Paa ski over Grønland/15

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

XIV.
Nyt sammentræf med eskimoer — mellem isfjelde.
————————

Gjennem tætpakket is kom vi den dag (6te august) udenom Skjoldungen, paa nordsiden af hvilken vi paa grund af is maatte holde et godt stykke ind i fjorden langs et land, som i vild skjønhed ikke stod tilbage for noget af, hvad vi tidligere havde seet. Paa alle kanter styrtede bræer sig ned i sjøen med sine lodret afskaarne endevægge, hvori hyppig dybe, mørkblaa grotter hulede sig indigjennem. Det er ikke altid trygt at ro nær under disse vægge, det hændte flere gange den dag, at der faldt store isstykker i vandet ikke langt fra os; en baad vilde bli knust til støv under dem.

Kommen over denne fjord, hvis navn er Akorninap kangerdlua fremdeles gjennem vanskelig is, hørte vi pludselig i nærheden af en holme ved Singiartuarfik raab af menneskestemmer og kjendte samtidig dermed lugt af tran. Vi saa mod land og fik øie paa et telt og mange mennesker, som var i paafaldende livlig bevægelse. Da det laa næsten lige i vor vei, stævnede vi ind mod dem, men nu blev der en vild flugt; med alt hvad de havde af kostbarheder, skind, klæder o. l. forsvandt den ene efter den anden op efter fjeldet; i en lang linje, som bugtede sig op efter klippeafsatserne, kunde vi se dem løbe, alt hvad de orkede, det lod til næsten udelukkende at være kvinder og børn; den sidste, vi saa, var en kvinde, som dukkede ind i det eneste synlige telt; men hun kom snart ud igjen med en bylt skind i armene og pilede saa som en kanin efter de andre op ad fjeldsiden; de blev mindre og mindre indefter fjeldet; tilsidst stansede dog nogle kvinder langt inde paa en fjeldkam for nysgjerrige at iagttage os. Vi roede imidlertid indover mod teltet; men det eneste levende, som bemerkedes, var en hund, der laa foran teltdøren, merkelig nok uden at hyle. Uagtet vi intet havde hos disse mennesker at gjøre, ligte vi dog ikke at reise videre uden at overbevise dem om vor uskadelighed. Vi gjorde tegn til dem, vi raabte det lille grønlandske, vi kunde, men alt forgjæves, de stod og gloede. Saa endelig syntes en af kvinderne ikke længer at kunne modstaa vor indbydende vinken, hun kom sagte og betænkelig nærmere, en anden fulgte et stykke efter. Efterhaanden kom de paa talehold, hvilket jo ikke hjalp os meget, da vi lidet havde at sige til dem, men det var dog saa vidt, at de tydeligen kunde se vort venlige opsyn og vore beroligende fagter, idet vi viste dem nogle tomme blikdaaser, som vi vilde forære dem; dette lod til at lokke for meget, deres ansigter saa forlegne ud, om end deres skjønhed neppe var saa bedaarende, at de af den grund behøvede at frygte nogen overlast. Da viste pludselig en mand sig paa scenen, og nu fik de mod, saa de kom næsten lige ned til strandkanten, hvor de blev staaende, mens vi laa i vore baade. Vi saa gjensidig paa hverandre, mens de med manden som forsanger istemte sin sedvanlige forundringsrauten; han saa ud som en olm okse, der han stod, uagtet hans tankegang vistnok var den spagfærdigst mulige. Paa overkroppen havde han en anorak af bomuldstøi og paa hovedet en kajaklue af den sedvanlige brede, flade form, gjort af en træring med derover udspændt bomuldstøi, hvori var et kors af hvidt og rødt, altsammen utvetydige beviser paa forbindelse med vestkystens handelspladse. Vi nærmede os efterhaanden stranden, og en af os sprang iland; men som stukne af en orm, for de ved den manøvre bagover for dog at komme paa nogle skridts afstand; men da de saa, at vi fremdeles ikke gjorde tegn til fiendtlige tendenser, vandt de atter mere tillid og nærmede sig. Da vi nu gjorde dem en saa storslagen gave som en tom blikdaase, var det gode forhold beseglet, og deres ansigt lyste af glæde og forundring over disse gavmilde mennesker. Efterhaanden kom flere mænd til, det lod til, at de havde været ude i sine kajaker, men var kaldte til hjælp ved kvindernes skrig.

Alle nykomne blev viste den kostelige gave og forklarede, at vi var nogle fredelige individer. Den merkeligste blandt dem var en pukkelrygget dverg med et pent, gammelagtigt udseende og særdeles sirlig antrukket. Vi gjorde baadene fast, tog os en tur opefter landet og blev ikke lidet forundrede ved at finde en hel leir, som hidtil havde været skjult for os af en liden høide. Ikke mindst vakte det vor overraskelse der at se et danebrogsflag vaie fra en liden stang, som var reist ved siden af det ene telt. Dette flag maatte en af dem antagelig have faaet af kapt. Holm for nogle aar siden; thi han beretter at have givet flag til enkelte eskimoer. Underligt var det, at de var saa rædde for os, uagtet de altsaa tidligere maa have været i berørelse med europæere; vi har vel muligens seet for uhyggelige ud, som vi kom der i vore egne baade og kun i vort eget selskab, mens Holm kom i baade lig deres, styrede og roede af eskimoer. Urimeligt er det vel heller ikke, at de sagn, de har fra vestkysten om, at deres forfedre har ødelagt kavdlunakerne, det vil sige europæerne, og frygten for, at disse en dag vil komme i skibe fra havet og hævne dette, har taget overhaand. I en liden bugt ned for leiren laa en konebaad, som tydeligvis netop var sat paa vandet for at være ferdig til flugt. Da jeg gjerne vilde smage tørret sælkjød og desuden tænkte, det vilde være godt om muligt at lægge noget igjen i depotet ved baadene, saa spurgte jeg derefter med et grønlansk ord, som jeg havde fundet i min ordbog, men havde som sedvanlig den vanskjæbne ikke at blive forstaaet; da jeg imidlertid gik hen og tog i et stykke kjød, som hang til tørring foran teltet, forstod de mig straks og kom med nogle sidestykker; derfor gav jeg dem en stor stoppenaal til bytte; men da de fik se denne glimrende betaling, kom de med det ene store stykke efter det andet for at faa flere naale; vi fik alle foræringer af sælkjød, hvorfor vi foruden naale gav dem tomme blikdaaser. Ravna vilde dog ingen foræring modtage og var ikke trods overtalelse at formaa dertil; jeg fik siden høre, at det var af den grund, at han syntes, de stakkars mennesker havde brug for sit kjød selv, og en synaal var altfor ringe betaling.

Dette møde med eskimoerne skildrer Balto saaledes: «... da vi havde roet over en fjordmunding, fik vi igjen lugt af harskt sælhundefedt; men hedningerne havde seet os og taget flugten med kvinder og børn op paa et fjeld langt fra teltene. Da vi kom ind i bugten, hvor teltene stod, stansede vi der og saa paa disse stakler, som toge flugten. Saa raabte Nansen til dem: «Nogut piteagag!» det er det samme som «vi er venner!» (er rivende galt grønlandsk), men de brød sig ikke derom, de vinkede til os med haanden paa en saadan maade, som at de vilde sige: «Drager bort! drager bort!» Saa kom der frem 2 mænd bag en haug. De kom ned til stranden, og da de nærmede sig, brølede de som andre hedninger sit: iö, iö, iö! Den ene mand saa ikke ud til at være mere end omtrent 1 meter høi. Derpaa gik vi iland og bad dem om at faa noget tørret kjød, som vi saa de havde hængende; thi vi havde læst i kapt. Holm’s bog, at tørret sælhundekjød skulde være meget godt at spise. Vi gav dem igjen nogle naale for kjødet og drog videre.»

Som Balto her siger, gik vi snart atter i vore baade, men var ikke komne langt, før ogsaa nogle af mændene kom efter os i sine kajaker, slæbende med sig store tørrede kjødstykker, som de fremdeles vilde bytte mod naale. Da vi lagde fra land, kunde vi langt borte se den ovenfor omtalte dverg komme slæbende med et stort stykke, ogsaa han vilde have sin del; men vi kunde ikke vente. Meget forbausede blev vi en stund senere ved at se en liden fyr komme padlende i en kajak langt efter i vort kjølvand og i ham at gjenkjende dvergen, som gjorde en yderst fornøielig figur; det var saa vidt han rak op gjennem kajakhullet med sin krumme ryg, han anstrengte sig tydeligvis sterkt for at naa os igjen, vi skulde have kjødet hans, men alt han kavede og padlede, saa rak han os dog aldrig og maatte tilsidst opgive det, stakkars fyr.

Efterhvert som vi kom nordefter, mødte vi flere og flere kajakmænd, alle fulgte de os og var særdeles venlige og meddelsomme; tilsidst var der syv stykker, som omkredsede os paa alle kanter og lagde den tydeligste forundring over os og vore baade for dagen.

Da de havde fulgt et langt stykke, og det begyndte at mørkne, sakkede de lidt efter lidt af og laa stille for at se efter os endnu en stund, før de vendte hjemover. Netop som de 4 sidste var bleven liggende igjen, fik jeg paa et isflag forud øie paa en sæl. Uagtet denne kunde have været noksaa kjærkommen ferskmad for os, kunde vi dog ikke lade være at vinke til de 4 kajaker; thi vi havde alle lyst til at se en eskimo fange sæl. De kom straks, men kunde ikke forstaa, hvad vi vilde; thi sælen kunde de ikke se over isen fra sine lave kajaker. Jeg pegte paa den, de speidede og speidede, saa pludselig fik de øie paa den, og da kan det hænde, at paddelaarerne begyndte at gaa og kajakerne fik fart, mens de hugede sig forover for at kunne fare ubemerkede frem i læ af isen; to af dem vandt forsprang for de andre og pilede lydløst nærmere og nærmere; sælen syntes dog nu at bli urolig, men hvergang den løftede hovedet og saa den vei, laa de stille uden at røre et lem, indtil den igjen vendte hovedet, da nogle raske tag, saa atter stille osv.; paa denne vis kom de saa nær, at vi hvert øieblik ventede at se dem kaste harpunen; da sprang sælen pludselig i vandet. De blev nu liggende en stund, færdige til kast for det tilfælde, at den atter skulde vise sig; men ingen sæl kom, og de drog slukørede hjem, mens vi lidt ærgerlige fortsatte vor vei i godt farvand nordefter. Vi overnattede paa en liden holme (63° 20′ n. br. 49° v. l.) i en bugt paa østsiden af en ø, som er bekjendt fra tidligere tider derved, at Graah overvintrede paa dens indre side ved Imarsivik i 1829—30.

Den næste dag (7de august) fik vi atter slemme ishindringer, men ved at slaa os frem belønnedes vi ogsaa den dag med at naa aabnere farvand længere nord. Nu mødte os vanskeligheder af anden natur; hidtil havde vi kommet godt overens med Holms og Gardes kart over kysten, men her løb alt sur, der lod til at være mange holmer, øer og fjorde, som enten var antydede galt eller ogsaa manglede paa kartet; tilsidst blev det saa broget, at jeg besluttede mig til at gaa efter mit eget hoved, og det hjalp. Hvordan det forholdt sig med kartet paa denne strækning fra Savsivik til Kap Møsting, var mig forøvrigt en gaade, lige til jeg kom hjem og fik oplyst, at Holm ikke havde havt tilstrækkelig tid til at faa denne del opmaalt og havde derfor maattet benytte Graahs kart over denne egn, som man dog skulde kunne antage var godt, da Graah, som omtalt, havde sit vinterkvarter der. Kysten nordover var meget rig paa sjøfugle, der var bl. a. flere fuglefjelde, og vi skjød af blaamaager (Larus glaucus) og teist (Uria grylle), hvad der kom i vor vei; noget længere ophold for deres skyld havde vi dog ikke tid til. I et fjeld, hvor der hækkede masser af teist, krøb vi dog op for at lede efter teistunger, men vort udbytte var kun to; som regel ved teisten at lægge sine æg paa saa utilgjængelige steder, at ubevingede skabninger har vanskeligt for at naa did uden med fare for at brække halsen. Teistungerne er forøvrigt meget fede og er en ren lækkerbidsken. Som vi ud for et fuglebjerg paa nordsiden af Kap Moltke laa og skjød blaamaager og teist, fik vi pludselig høre en susen i luften og saa en edderfugleflok stryge forbi os. Der var netop tid nok til at hoppe ned i baaden, gribe bøssen og slænge et skud efter dem, hvorved to fugle faldt. Dette var første gang vi saa edderfugl paa kysten, senere i mørket om kvelden kom atter en svær flok susende nordover; jeg hørte Sverdrup i baaden bagenfor raabe: «Pas paa!», kunde ogsaa høre vingesusen af dem, men det var for mørkt til at skyde, jeg kunde blot skimte noget, som rørte sig, mod det mørke land.

Imidlertid gik vi stadig mod nord, og lappernes bekymringer blev for hver dag mer og mer høilydte. Balto, som var den ordførende, havde flere gange betroet mig, at de var roligere, efterat de havde mødt eskimoerne og seet, at de var skikkelige mennesker, som ikke spiste folk, saaledes som han havde hørt i Finmarken, og hos hvem det maatte gaa an i nødsfald at leve om vinteren. Men nu vi havde forladt de sidste eskimoer, som de mente, og fremdeles drog videre, var de blevne meget ængstelige og klagede over det haarde arbeide, den knappe kost, og at vi kom saa langt fra Kap Farvel uden dog at finde noget sted til at gaa op paa isen. Jeg trøstede ham stadig med, at længere nordpaa ved Umivik eller nordenfor var landet bedre, han maatte jo selv have seet det, da han drev i isen; men han havde intet seet, og den dag blev hans klager saa høirøstede, at jeg blev kjed deraf, og istedenfor at trøste skjældte ham huden fuld for hans elendige feighed. Men saa brød det løs, han vilde nu sige mig alt, hvad han havde gaaet og verket med i disse dage; jeg havde sagt dem i Kristiania, at de skulde faa kaffe til hver dag, og at de skulde faa saa meget mad, de vilde have; men nu havde de blot havt kaffe en eneste gang paa 3 uger, og med maden, hvordan var det med den, jo de fik uddelt en elendig portion, som de tilmed maatte trække lod om; han vilde betro mig det, at ingen af dem allesammen havde været mæt en eneste gang, siden de kom til kysten, de sultede. Og saa dertil bli behandlede som hunde, bli kommanderede i vei, maatte slite hele dagen fra tidlig paa morgenen til langt paa nat værre end dyr, nei, det var ikke til at staa i, han for sin part skulde gjerne betale mange tusend kroner for at være vel hjemme. Jeg forestillede ham, at kaffe havde de ikke faaet, fordi der paa den ene side aldrig var lovet dem noget, hverken af det eller andet, og paa den anden side var der ingen tid til at koge, ei heller var kaffe sundt; saa forestillede jeg ham, hvordan det vilde gaa, hvis vi alle skulde spise, som vi havde lyst; maden vilde kanske forslaa til midt i Grønland, og da var det vel sent at angre; vi maatte deri dele ligt som brødre, og hvad kommanderingen angik, saa maatte han forstaa, at der paa en færd som denne blot maatte være én vilje. Nei, han forstod intet, han var og han blev utrøstelig over at være kommen sammen «med mennesker, som havde saadan en fremmed skik». Det var lappens nomadiske tilbøieligheder og mangel paa vane til at underkaste sig, som her brød frem, og det kom trods hans elskværdige gemyt ofte igjen, hvilket jo neppe nogen kan undres paa; det blev dog mindre og mindre af det, jo længere vi var sammen.

Det lader sig forøvrigt ikke negte, at det i begyndelsen var stridt at have saa haardt arbeide, som vi havde langs østkysten, og saa skulle leve paa en knap, afmaalt ration af tørret mad. Vore maver var vante til at bli fyldte og kunde vanskelig forsone sig med denne vistnok kraftige, men saa lidet rumstore kost. Efterhaanden vænnede vi os til det, og da gik det bedre, det var, som Kristiansen sagde, bevidstheden om, at det var nok, som hjalp os. Han blev spurgt, efterat han var kommen hjem, om han havde faaet nok mad paa turen. Nei, mæt var han aldrig. «Ja, men det maatte da vel være ondt.» «Aa ja, især i begyndelsen, da vi var uvante til det; men saa sagde Nansen, at det var nok mad, vi fik, og det hjalp os. Og som dere ser, saa var det ogsaa det.»

Kysten nordover begyndte nu at bli mindre brat, fjeldene mer afrundede, vi kom ind i de trakter, hvor vi kunde tænke paa opstigning, som vi havde længtet saa meget efter; thi selv om der her hændte os et uheld, som umuliggjorde videre fremtrængen langs kysten, kunde vi dog tage fat paa indlandsisen. Vi fandt aabent farvand og gjorde rask fart i et tindrende veir den kveld. Ligesom kvelden forud var der et storslagent nordlys over himmelen i syd, straalebaandene rulledes i lange, bølgende bugter frem og tilbage, det flimrede og brændte urolig jagende, det var som kjæmpende skarer med luende spyd, snart veg de, snart stormede de atter frem, og saa pludselig — som paa et givet tegn — for der vældige straalebundter flammende, skiftende, som en helt luende spydregn, op mod et bestemt punkt, kronen, nær zenit, saa sluknede alt atter, forat den samme skiftende leg kunde begynde fra nyt. Eskimoen har et smukt sagn om nordlyset, han tror, det er de afdøde børns sjæle, som leger bold i himmelen.

Vi slog leir om natten paa indsiden af øen Kekertarsuak. Straks efterat vi havde faaet teltet op, blev vi opskræmte af et vældigt drøn fra syd (i retning af Kap Moltke), det var, som vi kunde kjende selve jorden ryste under os. Vi sprang op paa nærmeste fjeldknaus og saa sydover, men intet kunde øines, det var langt borte; larmen vedvarede antagelig henimod 10 minuter, og det lød, som en hel fjeldmasse rasede ud i sjøen og satte denne i en voldsom bevægelse, saa at bølgerne naaede helt opover mod os og brød mod skjær og klipper. Det sandsynlige er vel, at det var et kolossalt isfjeld, som styrtede sammen eller skiftede leie, skjønt det ikke er umuligt, at det kan have været et stenskred. Vi havde paa flere steder i disse trakter seet merker efter saadanne.

Den næste dag (8de august) forsøgte vi i aabent farvand og godt veir at trænge frem paa indsiden af øerne ved Igdloluarsuk og komme over Kangerdlugsuak eller Bernstorffs fjord, men blev ikke lidet overraskede ved at finde denne aldeles propfuld af kalvis og anden is, som

«En af de yndigste pletter, vi endnu havde seet i Grønland.» (Efter et fotografi).
«En af de yndigste pletter, vi endnu havde seet i Grønland.»
(Efter et fotografi).


laa lige til land og stansede enhver fremtrængen. Efter at have været oppe paa det inderste næs[1] af øen Sagliarusek og herfra forsikret mig om farvandets umulighed maatte vi atter tilbage for at gaa udenom. Paa øens sydside blev vi inde i bunden af en liden bugt opmerksomme paa nogle høie stene, som var reiste paa ende; vi drog derind for at se, hvad det var, og opdagede da en af de yndigste pletter, vi endnu havde seet i Grønland, en liden flad grøn eng med et stort ferskvand indenfor, i hvilket der gik smaafisk (af hvad art fik jeg ikke afgjort). Paa den ene side af engen var der ruiner efter eskimohuse, hvoraf et meget stort og nogle andre mindre. I og foran det store hus fandtes talrige menneskeben, deriblandt en meget vel bevaret hovedskalle af en eskimo, som medtoges. Ogsaa disse huse var vel lagte øde ved hungersnød. Paa dette sted besluttede vi at hvile lidt, og uagtet det endnu var for tidligt, at spise middag, strække os i det frodige græs og lade os stege i solen. Eskimoerne vidste nok, hvad de gjorde, naar de havde slaaet sig ned paa dette sted; thi her var en ypperlig, vel beskyttet havn med en god strand til at trække skindbaade op paa. De 5 flade stene, som var reiste paa ende, og som fra først af tiltrak sig vor opmerksomhed, forblev længe en gaade for os; men efter at have talt med kapt. Holm derom, synes det mig sandsynligt, at de, saaledes som han mener, har været støtter, hvorpaa konebaadene lægges op til tørring, og hvorpaa de bindes fast om vinteren.

Forøvrigt var der mange levninger efter mennesker paa disse øer[2], paa flere odder fandt jeg saaledes varder eller, som jeg tror, levninger efter gamle rævefælder (se herom ovenfor).

Kommen til den yderste holme ved Igdloluarsuk fandt vi mundingen af fjorden saa fuld af vældige isfjelde, at vi maatte tilhavs for om muligt der at flnde fremkommeligt farvand. Et stykke ud forsøgte vi vor lykke, men blev snart stansede; klemte ind imellem disse kolosser af en rasende strøm, laa flagene saa fast, at de var umulige at rokke. Vi maatte atter tilbage og endnu længere tilhavs. Da vi fandt et let bestigeligt isfjeld, søgte vi straks op paa det for at faa udsigt over farvandet. Disse flydende fjeldmasser tager sig imponerende ud nedenfra, naar man ror under dem, men det er dog lidet mod det indtryk af deres størrelse, man faar oppe paa dem. Det, vi her besteg, var temmelig fladt og jevnt ovenpaa og dannede en hel høislette. Dietrichson siger i sin dagbog, at man brugte omtrent en kvart time for at gaa tvers over den paa det smaleste. Der var haard sne og skraaninger, som vilde frembudt de ypperste skibakker heroppe. Paa det høieste var det sikkert mer end 70 m. over vandfladen. Erindrer man nu, at det har 6 eller 7 gange saa stor masse under vandet, saa faar vi en tykkelse af mindst 400 m. Lægges hertil en bredde af 1000 m. eller mer, saa vil man faa en nogenlunde forestilling om, hvad det er for slags flydende isklumper — og af disse er der hundreder og tusender langs kysten. Bare ud for denne ene fjord laa der uoverskuelige masser af dem. Oppe fra toppen saa vi langt udover, det var som et helt alpeland i is. Mellem hvert fjeld var der kløfter, nede i bunden af hvilke man øinede sjøen. Ret under os snoede den sig som et smalt mørkeblaat baand i en trang rende mellem to lodrette, et par hundrede fod høie vægge.

Isfjeldene optræder gjerne under to former. Det kunde se ud, som om de var dannede paa to helt forskjellige maader. Enkelte er, ligesom skridjøklerne, der skyder ud i sjøen, sterkt forrevne og gjennemfurede paa overfladen af sprækker og ujevnheder; paa deres blaalige udseende og uregelmæssige former kan man kjende dem allerede paa lang afstand. Deres oprindelse ligger klart i dagen, de stammer direkte fra disse skridjøkler. Men saa er der en anden, langt mere prosaisk form, og til den hørte netop det fjeld, vi var oppe paa; denne form dannes af kolossale isblokke uden de mange blaa sprækker, men med en forholdsvis jevn, poleret overflade og tvert afskaarne, lodrette sider; de har en mer hvidblaa farve end den anden slags og giver et langt solidere indtryk; man kan ogsaa tryggere ro ind under dem; thi det hænder sjelden, at de slipper stykker ned over hovedet paa en. Uagtet de med sin jevne overflade er ulig alle bræer, som falder i havet, er de dog uden sammenligning de talrigste; man finder sikkert 5 af dem for hvert et, man finder af den anden art. Hvor stammer disse fjelde fra? eller hvordan er de dannede? At bræer nogensteds flyder saa stille og rolig ud i sjøen, at der ikke skulde dannes en ru overflade med talrige sprækker, er en ligefrem umulighed; desuden ligger jo denne slags isfjelde i fjordene lige udenfor de mest sønderrevne skridjøkler og maa, ligesaavel som den anden form, stamme fra dem. Den eneste, efter min mening, mulige forklaringsgrund maa være den, at de sønderrevne isfjelde ligger med isbræens overflade op, mens de andre isfjelde er enten ved kalvningen eller senere væltede om, saa deres overflade kommer til at dannes enten af isbræens afpoledere bund eller af en brudflade, som selvfølgelig ogsaa maa være temmelig jevn og fri for sprækker.

Til vor glæde saa vi, at bagenfor isfjeldene, som forøvrigt strakte sig langt nordover, var der aabent farvand sandsynligvis lige saa langt, som øiet rak, og efter at have udseet den kurs, som vilde føre os sikrest dertil, og saa istemt en seierssang vendte vi atter tilbage til vore baade for at sætte fuld kraft paa og naa igjennem, før isen tætnede, hvilket hurtig sker med de skiftende strømsætninger, som raadede her, og at bli liggende natten over mellem disse lunefulde iskolosser havde vi liden lyst til. Saa hurtig aarerne kunde føre os, bar det da nordigjennem de trange render, hvor vi kun saa det dybblaa vand med enkelte isflag under os, isvæggene paa begge sider og en smal stribe af himmelen høit tilveirs.

Skjønt mægtige isfjelde flere gange styrtede sammen eller kantrede rundt om os og med vældige drøn satte havet i voldsom bevægelse, saa kom vi godt frem gjennem de store ismasser, som laa til langt nordenfor fjordmundingen. Paa et sted maatte vi for at komme frem ro gjennem en hulgang, som gik tvers gjennem et stort fjeld, hvor smeltevandet stadig dryppede ned over os. Om hele denne mængde isfjelde stammede fra Bernstorffs-fjorden, var ei godt at afgjøre og er vel neppe sandsynligt, skjønt denne fjord er en af dem, som leverer de største ismasser paa Grønlands østkyst.

Kommen velbeholden forbi Kap Møsting og gjennem den værste pakke af isfjelde, overnattede vi paa et lidet skjær (63° 44′ n. br., 40° 32′ v. l.). Da der ikke fandtes saa stor flad plads, at vi kunde slaa op teltet, lagde vi os i vore soveposer paa berget. Ret over for os paa fastlandet var et fugleberg med blaamaager, som holdt et saadant spektakel den hele nat, at man hørte dem i søvne, og de blandede sig i ens drømme. Til straf gjorde jeg den paafølgende morgen en visit derover, som kostede flere af dem livet, og som skaffede os en god forøgelse til vort kjøkken, hvori vi nu havde adskilligt endnu ubrugt vildt; blaamaageungerne, som da var flyvefærdige, er særlig «delikate».

Vi var nu komne ind i en egn, hvor vi omtrent overalt med nogenlunde lethed kunde komme op paa indlandsisen. Der var mange nunataker (ɔ: fjelde eller bart land, som rager frem over isens overflade) indefter. Den almindelige tro blandt grønlandsreisende har været, at isen omkring disse altid skulde være ujevn og sprækket; dette er dog

Nordover i aabent farvand mellem isfjelde. 9de august. (Ved A. Bloch efter et fotografi)
Nordover i aabent farvand mellem isfjelde. 9de august.
(Ved A. Bloch efter et fotografi)


sikkert nok kun tilfælde, hvor nunataker stikker op gjennem bræer, som er i sterk bevægelse, hvor de altsaa danner en hindring, mod hvilken isen presses og stuves. Paa andre steder tror jeg derimod nunatakerne snarere gjør isen jevn, idet de ligesom holder fast paa den og hindrer dens udadskridende bevægelse, som ellers frembringer sprækker og ujevnheder.

Der var dog ingen grund for os til at tage paa indlandsisen allerede her, da farvandet saa ud til at være godt lige til Umivik, hvorfra afstanden til Kristianshaab var betydelig mindre.

I stadig aabnere og aabnere vand fortsattes da reisen nordefter, mens isstykker styrtede ned paa alle kanter fra bræerne og isfjeldene.

Om kvelden havde vi en underlig hændelse. Netop som vi mellem nogle isfjelde holder paa at bryde to flag fra hinanden, lyder et vældigt brag, og et stort stykke af fjeldet paa bagbord side styrter ned, rammer og knuser delvis det ene flag, hvorpaa vi netop staar, sætter nogle vældige bølger og gjør godt farvand for os under fjeldet. Havde vi gaaet den vei et par minuter før, som vi oprindelig tænkte paa, var vi vel bleven knuste. Det var tredje gang, sligt hændte os.

Paa en liden ø Kekertarsuatsiak ud for Krumpens fjord, hvor vi spiste vor middag, gik jeg op paa toppen, som var meget høi, og hvorfra jeg havde en ypperlig udsigt over farvandet nordefter. Det lod til at være aabent og saagodtsom frit for havis, saa langt øiet kunde se mod Umivik. Kalvisstykker og isfjelde var der dog meget af, særlig syntes der at ligge mange ud for Gyldenløves fjord og Kolberger Heide. De høie fjelde ved Umivik, især det kegledannede Kiatak, som var vort maal, saa ikke ud til at være langt borte; dog skulde der efter kartet endnu være 7 mil did, hvilket imidlertid fortiedes for de andre, som troede, at vi maatte kunne naa frem inden kvelden, og derfor roede desto kraftigere.

Sent paa kveld naaede vi til en odde Kangerajuk ved Kolberger Heide, hvor der var lidt bart land midt mellem to mægtige isbræer (64° 4′ n. br., 40° 34′ v. l.). Det var, saavidt vi her kunde faa vore baade trukne tilstrækkelig høit op; men nogen plads for teltet fandt vi ikke og lagde os derfor, ligesom den foregaaende nat, i vore soveposer paa to steder, hvor der var saavidt fladt, at vi fik plads. Da det duggede meget sterkt om natten, blev det dog en temmelig fugtig søvn, mens der fra de to bræer og fra de mange isfjelde omkring, som overalt i disse farvande, hyppig lød drøn af kalvinger, sammenstyrtninger o. l.; det var som en vedvarende kanontorden.

Udsigten nordover fra vor soveplads paa Kangerajuk. (Efter et fotografi).
Udsigten nordover fra vor soveplads paa Kangerajuk.
(Efter et fotografi).

Tidlig den næste morgen (10de august) blev jeg vækket af en ravn, som hilste godmorgen fra en fjeldkam lige over os, og da jeg fandt det herlige solskin altfor fristende, listede jeg mig ubemerket ud af posen og fik taget et fotografi af landskabet nordover med en mægtig, udskydende arm af bræen paa Kolberger Heide i baggrunden og med mine to sovekamerater, Sverdrup og Dietrichson, endnu i sin dybeste søvn i forgrunden; jeg haaber, de vil tilgive mig, at de saadan dem selv uafvidende her blir presenterede paa sit kyske leie. I det fjerne sees paa billedet det kegleformede Kiatak, som var vort maal for den dag.

Vi fik det herligste og mest isfrie farvand, vi hidtil havde havt, og det gik nu med rask fart mod maalet. Middagen nød vi paa en særdeles behagelig maade, idet der kom en svag bris af søndenvind, saa vi kunde bruge

Seilads den sidste dag af vor sjøreise. 10de august. Ved A. Bloch efter et øiebliks-fotografi taget samme dag fra et isflag.
Seilads den sidste dag af vor sjøreise. 10de august.
Ved A. Bloch efter et øiebliks-fotografi taget samme dag fra et isflag.


vore seil og saaledes give os god tid til maden, mens vi stadig kom fremover. Jeg har sjelden roet mod et fjeld, som har forekommet mig saa seigt at ro paa som dette Kiatak (800 m. høit). Vi havde nu seet det i to dage, og det syntes stadig lige fjernt. Ved hjælp af seil og aarer begyndte vi dog tilsidst at hale ind paa det; men saa kom havtaagen. Før endnu alt var indhyllet, var vi imidlertid komne saa nær, at vi kunde se, hvor vi burde lande, og tog vor peiling paa kompasset.

  1. Oppe paa toppen af dette næs fandt jeg, som jeg først troede, en nedreven varde, der bestod af nogle stene, som var lagte tvers over nogle andre til at danne et langaktigt kammer. Uagtet eskimoiske rævefælder som regel ikke bygges ganske paa den maade, tror jeg dog, det maa have været en gammel saadan.
  2. Den store ø, som staar afsat paa Holms kart, er ikke sammenhængende, men er ved et smalt sund delt i to øer, hvoraf den yderste er den mindste.