Orpheus
Apoll indviede hans unge Bryst,
og gav hans Lyre underbare Strænge.
Saa dybt som Orpheus’ Toner kunde trænge,
gik ingen anden Oldtidssangers Røst.
Han bragte Skovens Udyr til at lytte,
selv Løvens grumme Vildhed han betvang;
Træer og Stene har han kunnet flytte
blot ved sin Sølverlyres milde Klang.
Og da han fordrede, ved Charons Elv,
af Dybets Drot sin Elskede tilbage.
da har hans Spils vidunderlige Klage
smeltet og overvundet Døden selv.
Orpheus har seiret i det mørke Stevne,
hvis Rædsel standser Dødeliges Blod,
og derfor er guddommelig at nævne
hans Sangerdaad, da han i Dybet stod.
Men, da det store Under var fuldbragt,
og Dagskjær glimted alt i dunkle Gange,
standsede Orpheus, bævende og bange,
og fatted selv ei sine Toners Magt.
I denne Prøve seirede han ikke;
thi skjønt den Elskte vandred i hans Fjed,
han saa sig om med Tvivl, — og for hans Blikke
hun sank igjen til Skyggeriget ned.
Saa jammerbringende er Tvivlens Gru!
Ved den alene kan vi Alt forlise;
selv Tankens Liv gaar tabt, som Eurydice
naar denne Dæmon raader i vor Hu.
En Gud i os har al vor Stordaad øvet,
en Gud maa bringe os vor bedste Skat;
men Tvivl er Afmagt og en Søn af Støvet,
der fører nedad i den gamle Nat.