker, som vi her paa Krydsvig har af gammelt: nemlig atte han gaar aad Kvednhusene; men saa var han heller ikke fri denne Gangen, at han sendte Frauen lige opunder Kadlane. Efter den Tid havde vi smaat Frost med omløbende og et roligere Hav, som haver været omend ikke bedækket saa dog rigeligen besaaet med Stormens mange og sørgelige Mindesmærker dog mest Dækslast, som der ikke er stor Sorg med, aldenstund hun jo altid ligger saa at sige paa Expektance eller Eventyr, og naar hun gaar, saa er hun til Lettelse for Skuden og til en stor og besynderlig Velsignelse for disse træløse Kyster, især naar som atte hun kommer vel adsplittet og fordelt med nogle faa Flanker paa hver Plads, saa at Lensmanden han kan ikke se nogen større Ansamling paa nogen enkelt Plads end atte han med god Samvittighed kan forsøge Auktion og lade Folket beholde det, hver ved Lykkens Gunst haver fundet eller med Flid haver indbjerget fra Havet i sin Baad, som dog dengang ikke gav god Løn for Umagen begrundet paa Frost og austlig Landvind, som holdt Rægsteren fra Land i nogen Tid; men nu er vel det meste indkommet, som skal komme for denne Gang, og en anden Gang kan blive længe til, som vi jo ogsaa maa haabe for Sømandens Skyld, enda jeg for min Part aldrig har med nogen særdeles Andagt kunnet samstemme i nogen Bøn og Anraabelse, at vi maatte være fir for Storme og Uveir; aldenstund Vorherre haver skabt Havet saaledes og ikke anderledes, saa maa der komme Storme og Opbraad i Luftens Atmospære og sig som Følge deraf optaamende Bølger; og synes mig da videre ikke, at vi kan anstændigen henvende os til Vorherre, at han skal gjøre noget omigjen eller anderledes; men vel kunne vi ønske og tilønske hinanden Guds Hjælp og alt Held i Faren, og gode Greier i Besynderlighed for vore egne, som farer med Ved og Forsigtighed, mens Engelskmanden høist er et Uvøre til at seile og gaa med fuld Damp i Taage og Rennedrev, som vi vel kan vente os nu nok udaf i Januarius Maaned paa det nye Aars Begyndelse, som jeg haaber maa blive et godt Aar for disse Kyster med rimeligt Veir som det kan falde sig og noget rigeligt med Rægster.

Venskabeligst
L. B. Seehus,
forhenværende Lodsoldermand.


Krydsvig den 22de Januar 1889.

   Hr. Avisredakter!

Jeg griber idag Pennen, for at meddele Dem, at jeg hoslagt fremkommer for sidste Gang, formedelst jeg vil ikke skrive mer med mine sure Øine, som ikke er til at undres paa efter alt det, som de haver seet i surt Veir og i et langt Livs Viderværdigheder fra Ung-dommen, og mest tilsjøs i Raag og Drev og Is og Snekav paa Fiske, som ogsaa er forbi og alt det gamle er forbi. Men det nye skal frem, og her sidder jeg alene hvorsom Job, enda han havde dog nogle Venner, men Ensomhed er sur for gamle Folk og Lediggang som er uvant, saa at Amtmanden han kunde nu gjerne have givet mig tilbage min Oldermands-Post ved Hjemkomsten fra Amerika; men han vilde ikke formedelst jeg var ham ikke fin nok til at snakke ham efter Munden, naar han ikke forstod noget, men gammel skal der siges officielt, og i den Anledning sidder jeg her og er ikke balbert paa ottende Dagen, formedelst jeg er sint og skjælvendes paa Haanden, men ikke formedelst nogen Alderdom, og ikke synes jeg heller, at Jobs Venner var videre at misunde nogen, og ikke er jeg slagen med Bylder og Potteskaar at sidde udi, men ganske stærk om jeg jo er noget stør og stiv, saa skal jeg dog forpligte mig til en Riil og en Hamburger Skotsk, om jeg fik en Pige med nogen Førlighed til at faa Tag i, men de tyndes af og blive mer fladagtige synes jeg, end de var i min Ungdom; men saa tænker jeg, det er vel de sure Øine som befører mig; thi den Tro har jeg bevaret, at Piger er Piger udi alle Dage, men gamle Folk skal tie stille og passe det, de forstaar, men det er ingenting, som er af Ungdommen; men derfor skal et Menneske ikke vorde surt in finem, men jeg haver befundet, at det er en farlig Ting at blive gammel grundet paa, at man bliver saa utidigt sur, og det er imod min indre Konstruktion, og jeg haver nu sat her en Stund og stirret i Regn og Skodde udover Sjøen, og saa rettede jeg min gamle Ryg og udspyttede den ihavende Skraa, som ogsaa i al Sandhed smagte mer af Messingdaasen end som af Taabak, efterdi ban var flere Gange antygget, men taget mig en ny med Kniv, saasom jeg kan ikke længer bide ham af, paa Grund af, at de træffes ikke Tænderne, men fremme er der faa, og alligevel haver jeg en god Tand, som er fordulgt og til ingen Stads, men til Nytte, naar jeg æder seige Sager hvorsom Spegeknog; og jeg tager nu Pennen fat igjen, fordi jeg vil alene tilmelde Dem alligevel, at jeg ikke er værre, end jeg nok holder ud en Stund til; og, hvis jeg beholder Helsen, skal De snart høre fra mig, men om Veiret er her ingenting, formedelst her er ikke noget Veir paa lang Tid, men jeg undres paa denne Vinteren, om han vil blive til noget, eller om han vil gaa over med Vas og Væde og løs Vind.

Ærbødigst
Lauritz Boldemann Seehus,
forh. Lodsoldermand.

Krydsvig den 13de April 1889.

   Hr. Avisredaktør!

I Betragtning af de raadne Føder paa Smalen, hvilket Dyr jeg af Naturen foragter formedelst Feighed og en urimelig Taabelighed den ene bag efter den anden; men aldenstund nogen vil børte sig med Jordbrug værende fra Moders Liv Sømand, saa faar han holde disse Dyr med mere hvorsom Naboerne, til og med han ingenting forstaar af hele Skrabet eller høist ubetydeligt; saa haver jeg gaaende paa min lille Jordlap tvende gode Sauer med lidet Ved, men Uld, og dem haver jeg sendt længe føre Jul til en Gravæder paa Børevig, som er af den fine Sorten fra Skotland, fordi mange gik og vasede, at jeg maatte gjøre det, formedelst Racen og Ulden og mange Ting, men ingen raaden Fod hørte jeg nævne, for bagefter med megen Kjæggel blandt Folk og en stor Ivrighed mellem Lærde og lignende, som ikke er mig noget nyt af den Slags Folk som immer og altid holder sig bag Ryggen til hverandre, raabendes med høie Raab: det var ikke min Skyld, men Skidt var det, saa siger jeg til mig selv: hvad skal jeg gjøre med disse raadne Føder fra Skotland, om jeg nu har det indpodet og ligervis paa det uskyldige Afkom, hvilke hopper allerede omkring og diller uden Bekymring med en liden Svands alle tre, formedelst der var to i den ene, hvilket ingenlunde skal være til Dadel for Væren, som var god saaledes; men flammed Sygdom er ikke noget at drages med, naar som Tid at vi havde af Naturens gavmilde Haand baade Skab og Vaspaaser og meget andet, og mere end jeg ved om, og vender jeg saaledes Blikket atter og atter mod denne Øvrighed, om den ikke skulde faa Ved. Men saa havde dog Regjeringen ikke saa raadne Føder i den anden vigtige Sag med en Amtmand, som vi fik uformodentligt fort og prompe til megen Gavn og modsat, hvorledes Manden nu er, men en Skipper maa der ikke destomindre være; og nu lysner det i den ganske Verden at sige paa vor Hemispære da i Besynderlighed Vaartiden er inddragen, og Isen den gik med Peder-Varmestol, og Viben hun kom en Morgen saa blank paa Ryggen, som vore hun polert udaf Bronce, med Toppen tilveirs og kastende sig i Luften som en Dolfin i Sjøen med Hovedet ned og Sterten op og raabte og skreg, saa kall som han var og er; men Lærken er dog den galneste til at sjunge uden Pardon og Ophør, saa lang Dagen er, og Kjelden er kommen og staar og vipper paa samme Stenen som ifjor, og Ringgaasen og Linerlen, saa lever vi op igjen alle Mand paa Jæren, og Tosken bider ogsaa for dem, som har Tider med det, men saa gaar det dog mest paa Tare og Hævd og Pløiing udi Klagen tildels paa somme Pladser, men det maa gaa.

Ærbødigst
Lauritz Boldemann Seehus.

Krydsvig den 1ste Juli 1889.

   Hr. Avisredaktør!

Deres ærede af 20de forrige Maaned annammet samt Indhold bemærket til høfligst Besvarelse, at det passer ikke af den Begrundelse, at gamle Folks Tale er mest som Vinterstormen og usandsynlig om Sommeren, naar som Solen den skinner og Lammene de hopper og kaster Svandsen høiest i Luften; men saa blev det Vædere alle tre, hvilket ikke var uventendes efter en saadan Gravæder, og følgelig kan ikke noget Brev forventes fra mig føre Hausten, naar Sjøen faar Livagtighed og saa at sige voxen Mands Stemme, for nu ligger hun — Gud forsyne mig — som et Melkefad, til indvortes Fortærelse for Folk, som ved, hvad Sjøen skal være i Naturens Husholdning med Skibe og Storme og Rægster med rimelige Forlis paa sine Steder, hvor Kysten saa at sige er indrettet saavel til Mænds Frelse som til en skjønsom Sønderdeling af Vraget, naar hun var af Træ, men af Jern er noget Skidt saaledes; og er jeg nu saa fortørket i Skrotten som i Neapel den Gang, da Styremanden seilede Briggen paa Pirhovedet formedelst opstaaet Orkan, og Skipper Worse og jeg stod paa Moljen og græd, endog han bandte mest, og jeg havde en Kurv paa Armen med noget, de kalder for Bananasser, som de steger i Smør, og er det ikke grangiveligt nu om Dagen, naar Solen gaar op og ned i bare Blaat uden Sky at se, som var det Middelhavet fra Ungdommens Tid og jeg lugter Bananasser, endda her findes ikke andet Stinkstof, det jeg ved, end Tare og Toskehoder, men Hr. Avisredaktør! Ungdommen er seig i Kroppen med Solskin; for jeg gik ikke og sjungede her om Dagen paa Tunet og skulde vise de blaude Varhougs-Jenterne, hvorledes at man fordum dansede en rigtig Molinask, formedelst det var Søndag og Ungdommen hang rundt Husvsggene som halvdaue Fluer i Varmen; men der var jo Grassset brændt og glattere end Grønsæbe paa Dækket, og der laa heile Oldermanden midt i Molinasken og afbed en Kridtpibe, men han holdt — Tanden, som tidligere er omtalt, og maatte med Skam reises op af fire haandfaste Karle og megen Latter som rimeligt, hvorfor jeg haver sat mig selv ind i Stolen til Opbevaring for Hausten, formedelst jeg kan intet tale eller skrive om Tørken, men bliver bare sint og urimelig.

Ærbødigst
Lauritz Boldemann Seehus.

Krydsvig den 20de Oktober 1889.

   Hr. Avisredaktør!

Desformedelst kunde jeg endnu in tempus infinus have kontinueret min Taushed, for større Haust er det ikke blevet hverken paa Land eller Sjø, men høist ligesom for Kommers med lidt Sommerstorm og smaa Sjø og fin Rægster, men ualmindeligt langt af paa tredie Milen af Land; men saa er den dog kommen den lange merke Lampekvæld og al denne Smalen, som jeg maa tilskrive Eder om og forespørge, hvad Enden skal blive; for nu tænker vi snart, at han nordover mod Stavanger maa staa pakket, hvorsom Silden i de gamle gode Dage, som er ikke mer; men med Sei er han grov, helst nord med Revet — siger de; men saa fik dog Undertegnede med gamle Velas, som er endnu ældre, paa fjerde Tiuet igaar af rigtig pen Sei, som var Lørdag og liden Sydost med Paading; men halve Jæren var paa Sjøen Baad i Baad af den fordoblede Grund formedelst Seiens Nærværelse og ingen Verdens Ting at bestille paa Landjorden, da hun iaar har ligesom gjort fra sig selv alt — Jorden, i en saa fremskyndet Tempus og godt har hun gjort det, men kort i Halmen, som er det eneste tilslut at klage over, naar Sanningen skal frem; men de vrider sig Bønderne, hvorsom Kjøbmændene i Østersjøen, naar de skulde klage paa Silden, for klage skal de altid, undtagen for Smalen, for den gaar glat til Engelskmanden, og ikke begriber jeg, hvad her skal blive igjen paa Jæren af den Dyreart, men jeg er lige sæl, aldenstund jeg har ingensinde ligt Sauen førend iaar, naar han betaler Skatterne for heile Jæren efter min Avenans, hvilket var mer end ventendes af ham; og om han til og med var Meister til at indskrænke den Tarebrendingen, som Fanden haver opfundet i Bergen til Medicin — siger de, men ikke tror jeg det, formedelst en Stank, som gaar dig i din inderste Næse og i Taabakken tilsmers, men saa er Austenvinden alligevel god for noget, at Tarerøgen gaar paa Sjøen, til megen Overraskelse kan jeg tænke mig for Dronningen af Engelland, naar hun kjender, hvor vi stinker; og en Forargelse har jeg for mig selv nemlig skydende Gutter med Bøsser og Krud og saa lidet Ved, at jeg gnistrer af Sinne, naar som Tid jeg ser dem paa Maven henkrybende mod en Stare eller to tynde Rydl, og jeg raaber og kaster paa Sten for at advare det uskyldige Kryb, efterdi Bonden paa Jæren er ligesom sin Træls Træl og lader Tjenesteguttene spille sig paa Næsen og paa Trækspil den ganske Nat, som enda fik gaa an, men ingen Krud og Skydning være taalt, at ikke Jæren skal ligge øde for Fugl og Liv og bare Trækspil igjen og tampede Drenge paa Maven som ovenfor.

Venskabeligst
Lauritz Boldemann Seehus,
Lodsoldermand.

Krydsvig den 25de December 1889.

   Hr. Avisredaktør!

Efter i et langt og meget blæsende Liv at have givet Agt paa Himmelens Skyer og Havets adskillige Adspekter, som kan afvexle for Øiet, mens du ser derpaa som en Kvinde, der bliver var en anden, hun bedre liger, og du staar forladt og forskudt, fordi Pigens Sind er som Havet ovenfor nævnt og stormfuldt som den spanske Sjø, saa haver jeg tidlig annammet min Knæk for Livet af det Slag, som er ikke Meningen at omtale, men Veiret er af en Beskaffenhed, som jeg ingensinde far har observeret hertillands med smaa Sjø, sjelden og læmpelig Storm og paa denne første Juledag en Fred paa Jorden og en Velbehagelighed paa Havet, saa du kunde ro ud i en Krybbe: idet Rægsteren, som kom den 8de og 9de December sidstleden, var saa at sige den eneste Havets Overdrivelse i dette Aar, formedelst det var formeget paa somme Pladser, og giver ventelig Lensmanden Grund at holde Auktion til stort Fordærv for Folket, fordi Plankerne vare sjeldne saavel lange som god Al; men med Auktion er halve Glæden forspildt og mer til, som dog er meget forskjellig for Exempel af Brændevin; og maa de Herrer i Byen som forsælger saadan Væske til Bonden, forsvare for sin Samvittighed, hvilke Sufstanser og Inscrementer saadan Drik er udkoget udaf, formedelst den medfølgende Svækkelse paa Aanden og legemlig Pinsel, hvoraf jeg utallige Gange har seet Bevis hos stærke og godt fabriquerede Personer i Besynderlighed under Julen; men dette er ikke min Venskabs Tid, formedelst de siger paa Gaarden, at Oldermanden er storagtig, villende for ingen Pris eller gode Ord nedsvælge deres Dyvels-Drik; men sidder for mig selv hos gammel Jamaica, som er udaf den, som Jacob Worse hjemførte fra Vestindien i 1825 og tænker paa ham og Randulf og de gamle, efterdi Lugten fremkalder saaatsige levende Samtaler, som du kan høre og maa le — enda du er alene og faar saadan Lyst at skrive alting op som det var, men ikke mere til Avisen, af saadan Grund, at man haver været efter mig med Klaffer-Tand og en pen Enke, hvorom intet videre skal berettes. Da denne overhaands milde Vinter saa nogenlunde haver holdt Gigten fra Lemmeme saavel som at jeg af Naturen er stærk og ingen Alder at snakke om saaledes; men naturligvis: Ungdommen er jo bedre og mere livagtig i den Vei, skal indrømmes og som oven nævnt intet videre berettes. Eftersom Aarene gaar — Hr. Redaktør! bider Skuffelserne sig fast i os ligesom Skjæl og Muslinger under Skibene; men vi sanser ikke selv, at Farten minker og vi sakker agterud og Alderdommen beskytter os ikke mod Daarskab — som antydet.

Venskabeligst
Lauritz Boldemann Seehus.