Paa ski over Grønland/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
XIII.
Videre nordover langs landet.
————————

Da vi endelig var færdige til at reise, var ogsaa alle kajakmænd forsvundne paa en nær, som var saa galant at vente. Scenen omkring os var lige øde og tom, som den en time før var fuld af liv og rørelse; istedenfor telte, hunde og mennesker skinte solen ned paa is, sne og nøgne klipper.

Komne i baadene sattes kurs mod nord langs kysten. Farvandet var til en begyndelse aabent, og der blev halt dygtig paa aarerne; thi de andre havde et langt forsprang, og da vi haabede at kunne faa megen fordel af deres kjendskab til farvandet og til isforholdene, vilde vi gjerne reise i deres selskab. Det varede ikke længe, inden vi vandt ind paa dem, de laa i læ af en odde og syntes at være tvilraadige; nogle kvinder reiste sig op i den ene baad og vinkede paa os. Da vi kom nærmere, anmodedes vi ved tegn om at gaa foran og bryde veien; thi isen var tæt. Dette var vistnok det omvendte af, hvad vi havde ventet; men vi gled forbi dem ind imellem to mægtige isflag, som laa mod hinanden, og som saa ud til ikke at kunne rokkes; det var overfor disse at eskimoerne havde givet op. Da vi imidlertid uden at stanse klemte os frem indimellem med den første af vore baade og dels ved at bruge den som kile, dels ved at bænde fra med vore lange bambusbaadshager, alle 6 mand paa engang, virkelig fik disse uhyrer til at sige fra hverandre, kjendte deres forundring ingen grænser, og den blev ytret paa den sedvanlige merkværdige maade. Nu drog vi foran, brydende os vei gjennem isen, som gjennemgaaende var nogenlunde let fremkommelig; efter vore baade kom eskimoernes to konebaade, og paa siderne fulgte kajakerne, som var 4; hver eneste bevægelse af os blev akkompagneret af vedholdende kraftig «rauten» bagfra, den var opmuntrende, om det end ikke var den mest melodiøse musik, vi kunde ønske.

Megen fornøielse havde vi af at iagttage, hvorledes kajakmændene brugte snus. Det var især en af dem, som udmerkede sig i denne retning; jeg tror, han stansede hvert tiende minut for at trække frem sit vældige horn og fylde begge næsebor, og saa nøs han undertiden, saa det var mig en gaade, hvorledes han holdt sig paa ret kjøl i kajaken; naar han derefter saa paa os, mens der randt snus og anden materie ned over overlæben, og taarerne trillede ham af øinene, da var hans joviale ansigt saa ubetaleligt, at han regelmæssig hilsedes med en hjertelig latter fra os, hvortil han nikkede, smilte og syntes yderst veltilfreds. Og saa raabte vi gjerne til hverandre det eneste ord, vi opfattede af alt det, de raabte til os, nemlig «pitssak’ase», som vi troede skulde betyde smuk eller herlig reise; thi det hørtes ved alle leiligheder, baade naar vi brød os gjennem isen, og naar vi roede frem gjennem aabent vand. Da vi senere kom til vestkysten, lærte vi af eskimoerne der, at det betyder: «I er flinke» eller ogsaa: «I er gode eller snille».

Eskimoernes store baade, de saakaldte konebaade (paa eskimoisk heder de umiak) roes, som bekjendt, kun af kvinderne; blandt de ublandede eskimoer ansees det for at være under en mands værdighed at ro i dem; en mand, gjerne familiens overhoved, maa derimod styre dem, selv dette synes de dog ikke om; thi helst gaar de i sine kajaker. Disse konebaade har en længde af omkring 10 m. eller endnu mer, de er gjerne kortere paa østkysten end paa vestkysten af Grønland, grunden dertil er drivisen, i hvilken en længere baad er betydelig vanskeligere at manøvrere end en kortere; i alle tilfælde blir dog disse baade tungvindte i drivis.

Kvinderne i de to baade, som fulgte os, roede paa en yderst eiendommelig maade. De begyndte med nogenlunde hurtige tag, et passende «moderato», men saa øgedes og øgedes takten i et «accelerando med stacato», tagene blev kortere og kortere, idet kroppene løftedes helt fra tofterne, saa at man stod i baaden ved hvert tag, og det hele fik et underligt, hoppende udseende; saa pludselig, som man var i den voldsomste «allegro vivace», stansedes med et, man tog en pust og saa det samme om igjen. Hvert saadant ryk varede ikke længe, men der fortsattes stadig dermed. Grunden til den hurtige takt var vel tildels de meget korte aarer. Paa denne besynderlige maade kom de dog noksaa hurtig frem, i aabent vande vel saa hurtig endog som vi, hvilket jo heller ikke er at undres paa, naar man betænker, at i vore baade var der kun 2 mand ved aarerne, mens der i hver af deres var op til 7 roersker. Engang fik de et stykke forsprang paa os; da vi indhentede dem, var de atter bleven stansede af tæt is, og nogle kvinder vinkede paa os, at vi skulde komme dem til hjælp.

Vi kom da ogsaa med vore hager og maatte næsten le ved at se en
«Da vi alle 6 mand tog i paa en gang, maatte isen give vei.» (Af E. Nielsen, efter en skisse af forfatteren).
«Da vi alle 6 mand tog i paa en gang, maatte isen give vei.»
(Af E. Nielsen, efter en skisse af forfatteren).

eskimo staa og skyve paa et vældigt isflag med en stok; der laa noget saa uendelig haabløst i den maade, hvorpaa han stod der alene, det faldt selvfølgelig ingen af kvinderne i baaden eller mændene i kajakerne ind at komme ham tilhjælp. Da vi alle 6 mand tog i paa en gang, maatte isen give vei, og vore baade kom igjennem; vi gik videre, mens konebaadene, lange som de var, kom i beknib og havde endnu adskilligt arbeide, før de slap frem; saadant hændte ofte, de blev siddende fast, hvor vi med vore kortere baade netop havde banet vei for dem, og paa dette vis kunde vi oftere taget et langt forsprang, om vi ikke havde ventet. Det var forøvrigt med adskillig forbauselse, jeg gjorde disse erfaringer angaaende de fra forskjellige hold saa meget lovpriste konebaade, om hvilke Holm og Garde siger, at uden dem er en reise langs Grønlands østkyst en umulighed. Denne opfatning har været den almindelige blandt danskerne i Grønland gjennem lange tider; da de selv liden eller ingen erfaring har havt i at føre baade i drivis, er det neppe til at undres over, at de har stolet paa eskimoernes ubetingede overlegenhed deri, og da disse kun har konebaade, maatte det ligge nær at antage dem for de bedste, ligesom at de ogsaa maatte roes og føres af eskimoer. Efter min erfaring forholder det sig netop omvendt; europæiske baade med en god europæisk besætning, som er vant til det liv, er langt at foretrække i drivis; den indvending, at en europæisk baad ikke skulde kunne laste nok, er efter min mening ugrundet.

Da det led ud paa dagen, maatte vi europæere have os «lidt i livet» og stansede for at dele ud rationer. Eskimoerne, som har en merkelig evne til at være længe uden mad, drog imens videre; to kajakmænd blev dog igjen hos os og studerede, hvorledes vi spiste; de fik til tak nogle stykker knækkebrød, hvorover de blev meget glade. Da vi drog videre, halede vi snart saa langt ind paa de andre, at vi kunde øine dem forud; vi fik da se, at et par kajakmænd var gaaet høit tilfjelds paa en odde paa nordsiden af Ruds ø og stod og speidede ud over sjøen nordefter. Dette var slemme tegn; sandsynligvis var isen ufremkommelig. Inden vi naaede dem igjen, drog de imidlertid videre over fjorden mellem øen og fastlandet. Imidlertid havde det begyndt at trække op til uveir, himlen var mørknet, og regn begyndte at falde; vi fik paa vore brune regnklæder og drog trøstig videre, men var ikke komne langt fra land, før vi saa eskimobaadene komme imod os. Da vi kom ind paa dem, pegede alle kvinderne paa himlen med bekymrede miner, mændene gjorde ogsaa tegn til, at isen var tæt forud, og at vi alle maatte vende tilland her paa øen for at slaa telt og sove. Jeg lod dem imidlertid forstaa, at vi vilde videre; men det blev betydet os, at fremkomsten var rent umulig. Dette havde jeg mine tvil om, men vilde dog ikke fortsætte uden at have været iland og fra en fjeldknat seet forholdene med egne øine. I følge drog vi da alle tilbage mod landet; konebaadene stevnede ind paa indsiden af øen, mens vi lagde til ved nærmeste odde. Da en af kajakmændene saa dette, fulgte han os for at anvende al den overtalelsesevne, han ved tegn kunde udfolde. Det hjalp dog til intet; thi saavidt jeg fra et høit berg kunde se med kikkert, saa farvandet nogenlunde godt ud, og det var dermed bestemt, at vi straks drog videre. Da han forstod, at hans overtalelse ikke nyttede, drog han meget bedrøvet bort; til afsked fik han en blikdaase, og dette syntes at mildne hans sorg. Aarsagen til, at eskimoerne vendte om, var tydeligvis regnet, de likte ikke at blive vaade, især kvinderne, hvilket man neppe kan fortænke dem i; thi deres skindklæder er mindre behagelige i vaad tilstand; flere af dem havde ogsaa sine diebørn i amauten paa ryggen; at de søgte at faa os med til leirpladsen, var vel heller ikke saa merkeligt, vi var altfor underholdende væsener til, at det ikke var fornøieligt endnu en stund at være sammen med os; desuden kunde der jo ogsaa falde mer materielle goder af til dem.

Saa drog vi da videre, unegtelig lidt stolte over at fortsætte reisen, mens de indfødte, som var kjendte med farvandet, gav det op. Det gik ogsaa en lang stund godt, og vi blev mere og mere ovenpaa; men komne midtfjords, skulde vi dog faa føle, at det ikke var bare leg; isen laa der temmelig tæt, og en rivende malstrøm tumlede rundt med de store flag paa en maade, som var mindre end behagelig; snart tørnede disse kolosser mod hverandre, snart skiltes de atter, og man maatte være mere end almindelig paapasselig, skulde man komme frem uden at faa baaden knust. Det blev værre og værre, jo længer vi kom frem. Engang var vi komne ind mellem to lange flag, som pludselig ved stød fra andre flag for mod hinanden med en voldsom fart; ved en hurtig flugt agterover reddede vi os i sidste øieblik. Ud paa kvelden i mørke naaede vi i god behold landet paa den anden side; men dette var meget brat, og det var ingen let sag at finde et landingssted; i en bergkløft var der dog saa vidt plads, at vi efter at have tømt baadene kunde faa dem trukne op ved at anvende en firskaaren talje, vi havde. Tilveirs et stykke derfra var der en klippeafsats netop saa stor, at vi kunde faa slaaet op teltet. Det hele havde en vis lighed med en ørnerede paa en berghjæl, og vi kaldte da ogsaa stedet Ørnereden; paa eskimoisk heder nok landet deromkring Ingerkajarfik (ligger paa 62° 10′ n. b. og 42° 12′ v. l. paa fastlandet). Berget under teltgulvet dannede just ikke den bedste soveplads, jeg har havt, der var slig skraaning, at da vi

Udsigt sydover fra «Ørnereden». (Efter et fotografi).
Udsigt sydover fra «Ørnereden».
(Efter et fotografi).


vaagnede næste morgen efter en søvn, som dog var upaaklagelig, befandt vi os liggende ovenpaa hverandre nede i den ene side af teltet.

Den næste dag var der atter solskin og herligt veir. Lige søndenfor os skjød en vældig isbræ langt ud i sjøen; blaa og sønderreven som den var, spillede den krystalagtig i solskinnet. Efter at have nydt vor frokost i hast, sattes baadene paa vandet og lastedes, og efter at have taget et fotografi af landskabet søndenfor drog vi videre. Der var overalt drivis, men denne var dog saavidt aaben, at vi som regel med nogenlunde lethed kunde sno os frem gjennem den.

Noget over middagstid naaede vi en liden holme ud for Mogens Heinesens fjord, hvor vi i en ypperlig havn lagde tillands for at spise middag. Denne holme forekom os at være den skjønneste plet, vi endnu havde seet paa denne jords overflade; der voksede grønt, der var græs, lyng, syre, blomster i forskjellige farver. Oppe paa toppen fandt vi to gamle ruiner efter eskimohuse, hvor vegetationen især stod frodig; det var vidunderlig velgjørende at strække sig paa grønsværet i det stegende solskin og lade sig gjennembage, mens vi nød en kort hviles sjeldne glæde. Derpaa nogle blomsterkvaste til minde om denne grønlandske idyl og saa i baadene — stadig videre mod nord.

Det land, vi hidtil havde reist langs med, udmerkede sig ikke egentlig ved vakre formationer, det er lavt, ensformigt og goldt. Paa de fleste steder gaar sneen og isbræerne lige til sjøen, og som det ogsaa vil sees af kartet, er det paa forholdsvis faa steder, at lave graa klipper stikker frem. Forbi indløbet til Mogens Heinesens fjord, som er omgivet af en række skarpe tinder, kom vi om eftermiddagen ind i et helt nyt landskab; intetsteds rækker her snemarkerne og bræerne frem til havet, overalt er der bart land og fjelde, som ofte hæver sig fra sjøen til betydelige høider, og indefter landet især nordpaa er der de herligste fjeldlandskaber, hvor tinder bag tinder høiner sig i række og rad. Alt er relativt her i verden, og dette kommer vel ikke mindst at gjælde, naar det her forekom os, at vi var komne ind i frugtbare egne; sommertanker og sommerstemning fik midt mellem den drivende is lov at brede sig i vore sind, fordi vi nu paa landet saa det nøgne berg istedenfor is og sne. — I nord havde Tingmiarmiuts blaanende fjeldland længe ligget lokkende.

Et stort isfjeld øst for Nagtoralik. (Efter et fotografi).
Et stort isfjeld øst for Nagtoralik.
(Efter et fotografi).

Efterhvert som vi drog frem, mødte vi flere og flere store isfjelde, som tildels laa paa grund inde under kysten. Ud paa kvelden fik vi øst for Nagtoralik øie paa nogle hvide spidser, som ragede over horisonten; de havde slig en besynderlig form, at jeg længe ikke forstod dem, men opdagede tilslut, at det var topperne paa et kolossalt isfjeld af den mest eventyrlige form. Paa afstand tog jeg et fotografi af det, men dette gjengiver langtfra det overvældende indtryk, som det gjorde, da vi kom ind under det. Øverst oppe ragede to ispigger som slanke kirketaarne høit i luften, høit oppe paa den lodrette væg gik et svært hul tvers gjennem fjeldet, og nede havde sjøen hulet ud grotter saa store, at et lidet skib kunde gaa ind under istaget; farverne spillede i en rigdom af blaat lige til det dybeste ultramarin inde i bunden — det var som et svømmende fepalads, bygget af safir — og rundt omkring rislede bække i smaa fosse ud over siderne, mens lyden af dryppende vand stadig gjenlød inde fra grotterne. — Der var skjønhed, men af en fremmed natur, den drog tankerne tilbage til barndommens eventyrverden.

Efter at have ledt en stund i mørket for at finde leirplads, lagde vi ud paa kvelden til ved en holme paa 62° 25′ n. b., 42° 5′ v. l. Som sedvanlig tømtes baadene, og de blev trukne paa land. Dette var muligens paa det samme sted, «som efter et østgrønlandsk sagn skal have været skuepladsen for en kamp mellem en europæer og en grønlænder.»[1]

Den næste morgen (den 2den august) drog vi videre og vilde sætte ret over fjorden nordenfor mod øen Uvdlorsiutit, men kom snart ind i tæt og ufremkommelig is; vi maatte atter tilbage for at holde langs land og søge os frem længere ind i fjorden. Da isen fremdeles syntes at være tæt ude, vilde vi just gaa gjennem sundet mellem fastlandet og den ovenomtalte ø, da vi paa dens sydspidse opdagede eskimotelte. Vi lagde tilland for at spørge om farvandet nordenfor, men blev ikke lidet forundrede ved at modtages paa stranden af en flok kvinder og næsten fuldstændig nøgne børn, som vi troede at have seet ved Kap Bille. De lo høilydt af os og vor forbauselse og forklarede, at de havde reist forbi, mens vi sov, sandsynligvis den foregaaende morgen. De havde her slaaet telt paa en lun liden plads med grønsvær og lyng. Kun en mand var at se, og han stod oppe ved det ene telt og bøtede sin sønderbrudte kajak. Alle andre mænd og kajaker var forsvundne, sandsynligvis var de ude paa fangst for at skaffe mad.

Vi spurgte om farvandet paa indsiden øen, men de gjorde os forstaaeligt, at vi maatte gaa udenom, ja de betydede os endog, at selve sundet var saa smalt, at man ikke kunde komme frem; dette var dog neppe sandt, eftersom Holms ekspedition flere gange drog derigjennem. Paa øens udside kom vi frem i nogenlunde godt farvand; isen laa vistnok tæt overalt ved odderne, men vi brød igjennem og smøg os frem langs med landet.

Lidt over middagstid naaede vi nordsiden af øen Uvdlorsiutit, hvor vi fandt en ganske merkelig grotte, som gik dybt ind igjennem fjeldet.

Som vi om kvelden roede forbi øen Ausivit, paa Tingmiarmiutfjordens nordside, hørte vi i det fjerne inde fra landet kor af hylende hunde, hvoraf altsaa forstodes, at der i nærheden var eskimoer; vi havde dog nu ingen tid at spilde til visiter, drog derfor videre og stansede for natten paa en holme ved Nunarsuak (paa 62° 43′ n. br. 41° 49′ v. l.)

Om morgenen den følgende dag (3dje august) var der saameget vind fra land, at vi besluttede at forsøge seil, som da i hast blev riggede til, paa den ene baad af teltgulvet og paa den anden af to presenninger, som sammensyedes. I begyndelsen gik det raskt nordefter, og det var undertiden en ren lyst, mens baadene krængede til ripen, at skjære afsted for vindkastene gjennem det knappe farvand mellem isflagene, hvor man maatte have øinene med sig for ikke at tørne paa. Vi havde dog ikke seilet langt, før fornøielsen blev mere tvilsom, vindkastene øgede i styrke og gik mer og mer over til nord. Snart var den saa

Landet paa nordsiden af Tingmiarmiutfjordens munding. (Efter et fotografi).
Landet paa nordsiden af Tingmiarmiutfjordens munding.
(Efter et fotografi).


meget imod, at vi ikke kunde føre seil længer. Efter at have roet en stund kom vi nordover mod den høie og bratte ø Umanarsuak; der stod vinden ned af fjeldet med slig styrke, at vi havde vor arme nød med at tvinge os frem. Værre og værre blev det, vi maatte undertiden trække baaden langs isflagene for at faa den fremover, og en gang havde vi saa nær faaet den knust i isen, som sattes i voldsom bevægelse af stormen. Begge baade havde hidtil holdt nogenlunde sammen, men nu blev der alvor i sagen, ingen havde øie for den anden, enhver fik greie for sig, som han bedst kunde. Midt som det stod paa det værste, tog en af folkene paa min baad saa hvast i, at aaren sprang af i skaftet. Vi havde ingen flere hele aarer i reserve paa baaden, de var alle knækkede i isen, men der var ingen tid at spilde, man fik bruge en med halvt blad og saa tage i desto haardere op mod vinden. Undertiden faldt vindstødene over os saa voldsomme, at vi trods brugen af alle vore kræfter dreves agterover; da sprang en tollepinde, det var værre end det første; thi aaren er med en strop kun fæstet til en tollepinde, og alle andre ropladse var belemrede. Uden noget betydeligt ophold blev det dog bragt i orden, og vi kom heller ikke den gang i drift; med anspændelse af vore kræfter til det yderste gnog vi os sagte, men nogenlunde sikkert mod landet. Saa kom vi op under et isflag, Dietrichson sprang ind paa det med fanglinen i haanden for at trække baaden langs kanten, han lagde i iveren ikke merke til, at han hoppede ind paa en hul, fremstaaende iskant, som idet han faldt ned paa den, brast under ham, og han kom paa hovedet i vandet. Dette var vistnok ingen usedvanlighed blandt os, men paa et mer uheldigt tidspunkt kunde det neppe ske; rask og aandsnærværende som han er, kom han dog straks op, og som sedvanlig uden at give sig fik han atter fat paa fanglinen og drog nu baaden frem; arbeidet holdt ham vel varm, men det var neppe behageligt at være i disse drivvaade klæder i den bidende vind. Sligt lod dog aldrig til at genere Dietrichson.

Ogsaa det flag kom vi frem forbi, men nu var vinden øget saa meget, at det var netop, saavidt vi klarede os fremad, lidt til, og vi vilde ubarmhjertig være komne i drift; roerne halede imidlertid beundringsværdig paa de aarestumper, de havde. Da skulde Dietrichson skyve af fra et isflag med en baadshage, men idet han stødte til, sprang ogsaa denne, og paa ny var han nær gaaet udenbords.

Det var et sjeldent uheld, som var over os den dag. Endelig kom vi ind i smulere vande under fjeldet og naaede nu snart land, hvor Sverdrups baad var ankommen noget før os. Her tog vi middag, med en liden hvil, som vi nok kunde fortjene. Saa fortsattes atter veien; men vinden var næsten lige sterk, og da vi forbi sydspidsen af Umanarsuak atter kom i nogenlunde isfrit farvand, stod der mod os ud af den nordenfor liggende fjord en krap og ubehagelig sjø. Uagtet det efter vore vaner endnu var meget tidligt paa dagen, lagde vi derfor tilland, da vi naaede Umanak. Her fik vi, den eneste gang under hele reisen langs kysten, tid til at vælge os en teltplads og fik føle sødmen af at ligge paa en grøn plet med lidt mer til underlag end haard sten eller is. Af den grund skulde vi imidlertid ikke klage, vi sov altid udmerket, naar vi bare havde faaet søvn nok. Straks vi var komne tilland og havde faaet alt i orden, besluttede vi os til at samle brændsel, hvoraf der fandtes nok i form af enerbuske, lyng o. l., og koge karvekaalsuppe. Hertil var alle villige, der blev udfoldet en storartet iver, og snart blussede et vældigt baal mellem nogle stene, hvorover i en tom kjæksboks kogtes den herligste kjødret med suppe, som nogen har seet; vanskelig glemmes teltpladsen paa Umanak eller Griffenfeldts ø af de seks, som hin aften sad rundt baalet og i ro og mag kunde nyde det eneste varme maal, de fik under hele baadreisen langs kysten. At vi imidlertid ikke har været de første, som har nydt livet paa dette sted, saaes bl. a. af nogle ruiner efter eskimohuse lige i nærheden; at der har forefaldt begivenheder ogsaa af mindre hyggelig natur, bevidnedes dog tydelig nok af adskillige menneskeben. som laa henslængte mellem husene, især grinede hovedskallen af en gammel eskimo uhyggelig i dagen. Rimeligvis var beboerne døde af hungersnød, og husene i tidens løb styrtede sammen.

Den næste dag (4de august) var vinden for en del stilnet, og vi kunde fortsætte. Men isen var ofte tæt, især var den slem ud for mundingen af Sehesteds fjord. Her maatte vi langt ud for at finde fremkomst, og det var kun ved hjælp af økse og baadshager, at vi kunde bryde os frem. Kl. 9 om kvelden kom vi forbi en god leirplads; men da det efter vor mening endnu var for tidligt at lægge op, fortsattes nordefter; til gjengjæld maatte vi arbeide til kl. 112 om natten, før vi paa østsiden af øen Uvivak fandt en holme, hvor vi saavidt kunde faa baaden trukne op (63° 3′ n. br., 41° 18′ v. l.) Den dag havde vi 17 timers haardt arbeide i is, kun afbrudt ved en halv times middag.

Den 5te august gik det ved hjælp af økse og hager videre gjennem tætpakket is, som laa an mod stranden hele veien nordover. Mange mægtige isfjelde laa her langs kysten. Som vi ud paa eftermiddagen var komne forbi forbjerget Kutsigsormiut og lagde til ved en liden holme for at faa udsigt over farvandet, fik vi et par hundrede alen fra os se et vældigt isstykke pludselig løsne og falde ned fra en af disse kolosser, som derved tabte ligevegten og med et øredøvende brag styrtede overende; havet sattes i voldsom bevægelse, drivisflagene kastedes mod hinanden rundt om, og en liden holme, som laa foran os, blev fuldstændig overskyllet af de store bølger; havde vi fortsat veien uden at stanse, var baadene sandsynligvis bleven knuste mod berget.

Efter næsten utrolig slit naaede vi sent paa kvelden en holme midt i mundingen af Inugsuarmiut-fjorden. Her var det vor hensigt at slaa leir, trætte og udmattede som vi var; men til vor forbauselse kom vi fra den tætte is ud i aabent farvand, fjorden laa næsten blank lige over mod Skjoldungen, det var for fristende at benytte denne leilighed, og efter en ekstra-ration af kjødpulverchokolade fortsattes reisen, og vi naaede en god leirplads paa et skjær under landet paa den anden side (63° 12′ n. b. 41° 8′ v. l.)

Der er paa Grønlands østkyst en temmelig betydelig forskjel paa flod og fjære, vi havde disse dage det uheld at have lavvand, just som vi skulde hale baadene op, og fik som følge deraf altid et langt stykke at trække dem for at være sikre for floden. Den nat havde vi ogsaa, som sedvanlig, bragt saavel bagage som baade et godt stykke op paa landet, men blev ikke lidet forbausede ved om morgenen at finde vor ølkagge samt en bundtilje, som vi havde brugt til at afstøtte baadene med, borte; sjøen havde ikke alene naaet baadene, men endog sat endel af proviantkasserne under vand; da disse var tætte, var dog intet blevet ødelagt, og vi maatte være glade ved at slippe for saa billigt kjøb. Tabet af vor ølkagge, som var den, vi havde faaet med i baaden fra «Jason», beklagede vi alle meget, ikke fordi der var øl paa den, thi det havde vi drukket ikke længe, efter vi forlod «Jason», men fordi vi nu brugte den til vanddunk. Naar vi drak vandet af spunshullet og lugtede til kaggen, som endnu havde en svag duft af øl, saa indbildte vi os, at det fremdeles var noget lignende, vi drak. Efter den dag blev baadene altid taget vel vare paa.

Den morgen besøgtes vi ogsaa af en endnu mindre kjærkommen gjest, jeg vaagnede af kløe over hele ansigtet og fandt teltet fyldt af myg. Havde vi i begyndelsen fundet hygge ved dette selskab, saa blev vi nu kurerede derfor, og staar nogen morgen af mit liv for mig med gru, saa er det den; det er et under, at vi beholdt forstanden. I en hast fik jeg paa mig klæderne og for ud i det frie for at komme unda; men det var at komme fra asken i ilden, her kastede hele skyer af dette djævelskryb sig over ansigt og hænder.

Værst blev det, da vi skulde spise frokost; thi naar man ikke engang kan faa en bid mad i munden, uden at den er overdraget med et lag myg, da blir det vel stivt. Vi flygtede op paa de høieste klippespidser i nærheden, hvor der var lidt vind, og hvor vi derfor haabede at faa spise vor frokost i fred, vort livs eneste nydelse; vi sprang fra tind til tind, vi hængte lommetørklæder over ansigterne, trak luerne ned over nakke og hals, fegtede og slog som rasende i luften, leverede kort sagt den mest desperate kamp mod den rasende overmagt, men alt forgjæves; hvor vi stod, gik, eller løb, førte vi med os, ligesom solen sine planeter, vor private lille verden af disse uhyrer, indtil vi tilsidst i fortvilelse overgav os paa naade og unaade, kastede os ned paa det første det bedste umulige sted og lod os martre, mens vi i rivende hast fortærede vor frokost med myg paa. Saa fik vi baadene færdige og rømte tilhavs, men endog her var de med. Da slog vi imidlertid i vildt raseri ned for fode med presenninger, jakker og hvad vi kunde finde, og da vi saa fik vinden til kampfælle, overmandede vi tilsidst fienden; men blodtabet paa vor side var betydeligt.

  1. Se «Meddelelser om Grønland» Bd. 9. side 187. (Kjøbenhavn 1889).