Paa ski over Grønland/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

XV.
Vor sidste teltplads paa østkysten — første vandring paa indlandsisen.
————————

Tidlig paa kvelden, omkring 8, landede vi da endelig i tæt taage ved vor sidste teltplads paa Grønlands østkyst. I det samme jeg satte foden paa land, lettede en flok snepper og slog sig atter ned paa en sten tæt ved. I et skud fik jeg 4 af disse lækre fugle, og det var ligesom en god begyndelse. Balto var saa modig og ovenpaa den dag, at han neppe var kommen op paa berget, før han tillod sig den store synd at foredrage en længere messe efter en af presterne i Finmarken, hvilket han gjorde ypperlig, men aldrig turde, naar han ikke var sikker paa livet. Idag tillod han sig desuden en liden ed, og det var længe, siden det hændte. Ja, han leverede endog det nye testamente paa lappisk, som han havde laant og opbevaret for Ravna, tilbage til denne. Han mente, at han nu ikke havde mere brug for det. Da Sverdrup sagde til ham, at han ikke burde være saa sikker i sin sag, der kunde endnu bli mangen «haard støit», før han rak vestkysten, blev han lidt betænkt og bandte ialfald ikke mer.

Vi havde efterhaanden erhvervet os en sjelden øvelse i at losse vore baade; men aldrig er det skeet hurtigere end hin kveld. Der var en glad iver over alt, vi gjorde, og denne formindskedes ikke ved, at jeg lovede dem at koge kaffe. I mine dagbogsoptegnelser heder det blandt andet: «Mens baadene tømtes, gik jeg igang med kaffekogningen. (Det var det 2det varme maal paa de 12 dage, vi havde tilbragt langs østkysten). Kaffeen og kveldsmaden blev nydt paa berget nede ved baadene i den mest tilfredse stemning, selv lapperne syntes fornøiede. Vi havde følelsen af at have naaet vort bestemmelsessted og overvundet en vanskelighed. Vistnok stod den sværeste del af turen tilbage, men der var fastere grund at gaa paa, sikrere is at regne med, ikke drivende isflag og baade, som kan knuses hvert øieblik. Især for lapperne var indlandsisens snemarker mer hjemlige end den omskiftende drivis. Det landskab, som omgav os, vilde vistnok ikke for enhver synes saa vakkert, som det syntes os. Det var de graa gneisklipper, hvorpaa vi sad, og saa paa begge sider isbræer, som gik lige i havet. Taagen var letnet noget igjen, saa ogsaa fjeldet (ɔ: Kiatak) kunde skimtes ialfald delvis. Paa vandet svømmede hist og her enkelte kalvisstykker. Det var en blanding af graat og hvidt det hele, hist og her lidt islæt af blaat, — graa luft, blygraat hav med hvide isstykker og graat fjeld med hvid sne omkring, og saa lidt blaat i revnerne i bræen ligeoverfor eller i kalvisblokkene paa sjøen. Men indeni os var intet graat nu.»

«Det var med en let og glad følelse, at alle mand gik tilkøis den kveld, efterat en god teltplads var fundet oppe paa berget.»

Den 11te oprandt med det herligste veir. Fra pladsen foran teltet saa man det blaa hav hvælve sig i solskinnet udover mod horisonten, kun hist og her saaes spredte isfjelde og kalvisstykker svømmende paa det koldblaa dyb, over hvilket bølgerne i den svage morgenbris spillede og glitrede i solen. I syd saaes Kolberger Heide dukke op med sine sne- og ismasser og sine mange nunataker. Foran os i øst reiste Kiatak sin mægtige afrundede kegleform lige op af det blaa dyb mod den skyfri, klare augusthimmel. Fra

Udsigt østover fra vor sidste teltplads paa østkysten. Fjeldet Kiatak. Morgenen den 11te august. (Efter et fotografi).
Udsigt østover fra vor sidste teltplads paa østkysten. Fjeldet Kiatak. Morgenen den 11te august.
(Efter et fotografi).


denne stenjætte og overalt nordover bredte indlandsisen sine hvide masser oppe mod himmelranden. Nederst nede blir disse masser mer og mer blaa og mer og mer sønderrevne og kløftede, indtil de ender i en høi søndersplintret isvæg nede ved sjøen. Fra disse blaa isvægge er det de mange kalvisstykker, som svømmer rundt omkring, styrter ned med et dundrende brag. Øverst oppe hvælver isen sig indover som en eneste hvid flade, der kun hist og her sees gjennemfuret af enkelte blaa sprækker; tilsidst tabes den af syne, hvid og næsten varm staar den mod himlens blaalig-grønne farve.

Det er ikke mange lyd, som høres i denne natur, kun ternernes iltre skrig skjærer i dine øren, mens du staar der, fyldt af denne naturs storslagne, men golde skjønhed. Af og til høres imidlertid fra bræen derover, hvergang den slaar en ny revne, eller hvergang den gjør et lidet skub udover, dundrende brag, som har den mest skuffende lighed med kanonskud; glemmer man for et øieblik, hvor man er, eller hører man dem i halvsøvne om morgenen, skal man let nok tage feil af dem.

Men solen har alt længe kaldt os til arbeide, lad os i en fart faa frokosten. De fleste medlemmer af ekspeditionen maa derpaa straks sættes igang med at skrabe rusten af kjælkemeierne og saa senere af skiernes staalbelæg. Som de nu er, medtagne af sjøvand og fugtighed, er de ikke til at komme nogen vei med. Dietrichson skal optage et kart over bugten, odden og de nærmeste dele af indlandsisen, mens Sverdrup og jeg skal foretage vor første vandring ind over indlandsisen. Det maatte jo undersøges, om det her var muligt at komme frem, samt hvor det i tilfælde vilde bli heldigst at tage fat. Vi brændte af utaalmodighed efter at faa kaste et blik ind over dette terra incognita, som sikkert nok endnu ingen menneskelig fod havde betraadt. Der var dog adskillige forberedelser, før vi kunde komme afsted, forskjellige astronomiske observationer maatte tages idag, vi havde solen, nogle fotografier var det ogsaa godt at faa i dette veir. Omsider, da solen havde passeret meridianen, og vi havde faaet vor middagshøide, var vi ferdige, nisteskræppen var snørt, alpetauget og isøkserne havde vi ogsaa, og afsted drog vi opigjennem den snebare fjeldskraaning, som fra teltet hævede sig et stykke indover omgivet af bræmassen, og som jeg har kaldt Nordenskiölds Nunatak. Snart var vi oppe paa toppen, indenfor os fandt vi et lidet jøkelgjærde, hvorfra der var en god udsigt over isen. Vi saa nu, at den ikke var fuldt saa jevn, som den fra sjøen havde seet ud til, talrige sprækker gjennemfurede dens hvide overflade paa alle kanter. Det var dog fremfor alt tvers over de to isstrømme eller skridjøkler, som skød sig ud paa begge sider nordenfor og søndenfor. Efter at have forsøgt den i nord og fundet dens overflade fuldstændig ufremkommelig, forstod vi, at den eneste mulige fremkomst maatte være langs ryggen mellem skridjøklerne. Et godt stykke kom vi her frem over sprækfri is. I begyndelsen var denne haard, omend ujevn og med en ru, skarp overflade, som knasede under fødderne og sled ganske ubarmhjertig paa støvlesaalerne. Senere kom vi ind paa noget blødere, men vaad kornsne, hvor foden sank lidt i. Det varede imidlertid ikke længe, før vi traf paa sprækker, først smale og ganske uskyldige, som vi med lethed skrævede over; men snart blev de bredere og, som det syntes, bundløse. Disse kunde vi ikke engang hoppe over, maatte udenom, snart til høire, snart til venstre.

Som bekjendt gaar sprækkene almindelig tvers paa den retning, hvori skridjøklerne skyder sig frem. De opstaar derved, at ismassen hvælver sig udover rygge eller ujevnheder i det underliggende land. Herved presses følgelig dens underste lag sammen, mens sneen eller isen i de øvre lag slides fra hinanden og brister nedigjennem helt mod bunden, og derved er en revne dannet langs henad den ryg, hvorover skridjøklen bevæger sig. Efterhaanden som bevægelsen skrider frem, slaaes nye revner, som alle løber i omtrent samme retning[1].

En lang stund klarede vi os nogenlunde godt, dels kunde vi holde os langs sprækkerne nordefter, det bar ikke saa meget af fra kursen, dels var disse ikke saa lange; de smalnede enten af, saa vi kunde hoppe over eller komme udenom, hyppig gik vi over dem paa hule snebroer eller paa smale rygge, dannede derved, at isen ikke var ganske kløvnet, men en isstrimmel var bleven hængende igjen fra kant til kant som en smal, skraa bro, hvorfra man til begge sider saa ned i det blaa, bundløse dyb. Saalænge snelaget paa isen var tyndt, var der ingen fare, man saa, hvor der var fast grund for foden, og hvor man maatte tage sig i vare eller maatte skynde sig over; tauget havde vi knyttet om livet, det maatte holdes stramt mellem os, forat, naar en gled eller faldt igjennem, den anden straks kunde støtte ham.

Efterhaanden som vi kommer frem, tiltager imidlertid snemængden paa isen, vi synker i den vaade kornsne til anklerne, det blir tungt at gaa, og forrædersk ligger sneen udover sprækkernes kanter, ja dækker dem undertiden helt, saa det ser jevnt ud; man maa da føle sig for og stikke i sneen med staven overalt, ellers staar man snart nok paa hul grund, hvor kun et par tommer sammenføget sne skiller en fra dybet, hvori staven falder ned ved det svageste tryk; føler man dette, træder man hurtigst muligt tilbage, eller ogsaa gjør man et fortvilet skridt forover, saa langt de korte eller lange ben tillader, for om muligt at naa fast grund paa den anden side, mens kameraten tager spændtag med foden og godt hold i tauget for at være færdig til at holde igjen, om sneskorpen skulde briste.

Slemme fald fik ingen af os, det saa dog et par gange stygt nok ud, vi faldt i til under armene og kjendte benene dingle i det tomme rum nedenunder. Da dette i

Pludseligt fald gjennem sne, som ligger over en spræk. (Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren).
Pludseligt fald gjennem sne, som ligger over en spræk.
(Af E. Nielsen efter en skisse af forfatteren).

længden bliver mindre behageligt, var det derfor naturligt, at vi søgte ud af dette lænde og længer syd paa, hvor sneen var mindre og sprækkerne ikke saa talrige. Da vi her ikke behøvede at være saa forsigtige som tidligere, kom vi raskt frem et stykke. Efterhaanden ophørte sprækkerne næsten ganske, men til gjengjæld laa den vaade kornsne dybere end nogensinde, og det var utrolig tungt at stampe sig frem, mens vi sank i til langt over anklerne; vi angrede nu bitterlig, at vi ikke havde taget ski eller indianertruger med; vi havde vistnok vore norske truger paa ryggen, men der var lidet vundet ved at bruge dem, de var for smaa til at bære ovenpaa i dette føre.

Stigningen havde været temmelig jevn, lige siden vi i ca. 125 m (ca. 400 fods) høide forlod det faste fjeld. Foran os i nordvest (retvisende) havde vi en høide, hvorfra vi antog at maatte faa den forønskede udsigt ind over isen, naar vi bare kunde naa did; men veien var lang, og føret som sagt nederdrægtigt. Imidlertid var maverne blevne tomme nok, og solen stod langt nok mod vest, til at vi kunde tænke paa de materielle fornødenheder, lægge vidjetrugene paa sneen, trampe hul ned foran dem og paa den maade lage os et nogenlunde tørt og varmt sæde i solstegen. Det var en sand vederkvægelse at faa hvile lidt, mens vi huggede kraftig ind paa pemmican og beskøiter, kastede et blik paa landskabet omkring os og nød den skyfri himmel og det straalende veir; kun stak solskinnet, som kastedes tilbage fra den hvide sneflade, os vel meget i øinene, desværre havde vi glemt snebrillerne i teltet og kunde saaledes ikke stænge det ude.

Foran os i syd hvælver den brede isstrøm sin sprækkede og gjennemfurede overflade nedover mod sjøen. Vi ved, at der lavere nede skal være nogle fjeldknauser, men de er nu dækkede for os, og vi ser kun havet udenfor, som hvælver sin blaa flade lige til himmelbrynet. Nogen egentlig drivis er ikke at øine, kun spredte isstykker, væsentlig stammende fra bræerne. Hvilken forandring i de faa uger, som er forløbne, siden vi langt derude drev her forbi paa et isflag! Da laa drivisen lige fra landet mer end 6 mil tilhavs saa tæt, at ikke engang vore smaa baade kunde slippe igjennem, og nu kunde den største eskadre slippe frit tillands hvorsomhelst uden engang at røre ved et isstykke. Senere paa dagen fik vi høiere op udsigt helt nordover mod Kap Dan, hvor vandfladen strakte sig lige blaa og blinkende ind til stranden hele veien, og ingen havis øinedes.

Men middagen var færdig, og vi maatte «nøite os», skulde vi naa høiden før solnedgang, som er den tid, man ser skarpest i de større afstande over snefladerne. Vi stampede os derfor videre med de fornyede kræfter, som mad og hvile kan give en. Føret blev stadig daarligere og daarligere, en skorpe, som her laa ovenpaa sneen og var en levning efter tidligere dages nattefrost, trættede meget, idet man ubarmhjertig plumpede gjennem den, naar foden sattes ned, og den hang sig om anklen, naar foden atter løftedes op. Det var tilgagns, hvad vi hjemme kalder «huggeskare», og den kan som bekjendt arme ud den sterkeste. Og udarmede blev vi, saameget mer som vore ben var fuldstændig ude af træning; de havde ikke faaet bevægelse paa mange maaneder, naar undtages den smule, de fik under baadtrækningen i drivisen. Det tog især godt i musklerne over knæerne og i læggene.

Men her var ingen barmhjertighed, vi maatte klemme paa for at naa op paa høiden og faa udsigt indover isen snarest muligt; thi det saa ud til, at vi kunde faa regn og usigtbart veir deroppe, kom vi ikke tidsnok; luften antog allerede en uhyggelig graa, ulden farve langs den høieste ryg. Vi fordoblede vore anstrengelser og skrævede afsted. som bedst vi kunde. Langt om længe, efterat vi gang efter gang troede vi var der, men fremdeles fandt det høine sig bagenom, kom vi da op mod toppen af den eftertragtede høide, men ak og ve, livet er rigt paa skuffelser. Har man naaet en høideryg, ligger der altid bagenom den en endnu høiere, som stænger for synet. Men vi maa ogsaa did; vistnok stod det til at formode, at vi allerede var komne over den værste is paa de par mil, vi nu havde gaaet; men der turde dog endnu være slemt nok indenfor. Altsaa videre, saa hurtig benene vil bære, mod det høieste sted af ryggen foran. Der ser ud til at være mange sprækker; men de er vel ikke værre, end de kan klares. Det har begyndt at duskregne lidt, vi stiger op ad den temmelig bratte skraaning, det gaar tungere end nogensinde, vi synker nu i sneen til op paa laarene. Det hjælper ikke, om regn og skodde truer aldrig saa meget, vi maa stanse af og til og puste lidt i bakken, dødstrætte som vi er. Denne gang ser det dog ud til, at vi ikke skal holdes for nar; naar bare regnen vil tillade det, faar vi nok en god udsigt indover, et stykke kan vi allerede se, ja skimter endog en enkelt hidtil ukjendt nunatak derinde; mer og mer begjærlige skræver vi afsted.

Endelig staar vi paa toppen af «den hvide haug», som vi har kaldt den, og blir nu rigelig belønnede for vor møie. I hele sin majestæt ligger vidden udbredt for os. Duskregnen falder vistnok endnu som et fint støv, men det er dog ikke værre, end at alle ønskelige detaljer kan sees selv temmelig langt borte. Hele fladen synes at være jevn og uden sprækker lige til synskredsen. Det havde vi nu ogsaa ventet at finde; men hvad vi ikke havde ventet, det var de mange smaa og store nunataker, som saaes stikke op over snehavet endog i betydelig afstand indover. Mange af dem var helt hvide og snedækte, men i mange stak mørke, bare knauser frem gjennem sneen og dannede en skarp kontrast mod dennes drivhvide farve, hvor det søgende øie fandt velgjørende hvilepunkter paa den ensformige flade. I særdeleshed fremtrædende i sit udseende og i sin beliggenhed var en liden nunatak langt derinde, vi kaldte den «Jomfrua». Hvorfor den fik det navn, skal jeg ikke kunne sige med bestemthed, maaske var det, fordi den var saa ren og jomfruelig, der var kun lidt mørkt fjeld, som stak frem oppe nær hovedet. I formen mindede den ogsaa til en vis grad om en jomfru fra gamle dage med et stort hvidt krinolineskjørt. Indenfor stak der endnu et par toppe op, som var ganske hvide og forsaavidt endnu mere jomfruelige. Vi anslog afstanden til de inderste nunataker til 5 à 6 mil, og vi kunde vel neppe gjøre regning paa at naa dem paa mange dage; stigningen var vistnok jevn og flad, saa langt øiet rak, men føret var, som vi havde erfaret, alt andet end godt, især havde det sidste stykke været umuligt. Kom der ikke nattefrost, var udsigterne ikke af de lyseste. Men barometret viste os, at vi nu var i henimod 3000 fods (over 900 m.) høide, og kom vi endnu et par tusend fod tilveirs, saa maatte vi dog faa frost, ialfald om nætterne. Stakkars naive mennesker, som sukkede efter kulde i Grønlands indre.

Men vort maal er naaet, vi har fundet isen, trods nunataker og trods den direkte opstigning fra sjøen, saa ligetil at befare, at vi aldrig havde haabet paa noget bedre. Vi er sultne, det er langt paa kveld, det er ikke for tidligt atter at sætte sig ned paa trugerne og lade nisteposen times sin ret.

Da kveldsmaden var greiet, gjaldt det at tænke paa tilbagetoget. Vi var mindst 2 mil fjernede fra teltet. At gaa samme vei tilbage, som vi var komne, var der liden mening i, vi var jo gaaede ud paa rekognoscering og maatte derfor undersøge, om der ikke andensteds var lettere fremkomst for ekspeditionen; isærdeleshed tænkte vi os muligheden af, at fjeldet, som vi nu havde i syd for os (paa Jensens land), vilde give en god adkomst til det indre. Man vilde her kunde stige høit tilveirs paa fast grund og derved undgaa en del af den vanskeligste is. Det var vistnok sent paa kveld til at forsøge nye veie, men lad skure, klarhed maa vi have, og vi faar tage natten tilhjælp.

Da føret heroppe var løsere og værre end nogensinde, maatte vi spænde trugerne paa for dog at forsøge, om de ikke skulde hjælpe lidt, og det gik virkelig betydelig lettere.

Holdende i sydlig retning mod fjeldet begyndte vi da paa hjemveien. Men det mørknede hurtig, og vi havde ikke gaaet langt, før det allerede blev uhyggelig vanskeligt at se sprækker i nogen afstand; vistnok var der endnu ikke mange af dem, men vi maatte være forberedte paa snart at møde dem i overflod. Det gjaldt at holde sig langs toppen af høideryggen, som skilte mellem de sænkninger, vi havde paa hver side; her kunde man gjøre regning paa at slippe nogenlunde fri. Et langt stykke gik det godt, føret blev ogsaa bedre, ja saa godt, at Sverdrup spændte trugerne af. Ikke langt borte saa vi allerede fjeldet, hvor vi haabede at finde vand, og hvor vi agtede at tage en god hvil og strække vore trætte lemmer paa bart fjeld; vi længtede usigelig efter fast land, og det kunde ikke være længe igjen. Men hvor ofte slaar ikke beregningerne feil, naar man har med is at gjøre, enten det nu er drivis eller indlandsis! Vi havde ikke gaaet mange skridt, før vi begyndte at ane, at dette «ikke længe» kunde bli langt nok og mer end det. Vi kom nemlig ind i et lænde med de længste og værste sprækker, vi endnu havde truffet paa. Til en begyndelse var de dog saa nogenlunde, og paa trugerne gik jeg stødt, kunde hoppe med større sikkerhed end før, da jeg var uden dem, og kunde med større dristighed vaage mig over snebroerne, da jeg ikke saa let faldt igjennem. Hvor broerne var for skrøbelige til at gaaes, valgte vi en anden og mer forsigtig maade, idet vi lagde os paa maven og krøb over paa alle fire. Paa denne maade fik legemet en mangedobbelt større flade at hvile paa.

Hvor isbroerne var for svage til at gaaes, krøb vi over paa alle fire. (Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren.)
Hvor isbroerne var for svage til at gaaes, krøb vi over paa alle fire.
(Af E. Nielsen efter skisse af forfatteren.)

Snart blev imidlertid sprækkerne saa brede, at der ingen broer var og ingen mulighed for at komme over. Vi maatte udenom; udenom gik vi da ogsaa tilgagns, vi fulgte langs dem i halvtimevis, snart nedenom, snart ovenom, især det sidste; men længere og længere blev de. Tilsidst kom vi til en spræk, som var bredere end nogensinde og, som vi skulde faa føle, ogsaa længere end alle de andre. Vi gik ovenom, da vi mente, at der op mod høiden skulde være størst sandsynlighed for, at den snart vilde slutte op; thi saa var det gjerne med de fleste; men denne gang skulde vi bli grundig narrede. Vi gik langt og længer end langt, vort fjeld svandt lidt efter lidt i mørket; men lige bred var og blev sprækken uden broer, og ikke kunde vi se nogen forandring fremover i mørket. Men alting har jo en ende, som gutten sagde, han skulde have ris — — —, og vi kom da tilsidst ogsaa til enden denne gang. Vi lovede os selv, at dette skulde bli sidste gang, vi gik oven om, den anden vei bar det da i ethvert fald nærmere fjeldet, hvor der sikkert maatte være vand at finde for vore brændende struber. Paa denne maade kom vi hurtigere frem, og vi havde nu den glæde virkelig at se maalet vokse i mørket. Vi havde ikke mange skridtene igjen, da vi foran os øinede en mørk stribe eller flade paa sneen. Vi troede først, det var en ny spræk, som skilte os fra maalet; men hvem kan beskrive vor glæde, da vi opdagede, at det istedenfor var vand, herligt rindende vand! I en fart fik vi frem trækoppen, og vi drak, ja vi drak, og vi nød, som kun den kan gjøre, der har stampet en hel dag gjennem vaad kornsne og huggeskare til langt paa læggene uden at smage en draabe af noget slags. Jeg tror neppe, livet har en høiere nydelse end at faa godt, friskt vand, naar man er færdig at «dø» af tørst; er det isvand, som her, saa drikker man, til isningen i tænder og i panden siger stop, saa puste lidt, og saa drikke igjen. Stille og andægtig suger man det i sig, forat isningen ikke skal komme for snart. Da vi nu havde drukket det, vi foreløbig orkede, fyldte vi vor trækop og vor lommeflaske, gik de par skridt, vi endnu havde igjen til fjeldvæggen, fandt et godt sæde paa en fremspringende knaus og huggede kraftig løs paa pemmican, beskøiter og kjødpulver-chokolade.

Men saa begyndte det at regne. Det var ikke fuldt saa behageligt, heller ikke at mørket tiltog i den grad, at vi neppe saa mere end et par skridt frem for os. Vi havde endnu et godt stykke igjen til teltet; altsaa atter afsted. Vi holdt kurs over isen sydefter langs fjeldet. Overfladen var her nogenlunde jevn, som den ofte er langs fast land, hvor isen gjerne ligger stille og er fastfrossen til bunden og fjeldsiden. Men saa blev skraaningen saa steil og glat, at det var med nød og neppe vi kunde hugge os fast i den; for at gjøre det ret hyggeligt, begyndte der nu ogsaa at optræde mægtige sprækker nedenfor os, gjennem mørket kunde vi skimte deres sorte afgrunde rede til at tage os i favn, i det øieblik vi tog et feiltrin, eller en fod gled. Fjeldvæggen ovenfor os var saa stupbrat, at vi ikke kunde komme op der, vi maatte frem, hvor vi var, og uden uheld naaede vi da et sted, hvor en berghammer skjød sig ud i ismassen. Mellem bergvæggen og isen var der her en mer end 20 m. bred og, som det syntes, bundløs kløft, udenfor i isen skimtedes adskillige sprækker gjennem mørket; hvor store disse var, kunde ikke afgjøres, men de var sikkert mer end store nok til at hefte fremkomsten. Der var ikke andet for end at tage ind over berget gjennem en dal, vi havde lige ved paa vestsiden af kløften, komme bagenom berghammeren og se, om det ikke skulde være mere farbart længere nede. Det var en sand vederkvægelse atter at gaa over fast grund og faa godt spændtag for hvert skridt. Trods styrtregnen, som blødte os gjennem til skindet, tog vi en lang hvil paa nogle stene; vi vilde vente, til det lysnede, med atter at gaa ud paa isen. Endelig kom dagen rød og glødende i øst og kastede et varmt skjær over himmel og landskab. Under os laa isen, den saa ud til at være lettere farbar, end vi havde ventet. Vi saa ud det lænde, hvor der var bedst fremkomst, og saa bar det atter ivei. Uagtet vi gik over bræen ikke langt fra det sted, hvor den tverstuper i sjøen, var isen her ikke saa sprækket og ufremkommelig som længere oppe; sønderbrudt og ulændt var den, fuld af opstaaende istoppe og skarpe kamme med kløfter imellem, som ofte kunde være tungvindte nok at komme over uden dog at være dybe. Men lange, bundløse sprækker, saaledes som ovenfor, var der ikke mange af, og de fandtes væsentlig kun i enkelte strøg. Grunden til, at det er saa lidet af dem hernede, maa være, at de fyldes med vand, som fryser og gaar over til blot at danne ujevnheder i isen. Snart var vi over, og efter endnu et par timers gang kunde vi endelig kl. 5 om morgenen fryde os ved synet af teltet. Her laa, som ventendes var, alle og sov paa sit grønne øre. Det første, vi gjorde, var at finde frem noget mad og gjøre os tilgode med, hvad huset formaaede; det fandt vi at have fortjent efter vor 4 eller 5 mils spadsertur. Saa krøb vi i poserne, strakte vore lemmer og søvnede blidelig ind, vel tilfredse med udfaldet af denne vor første vandring paa den saa meget omtalte og meget frygtede grønlandske indlandsis, som skulde være saa vrang at stige op paa og endnu vrangere at fare over.

Før vi tog fat paa selve isvandringen, havde vi adskillige forberedelser at gjøre, især trængte skotøiet haardt til udbedringer og halvsaaling; at indlandsisen forlangte sterke saaler, havde vi ved vor første vandring faaet grundig erfaring for. Staalet under kjælker og ski maatte skrabes endnu blankere for at glide let, sagerne maatte omstuves, og det, som skulde lægges igjen, udskilles. Alt fordrede sin tid, og de følgende dage kunde deltagerne i færden sees siddende paa berget udenfor teltet, optagne af de forskjelligste fredelige sysler, hvoriblandt skomagerhaandteringen spillede en meget fremtrædende rolle. Det maa have været et

Skomagerverksted paa østkysten. (Efter et fotografi).
Skomagerverksted paa østkysten.
(Efter et fotografi).


merkværdigt syn at se os sidde i disse omgivelser med støvlerne mellem knæerne og traktere syl, begtraad og bust med en færdighed, som vi ikke havde gjort andet hele vort liv.

Men vi skal ikke forstyrre disse flittige skikkelser i deres vigtige gjerning, vi vil imens benytte tiden til at kaste et blik paa de forsøg, som tidligere er gjorte paa at trænge ind i Grønlands gaadefulde indre, og undersøge, af hvad betydning det kan være at faa rede derpaa.

  1. Hvis nu ismassen, efter at have passeret en saadan hvælvet ryg, kommer ned i en dalsænkning eller gryde, hvor landets krumning altsaa blir konkav istedenfor konveks, saa presses disse sprækker atter sammen, fyldes med sne og vand, fryser til og forsvinder efterhaanden ganske.