Smaadrengene staa paa en meiet Ager

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 5-6).

Smaadrengene ſtaae paa en meiet Ager,
og ſtirre mod Himlen med henrykt Sind;
mens Træerne ſuſe for Høſtens Vind,
i Luften ſvæve de lette Drager.

I Tankerne ſidder hver Dreng deroppe,
og rider i Skyen paa Dragens Ryg,
og ſkuer og ſpeider ſaa fri og tryg
over Sø og Eng, over Fjeldets Toppe.

See Dragen hvor deiligt den daler og ſtiger;
det gaaer i Gallop fra Sky til Sky;
ſom Potteſkaar ligger den gamle By,
og Taarnet kneiſer ſaa ſtort ſomt et Spiger.

See, Skibene ſeile ved nøgne Strande;
nu ere de trætte, nu vil de hjem,
men Dragen gaaer høit over alle dem;
de glide og gynge ſom Fjær paa Vande.


Hvor ſelſomt knitrer dens Vinger og Hale;
der flyder en Fugl — hvor den er angſt!
Og flux er Drengen paa Fuglefangſt,
og jager paa Høg og paa Spurv og Svale.

Men ak, nu ſlappes og bugter ſig Snoren;
nu er det ude med Vindens Magt,
og Drengen er midt i ſin høie Jagt
ſtødt ned med Sorrig og Harm til Jorden.

Og Dragen hænger paa Kirketaget,
og hænger der endnu i Slud og Snee;
men da har Drengen forglemt ſin Vee:
da er han inde i Sneboldſlaget.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.