Renæssanse-mennesker/Samtidens fyrster2
Utenfor sig selv har han ikke tanke for noget andet end sine barn, — og det er jo et forsonende træk i hans herjede ansigt. Dem elsker han og arbeider han for paa enhver vis, og han er ellevild av fryd, naar de er heldige; han sammenkalder et konsistorium for at melde en ungarsk seir over tyrkerne: saa glemmer han rent foranledningen og snakker isteden om et held Cæsar har hat i en liten by. Og ved vanskelige situationer i politikken vet han ikke ut eller ind, som f. eks. ved det nævnte franske tog under Karl VIII; da vimser han ganske forstyrret omkring. Denne ubeslutsomhet viser sig endvidere, hvor det gjælder at tildele investitur, han lover godt til alle hold. Han drev altid tvetydig politik, smisket for Frankrike, Spanien og Venezia samtidig, forhandlet med alle imot alle og kjørte sig tilsidst ganske fast.
Denne Kristi statholder har Machiavelli ikke truffet personlig, saavidt man vet; men han har oplevet ham — han døde 1503.
Paven var da 76 aar gammel. Det blev vildeste forvirring ved hans bortgang. Skjønt Cæsar Borgia ogsaa var syk, satte han sig straks i bevægelse; han stængte dørene, truet privatsekretæren, en kardinal, med dolken paa strupen at utlevere pavens nøkler og penger. Han sopte sammen mynt og smykker til en værdi av 400 000 dukater, endda man i farten glemte værelset ved siden av det rum, hvor paven var død. — Og hans begravelse hører vel til det forsmædeligste, som har overgaat nogen pave: næsten ikke vokslys til liket, da det skal utstilles, ingen som vil besørge dødsmessen; og selve kadaveret svulmer op, blir uformelig og uten likhet med et menneske, saa det ikke kan utstilles — samtlige gesandter i Rom sender indgaaende, groteske detalj-beskrivelser hjem til sine regjeringer desangaaende; snekkeren, som arbeidet kisten, gjorde den for kort og trang, saa de slængte hans mitra, da de puttet liket nedi, stappet og trykket efter med knytnæverne for at faa plads til denne uformelige rest av et menneske.
Cæsar Borgia (f. 1476) har farens ustyrlige lidenskaper. Men han ledes av en ny drift: verdslig magtsyke, som — ialfald med tiden — kom til at holde hans sanselighet stangen, saa den ikke sank ned i den pure patologi. Han eier beslutningens kolde evne, og han var ikke personlig feig, en handlingens mand; men hans spanske avstamning ytrer sig f. eks., da han under sekelskiftets yre festligheter i Rom optræder som toreador og dræper tyrer — til fest hørte for ham synet av brustne blik. Endog hans egen far var stundom ræd ham; saaledes dræper han engang pavens kammertjener, saa blodspruten staar i ansigtet paa hans hellighet.
Cæsar Borgia blev kardinal meget ung; men opgav den karriere snart. Først søkte han at gifte sig ind i Aragonesernes æt. Og der er jo hensigten klar: Han sigter paa kongedømmet Napoli. Men den unge prinsesse, som hans hjerte hadde utkaaret, har en sand rædsel for ham, og det skjønt han jo dengang ikke hadde dræpt sin søsters mand, prinsen av Aragonien. Han maatte foreløbig opgi det og drog til Frankrike, kom i forbindelse med kongehuset, hvor prinsessen da opholdt sig, og forsøkte sig paany; men ogsaa der fridde han forgjæves til hende. Det er kanske angst for gift, som er i veien; men større dametække kan han vel ikke ha hat; muligens var til og med hans ansigt allerede da vansiret av lues. Saa slaar han om og frir resolut til en anden prinsesse, som er fransk; og blir derved kongehusets mellemmand i Italien, samtidig som han er Kirkestatens øverste hærfører. Men det varer ikke længe, saa begynder Frankrike at bli betænkelig over hans magt. — Ellers brukte han alle pavens metoder, reiser penger uten at ta hensyn, fængsler rikmænd og lar dem løskjøpe sig o. l. Og ved sekelskiftet flommer tiende ind med de troende pilegrimmer, som strømmer til Rom fra alle lande i anledning av kirkens jubilæum. Det fører til svære festligheter. Og til rovmord i alle gater.
Nu kan han for alvor begynde, nu er der driftskapital. Og det er ikke til nydelser, men til militære operationer, guldet skal brukes, til leietropper og ogsaa til bestikkelser. Det er denslags maal, som lutrer ham, — forsaavidt man kan bruke den glose om en Borgia. I begyndelsen optræder han som Medici’s ven, men just ikke aapenlyst eller med blanke vaaben. Det karakteristiske ved ham er at han holder sig i bakgrunden. Og det gjør han ikke bare for at snappe byttet, men ogsaa for at undgaa ansvar og for ved første motgang at kunne desavouere sine hjælpere. Paa sin livsens sti har han aldrig været befængt med en følelse som taknemlighet; et eksempel blandt de mange er hertug Guidobaldo av Urbino, som stod ham bi med sine tropper: til tak maatte han tilslut i hui og hast rømme op i fjeldene for at redde livet, mens Cæsar tok hans by Urbino med hans egne folk. I hans nærhet sat intet hode trygt paa sine skuldre; troløshet mot betalte redskaper hørte forresten med til tidens væsen. Og han var altid
Ialfald den første tid holder han sig beskeden i bakgrunden. Først naar en by er stormet og den skal plyndres, indfinder han sig som pavens repræsentant for at vareta husets interesser; det gjorde han saaledes 1501, da franskekongen for anden gang rykket sydover mot Napoli, og bare Capua satte sig til motverge: da var han tilstede ved forretningen og gasset sig — hele syv tusen blev jo nedsablet i byen. Det samme gjorde han aaret efter, og med Medici i sit følge, da nogen kondottierer rykker ind i en Toscana-dal fra vest — Val di Chiana — og simpelthen gir sig til at erobre landet helt frem til Arezzo: han holder sig paa lang avstand, som om han ikke aner hvad hans hemmelige haandlangere, generalerne, foretar sig. Dengang var det ogsaa en meget vanskelig situation for Firenze, Maximilian trykket nemlig bl. a. paa nordfra og forlangte penger for at „beskytte“ Firenze; man tinger skyndsomst paa hjælp hos Frankrike og punger ut med en klækkelig sum. Og saa skikker man gesandter til Cæsar Borgia med Machiavelli som sekretær for at utbede sig en forklaring paa indmarschen. Ifølge den rapport, som er skrevet med Machiavelli’s haand, men undertegnet av hans overordnede, en biskop av Soderini’s æt, svarer Borgia, i korthet gjengit, med et truende spørsmaal: om de er venner eller ikke? for vil de ikke ha ham som ven, faar de nu prøve ham som fiende. De svarer sleipe, at de selvfølgelig mer end gjerne vil prøve ham som ven, og nu var der just en fortrinlig anledning: træk kondottieren væk fra Arezzo, Firenze’s besiddelse! Men da sier Cæsar: Kondottieren driver paa derinde i dalen paa egen haand! — Ved det tidspunkt har han imidlertid allerede i virkeligteden blandet sig endog op i forholdet Pisa—Firenze og staar rede til at „vareta husets interesser“ ogsaa der.
Cæsar Borgia var ellers ingen betydelig mand. Men en vilje, en røvervilje, en uridderlig, men genial stratenrøver, en skræk for alle, en fortættet aktivitet; han forstaar den kunst at skape stater av slet ingen ting, bare ved sin dristighet og djævelske knep. Han snakket ikke: han handlet; han gad ikke engang si sine ordre: han gav bare vink med haanden. Og det er dette træk, som har gjort et saa uutslettelig moralsk indtryk paa sekretæren fra det pratende Firenze; hans overmod, paagaaenheten, mutheten, den indbidte energi mot et uflyttelig maal. Og den atmosfære av angst, som han forstod at fylde samtiden med, har nok ogsaa spillet ind næsten som en glorie. Han skriver om ham ensteds i nævnte indberetning til raadet i Firenze: „... Denne herre er saa modig at der gives ikke den stordaad, som ikke tykkes ham smaatteri, og av ærgjerrighet og for at skape sig et rike hviler han aldrig, og han vet ikke hvad træthet eller fare er; overalt naar han selv før frem til et sted end endog rygtet om hans avreise; han gjør sig avholdt av sine soldater; har valgt sig ut det bedste mandskap i Italien. Hvilke ting gjør ham seirssæl og forfærdelig. Hertil kommer saa et ustanselig held ...“ Fra hans andet gesandtskap et aars tid senere har vi følgende: „... Ved dette
Ellers kjendte heller ikke denne mand egentlig nogen statsidé eller fulgte den. Og han er liten i motgang, ustolt. Han, som ellers beregner alt, glemte nemlig at forutse én ting: sin fars, pavens, død. Da vet han pludselig ikke ut eller ind. Vistnok var der rundt om ham blandt de forjagede hertuger fiender, som nu vendte tilbake til sine stater; men Romagna holdt sig trofast imot ham, og dog falder det ham ikke ind at sætte sig i spidsen for sin lille, udmerkede hær: han er blit kortsynt av bare at bruke svik. Ved pavens død falder han helt sammen, kryper for dem, han i sine velmagtsdage aarevis har forfulgt paa enhver maate, trygler sine fordums ofre om tilgivelse, som netop den nævnte Guidobaldo av Urbino, med baretten i haanden og knælende, idet han nu kaster al skylden over paa sin bortgangne far, det skarn av en pave.
Dette foragtelige syn av sin gamle helt oplevet ogsaa Machiavelli. Det var ved pavehoffet i Rom, ikke fuldt ett aars tid efter at han i Romagna hadde staat som Italiens mægtigste fyrste.
Den nye pave Pio III var ingen mordersjæl, men mild og fredelig, en sykelig stilk, et ingenting; det er av de kortlevende paver, som er for god for denne verden, men som de ærgjerrige kardinaler vælger kun for at faa tid til at summe sig og bringe intrigerne i orden til hovedslaget. Allerede efter nogen maaneder var han død. Han, som da blev pave, Giulio II (1503—1513), nevø av Sixtus IV, var av Della Rovere’s ukuelige, krigerske opkomlingæt, et jern. Han var rik, og naadde frem til pavestolen ved bestikkelser, hvorunder bl. a. Cæsar Borgia var behjælpelig, idet han paatok sig de spanske kardinaler. Han indleder en ny tid i Italiens politik.
Under denne pave sprang ogsaa renæssansen først ut i fuld blomst: i kunsten Leonardo og Michel Angelo og de andre, hvorav Firenze avlet de fleste, i historien Machiavelli og Fr. Guicciardini, i digtningen Ariosto fra Ferrara. Alt blomstret i hans urolige tiaar. Og Giulio II var den første, som støttet seklets kunst, ikke Leo X, som kom senere og har faat æren for det, og som forundtes at gi aarhundredet sit navn. I Giulio’s regjeringstid var det ogsaa man grov frem Apollo Belvedere og Laokoon (1508); i hans tid finder man manuskripter av Plautus’s og Terentius’s komedier. Og i hans tid er det, de spilles ut, hine sterke, lidenskapelige scener hos Este’rne i Ferrara, hvor poeter sang under Alfonso I og Lucrezia av Borgia’s æt.
I politik er han en motsætning til Borgia’erne: han har én uegennyttig idé, nemlig den at reise pavedømmet op av dets dype fornedrelse og atter gjøre kirken mægtig. Personlig gunst og nepotisme spiller ingen rolle, ialfald ikke hovedrollen, som det gjorde før. Og her møtte Cæsar Borgia en kold, beregnende karakter. Som en gammeltestamentlig patriark drog han selv i felten, rykket nordover i ilmarscher i spidsen for 24 kardinaler, endog før hans tropper egentlig var færdige, og slog de gjenstridige smaafyrster under sig: Perugia, Urbino, Cesena, Forli, Imola, Bologna; nogen faldt tilfote endog uten sverdslag.
Men for at virkeliggjøre denne sin idé bragte han Italien i ufred, og tilsidst hele Europa. Det er nemlig vistnok rigtig, naar det er sagt at han i grunden ved sin hensynsløse alliance-politik blev aarsak til en hel række historiske begivenheter, som gjennem slagene ved Agnadello 1508 — mellem paven, Maximilian, Frankrike paa den ene side og Venezia paa den anden, som ogsaa led nederlag —, ved Ravenna 1512 — denne gang paven og Venezia mot Frankrike og Tyskland, og med nederlag for de pavelige — og ved Pavia 1525 — hvor de keiserlige seiret under Karl V og selve Frankrikes konge Frans I blev fanget — førte som sidste led længe efter pavens død til en av seklets største og forfærdeligste hændelser, blodbadet i Rom 1527. Eller som det heter paa italiensk: „sacco“ — dette haarreisende fagord, som betegner en bys overleverelse til retløshet og utslettelse, med alle utskeielser, voldtægt, mord, rov fra troppernes side; „la curée“, som kondottieren slængte i sine forsultne soldater, hvis haarde haandverk bare kjendte et og andet slikt lyspunkt, der de mættet sig, noget som en liten ekstraforpleining.
Giulio hadet den kyniske, idéløse republik paa lagunerne; den trængte paa nordfra (i Romagna) under forvirringen og optraadte til en begyndelse som mægler mellem Frankrike og Tyskland. Fik paven ikke knækket Venezia, vilde han ende bare som kapellan for Rialto-broens kræmmere, som Machiavelli uttrykker det i en av sine indberetninger. Og derfor faar han istand alliancen i Cambray 1508, i virkeligheten rettet imot selve Venezia’s tilværelse, men officielt mot tyrkerne. — Men dette pavens hat voldte Firenze uløselige floker, idet det, som 1510, pludselig saa sig stillet foran valget: paven eller sin gamle beskytter Frankrike. Han endte med at drive franskmændene ut av Italien; rigtignok stod der da isteden tyskere, spaniere, schweizere. Og Rom var gjort til det politiske centrum for Italien og for verden. Da dør han 1513.
Til denne pave drog Machiavelli to ganger i sendefærd. Og hans gesandtskaper i det hele i Giulio’s tid stod som regel i forbindelse med de mellemrikske floker, hans uvorne kirkepolitik hadde laget; faren var just hans halsstarrige uegennytte, hans blinde idé. Man har undret sig over Machiavelli’s kjølighet likeoverfor denne pave; der han i Fyrsten taler om Alexander VI og Giulio II, er han ikke engang helt retfærdig, — denne hadde i det mindste en stor idé, mens Alexander VI ikke tænkte længer end til sønnen Cæsar’s magt. Som før antydet kan jeg ikke dele denne forundring; Giulio II maa ha mindet ham om Savonarola, som jo ogsaa hadde store idéer, men — de var middelalderlige, forlagte: verdslig magt som før kunde nu engang ikke skaffes paven. Men der har selvfølgelig tillike spillet andre ting ind, nemlig det at pave Giulio’s kirkepolitik bragte Firenze i uredig forhold til dets gamle allierte Frankrike, og det republikanske styres autoritet led derved. Ja, det var just denne hans hensynsløse alliance-politik, som i sidste instans øket huset Medici’s chancer og omsider hitkaldte det gamle styres fald.
Av disse grunde har hans politik i Machiavelli’s øine hat et skjær over sig samtidig baade av noget uvirkelig og av noget vetløst.
Efter ham følger Mediceerne’s tid paa pavestolen, Førstemand er Leo X, bare 37 aar gammel. Ogsaa der naadde man frem ved kjøp og salg; bl. a. vandt man kardinal Soderini ved løfte om mildhet mot broren, den forjagede gonfaloniere, og ved tilsagn om giftermaal mellem en datter i Soderini’s æt og en ung Medici, nemlig Piero’s søn Lorenzo.
Huset Medici var fra begyndelsen av flytt frem til magten paa den demokratiske bølge i Firenze’s sekel-lange forfatnings-strid; de blev organ for „smaafolkets“ krav („popolo minuto“), for de industridrivendes, for de mindre kjøbmænds, idet de satte igjennem nye demokratiske skattelove, som stanset storkarerne („popolo grasso“), den gamle kjøbmands-adel, i deres utsugeri. Og skjønt de faktisk styret enevældig, var de i navnet bare privatmænd; de regjerte Firenze ganske som Cæsar det antikke Rom, idet de tilsyneladende respekterte den gamle republiks love. Det var huset Medici’s specielle kunst, dette. — Gløgge, rike forretningsmænd.
Den gamle Cosimo var patriarkalsk og nøisom. Men allerede sønnesønnen Lorenzo Magnifico begynder at bruke penger. En kunstelsker, som ogsaa selv digter letfærdige karnevalssange; og en vivør. Han holder heller ikke længer altid saa nøie ut fra hverandre sin private kasse og de offentlige midler. Man staar ogsaa her i det hele likeoverfor en utpræget opkomling-æt med al dens livsappetit, som forresten avkommet fik undgjælde for, ialfald det i direkte linje. Sjelden i historien har man vel, som ved Medici, anledning til at følge en fyrste-æt paa den sikre nedgang og skaffe sig et klart billede av moralsk degeneration; allerede tredje led — Lorenzo Magnifico — uttaler sig ikke særlig ætte-stolt om sine tre sønner Piero (som druknet 1503), Giovanni (1475—1521), den senere pave Leo X, og Giuliano, som døde 1516; Piero karakteriserer han bl. a. nærmest som en ubegavet nar, og ialfald efter Verrocchio’s byste at dømme har man ingen særlig grund til at motsi faren — indskrænkethet lyser ut av det regelmæssige ansigt. Efter Piero’s død blev kardinal Giovanni husets overhode; han bodde i Rom, mens situationen modnet sig for Medici, og her vandt han ved pengelaan og anden hjælpsomhet stadig nye venner blandt de florentinere, som kom dit syd. Om ham sa faren at han var klok; ialfald maa vi jo indrømme at han eier en bestemt profil. Og trods al sin ærgjerrighet fulgte han sin kloke fars eksempel i fremtræden og ytre: han var enkel og liketil av væsen. Men trængtes det, baade løi han og svek han; og han var heller ikke ræd for at faa justismordets blod paa sine fingre; gaar man ham nøie efter, ser vi, han kunde være grusom i hevn; og løftebrud veg han heller ikke tilbake for: saaledes narret han Perugia’s snedige fyrste til sig i Rom, knep ham og halshugget ham i Engelsborg, bare for at naa i hans fyrstendømme (1520). Det er jo ellers det, man kalder rovmord. Han var forøvrig gavmild med det som var hans, — og med det som ikke var hans; ja, man sa om ham, da han var blit pave, at hadde Pantheon-kirkens porter været av guld, var de nok ikke blit staaende, hvor de stod.
Hans forfængelighet gjorde ham til mæcen. Han
Med hele slegtens appetit i behold, forfalden til vellevnet og til kvinder, tænkte han ikke paa andet, da han naadde op paa pave-stolen, end derfra at nyde livet. Mens kirken var ved at slites i stykker, tilbragte han sine dage blandt kunstnere, levet i sus og dus, spillet med sine kardinaler, laget dundrende gilder, drog paa svære jagtturer. Og hans fætter, kardinal Giulio (1478—1534), søn av den Giuliano, og Lorenzo Magnifico’s bror, som blev dolket under Pazzi-sammensvergelsen, blev hans høire haand i forretningerne; naar det nydelsessyke liv hindret paven i at ta sig sammen, likte han at se dette tyende vimse geschæftig omkring. Kort sagt: Man behøver i grunden bare henvise til Rafael’s merkelige portræt, det sier alt: de nærsynte, blodsprængte øine; det forætte ansigt, som holder streng mine, og endog pavelige pandenyver, midt i livets grænseløst glade spil; det store, katar-overfyldte hode, som ingen læge kunde rense — han led jo av en ildelugtende næsefistel, som gjorde hans nærhet omtrent uutholdehg; de hvite, velpleiede, kvindekjære hænder, hans stolthet, som maleren da ogsaa lar ham lægge frem til beskuelse, sammen med seglasset; og saa det lumre miliø! de to kardinaler, særlig den ene til venstre, nemlig fætteren Giulio, hængende sensuelt ved ham, trods den stinkende polyp, med øie og mund næsten paa grænsen av lastefuld hengivenhet. Ja, for at ha et billede av degenerationen behøver man i grunden bare følge mundens utvikling hos ætten, fra gamle staute Cosimo’s energi til Lorenzo Magnifico’s altætende, som dog endnu vidner om sund livsappetit, og videre til den sensuelle sugetrut hos de sidste, men hvor man fremdeles leter forgjæves efter træk av virkelig kræsenhet.
Da Giovanni Medici var blit pave, sank det allikevel lettet i alt folket, som nu var saa dødsens træt ovenpaa Aleksander VI’s maniakalske utskeielser og Giulio II’s kirkepolitiske stundesløshet. Og haab spiret: nu var der utsigt til fred og forlik paa alle kanter.
Hans pavedømme blev en eneste ufreds-tid. Han var nemlig ogsaa i politikken en dilettant. Og til dette levnet i luksus og fester trængtes penger; derfor kom han til at leve holdningsløs og for dagen: kortsynte alliancer, ganske planløse krige, rænkespil, ustanselig skiftende scene-forandringer. Drivfjæren var helt idé-forlatt; det ledende motiv var overalt bare behov av økede indtægter og av øket magt for ætten, som han ønsket at skaffe smaa kongeriker rundt om paa halvøen. Det blev da ogsaa denne pave som satte avlads-handelen i system. Paa grund av pengeknipe utnævnte han pludselig med én gang 31 nye kardinaler, og sopte paa det bret ind en halv million dukater. — Endog sammensvergelser mot sit liv utnytter han til finans-operationer i stor maalestok, idet han presser penger ut av de rike kardinaler, som var indviklet i den.
Under alt dette var fætteren Giulio, som ikke var henfalden til kvinder eller vellevnet eller kunst, hans raadgiver og høire haand. Først agtet paven at slaa under sig Ravenna og Cervia ved Adriaterhavet for salt-indkomsternes skyld; der vakte han Venezia’s mistanke. Saa hadde han planer oppe om nogen smaariker til de nærmeste slegtninger og sluttet med det for øie avtaler om erobringer; derved fik han fyrster som Este’rne og Della Rovere paa nakken. Kirkestaten førte krigen ustanselig, og den unge Lorenzo, pavens forsvirrede brorsøn, var hans generalissimus. Ute i Europa var der uro; i Tyskland vaakner reformationens bevægelse, som han ikke gad sætte sig ind i. Og i Italien grasserte spanierne og franskmændene, som nappedes om rovet. Ved Maximilians død forhandlet han baade med Karl V og med Frans I, og det samtidig, om keiserværdigheten. Skjønt han egentlig ikke vilde ha nogen av dem, men hemmelig haabet paa en smaafyrste fra Tyskland som det sidste resultat. Det ender med at Leo X paa grund av denslags rænkefuldt politisk dobbeltspil i virkeligheten blir sat ganske ut av betragtning, baade av Frankrike under Frans I og av Spanien-Tyskland under Karl V; det skedde f. eks. ved en overenskomst i Cambray 1517, da de delte Italien mellem sig.
Og Firenze blir tilsidst slaat sammen med paven og hans politik. I et senere kapitel kommer jeg imidlertid nærmere ind paa den.
Ogsaa over denne forgjældede paves endeligt og bisættelse er der noget av den groteske fattigslighet. Ved hans død 1521 var forvirringen næsten likesaa stor som ved Alexander VI’s. Det samme gjentok sig ogsaa her ved valg av efterfølger, idet man paa kardinal Giulio’s forslag kaarer noget langt, langt borte, en født hollænder — Hadrian VI —, som ikke engang kunde italiensk, indtil man har faat summet sig og arbeidet sig sammen. Den nøisomme og sparsommelige Kristi statholder blev selvfølgelig straks skive for alle de skuffede literære snyltedyrs smædedigte; byen kom i en eneste yr lystighet over dette ubedærvede, men knuslede, lærde gudsord fra Norden; gjøglerne opførte rene heksedanse. Og paven tar sig nær av pamfletterne, som fæstes paa Pasquino’s torso; han truer endog med, at hvis det blir ved slik, saa lar han statuen stupe ned i Tiberen; da svarer de ham bare, at det maa han gjerne, Pasquino er som frosken: han kan snakke under vandet! — Nei, pave Hadrians regjeringstid i Rom blev just intet triumftog. Jubelen var stor i staden den dag hans spidsrotsløp var fuldbragt; paa hans livlæges port hængte skøierne op en laurbær-krans med inskriptionen: „Ob urbem servatam“ (til tak for byens redning).
Efter det intermezzo kom saa 1523 næste Medici til, Leo X’s fætter, kardinal Giulio, under pavenavnet Clemens VII. Det skedde efter en bitter kamp i konklavet mellem franske og spansk-tyske interesser, og det var de sidste som bar seiren hjem.
Han blev en stor skuffelse for alle dem, som i ham hadde set det fyrste-emne, som skulde bringe orden i Italien; den energi, han hadde lagt for dagen under fætteren, viste sig bare at være et trofast tyendes. Av Lorenzo Magnifico’s hersker-egenskaper var alene snedigheten igjen; han veiret og forekom alle de smaa rænker og anslag — der var flere sat i scene fra Soderini-ættens side. Men det var ingen fyrstevilje. Ingen statsmand. Bare en tjener-sjæl. Uten politisk instinkt, ganske uten beslutningens mod — det hadde da i det mindste Leo X. Og til top paa vrøvlet utser han sig til privatraadgivere to motsætninger, nemlig den blide, avholdte italiener Giberti, som holdt paa Frankrike, og den gløgge, paagaaende tysker Schomberg, som var en heftig tilhænger av Spanien.
Med Clemens VII begynder derfor en ødelæggelsens tid for kirken, for Firenze, for hele Italien. Nu forestod nemlig intet mindre end den avgjørende kamp om halvøen mellem Frankrike og Spanien-Tyskland; men derunder bare vimset paven frem og tilbake, heldet til begge sider; ikke et forløsende øieblik hævet han sig op til det høie syn, at Kirkestatens uavhængighet nu var blit indentisk med selve Italiens; han var likesaa kortsynt som kræmmerbølet ute paa lagunen. Karl V skaffet sig tidens bedste feltherrer, Frans I ansatte sine maitressers slegtninger; 1525 kom det til det svære slag ved Pavia, hvor franskmændene knustes og endog selve Frans I blev tat til fange. Dermed var tyskerne og spanierne herrer i Italien.
Av Medici’s æt var da allerede den unge Lorenzo, Piero’s søn, (død 1519), feltherren og deres sidste haab. Han var jo tilslut ganske ødelagt av utsvævelser. En tid blev han sat til statholder i Firenze, hvor han efter paatryk av den florentinske gesandt i Rom, Vettori, og ifølge raad fra Machiavelli optraadte beregnende enkel og tarvelig som de gamle Medici. Men denne opvisning i borgerlighet kjedet ham i længden, han reiste sin vei fra det hele og til Rom, hvor han gjenoptok sit vilde liv sammen med narrer og
Han var blit gift med en fransk prinsesse, som døde like efter en datters fødsel. Og denne datter var hin Catarina av Medici, Frankrikes vordende dronning og Bartholomæusnattens heltinde. Med Lorenzo var altsaa Medici’s like linje utdød; dels sidegrenen, dels uegte sønner hadde senere ordet: Hippolyt, Alexander, Cosimo og hvad de nu het. Døds-alvorets skygge er over ætten. Slik som Michel Angelo saa genialt har hugget typen i Medicéer-kapellet i San Lorenzo-kirken — feltherren med haandens betænkelig grundende grep om haken og med ansigtet i skygge, en malerisk og barok virkning, som er ny i skulpturens historie.
Saadan saa de ut, de hovedskikkelser i Machiavelli’s samtid utenfor Firenze, som han dels støtte paa i egenskap av kancellist og sekretær i „De ti’s raad“, dels kom i forhold til under sit sidste leveaars halvt private virksomhet for statens redning. Virkelig ledende i sin samtid blev ingen av disse fyrster.
Og om disse skikkelser igjen sværmet som bier Italiens smaafyrster, kondottiererne, som byder den bedst betalende sin hjælp og alt til krigshaandverket henhørende, fra Ferrara-hertugen, hvis specialitet var utleie av kanoner, og hertuginden av Forli, som solgte kuler og krudt og levet av at laane sine undersaatter ut som soldater, like ned til de adelsætter som slos i egen høie person, likegyldig enten for dagløn eller paa akkord: Orsini-, Vitelli-ætten, Baglion’erne i Perugia, Bentivoglio i Bologna, Colonna-ætten o. s. v. Det gjælder i grunden om hver én av dem, hvad Machiavelli i en legationsindberetning sier om Baglioni: „mere en røver end en soldat.“