Røros Kobberverk

Fra Wikikilden
Utgitt av Ludvig DaaeJ. W. Cappelens Forlag (Første Samlings. 206-210).

Ogsaa dette Verks oprindelige Arbeidere vare tildels Tydskere, som overførte sin hjemlige Bergmandsovertro til de norske Fjelde. De rørosiske Bjergaander tænkte man sig mest som fredelige og stille Væsener, der, naar de ikke tirredes til Vrede, villig ydede af sin Rigdom til den, der havde fundet Tryllemidlet. De vare ogsaa varslende Aander og viste sig, naar en Bergmands Død var nær forestaaende. Især var dette Tilfældet med Grubegubberne i Kongens Grube i Ruggeldalen, to Mile nordlig for Røros, og i Storvartsgruben.[1]

Røros Verks ældste Arbeidsstok bestod forøvrigt af meget blandede Elementer. Egnen var dengang omtrent mennesketom, og man maatte tage Folk, hvor man kunde faa dem fra, og man synes ogsaa mest at have faaet saadanne Personer, der havde forspildt sin Lykke paa andre Steder. Dette gjaldt vistnok i Almindelighed om Datidens Bergfolk, der skildres som pasløse Personer, hengivne til Dobbel og Drik. Intet er i denne Henseende mere betegnende end den Kjendsgjerning, at Regjeringen (Forordning af 24de Febr. 1654, Norske Lov 6–13–13) lod Personer, der havde begaaet Leiermaal i forbudne Led, dømme til at tjene ved Bergverkerne og saaledes satte disse i Klasse med Strafanstalter, et Forhold, der først ophørte 1734. Indtil den Tid blev ogsaa Bergarbeide anvendt som en Formildelse af Fæstningsstraffen for andre Forbrydere end de ovennævnte. Af en Regnskabsbog fra 1691 har Eilert Sundt optegnet endel af de daværende Arbeideres Tilnavne, der ere meget charakteristiske. Nogle af dem, saasom Nordfjord, Grue, Døl, Eidsvold, Hedemark, Jemt, Herdal, Svensk, Ærø, Aalborg, Tisted, Prydts, Vetzels o. s. v. ere Udtryk for Vedkommendes norske, svenske, danske, tydske Herkomst, andre, som Dragon, Korporal, Bygmester, Smed, Bilzmager o. s. v. for deres tidligere Haandtering, atter andre ere ligefrem Klænge- eller Øgenavne, saasom Kommandant, Naadløs, Ageløs, Betroed, Hopop, Vitpot o. s. v. Af alle disse Arter Navne ere flere endnu i Brug blandt disse Nybyggeres Efterkommere.[2]

Det er derfor naturligt nok, at der i flere Bygder, især mest i Gudbrandsdalen, har bevaret sig Fortællinger om, at Røros har været et ligefremt „Fristed“ for Mordere og Røvere. En af disse har den Interesse, at den berømte Sagnfigur Per Gynt spiller en Rolle med deri. En Løitnant, som boede paa Skaaden i Søtorp Sogn (Nordre Fron), havde begaaet et Manddrab. Han skulde da redde sig ved at rømme til Røros og vilde saa have Per Gynt, der boede paa Gaarden Hage i samme Sogn, til Veiviser over Fjeldet. Det var just Juleaften, men Per fulgte dog Løitnanten, og nu bar det afsted paa Ski til et Sted i Østerdalsfjeldene, der kaldes Skjerhellen. Her vendte Per om, men Løitnanten fortsatte Veien til sit Fristed. En anden Gang havde en Gut fra Ungstad og en anden Gut fra Tune (begge Gaarde ligge i Kvikne Annexsogn) friet til en og samme Pige. Derfor bleve de naturligvis Uvenner, og ved en Dovning stak Tunegutten sin Medbeiler med en Madkniv, saa at han døde. Drabsmanden flygtede øieblikkelig til Fristaden Røros, og nu kunde han ikke straffes anderledes, end at den Dræbtes Lig blev lagt under Gulvet i Dagligstuen paa Tune, „hvor man for en Del Aar siden, da Huset blev repareret, har fundet Menneskeben.“ Kniven gjemmes endnu, thi man har, som bekjendt, den Forestilling, at der er Helsebod i Knive, hvormed der er begaaet Mord.[3]

Røros Historie, der ligesom Kongsbergs frembyder mange interessante Sider, betegnes i lang Tid ved den indbyrdes Splid og Tvedragt, der herskede baade mellem Participanterne indbyrdes og mellem Overordnede og Arbeidere ved Verket. Man havde derom følgende latinske Distichon:

Jurgia fundarunt, firmarunt, consolidarunt
Rørosiam, finem jurgia dira dabunt.
[4]

Af særegen Interesse er det Opløb, der fandt Sted 1679 og udførlig er omtalt af Verkets Historieskriver P. Hjort.[5] En af de største Urostiftere var en tydsk Eventyrer, Johan Wolstedt fra den i Reformationshistorien ilde bekjendte By Zwickau i Meissen. Han havde i sin Fødeby siddet i Bolt og Jern, men var siden med flere Landsmænd kommen til Norge og der bleven Hyttenreuter paa Røros, hvor han ophidsede Arbeiderne. Ikke destomindre blev han Medlem af den i Anledning af Urolighederne nedsatte Kommission og fik for en kort Tid bragt Bergmesteren paa Munkholmen, men tilsidst fik Wolstedt sin fortjente Løn, idet han 1685 paa Christiania Raadstue „formedelst hans grove og dristige Udladelser om en Hs. Majestæts Forordning, om den danske og norske Nation og om adskillige høie Embedsmænd“ dømtes at slaaes til Kagen og „bære Sten af Byen“,[6] „da og tillige blev ind hentet Efterretning om hans tilforn brugte Opførsel i Zwickau.“

I Tidens Løb fremstod imidlertid af det i Begyndelsen saa ilde ansete Bergmands-Samfund paa Røros en kjæk og kraftig, arbeidsom og forstandig Befolkning, hvis Rygte er netop det modsatte af, hvad deres Stamfædres var for to hundrede Aar tilbage i Tiden.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Nogle flere Smaating herom ere meddelte af J. K. Christie i Chr Langes Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, III. (1849), S. 21 flg.
  2. Eilert Sundt, Om Røros og Omegn. (Trykt som Manuskript). Thjem. 1858. 8. S. 86–87.
  3. Meddelt af Gaardbruger Peder Th. Aasmundstad af Kvikne Sogn i Fron. I Fortællingen om, at den Myrdedes Lig blev lagt under Gulvet, tør der ligge en Erindring om den gamle Skik, at Liget, naar Drabsmanden var ubekjendt eller ustraffet, eller negtede at give Bøder og udsone sig med Familien, blev liggende ubegravet, indtil Familien havde faaet Opreisning. Det kaldtes at „ligge paa Morde“. Se Allens Bemærkninger om Hr. Knut Alfssøns Mord (De tre nordiske Rigers Historie, I. S. 279–280).
  4. Kan oversættes saaledes:
    Røros i Tvedragt blev til, i Tvedragt det voxed’ og blomstred,
    Ende paa Verket engang Tvedragt skal gjøre forvist.
  5. P. Hjorts og P. S. Krags „Efterretninger om Røraas Kobberverk og Præstegjeld“, udgivne med Tillæg af John Aas (og S. Chr. Berg). Chra. 1846. 8.
  6. Om denne Straf, der omtales i Norske Lov 6–21–7, har den i sin Tid høit ansete Provst Johan Cold i sine „Tanker“ (udg. af F. Nannestad, Chra. 1767. 4. S. 107 flg.) meddelt nogle Bemærkninger. Der heder det (S. 111): „Jeg ved neppe, om denne Straffe-Maade nu mere er in praxi. I min Ungdom har jeg dog hørt, den kort Tid tilforn skal være fuldført over en dristig Calumniant, der groveligen havde angivet og beskyldet Magistraten i Christiania. – – Omsider, som jeg for rum Tid siden har hørt, har den gemene Mand eller Almue paa endel Steder her i Landet gjort en Leg af denne Straf, naar de i Bryllupper den anden Morgen samledes paany, at de unge Mennesker ligesom paa en alvorlig Maade efterspurgte, hvorledes Gjesterne sig Natten over havde forholdet, og endskjønt de intet strafværdigt fornam, maatte dog nogen Slags Skyld En og Anden, ofte den hæderligste og alvorligste Mand blandt dennem, paatydes og han tildømmes at aabne deres Bal og dandse med en Sten-Sæk paa Ryggen, hvilket han ikke maatte unddrage sig fra. Dette havde blandt andet fornemmeligen Hensigt til at unde Musikanten nogle Skillinger.“