Tantalos
Med Guderne var Tantalos fortrolig.
Han hørte deres ætherlette Fjed;
han vinked dem, og til sin lave Bolig
han drog Olympen ned.
Til alt det Held, de Himmelske ham bragte,
Kroniden skjænked ham et Overmaal,
da Hebe krandsede hans Lok og rakte
ham Guders Nektarskaal.
Han tømte bævende det fulde Bæger,
og følte Himlens Flammer i sit Bryst;
men ak, — med Savn, som ingen Guddom læger,
han gjensaae Jordens Lyst.
Og derfor siger os den dunkle Mythe,
at Hebes Drik er bleven ham til Kval,
og at han boer, som Eumeniders Bytte,
i de Fortabtes Dal.
De søde Druer hænge tunge over
hans hede Pande i hans Marterstund,
og Elven hæver sine klare Vover
og spiller om hans Mund.
Men Elvens Vover og de søde Druer
bortvige atter i det samme Nu,
og Intet kjøler mer de Længselsluer,
der næres i hans Hu.
Thi hvo der en Gang Salighed har drukket
af Guders Bæger og af Hebes Blik,
hans Tørst kan aldrig siden vorde slukket
ved nogen anden Drik.