Smaadrengene staa paa en meiet Ager
Smaadrengene staae paa en meiet Ager,
og stirre mod Himlen med henrykt Sind;
mens Træerne suse for Høstens Vind,
i Luften svæve de lette Drager.
I Tankerne sidder hver Dreng deroppe,
og rider i Skyen paa Dragens Ryg,
og skuer og speider saa fri og tryg
over Sø og Eng, over Fjeldets Toppe.
See Dragen hvor deiligt den daler og stiger;
det gaaer i Gallop fra Sky til Sky;
som Potteskaar ligger den gamle By,
og Taarnet kneiser saa stort somt et Spiger.
See, Skibene seile ved nøgne Strande;
nu ere de trætte, nu vil de hjem,
men Dragen gaaer høit over alle dem;
de glide og gynge som Fjær paa Vande.
Hvor selsomt knitrer dens Vinger og Hale;
der flyder en Fugl — hvor den er angst!
Og flux er Drengen paa Fuglefangst,
og jager paa Høg og paa Spurv og Svale.
Men ak, nu slappes og bugter sig Snoren;
nu er det ude med Vindens Magt,
og Drengen er midt i sin høie Jagt
stødt ned med Sorrig og Harm til Jorden.
Og Dragen hænger paa Kirketaget,
og hænger der endnu i Slud og Snee;
men da har Drengen forglemt sin Vee:
da er han inde i Sneboldslaget.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |