Paa ski over Grønland/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Godthaab. (Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg)

Godthaab.
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg)
XXVII.
Julen i Godthaab.
————————

Og saa nærmede da julen sig. Blir der turet i julen andre steder i verden, saa giver neppe grønlænderne noget efter i saa henseende.

Maaneder iforveien begynder forberedelserne. Kvinderne har det travlt med at sy op masser af fine klæder, anoraker, bukser og kamiker med straalende broderier; hele familien, lige fra de mindste unger til de gamle forældre, maa møde op rigtig gilde og flunkende nye fra top til taa. Især er det de unge, ugifte jenterne, som maa være grummest. Hører de til de bedst stillede af de familier, som er i handelens tjeneste, saa har gjerne forældrene sørget for med skibet om sommeren at faa op noget ekstra tøi fra Kjøbenhavn, saadant rigtig fint noget, som ikke findes i kolonibutiken, helst silke, ja det har endog hændt, at de har forskrevet fløiel til sine døtre. I sit nye tøi, som gjerne er syet i al stilhed, møder de saa pludselig op til den store høitid, den ene glupere end den

Grønlænderinder af blandet herkomst (Efter et fotografi).
Grønlænderinder af blandet herkomst
(Efter et fotografi).

anden. Taler kvinderne om dragter og pynt andre steder, saa gjør den kristnede grønlænderinde det ikke mindre. Jeg skal dog ikke negte, hun ser bedaarende ud ved julehøitiden, den vestgrønlandske jente i sin vakre dragt; vore kvindedragter tager sig plumpe og unaturlige ud ved siden af, og jeg er bange for, at en sammenstilling ikke altid vilde falde ud til fordel for skjønhederne hinsides havet, trods al deres europæiske pomp.

Men det er ikke blot med hensyn til klædedragt, at man har det travlt før julehelgen. For ogsaa at kunne svelge i legemlige nydelser, samler man op penge længe forud, forsaavidt da en grønlænder kan samle op, og har

Grønlænderinde af ublandet eskimoisk herkomst (fra østkysten.). (Efter et fotografi, taget under den danske konebaads-ekspedition).
Grønlænderinde af ublandet eskimoisk herkomst (fra østkysten.).
(Efter et fotografi, taget under den danske konebaads-ekspedition).

han intet, nu, saa skaffer han sig noget ved at sælge af sine fornødenhedsgjenstande til kjøbmanden. Det har saaledes ikke været ualmindeligt at tage fjæren af dynerne og sælge i butiken for at skaffe sig lidt lækrerier, mens man maatte ligge

med bare bomuldstrækket over sig i
Ane og Lars Heilman. En god fanger og hans frue fra Godthaab. (Af blandet herkomst). (Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg).
Ane og Lars Heilman. En god fanger og hans frue fra Godthaab. (Af blandet herkomst).
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg).
Ane Kornelia og Joel. En daarlig fanger og hans frue fra Ny Hernhut. (Af mindre blandet herkomst). (Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).
Ane Kornelia og Joel. En daarlig fanger og hans frue fra Ny Hernhut. (Af mindre blandet herkomst).
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).

kulden resten af vinteren. Det, som det først og fremst gjælder om at skaffe sig overflod af, er kaffe, deraf faar man aldrig for meget, og dette grønlændernes første nydelsesmiddel flyder i julen i utrolige strømme.

Grønlændere af ublandet eskimoisk herkomst (fra østkysten). (Efter et fotografi, taget af den danske konebaads-ekspedition).
Grønlændere af ublandet eskimoisk herkomst (fra østkysten).
(Efter et fotografi, taget af den danske konebaads-ekspedition).

Det vil saaledes forstaaes, at julen ikke har forbedret sin karakter ved at overplantes til den grønlandske jordbund. Den er bekymrede familiefædres ruin og mavernes ødelæggelse, den bringer en kortvarig glæde, men ofte et langt savn efter. At den falder i smag hos et folk som eskimoen, der mer end noget andet lever efter den kristne læresætning, «bekymrer eder ei for den dag imorgen,» følger af sig selv.

Hvilken skade har man ikke gjort ved at paaføre dette stakkars folk civilisationen, hvor meget bedre havde de det ikke i sin naturtilstand; de var styggere kan hænde,

Prøver paa grønlandsk billedskjærerkunst fra omegnen af Godthaab. (Af A. Bloch efter originalerne).
Prøver paa grønlandsk billedskjærerkunst fra omegnen af Godthaab.
(Af A. Bloch efter originalerne).

før vort blod blev blandet i deres aarer, men hvor uendelig meget lykkeligere var de ikke ogsaa.

Hos kolonibestyrerens havde man det ligeledes travlt med forberedelser. I lang tid havde fruen, Dietrichson og Sverdrup drevet paa med at lage kræmmerhuse, kurve og andre sager af kulørt papir, mens kolonibestyreren lagede et juletræ paa den vis, at grønlandske briskekviste rammedes ind i en stok, der tjente som træstamme.

Hos os var der før julen et indryk, større end nogensinde, af grønlændere, som faldbød alle mulige og umulige ting for derved at faa nogle ekstraskillinger. Kvinderne kom særlig med skindarbeider, som undertiden kunde være vakre, og mændene kom med arbeider i ben, træ og sten. De har udpræget formsans og er dygtige i at skjære ud; en god prøve paa deres kunst danner de paa foregaaende side afbildede hoveder skaarne i træ.

Saa kom julekvelden. Om formiddagen blev træet pyntet. Kl. 2 var der stor høitidelighed i kirken, der var

Ung gut fra Godthaab.
(Efter fotografi af inspektør C. Ryberg).

overhøring af børnene, og ved en saa fornøielig leilighed er naturligvis alle grønlændere tilstede.

Saasnart dette var færdigt, styrtede, efter gammel skik, alle børn afsted til kolonibestyrerens, hvor de fik hvert sit kræmmerhus med figener. Efterat det var bragt hjem, bar det ind til os for at faa en lignende ladning. Det er en hel liden folkevandring af disse smaa skindmennesker. Alle, som kan gaa, kommer trippende selv, er de under den alder, bæres de af sine mødre, men er de for smaa endog dertil, henter andre for dem.

Om eftermiddagen kl. 5 var der sang i kirken. Salmer, forfattede eller oversatte af kateketerne paa grønlandsk for anledningen, blev sungne af et stort kor grønlænderinder og grønlændere, som i stilhed var indøvet lang tid iforveien. Det hele gjorde et barnsligt, elskværdigt indtryk. Melodierne var friske og vakre, ikke slæbende og monotone som vanlige salmemelodier. En ældre, halvciviliseret grønlænder, som nødig satte sit lys under en skjeppe, fandt, at kirkesangen vistnok ikke var saadan, som da han var med, men den var dog «meget køn», det var aldeles, som naar man hører lyden af et tateratfjeld (maagefjeld), hvor tateraterne[1] stiger og synker stadig skrigende.

Vordende fanger fra Godthaab. (Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg).
Vordende fanger fra Godthaab.
(Efter et fotografi af inspektør C. Ryberg).

Etter risengrynsgrøden og renstegen om kvelden hos kolonibestyrerens, hvor alle ekspeditionens medlemmer var budne, blev juletræet tændt, og der var megen jubel.

Som lystigheden var paa det bedste, stak et stort, rundt hoved med en svær haarlug ind af døren. Det tilhørte vor ven Joel, som kom for at spørge efter en ølflaske, han havde byttet sig til oppe hos lapperne for nogle edderfugle, men som han sammen med noget andet havde efterladt, mens han gjorde sig et erende op til doktoren for om muligt ogsaa der at faa en dram eller to til høitiden. Det lod til, at han havde været heldig.

Almindelig munterhed vakte de livlige fagter, hvormed han beskrev, hvor langt hans runde ansigt var blevet, da han kom tilbage og fandt altsammen forsvundet. Han blev imidlertid snart trøstet over sit tab ved en ny flaske øl. Hans forundring og glansen i hans mørke øine, som blev til to runde brikker ved at se juletræet og alle lysene og stasen, var yderst fornøielig; men endnu mer var hans vilde glæde over at faa kræmmerhuse med julegotter. Rig som en Krøsus drog han sin sjanglende gang udover fjeldene til sin yndige egtehalvdel ude i Ny Hernhut.

Da jeg juledagsmorgen ved 6 eller 7 tiden laa i min bedste søvn og atter var tilbage i Norge, lød pludselig barnesang gjennem luften og vævede sig ind i drømmen; men sangen blev sterkere og sterkere, og saa vaagnede jeg og hørte nu den lifligste julesang fra et stort kor i gangen udenfor vor dør. Hele natten havde det gaaet rundt og sunget i alle grønlænderhusene, og efter gammel skik endte det nu med at vække pladsens europæere med sang. Jeg maa tilstaa, at det lød vakkert, og at jeg for min del ingensinde er bleven vækket paa saa yndig en maade; men jeg maa ogsaa tilstaa, at da sangen var forstummet og koret draget videre til andre døre, sov jeg atter blidelig ind for at gjenoptage den tabte traad i drømmenes land. Da jeg kom ud i kjøkkenet om morgenen, stod Balto der og konverserede jenterne. Han udbredte sig i et længere foredrag over den grønlandske maade at ture jul paa, som han fandt «maiet daili» — han havde som tidligere bemerket let for sprog. Den hele nat havde han været paa benene og gaaet fra hus til hus. Og saa meget god kaffe! Klokken var ikke 10 endnu, og dog havde han klaret at drikke 24 store kopper den morgen; det havde nok desuden vanket det, som sterkere var, hvilket ikke omtaltes, men som røbede sig i øine og tale. Slig jul havde han aldrig havt; det var altsammen «maiet daili!»

Noget over middag gik, efter sedvane, alle pladsens voksne grønlændere, kvinder og mænd, rundt til europæerne for at næves med dem og ønske glædelig jul, hvortil man kun har at svare «ivdlitlo» (ɔ: du ogsaa), hvilket dog kan bli ensformigt nok, naar det skal gjentages til over et halvt hundrede mennesker.

Til om eftermiddagen kl. 3 var de fornemste af koloniens grønlændere, kateketerne, bogtrykkeren, kifaker (ɔ: grønlændere ansatte i handelens tjeneste) og fangere, med fruer indbudne til kolonibestyrerens for at trakteres med chokolade, kager og kaffe. Antrukne i sin bedste julepuds kom de, hilste paa vertsfolket og satte sig stilfærdig ned langs væggene. Det gik høitidelig til; men det var jo heller ikke til at undres paa, de var nu i nevertoups (ɔ: kjøbmandens), en af de høie herrers selskabssalon. Snart bredte der sig imidlertid en mere gemytlig stemning over forsamlingen, traktementet gjorde her som andensteds sin virkning. En af grønlænderne, som havde været i Kjøbenhavn, og som vilde vise sine landsmænd, hvordan det gik til i den store verden, gik hen og bød en af koloniens mere fremragende grønlandske damer armen med et keitet buk, hun forstod ikke, som rimeligt kunde være, den manøver, og han maatte med magt drage hende afsted for, som han udtrykte sig, at føre hende til et værdigere sæde længer op i stuen. Da dette var besørget, henvendte han sig til mig for at forklare, hvor dumme hans landsmænd var, og hvorledes de maatte retledes, naar det gjaldt den finere selskabstone; nu kan De faa lov til, sluttede han, at tage min kone og føre op til en hædersplads. Jeg takkede ham for den store ære og beklagede, at jeg ikke følte mig den værdig. Manden havde forøvrigt lidt for meget i hovedet hin kveld. Han hørte til de faa betroede grønlændere, som havde lov til at faa overladt brændevin til høitiderne. Han helligholdt dem ogsaa med at gaa paa en slør, saa længe det rak. Hver nat var han rent umulig, saa hans søde lille kone maatte rømme huset eller sove paa loftet, uagtet hun paa forhaand rustede sig, saa godt hun kunde, ved at gjøre tegn og fæste amuletter under stolsæderne, forat manden skulde bli snil i fuldskaben, saaledes som den grønlandske overtro foreskriver.

Omsider tog man farvel og drog videre paa sin hellige julevandring til et andet hus for der at begynde fra nyt.

Tredje juledag holdt kolonibestyreren gjestebud for koloniens kifaker samt de bedste fangere. Man havde for den anledning faaet laant rum i sygehuset, og der trakteredes godt med graa erter, flesk, saltet renkjød, desuden dram og æbleskiver til desert. Efterpaa var der punsch, cigarer og kaffe. Til saadanne bataljer møder man bevæbnet med tallerken, kop eller fad, samt en ske; desuden et kar til punschen. Hvad man ikke fortærer paa stedet af sin ration, bringes hjem til kone og børn, som ogsaa hyppig indfinder sig under selve maaltidet for at faa sin andel. Ud paa kvelden sluttede det, og efterpaa var der dans og lystighed i bødkerverkstedet.

  1. Taterat er det grønlandske navn for krykjen eller den tretaaede maage.