Vi sade i Kammeret lune og trygge

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Johan Dahl (s. 1-2).

Vi sade i Kammeret lune og trygge,
og hørte et Haglveir mod Ruderne ſlaae.
Vi vilde et Korthus paa Bordet bygge,
og Alle vare vi ganſke ſmaa.

Den førſte Etage var hurtigt bygget,
og Loftet blev paalagt med ringe Besvær.
Vort Gaardsrum var hegnet og luunt og skygget;
der stod alt en Hane og brammede der.

Med higende Fingre og lukkede Munde
vi hævede atter, paa Bygningens Tag,
en deilig Vaaning, hvori vi kunde
holde et straalende Søndagslag.

Da bleve vi glade, og turde vove
en ny Etage, og da blev det tre.
Der ſkulde Gjæſterne husſs og ſove,
og drikke om Morgenen Kaffe og The.

Nu vilde vi Tyve fra Huſet ſkræmme,
og ſatte en Tjener til Varetægt.
Hver Løverdag ſkulde han nægte os hjemme,
og det var den prægtige Kløverknægt.

Der ſtod vore Stuer i sirlige Rækker;
men Huſet var underlig dunkelt og lukt;
vi tittede ind gjennem Fuger og Sprækker,
og længtes og tænkte: hvor der er ſmukt!

Da fandt vi paa Raad, da blev der en Gammen:
da vilde vi aabne Vindue og Dør;
men ak, da ſtyrtede Bygningen ſammen,
og Kortene laae der i Dynger ſom før.