Faderglæde

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 3s. 382-385).

Det havde været en skrækkelig Nat for Fuldmægtig Iversen; forvirret og hjælpeløs var han faret gjennem Dagligstuen, Kjøkkenet, ud i Gaarden og saa ind igjen; — bestandig kredsende om Sovekammeret, hvor de ikke vilde lukke op for ham. —

Endelig, da det blev saa galt, at det syntes umuligt at bære for Nogen, havde de bare puffet ham ind i Stuen med den Besked, at at han havde faaet sit første Barn, en liden Datter, liden, men velskabt.

Dernæst var Stilheden kommen — den stilleste Stilhed, Huset kjender; og den tidlige Morgenluftning havde baaret den nye lille Lyd — det første Barneklynk, baaret den første lille Lugt af Barn omkring i Rummene til Indvielse af et Hjem for smaa Hoveder, der skulde fylde hver Krog med tusinde Tanker og Spørgsmaal, en Indvielse til Uro, Mudder, Rabalder og Jubel, — til saa megen Leg, saa megen Lugt og saa megen Latter.

Og Iversen gik op og ned og slog Hænderne sammen; han syntes, det var saa umaadeligt godt gjort af hans lille søde Kone; hvert Øieblik kvalte Taarerne ham næsten midt i hans Lyksalighed; han hørte det lille Klynk fra Sovekammeret, — „det er min Datter,“ — fortalte Iversen sig selv og lo helt; han aabnede Vinduet; Solen stod op.

Til Kontoret kom han tidligt, for hjemme var han bare iveien, og Nybeden drev ham desuden ud blandt Folk. Men skjønt han kom før Kontortid, mødte han allerede Kæmneren i Gadedøren for udgaaende; han syntes ogsaa at have noget, han skulde ud med.

Der blev derfor ikke talt mere mellem dem, end at Iversen meldte sin Datters Fødsel, og Principalen trykkede hans Haand til Lykønskning.

„Staar det ellers vel til med den lille Frue?“

„Jo — mange Tak! — alt vel, — efter Omstændighederne,“ svarede Iversen, saaledes som de havde lært ham hjemme; og han syntes selv, det lød godt — halvt sagkyndigt.

Iversen var Kæmnerens eneste Kontorist, hvorfor han gjerne lod sig kalde Fuldmægtig; og han besørgede da ogsaa Mesteparten af Arbeidet; thi Kæmneren var Jægersmand og berømt for sine Fuglehunde, dem han selv opdrættede.

Iversen havde ikke andre at meddele Nyheden end til Budet Emilius, hvem han ellers bebandlede som Idiot. Den lange Emilius frembragte sin Lykønskning, og Fuldmægtigen takkede — overlegent; man kunde jo ikke tale om Detailler med en Hvalp som Emilius; og Nybeden vedblev at bespænde ham, saa han besluttede at løbe væk, saasnart Kæmneren vendte tilbage til Kontoret.

— Imidlertid stabbede Kæmneren afsted indover mod Fisketorvet for at møde Onkel Fredrik, naar han gjorde sin Morgenrunde efter Delikatesser. Men han traf ikke Onkel; saa gik han hjem til ham og raabte ind ad Døren:

„Jomfru Poppe! — er Majoren hjemme?“

„Nei, han gik netop ud.“

„Det var som Pokker! vil De sige ham, at Flora — aa nei! De behøver ikke at sige noget, Jomfru Poppe! — jeg træffer ham nok ud paa Dagen.“

Men Onkel Fredrik havde idag fraveget sin almindelige Regel; og i Stedet for at gjøre sin Runde for Frokost, havde han spist i en Fart og var gaaet ud med Hector. Jomfru Poppe havde hørt Majoren sige til Hunden:

Allons — Monsieur Hector! voir voire famille.

Saaledes gik det til, at de gamle Herrer ikke mødte hinanden denne Morgenstund.

„Kæmneren hjemme?“ — spurgte Onkel Fredrik i Kontordøren.

„Nei! — Kæmneren gik ud for en liden Stund siden,“ svarede Fuldmægtig Iversen oprømt; kanske han kunde faa anbragt Nyheden.

Onkel knurrede — lidt skuffet; derpaa tilføiede han hemmelighedsfuldt:

„Nu — Iversen! — er der kommet noget?“

„Ja — Gudskelov — Hr. Major!“ — svarede Iversen glad; „alt er lykkelig overstaaet.“

„Halløi! — ser man det! — akkurat paa Dagen! — det kan jeg lige!“ raabte Onkel fornøiet.

Fuldmægtig Iversen smilede; men skottede dog til Idioten Emilius; saadanne Detailler vare ikke for Ungdommen.

Majoren havde i al Hast sat Hatten fra sig, kastet Handskerne i Hatten, og trev nu Iversen i Kraven, idet han spurgte i den yderste Spænding:

„Nu! — hvormange kom der saa?“

„Hvormange?“ gjentog Iversen fjollet og gik et Skridt bagover, „en — Hr. Major! — en.“

„En!“ — skreg Onkel Fredrik fortvivlet; — han tænkte paa de to, han skulde havt, hvis der kom otte; „men hvordan Pokker kan det gaa til! — hun var dog saa svær.“

„Hm — javist“ — mumlede den skikkelige Iversen; han kunde jo ikke nægte, at hans stakkels lille søde Kone i den sidste Tid havde været — hm! — lidt overdreven; men det varslet ikke noget for Majoren at være vittig over — allermindst i Nærværelse af Idioten.

Majoren mærkede ikke, at Iversen blev stram i Ansigtet; han stod og kløede sig i Hovedet, medens han foragteligt skelede til Hector. Men pludseligt opklaredes hans Ansigt; han pikkede Fuldmægtigen beroligende paa Skulderen:

„Nu har jeg det — Iversen! — noch ist Polen nicht verloren! Det hænder — ser De! undertiden, — høist naar det er første Gang, de føder, at først kommer der en, ogsaa en Times Tid efter kommer alle de andre.“

„De andre?“ — nei nu blev det altfor galt; Iversen vendte sig bort; der maatte dog være en Grændse for Majorens Spøg; Idioten Emilius stod i Krogen og lo, saa man saa det paa Ryggen.

Men Onkel Fredrik tog Hat og Handsker og sagde venligt, idet han gik: „Jeg ser indom Klokken tolv; til den Tid skal De se, Resten er kommen.“

Det hændte ikke mange Gange om Aaret, at Iversen var sint; men nu var han det; han maatte sende Idioten ud i Byen, for ikke at forgribe sig paa ham. Al hans Faderglæde var ham forbitret ved Majorens Cynisme.

Noch ist Polen nicht verloren, — mon det ikke alligevel var bedst, at løbe hjem og bare, hvordan det gik.

— Udenfor paa Gaden — mødtes endelig de to Jægersmænd.

„Hvor Fanden holder Du til idag? — Major!“ raabte Kæmneren ærgerlig; han kunde forstaa, at andre vare komne ham i Forkjøbet med Nyheden.

Onkel Fredrik, som mente, at Kæmneren kunde have Grund til at være ærgerlig: han havde jo ellers et rasende Held med Hvalpe, svarede beroligende:

„Naa — naa — Kæmner! — ikke modløs! — noch ist Polen —“

„Modløs? — er jeg modløs? — synes Du?“

„Det var dog en Skuffelse.“

„Hvad var en Skuffelse?“

„For Fanden! én eneste Hvalp, — kalder Du ikke det en Skuffelse?“

En!“ — skreg Kæmneren, „Flora en Hvalp! — hele otte — Far! — Du har dine to, nydelige Dyr! — kom og se! men hvem i Alverden har indbildt Dig, der bare var én?“

„Iversen“ — svarede Majoren ganske himmelfalden.

„Sa’ Iversen, der var bare én?“

„Jagu’ gjorde han saa; og han lod endda til at være glad for det — det Asen! for han sa’, at alt var lykkeligt overstaaet.“

Et Lys gik op for Kæmneren, og han satte i en Latter; men da han endelig ogsaa havde faaet tændt et Lys for sin Ven Majoren, kunde denne slet ikke dele Munterheden.

Onkel Fredrik var tværtimod meget flau, da han maatte følge med Kæmneren, for at formilde den vrede Iversen.

Men Iversen var ikke langsint, og Hvalpene vare brilliante.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.