Paa ski over Grønland/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

XVI.
Udviklingen af vor kundskab om Grønlands indlandsis og de tidligere forsøg paa at trænge ind paa den.
————————

Ikke saa meget ved sine sønderskaarne og naturskjønne kyster, som ved sine isfyldte fjordbunde og ved sit af sne og is dækkede indland indtager Grønland en særstilling blandt landene paa vor klodes overflade. Trænger man i den af mennesker beboede del deraf fra yderlandet indefter langs fjordene, træffer man, før eller senere, i høiden et par hundrede kilometer fra havkanten, en uendelig is- og snemark, hvorunder alt land forsvinder, og som behersker synskredsen østover lige fra nord til syd. Dette er indlandsisen, den nordlige halvkugles største isbræ. Hvor stor den er, kan vi endnu ikke sige med sikkerhed, men at den er mindst én million kvadratkilometer, det ved vi.

Enten det var eskimoer eller nordmænd, saa stansedes de ved dens ydre rand, og gjennem alle tider har der over indlandet hvilet et slør, som ingen har naaet helt at løfte, og bagenom hvilket de vildeste gjetninger har kunnet tumle sig; thi som alt, der er hyllet i mørke, saaledes har ogsaa Grønlands indland havt en særegen tiltrækningskraft paa den menneskelige tanke.

Eskimoen er, saavidt vi ved, det første menneske, som er kommet til Grønland, og er saaledes ogsaa den første, som har stødt sammen med Grønlands indlandsis; hvor længe det er siden, ved vi intet om, ikke engang tilnærmelsesvis; thi den antagelse, at eskimoerne skulde være komne til Grønland først for 1000 aar siden eller endnu senere, er, som i et senere kapitel vil bli omtalt, efter min mening lidet holdbar.

Eskimoerne kom fra lande paa den vestre side af Baffins-bugten og Davis-strædet. Disse var ikke dækkede af nogen indlandsis og var tildels beboede i det indre. I Grønland har de snart opdaget, at de overalt mod det indre blev stansede af is. Dette har sikkert nok afholdt dem fra alle forsøg paa selv at trænge videre ind; men det afholdt dem ikke fra at henlægge did skuepladsen for de mange fortællinger, de førte med sig om samkvem og sammentræf med folk, som boede i det indre af de lande, de tidligere beboede. Disse folk har sandsynligvis for en væsentlig del været indianere paa det nordamerikanske fastlands nordlige kyster, og de er da i de grønlandske eskimoers sagnverden gaaede over til at befolke Grønlands indre som indlandsmennesker, der er i besiddelse af visse overnaturlige kræfter. Paa samme vis er sikkert ogsaa de sagn, de har om vandringer tvers over indlandsisen, opstaaede, forsaavidt de da maa tillægges nogen historisk grund. Det er vandringer, som har været foretagne i mindre lande, beboede af eskimoerne længere vest. Nogen bestemt forestilling om det indre synes eskimoerne ikke at have dannet sig. I de strøg, hvor der er ren, kom de paa sine renjagter ofte i berørelse med land-isens ydre rand og færdedes vel delvis et stykke indover den til nunataker, hvor renen søger tilflugt; de saa her overalt is og sne, saa langt øiet kunde naa mod det indre, og urimeligt er det da ikke, at de har tænkt sig det hele dækket paa lignende vis.

Nordmændene, som kom til Grønland for omkr. 900 aar siden, og som beboede vest- og sydkysten sandsynligvis til henimod slutningen af det 15de aarhundrede, synes meget snart at have dannet sig en forholdsvis rigtig opfatning af landet og landisen, at dømme efter den udtalelse, som findes derom i «Kongespeilet». Denne lyder i oversættelse omtrent saa:

«Men da, som du spurgte, om landet er frit for is eller ikke, eller om det er dækket af is[1], som havet, da skal du det vist vide, at det er liden del af landet, hvor der er bart for is, men alt det øvrige er dækket af is, og ved folk derfor ikke, om landet er stort eller lidet, fordi alle fjeldstrækningerne og alle dalene er dækkede med is, saa at man der ingensteds finder aabning derpaa; men det vil dog være det sikreste, at der maa være aabning enten i de dale, som ligger mellem fjeldene eller langs med strandene, som dyrene kan finde igjennem; thi ikke kunde dyrene ellers rende did fra andre lande, uden at de finder aabninger paa isen og landet bart. Men ofte har folk forsøgt at gaa op paa landet paa de fjelde, som er de høieste, paa forskjellige steder for at se sig om og vilde vide, om de kunde finde noget paa landet, som var bart for is og beboeligt, og har de ingensteds fundet det, uden der, som nu bor folk, og er det lidet frem med selve stranden.»

Dette er en beskrivelse, som giver et saa korrekt billede, at vi lige til den sidste tid neppe har kunnet give det bedre. Men de gamle nordmænds kolonier i Grønland forfaldt (sml. kap. 10) og døde ud, sjøveien did blev forglemt, og dermed tabtes ogsaa den kundskab, man havde samlet derom. Saaledes gaar det da til, at vi atter i det 17de aarhundrede finder den fuldstændigste vildrede angaaende landet. Man lagde sunde, «Frobisher-strædet» og «Beare-sund» tvers gjennem det, ja paa et kart af kartografen Mejer fra midten af aarhundredet blev det endog udstykket i et utal af øer, som skulde være tæt bevoksede med skog, «som omkring ved Bergen i Norge».

Efterat Hans Egede, som tidligere omtalt, kom til Grønland 1721, og den nyere kolonisation der begyndte, udvidedes snart igjen kjendskabet til landets ydre, nær havet liggende dele; men om det indre synes der endnu en lang stund at have holdt sig yderst merkelige begreber, i ethvert fald i Europa.

Det varede imidlertid ikke længe, inden man begyndte at tænke paa at naa Østerbygden, som antoges at ligge paa østkysten (sml. kap. 10), ved at trænge tvers gjennem landet. Allerede 1723 fik Egede saaledes fra direktørerne for det i Bergen bosatte kompani, som stod for det grønlandske foretagende, en skrivelse, hvori det bl. a. heder: «Dersom det ikke er skeet, da synes os at være hel tjenligt, at der bliver udkommanderet en otte Mand, som kunne marchere ind over Land, thi efter Kortet sjunes det, at det ikkun skal være 12 à 16 Mil bredt over, hvor det smalleste er, for, om muligt, at komme over til den østre Side, hvor de gamle Kolonier have været, og under Veis at inkvirere efter Skov med videre; men sker nu dette, som vi gjærne skulde se, da maatte dette Forslag foretages første Sommertid, dernæst maatte Mandskabet med hver sin Ransel med Proviant, saa og Gevær, blive forsjunet, derhos en Kompas, paa det, at de derefter kunne vide at finde Veien hjem igjen, og for det tredje vil det udkommanderede Mandskab være vel forsigtig baade for de Vildes Overfald, om nogen under Veis antræffes, som og udi at observere alle Ting, ja, hvor de passere, maa de og paa høie Steder opreise Varder, hvoraf de baade denne og andre Tider kunne faa Kjendetegn.»[2] Dette er et ganske fornøieligt eksempel paa, hvad kolonialpolitik ledet af lænestols-geografer kan føre til.

Egede havde dog forstand nok til at svare tilbage, at han angaaende denne undersøgelse ingen mulighed saa «det til Gavns at kunne præstere»; karterne var nemlig ikke til at lide paa, «eftersom jeg», siger han, «i den Cirkumferance, hvor jeg hidindtil har reist, finder derudi saa megen Urigtighed». Endvidere mener han, vilde «den foresatte Lands-marchering for de høie Klipper og iblandt antræffende Is og Snebjærge og andre uførede Gange, falde ganske besværlig»[3]

Efterhaanden som man reiste omkring og saa mere af naturen, samtidig med, at man lærte bedre at forstaa, hvad de indfødte havde at berette derom, saa tilegnede de europæere, som boede i Grønland, sig snart en rigtigere opfatning af dets indre. Allerede et par aar senere (1727) ser man saaledes af et brev fra Godthaab[4], at man der havde den opfatning, at der efter «Landets Ryg eller Midte, sør og nord,» strækker sig «et skrækkeligt Is eller af is belagt Fjæld.»

Som ganske underligt kan nævnes, at allerede aaret efter (1728) fremkom den tanke, som først skulde virkeliggjøres 1888, nemlig: «at nogle unge, friske, norske Folk, som var vante til at løbe til Fjælds paa Skytteri, om Vinteren med Skier, kunde rekognoscere en god Del af Landet paa alle sider». (Er ogsaa anført side 124.

Naar det heraf sees, hvilken forholdsvis fornuftig opfatning man paa enkelte hold havde af landet, da maa det forekomme i høi grad forbausende, at der 1728 blev paalagt Grønlands første og sidste guvernør, major Claus Enwold Paars, «at han ingen Flid og Møie derved sparer eller formedelst nogen Fare eller Besværlighed sig derfra lader afskrække, men søger paa alle optænkelige Maader, ad en eller anden Vej over Landet at komme ind i bemældte Østerbygden for at erfare, om der ikke endnu findes Efterkommere af de gamle norske, hvad Sprog de tale, om de endnu ere Kristne eller Hedninger, samt hvad Police og Levemaade der er iblandt dem.» Endvidere havde Paars «rigtig at antegne» bl. a.: «hvorledes Landet er beskaffent; om der findes Skov, Græsning, Stenkul, Mineralier eller deslige; om der er Heste, Kvæg eller andre til Menneskenes Nytte tjænlige Kreaturer».[5]

Til fremme af denne ekspedition blev der fra Danmark udsendt 11 heste, en kaptein, en løitnant og, som menige skulde Paars udvælge de «entrepideste af Garnisonen» ved Godthaab.

At denne ekspedition, som er den første og i sit anlæg tillige den mest storartede af alle dem, som er udgaaede for at gjennemtrænge Grønlands indre, ikke kunde bli til noget i den form, den oprindelig var udtænkt, er selvsagt. Hestene døde dels underveis, dels i Godthaab,[6] og man har sikkert nok snart opdaget, at det ikke var saa ganske let at ride tvers over landet.

Ikke desto mindre foretog Paars aaret efter en tur ind til indlandsisen. Den 25 de april 1729 «kl. 12 gik Guvernøren til Baads med Løitnant Richart og Assistent Jens Hiort samt 5 gemene i Herrens Navn og hissede Sejl med en Storm og Snefog».[7] De seilede langt ind udi Ameralikfjorden, omtrent 10 mil, «hvorfra jeg,» siger Paars, «for Betaling tog 2de af de dér boende (?) Landsfolk med for at vise Vej».[8] Det er et ganske merkeligt træf, at denne første ekspedition altsaa gjorde sit forsøg paa at naa ind paa isen i den samme trakt, hvor den sidste ekspedition kom ned. Selve isvandringen omtaler Paars i sin rapport til kongen paa følgende maade: «Efter vi havde marcheret 2de Dage, kom vi den 3die om Middagen under Isfjældet, men da vi en Par Timer med stor Livsfare derop havde avanceret, blev os alt videre Fremkomst forbuden formedelst de forefundne store Rifter», (her følger en beskrivelse af disse). — — —

«Da vi saa os ingen Fremkomst videre, satte vi os ned paa Isen, fyrede vores Gevær af med dansk Losung af 9 Skud, og udi et Glas Brændevin drak vores allernaadigste Konges Skaal paa det Sted, den aldrig før var bleven drukket, hvilken Ære Isfjældet aldrig heller tilforn er sket; efter at vi havde siddet at hvile en Times Tid, vente vi tilbage igjen». Som «det remarquableste, der var at se,» nævner Paars først «store Sten liggendes ovenpaa Isen», disse mener han maatte «absolut føres udi store haarde Vinde og Vejr, som der utrolig falde, ti Isbjærget er at se til, som man ser udi den vjlde Hav, hvor ingen Land er at se til, saa er her ej heller andet at se end Himmel og den blanke Is. Dernæst var Isen, hvorpaa vi gik, skarp kantet som den hvide Sukker-kande (-kandis?), saa at om nogen Fremkomst var over samme Isfjæld, saa maatte der haves Jernsaaller under Skoene, saa slem var den Is at gaa paa».

Dette er det vigtigste af, hvad Paars selv siger om sine bedrifter og iagttagelser paa isfjeldet. Som det vil sees, kan ekspeditionens resultater neppe siges at staa i et passende forhold til de storartede forberedelser. Forunderligt kan det synes, at Paars, som maa have været oppe paa isen ikke meget langt fra det sted, hvor vi kom ned, ikke her skulde have fundet noget punkt, hvorfra han kunde have trængt længere ind, om det havde været ham meget om at gjøre.

7de mai kom man tilbage til Godthaab fra den «fatale og meget besværlige reise».

Ganske uden betydning har dog neppe denne første ekspedition været; thi om den end ikke i nogen væsentlig grad har forandret anskuelserne om landets indre ved kolonien, hvor man allerede tidligere havde faaet ganske god besked derom af grønlænderne, saa har dog dette sikkert været tilfældet i hjemlandet, og det varer helt til 1878, inden den danske stat atter udsender en ekspedition mod Grønlands indlandsis.

I kap. 3 (side 124—125) er allerede anført, hvad der i den 1746 udkomne bog: «Nachrichten von Island, Grønland und der Strasse Davis»[9] fortælles om et forsøg paa at trænge ind i landet «endog med de lange fodbrædder, som det er bekjendt at lapperne og andre betjene sig af til deres vintertog». Denne beretning er foruden ved omtalen af ski ogsaa merkelig derved, at det er den eneste gang det omtales, at ekspeditioner paa indlandsisen har kostet menneskeliv.

Den første lidt længere vandring over et stykke af indlandsisen, som vi kjender noget til, blev foretaget i 1751 af kjøbmand Lars Dalager, som lidt nord for Fredrikshaab, hvor han var bosat, besøgte to nunataker, beliggende en eller to mil fra indlandsisens rand paa sydsiden af Fredrikshaabs isblink. Denne udflugt har han beskrevet i slutten af sin bog: «Grønlandske Relationer osv. sammenskrevet ved Friderichshaabs Coloni i Grønland, Anno 1752».

I slutten af august havde Dalager reist op til landet paa sydsiden af Fredrikshaabs isblink. «Mit Ærende var», siger han, «alleene at divertere mig et lidet med Skøtterie».
— — — — — — — — — — — — — — — — —
Men han kom snart paa andre tanker. «Men ved den Leilighed havde jeg snart resolveret at giøre en Reyse til Øster-Bøygden over Iisfjeldet hen, formedelst en nye Opdagelse af en Grønlænder afvigte Julii-Maaned, der havde været saa høyt oppe paa Jagt, at han tydelig sagde sig, at kunde see de gamle Kablunakiske Fielde[10] paa den Østre-Side».

«Dette bragte mig, som melt er, udi Bevægelse, at jeg i det mindste, som fordum Moses havde Lyst til, at see Landet, tog jeg føromtalte Mand med sin Datter, samt trende unge Grønlændere med mig, vi vil jeg sige, begyndte derpaa at antræde vores Reyse, efter at vi tilforn saa dybt var indkommen i en Fior ved den Sydre Ende af Iisblinken».

Dalager har, som det synes, ligesom alle paa hans tid interesseret sig sterkt for gjenfindelsen af den gamle norske koloni «Østerbygden», som man mente endnu ikke at have fundet, og som man fremdeles almindelig antog maatte have ligget paa Grønlands østkyst.

De forlod fjorden den 2den september 1751, den 3dje september naaedes indlandsisens rand, og den 4de om morgenen «begave vi os,» siger Dalager, «ud paa Iisen, for at naae den første Bierge-Top, som ligger mit paa Iisblinken, hvortil vi havde omtrent en Miil. Veyen dertil var lige saa slet og jevn som paa Kiøbenhavns Gader, Forskiælen syntes mig alleene at her var noget glattere, men derimod havde ikke fornøden at vaade ud til Siderne i Skarnet, af Frygt for at overveltes af Postmesternes Heste og Vogne».

Den næste morgen drog man videre til «det øverste Field paa lisblinken kaldet Omertlok», hvortil der ogsaa var omkring en mil, men hvortil isen var meget ujevn med mange sprækker, saa der trængtes 7 timer for at naa did.[11]

Fra toppen af dette fjeld havde man en vid udsigt ind over isen, og i det fjerne over isranden i nordost saaes nogle fjeldtoppe. Disse antog Dalager for at være fjelde paa Grønlands østkyst; men, som nedenfor vil bli omtalt, har de senere vist sig at være nunataker (Jensens Nunataker) nogle mil indenfor indlandsisens vestre rand.

Da de var paa toppen af fjeldet, siger han, «begyndte vi at falde i Forundring over den store Prospect fra alle Kanter, fornemmelig det vidtløftige Iisfjeldet langs Landet, og tvers over til Øster-Böyden, hvis Fielde var lige som disse, bedækkede med Snee.» Paa denne top forblev de til kl. 7 om aftenen, da Dalager «sluttede med en Tale til Grønlænderne, som handlede om de i fordum Dage Øster-Böyde Beboere, deres saavel legemlige som aandelige Velergaaende.

«Imidlertid gik Solen under, hvorfore vi gik et Stykke need af Bierget og lagde os til Hvile.»

Dalager vilde gjerne gaaet længere ind, men maatte «af mange Aarsager være betænkt paa Hiem-Reyse, hvorpaa en var meget vigtig, nemlig, at vi gik saa got som Barfodede.

«Thi, ihvorvel enhver af os var til Reysen forsynet med tvende par gode Støvler, saa vare de dog nu allerede af Iisens og Steenens Skarphed gandske i tu slitte.

«Og som vores medhavende Jomfrue til all Ulykke havde tabt sine Sye-Naale, kunde vi ikke faae noget lappet om os, hvorfore vi bleve meget betuttede, dog trøstede vi hverandre med Latter, naar vi betragtede de nøgne Tæer fremkrybe af Støvlerne.»

Den følgende dag (6te) vendte de derfor hjemover, og den 8de september om kvelden naaedes teltpladsen nede ved fjorden, «og,» slutter Dalager, «kand jeg ikke her forbigaae at melde, med hvilken synderlig Appetit jeg den Aften udtømmede en hel Bouteille Portugis-Viin, hvorpaa jeg sov hen indtil den anden Dag ved Middags-Tider.»

Dalager gir en beskrivelse af, hvad han saa derinde. I denne udtaler han langt mindre frygt for at færdes over indlandsisen, end mange af hans efterfølgere paa den har havt lige til den seneste tid. Han siger bl. a.: «At give ellers mit Betænkende over den store Iis-Plane, som forhindrer os, at have Communication med Øster-Bøygden, da i Henseende til Veyen, troer jeg, det er practicabel, efterdi mig syntes at Iisfieldet er ikke nær saa farlig som man har udraabt det for og ikke heller Sprekkerne saa dybe som man har foregivet» o. s. v. Af andre grunde mener han imidlertid, at det er en umulighed, han siger saaledes senere: «men ikke desto mindre bliver det dog impracticabel at reussere udi saadan Reyse, af disse Aarsager nemlig at man ikke kand drage saa megen Mund-Portion med sig, hvormed man til saadan Reyse billig burde være forsynet; dernæst den ulidelige haarde Kulde, som jeg holder næsten umueligt at nogen levende Creaturer kand respirere udi ved idelige mange Nætter at campere paa Iisfieldet o. s. v.» Her følger en ganske merkelig beskrivelse af kulden, som var saa stor, at de, trods de alle var godt klædte, og ingen af dem var «just meget kuldskier», saa vilde dog lemmerne «ligesom straks sammenkrympes», ligesaa snart de satte eller lagde sig en times tid paa berget. «Jeg for min Del havde til Underklæder tvende gode Trøyer, derover igjen en Renskinds-Pæls, om Natten indviklede jeg mig i en skiøn dobbelt foret Kappe, tilligemed indputtede Fødderne i en Pose af Biørne-Skind, men ved alt dette var jeg ikke i Stand at kunne beholde Varmen.

«Jeg kand sige, at af saa mange haarde Vinter Nætter som jeg har camperet paa Marken i Grønland, ingen har af Kulden incommoderet saa stærkt som disse første i September-Maaned.»

Denne lidet paaagtede beskrivelselse meddeler tydelig nok den første kjendte iagttagelse af den sterke kulde, som foraarsages ved udstraaling fra indlandsisen, og som vi fandt der i den samme maaned.

Efter Dalager og lige til langt ind i vort aarhundrede er der kun faa europæere, som vides at have betraadt eller besøgt indlandsisen.

En af de faa er den i forrige aarhundrede levende bekjendte grønlandske naturforsker, presten Fabricius, fra hvis haand vi har en afhandling om isforholdene i Grønland[12]. Denne er i flere henseender merkelig for sin tid og giver et ganske godt begreb om Grønlands isdannelser; det fremgaar deraf, at Fabricius maa have besøgt indlandsisen og været oppe paa den.

Den tyske mineralog Giesecke havde under sin 8-aarige reise i Grønland (1806—13) flere gange anledning til at besøge indlandsisens rand. Nogen opfatning af dens videnskabelige betydning havde han imidlertid lige saa lidt som andre geologer paa hans tid, og han bidrog saaledes intet af betydning til udviklingen af kundskaben om den. Han gav derimod sine indtryk luft i begeistrede ord om dens vilde skjønhed. Om et besøg til isbræen ved Korok (eller, som han kalder den, Kororsuak) nær Julianehaab siger han, at han, efter at have gaaet omtrent en halv mil paa denne polarbro, blev stanset af en bred spræk. «Jeg lagde mig paa maven og lod en 100 fod lang traad med en sten i enden glide ned i iskløften, men kunde dog ikke naa bunden dermed og forlod denne farlige promenade, som ikke lod haabe paa nogen rinden for min søgen.»[13]

Der gaar nu et langt tidsrum hen, hvori Grønlands indlandsis synes at have tabt al interesse, det var jo engang slaaet fast, at Østerbygden i ethvert fald ikke lettest naaedes ad den vei, og at der fra det indre neppe var rigdomme at vente. Begreberne. om indlandsisen synes dog at have været alt andet end klare, de besynderligste forestillinger fik lov til at udbrede sig, og enkelte troede, at der inde bag ismuren skulde være frugtbare strækninger, hvorfra renen kom, og hvortil den trak sig tilbage.

I midten af dette aarhundrede indlededes imidlertid ved en mands arbeide en ny tid i vor kundskab om Grønlands indlandsis. Denne mand var dr. H. Rink.

Gjennem en række grundige arbeider, som var frugterne af mange aars reiser og undersøgelser i Grønland, hvor han boede i lang tid, dels som naturforsker, dels som kolonibestyrer og dels som inspektør, henledede dr. Rink den videnskabelige verdens opmerksomhed paa Grønlands mægtige ismark, og man gjorde den opdagelse, at ligesaa fattig og interesseløs, som man før havde fundet den, af ligesaa stor betydning var den i videnskabelig henseende. Rink paaviste, hvilken mægtighed dette isdække maatte have, og hvilke uhyre ismasser der hvert aar udsendtes fra Grønland, som var det eneste land paa den nordlige halvkugle, hvorfra større isfjelde har sin oprindelse. Han har senere regnet ud, at der fra hver af de større isfjorde

Justitsraad dr. H. Rink.

skulde føres over 1000 millioner kubikalen is aarlig ud i havet.

Det var ligesom en hel ny verden, som gjennem disse skrifter om indlandsisen og dens virkninger blev aabenbaret videnskaben. Vistnok havde allerede tidligere flere naturforskere, deriblandt den bekjendte Louis Agassiz, fremsat formodninger om, at store indlandsise muligens engang havde været. Men her var en nu eksisterende indlandsis, og det stod klart for geologerne, at ligesom Grønland nu, saaledes maa ogsaa store dele af Europa og Amerika engang have været dækkede af is, fra hvilken stammer de mange merker og striber efter skuring, vi finder i fjeldene, de mange jøkelgjærder og de mange flytblokke, som vi finder strøede ud over hele Nordeuropa, ofte paa de mest overraskende steder — læren om den store istid udsprang, og en hel ny tid for geologien indlededes.

Nødvendigheden af at gjøre mer udstrakte iagttagelser paa det eneste sted, hvor lignende forhold som under hin istid endnu raadede, maatte snart melde sig, og der kom en hel række nye forsøg paa at trænge ind paa Grønlands indlandsis.

Det er nærmest Fox-ekspeditionen, som udsendtes i 1860[14] under ledelse af sir Allen Young, der begyndte denne række, om den end ikke, som side 270 omtalt, var af geologisk natur. Der var oprindelig (muligens paa oberst Schaffners foranledning) tale om at sætte en slæde-ekspedition under ledelse af dr. John Rae, som havde endel erfaring i slædereiser, iland paa Grønlands østkyst, forat den kunde gaa over indlandsisen til vestkysten og derved faa undersøgt muligheden af at føre en telegrafkabel over ad den vei. Da man henimod midten af september nærmede sig den sydlige østkyst, hvor efter sir Allen Youngs udtalelser (sml. side 270 landgang var mulig, synes der at være kommet betænkeligheder iveien, og man gik rundt Kap Farvel til vestkysten. Her gjorde dr. Rae i selskab med oberst Schaffner i de sidste dage af oktober og de første dage af november fra kolonien Julianehaab et forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen. Efter den fremstilling, som løitnant Zeilau[15], der selv var med paa en del af færden, giver af den, synes det, som om dr. Rae og hans følge blot naaede at kaste «et blik op til» indlandsisen. Af dr. Rae’s egne udtalelser fremgaar imidlertid, at han virkelig maa have sat sine ben paa isen; men «at de straks naaede en dyb og bred spræk, som afgjort stansede videre fremtrængen» (!)[16]. En merkværdig spræk.

Det samme aar (1860) ogsaa i oktober maaned forsøgte den amerikanske polarfarer dr. Hayes at trænge ind paa indlandsisen langt nord ved Porte Foulke paa 78° 18′ n. br. Efter hvad dr. Hayes opgiver, skulde han have begyndt vandringen den 22de oktober og først vendt tilbage efter 6 dage. Den første dag naaedes indlandsisens rand, og den næste begyndtes vandringen over denne selv. Man skulde have tilbagelagt 5 engelske mil paa indlandsisen den dag, 30 engelske mil den 3dje dag og 25 engelske mil den 4de dag, og alt dette dels i den mest ujevne is, dels paa et meget daarligt sneføre, hvor benene for hvert skridt brød igjennem skaren, som dækkede sneen. Hvorledes disse veilængder er bleven bestemte, siges der intet om. Paa den 5te dag skulde man af en kold og frygtelig vind være bleven nødsaget til at vende tilbage og skulde have gaaet henimod 40 engelske mil. Den derpaa følgende dag naaede man allerede tilbage til vinterhavnen. Hayes giver en haarreisende beskrivelse af deres lidelser og kulden, som trods den ikke var saa lav, som vi havde den (den var ÷34° Fahr.), dog skulde næsten have taget livet af dem. Underligt maa det synes, at disse vældige fodgjængere har været saa veke, naar det gjaldt kulden.

Beskrivelsen af denne vandring, som giver dr. Hayes anledning til i et særeget kapitel at omtale dens vigtige videnskabelige resultater o. s. v., maa for en opmerksom læser allerede ved første- øiekast forekomme mistænkelig. For den, som kjender forholdene nøiere, vil der ikke trænges megen eftertanke for at indse, at den blir en ren umulighed; at gaa 25, 30, ja endog 40 mil paa en dag paa det føre, som dr. Hayes beskriver, og med den nødvendige oppakning paa en slæde, det er, om end ingen umulighed, saa dog et saadant stykke arbeide, som man vanskelig tiltror hverken dr. Hayes eller hans folk, og selv om man intet forøvrigt vidste om forfatterens paalidelighed, saa vilde man stille sig tvilsom overfor en saadan angivelse. Erindrer man imidlertid samtidig, hvad dr. Bessels har paavist med hensyn til dr. Hayes breddemaaling, at han maa have opgivet en feilagtig observation for at faa æren af at have naaet nordligere, end han i virkeligheden havde gjort, da maa tvilen nærme sig til vished.

Det her paaviste maa, selv om intet videre kunde anføres, allerede synes tilstrækkeligt til at afholde enhver fra at trække videnskabelige slutninger af denne beretning. Det er saa meget mer at beklage, som det er den eneste, vi har om en isvandring i den nordlige del af Grønland.

I 1867 gjorde den bekjendte engelske tindebestiger Edward Whymper et forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen fra en liden fjord Ilordlek (paa omtr. 69° 25′) nord for Jakobshavn. Whymper havde fattet den idé, at der muligens kunde være bart land i Grønlands indre, samt at det ikke var umuligt, at dette selv bestod af «adskilte landmasser eller øgrupper, saadanne som findes overalt i de arktiske egne; afstanden fra landets østkyst til dets vestkyst var tilstrækkelig stor til at muliggjøre tilstedeværelsen af ukjendte fjorde og arme af sjøen». At der var bart land, mente han at kunne slutte fra den periodiske optræden og forsvinden af store renhjorder paa vestkysten. Disse dyr maatte nemlig have «græsrige dale og tilflugtssteder» i det indre, hvortil de søgte hen[17]. Dette er, som det vil sees, et ræsonnement meget ligt det, som allerede 400 aar tidligere er fremholdt af «Kongespeilets» forfatter. (Se side 391.

At trænge ind til disse snebare steder havde Whymper sat sig som maal, og hans reise i 1867 synes fra begyndelsen af kun at skulle have været en forberedende tur for en mulig større ekspedition.

Efter at være kommet til Jakobshavn ved Discobugten den 15de juni, foretog Whymper med en del eskimoer som følge 3 dage senere sin første udflugt til indlandsisens rand et stykke indenfor den sydligste arm af Ilordlekfjorden, som var 20 engelske mil nordenfor kolonien. Hensigten var at undersøge, hvorvidt dette sted egnede sig for at begynde en isvandring, og om hunde og slæder, som tænktes benyttede dertil, var anvendbare. Indlandsisens udseende viste sig allerede ved den første udsigt, som Whymper fik derover, langt jevnere og mindre afskrækkende, end han havde ventet, og der gjordes straks en udflugt ind paa den. De kom frem uden vanskelighed, og jo længere de kom, desto bedre og haardere blev sneen at gaa paa. Da de havde naaet omtr. 6 engelske mil ind og en høide af 1400 fod, og det saa ud til at være samme føre hele veien indover, saa syntes der ingen fordel ved at gaa længere; thi de havde opnaaet, hvad de ønskede, de havde seet, at snefladen egnede sig fortræffelig for kjørsel med hundeslæder, og eskimoerne, som var med, forsikrede Whymper, at paa den sne kunde de kjøre «35 til 40 mil (eng.) om dagen». De vendte da tilbage med de bedste forhaabninger om et heldigt udfald af deres reise; «thi der syntes ikke at være noget, som kunde forhindre en vandring tvers over Grønland».

Da indlandsisen ved Ilordlek ikke gaar helt ned til fjorden, vilde Whymper forsøge, om han ikke kunde finde et lempeligt sted, hvor dette var tilfældet, og hvor de saaledes straks kunde begynde isvandringen uden først at maatte bringe bagagen over land. I den anledning foretog han den 24de til 27de juni endnu en udflugt til indlandsisens rand, denne gang i syd for Jakobshavn, til den bekjendte «Jacobshavns isfjord». Her var imidlertid isen saa søndersplittet og ujevn, at der ikke kunde være tale om fremkomst med hundeslæder, og han bestemte sig derfor til det først forsøgte sted som udgangspunkt for hovedfærden.

For denne maatte der imidlertid gjøres en del forberedelser, som skulde skaffe Whymper de mest fortvilede vanskeligheder. Netop paa den tid rasede i kolonierne ved Discobugten en dødelig farsot («brystsyge»), som angreb og dræbte saavel unge som gamle. Af Jakobshavns 300 indbyggere var 100 syge. Dette lammede al foretagsomhed. Uheldigvis havde der desuden netop raset en hundepest, som havde nær sagt udryddet de fleste brugbare slædehunde i omegnen, og at skaffe det nødvendige antal var derfor en meget vanskelig ting. Til hundeslæder havde Whymper medbragt træmateriale fra Europa, men de faa, som kunde gjøre slæder, var fuldstændig optagne med at forfærdige ligkister til alle dem, som døde af den allerede omtalte farsot. Der var saaledes ingen anden raad for end at benytte almindelige grønlandske hundeslæder, som var gjorte af daarligt materiale og var alt andet end skikkede for en færd som den paatænkte. Til føde for ekspeditionens deltagere, saavel som for hundene, var der medbragt Hudsonbay-pemmican. Da det imidlertid viste sig, at de grønlandske hunde ikke vilde spise dette stof, saa maatte tørret sælkjød skrabes sammen fra alle kanter. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; thi da de fleste gode fangere var syge, var der næsten hungersnød.

Omsider var imidlertid de fleste vanskeligheder saa nogenlunde overvundne, og den 20de juli kunde indlandsekspeditionen, som foruden Whymper selv bestod af 5 deltagere, indfødte og europæere, deriblandt engelskmanden Robert Brown, der var fulgt med fra England, drage afsted[18]. Efter et par dage, tilbragte med at bringe bagagen fra fjordbunden op til indlandsisens rand, maatte man vente endnu 3 dage med at begynde selve isvandringen paa grund af en vedholdende vind.

Imidlertid besteg Whymper en nærliggende haug for at faa udsigt over isen, men blev ubehagelig overrasket ved at opdage, at isen havde fuldstændig forandret udseende, siden han saa den en maaned tidligere; var alt dækket «af den reneste, mest uplettede sne»; men nu var denne fuldstændig smeltet bort og «havde efterladt blottet i dagen et sandt hav af is, sønderrevet af millioner sprækker af alle tænkelige former og dimensioner». Alle Whympers skjønne forhaabninger svandt med det samme.

Da veiret den 26 juli blev bedre, gjorde de dog et forsøg paa at trænge østover isen. Efter nogle faa timer og blot et par engelske mil fra isranden stansedes man imidlertid derved, at en mei paa en af de største slæder blev sønderbrudt; en mindre slæde havde ligeledes faaet sin ene mei kløvnet langsefter, og resten var blevet svage af stødene i den ujevne is.

Whymper indsaa nu umuligheden i at komme videre, men sendte dog, for en forms skyld, tre af følget[19] en engelsk mil eller 2 længere ind for at undersøge, om isen skulde bli bedre, skjønt han vidste, at den var den samme mange mil indefter. Da disse vendte tilbage og berettede, at isen snarere var værre end bedre, vendte man tilbage.

Efter denne reise synes Whympers tro paa sne- eller isbare strækninger i Grønlands indre at være rokket; i sin bog «Scrambles amongst the Alps» (1871) skriver han nemlig side 246: «Grønlands indre synes at være fuldstændig dækket af isbræer mellem 68° 30′ — 70° n. br.» Deraf, at han paa den sidste tur saa sprækket bræis lige til synskredsen, slutter han, at der maatte være is- eller snedækket land i en betydelig strækning hinsides denne, «thi til dannelsen af en saadan uhyre bræmasse fordres der et umaadeligt snereservoir». Han anslog høiden af den inderste synlige del af indlandsisen til «ikke mindre end 8000 fod», hvilket sandsynligvis er noget overvurderet, men som dog tør være mindre langt fra det rigtige, end man skulde vente.

Med den vandring, som 1870 foretoges paa indlandsisen af Nordenskiøld sammen med nuværende professor Berggren fra Aulatsivik-fjordens nordre arm (syd for Egedes minde paa 68° n. br.), indlededes saa at sige en ny fase i de grønlandske isvandringers historie. Dette er første gang mennesker trænger et længere stykke frem over indlandsisen og tilbringer flere dage efter hinanden paa den, ligesom det er den første færd derpaa, som bringer udbytte af mer videnskabelig natur.[20]

Den 19de juli 1870 forlod de to reisende sammen med to grønlændere isens rand nær fjorden. De havde proviant for 30 dage. Telt havdes ikke, de sov i to soveposer, som var aabne i begge ender, og hvori to personer til nød kunde presse sig ind med fødderne mod hverandre. Sengen blev imidlertid, med ujevn is til underlag, baade ubekvem og kold, siger Nordenskiøld. Den hele udrustning blev trukket paa en slæde.

Man havde imidlertid ikke gaaet langt, før det indsaaes, at det paa grund af isens ujevnhed var umuligt at slæbe med sig saa stor en udrustning. Allerede den anden dag besluttede derfor Nordenskiøld at lægge igjen en del af provianten samt slæden. Resten toges paa skuldrene, og man fortsatte videre indefter.

Den 21de juli, da de havde naaet 36 længdeminuter øst fra fjorden og var 1400 fod over havet, vilde ikke grønlænderne gaa længer og vendte den følgende morgen hjem igjen. De to energiske europæere havde dog endnu ikke seet nok og fortsatte endnu 2 dage indefter.

Kl. 12 den 22de var de «paa en bredde af 68° 22′ n. br. og en længde af 56 minuter østenfor teltpladsen ved fjorden» komne op i «en høide af nær 2000 fod over havet».

Den følgende dag (23de) stansedes for natten paa en bredde af 68° 22′ og en længde af 76 minuter østenfor fjorden samt en høide over havet af 1900 fod, altsaa merkeligt nok lavere end den foregaaende dag.

Det var nu paa grund af provianten nødvendigt at vende tilbage, men for at faa en udsigt over indlandsisen østover gik de dog den følgende formiddag frem til en høide indenfor dem, idet de lod al bagage tilbage der, hvor de havde ligget om natten. Fra toppen af denne høide saaes det, at indlandsisen fremdeles høinede sig indefter «uden afbrud af nogen fjeldpartier, saa at himmelbrynet mod øst, nord og syd begrænsedes alene af en isrand, næsten lige jevn som havets». Vendepunktet var beliggende «i en høide af 2200 fod over havet og omtrent 83 længdeminuter eller 56 kilometer østenfor bunden af Aulatsivik-fjordens nordre arm.» Den tilbagelagte distance var følgelig i gjennemsnit omkring 11 kilometer eller henimod en gammel norsk mil om dagen.

Natten mellem 25de og 26de juli kom de tilbage til fjorden efter at have tilbragt altsaa alt i alt 7 dage paa indlandsisen.

Af den is, som Nordenskiøld færdedes over paa denne reise, gives en udførlig beskrivelse, illustreret med tegninger, tagne under færden af Berggren. Den var som regel enten gjennemfuret af dybe og tildels brede sprækker eller opfyldt af ujevnheder, som var op til «40 fod høie med en skraaning i siderne af 25 til 300». En hindring, som ogsaa i ikke ringe grad sinkede fremkomsten, var mange rivende elve, som flød i dybe render ovenpaa isen, og som ofte ikke kunde passeres, men maatte omgaaes. De endte som regel i store huller i isen, saakaldte jøkelbrønde, hvori de styrtede sig som en brusende fos og forsvandt i det blaasorte dyb. Paa et sted fandt man ogsaa en springbrønd, eller «en intermittent, luftblandet vandstraale», som sprang iveiret. Mange mindre sjøer fandtes ogsaa paa isens overflade, disse havde intet synligt udløb, trods de utallige elve, som løb ud i dem. «Ludede man øret mod isen, hørte man fra alle kanter et eiendommeligt underjordisk brus, hidrørende fra de i isen løbende elve, et sterkt, enkelt kanonskudlignende drøn gav nu og da dannelsen af en ny bræspræk tilkjende.»

Veiret var under hele vandringen klart, varmen steg om dagen et stykke over isen «lige til +7 à 8° i skyggen og i solen lige til + 25 à 30° C. Efter solnedgang frøs derimod vandpytterne, og natten blev derfor ganske kold.» Dette er, som det synes, allerede observationer i det smaa af de merkelige temperaturforholde, som vi fandt i Grønlands indre.

Noget af det merkeligste, som er fremkommet ved denne ekspedition, og som er kommet til at vække en vis videnskabelig opsigt, er den første beskrivelse af det saakaldte isstøv eller kryokonit, det vil sige et fint, graat pulver, som fandtes spredt udover isen, saa langt man trængte ind. Ved indsugning af varme fra solstraalerne havde dette smeltet sig ned i isen og foraarsaget dannelsen af «lodrette, cylindriske huller, 1 til 2 fod dybe og fra et par linjer til et par fods tvermaal, saa tæt ved hverandre, at man skulde forgjæves søgt plads for foden mellem dem, end sige for soveposen. Paa bunden af disse altid vandfyldte huller laa støvet i et nogle millimeter tykt lag».

Dette støv tillægger Nordenskiøld en stor betydning, idet han antager, at det er af kosmisk oprindelse, — og det har bidraget til, at han fremkom med en hel ny teori om, at jorden ialfald tildels skulde være dannet af og fremdeles vokse ved en næsten umerkelig, men stadig tilførsel af kosmisk støv, kommende fra universet. Andre har derimod senere paavist, at dette støv i sin sammensætning ligner paafaldende kystfjeldenes materiale, og mener derfor, at det er støv, blæst ud paa isen fra dem. Herfor kan det synes at tale, at jo længere man fjerner sig indover isen fra randfjeldene, desto mer aftager støvets mængde, samt endvidere, at vi paa Grønlands østkyst ved Umivik, hvor det bare land ved isranden er saa forsvindende, omtrent intet støv fandt paa isen.

Aaret efter denne betydningsfulde isvandring (altsaa 1871) udsendtes af Nordvest-Grønlands inspektør Krarup Smith en indlandsekspedition under ledelse af handelsassistent Møldrup[21]. Ifølge de oplysninger, Nordenskiøld senere har faaet i Grønland, synes ekspeditionen at have vendt tilbage med uforrettet sag[22].

Det derpaa følgende aar kom atter Whymper tilbage til Grønland og reiste i distriktet ved den nordlige del af Discobugten og ved Umanakfjorden. Denne gang gjorde han imidlertid intet forsøg paa at trænge ind paa selve indlandsisen, men indskrænkede sig til at bestige høie fjeldtoppe ved randen for at skaffe sig udsigt indover. Den 18de august besteg han et 6800 fod (engelsk) høit fjeld Kelertingouit nær Umanak. Fra toppen af dette havde han en vid udsigt over indlandsisen og fandt ligesom tidligere, at denne frembød synet af en «jevn sammenhængende ryg af snedækket is, som «skjulte landet saa fuldstændig, at ikke en eneste bergknat viste sig paa dens overflade». Med en teodolit maalte han vinkelen til indlandsisens synlige rand og mente, at den maatte være «betydelig over 10000 fod». Whymper synes nu at være kommen til den overbevisning, at snebare strækninger ikke kan findes i det indre; thi han siger, at de paa forskjellige steder foretagne undersøgelser gjør det «henimod absolut sikkert, at Grønlands indre fra nord til syd og øst til vest er fuldstændig hyllet i sne og is».[23]

Den opmerksomhed, som dr. Rinks skrifter om Grønlands indlandsis først vakte, havde i mellemtiden sat god frugt. Ved undersøgelser dels i Grønland selv, dels i Alperne og i Skandinavien var forskningen af sne- og isbræerne, deres virksomhed og alt, som stod i forbindelse dermed, gaaet frem med lange skridt, og læren om istiden havde antaget fast form. Blandt de mænd, der deltog i dette arbeide, kan af skandinaviske geologer nævnes nordmændene Kjerulf og Sexe samt svensken Torell (besøgte Grønland 1859).

Der var imidlertid, efterhvert som man arbeidede videre i dette emne, fremkommet tanker om, at de tidligere indlandsise havde ikke alene dækket hele Skandinavien og det nordlige Europa, men havde i væsentlig grad bidraget til at give de lande, de dækkede, form og udseende, idet isbræerne eller skridjøklerne ved at føre med sig alt løst liggende grus og sten samt ved at skure ud og grave sig ned i det underlag, hvorover de bevægede sig, har bidraget til at danne dybe dale og fjorde, saaledes som vi f. eks. har dem i Skandinavien og især i det vestenfjeldske Norge. Denne lære blev især fremholdt af den engelske geolog Ramsay. Et forhold, som kunde synes at tale sterkt for denne antagelse, var det, at slige af dybe dale og fjorde sønderskaarne lande findes altid, hvor der kan paavises merker efter istider, og kun der. Den blev ikke destomindre sterkt angrebet af mange geologer, og et af de mange angrebsvaaben var det, at alle de bræer, man kjendte og havde undersøgt i Europa, havde en saa liden bevægelseshastighed (i høiden et par fod i døgnet, og det var sjelden), at den friktion og skuring, de kunde frembringe, langtfra var tilstrækkelig til at forklare det kjæmpemæssige arbeide, som paa den maade skulde være udført.

Da reiste 1875 den norske geolog Amund Helland, som var sterkt interesseret i studier over istidens virkninger i Norge, og som havde paavist mange merkelige forhold, staaende i forbindelse dermed, til Nord-Grønland for at undersøge isbræernes hastighed og deres virksomhed der. Reisen, som foretoges i maanederne juni, juli og august (1875), omfattede strækningen fra kolonien Egedesminde (68° 42′ n. br.) indtil fjorden Kangerdlugssuak (omtrent 71° 15′ n. br.) i kolonien Umanaks distrikt. 5 isfyldte fjorde besøgtes og talrige mindre bræer, hvoriblandt bræen ind for Ilordlek-fjordens sydlige arm, hvor indlandsisen besteges, altsaa paa det samme sted, hvor Whymper gjorde sit forsøg (se side 408—409).

Det udbytte, som denne reise bragte, var især i en henseende forbausende. Istedenfor de tidligere kjendte bræbevægelser af i det høieste et par fod i døgnet fandt nemlig Helland, at bl. a. den vældige bræ i Jakobshavns isfjord bevæger sig med en hastighed af indtil 64 fod (19,54 m.) i døgnet. En anden bræ i Torsukatak-fjorden. havde vistnok en betydelig mindre hastighed, men ogsaa den bevægede sig dog over 30 fod (10,16 m.) i døgnet. Dette var helt nye faktorer at regne med for dem, som tillagde skridjøklernes virksomhed betydning med hensyn til dannelsen af fjorde, dale og indsjøer. Mange vilde derfor ikke fæste lid til disse uventede oplysninger, som imidlertid ved senere undersøgelser af danske grønlandsreisende er mer end bestyrkede. I det hele var Hellands iagttagelser i Grønland vel skikkede til at støtte glacialisternes teorier. Vi kommer imidlertid i et eget kapitel ved slutten af denne bog til at gaa nærmere ind derpaa og skal derfor ikke omtale dem her[24].

I 1875 skrev dr. Rink[25] om muligheden af at bereise Grønlands indre, som han mente vilde være af stor betydning at faa gjennemreist fra vest til øst: «Jeg tror, at det maatte bli udført med slæder trukne af mennesker, og at to smaa slæder konstrueres paa det omhyggeligste og forsynes med alle fornødenheder. Foruden den videnskabelige leder med en medhjælper turde omtrent 4 europæere være passende dertil.» Jeg har merkelig nok ikke været opmerksom paa dette skrift før efter min tilbagekomst fra Grønland; men som det vil sees, stemmer den deri udtalte tanke i flere punkter overens med min plan. Som udgangssted for en saadan reise anbefalede dr. Rink egnen nordenfor Fredrikshaab paa 6212° n. br.

Det følgende aar (1876) begyndtes for dansk statsregning efter forslag af den danske geolog prof. Jolmstrup de «geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland». Disse undersøgelser har siden den tid været fortsatte hvert aar og har bragt et stort og meget værdifuldt udbytte, som for en væsentlig del er nedlagt i det smukke og betydningsfulde verk «Meddelelser om Grønland», hvoraf henimod 12 hefter er udkomne, og som er udgivet af den kommission, som valgtes til at lede undersøgelserne, og som bestod af prof. Johnstrup, minister N. F. Ravn, og dr. H. Rink.

Som det kunde ventes, kom udforskning af indlandsisen til at danne en af de vigtigste opgaver for disse undersøgelser, og den ekspedition, som under ledelse af assistent Steenstrup[26] udsendtes det første aar (1876), havde allerede som en af sine opgaver «foreløbige recognosceringer af isranden» i Julianehaabs distrikt[27] . Meningen var, at man skulde have gaaet nogle mil ind til 3 paa tidligere karter angivne nunataker, de saakaldte Jomfruer eller Niviarsiat, for at undersøge isens beskaffenhed, om den der egner sig til udgangspunkt for en indtrængen paa indlandsisen. Dette lykkedes dog ikke, man mødte meget ujevn is, fuld af store og dybe kløfter; isteden foretog man derfor maalinger af isens bevægelser i 3 isbræer, hvilket ikke tidligere var gjort i Syd-Grønland. Den største hastighed var 3,75 m. (11,95 fod) i døgnet[28].

Den næste ekspedition, hvori deltog assistent Steenstrup og premierløitnant i marinen J. A. D. Jensen, som udsendtes 1877 til den nordligste del af Fredrikshaabs distrikt, havde ligesom den første til opgave foruden en almindelig undersøgelse af kysten, «om muligt at trænge ind paa indlandsisen», denne gang «i nærheden af Fredrikshaabs isblink eller paa et andet dertil bekvemt punkt». Altsaa netop i den egn, som to aar tidligere var anbefalet af dr. Rink. Ogsaa dette forsøg mislykkedes imidlertid paa grund af ustadigt veir[29].

Det derpaa følgende aar (1878) gjentoges imidlertid forsøget med mer held, og der udsendtes en ekspedition under ledelse af løitnant J. A. D. Jensen, som blev en af de interessanteste færder paa Grønlands indlandsis. Til ledsagere havde Jensen sine landsmænd kand. Kornerup og arkitekt Groth, i Grønland fik han dernæst grønlænderen Habakuk. Til udgangspunkt valgtes atter Fredrikshaabs isblink. Der foretoges 2 vandringer paa isen. Paa den første, som kun varede en dag, den 3dje juli, besøgtes nunataken Nasausak (4710 fod høi), den ene af de saakaldte Dalagers Nunataker paa sydsiden af isblinken.

Denne vandring er interessant, forsaavidt som at den foretoges netop i den trakt, hvor Dalager var inde paa isen.

Da dette sted imidlertid ikke befandtes gunstigt som udgangspunkt for en større isvandring, saa foretoges denne fra et punkt Itivdlek paa den nordre side af isblinken.

Ekspeditionen var omhyggelig og i flere henseender hensigtsmæssig forberedt. Provianten var beregnet til 3 uger, den samlede udrustning veiede 400 lb (200 kg.) og blev trukket paa 3 smaa slæder (hver for 1 mand), som veiede lidt over 20 lb (10 kg.), var 5 fod lange og 214 fod brede. Da man «ventede længere inde i landet at træffe paa sne», medtoges 4 par ski og 4 par kanadiske snesko.

Den 14de juli begyndte vandringen. Foruden de ovenfor nævnte 3 europæere og 1 grønlænder, fulgte desuden de første dage en grønlænder og 3 grønlænderinder med for at hjælpe dem ivei. Den is, de mødte, var i høi grad ujevn og tungt fremkommelig. Kaptein Jensen har selv i sin beretning (i «Meddelelser om Grønland», hefte I. side 54 og følgende) givet en meget levende skildring af de mangeartede vanskeligheder og gjenvordigheder, som sinkede dem. Blandt disse var ogsaa den, at de alle led i sterk grad af sneblindhed. Som følge deraf kom de kun frem i korte dagsmarscher, og først den 11te dag (24de juli) naaedes den største af de mer end 9 mil (37 minuter) fjernede nunataker, som Dalager i sin tid havde seet og troet var Østerbygdens fjelde, men som befandtes at være en samling nunataker, nu kaldet Jensens Nunataker, beliggende 412 mil fra isens nærmeste rand.

Paa den nunatak, som var naaet, og hvis fod laa omtr. 4030 fod (1264 m.) over havet, blev de i 7 dage opholdte af snestorm.

Endelig den 31te juli kunde tilbagereisen begynde, efterat kapt. Jensen om morgenen fra nunatakens top, som laa 4960 fod (1556 m.) over havet, havde faaet en god udsigt østover indlandsisen, som hævede sig indefter «høiere og høiere, indtil den smeltede sammen med himlen i en synskreds, der laa betydelig høiere end tilskuerens standpunkt.»

Den 5te august, om kvelden, naaedes, efter et fravær af 23 dage, atter teltpladsen ved Itivdlek, hvor de fik en varm modtagelse af de ventende grønlændere og grønlænderinder.

Denne vandring er en af de interessanteste, som nogensinde er foretaget paa Grønlands indlandsis, den bragte et rigt videnskabeligt udbytte, bragte oplysninger om isens beskaffenhed og strømforhold i en egn, opfyldt af nunataker, om disses geologiske forhold, om det organiske liv paa dem o. s. v., altsammen ting af stor interesse; endvidere hjembragtes en rig samling af skisser, tagne af Kornerup og Groth.

De store hindringer, som denne ekspedition havde at kjæmpe med, og som syntes at maatte hindre videre fremtrængen mod det indre, afholdt kommissionen for ledelsen af de grønlandske undersøgelser fra at foranstalte videre forsøg paa at trænge frem mod det indre eller endog helt over til østkysten, hvilket oprindelig var tanken, og hvorfor denne ekspedition jo kun var en foreløbig rekognosceringstur.

Fra dansk side er da derfor heller ikke efter den tid gjort noget forsøg paa at trænge ind paa indlandsisen, derimod er der i aarenes løb foretaget talrige og interessante undersøgelser ved isranden og mindre vandringer ind til nunataker nær denne.

Det vilde imidlertid føre os for langt, at gaa ind paa en nærmere omtale heraf, læseren henvises til «Meddelelser om Grønland», hvor det vil findes beskrevet. Blandt dem, som har deltaget i dette arbeide, bør nævnes: assistent Steenstrup, kaptein J. A. D. Jensen, løitnant Hammer og løitnant C. Ryder.

De to sidste har foretaget interessante maalinger af bræhastigheder i Nord-Grønland, særlig kan nævnes Ryders maalinger af Uperniviks isbræ, som i august 1886 bevægede sig med en hastighed af optil 99 fod (31 m.) i døgnet.

I 1880 foretog den svenske geolog Holst en reise i Syd-Grønland, hvorunder han besøgte indlandsisen og foretog mindre vandringer ind paa den paa forskjellige punkter. Hensigten med reisen var væsentlig at undersøge det af Nordenskiøld først beskrevne isstøv eller kryokonit, som Holst fandt at have samme sammensætning som kystfjeldene, og som han derfor tror er støv fra disse, som er blæst med vinden.

En af de betydeligste ekspeditioner paa Grønlands indlandsis er Nordenskiølds ekspedition i 1883. Ikke tilfreds med sin første isvandring i 1870, vilde denne utrættelige polarforsker trænge endnu længere ind for at fravriste dette indre nogle af dets merkeligste hemmeligheder. Han var nemlig i lighed med Whymper kommen paa den tanke, at der inde i dette «nordens sahara», som han kalder det, maatte findes oaser, som var snebare, ja han var ikke langt fra at holde det for muligt, at de havde en skogbeklædning, lige rig som landene ved Sibiriens kuldepol. Om end ingen af de tidligere ekspeditioner havde seet nogen grænse for isørkenen østover, saa var der dog ting, som talte for, «at det i de fleste tilfælde er en fysisk umulighed at det indre af et vidtstrakt kontinent er helt og holdent isdækket under de klimatiske forhold, som raader paa vor jord søndenfor 80° n. br.»[30], ja «hvad Grønlands indre betræffer, saa er det let at vise, at de» nødvendige «vilkaar for brædannelse ikke kan eksistere der, medmindre landets overflade høiner sig langsomt, saavel fra øst- som vestkysten til midten, og dets over havet beliggende del saaledes har formen af en bolle med sider, som langsomt og regelmæssig skraaner mod havet.»

Den betragtning, som førte Nordenskiöld til denne overraskende slutning, var den, at forat en brædannelse kan finde sted, maa der en vis grad af nedbør til; men denne kan ikke opdrives i Grønlands indre; thi al den fra de omkringliggende have kommende luft, som skulde føre nedbøren med sig, maa først have gaaet over de høie kystfjelde, og er, idet den steg op langs disses sider, bleven udvidet og afkjølet under det lavere lufttryk i høiden og er saaledes bleven nødt til at afgive det meste af sin fugtighed. Idet denne fugtighed afgaves, blev imidlertid den bundne varme fri, og luften blev varmere. Idet den faldt ned paa den anden side af kystfjeldene blev den imidlertid, efterhvert som den kom ned i høiere lufttryk, end yderligere opvarmet, og det i samme grad, som den blev afkjølet under opstigningen. Saaledes skulde den altsaa naa dalene i det indre som tørre og varme vinde, lig de bekjendte føhnvinde i Schweiz. De fugtige havvinde skulde derfor i Grønland blive tvungne til at afsætte sin fugtighed «vanlig i form af sne paa fjeldene langs kysten; hvorimod al den vind, som kommer til det indre af landet, det være sig fra øst, vest, syd eller nord, maa være tør og forholdsvis opvarmet, ifald landet ikke har en orografisk bygning af en helt anden beskaffenhed end alle andre jordklodens lande. I dets indre kan derfor neppe nedbøren være tilstrækkelig til at underholde en stadig indlandsis».

Denne maade at slutte paa vilde til en vis grad være berettiget, hvis man havde et land, fuldstændig omgivet af høie kystfjelde og med et fladt, forholdsvis lavt indre, men et saadant større land kan neppe paavises, og mindst af alt kan man vente, at Grønland skulde have den bygning. Jeg maa tvertom være fuldt enig med Nordenskiöld, naar han siger, at Grønlands geologiske beskaffenhed tyder paa en orografisk bygning lig Skandinaviens, «d. v. s. derpaa, at landet bestaar af bergrygge og bergtopper, vekslende med dybe dale og sletter»; men da maa der ogsaa i Grønlands indre være fuldgode betingelser, hvad nedbøren angaar, for at danne en indlandsis; thi hvor i Skandinavien er der ikke fugtighed nok dertil, naar man blot havde den nødvendige temperatur? Det synes, som den store polarreisende har glemt, at vi endnu den dag idag har smaa bræer i Skandinaviens indre, at saadanne findes i Alperne og mange andre steder fjernt fra havet, og fremfor alt, at de engang har havt en umaadelig udbredelse og har dækket bl. a. hele Nordeuropa. Hertil vil han dog muligens svare, at dette er netop, hvad han bestrider, at isdækket dengang har været sammenhængende i det indre af landene.

Ekspeditionen, som foruden at trænge ind paa Grønlands indlandsis ogsaa havde andre opgaver, bl. a. den at naa østkysten (sml. kap. 10), blev ligesom Nordenskiölds første ekspedition til Grønland i 1870 bekostet af den bekjendte svenske mæcenas, friherre Oscar Dickson, og kom til Grønland i sin egen dampbaad, «Sofia».

Paa selve isvandringen, som tog sin begyndelse 4 juli, omtrent paa samme sted som vandringen i 1870, ledsagedes Nordenskiöld af 9 mænd, hvoriblandt 2 lapper, som havde sine ski med, desuden blev han de første dage, indtil 6 juli, hjulpet paa vei med transport af udrustning over den første ujevne is af de fleste af Sofias officerer og besætning samt af talrige eskimoer. Blandt de, som fulgte, var ogsaa direktøren for den kgl. grønlandske handel hr. Hørring.

I løbet af 18 dage (indtil 21 juli) naaede Nordenskiöld selv lidt over 117 km. (omtr. 15 geografiske mil) ind paa isen og en høide af 1510 m. over havet. Her blev han imidlertid paa grund af vaad sne, hvori saavel slæder som mænd sank ned, tvungen til at stanse. Før man vendte tilbage, sendtes imidlertid de 2 lapper paa ski videre indover. Uagtet man intet havde fundet uden sne og is, og uagtet man befandt sig midt paa en uendelig, havlignende sneflade, tabte Nordenskiöld dog ikke troen paa sine teoriers rigtighed, men gav lapperne bl. a. følgende skriftlige ordre:

«Om land naaes, tages af blomster og græs i hast, hvad som kan faaes, et eller en par stilke af hver blomst eller græsart. Indlandsisen
den 21 juli 1883.»

Efter 57 timer (24 juli) kom lapperne tilbage og berettede, at de havde været 230 km (omtr. 29 geografiske mil) længere inde og havde naaet en høide af 1947 m. over havet; men saa langt de kunde se, var der intet andet at øine end en eneste flad uendelig snemark. Selv om der sees bort fra det vanskelige, for ikke at sige umulige i at tilbagelægge en saa stor strækning i saa kort tid paa et skiføre, som det man finder i Grønlands indre, maa det, som senere vil bli omtalt, af flere grunde antages, at lapperne har anslaaet den af dem tilbagelagte strækning for høit.

Den følgende dag (25de juli) begyndtes tilbagetoget, og den 3dje august naaedes, efter 31 dage tilbragte paa indlandsisen, atter teltpladsen ved «Sofias hamn» i den nordre arm fra Aulatsivikfjorden. De eskimoer, som her ventede med proviant, reserveklæder, 1 baad o. s. v., blev yderst glade over at se dem igjen, de havde allerede betragtet dem som fortabte og havde, efter hvad de selv paastod, slidt op flere par kamiker (støvler) med at gaa tilfjelds for at se efter dem.

Den is, som man traf paa denne betydningsfulde reise, var i flere henseender merkelig. Den var vistnok, især nærmest yderlandet, ujevn og tildels opfyldt af sprækker; men den var dog i det hele jevnere end den is, man kjendte fra de tidligere vandringer. Endvidere traf man længst inde en eneste udstrakt og fuldstændig jevn sneflade, hvor ingen is og ingen sprækker var at opdage, kun sne, som strakte sig saa langt, man kunde se indefter. Denne ekspedition havde, selv bortseet fra lappernes skifærd, trængt længere ind end alle sine forgjængere og havde for første gang naaet denne sneflade, som, efter hvad vi nu ved, dækker hele Grønlands indre. Det var ogsaa, som side 2 omtalt, underretningen om opdagelsen af denne sneflade, som bragte forfatteren paa den endelige plan til den ekspedition, som danner emnet for denne bog.

Det kunde synes, som Nordenskiöld selv havde ved denne færd gjort sin teori om et isfrit indre lidet sandsynlig. Dette mente han ogsaa den første tid efter hjemkomsten. Senere har han imidlertid «atter begyndt at tvile og anser det for at være idetmindste muligt, at de i 1883 havde gaaet frem kun paa et bredt isbaand, som ved 69° og 70° n. br. strækker sig tvers over landet»[31], mens der nordenfor og søndenfor kan være isfrie oaser. Et muligt bevis derfor mener han at have i to ravne, som lapperne saa paa sin skifærd, og som kom flyvende fra nord og vendte tilbage did efter at have naaet deres skispor. Da disse fugle paa den tid af aaret sjelden pleier at fjerne sig langt fra sine hækkepladse paa kystfjeldene, saa mener han, der er meget, som kan tale for, at de har havt et isfrit tilholdssted i nord. Dette har muligens været ved et sund, som Nordenskiöld mener, der er sansynlighed for, gaar tvers gjennem Grønland fra Jakobshavns isfjord og muligens til Scoresby-fjord paa østkysten, og som «i de sidste aarhundreder er bleven spærret af ismasser, der er brudt frem fra isbræer ved sundets kyster». Troen paa dette sund har Nordenskiöld fra Hans Egede og Paul Egede, som beretter, at eskimoerne har et sagn om et saadant[32].

Troen paa sund gjennem Grønland, eller at dette endog var en samling øer, tildels dækkede over af is, har, lige siden det blev gjenopdaget i det 16de aarhundrede, stadig kommet igjen i forskjellige former. Oprindelig var det det saakaldte «Frobisher-stræde» og «Beare-sund», man søgte efter i det sydlige Grønland, og disse aflagdes paa alle den tids karter. Oprindelsen til disse var den, at Frobisher havde gjort en del opdagelser blandt øerne i det nord-amerikanske archipel paa den vestre side af Davis-strædet uden at vide, hvor han havde været. Senere troede imidlertid andre, at det maatte være Grønland, han havde besøgt, og henlagde saa de af ham beskrevne sunde og øer did. At Frobisher ikke havde besøgt Grønland, men landene paa den anden side strædet, blev vistnok snart opklaret, men det forhindrede ikke, at troen paa Frobisherstrædet o. s. v. tvers gjennem Syd-Grønland holdt sig længe efter den tid, og vi finder den endog hos Granz «Historie von Grønland» i 1765, hvor der berettes saavel om et sund tvers over Syd-Grønland som om det sund, der efter det gammel-grønlandske sagn skulde gaa tvers over Mellem-Grønland. Hans Egede troede ikke paa, at der fandtes sund tvers over Syd-Grønland, da han ikke selv havde kunnet finde noget saadant, og aflagde derfor heller intet paa sit kart i «Det gamle Grønlands nye Perlustration etc.», som udkom i Kjøbenhavn 1741. Derimod troede han og sønnen Paul, som vi har seet, paa det sund, der efter grønlændernes sagn skulde have strukket sig fra Jacobshavns isfjord over til østkysten, og dette afsætter han saa isteden paa dette kart, ligesom Paul Egede har det paa sit kart i «Efterretninger om Grønland, 1788». En facsimile af det sidste gjengives af Nordenskiöld i «Den andra Dicksonska expeditionen», side 234.

Jeg skal ikke her indlade mig paa nogen indgaaende drøftelse af det mulige i, at et saadant langt og smalt sund, hvis sidestykke neppe kjendes, skulde kunne eksistere; det forekommer mig, at allerede Grønlands hele form og orografiske bygning gjør dette yderst usandsynligt.

Den sidste ekspedition paa Grønlands indlandsis før 1888 er den, som foretoges 1886 af Robert E. Peary, civilingeniør i de Forenede Staters marine, og dansken Chr. Maigaard, assistent i den kongelige grønlandske handel.

Peary kalder selv turen en foreløbig rekognosceringstur.[33] Det var oprindelig tanken at foretage den med hunde og slæder, men i sidste øieblik svigtede de dertil leiede grønlændere og drog bort med slæderne og hundene. Peary og Maigaard blev da nødte til at foretage vandringen tilfods og alene; vistnok havde de 1 grønlænder og 1 grønlænderinde til at hjælpe sig de første dage, men ingen af disse kunde overtales til at gjøre følge mer end et lidet stykke ind paa isen.

Til udgangspunkt valgtes bunden af Pakitsok-fjorden eller Ilordlek-fjorden paa 6912° n. br., altsaa den samme fjord, hvorfra Whymper havde gjort sit forsøg, og hvor vor landsmand Amund Helland havde været inde paa isen.

Opstigningen paa selve isen begyndtes den 28de juni. Provianten, som var beregnet for 30 dage, og den øvrige udrustning blev trukket paa 2 amerikanske slæder af hickori (2,70 m. lange, 33 cm. brede og c. 11 kg. tunge). Der medbragtes ski og kanadiske snesko, og disse synes at have været i flittig brug. Istedenfor telt havdes kun en presenning, hvormed man dækkede over sig i læ af slæderne. Da de kom et stykke ind (7de juli), lagede de for hver dag (de sov om dagen og gik om natten) snehytter, indtil de kom saa langt ind og saa høit (12 juli), at sneen ikke egnede sig dertil. Om kvelden den 2den juli, da de paa grund af vind og snefok havde maattet ligge stille siden morgenen den foregaaende dag, bestemtes det at vende tilbage til teltet ved fjorden for at afvente bedring i veiret, mens slæderne og udrustningen lodes igjen.

Den 6te juli vendte de atter tilbage til slæderne og fortsatte videre indover efter at have ladet tilbage et proviantdepot for 8 dage. Da de den næste morgen gik over en liden sjø, bedækket med tynd is, faldt Maigaards slæde igjennem denne; de fik den atter trukket op; men «den var, siger Maigaard[34] ved det meget vand, min bagage havde indsuget, bleven mindst 100 lb[35] tungere end forhen»; og han kunde kun med besvær trække den.

Temperaturen var under den største del af turen under nul og følgelig gunstig for skierne, natten mellem 12te og 13de juli var der endog ÷14° C. Den 9de juli var det imidlertid et ubehageligt omslag i veiret, idet en sydostlig vind bragte temperaturen til at stige fra ÷6° C til +8° C og gjorde sneen ganske blød. Det synes at have været en ren føhnvind derinde paa indlandsisen.

Den 11te juli nedlagdes i en høide af 5000 fod et nyt depot af proviant og andre udrustningsgjenstande.

Den 17de juli om morgenen naaedes en høide af c. 7500 eng. fod i en afstand fra isranden, som Peary efter en længdeobservation angiver til omkring 100 eng. mil.

Her opholdtes de af storm med snefog indtil den 19de juli, da veiret klarnede, saa de kunde tage en middagsobservation og derefter om kvelden kl. 6 begive sig paa hjemveien. Da de nu fik vinden i ryggen, surredes de 2 slæder sammen til en «seiler», paa hvilken nogle alpestokke anvendtes til mast, en presenning til seil og en ski med paasurret øks til ror.

Med dette fartøi seiledes ifølge Maigaard 6 geogr. mil den første nat, 7 geogr. mil anden nat og 12 geogr. mil 3dje nat, derefter maatte man paa grund af isens beskaffenhed trække slæderne.

Morgenen den 24de juli naaedes teltpladsen ved fjorden, efterat der var tilbragt alt i alt henimod 23 døgn paa isen.

Den is, som befaredes under denne ekspedition, var naar undtages den allerførste del af den, gjennemgaaende meget jevn, ja endog jevnere end den, Nordenskiøld færdedes over i 1883. Den havde endvidere ikke mange sprækker og adskiller sig fra den sidstnævnte derved, at den den største del af veien var dækket af tør sne, i hvilken Peary, da han var længst inde, kunde støde sin stav 6 fod ned. Dette har ogsaa i høi grad lettet reisen.

Desværre hviler Pearys længdeangivelse kun, som det synes, paa nogle høideobservationer, foretagne med en let reise-teodolit omkring middag en eneste dag, den 19de juli. De udtryk, han bruger, er ikke ganske tydelige, han omtaler blot «circummeridiane høider», («circummeridian sights»), og det samme udtryk bruger ogsaa Maigaard i sin beretning. Disse saakaldte «enkle middagshøider» er som bekjendt meget usikre til længdebestemmelse. Som kronometer benyttedes et lommeur (det medbragte kronometer var gaat i staa), som Peary forsikrer skulde være meget paalideligt; det fremgaar dog ikke, saavidt jeg har seet, af hans beretning, at der foretoges observationer for at kontrollere gangen senere ved kysten. Den opgivne afstand af 100 engelske mil (160 km.) fra isranden tør saaledes ikke ansees som fuldt nøiagtig. Noget, der muligens ogsaa kunde tale derfor, er, at de dertil nødvendige dagsmarscher, som af Maigaard opgives til delvis at have været 3 til 4 geografiske mil, synes vel store. Jeg ved af egen erfaring, at det kan holde haardt nok at tilbagelægge en saa lang strækning om dagen med en tung slæde opad en omend svag stigning.[36]

Hvordan det end forholder sig hermed, saa er denne ekspedition en af de merkeligste, som er foretagne paa indlandsisen, og man maa beundre de to reisende for, at de opnaaede saa meget ganske alene og med saa smaa midler.

Endnu samme sommer besøgte Peary ogsaa indlandsisens rand paa flere steder længer nord.

Som det vil sees, er der gjennem aarenes løb ved disse mange ekspeditioner paa indlandsisen og til dens rand skaffet tilveie et stort materiale af observationer, som sætter os istand til at danne os et nogenlunde godt og fyldigt begreb om dennes beskaffenhed langs hele vestkysten op til Upernivik; ved to ekspeditioner (Nordenskiöld 1883 og Peary 1886) har vi ogsaa faaet vide, at der indenfor den ydre, af sprækker og ujevnheder opfyldte isbræm findes en udstrakt, fuldstændig jevn snemark, som hæver sig sagte mod det ukjendte indre.

Et væsentligt hul i vort kjendskab til denne indlandsis er saaledes udfyldt, men der staar endnu meget igjen, og opklaringen af en del af dette var det, denne ekspedition havde sat sig som opgave.

Til indlandsisens beskaffenhed paa østkysten kjendte man lidet eller intet; vistnok havde den danske konebaadsekspedition under kapt. Holm seet meget af dens rand, men der havde ikke været tid til at ofre denne nogen opmerksomhed, og selve isen var endnu ikke betraadt af europæere paa den kant[37]. Allerede en undersøgelse af isens beskaffenhed, stigningsforhold o. s. v. paa denne side vilde derfor være af betydning.

Endnu mere ukjendt var imidlertid fremdeles hele det indre. Vistnok kunde vi fra de 2 sidste ekspeditioner drage enkelte slutninger om, hvorledes der sandsynligvis saa ud, men dette var af mindre værd, saalænge ingen havde været der, og der hævede sig jo endnu vægtige røster for, at det ikke var helt sne- eller isdækket. Uagtet jeg aldrig havde heldet til denne mening, forekom det mig, at undersøgelsen af høide- og stigningsforholdene i det indre, med andre ord formen af hele den sne- eller iskappe, som dækker Grønland, maatte være af stor interesse.

Men noget, hvis undersøgelse jeg tillagde næsten endnu større værd, var de meteorologiske forhold i Grønlands indre. Til nogen fyldigere kundskab derom ydede de tidligere ekspeditioner lidet eller intet, og jeg sagde, som det synes medrette, i min artikel i «Naturen» (januar 1888),[38] «at for meteorologerne vil iagttagelser over klimatet, maalinger af temperatur, fugtighed, vind og vindretninger, oplysninger om nedbør og skydannelse paa disse uhyre sne- og ismarker være af stor betydning; der hersker her forhold, som er saa rent forskjellige fra forholdene i de egne, hvorfra man regelmæssig faar observationer.» Vi skulde da ogsaa, som senere vil bli omtalt, faa det sidste i høi grad bestyrket. Jeg kunde gjerne tillagt, at ogsaa for geologerne vil saadanne oplysninger være vigtige; thi hvordan skal man kunne danne sig nogen grundet mening om indlandsisens indre husholdning, om man kan kalde det saa, før man kjender de nedbørs- og temperaturforhold m. m., som raader paa dens overflade.

Dette stod for mig som de vigtigste af de opgaver, der var at løse i Grønlands ukjendte indre.

Men hvad «nytte» kan saadanne oplysninger bringe? Det er det samme spørgsmaal, som har været fremsat overfor saa mange opdagelsesreiser, og som vil bli fremsat overfor hver eneste ny. Der kunde svares meget derpaa og bl. a. erindres om, hvilken indflydelse et saadant høiland af is og sne maa have paa klimatet i alle omkringliggende dele af jorden, hvorledes hver enkelt del af jordfladen staar i nøie sammenhæng med de øvrige; men allerede det, at Grønlands indre er en del og en ikke ganske liden del af den planets overflade, hvorpaa vi lever, er nok til, at vi vil kjende den, og at vi ikke ophører, før vi gjør det, om end veien skulde gaa over grave. Jo før det kan naaes, desto bedre.

  1. Der staar flertal, isum, og skulde altsaa egentlig oversættes isene.
  2. Af Direktørernes Brev til Raadet i Grønland. Bergen 19 April 1723. Det her anførte er taget fra P. Eberliens artikel i «Archiv for for Math. og Naturv.» Kristiania 1890.
  3. Egedes svarskrivelse. 31 juli 1723. Begge skrivelser findes i Rigsarkivet i Kjøbenhavn. Grønlandske Desseins Indtægt- og Udgift-Forklaringer 1721—25.
  4. Fra assistent Fersleff. 1727. Rigsarkivet, Kbhvn Grønlandske Expedition 1728—33.
  5. Fra Frederik IVs instruks til major Paars, trykt i «Meddelelser om Grønland» Hefte IX, side 30—31. Kjøbenhavn 1889.
  6. Det er første gang heste sendes til Grønland for at bruges paa indlandsisen, anden gang var paa vor ekspedition — ingen naaede isen.
  7. Journal ført ved Godthaab, trykt i «Tilskueren» aargang 6, side 483—484. Kjøbenhavn 1889.
  8. Dette ligesom følgende citater om Paars’s reise er tagne fra hans rapport til kongen, som er trykt i Peter Eberliens artikel i «Tilskueren» aarg. 6. side 485—488. Kjøbenhavn 1889.
  9. Jeg har ikke havt anledning til at se denne bog; det her anførte er derfor taget fra kapt. J. A. D. Jensens bog: «Om Indlandsisen i Grønlands o. s. v. Kjøbenhavn 1888, side 34 anm.
  10. Kablunak eller rettere kavdlunak betyder paa grønlandsk europæer, bruges for tiden dog nærmest om danske. Med «de gamle Kablunakiske Fielde» menes fjelde, som skulde ligge i de gamle europæeres, altsaa de gamle nordmænds land, det er Østerbygden.
  11. Hvilken nunatak denne Omertlok har været, kan neppe afgjøres med sikkerhed, da der ligger flere nunataker inde paa indlandsisen paa den sydlige side af Fredrikshaabs isblink, og ingen af dem kaldes nu, saavidt vides, ved dette navn af grønlænderne. Saavidt jeg forstaar Dalagers beretning, har han først besøgt en nunatak og derfra fortsat næste dag videre indover til en anden «det øverste (det er muligens det nordligste) Field paa Isblinken.» Det forekommer mig derfor at være mindre sandsynligt, at dette fjeld (Omertlok) skulde være den samme nunatak, Nasausak, som i 1878 blev besøgt af kapt. J. A. D. Jensen og hans ekspedition, saaledes som denne synes at antage (se hans ovenfor anførte bog: «Om Indlandsisen i Grønland» side 24, se ogsaa hans beretning: «Meddelelser om Grønland» Bd. 11, side 48). Mellem Nasausak og indlandsisens rand ligger ingen nunatak, og afstanden fra denne er heller ingen mil.
  12. O. Fabricius. Om Drivisen i de nordlige Vande og fornemmelig i Davis-strædet. (1784) — Dansk Vid. Selsk. Skrifter. 1788. 3; 65—84.
  13. Gieseckes mineralogiske Reise i Grønland ved F. Johnstrup. Kjøbenhavn 1878, side 173.
  14. Allerede det foregaaende aar (1859) skulde amerikaneren oberst Schaffner paa sit tidligere omtalte (se side 269) besøg i Julianehaab have gjort en udflugt paa indlandsisen under ledelse af løitnant Høier, handelsassistent ved kolonien. (Nævnt i Zeilau, Fox-ekspeditionen. Kjøbenhavn 1861).
  15. Th. Zeilau: Fox-Ekspeditionen i Aaret 1860 o. s. v. Kjøbenhavn 1861. Side 156—171.
  16. Se diskussionen i anledning forfatterens foredrag i London i «Proceedings of the Royal Geographical Society and Monthly Record of Geography», August No. London 1889.
  17. Edward Whymper: «Explorations in Greenland» i tidsskriftet «Good Words», udgivet af Donald Macleod, D. D. Januar, Februar, Marts. 1884. Dette er den eneste mer udførlige beretning, selv har skrevet om sin reise. Hans ledsager, Robert Brown, har imidlertid ogsaa skrevet en artikel derom: «Das Innere von Grönland» i Petermanns Mittheilungen. 1871.
  18. Blandt deltagerne synes der ogsaa at have været en nordmand, ialfald havde en af dem det norske navn Olsvig.
  19. Robert Brown, som var en af disse 3, kommer med den besynderlige angivelse (i sin artikel i Petermanns Mittheilungen 1871 s. 385), at de længst inde saa foran sig en nunatak eller 0, som nu er helt omgivet af is, men som endnu i dette aarhundrede kunde naaes i kajak og var beboet. (??)
  20. Der er en beretning om færden af Nordenskiøld: «Redogörelse for en expedition till Grönland år 1870» i Oversigt af K. Vet. Akad. Forh. Stockholm 1870, s. 973.
  21. Dr. H, Rink har herom givet en meddelelse i Petermanns Mittheilungen 1883. s. 133.
  22. Se herom i Nordenskiølds: «Den andra Dicksonska Expeditionen till Grønland o. s. v.» Stockholm 1885, side 155.
  23. Denne reise findes ligeledes beskrevet i: «Good Words». 1884 side 101—103 og 183—189.
  24. Helland har beskrevet sine iagttagelser i Grønland: «Om de isfyldte Fjorde og de glaciale Dannelser i Nordgrønland» i Archiv for Math. og Naturvid. Bd. I. Kristiania 1876; samt en artikel i «The Quarterly Journal of the Geological Society (London) for Februar 1877 side 142— 176, betitlet: «On the Ice-Fjords of North Greenland, and on the Formation of Fjords, Lakes and Cirques in Norway and Greenland».
  25. Über das Binnenland Grönlands und die Möglichkeit, selbiges zu bereisen», Petermanns Geogr. Mittheilungen 1875 Hefte VIII side 297—300. «Om Grønlands indland og Muligheden af at bereise samme.» «Fra Videnskabens Verden». Kjøbenhavn 1875.
  26. Foruden Steenstrup bestod den af cand. polyt. Kornerup og daværende premierløitnant i marinen G. Holm.
  27. Se herom «Meddelelser om Grønland», hefte I. side 6. (Kjøbenhavn 1879).
  28. Denne ekspedition er beskrevet i «Meddelelser om Grønland», hefte 2 (1881) side 1—27.
  29. Se herom «Meddelelser om Grønland», hefte i side 8.
  30. Se herom Nordenskiøld: «Den andra Dicksonska Expeditionen till Grønland o. s. v.», Stockholm 1885, side 8 og følgende.
  31. «Den andra Dicksonska expeditionen o. s. v.» side 129.
  32. Se forøvrigt herom i «Den andra Dicksonska expeditionen osv.» side 233 — 235.
  33. Bulletin of the American Geographical Society bd. XIX, New York 1887, s. 261—289.
  34. Maigaard Geografisk Tidsskrift bd. 9. Kjøbenhavn 1888 side 90.
  35. Det er altsaa omkr. 50 liter vand, hvilket vel er noget meget; hvad der var i bagagen, som trak saa meget vand i sig, oplyses ikke.
  36. Hvorvidt høidebestemmelsen (7 525 engelske fod) er ganske nøiagtig, er vanskeligt at afgjøre, da den kun er gjort efter observationer, tagne med et aneroidbarometer. Uagtet vi paa vor færd havde 3 udsøgte gode aenroidbarometre; forfærdigede i London for øiemedet, saa vilde vi dog, hvis vi ikke havde havt daglig kontrol med kogebarometret, have anslaaet høiden meget for høit, (hvilket jeg ogsaa gjorde straks i mit brev fra Godthaab til Etatsraad Gamél, da kogebarometerobservationerne endnu ikke var udregnede). Merkværdig nok sank og steg alle 3 barometre fuldstændig regelmæssig og overensstemmende med hverandre og indtog, da vi atter naaede havfladen, en stand meget lig den, de havde, da vi forlod østkysten. Det vil deraf sees, at man maa være forsigtig med at tillægge observationer, foretagne udelukkende med aneroidbarometre, for stort værd. Den opgivne høide synes imidlertid, saafremt afstanden fra kysten er rigtig, ingenlunde at være for høi. Vi havde allerede i en afstand af 15 mil (110 klm.) fra øst- og 22 mil (160 klm.) fra vestkysten naaet en saadan høide, og stigningsforholdene maa efter min mening forudsættes at være henimod de samme mellem den 69de og 70de breddegrad.
  37. Nævnes kan i denne forbindelse, at kaptein Hovgaard, lederen af Dijmphna-ekspeditionen, efter hvad han fornylig selv har berettet mig, indgav for en del aar siden til ministeriet i Kjøbenhavn et forslag om, at den da paatænkte konebaads-ekspedition til østkysten skulde forbindes med en ekspedition med hunde og slæder over indlandsisen fra østkysten til vestkysten, hvilken ekspedition han mente med lethed at kunne udføre. Planen synes ikke at være bleven skjænket megen opmerksomhed.
  38. «Grønlands Indlandsis», «Naturen». Bergen 1888.