Kunst og Kunstsans
Den Omstændighed, at den kunstneriske Begavelse saa ofte viser sig saa stærkt samlet hos den enkelte — ofte uden paaviselig Sammenhæng gjennem hans Blod og hans Omgivelser, dette har styrket den Opfatning, at det kunstneriske er bare for nogle faa, nogle faa Udvalgte.
Dertil er kommet, at Malerkunsten, den af de fremstillende Kunstarter, der skulde synes lettest tilgjængelig for den almindelige Forstaaelse, har bestandig været i en stærk Udvikling med et for den historisk Uindviede stadigt vexlende Fysiognomi. Og vort Land, som kun fra det Fjerne har deltaget ved at sende vore Kunstnere ud i Kampen, vi har modtaget Indtrykket fra Udviklingen endmere grelt vexlende.
De uhyre Masser af Billeder, som i et stort Land glider forbi Menneskenes Øine og beskjæftiger deres Sind, gjør alle Overgange saa meget læmpeligere, gjør ligesom Bølgerne længere, Stigning og Synkning mindre brat, mindre ubegribelig, mere interessant og forstaaelig.
Men hos os er Farvandet krapt og Bølgerne gaar høit. Vi mangler den store Masse Overgangskunstnere, hvis Arbeider forklarer og forbereder; medens vore kommer hjem med „den eneste Kunst, der er værd at se“, bag den er der ikke andet end et dybt Hul.
Saa er de fremmeligste Folk hjemme netop naaet frem til dette Hul; og saa faar de over sig en Styrtsø af Haan, fordi de ligger tilbage, ikke ved Besked om, hvad der egentlig er Kunst.
Saa blir nogle ganske afskræmte og skjuler sit stille Sværmeri for Maaneskin og italienske Piger dybt i sin Sjæl; andre gribe til Sværdet og rase mod det nye og spaar Klattemalerne en Ende med Forfærdelse.
Men de fleste forvirres og udmattes, og de naar ikke engang saa vidt som til at faa sin Bevidsthed klaret; de naar ikke saa vidt, at Nydelsen ved Kunst berører dem. Uklarheden hos dem selv bøier deres Øren snart hid snart did, for at bare; medens deres to gode Øine ingenting ved at fortælle dem.
Det er Mangel paa Kunstsans — siger de Indviede.
Nei, det er simpelthen en Mangel paa Kundskab.
Enhver Nydelse, som ikke netop fornemmes gjennem et legemligt Organ, forudsætter Kundskab og stiger med forøget Kundskab. Enhver, der har begyndt at faa Kundskab om en hvilkensomhelst Ting i Verden, har følt denne Nydelse at anvende sin Kundskab og føle den voxe og styrkes under Brugen.
Og videre, eftersom et Menneskes Hjerne fyldes, øges hans Glæde; og selv den, hvis Hoved ikke faar stort andet end et enkelt Fag at stelle med, selv han vil af sin Kundskab have Nydelser og Fornøielser, som han før ikke anede.
Thi kun det høiest kultiverede og alsidigt uddannede Menneske har et saadant Øie og en saadan Opfatningsevne, at alt i Livet fremstiller sig for ham, saaledes som det i Virkeligbeden er.
De allerfleste Menneskers Kundskab er saa begrsnset, at det, de ved paa et Punkt, maa tjene dem til Lys gjennem Egne, hvor de ingenting ved; deres Kundskab farver det, de ser, med sin Fag-Farve; det, de i Virkeligheden ikke kan forstaa, fordi de mangier den Kundskab, det forstaar de ved Hjælp af en Kundskab, de har andetstedsfra; med andre Ord: de misforstaar, men de glæder sig.
Jeg spadserede engang med en gammel passioneret Limkoger; han forklarede mig, hvad jeg ikke vidste, om alle Limkogningens Finesser, og han var interessant som alle, der kan noget og elsker noget.
Paa Veien kom vi til en Bask og nogle smaa Træer, og jeg stansede og gjorde den Gamle opmærksom paa den yndige Plet i Landskabet.
„Ach ja! — ein wunderscböner Platz,“ svarede den gamle Limkoger, „zu Anlage von einer Homleimfabrik.“
Vi stod begge og saa det samme og glædede os; men hver paa sin Maade, hver efter sin Kundskab; jeg syntes i mit stille Sind, at han var en snurrig gammel Limkoger; og om han havde anet, at jeg beundrede Naturen — selve Naturen uden Hornleim, saa havde han vist fundet mig ligesaa snurrig.
Enhver kan prøve med sig selv, hvor Glæden øges ved Kundskab, hvor selv en dod Ting kan faa et ganske andet Værd — faa et helt nyt Opsyn, bare der kommer En og giver en Forklaring, fortæller et og andet, man ikke før vidste.
Og denne lille Kundskabsøgelse kan blive en Spire, en Iver kan begynde fra dette, som fører langt ind i en ny Kundskab og ny Glæde.
Derfor er en kundskabsrig Mand saa gild at møde, baade fordi hans Samtale er interessant, mens den varer, og mere endnu, fordi der saa ligger noget efter, som spirer og lokker Tanken afsted paa egen Haand. Saamangen har gaaet og trællet paa sin Jord og aldrig seet andet end Sorpe og Stein, indtil en Dag en Mand gik forbi og spurgte, om han saa mange blaa Sommerfugle.
He? — Sommerfugle! — om nogen havde Tid til at glo efter sligt Vas?
Ja, saa fik han vide, at Sommerfugle og Mak, det er samme Slægt, og Makken kjendte han vel?
Jo desværre! Mak og Utøi sled han nok med. Saa fik han vide, hvad Mak der kom af alle de smaa Sommerfugle og Fluer og alt det flyvende, han i sit Liv aldrig havde agtet paa, og fra den Dag oplodes hans Øine for det smaa, og hans Kundskab gik fra Krybet, som han før aldrig vorede en Tanke, og lige over i det daglige Stræv, saa at Strævet forbandt sig med tusinde andre Tanker og Iagttagelser, der vakte hans Aand og lod ham finde Glæde og Overraskelser midt i Sorpe og Stein.
Manglede denne Mand Natursans? Nei, ingenlunde; han manglede bare den første Kundskabs forløsende Ord.
Saaledes staar en stor Mængde af vort Folk overfor Kunsten. De har ikke den allerførste elementære Kundskab; og ingen giver dem nogen Haandsrækning, ikke Skolen for de unge, ikke Livet for de voxne. Lidet er her at se, og det, her er af Malerkunst, bæerer netop i saa høi Grad Udviklingens Kamppræg, at hele Udbyttet for Massen er Modløshed — indtil Ærgrelse; thi det er ærgerligt at staa foran noget, som skal være baade dyrt og deiligt, og saa være saa dum, at man ikke kan faa det mindste ud af det.
Det maa læres, læsres langsomt og i Taalmodighed.
Men egentlig er det bare det første Stykke af Veien, som er saa langt — eller rettere saa brat. Kommen op af den værste Uvidenheds Umulighed voxer Synet saa hurtigt og Glæden med det, at faa Anstrængelser lønner saa godt Umagen. Men fra først af lægger vort kunstfattige Land Folket store Hindringer i Veien, som Enhver nok kan forstaa, om end kun de Faa, der har været udenlands, tilfulde kan bedømme, hvor vidt forskjellig Folkets Opdragelse gjennem Øinene er hjemme og ude.
Hos os udvikler der sig gjerne en ganske bestemt Stridighed overfor Kunst. Det er ikke vanskeligt at forklare. Naar man bestandigt skal høre Lovtaler over det, man aldrig faar se, saa blir man sint tilslut.
Og naar saa Malerne kommer hjem og gjør Nar af de gamle mørkebrune Klenodier og sætter op sine vilde skrigende Klattemalerier, saa gaar Stridigheden ganske naturlig over i Arrigskab, og der bliver ingen Kunstnydelse for Nogen.
Til denne ørkesløse Strid, som udgjør Mesteparten af den Tale, her overhovedet føres os imellem om disse Ting, er Ukyndigheden Skyld, Ukyndighed paa begge Sider.
Folket herhjemme er undskyldt i saa Maade; men Malernes historiske Ukyndighed er mere utilgivelig.
De har strax, de kom ud, glemt, at de kom fra Ukyndighedens Land; de har derfor, istedetfor at indhente det Forsømte, sprunget over, istedetfor at blive ærbødige Kjendere er de blevne strenge Dommere.
Aldrig har jeg seet nogen Maler vakle et Øieblik foran noget Billede, men prompte falder Dommen: Skidt eller Kanel. Om jeg derimod traf en ung Mand eller Kvinde, som rolig og med Interesse vilde tale saaledes: Dette er et godt Billede fra 1830 — eller fra 1860; vil De se, hvorledes man dengang penslede og troede at naa længst ad disse Veie, — hvis jeg traf et saadant Menneske, vilde jeg strax tænke, at det var en Udlænding af høi Dannelse.
Men saadanne Kunstnere er det, vi behøver saa saart, fordi vi aldrig har havt dem. Vore Malere burde kunne bringe med sig den første Kundskabs forløsende Ord. Thi vel er de ikke lærde, heller ikke paa langt nær saa kundskabsrige, som de burde være; men gjennemsnitlig mangler de endog den Ærbødighed for Kundskab, der altid og uvægerligen følger med Kundskab.
De mangler den Kundskab — eller rettere denne Kundskab er ikke dannende trængt ind i dem: du har intet, som du ikke har annammet. Vel ved de naturligvis og kan fortælle om de forskjellige Malerskoler, der har afløst hinanden; men aldrig med den jevne historiske Interesse, som giver hver sit; men altid med Dommen færdig og fast.
Det er dette, som forvirrer dem selv i saa høi Grad; og lader de Bedste af dem male i en stadig Frygt for at synke ned til at male for Publikum — dette Publikum, som de baade skal foragte og hvis Bifald er Manna for deres Sjæle.
Det er nemlig Ukyndighedens Usikkerhed, der jager dem lig en ond Samvittighed ud i det allernyeste; det er den halve Kundskabs Frygt for ikke at være sig selv, dens Mangel paa Mod til at beundre udenfor sit eget snevre Omraade.
Men om nu disse Ting er skadelige for Malerne og altsaa for Kunsten, saa er de det i endnu høiere Grad for Kunstsansen i Folket. Thi dersom det ukyndige Folk fik vide, at der altid havde været Kunst ikke blot i den fjerne Fortid og saa akkurat nu de sidste Dage, men ogsaa i Mellemtiden, saa vilde de med mere Ro og uden det ørkesløse Arrigskab modtage de nye Malere og se paa deres Billeder med en Mulighed for Forstaaelse. Men det er noget, som ethvert Menneske kan tage og føle paa, at det skræmmer Folk af, naar en Fyr med en blød Hat kommer farende med et Lærred og siger: der ser du det Eneste, som duer, og forstaar du ikke det, er du en Tosk! Man tænke sig, hvor dette maa forvirre og irritere et Folk, hvor Overgangsformerne mangler saa ganske. De kan jo ikke — og rent ud sagt, de var feige, om de gjorde det — lægge sin Barndoms Beundring for de grønne Fjordbilleder med blaa Sø, de kan jo ikke lægge den af sig som en slidt Dragt, fordi en ung Fyr kommer og siger, det er noget gyseligt Skrab.
Men dersom de nye Malere vare kyndige nok til at nære Ærbødighed — Ærbødighed for Kunsten, ikke for sig selv og i det høieste for den Lærer, de sidst kommer fra, saa kunde der istedetfor den irriterende Dømmen og den ørkesløse Arrighed blive en frugtbar Samtale.
Malerne kunde da fortælle og forklare, hvorledes Naturopfatningen og hele det maleriske Syn i hin Tid var et stort Fremskridt fra Tiden for; hvorledes disse gamle Billeder sluttede sig nøie til sin Tids Aandsliv og Literatur, — og med den henførende Magt, som altid ligger i den Mands Ord, der forstaar noget og elsker noget — han være en ung Maler eller en gammel Limkoger, vilde han føre Hjemfødningen lempelig ud af de Skjønhedsregler, hvori hans ukyndige Aand var bunden, og ledet ved den andens Interesse vilde det gaa op for ham: ny Tid, nyt Syn, og naar saa de nye Billeder med hele det nye og frapperende Udseende kom frem, saa vilde Hjemfødningen maaske sige: nei kjære! — det maa jeg vænne mig til!
Men han vilde ikke blive sint og stridig; men i Glæden over, hvad han havde lært, vilde han arbeide videre og snarere naa til Forstaaelsen af det nye end den store Skare, der har omvendt sig uden Mellemkundskaberne, — kun paa dette: er du ikke med, saa er du en Tosk.
Men se, de Folk, vi hidtil bar talt om og kaldt for Hjemfødninger og Ukyndige, de er jo rene Professorer sammenlignet med Befolkningen paa Landet og sammenlignet med Mesteparten af Bybefolkningen. Hvorledes skal disse Mennesker kunne hæve sig op til en begyndende Forstaaelse, der driver dem videre og ikke stanser ved ildrøde Vesuver, katholske Helgenbilleder med blødende Hjerter og Olietryk — det ene værre end det andet?
Saasnart et Menneske, der slider for det daglige Brød, finder sig en Spiger og slaar op et Billede paa sin nøgne Vsg, gjør han i samme Øieblik et stort Fremskridt.
Thi dette lille brogede Billede bliver ligesom et Hul i den nøgne Væg, gjennem hvilket han ser ind i noget nyt, om hvilket han intet ved undtagen dette: at han drages imod det, — ligesom Ungdommen imod den ukjendte Elskov.
Og hans Tanker, som et Øieblik bar sluppet Dagens Slid og Bekymring, vender forfriskede tilbage, naar han en Tid har stirret paa sit lille Toskillingsbillede. Thi ligesom hans Legeme ingenlunde skulde kunne udholde Slidet uden Søndagens Hvile og Belønning, saaledes samles der ubevidst en ny Lyst og en ny Arbeidskraft, naar Tanken og Fantasien har taget sig en Frisendag ud i det saakaldte Unyttige.
— Saaledes ser Kunsten ud, naar den første Gang stiger ned til de aller ukyndigste og viser sig som et Toskillings-Skilderi paa den nøgne Væg, — akkurat som Vorherre og Sct. Peder i Eventyrene, naar de gaar fra Dør til Dør som Betlere med Tiggerposen fuld af Alverdens Herlighed.
Saa gaar Manden og glæder sig over den pene rosede Maling eller over den fine Dame med en rød Pære i Haanden. Han gaar kanske med Sindsro gjennem Spot og Grin af dem af hans egne, der synes, det er noget Skidt og Skrab — ja næsten Synd og Kjødslyst med slige malede Billeder.
Men saa kommer Byfolket — de, som jo forstaar det; og — er han da meget uvant med sligt, saa viser han Billedet frem med Stolthed. Men hvor bliver han ikke kold nedover Ryggen, naar de gab-ler og spotter og gjør Nar. Og selv om han selv ingenting siger, men bare lader dem snuse omkring, hvor føler han ikke, at de fniser og griner bag hans Ryg over disse skrækkelige Skilderier, som er hans hemmelige Fryd, hans ukyndige Hjertes oprigtige Offer til det store Ubekjendte.
Og lad saa en Maler komme! en af de rigtige, som ved Dagens Besked!
Hvor maa det ikke knuge ned og sætte Manden uendeligt tilbage, naar en Extra-Sagkyndig, som har været i Udlandet og Paris netop for at lære sligt, naar han siger, at denne fine Dame i blaa Kjole med en rød Pære i Haanden er det afskyeligste Skrab, værd til at brændes eller kastes lige paa Mittingen.
Han blir ikke sint; men dybt modløs. Og naar han saa sidder igjen med sine Skilderier, vil han føle sig plyndret for det lille, han eiede udenfor Strævet.
Og Manden har Ret. Han er plyndret paa den lumpneste Maade.
Thi Røveren har ikke blot taget det lidet, han havde; men ligesom Vandalerne, naar de trængte ind i Romernes luxusfyldte Paladser, ikke nøiedes med Byttets Værdi, men glædede sig ved at gruse og knuse Krystal og Marmor, saaledes har den Sagkyndige i sin Ukyndighed knust og ødelagt de Spirer, som netop skulde blevet den Kunstsans, hvoraf han selv er saa stolt og overlegen.
Men hvorledes skal nu de af os, som ved Besked, undgaa at blive Røvere?
Der er kun én Vei — der, som overalt — Kundskabens besværlige Vei til Ærbødighed for det lille som for det store, for det gamie som for det nye.
Begynder man overfor et Toskillings-Skilderi med at sige, at Billedet ikke er saa galt i Forhold til sin Pris, saa har man for det første sagt en Sanning, som er fast og urokkelig, og for det andet har man aabnet en Mulighed til en fornuftig Samtale med Manden.
Thi nu kan den, der har Kundskab nok, forklare, hvorledes disse Skilderier fabrikeres, hvorledes Farve klattes paa uden mindste Hensyn til Lys eller Skygge, hvorledes hele Arbeidet for den Pris maa blive skjødesløst og ringe.
Men dersom man vil spendere 12 Skilling, saa kan man faa et Billede, hvor Tegningen er renere og Farverne meget smukkere.
Ja — høiere og høiere gaar Kunstfærdigheden; der er Billeder til mangfoldige Kroner, hvor du tydelig kan se hele Riggen paa Skibene og indtil Manden, som staar tilrors med gul Sydvest.
Aa — den som havde Raad til sligt!
Ja, det er saa underligt med den Ting. Faar du først Øinene rigtig op, saa er det ligesom du finder Skillingerne ogsaa. For naar de ikke længer tilfredsstiller dig, de Toskillings- og heller ikke de Tolvskillings-Billeder, saa gaar du forbi saa mange slige uden at kjøbe, at du ligefrem „lægger op en Kapital“, som du saa en vakker Dag — det gaar næsten af sig selv — en vakker Dag finder du, at fem Kroner ikke er for meget for et rigtig flnt Olietryk med forgyldt Ramme.
Dette er nu en Stund Toppunktet indtil du opdager Magen og Magen igjen, hvor du kommer langs den Vei, som Billed-Kolportøren har draget. Og ser du nøie efter, opdager du ogsaa her, at Farven er klattet paa med en Maskine; det smukke Landskab med en rødgul Aftenhimmel er ikke malet af en, som sad der og beundrede, hvor vakkert det var; men det hele er lavet op i en Malerpotte og sat paa Papiret med en tankeløs Maskine, der gaar rundt og laver Malerier som et Trøskeværk.
Det er noget uægte, noget Stads uden Værd, som Folk tilslut skjæmmes ved, naar de faar Kundskab om den ægte Vare.
Thi overalt mellem Menneskene er der noget ganske eget og aparte ved det, som er ægte; den, som kjender Diamanten, foragter det slebne Glasstykke; den, som i sin Sorg faar et Ord af Deltagelse, der kommer fra et oprigtigt Hjerte, gjemmer dette og lader den officielle Ligtale gaa ind og ud af Ørene, den Elskende ved at skatte tre Ord paa en Lap Papir høiere end de ømmeste Kjærlighedsbreve efter en Formularbog.
Lad Nogen prøve med det ægte, med den mindste lille Skitse eller Tegning fra en Kunstners Haand; lad ham bare prøve at føres og paavirkes af et Menneskes umiddelbare Arbeide; man behøver ikke at sige stort mere til ham, naar han er begyndt at se.
Og uden at han mærker det, vil han gaa forbi de mest fristende Olietryk, — naar han ikke er ophidset til at holde paa dem af Stridighed —, og lidt efter lidt vil han atter derved have „lagt sig saa meget op“, at han finder, han har Raad til at give 25 Kroner for en liden Farveskitse uden Ramme.
Og saa er han opfor Bakken og reddet; hans Kundskab til Arbeidet i Kunsten førte ham til den rette Værdsættelse af det, som hans ukyndige Øie ikke formaaede at klare for ham.
Men denne lille Farveskitse, som er et Resultat af lang Udvikling, er dog ikke andet end den første lille Begyndelse paa den solbeskinnede Vei op imod de høieste Nydelser mellem Kunstens Værker — gamle og nye.
Dersom Nogen er kommen saa vidt frem, at han har fundet Raad til at kjøbe om end aldrig saa liden en Skitse af en ordentlig Maler, skal han om kort Tid forbauses over, hvor det dræges til.
Lad Nogen prøve, og han vil finde, at Malerier har en underlig Evne til at trække andre med sig og samles. Dersom et Hus besidder et eneste Maleri, saa er det et sikkert Tegn paa, at dette ene er arvet eller kommet som Gave uden at være erhvervet af Interesse eller af Kjærlighed til Kunsten.
Men naar et Menneske selv har følt Trang til at skaffe sig et Billede, og naar han daglig har betragtet og glædet sig over dette ene, saa er Skridtet til at erhverve endnu et saa forunderlig let og selvfølgeligt, at Billederne samler sig, før han ved et Ord af det.
Og det behevør ikke at være den kostbare Passion, som Folk indbilder sig. Malerne ere lette at kjøbe af, naar de selv føler, at de har en Kunstelsker for sig. At sælge sine Værker er for en Kunstner altid et pinligt Punkt; fordi han saa ofte for Skillingernes Skyld maa lade sine kjære Børn gaa over til Mennesker uden Spor af Kunstsans, hvor Malerier — malte lige ud af en Kunstners inderste og intimeste Sjæleliv, skal hænge som en Dekoration i en simpel Rigmands Sale.
At sælge til en Beundrer derimod er for Kunstnerne en Behagelighed, som i mange Tilfælde vil opveie den ringere Pris. Og ved aabnes en Mulighed for Smaafolk at erhverve beskedne Stykker af ægte Kunst til Glæde og Opdragelse for sig og sine.
Nu burde hvert Menneskes Individualitet og Kulturtrin komme til at bestemme, hvilke Malerier der samles hos ham; og følger han med i længere Tidsrum, vil man i selve Samlingen se hans Udvikling afepeile sig i gode Billeder og slette om hinanden.
Men man skal vogte sig for at le eller spotte over de slette; thi disse er de dyrekjøbte første, disse stygge og gammeldagse Billeder, som blir hængende selv i Huse, hvor der kommer gode Malerier efterhvert, de betegner Udviklingens første Stadier. Og derfor kan det ikke nytte at tviste med Eieren om deres Værd. Thi i hans Øine bevarer de en Erindring om den Glæde, de i sin Tid bragte ham; og om han end meget godt kan se, hvor langt de staar tilbage for, hvad hans mere udviklede Kunstsans nu forlanger af et Maleri, saa vil han dog ikke — hvis han er en klog og uafhængig Mand — forvise de gamle Billeder fra sin Stue.
Thi det er i Sandhed ingen Skam at have udviklet sig.
Men den overdrevne Frygt for at tage feil med sin Beundring er i Virkeligheden som et Slags Meldug, der lægger sig paa Folks Kunstsans.
Og i denne Sygelighed, hvori mange gode Spirer forkrøbler, er Malerne for en stor Del selv Skyld netop ved sin Mangel paa historisk Ærbødighed, der bringer dem til at overse, at Folket med Nødvendighed maa passere Mellemstadierne.
Baade Kunsten og Kunstnerne er lidet tjent med, at Udviklingen overspringes. Man kan vistnok ved den før omtalte Theori: Forstaar du ikke det, saa er du en Tosk — ad den Vei kan man vistnok skræmme sammen en trofast Flok af Beundrere; man kan lære dem hele Jargonen og hele Foragten.
Men seet fra Synspunktet Kunstsans er denne forholdsvis lille Skare ikke det mindste mere værdt end den store Masse forstokkede, for hvem Bedømmelse af Kunst ikke er en Fredens Syssel, men en vild og ilter Kamp.
Skal det vedblive at gaa saaledes for sig, at den i Øieblikket nye Kunst forlanger den ældres Henrettelse og Udstrygelse, og den ældre Kunst paa sin Side forlanger den nye opbrændt eller ophængt i Dolhuset — saa blir vi staaende hvor vi staar — røde i Kammene som Haner, sinte og ophidsede istedetfor nydende og forstaaende.
Men skal Folket faa Mod til at følge med i Beundring og Forstaaelse af Kunst, maa vi indprente os alle, at det høieste er at forstaa alt uden nogen absolut Forkjætrelse eller Overrosen af nogen enkelt Periode.
Og hver enkelt skal opmuntres til at forstaa paa sin Maade, indtil han naar saa vidt, at han kan tilegne sig hele Kunstnerens Mening og lægge sin Beundring der, hvor Maleren selv synes, han er naaet høiest i sit Arbeide.
Men uden at de to Parter kommer til en bedre Forstaaelse af hinanden, vil det vare uendeligt længe, inden Kunsten bliver til Opdragelse og Forædling af hele Nationen.
Nu var der for Exempel en brav Mand paa Jæren, hos hvem en Maler havde boet. Denne havde efterladt som en Erindringsgave en liden Farveskitse af Bondens Hus, et vakkert lidet Maleri.
„Det er pent. Hvad synes De om det?“ — spurgte jeg Manden.
Aa jo, det var noksaa vel; men paa Tonen kunde man høre, der var noget i Veien. Det var der ogsaa; thi pludselig kom det ud af ham.
„Kan ikke De se, der fattes noget?“
„Nei — fattes der noget?“
„Ja, se nu selv paa Huset,“ sagde Bonden, „der fattes et Vindu nordenom Bislaget.“
Det var ganske sandt. Og skjønt jeg levende kunde forestille mig, hvor Malerne vilde blaase og le ad en saadan Indvending — for dem gjælder det Lys og Luft og Tone og Stemning og Varme og Kulde og mange andre Elementer; — saa kunde jeg paa den anden Side ligesaa levende forestille mig, hvor Bonden maatte faa liden Agtelse for en voxen Kar, som staar og glor paa hans Hus i timevis og alligevel ikke kan tælle Vinduerne.
Saa store Afstande er der. Saa langt er Arbeidet for at føre dem sammen. Og Ingen maa tro, at det kun gjælder Ukyndigheden fra neden; Malerne maa arbeide ligesaa meget med sig selv, om de vil komme ud af sin øde Indbildning, at de alene forstaar sig selv.
Det havde været en skrækkelig Nat for Fuldmægtig Iversen;
forvirret og hjælpeløs var han faret gjennem Dagligstuen, Kjøkkenet,
ud i Gaarden og saa ind igjen; — bestandig kredsende om
Sovekammeret, hvor de ikke vilde lukke op for ham. —
Endelig, da det blev saa galt, at det syntes umuligt at bære for Nogen, havde de bare puffet ham ind i Stuen med den Besked, at at han havde faaet sit første Barn, en liden Datter, liden, men velskabt.