Protesilaos
Blandt græske Kæmper paa Troianertoget
fik ingen Helt saa bitter Lod, som han,
der først af Alle faldt paa fiendtlig Strand
og maatte sande der Orakelsproget,
det strenge Sprog, der lød fra Delphis Hule,
og vandred varslende fra Mund til Mund:
„Den første Helt, der staar paa Troias Grund,
er og den Første, Erebos skal skjule.“
„Protesilaos“, raabte alle Munde,
„det sorte Varsel peger paa dit Navn!“
Men han stod freidig i sin Snekkes Stavn,
og vendte Blikket kjækt fra Hjemmets Lunde.
Og ingen Rædsel holdt hans Mod tilbage;
han drog fra Tempes underskjønne Dal,
og havde trodset i sin Afskeds Kval
Laodamias elskovsfulde Klage.
Men da de hule Skibe kunde standse
den lange Reise ved Dardaners Kyst,
da vilde Ingen ile frem til Dyst,
hvor Hektor svingede den tunge Landse.
Kun han, som Guders Vilje havde kaaret
til Vei at bryde for Achæers Hær,
Protesilaos, voved Livet der,
og stred paa Stranden, og fik Banesaaret.
Mens Hær-Skrig gjalded og mens Vaaben funkled,
henstrakt i Støvet laa den ædle Helt.
Der bragtes intet Bytte til hans Telt;
i Tiaarskampen blev hans Ry fordunklet.
Men siden bares han til Ærens Tinde;
hans Navn blev regnet i Heroers Tal,
og Folket vandred til hans Tempelhal,
hvor Hymnens Røst bevarede hans Minde.
Og fra de straalende Heroers Alder
gjenlyder endnu denne dybe Røst:
„Hvo der gaar foran i en Alvorsdyst,
han seirer ei, — han kæmper kun og falder“.