Præsten paa Nesodden
I gamle Dage var det en almindelig Tro, „ei aleneste blandt Pøbelen, men og iblandt Folk af Distinktion“, at Præsten paa Nesodden havde Ret til at ægtevie hvem han vilde, hvad enten de nu havde Pas, Forlovere o. s. v. eller ikke. Ligeledes, mente man, havde han Ret til at antage dem til Guds Bord, som ikke fik Lov at gaa til Alters andensteds, fordi de vare satte i Kirkens Ban. Endnu i Begyndelsen af forrige Aarhundrede vare virkelig Præsterne „ilde bryede“ med Landstrygere, som troede paa, at dette gamle Sagn var Sandhed, og overløb dem med Bøn om Vielse.
I Christian den Fjerdes Tid var der en meget ryggesløs Præst ude paa Nesodden, som hedte Hr. Nils Lauritssøn. Han „benyttede sig af sin Ret“ og viede alle Omløbere, stundom, heder det, paa særegne Betingelser. Engang, som han kjørte paa Isen paa Bundefjorden med et liderligt Fruentimmer i Slæden, mødte han Biskoppen fra Oslo. Han skjulte da „sin Deilige“ i Slæden, og da Bispen raabte til ham og spurgte, hvad han havde i Slæden, havde han Svar paa rede Haand. I Hr. Nils’s Tid skal Nesoddens „gamle og smukke“ Præstegaard være brændt; før Ildebranden viste sig i flere Nætter efter hinanden en rød ildgnistrende Gris, som med Skrig løb rundt Huset.
B. Svendsens Samlinger om Præsteskabet i Christiania Stift. (Mskpt. i Univ.-Bibl. i Chra.). Hr. Nils Lauritssøn aflagde Ed som Sognepræst til Nesodden 1601. I Oslo Domkapitels Protokoller forekommer hans Navn ofte, men aldrig for det Gode.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |