Paa Torvet i min Fødeby
Paa Torvet i min Fødeby
der hørtes et lysteligt Vaabengny:
med Trommer og Piber og dragne Sværd
drog over Pladsen den stolte Hær.
Hvor herligt det gik i sluttet Orden,
det drønede fast som en dæmpet Torden,
de blinkende Vaaben lig blaalige Lyn
slog blendende ned i det stærkeste Syn.
Der var en forskrækkelig Tummel i Staden:
Enhver vilde løbe og see paa Paraden.
Vi Smaadrenge vare med Lyst paafærde,
vi sade i Klynger paa Trappe og Gjerde,
af Kamplyst gløded vort unge Blod,
vi trampede Takten med spæden Fod;
vi stilled os siden i lange Rader,
marscherede tappert i Byens Gader;
vi plyndrede Søstrenes Dukkeskrin
og gjorde Mundurer af Silke og Lin.
I Krigsraadet taltes med megen Vegt
om Fiendens Stilling og skjulte Planer,
paa Chefens Kommando vi stormede kjækt
med Skillingstrompeter, Karduuspapiirsfaner.
Vi drog vore Glavind af Fyrretræ,
og huggede løs paa hvert levende Kræ;
mod Katte og Hunde, mod Ænder og Gjæs
gik hver en Bataille med stor Succes.
Omsider blev dog den Spektakel for broget;
da kom der en Vægter og standsede Toget.
Vi arme Smaadrenge saae stivt paa hinanden;
der stod han, den Strenge, med Skildt for Panden,
med Morgenstjerne, og sort som Fanden!
Vi sagde, vi vare godt Folks Sønner;
vi strakte Gevær under fromme Bønner.