Paa ski over Grønland/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En eskimo i sin kajak. (Af A. Bloch).

En eskimo i sin kajak.
(Af A. Bloch).
XXVI.
Første øvelser i kajakroning.
————————

Kajakroningen var selvfølgelig noget, som for os europæere havde sterk tiltrækning. Saasnart det var muligt, havde jeg faaet gjort mig en kajak; denne var, som tidligere nævnt, allerede med paa turen ind til Ameralik-fjorden, men det var dog først i slutten af december, at jeg fik den i fuld stand med tilhørende uveirspels o. s. v., og at saaledes øvelserne kunde drives rigtig for alvor.

For den uøvede falder kajakroningen i begyndelsen meget vanskelig. Det er svært at balancere denne smale og ranke farkost, og det gjælder, som det heder, at holde tungen bent i munden. Naar eskimoerne, lette som sjøfugle, piler hen over bølgetopperne, ser imidlertid det hele ud til at være en dans.

Saasnart kajaken første gang var færdig til brug, bar det til stranden. Efter adskilligt stræv fik jeg pint benene og hofterne ned gjennem kajakhullet og kom til sæde, hvilket for den uøvede ikke er nogen let sag, hvis kajaken er saa liden, som den skal være. Saa blev jeg forsigtig skjøvet ud i vandet; men den følelse, som betog mig i det øieblik, var ubeskrivelig ustø. Det vippede, som om jeg sad paa en knivseg, jeg syntes, at det ubønhørlig maatte bære rundt, og jeg saa med haabløs længsel og misundelse paa eskimoerne, som naturligvis var ude for at nyde synet af «nalagak»[1] i kajak, og som gratiøst fór over vandspeilet og kastede sine fuglepile med den mest irriterende ligegyldighed, ligesom de sad paa sit stuegulv. Men øvelse har en merkelig indflydelse, og allerede efter et par gange følte jeg mig nogenlunde tilrette i den. Endnu bedre blev det imidlertid, da jeg fik laget to «kajakunger». Dette er smaa støttebaade, omtr. 2 fod lange, lagede af pindeverk, udvendig betrukket med skind paa lignende vis som en kajak og givet dennes form. De fæstes en paa hver side af kajaken lige bag manden og tjener til at gjøre den stivere for dem, som ikke føler sig sikre. De bruges dog yderst sjelden af eskimoerne selv, og det ansees ikke rigtig «comme il faut» at trænge dem; jeg kastede dem derfor naturligvis ogsaa efter en maaned eller to — saasnart jeg bare var saa pas, at jeg saavidt kunde klare mig foruden.

En dag, jeg var ude, kom jeg op i en flok med hvidfiske, som jeg forfulgte. Det bar langt tilhavs med os, i jagtiveren lagde jeg ikke merke til, at det led paa dagen, og da jeg omsider vendte, var det allerede begyndt at mørkne. Til al ulykke sprang det paa hjemveien op med en temmelig sterk søndenvind[2], som jeg fik paa siden, og som gjorde det tungt at ro. Det var først ud paa kvelden, at jeg naaede Godthaab. Her var man imidlertid blevet meget ængstelig for min skyld; thi alle fangere var for længe siden komne hjem. Hele kolonien, saavel grønlændere som europæere, var paa benene.

Balto skildrer denne lille tildragelse paa følgende vis:

«— — — Da det begyndte at mørkne, saa begyndte vi at forundre os over, at Nansen endnu ikke kom. Vi ventede endnu en god stund paa Nansen; men han kom endnu ikke, saa kom alle i megen sorg derover; thi vi havde hørt, at Nansen ikke skulde drage til Ny Hernhut, hvor de andre europæere var i fødselsdagsgjestebud hos missionær Voged. Vi sendte dog bud did, men han var der ikke. Straks da jeg hørte, at Nansen ikke var der, saa faldt jeg ned paa sengen, og taarerne begyndte at rinde. Bistrup samlede alle kolonisterne sammen og bød dem at lave sig til at ro afsted for at søge Nansen, de var straks færdige, og Dietrichson reiste med og tog børse, lys og horn, forat han med det kunde raabe. Netop som de stødte baaden fra land, saa kom Nansen til stranden i god behold, og da gjorde grønlænderne forferdelig skraal og raabte: «Kujanak, Kujanak, Nansen tigipok, ajungilak», det er det samme som: Gud være tak, Nansen er kommen, eller: tak, tak, Nansen er kommen, det er godt. Saa kom hjertet igjen paa sit rette sted, og vi var glade som før.»

Efterat jeg i nogen tid havde øvet mig i kajakroning. og mine kamerater saa, at det gik nogenlunde godt, fik ogsaa flere af dem lyst til at forsøge. Den, som først fik kajak, var Sverdrup, og han opnaaede snart stor færdighed i den.

Balto havde allerede, straks han kom, talt om, at han havde saadan lyst til at ro i kajak, og spurgte mig ivrig, om jeg troede, det var vanskeligt. Saa havde imidlertid de danske paa stedet, hvoraf ingen forstod kunsten, forestilt ham det farlige i den, og hvor mange der var forulykkede derved, og Balto, som ikke netop udmerkede sig ved mod, havde ladet den fugl flyve og havde rolig seet paa, at jeg færdedes paa sjøen; men da nu ogsaa Sverdrup begyndte, blev fristelsen ham for sterk. Baade Sverdrup og jeg forestillede ham imidlertid, at det ikke netop var nogen let sag at ro i kajak, og at han derfor skulde tage sig lidt iagt. Men han var nu svært ovenpaa og sagde, at han kunde nok greie det, for han var vant til at kjøre «i lappernes pulk». Sverdrup mente imidlertid, at han nok kunde bli var, at det ikke var fuldt det samme som at kjøre i lappernes pulk. Men Balto blev ved sit, og saa skulde det da gaa for sig. Sverdrups kajak blev baaret ned til stranden, og mange saavel grønlændere som europæere var tilstede for at se den store begivenhed. Jeg laa udenfor færdig til at fiske ham op.

Balto satte sig op i kajaken, fik klemt sig ned i den, stak den store kuften sin ned omkring sig og lagede sig godt tilrette med en meget overlegen mine, — nu skulde han rigtig vise dem, hvad vi lapper duger til. Saa var han færdig, greb aaren geschäftig med begge hænder og bad dem tillidsfuld om at skyve sig ud.

Neppe berørte imidlertid kajaken vandet, før den blev mindre stø end oppe paa berget, og minen blev mindre tillidsfuld; han vilde dog spille den flotte og forsøgte endog at hjælpe kajaken ud. Men saa kom den saa langt, at bare et lidet stykke var igjen paa land, den vippede uhyggelig, alt tillidsfuldt forsvandt for den mest afgjorte forskrækkelse, og i det samme gled den helt ud. Balto gjorde nogle fortvilede tag i luften med aaren, som vel var tilsprang til aaretag i vandet, hans ansigt var en eneste fortvilet rædsel, og saa sagde han: «Aa saa dæ, aa saa dæ! — — — — Men længere kom han ikke, for da gik munden og hele karen under vandet, og det blev bare til bup, bup — — — — altsammen; det eneste, vi saa, var bunden af kajaken og hans firkantede fjærlue, som flød paa vandet — — —

Heldigvis var det saa grundt, at han naaede bunden med armene, og han var ikke kommen længere fra land, end at man kunde trække ham op derfra; han blev hilset med en ubarmhjertig skoggerlatter fra alle omkringstaaende, især lo jenterne. Saa kom han sig ud af kajaken, og som han stod der paa berget, sprikende i arme og ben, mens vandet randt af de vide klæderne, der hang klinte ind til kroppen, saa han ud som et fugleskræmsel. Det første, han sagde, var: «Naa er jeg næsten vaad»[3]. Saa betænkte han sig en stund, og saa sagde han: «Ja, en ting vil jeg sige, gajak det er samme som djævelens baad.» — Det varede længe, før Balto atter forsøgte sig i kajakroning.

En stund efter fik imidlertid Dietrichson ogsaa gjort sig en kajak og blev snart dygtig i brugen deraf. Da Balto og Kristiansen havde seet paa dette en stund, kunde de ikke længer holde ud at staa paa land. De begyndte at lage sig hver sin kajak selv, idet de fik nogle af grønlænderne til at hjælpe sig lidt med formen o. s. v. Snart var træverket til dem færdigt, og de blev som vanligt betrukne med skind af grønlænderinderne paa stedet. I forbigaaende sagt, er det kvinderne, som betrækker kajakerne, og den betaling, de faar derfor, er et traktement med kaffe, hvis kvantum retter sig efter yderens evne.

Kaffeslaberads ved trækning af en kajak. (Af E. Nielsen efter et fotografi).
Kaffeslaberads ved trækning af en kajak.
(Af E. Nielsen efter et fotografi).

Er han fattig, kan det være blot for 25 øre, har han bedre raad, er det som regel mer.

Balto var nu saa forsigtig, at han fik kajakunger paa med engang, han likte ikke udsigten til, at det kunde gaa som sidst. Kristiansen var mere uvorren, han skræmte os ikke lidet med at drage langt tilsjøs uden kajakunger, første dagen han forsøgte sig; men han klarte sig forbausende godt.

Udover mod vaaren kunde man saaledes se alle ekspeditionens medlemmer, undtagen gamle Ravna, drage paa jagt efter sjøfugle i sine kajaker.

Sæl er der saa lidet af om vinteren, at det ikke lønner sig for fornøielsens skyld at gaa paa fangst efter den. Det, vi drev mest paa, var derfor fugleskytteri, og især var

Ekspeditionens medlemmer i kajak (i Godthaabs havn) (Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
Ekspeditionens medlemmer i kajak (i Godthaabs havn)
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).

edderfugletrækket tiltalende. Dette gaar den første del af vinteren væsentlig for sig om kveldene, idet edderfuglen i større eller mindre flokke trækker langs landet indover fjorden. Kajakerne ligger da i række og rad, især ud for odderne, for at skyde dem i luften, idet de flyver forbi. Det var ganske spændende at ligge saadan paa vagt, det mindede mig om rugdetrækket om vaaren hjemme. Øiet er stadig vendt mod syd, hvorfra fuglen ventes, pludselig bøier de fjerneste kajakmænd, som saavidt kan skimtes, sig forover og jager kajaken af al magt frem, de næste gjør ligedan, og hele linjen af kajaker bølger fremad; saa stanser de fjerneste og ligger stille en stund; men med et gjennemtrænger et glimt tusmørket — et smeld følger efter, saa et glimt til, endnu et, og det forplanter sig i glimt efter glimt opover hele rækken. En mørk masse skimtes i syd, den kommer lydløst glidende langs vandfladen, man tvinger kajaken endnu lidt frem for at faa bedre hold, aaren stikkes ind under remmen, og man holder bøssen færdig, hver fugl kan nu skjelnes, og just som de er komne lidt forbi, hæver man til kindet, holder et stykke foran det sted, hvor fuglene flyver tættest, og trykker løs — er man heldig, falder muligens 2 eller flere. Saa lades der igjen, fuglene plukkes op, lægges bagpaa kajaken, og man holder sig atter færdig til at modtage næste flok. Paa denne vis fortsættes, til det blir for mørkt; kajaklinjen bugter sig frem og tilbage, eftersom fuglene flyver længere eller kortere fra landet.

Der fordres ikke liden skydefærdighed til denne jagt; thi edderfuglen flyver, som bekjendt, med god fart. Desuden er herredømme over kajaken nødvendigt for at kunne passe at holde sig frem i skud og at skyde nogenlunde støt. Heri har imidlertid eskimoerne erhvervet sig en ofte forbausende færdighed; den hurtighed, hvormed de bevæger kajaken, gjør aaren fast og faar bøssen til kindet, og den sikkerhed, hvormed de som regel træffer, selv om det er en enkelt fugl der skydes paa, er stor nok til at fremkalde den bedste flugtskytters beundring, saa meget mer som det lette fartøi, hvorfra der skydes, stadig dukker op og ned paa sjøerne.

  1. Grønlænderne kaldte mig som oftest bare nalagak (herre, høvding) eller ogsaa umitormiut nalagak (nordmændenes høvding). De havde straks givet os alle navne, hvormed vi altid benævntes.
  2. Denne kaldes af grønlænderne for niggek, og det er den farligste og mest frygtede vind ved Godthaab saavelsom langs hele vestkysten.
  3. Han brugte ofte næsten istedenfor meget.