Den 4de November

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 3s. 364-365).
(1889)

Dagen som Festdag er opfundet af Carl Johan som en Mod-Fest mod den 17de Mai. Den har aldrig været omfattet med nogensomhelst Sympathi af Folket; men Embedsstanden, som efter nogle faa Aars korte Begeistring snart faldt tilbage til sin Ludning mod Tronen, de rettede efterhaanden sin Opførsel efter Parolen fra Stockholm som de fordum havde lystret den fra Kjøbenhavn, og de begyndte at føie Kongen og slaa hans Dag op ved krampagtige Festanstrængelser.

Saa er der sunget og talet og punchet saa længe om denne Unionsdag, indtil vi er der, hvor vi er idag: med alle offentlige Flag i Top og Fest med Sang, Taler og Musik.

Naar det i disse Dage fra saa mange lyder med hidtil ukjendt Fryd og Klem: „Enten fuldkommen Lighed eller ogsaa ud af Foreningen!“ saa er dette det glade Tegn paa, at man er blevet vaagen. Strømmen — lumskelig ført paa Afveie i Fester og fagre Ord, bryder Dæmningen og gjenfinder sit naturlige Løb.

Der er imidlertid — selv inden den store Mængde af Folket, hvis Dom falder sammen med vor — nogle enkelte, som ialfald giver sig Mine af at misforstaa dette enten — eller; og de spørger: er vi beredte til nu strax at bryde Foreningen med Sverige? somom der ved dette Krav paa Lighed var Tale om en Begivenhed, som stod for Døren.

Her er ikke Tale om at fremskynde nogen Begivenhed, men om at oparbeide og fastslaa en Anskuelse, en sikker, for alle Nordmænd fælles Opfatning af Unionen, og den lyder saaledes: „Enten fuldkommen Lighed eller ud af Unionen!“ Dette er det, som Dagen idag og hver Dag skal bruges til at slaa fast, indtil vi har luftet ud af hver Krog i Landet Punchen og Fjæsket og Spytslikkeriet fra 4de November og hele Svenskedyrkelsen.

Thi saaledes har der været sunget for os nu i mange Aar: „Hellere taale alt end give Slip paa Foreningen!“ og denne Forening er efterhaanden bleven en Erstatning for det gamle danske Provinsmærke; og de, i hvis Blod det altid har ligget, at Norge hverken er stort nok eiheller fint nok, de har klistret dette Mærke alt fastere og fastere paa Landet — drømmende om en Svensketid efter en svunden Dansketid.

Men aldrig har nogen Misforstaaelse været dybere end denne. Om den nuværende Union ogsaa fortsættes i 400 Aar, nogen Svensketid vilde aldrig oprinde, dertil er Uoverensstemmelsen mellem de to Folk lykkeligvis altfor stor.

Men naar Sverige netop nu uafladelig hvæsser sine Klør og viser os dem, saa er det saart at se Landsmænd paa denne Svenskedag gaa til Fest med Flag og Musik; og det holder haardt at fastholde sin Tro paa en Fædrelandskjærlighed, som synes blottet for Følelsen af al den Haan og Fortræd, vi har at bære baade hjemme og ude — ikke saa meget af selve Foreningen, som netop paa Grund af denne Tankegang: „Heller taale alt end give Slip paa Foreningen!“

Thi i denne klissede Klyngen sig op til Foreningen ser Storsvensken sit Haab og sin bedste Styrke, baade naar han samler sine store Ord og bespotter os, og naar han med sine søde Ord fanger vore Statsmænd eller lader os i Stikken. Den 4de November skulde kun samle Nordmænd til Mindefest for de Mænd, som har holdt sig rette i Ryggen mod Sverige, og til Indarbeidelse af Øieblikkets store Slagord: „Enten fuldkommen Lighed eller ogsaa ud af Foreningen.“