Paa ski over Grønland/26
Jagttur til Ameralik-fjorden.
Længe havde vi tænkt paa at drage ind i Ameralik-fjorden paa renjagt, men havde savnet det dertil fornødne skiføre. Endelig fredagen den 23de november sad vi i baaden, som efter megen staahei var bleven lastet med de mange gjenstande, nødvendige eller ialfald ønskelige for en saadan udflugt paa denne ublide aarstid.
Paa stranden stod flere af europæerne ved kolonien og de fleste af dens grønlandske skjønheder for at tilvifte os sit farvel; ja det paastodes, at der endog var de øine, hvori der saaes taarer over, at deres norske venner vilde forlade dem for saa lang en tid.
Saa stødtes fra, seilene sattes, og sydover for vi for en god kuling fra nord, en kajak paa slæb og en anden plus 6 veltilfredse mennesker inde i baaden. Blandt disse 6 var der 5 af ekspeditionens deltagere. Ravna vilde ikke med, han sagde bare: «Mig gammel lap, mig altfor koldt.» I hans sted havde vi taget Joel, som i flere henseender var en kostelig type paa en grønlænder. Af ydre var han liden med en kraftig og tyk overkrop, ansigtet bredt og rundt med et godmodigt og skøieragtigt udtryk, en bred, smilende mund, som ofte forlængede sig henimod ørene, to smaa sorte, altid plirende øine, lidt skjæg paa hage og overlæbe, stridt, ravnsort haar, der som tykke kvaster af hestetaggel hang langt ned paa siderne af hovedet og i nakken. Han var en dygtig kajakroer, men ingen fanger — han beskyldtes for at være for doven — og var som følge deraf fattig. Til fiske, hvilket af storfangerne foragtes, renjagt og al anden tilfældig sport var han god. Han var doven, saa det forslog, onde tunger sagde dernæst om ham, at han ikke skulde have rigtig klare begreber om forskjellen mellem mit og dit. Han var gift med en dame, Ane Kornelia, af samme kaliber som han selv.
Vi naaede den eftermiddag mundingen af Ameralik-fjorden, hvor vi stansedes af modvind.
Efter endel tumlen om i mørket — dagslyset er kortvarigt paa den aarstid deroppe — og efter et par timer, tilbragte i snefokket og kulden med at maage op teltplads, slæbe teltsten fra fjæren opefter en brat skrænt o. s. v., har vi endelig alt i orden, ovnen er sat op, en lystig ild knitrer inde i den og thekjedlen surrer allerede over og udsender i vort lille, hyggelige telt sin liflige aroma fra det fjerne østen, som bringer hjem og familieliv i erindring, mens vinden og snefokket huserer udenfor.
Saa spises kveldsmaden, cigarerne tændes, og hyggen breder sig i denne lille norsk-lappisk-grønlandske forsamling, vi giver os hen til et behageligt «dolce far niente», tilfredse ved bevidstheden om, at vi nu ikke har saadant hastverk, som da vi sidst laa i telt inde paa indlandsisen.
Den næste dag mente Joel ikke var bra til at reise videre, der stod en temmelig sterk modvind ud fjorden. Vi fik da gaa efter ryper. Dagen derpaa var det bedre, og med Joel i sin kajak legende paa siden af os, roede vi indefter.
Da vi i mørkningen om eftermiddagen nærmede os Kasigianguit, det sted paa sydsiden af fjorden, hvor vi skulde lægge til land, førte Joel os paa den uforklarligste maade rundt, før vi naaede vor blivende teltplads. Først bar det ind til bunden af en dyb bugt, hvor Joel var oppe i en elv for at drikke vand og gjøre sig tilgode, mens han rolig lod os vente, derpaa bar det ud af bugten langs det andet land, saa laa han et kvarters tid stille ud for en odde, beskjæftiget med et gaadefuldt arbeide, som, saavidt jeg kunde skjønne, væsentlig bestod i ingenting at bestille. Saa bar det videre ind til bunden af en ny bugt og atter ud langs landet paa den anden side. Hvad i al verden dette skulde betyde, var os umuligt at fatte, herpaa laa muligens svar i det foredrag, Joel stadig underholdt os med; men da vi ikke var saa lykkelige at kunne forstaa dette, er det til denne dag forblevet og vil sandsynligvis til alle tider forblive en dyb gaade. Sultne, trætte og sprakende sinte, som vi var, agtede vi imidlertid ikke at fordybe os videre i udgrundelsen af Joels streger, men var bestemte paa ikke længer at holdes for nar. Vi lagde tilland, da vi atter var komne et stykke ud af denne bugt. Men saa hørtes Joels stemme længere ude i mørket, vi skulde komme did; nu vilde vi imidlertid ikke røre os af flekken, før vi var sikre paa, at det var sidste gang; vi spurgte os omhyggelig for, og endelig hørtes det længe attraaede «Ajungilak» (eller at der gik det an).
Det var forøvrigt en god teltplads, vand lige ud for døren, en god fjære for kajakerne, godt vildtlænde omkring, — naar bare Joel havde ført os did med en gang, havde alt været godt.
Teltet blev slaat og ovnen sat op. Joel gjorde ild, fyldte vand og fik thekjedlen «i sving»; han var nu foretagsomheden selv, men vilde neppe have været det, om han havde forstaaet de mange forbandelser, som var lyste over hans syndige hoved den eftermiddag.
Herinde tilbragtes 9 hyggelige dage, dels paa renjagt, dels efter ryper og dels i kajak. Derefter flyttede vi lidt længere ind til Iterdlak.
At give en beskrivelse af hele denne tid vilde bli baade vidtløftigt og ensformigt. Men for dog at faa et begreb om jægerlivet paa land deroppe i Grønland, kan man jo, saafremt man ikke allerede har faaet nok, følge med et par dage paa jagt.
27de november. Solen var allerede kommen op, toppene af fjeldene paa den anden side af fjorden rødmede just i dens første straaler, da Joel og jeg i vore kajaker kom ind til bunden af den bugt i vest for teltpladsen, hvor Joel paa en saa uforklarlig vis havde draget os rundt, den kveld vi kom.
Her lagdes kajakerne paa land, skierne kom paa, og det bar opefter dalen.
Det er renen, vi idag agter os efter.
Vi havde ikke gaaet meget langt, før vi fandt spor i sneen efter to dyr, som havde faret op gjennem dalen den foregaaende dag. Vi fulgte sporene, øinene vandrede ustanselig fra den ene fjeldli til den anden; men intet dyr var at øine.
Vi kom til et vand, her slog sporene tilbage, men vi fortsatte dog indover, kom over vandet, drak vand af elven med fare for at styrte paa hovedet nedi, mens vi laa paa den skrøbelige elveis; gik videre og var just ifærd med at stige opad en liden bakke, da jeg med et saa Joel, som truffet af et lyn, dukke hovedet ned, pege mod østre side af dalen og med lav stemme raabe: «tugtut» (ren); som et lyn fór ogsaa mit hoved et par alen nedover mod jorden — der stod 6 dyr ikke langt borte! I en fart trak vi os tilbage, saa vi blev dækkede af en haug. Hurtig fik jeg frem min hvide overtræks skjorte af lærred og dertil hørende bukseben, forfærdigede for anledningen; Joels ansigt ved at se mig iføre denne mundering, udtrykte den mest uforbeholdne forbauselse, og han udbrød i et eneste: «Tupinnekaok!» (du store alverden). Han opdagede dog straks fordelen ved denne snelignende dragt, opfordrede mig derfor til at gaa først og krøb saa bag min ryg. Før vi kom nærmere, maatte vore vaaben eftersees, sne og is fjernes fra sigterne o. s. v. For at være hurtig færdig til nyt skud med sin mundladerifle, tog Joel en kugle i munden; jeg fandt, at dette var et meget praktisk sted, og uden at tænke paa kulden gjorde jeg ligedan med en riflepatron; men neppe berørte metallet tungen, før denne hang fast; jeg rev patronen ud, men tog et stykke af tungen med. Antagelig har jeg skaaret et frygteligt ansigt; thi Joel fik et anfald af krampelatter. Patronen anbragtes nu med et par andre inde i den ene vante, og vi krøb forsigtig fremad. Det er just ikke noget let arbeide at gaa stille og ubemerket, naar man for hvert andet skridt falder i sneen til maven, ned mellem de svære rullestene i et grønlandsk bækkeleie; skierne havde vi selvfølgelig maattet sætte igjen, vi kunde ikke krybe paa dem. Mit hvide overtræk gav imidlertid et ypperligt vern, hvad synet angik, lyden dæmpedes af sneen, og lille Joel skjulte sig, saa godt han formaaede, bag min brede ryg, eller rettere den legemsdel, som ligger lidt bagenfor, naar man kryber paa alle fire.
Endelig kom vi op paa kanten af en bakke og havde nu hele renflokken paa en slette foran os, men langt udenfor skudhold. Der var intet at dække os bag, saa vi kunde komme nærmere, og vi maatte atter tilbage for at forsøge os længere i øst.
Her kom vi godt frem i læ af nogle høie bakker. Da kjendtes ligesom et svagt vinddrag i nakken, og Joel maatte med en ulddot prøve, hvad vei vinden trak. Imens
(Af A. Bloch)
(Af A. Bloch)
fik jeg pludselig øie paa en ung renokse, som stod alene og saa paa os, og som vi endnu ikke havde bemerket. Vi hugede os begge ned; men enten det nu var, fordi den havde seet os eller ei, saa kom den springende lige imod. Den blev skjult af en høideryg, vi holdt riflerne færdige — saa kom den frem paa godt skudhold oppe paa bakken; jeg kastede til kindet og klemte løs, men — det klikkede. Jeg spændte i en fart hanen for det andet løb — som imidlertid var glatboret — og kastede atter til kindet, nu smaldt mit skud samtidig med Joels. Det gav et sæt i dyret, og det var tydeligvis truffet i bogen, det høire forben slæbte. I vildt sprang bar det imidlertid fra os. Jeg forsøgte atter rifleløbet, men det klikkede igjen. Hurtig fik jeg da en ny patron i, denne gang smaldt det, og truffet af ekspreskuglen bag bogen faldt dyret stendødt. Vi sprang straks frem for at se efter de andre ren, men disse var ikke at øine paa nogen kant. Da det var over middag, og da dagene var korte, fandt jeg det for sent til at forfølge dem, og vi vendte tilbage til vort bytte for at slæbe det med os hjemover.
Det første, jeg nu gjorde, var at kaste mig ned og faa en god drik varmt blod af skudsaaret, det smager godt paa slig en kold dag. Joel stod og saa forbauset paa; jeg spurgte ham, om han ikke skulde have sig en sup; men da smilte han polisk over hele ansigtet, rystede paa hovedet og pegte paa dyrets snude og mave for at antyde, hvortil hans hug stod.[1].
Det gjaldt nu at faa vort bytte ned til fjorden, hvor vi havde kajakerne; men dette var intet let arbeide. Vi hentede vore ski, lagede en slags slæde ved at lægge alle fire ved siden af hverandre og lagde renen ovenpaa. Saa spændte vi os foran og trak afsted, men tungt var det, saameget mer som vi ikke havde ski paa fødderne og ofte sank i sneen til livet; især var det slemt, naar vi kom ned i urene, hvor vi uafladelig faldt ned mellem de store stene, som forrædersk var dækkede af sne.
Ud paa eftermiddagen i mørket kom vi ned til fjorden. Vi havde nu tænkt at binde vore kajaker sammen, lægge renen tversover bagpaa og saaledes paa almindelig eskimovis fragte den hjem til teltet; men vi fandt, at det var for sent og for mørkt, og vi foretrak derfor at lægge den igjen.
Efter at have aabnet bugen, taget hjertet og leveren ud og spist en del af den sidste raa, bar vi sten for at dække den med fra bækkeleiet lige ved, grov saa sne helt over, stak skistavene ned ved siden af og bandt filler til dem for at holde ræv, ravn og rovfugle borte.
Saa gik vi i vore kajaker og drog glade hjemover. Vi var ikke komne langt udpaa, før Joel istemte melodien af «den evigglade kobbersmed», som da var paa moden i Grønland, og hvortil var sat grønlandske ord. Under sang gled det hjemover i den mørke nat, og man hørte os allerede paa lang afstand. Det var en hyggelig kveld i teltet hin dag.
Sverdrup og Balto, som ogsaa havde været ude efter ren, fortalte, at de havde seet 4 dyr i en dal høit oppe, men var ikke komne dem paa skudhold.
Dagen efter var det daarligt veir, og renen blev da hentet til teltet med baad, blev flaaet og parteret. Blodet var ikke saa ganske rent. Ved uforsigtighed havde jeg nemlig skaaret hul paa en af tarmene, da jeg aabnede bugen sidste kveld. Det var dog synd at kaste dette gode blod bort, vi satte mel til og kogte trods alt klub af det i en kaffekjedel, der var saa læk som et sold, den maatte tættes med grød og kjød, og hvad vi kunde finde paa, om tuden satte vi en stor forbinding af straa, mel og taug, den tog sig yndig ud.
Saa spiste vi blodklub. — De første stykker havde sterk tilbøielighed til at spadsere ud igjen, men vanen er en god læremester; vi gik paa med dødsforagt, og snart smagte det bedre. Joel saa misfornøiet paa denne tilstelning, og da han blev budt deraf, rystede han paa hovedet og sagde: «Ajorpok» (det er daarligt). Men for at trøste sig, drog han frem en raa rype, aabnede bugen paa den, tog maven og tarmene ud og slurpede dem i sig paa en gang, det var, ligesom han ikke kunde faa nok af tarmindhold i blodmaden vor. Dette syn blev Balto vel meget, han raabte: «Nei! nei!» holdt munden ud mod teltdøren, og saa kom der nogle underjordiske lyd som fra et menneske i sjøsyge. Joel fortsatte imidlertid rolig sit maaltid, plukkede rypen og spiste den helt; det eneste, som blev igjen, var en stor fjærhaug. Dette var meget hedensk i Baltos øine, og han sagde: «Det ser ud samme som ørn».
Siden kogte vi en del af renkjødet; men det smagte næsten lige meget af tarmindholdet som blodmaden. Dette syntes dog at falde i Baltos og Joels smag, og de to aad forsvarlig, ja de drak endog suppen til, og hvad den angik, havde vi andre mer end nok med lugten.
I det hele var vort madstel neppe af det bedste. Naar vi kogte melgrød, blev den altid spist halvraa, den smagte som klister, for vi havde aldrig tid at vente, til den blev kogt helt; eller ogsaa klinte vi den udover ovnen paa udsiden og fik den paa den vis stegt; renkjødet tilberedtes derved, at vi lagde det frossent paa ovnen og spiste de ydre skorper, efterhvert som de blev tinte o. s. v. Balto paastod, at da vi ikke fik gjøre «svineri» nok i Godthaab og mindedes livet paa indlandsisen for vel, saa holdt vi ikke længer ud der, men maatte drage til «Aremalik for at gjøre svineri», — det var grunden, hvorfor vi var komne der.
Balto var forøvrigt vor stadige muntrationsraad. Saasnart vi havde spist maden i teltet om kveldene og faaet varme paa cigarer og piber, saa kom han frem med kortene, som snart var saa skidne, at man havde vanskelighed ved at skille dem fra hverandre; de ivrigste af kortspillerne fik straks en kasse frem til kortbord, og saa gik spillet til langt ud paa kvelden, lige livligt mellem disse skindklædte mænd i en temperatur af omtr. ÷15°, som om man sad i den luneste stue hinsides havet; blev fingrene altfor stive, saa et par armeslag for at bringe varme i dem, og saa paa’n igjen: «Ruder eller trumf!» . . . det var gjerne «hundrede og en» eller «rakker», som gik.
Ved sine bemerkninger paa sit ofte besynderlige norsk skaffede Balto os ogsaa megen moro. Naar han f. eks. fortalte os: «Aa pina død, inat skal jeg sitte ræv», kunde det hænde, at vi lo; han mente, at han vilde sidde paa lur efter ræven, som gjerne pleiede at komme ned til stranden om natten.
4de december. Det lysnede svagt af dagen, da jeg vaagnede. Jeg stak hovedet op af soveposen og blev behagelig overrasket ved at se Joel allerede sidde opreist i sine kolde seil og ifærd med sit noget nøisomme morgentoilette, som bestod i med fingrene at kjæmme sit svære ravnsorte haar, der som horn strittede stivt til alle kanter og gav hovedet udseende af en stivfrossen svaber. Saa stak han haaret og hovedet ud gjennem teltdøren, øinene vandrede rundt fjeldtoppene paa denne og den anden side fjorden, derpaa dukkede atter hovedet ind. «Nu Ojoetle! hvordan ser det ud med veiret, egner det sig for renjagt idag?» «Asukiak, imekame» (jeg ved ikke, muligens). Jeg kjendte Joel godt nok til at vide, at det betød saa meget som, at det var daarligt. Det er en eiendommelighed, som ikke alene tilkommer vor ven Joel, men som jeg tror er noksaa almindelig for grønlænderen i det hele taget, dette, at han nødig siger en europæer imod eller giver ham et svar paa hans spørgsmaal, som han tror han ikke gjerne ønsker; isaafald klæder han gjerne sine ord i en lidt tvetydig form. Dette er jo igrunden et smukt træk i hans karakter, men kan dog være ubehageligt nok for den, som skal have med ham at gjøre.
«Du mener altsaa, det er daarligt idag igjen, Ojoetle?» «Soruna ajorpok,» (Ja vist, det er daarligt) vinden staar op gjennem dalene.» Nu, derved var intet at gjøre; naar vinden staar op gjennem dalene, saa man faar den i ryggen, naar man skal gaa efter renen, da maa man helst lade den være i fred; thi man opnaar kun at skræmme den. Vi besluttede som almindeligt i saadanne tilfælde at gaa efter ryper. Joel fik som vanligt paa sig klæderne, fik gjort op varme i ovnen og gik til bækken for at hente vand paa kaffekjedelen, under hvilken forretning han ogsaa som vanligt faldt overende et par gange paa holken udenfor, saa man kunde høre ham og kobberkjedelen skrangle den ene vei og laaget den anden. «Naa ankra han Joel op,» sagde Sverdrup.
Saa var endelig kaffeen færdig, og vi spiste frokost i poserne, snakkende om, hvor hver vilde gaa, og hvor der var mest udsigt for at finde ryper nu. Saasnart frokosten var over, tog man paa sig, spændte skierne paa og forsvandt hver i sin retning. Jeg gik opover nogle fjeldrygge lidt i øst for teltet, hvor det saa ud til at kunne være ryper. Tungt bar det opefter lierne, veien blev lagt opigjennem de mest ulændte steder, hvor fjeldrypen netop har sit kjæreste opholdssted. Øiet speidede og speidede til alle kanter inde mellem stenene; men jeg havde ikke heldet med mig idag, intet var at øine, som kunde antyde en rype, ingen sort, rund prik paa sneen, som kunde ligne et rypeøie,[2] heller ingen spor og ingen kaglende lyd, der hørtes intet uden skiernes gliden paa sneen. Jeg steg stadig høiere og naaede op paa en fjeldryg med udsigt indover landet mod indlandsisen.
Hvor underlig livløst, ikke engang en kredsende ørn eller en skrigende ravn — dem pleier det ellers ikke at være ondt om. Rundt omkring staar de tause, sneoverdryssede fjelde med sine mørke sider, hvor sneen ikke faar lov at ligge. Dybt der nedenunder snor den mørke Ameralik-fjord sig under de bratte bergvægge tungsindig udover mod havet, forglemt af livet, forglemt af sollyset — til dens flade naar ingen solstraale hele vinteren over. Ingen skog, ingen trær, ja ikke engang en busk at øine. Og dog er her vakkert; se nu, hvor solen kaster streiflys hen over topperne paa den anden side fjorden, det glitrer i sneen, det rødmer. Det er ikke altid livet, som trænges for at gjøre naturen skjøn.
Jeg gik videre indover, foran mig laa en flad slette med en myrstrækning og paa den anden side denne en ur og en høi brat bergvæg. Jeg havde ikke gaaet mange skridt, før det forekom mig, at jeg hørte lyd ligesom af noget, der gik oppe i denne bergvæggen. Jeg tænkte, at det muligens kunde være en ren, som havde gaaet sig fast. Jeg saa opefter, men kunde intet se og fandt det ogsaa ganske rimeligt, ingen levende skabning uden vinger kunde komme frem i den styrtningen, og jeg gik videre indefter; men da forekom det mig saa tydelig, at jeg hørte lyd af noget, som gik og ramlede med stenene derover, at det ikke var til at tage feil af. Jeg stansede, jeg saa, og jeg saa, men fik ikke øie paa noget, det maatte dog være en feiltagelse, og atter fortsatte jeg, grundende over, hvorledes det gik til, at man hørte saa galt. Da lød skridtene fra bergvæggen saa skarpt og tydelig, at der ikke kunde være tvil længere, og saa gav jeg mig til med øinene at lede efter den formentlige ren hele bergvæggen opefter. Det varede længe, før jeg fandt noget, jeg ledte for langt nede; men da jeg kom midt i stupbratte væggen, blev jeg ikke lidet forbauset ved at se et menneske — det saa ud som en myg, som krøb afsted deroppe. Paa den store kuften og den firkantede luen kjendte jeg Balto, han gik just paa sine ski tvers over en liden snefon, som hang udover stupet. Jeg stod som naglet til pletten, øinene fulgte, saavidt afstanden tillod, hver bevægelse. Jeg kunde se, hvorledes han huggede skierne paa kant ind i snevæggen for at faa fodfæste, — bøssen hang skraas over ryggen, hovedet vendte han indad. Han bevægede sig forsigtig frem skridt for skridt; mens han støttede med staven. Tanker fór mig gjennem hovedet, om hvordan han, som ellers var saa livræd, kunde være saa dristig, naar det gjaldt om at klyve i berg. Da gled en fod, han hug fast med staven, men saa gled den anden, og — det rusede udfor. Blodet formelig stivnede i aarerne. Sneen droges med, det gik med vildere og vildere fart, lige under var der et dybt stup. Da tog klæderne fat i en fjeldknat, som stak frem af sneen over stupet, han hang et øieblik, sprællede og forsøgte at faa tag, men saa — glap det. — Først en luftreise — saa udover en snefon — saa et nyt stup, og han blev liggende som en ubevægelig masse paa en afsats. Jeg troede ham død eller ialfald radbrækket. Da kom en arm tilsyne og blev forsigtig bøiet i leddene, saa den anden, saa kom hovedet, han strak det og bøiede det forsigtig frem og tilbage i nakken, saa benene — det saa merkelig nok ud til at være helt altsammen, og han reiste paa sig. Jeg kunde ikke rigtig se, hvad han tog sig for, men saa lød et skud derovenfra, — var det et vaadeskud? Jeg saa ham ifærd med noget. Saa kom et skud til. Hvad betød dette? Han gik omkring paa den lille afsats, han ledte nok efter en nedgang, som ikke var let at finde; men nu tog han skierne paa nakken og begyndte at stige forsigtig ned ad bergvæggen paa et sted, hvor han saavidt fandt fæste for foden. Skridt for skridt gik det. Da jeg endelig saa ham udenfor fare i uren nedenunder, drog jeg videre. Ryper fandt jeg imidlertid ingen af, jeg var usedvanlig uheldig den dag. Da hørte jeg et skud fra Balto, han var nu ikke langt fra mig oppe i en ur paa den anden side et skar. Jeg saa over og fik øie paa en rypeflok, som kom skjærende fra ham og slog sig ind i en ur længere oppe i skaret. Da det ikke var langt fra mig, drog jeg opover den vei og fik snart se masser af ryper, som trippede om paa sneen mellem stenene. Nærmede man sig, stansede de og strakte ængstelig hals for at se, men lod en dog gjerne komme paa godt skudhold. Jeg skjød et par stykker; men saa fløi hele flokken længere op i uren, hvor Balto netop var kommen frem, og hvor han ladede og skjød med sin mundladningsbøsse, som det gjaldt livet. Der var ikke flere ryper, end at han nok klarede dem alene; jeg satte mig derfor ned paa en sten for at vente og se paa ham. Skierne havde han sat igjen og sprang nu fra sten til sten, overalt forsigtig speidende; paa hovedet var det nok for varmt, han havde kastet luen tiltrods for de 15 graders kulde. Fik han se en rype, saa sneg han sig ind paa den, dels gaaende krumbøiet bag stenene, dels krybende paa alle fire, ofte indtil han kom den saa nær, at han næsten kunde dræbe den med bøssekolben — et langt og omhyggeligt sigte, endelig smaldt det, og rypen faldt som regel stendød. Derpaa ladede han, alt han vandt, og saa en forsigtig speiden, om der var flere i nærheden, før han rørte sig. Var rypen bleven skadeskudt, blev det en vild jagt; den flaksede foran, og Balto skrævede efter, saa sneen stod om ham, af og til traadte han ned mellem stenene og laa i til maven. Tilslut kastede han sig over fuglen og fik snart bidt hovedet af. Endelig var han dog færdig og kom nu barhovedet og forpustet, mens ryperne hang og skranglede om ham, nedover mod mig og spurgte, om jeg havde seet en skadeskudt en, som skulde være paa de kanter; naar han fik den, saa var det akkurat 15. Nei, jeg havde ikke seet den; men saa fandt han nogle spor i sneen og snart ogsaa rypen selv; nu blev der en ny jagt, som endte med, at den blev fanget oppe mellem nogle stene. Saa samlede han sine sager sammen, og vi drog hjemefter, mens han forklarede mig, at der under en berghammer skulde ligge et par ryper, som var faldne udover; disse fandtes ogsaa ganske rigtig. Han var i straalende humør, synlig optaget af sin jægerlykke og forklarede meget nøiagtig, hvorledes han havde skudt. I samtalens løb fortalte han, at han engang tidligere paa dagen nær havde mistet livet, han var faldt udover et berg. Jasaa, svarede jeg, og lod ham fortælle videre. Da han var færdig, sagde jeg ham, at jeg nok havde seet det hele, men at jeg ikke forstod, hvad de to skud betød. Jo, da han, efter at have overbevist sig om, at alt var helt paa ham selv, skierne og bøssen, skulde se sig om, saa var han dalet ned ved siden af to ryper, som forundrede sad og skjævede paa hovederne. De spekulerede vel paa, hvad dette var for en ny slags fugl. Imens fik han bøssen frem og skjød den ene, den anden blev siddende, han ladede, og skjød ogsaa den. Men, endte han, nu var han skræmt for at bruge skierne paa bratte steder for lang tid, og det beviste han paa hjemveien; thi hvor han kom forbi stup og styrtninger, tog han skierne af og bar dem.
Vi havde faret over alle rentrakter rundt Kasigianguit og længtede efter afveksling og nye jagtfelter. Joel fortalte, at der længere inde ved Iterdlak skulde være ypperlige renlænder, og saa brød vi da en morgen leiren, satte baaden paa vandet, lastede den og drog indover, mens Joel viste veien i kajaken. Sjøen var rolig foran teltpladsen, da vi drog; den laa ilæ for veiret. Komne forbi nærmeste odde ud i selve fjorden, fik vi imidlertid andet at føle; ud fra fjordbunden stod en voldsom østenvind, som klemtes mellem de høie fjelde og piskede vandet foran sig, saa alt stod i raak. Vor lange, elendige baad, hvalsluppen kaldet (men har aldrig været brugbar til hvalfangst i hele sit liv), skar sig med sin spidse baug som en kile ind i de høie, krappe sjøer og tog hele braadkammen ind over sig. Dette havde lidet gjort, om vi havde kunnet øse, men det var saa koldt, at vandet, som allerede var paa frysepunktet, frøs helt, i det øieblik det kom i berørelse med det kolde træ eller isen i baaden; der kom ikke en draabe vand agterud til mig, som sad tilrors, mens Sverdrup, som sad forud og roede, snart fik det fuldstændigste isharnisk. Vi tvang os længe frem, det var en skam at give sig, saameget mere som Joel i sin lille kajak blot lo af det hele; men saa hjalp det ikke længer, vi maatte vende, baaden var snart synkeferdig af is. Unda sjøerne gik det strygende hjemover til vor gamle teltplads.
Da vi var komne i læ, merkede jeg, at næsen var frosset væk den dag, den var hvid og ufølsom lig en istap. En slig frossen næse tager sig ikke heldig ud siden efter, naar den atter tiner og hovner op til en rød gevekst, kranset med frynser af affaldende hud.
(Af Th. Holmboe efter et udkast af forfatteren.)
(Af Th. Holmboe efter et udkast af forfatteren.)
At faa baaden paa land, teltet sat op og saa en god og varm kaffe i soveposerne smager ikke ilde efter lidt af den slags modgang, som krydrer jægerlivet.
Et par dage senere (5te december) havde vi bedre lykke med os og kom endelig trods krap og høi sjø ind til Iterdlak, hvor vi imidlertid istedenfor ren fandt dalene opfyldte med vældige stenrøser og jøkelgjærder, som var interessante nok i en geologs øine, men som for jægeren havde liden interesse; det er den slags lænde, hvori renen mindst af alt trives. Vi havde vor gode ven Joel sterkt mistænkt for at have lokket os derind, forat han kunde faa sætte rævefælder og muligens fange blaaræve; skindene blir nemlig godt betalte efter grønlandske forhold; for hvert blaarævskind, som i Europa kan have en værdi af mer end 100 kroner, giver nemlig den kongelige handel 4 kroner.
Da vi havde været inde i Ameralik-fjorden i over 2 uger, begyndte det at skorte sterkt paa provianten, alt brødet var opspist, melet var det heller ikke rart med, og renen var næsten helt forsvunden. Da det derfor den 10de decbr. var god seilevind, lastede vi baaden og drog hjemover. Vinden var frisk, og da vi fik sprid ud vore 2 spridseil, et paa hver side, skar det kvast afsted unda sjøerne ud gjennem fjorden. Den dag var Joel bedre i kajaken end nogensinde; han for frem som en stormfugl paa skumryggene, og trods vor skarpe seilads kunde han dog holde følge. Det tog ikke lang tid at naa mundingen af fjorden; men da vi skulde nordover herfra, fik vi vinden imod og maatte ro. Snart faldt mørket paa, vinden stilnede af, og i det mest tindrende maaneskin drog vi over den mørke vandflade, hvorfra fjeldene og øerne hævede sig tyste og snesprængte. Bag os blinkede et langt kjølvand netop i maanestraalerne. En grønlandsk vinternat kan være uforlignelig.
Da vi kom i nærheden af Godthaab, sendtes Joel forud i kajaken, og da vi kom ind mod landingsstedet, var hele kolonien paa benene for at tage imod os, grønlændere og europæere stod om hverandre nede paa stranden; disse masser af mennesker tog sig fantastisk ud i det spillende maaneskin og med den vinterklædte koloni i baggrunden. Der var mange hænder om at bringe vore sager iland hin kveld. Lidt vask, lidt europæisk komfort og meget opvarmede stuer smagte atter godt efter teltlivet.