Paa Havet (1863)
Ifjor ved denne Tid meddelte jeg her i Folkevennen en Liste over offentlige Belønninger for Rednings-Daad i Aarene 1845 til 1861. Nu kan jeg, fremdeles ved Godhed af vedkommende Embedsmand i Indre-Departementet, meddele en lignende Liste for Aaret 1862.
| Husmand Søren Dinesen Hætten af Brønø, Helgelands Fogderi, Nordlands Amt. | 10 Spd. |
| Kapitain N. Voorendyk af Riga. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| Kapitain Herbert Williams af Liverpool, Styrmand Robert Hooper og 4 Matroser af Besætningen paa Førstnævntes Fartøi | De 2 Førstnævnte Medaillen for Borgerdaad i Sølv og Matroserne £ 22 til Deling. |
| 8 hollandske Fiskere fra Øen Ameland | 120 fl. Hl. Crt. til Deling og Tilkjendegivelse af Hs. Majs. naadigste Anerkjendelse af deres kjække Forhold. |
| Kapitain Th. Wallis af Greifswalde. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| Kapitain Christen Dahl af Helsingsøer. | Do. |
| 6 Fiskere af Frederikshavn. | 6 Rigsdlr. dansk Rm. til Deling. |
| Kapitain Mutel af Caen. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| Kapitain H. Dupêché af Bordeaux. | Do. |
| Kapitain Kulper af Hamburg. | Do. |
| Kapitain George Washington Sawyer af Nordamerika | Do. i Guld. |
| Kapitain David Mc. Kee af New-York. | Do. i Sølv. |
| Lodserne Jens Olsen Huser og Ole Olsen Huser af Hvaløerne, Lodsdrengen Alexander Johannesen og Jens Peder Hansen samt Matroserne Petter Hendriksen og Hendrik Johnsen. | Lodserne Medaillen for Borgerdaad i Sølv, Lodsdrengene hver 10 Spd. og Matroserne hver 5 Spd. |
| Styrmand Nathaniel H. Falker af Nordamerika. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| H. Tranaas af Trondhjem, Jakob Bergum af Namdalen, Ludvig Hansen Gidschoug af Alstahoug og Arne Rolfsen af Maasø. | Den Første 15 Spd. og de øvrige hver 10 Spd. |
| Skibskapitain Borgen af Tønsberg. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| Kapitain Karl H. Vikander af Åbo og 2 af hans Besætning Styrmand Elias Kjelberg og Matros Karl Benjamin Wallin. | Den Første Medaillen for Borgerdaad i Sølv, den Anden 15 Spd., den tredje 10 Spd. |
| Kapitain H. Christensen af Rudkjøping. | Medaillen for Borgerdaad i Sølv. |
| Gaardbruger Jan Kristophersen Synæs af Harhams Præstegjeld samt Dreng Kristopher Kristophersen Ekenaasvaag og Dagleier Anders Sandvig. | Den Første 10 Spd. og de 2 Sidste hver 5 Spd. |
| Gunder Johannesen Westrumvold, Hand Børresen og Bardo Børresen af Skogns Præstegj. | Hver 5 Spd. |
| Kapitain Jean Baptiste Mopin og hans Mandskab, 9 Mand. | Kapitainen Medaillen for Borgerdaad i Sølv og Mandskabet 300 frcs. til Deling. |
| Lods Salve Tollisen Hildøsund, Tobias Tønnesen, Hans Olsen og Johan Palmstrøm af Mandals Præstegj. | Den Første Medaillen for Borgerdaad i Sølv, de Øvrige hver 5 Spd. |
| Jakob Sivertsen Voxø, Sivert Rasmussen Voxø, Sivert Bergesen Nedrelied, Elias Danielsen Øvrelied, Knud Henriksen Nedrelied og Jakob Madsen Sandvig af Herø Præstegj. | 30 Spd. til Deling. |
| Hollandsk Skipper Cornelis Lokker Jakobszoon og 2de Sømænd Mathys Lokker og Adriams von Leouwen. | Den Første Medaillen for Borgerdaad i Sølv og de 2 Sidste hver fl. 20. |
| Smed Andreas Nielsen ved Trondhjem-Støren Jernbaneanlæg. | Medailen for Borgerdaad i Sølv. |
Jeg kunde vist ikke indlede en ny Sag bedre end ved at meddele Indholdet af et Brev til mig af 14de Ø d. A. fra en Embedsmand i Finmarken. Han ønsker, der var et eller to gode Barometre i hvert Fiskevær, og skriver i den Anledning saa:
De fleste Ulykkestilfælde ske med aabne Baade, hvormed man næsten aldrig er ude paa Søen mer end en Dag ad Gangen, saa at et godt Barometer, naar det raadspurgtes ved Udreisen, i de fleste Tilfælde betimeligt nok vilde advare mod de pludselige Uveir, hvori Baadmandskaberne saa ofte ere udsatte for at om- komme. I Finmarken især ere saadanne pludseligt udbrydende Uveir, „Faldveir,“ der uden Barometer ofte ikke kunne forudsees selv af de mest øvede Iagttagere, meget hyppige, og man hører ofte, at i saadanne ere Baadsmandskaber dels gaaede aldeles tilgrunde og dels blevne nødte til at holde af for Stormen til langt bortliggende Kyster, hvor de Ilandkomne lide saameget, at de ikke sjelden dels blive helseløse, dels omkomme paa Land. Saadant høres navnlig fra Vardøkanten, hvor som bekjendt en Mængde Fiskere samles om Vaaren. Det er der især de heftige Nordveststorme, som falde over Fiskerne saa pludseligt, at de dels med stor Nød neppe kunne vinde tilbage under den norske Kyst, dels gaa tilgrunde under Forsøgene herpaa og dels maa holde af til den fordetmeste øde russiske Kyst mange Mile sydost for Vardø. – Under en Reise i disse Egne hørte jeg nylig omtale et af de mange saadanne Tilfælde en Baad fra Vardø maatte for Uveir holde af til en af Russefjordene, men i Stormen og Snedrevet magtede kun den ene af Besætningens fire Mand frem til den eneste Boplads, som fandtes ved Fjorden, hvorimod to af hans Kammerater bleve ude sammen Natten over, udsultede og i den Grad forfrosne, at de var syge længe efter (om den ene var frisk igjen, vidste Beretterne ikke). Den fjerde Mand, som adskilt fra de Andre ogsaa maatte blive ude Natten over i det forfærdelige Uveir, gjenfandtes Dagen efter, men vanvittig. – Da jeg under den samme Reise i denne Maaned var paa Varde, spaaede Barometret der Storm, og for ikke at blive opholdt paa Øen af Uveir maaske flere Dage, reiste jeg da strax medens Veiret endda var godt om Eftermiddagen over det berygtede Bussesund, der uagtet mindre end en Fjerding bredt i Regelen hvert Aar kræver enkelte Menneskeliv, til Fastlandet og derpaa over Fjeldet til Fiskeværet Kiberg. Morgenen efter var Veiret fremdeles saa vakkert, at vi troede Barometret dengang havde narret os, ligesom det undertiden før skal have hændt, at bebudede Uveir ei ere naaede op under Kysten, uagtet Drønet deraf høres ude fra Havet. Reisen blev derfor fortsat en Mils Vei tillands indover Stranden, men netop som vi talte om hvor vakkert Veir vi dog fik, brød Uveiret pludseligt løs med en Storm af Nord, som faldt ud over Fjeldene med et saa tykt Snedrev, at det var umuligt at se, hvorhen det bar med os. Vi maatte da følge Vindens Retning mod Søen, som var i Nærheden, og siden langs Stranden arbeide os frem til nærmeste Boplads, Langbunæs, hvor vi saa maatte holde ud baade den og den følgende Dag. (Selv i Vadsø Byes Kirke maatte samme Dag den tillyste Gudstjeneste paa Grund af Uveiret indstilles). En rask og stærk Kone fra den samme Plads, Langbunæs, var kort før omkommet i et lignende Uveir ved at reise netop den samme Vei fra Kiberg. Hun var endda uagtet megen Eftersøgning ikke gjenfunden, og vil neppe heller blive det før til Vaaren naar Sneen tøer bort. – Paa Søen vilde Redning i saadant Veir være aldeles umulig. – Men et godt Barometer vil næsten altid eller i Regelen ialfald give tilstrækkeligt langt Varsel derom, – idet Fiskere og andre Baadfarere paa faa Undtagelser nær kun nogle Timer ad Gangen eller kun en hel Dag ere ude paa Søen.
Et à to gode Barometre burde derfor som anført findes i ethvert ei ganske ubetydeligt Fiskevær tilligemed en folkelig Underretning om Barometerne med Veiledning til deres Benyttelse,[1] en Veiledning som Folkeoplysøsningsselskabet vel kunde besørge udgivet mod et Par Skilling pr. Exemplar. Vaæreierne vilde visselig fordetmeste selv anskaffe saadanne, naar deres Opmærksomhed først blev henledet paa Sagen, og man sørgede for at gode Barometre, simple men hensigtsmæssigt og stærkest muligt indrettede, vare at faa for en rimelig Pris f. Ex. et Par Daler pr. Stykke, foruden Beskrivelse og Veiledning.
Paa hin Reise, siger den ærede Brevskriver fremdeles, fik han af Strandsiddere i Nærheden Bestilling paa 3 Barometre, og han anmoder igjen mig om at besørge for ham 5 Barometre sendt herfra; han tilbyder sig ogsaa at modtage et større Antal til Forhandling.
Denne Kommission udførte jeg saaledes, at jeg efter Overlæg med Hr. Fyr-Direktør Diricks anmodede en Instrumentmager (Hr. Lundh) om at sætte ved Skalaen ikke den Paaskrift om Veiret, som hidtil har været den almindelige paa Barometre her til Lands, men den, som bruges af det engelske Rednings-Baads-Selskab paa de Barometre, som dette Selskab har opstillet langs den engelske Kyst til Veiledning for Fiskere og Søfarende der. Og en kort Forklaring om Barometrets Brug, som det samme engelske Selskab har udgivet, er Hr. Lundh paa min Opfordring betænkt paa at oversætte og levere som Følgeblad til hvert af hans Barometre. – Jeg valgte, og det ligeledes efter Overlæg med Hr. Diricks, den billigste Sort Barometre, til 2 Spdr. Stykket; de ansees som tilstrækkelig paalidelige og nøiagtige til dette praktiske Brug, og Fabrikanten var villig til uden Forhøielse i Prisen at gjøre saadan Forbedring ved Træværket, at Glasrøret, paa det Øverste nær, nu er beskyttet. – De bestilte Barometre ere paa det nærmeste færdige til at afgaa med første Dampskib og ville vel være fremme længe før disse Blade.
Paa Verdens-Udstillingen i London ifjor saa jeg hint engelske Selskabs Barometer, udstillet sammen med den berømte Redningsbaad, der stod paa sin Vogn i fuld Størrelse og komplet Stand. Ikke mere sagkyndig end jeg er saa jeg nok, at Baaden, saa udmærket Tjeneste den end gjør ved det tætbefolkede Englands lave Strande, nok aldrig vil kunne faa synderlig Anvendelse ved vor tyndtbefolkede Klippekyst. Men Barometret, det monne passe ligesaavel for de norske som for engelske og skotske Fiskevær.
Men Bruget af Barometret er ikke saa ganske ligetil. Der skal nogen Øvelse til at agte paa dets Varsler. Og muligvis skal det befindes, at Varslerne maa tydes noget anderledes i Finmarken end i London, da den større Nærhed mod Nordpolen og Landets Form kanske har nogen Indflydelse, saa de forresten lige Aarsager, som Barometret lader os se, ikke altid have de samme Veir-Forandringer til Følge.
Men jo før Blikket og Tanken bliver rettet paa denne Sag, desto snarere skal Barometret komme til at yde sin Tjeneste ogsaa hos os. Som Kikkerten skjærper Sømandens øvede Øie, saa skal Barometret understøtte den Skjønsomhed, hvormed den norske Kyst-Almue fra gammel Tid af agter paa Himmelens Tegn og andre Veirmærker fra baade Land og Hav.
Siden Telegrafstationerne have begyndt at meddele Veirforandringer, have Barometer-Observationer tiltrukket sig mere og mere Opmærksomhed blandt Skippere og Matroser; det hører jeg ogsaa af Instrumentmagere, at i de senere Aar sælges der ikke faa Barometre til Landmænd, som gjerne vilde forudse Veiret for Slaattens og Skurens Skyld. Men at skjønne Veiret og dets forestaaende Forandring er ikke saaledes et Livsspørgsmaal for Nogen som for Fiskeren paa den aabne Baad.
Disse alvorlige Klippeøer, Thrænen i nordvestlig Retning (noget udenfor det lille Kaart, som er tilføiet paa næste Blad) og Lovunen i Sydost, stode som Vidner ved det Forlis, som omstaaende Beretning melder om.
„Nesne Præstegjeld, i Helgeland. No. i Ministerialbogen: Dønnæs Sogn 30.
Tiden: 1862, Juni 20.
Stedet: Det aabne Hav i Nærheden af den ubeboede Holme Søholmen, 2½ Mil nordvest for Dønøens nordlige Pynt.
Maaden: 3 Mand paa Trerømmings Baad reiste i godt Veir i S. O., med nogen Søgang, Kl. 11 om Natten ud fra Søholmen til den omtrent ½ Mil i N. N. O. fra samme beliggende Lønbø eller Grund, Brødrene kaldet, for paa samme med Tro (et Slags stor Fiskestang) at fiske Smaasei til Agn ved det større Fiskeri paa Dybet. De lagde sig N. V. for Grunden og ansaa sig sikker for Bræksøer. Men aldeles uformodet brækkede Søen fra S. O. Dog var det ikke Grundbroddet, men Bremhesten (Gjensjøsen), der fyldte og kantrede Baaden.
Anledningen: Allerede forklaret i det nys Anførte.
Tilregnelighed: Herom ere Meningerne delte. Nogle paastaa at Fiskerne vare denne Lønbø, som hverken sees i Flo eller Fjære, for nær. Andre paastaa det Modsatte, og Høvedsmanden, Peder Hind Hansen, siger, at Alle ro ligesaa nær som han og at han enten maa have Lov dertil eller opgive Bruget. Fra først af var han nok i passende Afstand, men gav neppe tilbørlig Agt paa at Søen begyndte at bryde.
Redningsforsøg: Af Mandskabet kunde Ingen svømme. Man forsøgte at holde sig fast ved Baaden, men efter en halv Times Forløb slap Peder Kr. Vaag og blev bortskyllet. I 5 Timer kjæmpede de 2de Tiloversblevne, uagtet Baaden gik mange Gange rundt. Fra Søholmen holdtes Udkig, men Afstanden og den høie Sø skjulte Baadens Stilling. Endelig fandt man at det varede for længe, hvorfor Fredrik Kr. Hansen Glein lagde ud fra Søholmen og fik reddet Peder Hind og Nikolai Svendsen.
Personerne. a) Forulykkede: Ungkarl Peder Kristian Danielsen Vaag, 25 Aar gl. Faderen, som er Gaardbruger i taalelige Kaar, har endnu 4 dygtige Sønner tilbage. Svømning vilde neppe have hjulpet i dette Tilfælde. Den Druknede ikke gjenfundet.
b) Reddede: Nikolai Svendsen, 27 Aar gl. Ungkarl; Peder Martinus Hind Hansen Glein, 21 Aar gl.“
Søholmen er ubeboet, som det siges i Beretningen. Dog var det derfra, at den forliste Baad var reist ud, og der var fremdeles Folk paa Holmen, som holdt Udkig, og af hvilke en Mand omsider lagde ud for at opsøge de Savnede. Jeg formoder derfor, at den øde Holme har tjent som Tilholdssted eller Vær for Fiskere, som herfra have drevet sin Dont; maaske staar her Boder eller Stenhytter, eller de haardføre Folk bruge at overnatte under en hvælvet Baad eller under et Seil. Hine Tre, som reiste ud, medens Andre forbleve paa Holmen, have maaske paataget sig at skaffe Agn (det var jo dertil Smaaseien skulde bruges) for det hele Mandskab, og dette kan igjen have været Aarsag til, at der blev holdt Udkig efter dem.
Bredden af det lille Kaart svarer til lidt over 112 Mil, og man kan da saa nogenlunde slutte sig til, hvor den Lønbø er at søge, som slugte denne Baad 3 Mils Vei i N. N. O. for Søholmen. Hele den Strækning af Havet omkring Søholmen, som paa Kaartet er betegnet med mange smaa Kryds og omcirklet med en prikket Linie, er opfyldt af Grunde eller Lønbøer; men sagtens har man kjendt hin enkelte som en af de fiskerigeste. – Vort Kaart, der kun er en liden Rude af det store og skjønne Søkaart over Norges Kyst, lader os se en Prøve paa den ufattelige Mængde af Smaaøer, som bekrandse denne. Disse Smaaøer forestiller jeg mig som de synlige Toppe af Fjelde, hvis Rod skjuler sig i Havet; og ligesaa ere hine Lønbøer Toppene af Fjelde, som ere ganske under Vandet. Og just om slige undersøiske Fjeldtoppe forestiller jeg mig at Seiestimerne svæve, ligesom vi kunne se Fugle-Sværmene kredse omkring Smaaøerne. Man kan forstaa, at det for Fiskeriets Skyld gjælder at holde sig saa nær hen til disse Toppe som muligt (det skulde være artigt at høre en kyndig Forklaring om, hvorledes man saa nøie kan kjende Stedet for en skjult Grund eller Lønbø); men vi se ogsaa, hvor farligt det er.
Paa Kaartet se vi endel Navne selv paa ubeboede
Smaaøer; men Almuesfolkene, som fare ud og ind her, 
have Navne endogsaa paa Lønbøernes skjulte Klipper. Det
er, som at hver Sten skulde være kjendt. Hvorledes ere disse
Navne blevne til? Hin Lønbø heder saaledes „Brødrene.“
Naar fik den det Navn, og hvorfor? Kanske fordi to
eller tre Brødre engang i Fortiden have forlist der ligesom
de tre unge Mænd i vor Beretning. At blive kjendt med
alle disse Skjær og Grunde, disse Seil-Løb og Fiskepladser,
det har været Aarhundreders Værk, og hvorledes Folket
i disse lange Tider vel har arbeidet og lidt hist ude
ved Kysten, det have vi nu seet en Prøve paa.
Nu skal jeg bede Læseren følge med nogle Dagsreiser længer mod Nord, til Senjen, til den Skueplads der, som det næste Kaart vil fremstille. En Beretning herfra, af Sognepræsten til Lenvik, lyder saaledes:
„Tiden. 15de November 1862.
Stedet: Malangan, yderste Del mod Havet.
Maaden: Kuldseilede.
Anledningen: Manden skulde reise over til Hillesø fra sit Hjem i Edø for at hente Medicin til sin syge Kone; sætter, for at nytte Dagen vel, Linen ud paa Henreisen til Hillesø; havde sin Tjenestedreng med.
Tilregnelighed: Fra Edø til Hillesø er omtrent ¼ Mil, skarpt Stykke Vei, da Havet næsten bestandig trykker ind igjennem dette Sund. Folket i Eds og Hillesø agte dog ikke dette Stykke for Noget, og en Mand seiler gjerne over alene. Den 15de Novbr. var der en Klo Vind derude, men det regnes i Hillesø for meget godt Veir. Manden Hans Peder havde vist ikke den Dag nogen Betænkelighed ved at tage en ganske liden Baad og vel ikke mere Ballast end han havde i Linstamperne. Jeg antager, at Linen i Længde kunde naa omtrent midt i Sundet, og strax efter Linens Sætning har han kuldseilet.
Vant til at heise Seilet paa en Otrings- og en Fembørings-Baad
– et tungt Arbeide, naar Seilet er blevet vaadt af Sø
eller af Regn, endog for 2 Mand, heiser Fiskeren Seilet paa en
Trerømming lettere, end en af os heiser et lidet Flag, og Ulykken
her er upaatvivlelig skeet derved, at Seilet er kommet for
snart i Toppen, før Vinden rigtig var kommen i det fra neden 
af, og i saadant Tilfælde kan Baaden, selv i spagt Veir, kantre
i en Haandevending. – Den tilbørlige Forsigtighed har saaledes
her, efter min Mening, ikke været brugt.
Personerne: Gaardmand Hans Peder Bertheussen Edø af Hillesø Sogn, Medhjælper og Kirkeværge, Skole- og Fattigcommissær, 29 Aar gl., sad i meget gode Kaar. Konen og Børnene, 2 à 3, have været meget syge, Sorgen er stor over Tabet af den brave Mand og Fader. Tjenestedrengen var Ungkarl og Fin Gunner Edevard Olsen Tuleng af Hillesø 21½ Aar gl., et meget brav Menneske.
Bemærkninger: Det enkelte Stykke Vei anser jeg for det værste Stykke paa min Kirkevei fra Lenvig til Hillesø – 2 gamle Mil ud ad Malangen mod Havet. I min 6aarige Embedstid har jeg vel gjort imellem 60 og 70 Reiser derud, men fast bestandig har Skydsen maattet se sig vel for, naar vi skulde passere over fra Edøen til Hillesø. Selv over det brede Gab fra Lokvik lidt i S. O. for Hekkingens Fyr til Edø – ½ Mil – seiler jeg hellere end over det Stykke, hvor Hans Peder satte til. Havde nu denne Mand og hans Dreng kunnet svømme og derved være komne paa Hvælvet, antager jeg, at deres Nødraab maatte være bleven hørt enten paa Hillesø eller paa Eds, da Veiret, som bemærket, var godt, og Ulykken skede knapt ⅛ Mil fra Land. Først Mandagen efter opdagedes Ulykken derved, at Manden paa Hillesø efter Løfte reiste over til Edø for at hjælpe Hans Peder med en stor Baad. Konen fortalte da, at han Løverdag var reist til Hillesø. Man forstod da, at en Ulykke maatte være skeet. Manden i Hillesø reiste til Sommerø tæt ved, fik et Par Mand med sig derfra og ved Søgen fandt de kuns en liden Rest af Baaden paa Nordsiden af Edøen; men mærkeligt nok intet Seil, som end mere bestyrker den Mening, at Baaden har væltet for et Vindstød under Heisningen af Seilet, førend de have faaet Tid til at ordne det.“
Edøen har udentvivl sit Navn af Ederfuglen (Æd), som vel her har havt et lunt og trygt Sted for sit Rede. Der er en egen Ynde ved et saadant Fuglevær, helst naar der, som her, er saa fredeligt, at Fuglene holde til paa beboet Ø, altsaa sammen med Menneskene.
Man følge engang Præsten paa hans Kirkereise, henover Kaartet. Det er udentvivl haarde Klippekyster, lige fra Præstegaarden inderst inde, ved Foden af Aglaps-Fjeldet, og til Hillesø Kirke; Aarsagen til, at der paa det Kaart, som nærværende Træsnit er taget efter, kun er tegnet enkelte Fjelde, er den, at paa Søkaarter bruger man kun at tegne de Fjelde, som især tjene til Veivisere for Sømændene. Men hvor haardt Land det er, det kunne vi slutte deraf, at det er saa sparsomt befolket det hele Antal af Familier er angivet ved de smaa firkantede Mærker, som sees hist og her.[2]
Men fordi Landet indenfor var saa bart og haardt, og Havet derudenfor saa barsk, derfor kan jeg nok tænke mig, at Hans Peder har forstaaet at sette Pris paa sin Edøes stille Fred.
Med hvilket Blik har han seet did den sidste Gang?
§ 1. Saadanne Beretninger som de to meddelte, om ikke just altid saa omstændelig beskrivende, har jeg faaet en fuldstændig Samling af for hele Tromsø Stift for Aaret 1862.[3] Det har været mig inderlig vemodigt at læse dem. Det var mig stundom, som om jeg fornam Dødssukkets sagte Aande gjennem Stormens Hvin og Bølgernes Brusen og Søfuglenes klagende Skrig.
Bag hvert af de Tal, som dette Kapitel skal indeholde, er der gjemt en alvorlig Begivenhed, og den hele Række af Tal kan betragtes som en kortelig beskreven Mindetavle over dem, som det Aar sank paa de vaade Veie.
Beretningen for 1862 angive Navn for Navn netop 200 Druknede, af Tromsø Stifts egen Befolkning (saa altsaa nogle faa Fremmede ikke ere regnede med).
Et saadant Tal er, som jeg ved tidligere Leiligheder har gjort opmærksom paa, overmaade stort, naar man regner efter Folkemængden og sammenligner med andre Egne og Lande. Men i Sammenligning med tidligere Aar for Tromsø Stift selv maa det kaldes regelmæssigt.[4]
Antallet af de Ulykkes-Tilfælde, ved hvilke de 200 mistede Livet, var 107.
§ 2. For at følge samme Orden som i den nævnte Beretning for 1861 (se dens Kap. 2) skal jeg allerede her anføre følgende Oplysninger om Personerne:
| Mandfolk | 185 | |
| Fruentimmer | 15 | |
| tilsammen | 200. | |
| Mdflk. | Frtmr. | |
| Under 15 Aar | 21 | 3 |
| Mellem 15 og 30 Aar | 90 | 6 |
| Mellem 30 og 50 Aar | 52 | 3 |
| Over 50 Aar | 21 | 3 |
| Alderen ikke opgivet | 1 | – |
| tilsammen | 185 | 15. |
Paa en enkelt Person nær (en Gut, som badede sig) tilhørte alle disse Mennesker den egentlige Almue, Gaardmænds, Indersters, Fiskeres Familier. Nogle af dem vare Finner, mest Sø-Finner.
Af Gutterne under 15 Aar vare ikke faa allerede komne op i den Alder, at de vare med paa Baadene for at hjælpe til, og af Mændene over 50 Aar vare ikke mange naaede op i den egentlige Olding-Alder. Ulykken har altsaa mest rammet Folk i den arbeidsføre Alder, ligesom det jo er netop Arbeidet, som her i saa høi Grad udsætter for Fare.
Af Mandfolkene vare i det mindste 56 gifte Mænd. Om 31 af de 56 Mænd er det oplyst, hvor mange Børn deres Enker sad igjen med; det var 86, og de allerfleste af disse vare smaa og uforsørgede. Om endnu nogle flere af de 56 er det sagt, at der var Smaabørn efter dem, uden at det er anført, hvor mange.
Om ikke faa af de efterladte Familier fremhæves det udtrykkelig, at de sad i saa yderlige Kaar, at det offentlige Fattigvæsen maatte tage sig af dem.
Og ikke saa sjelden anføres det om Ungkarle, som kom bort, at de havde været tro Forsørgere for fattige Forældre.
Forholdene føre det med sig, at der jevnlig er nærforbundne Naboer og Slægtninger paa Baad sammen. I et Tilfælde omkom en Fader med alle sine Børn, nemlig 3 voxne Sønner, og den hjemmeværende Hustru og Moder blev altsaa Enke og barnløs paa en Gang. I et andet Tilfælde omkom 4 Naboers raske ældste Sønner, den yngste 19, den ældste 27 Aar gammel – denne sidste var bleven gift et halvt Aar før.
I tidligere Opsatser om Ulykkes-Tilfælde i Tromsø Stift har jeg dvælet ved Betragtningen af den store Mængde. Men det er som at Ulykkens Storhed heller har voxet for mig ved disse nyeste Oplysninger om den megen Sorg og Nød blandt de Forulykkedes Efterladte.
§ 3. Med Hensyn til Tilfældenes Art kan der for det Første skjelnes saa:
| a) i Ferskvand | 23 | Tilfælde, | 24 | Personer, |
| b) paa Søen | 84 | – | 176 | – |
| tilsammen | 107 | – | 200 | – |
De 23 Tilfælde i Ferskvand eller Elv og Indsø hændte saaledes:
6 ved at falde i Isen (deraf 1 under Skøiteløben for Moro),
4 ved at vade over Elve,
1 ved at ro i strid Elv,
2 ved Tømmerflødning,
8 ved at falde ud i Elv og Dam og Brønd, endelig
2 ved Badning. Blandt disse Tilfældes 24 Personer var der, som let begribeligt, en forholdsvis stor Del af de Kvinder samt Børn og Gamle, som § 2 opregnede.
§ 4. Tilfældene paa Søen deler jeg endvidere saaledes:
| a) | paa andre Maader end ved | ||||
| Baad-Forlis | 10 | Tilfælde, | 13 | Personer, | |
| b) | ved Baad-Forlis | 74 | – | 163 – | |
| tilsammen | 84 | – | 176 | – |
Under de førstnævnte 10 Tilfælde har jeg sammenfattet følgende:
| Stranding af Skib | 1 | Tilfælde, |
| falde ud fra Fartøi eller Baad | 4 | – |
| ligesaa fra Stranden | 2 | – |
| vade iland fra en strandet Baad | 1 | – |
| falde i Isen paa en Fjord | 1 | – |
| Baaden rammet af Sneskred | 1 | – |
§ 5. De Tilfælde endelig, som hændte formedelst Baad-Forlis, deler jeg saa:
| a) Kirke-Reiser: | 5 | Tilfælde, | 14 | Personer, |
| b) Andre Smaareiser | 22 | – | 44 | – |
| c) Vareførsel | 16 | – | 28 | – |
| d) Fiskerri: | 31 | – | 77 | – |
| tilsammen | 74 | – | 163 | –[5] |
a. Under Begrebet af Kirke-Reiser har jeg henført nogle Tilfælde, som traf med Ligførsel samt med Reiser til og fra Skolen og Præstegaarden. Paa egentlige Kirkereiser forliste kun 2 Baade, og et af disse 2 Forlis hørte til dem, som egentlig vedkomme 1861 (se sidste Anm.). Den ene Kirkebaad, som altsaa forliste i 1862, var bemandet af Fjeldfinner, og Tilfældet tilskrives disses Mangel paa Øvelse i at fare paa Søen.
b. Ikke ved alle disse Smaareiser er Anledningen eller andre Bi-Omstændigheder nærmere beskrevne. Men Et er mærkeligt: ved 16 af de 22 Tilfælde kan jeg se om Forliset er indtruffet paa Udreisen fra Hjemmet eller efter udført Erinde paa Tilbagereisen til Hjemmet, og ved Optællingen finder jeg, at dette Sidste fandt Sted med ikke mindre end 13 af de 16 Forlis. Ved flere af de 13 Forlis er det berettet, at Baadene kom fra Byen eller Handelsstedet, og om 3 af disse Baades Mandskaber er det erklæret, at de vare i beruset Tilstand da de begav sig paa Vei, og at Aarsagen til Ulykken maa søges deri. Men ellers har jeg faaet det Indtryk, at Aarsagen for en Del monne ligge deri, at man higer hjem og derfor dels tager ud i betænkeligt Veir, dels vedbliver at føre Seil udover Aftenen og ind i mørke Natten. Det samme gjælder ogsaa med nogle af de vareførende Baade.
c. Af de 16 her anførte Baade vare 4 ladede med Ved og Torv, 3 med Tømmer og Planker, 3 med fersk Sild, 1 med Torv, 1 med Kreature, Resten med Varer, som ikke ere beskrevne nærmere.
d. Her kan skjelnes mellem selve Fisketourene og de længere Reiser med Fiskebaadene hjemmefra til Fiskeværene (Fiskernes Tilholdssteder) eller derfra hjem. Det er, som let begribeligt større og bedre bemandede Baade, som udrustes til de store Fiskerier fjernt fra Hjemmet, og det lader især til, at saadanne Udrustninger gaa fra Nordlandske Bygder af, til enkelte Silde-Fjorde, til Lofoten og til det fjerne Finmarken.
Nær Halvdelen eller 36 af de 77 Mennesker, som omkom formedelst Fiskeriets Bedrift, led denne Skjebne ved 11 Forlis af Baade, som vare udrustede for hine fjerne Fiskerier og af disse 11 Forlis hændte de 8 paa Reiserne hen eller hjem, de andre 3 derimod under selve Udøvelsen af Fiskeriet. Alle de øvrige under Bogstaven d nævnte Forlis indtraf ved Hjemfiske, hvilket Hjemfiske rigtignok stundom har været netop hine saakaldte store Fiskerier, naar nemlig Baadene have hørt hjemme der, hvor disse gaa for sig.
Sagkyndige Folk skulde maaske uddrage adskillig Belæring af Beskrivelserne over, hvorledes det er gaaet til med Ulykkes-Tilfældene paa selve Fisketourene, om hvorvidt de ere indtrufne paa Udreisen eller Indreisen, under Seil eller under Aarer, under Modvind eller Medvind, ved Kuldseiling eller Fylding o. s. v.; Beskrivelserne ere dog ikke altid omstændelige nok.[6] Mærkeligt forekommer det mig, at 4 Fiske-Baade (af hvilke den ene dog ikke er indbefattet i de før anførte Tal, saasom alle Folkene bleve reddede) ikke havde Seil oppe og dog kastedes om, de to af Hvirvelvind, de andre to af Søgangen. Disse samme 4 Baaade er tillige Exempler paa den særegne Fare, som der maa være for Fiskeren, netop i den Stund, han drager Fiskeredskaberne eller Dræggen, eller før han endnu har faaet Seilet op.
§ 6. Som i den tilsvarende § ifjor skal her tilføies følgende nærmere Tælling angaaende dem, som fandt sin Død under Fiskeri-Bedriften, ved deres Fiskebaades Forlis: De vare alle Mandspersoner, og Alderen kan betegnes saa:
| lidt under 15 Aar | 6 |
| mellem 15 og 30 Aaar | 39 |
| mellem 30 og 50 Aar | 26 |
| lidt over 50 Aar | 6 |
| tilsammen | 77. |
Som vi sige om Soldaten, der faldt, at han faldt paa Ærens Mark, saa kunne vi i Særdeleshed om disse af de mange Havets Offere sige, at de faldt paa deres Kalds Veie. Thi hine Egnes Befolkning har faaet sig Fiskeriet anviist som sit Kald, sin uundværlige Næringsvei.
§ 7. Tiden for de 107 Ulykkes-Tilfælde kan angives saa:
| 1861, | Novbr. | 3 | 1862, | Julii | 1 |
| Decbr. | 7 | Aug. | 4 | ||
| 1862, | Jan. | 9 | Septbr. | 5 | |
| Febr. | 6 | Oktbr. | 7 | ||
| Marts | 7 | Novbr. | 5 | ||
| April | 11 | Decbr. | 21 | ||
| Mai. | 7 | ubestemt | 2 | ||
| Juni | 12 | tilsammen | 107. |
Disse Tal tør dog blive mere oplysende, naar vi opgjøre dem særskilt for:
- I, Ulykkes-Tilfælde i Elv og Indsø (§ 3).
- II, Do. i Søen paa andre Maader end med Baadforlis (§ 4).
- III, Do. i Søen formedelst Baadforlis, og det
- a) paa Kirkereiser,
- b) paa Smaareiser,
- c) ved Vareførsel, og
- d) ved Fiskeri-Bedrift (§ 5).
| I | II | III a | b | c | d | |||
| 1861. | Novbr. | 1 | 1 | „ | „ | „ | 1 | |
| Decbr. | 2 | 1 | 1 | 1 | 1 | 1 | ||
| 1862, | Jan. | „ | 1 | 1 | 2 | 2 | 3 | |
| Febr. | „ | „ | „ | 1 | „ | 5 | ||
| Marts | „ | 1 | 1 | 1 | 1 | 3 | ||
| Apr. | 1 | „ | „ | 1 | 2 | 7 | ||
| Mai | 3 | „ | „ | 1 | „ | 3 | ||
| Juni | 6 | 1 | 1 | 1 | 2 | 1 | ||
| Juli | 1 | „ | „ | „ | „ | „ | ||
| Aug. | 2 | 2 | „ | „ | „ | „ | ||
| Septbr. | 1 | 1 | „ | „ | 3 | „ | ||
| Oktbr. | 2 | „ | 1 | „ | 2 | 2 | ||
| Novbr. | 1 | „ | „ | 3 | „ | 1 | ||
| Decbr. | 1 | 2 | „ | 11 | 3 | 4 | ||
| ubestemt | 2 | „ | „ | „ | „ | „ | ||
| tilsammen | 2 | 10 | 5 | 22 | 16 | 31 | ||
Sommermaanedernes Ulykkes-Tilfælde se vi her træffe mest paa Elve og Indsøer. Det store Tal for December kommer mest af Ulykker paa Smaareiser, som det lader til at der netop ved den Tid foretages mange af, vel til Aarsklarering hos Handelsmanden og til Indkjøb til Julehøitiden. De Forlis, som ere indtrufne i de første Maaneder af Aaret, finde vi især foranledigede ved Fiskeriet, og det er jo netop da, at de store Torskefiskerier gaa til.
Største Mængden af Forlis hændte ganske enkeltvis paa Dagene. Men den 15de Januar, 4de April, 3die Mai, 10de Oktober, endelig den 5te og 22de December 1862 indtraf dog saa mange som 3 eller 4 Forlis paa en Dag. Nogle andre Dage hændte der 2.
§ 8. Til Sammenligning mellem de 2 Distrikter Nordlandenes og Finmarkens Amter skal jeg (ligesom i forrige Aarsberetning Kap. 2, § 9 og 10) meddele en efter den nys fremsatte Klasse-Inddeling indrettet Tabel:
| Klasse. | Nordlandenes | Finmarkens | |||||||
| Amt | Amt. | ||||||||
| I | 13 | Tilf., | 14 | Pers. | 10 | Tilf., | 10 | Pers. | |
| II | 5 | – | 7 | – | 5 | – | 6 | – | |
| III a | 2 | – | 4 | – | 3 | – | 10 | – | |
| b | 12 | – | 23 | – | 10 | – | 21 | – | |
| c | 10 | – | 13 | – | 6 | – | 15 | – | |
| d | 18 | – | 45 | – | 13 | – | 32 | – | |
| tilsammen | 60 | – | 106 | – | 47 | – | 94 | – | |
Sammenligningen falder ikke saa ugunstig for Finmarkens Amt iaar som ifjor; men endda er Ulykken forholdsmæssig (d. e. i Forhold til Folkemængden) større der end i det andet Amts-Distrikt.
Dette Aars Indberetninger fra Præsterne indbefatter ogsaa mange af Rednings-Tilfældene. Jeg havde tilladt mig at fremstille Ønske derom ifjor.
Nogle Tilfælde af Forlis og Fare ere rene Ulykkes-Tilfælde, hvor Ingen er bleven reddet; andre ere blandede Ulykkes- og Rednings-Tilfælde, hvor flere Mennesker vare i Selskab og en Del af dem „blev,“ og den anden Del blev reddet; atter andre Tilfælde ere rene Rednings-Tilfælde, hvor intet Liv er gaaet tabt, men alle, som vare i Fare, ere blevne reddede.
Efter denne Inddeling skal jeg give saadan Oversigt:
| Tilfældenes | Personerne. | ||
| Antal. | Omkomne. | Reddede. | |
| Ulykkes-Tilfælde | 75 | 140 | |
| Ulykkes- og Redn.-Tilf. | 32 | 60 | 42 |
| Rednings-Tilfælde | 25 | 59 | |
| tilsammen | 132 | 200 | 101 |
Hvad angaar de 32 blandede Ulykkes- og Rednings-Tilfælde, da antager jeg, at Beretningerne angive ganske fuldstændig Antallet af de Forulykkedes Lidelsesbrødre, som bleve reddede. Men ved de 25 rene Rednings-Tilfælde maa bemærkes, at de ere kun en Del (dog rimeligvis største Delen) af alle de Tilfælde af det Slags, som traf i Aarets Løb. Flere af Beretningernes Forfattere sige nemlig udtrykkelig at saasom de ikke fra Aarets Begyndelse af vare betænkte paa at give Forklaring om dem, saa kunde de, da de henimod Aarets Udgang bleve anmodede derom, ikke berette om dem alle.[7]
Trods Ufuldstændigheden tror jeg dog det vil vise sig, at denne Del af Beretningerne er et meget væsentligt Tillæg til Oplysningerne om Ulykkestilfældene.
Af hine 132 Tilfælde skal jeg her særlig fremhæve dem, som traf – ikke i Elve og Indsøer, men paa Søen, og det ved Forlis af Baad alene (sml. Kap. 2, § 5)
| Tilfældenes | Personerne. | ||
| Antal. | Omkomne. | Reddede. | |
| Ulykkes-Tilfælde | 43 | 106 | |
| Ulykkes- og Redn.-Tilf. | 31 | 57 | 41 |
| Rednings-Tilfælde | 21 | „ | 49 |
| tilsammen | 95 | 163 | 90 |
Denne lille Tabel er at forstaa saa, at ved 43 Baad-Forlis omkom hver Mand paa Baaden, 106 Mennesker ialt; i 31 Tilfælde derimod var der ialt 57 og 41 Mennesker sammen paa Baadene, hine bleve borte, disse bleve reddede; i 21 Tilfælde endelig (men i Virkeligheden var det endnu flere) bleve alle reddede 49 Mennesker. Tilsammen var det 95 Baade, som gik under, bemandede med 163 Mennesker, som forulykkedes, og 90, som bleve frelste.
Det Spørgsmaal paatrænger sig ved Betragtningen af de mange Ulykkes-Tilfælde: Tør det haabes, at Antallet skal blive mindre for Fremtiden? Og ved Rednings-Tilfældene kommer ligeledes den Tanke frem: Mon der kan være Haab om at faa Hjælpen udstrakt til en større Del af dem, som herefter skulle komme i Fare?
Med Hensyn hertil skulle nogle yderligere Oplysninger tilføies i Kap. 5 og 6. Og for begge disse Kapitler er det nu nærmest følgende tænkt som Indledning.
Man kan tale om Baad-Skik, en vis herskende Skik med Hensyn til Baadenes Bygning og Seilværkets Indretning. Store Baadbyggerier i nogle af Nordlandenes Fjorde, som have Tømmerskov i Nærheden, forsyne baade Nordlandene og Finmarken, og fra dem af er en og den samme Baad-Skik bleven herskende over den hele Kyststrækning, alt fra Nordgrændsen af Throndhjems Stift til Grændsen mod Rusland.[8]
Nordlandsbaaden (under dette Navn er den vel kjendt videnom) prises høilig af Skjønnere. Selv har jeg aldrig seet den; men for at forstaa de Beretninger fra Præsterne, som det her er mit Hverv at meddele Indholdet af, har jeg forhørt mig om den.
Nordlandsbaaden, denne formedelst sin Udbredelse, sine udmærkede Egenskaber og rimeligvis store Ælde saa særdeles interessante af de mange norske Baadformer, frembyder et mærkeligt Exempel paa Enhed i en stor Mangfoldighed: der er mange Slags Nordlandsbaade, som dog alle høre sammen formedelst Lighed i Grundform, og kun ere ulige i Henseende til Størrelse og som Følge deraf i Henseende til Indredning.
Ved Tømringen med Spant (Band, Knæ) og derefter ved Indredningen med Tofter deles Baadens hele Rum i tvende „Skot,“ eller Afdelingerne ved Frem- og Bagstavnen, samt i et større eller mindre Antal af „Rom“ eller Rum imellem to og to Tofter. Den større Baad kan indredes med flere Rum og altsaa „rømmes,“ som det heder, til en Baad af høiere Orden (Fembøring, Ottring o. s. v.) end den mindre Baad.
Paa de to første nær benævnes derfor de forskjellige Ordener eller Baad-Slags jevnlig efter Antallet af Rummene, eller eftersom Baaden er „rømt.“ Disse Baad-Slags opregnes saaledes:
1. Fembøring,[9] paa Helgeland tillige eller vel endog mest kjendt under det Navn Sexroring, 12-aaret Baad med 6 Rum foruden Skotterne, sees stundom roet af 6 Mand med hver sit Aare-Par, men ansees ellers for fuldt bemandet med 5.
Denne og tildels den næstfølgende Baad kaldes stundom slet og ret Storbaad.
2. Ottring eller Aattring, 10-aaret Baad med 5 Rum, stor nok til 5 Rorsfolk, men ogsaa fuldt bemandet med 4;
3, Halvfemterømming, 8-aaret Baad med 4 fulde Rum eller Rorpladse samt 1 Halvrum til yderligere Plads for Fiskeredskaber eller Varer;
4, Firrømming, som No. 3, kun uden Halvrummet;
5, Halvfjerderømming, 6-aaret Baad med 3 fulde Rum eller Pladse for 3 Rorsfolk samt 1 Halvrum;
6, Trerømming, ogsaa kaldet Sexring[10] eller i Lofoten og vel videre mod Nord tillige Færing, lig No. 5, paa Halvrummet nær;
7, Halvtredierømming, 4-aaret Baad med 2 fulde Rum og 1 Halvrum;
8, Torømming (paa Helgeland kaldes den ogsaa Færing, og længere Nord, hvor Færing er det samme som en Trerømming, heder den Kjeks), 4-aaret Baad med 2 fulde Rum – mindste Nordlands-Baad. Istedetfor Trerømming, Halvtredierømming o. s. v. bruges ogsaa de tilsvarende sammensatte Ord: Trerums-Baad, Halvtredierums-Baad o. s. v.
Eller istedetfor de lange Navne med Halvtredie, Halvfjerde o. s. v. bruges til Hverdags en Del kortere, tildels spøgende Navne, deriblandt Kobberumsbaad. Dette Navn forekommer ogsaa i Præsternes Beretninger; men jeg veed ikke vist, om det er Baaden No. 3 eller 5 eller 7, som er ment.
Udenfor dette System af egentlige Nordlandsbaade forekommer fremdeles en Baad, som er endnu mindre end Torømmingen, nemlig:
9, Jollen, saa liden, at Fembøringen pleier have den med sig som Skibsbaad, der under Seilladsen har sin Plads paa Bagskotten. Den har ogsaa Skibsbaades almindelige Form, med tverskaaren Agterende istedetfor Bagstavn.
Endelig nævnes:
10, Vatsbaad, en Smaabaad, som nok egentlig kun hører hjemme i Elv eller Indsø (Vatn) og kun undtagelsesvis kommer ud paa Fjorden.
Med denne Klasse-Inddeling ville de af Beretningernes Forfattere ikke altid nøiagtig betegnede Baade dog for det Meste nogenlunde kunne henføres hver til sin Plads.
De forliste Baade, som den sidste Tabel i Kap. 3 gav Tallet paa, vare følgende:
| Storbaad | 1 | Sexrig | 18 |
| Fembøring | 10 | 6-aaret Baad | 3 |
| Ottring | 4 | Halvtredierumsbaad | 2 |
| mindre Baad | 11 | Færing | 3 |
| Kobberumsbaad | 1 | Kjæks | 5 |
| Firrømming | 1 | 4-aaret Baad | 3 |
| 8-aaret Baad | 2 ikke nærmere angivet | 17 | |
| 4-Mands Baad | 1 Jolle | 1 | |
| Halvfjerderømming | 1 | Vatsbaad | 1 |
| Trerømming | 10 | tilsammen | 95 |
I Vefsen og Ranen, de Fjord-Distrikter i Nordlandene, hvor hine Baadebyggerier især florere, sees det af Beretningerne, at Bønderne sædvanlig have gode, stærke Baade. Naar de have slidt ud deres bedste Styrke, en 5 Aars Tid, sælge de dem til Fiskere ude paa Øerne eller længere nord. Jeg behøver da ikke at gaa længer end til Rødø for at høre den Bemærkning, at Folk her ofte maa fare i daarlige Baade.
Paa mange Steder i Finmarken maa Folk have smaa Baade allerede af den Grund, at der mangler Folkemagt til at bemande de større. Om Baad-Stellet her i det yderste Norden hidsættes nogle Linier af Beretningen fra Sognepræst Leganger i Hammmerfest.
Naar jeg her skal ytre min Menings om Aarsagerne til de hyppige Ulykkestilfælde paa Søen, da tror jeg disse ikke ligge i manglende Sømandsdygtighed hos Befolkningen. At ikke end flere Ulykker sker med de oftest smaa og meget ofte tillige mindre vel vedligeholdte Farkoster, synes mig tvertimod at vidne om særdeles Sømandsdygtighed hos Befolkningen. Ja jeg tør sige, man skulde forundre sig ved at se, i hvad for Veir de dog kunne bjerge; jeg veed, de maa være baade uforfærdede og raphændte, og Mængden er det ogsaa baade af Finner, Kvæner og Nordmænd. Men det er sandt, hverken deres Personer eller deres Greier se i Almindelighed saa velstandsmassige eller storslagne ud som Nordlændingernes. Dette er dog heller ikke at vente, thi Kaarene ere høist forskjellige, altsaa ogsaa Levemaaden og Evnen til at kunne anskaffe det til Søbruget Fornødne. Af denne Grund da at ville i Almindelighed frakjende Befolkningen her Sandsen for at have det som hører til dets vigtigste Næringsdrift velstelt, er ikke retfærdigt; tvertimod skal jeg med Glæde bevidne, at saasnart en Mand kommer sig til nogen Eiendel, saa anskaffer han sig ufortøvet saa stor Baad, som han veed sig Leilighed til at bemande, og har sine Ting saa vel istand, som mulig. Men det skal man lægge Mærke til, at i dette skovløse Land, hvor Søhuse for Almuen (med Undtagelse af et bitte lidet Skur til Børnskaben), i Skikkelse f. Ex. af et Baadnøsst som oftest er en uoverkommelig, for ikke at sige utænkelig Ting, vil Alt meget snart se afvasket og forslidt ud; thi det maa staa ude.
Imidlertid forekommer det mig, at mange Ulykker ske fordi Folket i disse sø- og veirhaarde Distrikter er nødt til at færdes paa for smaa Baade og med forlidet Mandskab. En Sexring eller Trerumsbaad og to Mand (ofte en Mand og Kvinde) er saaledes det Almindeligste saavel til Smaareiser, som til daglig Fiskebedrift. Men hvad er nu en saadan Baad for en Nøddeskal paa Bølgerne? Jeg har nu seet Adskilligt af Norges Søkyst, men ingensteds det aabne Hav befaret i saa smaa Baade som i Finmarken. Dette har dog vist igjen sin naturlige Grund i, at Folket ikke i Almindelighed er istand til at kjøbe dem større, og i at det er vanskeligt at bemande større Baade til dagligt Brug, og paa Grund af manglende Folkehjælp ogsaa konservere saadanne, da de jo ofte maa trækkes paa Land. At Menneskeliv under saadanne Omstændigheder ofte maa gaa spildt og uden at de Forulykkede selv med Grund kunne siges skyldige deri, forekommer mig klart. At ogsaa den Maade, hvorpaa Baadseilene her ere indrettede, ikke just er skikket til at forebygge Ulykker, synes rimeligt; thi Raaseilet er dog ikke letvint at haandtere, naar det kniber; dertil har jeg altfor ofte været Vidne.
Søfinnernes Baade se nok endnu ringere ud end de norske Finmarkingers. I Vardø er det saaledes en almindelig Talemaade naar man ser en „hvid Baad“ (d. e. som er tjæreslidt), at det er en Finnebaad. Alligevel er det mærkeligt, hvor vel Finnerne (Lapperne, Sø-Lapperne) inde i Varanger-Fjorden klare sig med sine smaa Baade: Næsseby Præstegjeld her, med henved 800 Mennesker, mest Finner, har i de sidste 24 Aar ikke mistet ved Drukning mere end 10 Mennesker, ved 8 forskjellige Tilfælde – en Mærkelighed, som Beretningen giver udførlig Forklaring om Lignende gunstige Forholde lade til at herske i det tilgrændsende Finne-Sogn Tanen, hvorimod Gamvik, et Sogn med mere norsk Befolkning, men ellers af samme Præstegjeld som Tanen, dog mere yderligt beliggende, lider særdeles meget af Ulykker paa Havet.[11]
Biskop Essendrop, som bar sendt mig Præsternes Beretninger, yttrer selv blandt Andet om de norske (ikke finske) Finmarkingers Forholde:
En Hovedgrund imidlertid til, at deres Baade ere mindre og svagere, er, at deres Fiskepladse ligge i Nærheden af deres Hjem, saa det egentlige Fiskeri i Grunden stiller kun smaa Fordringer til Baaden. Lige ved Sværholtklubben har en Mand oprindelig fra det Throndhjemske nedsat sig. Jeg var under forrige Sommers Visitats i Lebesby i flere Dage sammen med ham og – i Forbigaaende sagt – forbausedes og glædedes ved hos en Almuesmand saa høit mod Nord at finde den baade Sjæls- og Legemskraft og ikke ringe Dannelse, som han viste sig i Besiddelse af. Han fortalte mig, at han under Fiskeriet ikke laa længere fra Hjemmet, end at han fra Baaden kunde raabe til sin i Husdøren staaende Hustru, og derfor, uagtet han bor lige ved det aabne Hav, dog ansaa det for saagodtsom umuligt, at en Storm skulde kunne overraske ham under Arbeidet saaledes, at han ikke i god Mag skulde kunne faa Dræggen op og Baaden ikke tillader dem, om fornødiges, at søge Fisken noget længere borte, hvorved adskillig forholdsvis let Vinding undslipper dem, ligesom at deres Baad ikke er god nok til at trodse Farerne paa de længere Reiser, som de stundom nødes til at foretage. Anderledes er det med de søndenfra til Finmarksfiskerierne Fremmødende; de maa have store og gode Baade for at kunne vove den lige fra Tromsø vanskelige og farlige Seilads til Østfinmarken. Jeg fandt under min Reise i Østfinmarken ifjor en almindelig Erkjendelse af, at Baadstellet ikke var i god Stand, og det anpristes som en Velgjerning mod Distriktet, dersom der paa Stedet var et Oplag af gode Baade at faa kjøbt straks just da, naar et godt Fiskeri havde bragt Folket for Øieblikket i Besiddelse af Penge. Til efterhaanden at indsamle de fornødne Penge og saa bestille sig en god Baad opsendt, hedte det, manglede de Fleste Husholderiskhed og Fremfærd.
Næst nogle Exempler paa, at den forliste Baad ikke har været i forsvarlig Stand (for gammel, med daarligt Tougværk o. s. v.), har jeg paa et Par Steder seet anført den Aarsag til Forliset, at Baaden undtagelsesvis har været mindre god i sig selv (ikke saa sødygtig som sædvanlig). Og jeg er ret bleven opmærksom ved en Yttring, som jeg læser i en Beretning fra Søndre Helgeland:
„De nordlandske Baade anser jeg for gode, hvorvel det jo er høist rimeligt, at de kunne undergaa Forbedringer, og mener jeg, at, man fortrinligen bør have sin Opmærksomhed henvendt herpaa.[12]
Beretningerne have i Regelen med megen Omhu søgt at forklare, hvorvidt Ulykkestilfældene kunne ansees for tilregnelige eller ei.
Hvad angaar Forlis af Baade, hvor Menneskeliv er gaaet tabt (Kap. 3, 2den Tabel), bliver Udfaldet af Undersøgelsen følgende:
| neppe tilregneligt | 16 | Tilfælde, | 29 | Personer. |
| sandsynligvis tilregnel. | 51 | – | 119 | – |
| uafgjort | 7 | – | 15 | – |
| tilsammen | 74 | – | 163 | – |
I denne allerstørste Del af Tilfældene skylde altsaa Ulykken være tilregnelig eller bevirket ikke ved Naturforholdenes Uafvendelighed, men ved en eller anden paaviselig Feil eller Mangel paa Menneskenes Side.
Under selve Læsningen af de mange Beretninger var det mig en pinlig Følelse saaledes at følge med i Bedømmelsen af de Forulykkedes Færd. Men da jeg saa overskuede det Hele, slog det mig, at netop i denne Oplysning ligger et stærkt Vidnesbyrd om en i Sandhed glædelig Ting, nemlig Befolkningens Dygtighed i Sømandskab.
Sæt Hedemarkens eller Hallingdalens Almuer op i Nordlandene og Finmarken, eller – endnu tydeligere – flyt selve Englands mest søvante Kystbefolkning op til disse for dem fremmede Kyster og lad dem friste Livet der ved at bygge Baade og fare ud paa Fiskeri: i de første Aar ville de upaatvivlelig gaa til Grunde i Massevis, og de faa Efterlevende vilde sige: mod disse uberegnelige Kastevinde, mod de forfærdelige Lønbøers Lumskbed og Strømskavlens umættelige Graadighed kan ingen Mennesker staa sig.
Men fordi nu vore Nordlændinger ikke have givet sig, men holdt ud og forsøgt atter og atter, i Aarhundreder og hver følgende Slægt har lært af de foregaaendes Erfaringer, saa er det kommet dertil, at de Efterlevende ved Betragtningen af det sidste Aars Ulykkestilfælde kunne sige paa nogle faa Tilfælde nær, hvor nok Havet og Stormen endnu har været for overmægtigt, er Ulykken sikkerlig en Følge af, at der ikke har været faret frem saaledes, som der skulde have været gjort.
Det maa være Tusinder og atter Tusinder af Baadfarter, som i Løbet af et Aar ere foretagne af de 100,000 Mennesker som bo langs Nordlandenes og Finmarkens bugtede Kyst – og ved Siden deraf svinder det ind til næsten usynlig Lidenhed, at et Snes Baadfarter endte med Ulykkestilfælde formedelst Guds Veir og Vind eller utilregneligt.
Det er en sand Triumf for disse Almuers Sømandskab.
Min næste Bemærkning er den, at naar det altsaa (menneskelig talt) mest beror paa Baadsmandskaberne selv, om de skulle komme uskadte frem, saa tør vi saa meget mere nære det kjære Haab, at Ulvykkestilfældenes enda saa store Mængde kanske skal formindskes i Fremtiden.
Tanken har paa det nærmeste[13] gjort, hvad den skulde: den har udtænkt Maader og Midler til at overvinde Polar-Havets Farer; det er mest Vilien, det kommer an paa nu.
Nordlændingen veed, hvordan Baaden skal være for at være god; men ikke alle synes, de have Raad til at kjøbe god Baad og have den i god Stand. Her kommer det an paa Forsynlighed og Paapasselighed. – Den opvoxende Slægt veed, at den med Øvelse og Opmærksomhed maa tilegne sig det Sømandskab, som den ser for sig hos de Ældre. Her gjælder det Flid. – Det fuldt øvede og vel udrustede Baadmandskab veed, hvordan Veiret og Søen maa være, for at den paatænkte Fart kan voves uden Fare, saa der under Uveir maa bies og ventes, indtil det har bedaget sig. Her gjelder det Taalmodighed. – Alle vide, at Fuldskab og Letsindighed er en daarlig Høvedsmand paa en Baad. Her kræves Selvbeherskelse og Besindighed.
Jeg maa ikke længer tilbageholde denne tredie Bemærkning, at man vilde tage meget feil, om man sluttede saa, at der maa være megen Letsindighed og anden Skrøbelighed ved Folket der nord, siden der indtræffer saa mange tilregnelige Ulykkes-Tilfælde. Tingen er naturligvis at paa de Veie, som Folket der idelig har at befare, er selv det allermindste Feiltrin farligt. Gribende Exempler derpaa ere de to Beretninger, som indeholdes i Indlednings-Kapitlet til nærværende Fremstilling.
Jeg kalder det udmærket, at af de 74 Baadforlis, som dette Kapittel omhandler, er der ikke mere end 5, ved hvilke det vides (4 Tilfælde) eller antages (1 Tilfælde), at der var berusede Folk paa Baadene, og hvor Ulykken erklæredes eller formodedes at være bleven bevirket desformedelst; Antallet af Mennesker, som omkom ved de 5 Forlis, var 10. I min forrige Beretning yttrede jeg den glade Formodning, baade at der i de sidste Aar havde viist sig en bestemt og stadig Formindskelse i Antallet af Ulykkes-Tilfælde (i Forhold til Befolkningens Størrelse), og at denne Forbedring væsentlig monne være bevirket ved en samtidig lykkelig Vending i Befolkningens Aandsliv og Sæder navnlig med Hensyn til Misbrug af stærke Drikke. Kun tre af Præsterne yttre sig om dette, men alle sige de, at Erfaringerne fra deres Præstegjelde gaa i samme Retning.[14]
I et Par allerede før berørte Tilfælde, som jeg har tællet med iblandt de tilregnelige var Skylden nærmest den, at Baaden undtagelsesvis allerede fra Bygmesterens Haand var mindre sødygtig. I et andet Tilfælde var det Mangel ved Baadens Tougværk. Hyppigere var Feilen med Baaden den, at den var for liden eller gammel og skrøbelig.
Den hyppigst begaaede Feil har dog været den, at man har lagt ud i utrygt Veir, ikke saa sjelden imod udtrykkelig Advarsel, eller at man har taget for megen Ladning eller har ført for høit Seil eller har vedblevet at seile, efter at det var blevet mørkt. Men det har ikke ofte været af ungdommelig eller ørkesløs Kaadhed; i Regelen har der været gode og ærlige Grunde for, at man gjerne vilde gjøre muligste Fortgang, men Betænksomheden har da svigtet.
Stundom har der ikke været Agtpaagivenhed nok under Seiladsen. Engang saa Halskarlen Rossen eller Vindstødet komme, men glemte at varsko Høvedsmanden, og det blev den Baads Forlis. I et enkelt Tilfælde kom selve Høvedsmanden til at slippe Skjødet, og dermed var det gjort. – Kun to Gange tilskrives Ulykken simpel Ukyndighed i Seilads; i det ene af disse to Tilfælde var det Fjeldfinner.
For det Allermeste er det altsaa meget undskyldelige Forseelser eller Mangler. Paa Landjorden pleie Feil, som ikke i sig selv ere af større Betydenhed, ingen Følger at have. Det er paa Havet, at de straffes saa haardt.
Sluttelig maa jeg bemærke, at med al Omhu for at faa Rede paa den hele Begivenhed og begrunde sin Dom have Beretningernes Forfattere ofte maattet afgjøre Sagen ikke alene efter Skjøn, men ogsaa efter Formodning, dette Sidste navnlig naar ingen af Baadens Mandskab blev reddet, og altsaa Ingen kunde fortælle hvorledes det Hele gik til. Men ogsaa dette er mig et Vidnesbyrd om hin Dygtighed i Sømandskab, at man saa klart og sikkert kan tænke sig ind i Begivenheden, saa det er, som om den var foregaaet for Ens Øine. Ligedan er det med Lægen, som kommer til en Syg: efter Tegn og Mærker, som vi Andre ikke se eller forstaa, skjønner han strax, hvad der er paa Færde i den Syges Legeme, og vi forundre os over, hvor vis han kan være i sin Sag.[15]
Af den sidste af de to smaa Tabeller i Kap. 3 vil det sees, at af de 95 Baadforlis, som ere tilstrækkelig bekjendte, fandt Redning Sted ved de 52. Redningsmaaden var saaledes:
| uden Andres Hjælp, nemlig: | |||||
| ved at holde sig paa Baadhvælvet, til | |||||
| det drev iland | i | 16 | Tilf., | 18 | Pers. |
| ved at faa fat i et Toug, som hang | |||||
| ned fra et Fartøi | i | 1 | – | 1 | – |
| ved Andres Hjælp, nemlig: | |||||
| af en Svømmer | i | 1 | – | 1 | – |
| af Baade, som vare i Farvandet | i | 141 | – | 23 | – |
| af Baade, som satte ud fra Land | i | 16 | – | 38 | – |
| paa en af de to sidste Maader, ubestemt | |||||
| hvilken | i | 5 | – | 9 | – |
| tilsammen | i | 53 | – | 90 | – |
| Anm. I 1 Tilfælde var der 2 Personer, den ene blev reddet paa en Maade (ved hint Toug), den anden paa en anden (ved Svømmeren); dette er Aarsagen til, at hine 52 Forlis ere i denne Tabel fremstillede som 53 Tilfælde. | |||||
Her skal jeg strax bemærke, at paa nær et Tilfælde, hvor Baaden sank, og et Par andre, hvor den strandede, har den forliste Baad været hvælvet og flydende, saa Redningens Begyndelse har været at komme op paa Hvælvet og holde sig der.
Stundom ser man, at naar Folk komme ud i Vandet, blive de lamslaaede af Skræk, saa de strax tabe Bevidstheden og synke. Oftere hænder det, at de ved selve Baadens Kantring miste Taget og senere ikke kunne naa Baaden igjen, eller de naa Baaden, men mangle Behændighed eller Styrke tit at komme sig op paa det glatte og urolige Hvælv. Men endnu flere ere vel de, som det er gaaet saa med, at de efter kortere eller længere Tids Anstrængelse med at holde sig fast paa Hvælvet ere segnede eller skyllede ned igjen, for bestandig. Nogle af dette Aars Exempler vise ellers, at det gaar an at holde sig paa Hvælvet meget længe; en Mand i 49 Aars Alder holdt ud i 12 Timer og det ved Midvinters Tid.
En Fembøring fra Melø Sogn i Nordlandene laa den 17de Mai 1862 udenfor Vardø i Finmarken, i aabne Havet i Nord for Øens nordligste Odde, en halv Fjerding fra Land; den laa for Dræg og fiskede; det var 2 Kløers Vind, N. V Farvandet var rent, men udsat for Strømskavl. Der var 5 Mand ombord. Man drog Dræggen for at flytte til en anden Fiskeplads, og havde endnu ikke faaet Seilet op – da fyldtes Baaden af en Strømskavl. Ved Besvarelsen til Spørgsmaalet om Redningsforsøg siger Beretteren, Sognepræsten til Vardø:
„Høvedsmanden, som var den eneste, der blev reddet, lod sig glide af Hvælvet ned i Søen for at faa fat paa et Toug, som han efter at være kommen op igjen paa Hvælvet stak igjennem et Hul i Kjølen og rakte sine Kammerater at holde sig fast ved. En Baad, som laa et Stykke Vei fra den forliste, reddede Høvedsmanden uden synderlig Vanskelighed da det ei var vanskeligt for en Baad at klare sig under Seil.“
Det siges ikke, hvad Grunden var til, at ikke ogsaa de andre Mænd kunde holde sig fast ved Hjælp af det samme Toug; maaske var det ikke langt nok, og muligvis var der ikke mere end dette ene Hul i Kjølen. – Men dersom dette Hul i Kjølen har været boret med den Tanke at tjene som et Redningsmiddel, saa er her eet Exempel (og flere har jeg ikke fundet) paa en Betænksomhed og Opfindsomhed, som har strakt sig ud over Kuldseilingens Øieblik. Indenfor eller foran det Øieblik vises der, som man af det foregaaende Kapitel vil have bemærket en ganske overordentlig Opfindsomhed og Anstrængelse, gaaende ud paa, at man skal holde Baaden fra at kuldseile. Men det er, som at Tanken ikke pleier gaa længere.
Næst efter at fremhæve, at dette Exempel var det eneste i den Retning, maa jeg ligeledes anføre, at jeg i samtlige Tilfælde paa et nær ikke ser Spor af, at Nogen har bidraget til sin egen Redning eller endog forsøgt derpaa ved at svømme. I det Tilfælde, som danner Undtagelsen, var en indflyttet Mand fra det Throndhjemske og en beruset engelsk Matros paa Baad sammen, og de bleve strax reddede af en Baad i Nærheden. „Begge kunde svømme,“ heder det, og den Kunst har da vel kommet dem til Nytte.
Ved 8 af disse Baad-Forlis er det sagt i Beretningerne, at nogen Færdighed i Svømning kanske skulde have været Frelse-Middel og det for 12 Mennesker. Men her er mest kun tænkt paa saadanne Tilfælde, hvor Forliset skede nær Land, saa der kunde være Tale om at svømme iland. I uberegneligt flere Tilfælde skulde Svømning vistnok have hjulpet paa den Maade, at Folk derved for det Første kunde være komne op paa Baadens Hvælv.
I det Hele taget finde vi altsaa en stærk Modsætning mellem det dygtige Sømandskab, saa længe Baaden er paa ret Kjøl, og den Raadvildhed og Uvirksomhed, som hersker, naar den er hvælvet.[16]
Fra Folden berettes Følgende:
„I November Maaned (Datoen vides ei) roede 2 Mand i en Baad temmelig svært ladet med Sild hen til et Fartøi. Det blæste den Dag en Storm med svær Søgang. Da de kom i Nærheden af Fartøiet, fyldtes Baaden af Sø og sank. Den ene Mand fik fat i et Toug, som hang ned fra Fartøiet, og reddedes derved; den anden reddedes af Fartøi-Skipperen, som kastede sig i Søen, greb ham og svømmede hen til Fartøiet med ham.“
Jeg skulde ønske, jeg kunde have viist den brave Mand min Erkjendtlighed ved at nævne hans Navn i denne Aarsberetning.
Derimod kan jeg nævne med Berømmelse en ung Kvinde fra Ørjen, i Thorskens Sogn, Bergs Præstegjeld, Senjen. En Fembøringsbaad fra samme Sogn (Beretningen er skreven af en af Baadens eget Mandskab) kom i November Maaned sidste Aar fra Tromsø med Varer og kuldseilede ikke langt fra Hjemmet; den drev nær forbi et Skjær, hvor 2 af de 3 Mænd kom sig iland, men fortsatte saa Driften med den 3die Mand.
„Men nu blev Folkene i Ørjen opmærksom paa Hændelsen. Endskjønt Mændene vare borte, vovede dog Konen Gjertrud Jakobsdatter, 25 Aar, med tvende Gutter, 13 og 15 Aar gamle, et Forsøg, der Gudskelov fik det bedste Resultat, omendskjønt, da hun lagde fra Land, hun ingen Udsigt havde at komme tilbage. Men da Vraget var drevet saa langt Nord, fik hun Vinden over paa Siden, og med stor Anstrængelse naaede hun frem til Hvælvet og fik Martinus bjerget, og ved hans Hjælp blev hun sat istand til under en svær Kamp med Storm og Søgang at naa frem til den lille Holme, hvorpaa vi var, og fik os i Baaden, der var temmelig liden, og nu roede vi til Ørjen.“
Sognepræsten, som siger, at han selv var ude den Dag og Stund og veed, at Søen stod i et Rok, føier til, at dersom Gjertrud ikke have reist ud for at redde den ene Mand paa Vraget, vilde hun ikke have opdaget de to Mand paa Holmen, som da sandsynligvis havde maattet fryse eller hungre ihjel. Han omtaler hendes Daad med største Ros.
Om ikke saa udmærkende, saa dog hædrende er ligeledes Isak Isaksen Draberg af Lyngen omtalt for Redningsdaad, det lykkedes ham at udføre, trods vanskelige Omstændigheder.
Et vakkert Træk maa det endelig være mig tilladt at omtale her. I nogle Tilfælde er Rednings-Hjælpen ydet af den saakaldte „Kammerat-Baad.“ Det er en temmelig almindelig Skik, ser jeg, at Fiskebaade slaa sig sammen to og to ved det daglige Fiske, og paa længere Reiser lægge tildels flere Lag sammen. Tanken er vel nærmest den at yde hinanden Hjælp ved Baadenes Landsætning, hvor forenede Kræfter tiltrænges; men det er vistnok ogsaa saa, at man finder det baade hyggeligere og tryggere at være i Selskab. Ved at meddele et Exempel paa, hvorledes den ene af Kammeratbaadene villigen bier paa den anden, faar jeg med det samme Anledning til at gjøre opmærksom paa, at der nok har været viist mere Hjælpsomhed, end det kan sees af de Tilfælde, hvor Redningen er lykkedes. Exemplet indeholdes i en Beretning, som en Skoleholder har skrevet, om en Baad, som forliste paa Vestfjorden, paa Hjemreise fra et af Lofotens Fiskevær.
„Samme Dag blæste det Vest Nordvest, og Himmelen var mørk overtrukket med Skyer; men de Reisende haabede desuagtet et godt Fjordveir. Om Morgenen begyndte Baadlaget at gjøre sig færdig, og efter nogle Timer vare de allerede paa Reisen. Selskabet bestod af 3 Smaa- og 2 Storbaade. For at de desbedre kunde være i et Lag, begav Smaabaadene sig først afsted og stod saaledes foran en Stund; men da det begyndte at blæse mere, bleve de snart indhentede. – Dagen blev ikke saa behagelig, som de Reisende havde haabet; thi det blev en stærk Storm og tykt Snekov. Enhver saa sig derfor nødsaget til at skjøtte sig selv, men alligevel blev der gjort Alt for at holde sig i Selskab. Da nu ikke Land kunde øines, besluttede Alle at følge den ene Storbaadmand, som havde Kompas. Naturligt var det, at denne maatte seile fra hine; men for at de ikke skulde tabes af Sigte, biede Storbaadmanden tre Gange. Første Gang kom alle tre Smaabaade frem, og anden Gang kom kun den Ene, Ole Thorberssen, hvorimod de andre To har, da de tabte hine i Kovet, holdt mere i Vest. – Nu var Stormen øget saa meget, at de kun førte lidet Seil (5 Klør paa de større Baade), og dertil var der megen Sø. De Reisende var nu kommen, antog de, til 1 Mil fra Indlandet, og da de stod meget vestpaa, begyndte de at holde af. Efter at have seilet en Stund besluttede de atter at vente, og dette blev ogsaa gjort. Ole Thorberssen begyndte samtidig at holde samme Retning, men fik formodentlig en Bræksø; thi da Høvedsmanden Lars Olessen paa den ene Storbaad saa tilbage, efter at have taget Seilet ned, saa han, at Ole Thorberssen tog ned Seilet, men atter heisede det i Toppen og lod det atter tage ned, hvor efter han derpaa forsvandt. Da han var meget ladd paa Baaden, var den ikke istand til at kunne frie sig for Søen, som den Dag var i høieste Maal. Desuden kunde Søen ikke faa løbe, saa at det hjalp, at de øste; thi Bagskotten, hvor Søen slog ind, var belagt med: flækket Fisk, løse Liner, Toug og dertil Affald af Fisk. Dette var til Hinder for at ikke Søen kunde faa løbe frem i Rummet saa den kunde udøses. Da nu de Ulykkelige stod saa meget ivest for de Biende, og Stormen var saa overdreven, kunde de paa ladde Baade ikke faa gjøre nogen Hjælp, og ved Afdriften forsvandt Alt i Kovet.
Ole Thorberssen var Familieforførger, omtrent 34 Aar, Mand i sin kraftfuldeste Alder og en dygtig Sømand, men efterlod Kone med 4 Børn, som dog erindrer sin Savnede, i smaa Kaar. – Andreas Christenssen (som var med ham) omtrent 27 Aar, var sine gamle Forældres eneste Søn, der sidde næsten hjælpeløse og begræde sin Alderdoms Støtte og Glæde.“
I min forrige Aarsberetning betegnede jeg det som en Hoved-Mangel, at Nordlændingerne ikke kunde svømme, og jeg fremsatte indtrængende Spørgsmaal om, hvori det stak, eller hvad Aarsagen monne være.
Dette tog Biskoppen i Tromsø sig af saaledes, at han tilskrev samtlige Stiftets Sognepræster og bad dem udtale sin Formening:
„1, om Grunden til, at Almuen ikke har villet lægge sig efter a lære at svømme, og
2, om der er Udsigt til, at Bestræbelser for at udbrede Svømmekunsten vilde finde Understøttelse hos Almuen.“
Paa faa Undtagelser nær have Præsterne indladt sig paa Sagen, og denne mærkelige Samling af Oplysninger har jeg nu faaet som Svar paa mit Spørgsmaal. Jeg kunde ikke ønsket mig det bedre.
Fra Nordlandenes sydligste Egne og til det yderste af Finmarken oppe mod Nordishavet er der adskillig Ulighed i de Naturomstændigheder, som indvirke her; dette kommer tydelig tilsyne i Besvarelserne. Men det kommer ogsaa til- syne, at selv Nabopræster ofte kunne komme til at fremstille Tingen uligt, fordi de lægge ulige Vægt paa de samme Omstændigheder. Der er de Præster selv i den sydlige Del af Nordlandene, som formedelst den ringe Sommervarme ikke kunne tænke sig, at Svømningen nogensinde vil blive synderlig udbredt, men lige omvendt høres der fra enkelte Præstegjeld i Finmarken Yttringer af Haab for Sagen, ja selv fra Vadsø aller yderst understøttes Sagen med Beretning om, at der haves uimodsigelige Kjendsgjerninger fra samme Præstegjeld der bevise, at man ved Svømning har reddet Livet.
Og som Exempel paa ulige Opfattelser (eller ulige Tilstande) i en og samme Egn, skal jeg meddele nogle Yttringer af to Nabopræster i Lofotens og Vesteraalens Øgruppe:
Den Ene:
Her i (dette Præstegjeld) kan jeg næsten med Vished sige, at der er neppe mere end to Personer, som kan svømme. Grunden hertil kan, saa vidt mig bekjendt, ikke være Fordomme eller Overtro, men fornemmelig den, at det aldrig har staaet klart nok for den simple Mand, hvor høist vigtig en saadan Færdighed som Svømning er i Farens Stund, saa meget mere som nu, da Brændevinsdrikken er ophørt, saadanne Ulvkkestilfælde ere sjeldne og det vakte religiøse Aandsliv har bibragt Almuen en større Selvagtelse og mere Omhu og Forsigtighed, naarsomhelst de fare ud paa Havet.“
Den Anden:
„Deres Høiærværdigheds Spørgsmaal i Skrivelse af 17de Novbr. f. A. om Grunden til, at dette Præstegjelds Almuer ikke har villet lægge sig efter at lære at svømme, er ikke let at besvare, naar man tager Hensyn til den Sømandsdygtighed, der i andre Henseender findes hos denne Almue. Vel anføres Vandets Temperatur her af Nogle, som jeg har talt med om denne Sag, som Aarsag til, at man ikke har skullet kunne lægge sig efter denne Færdighed; men den Omstændighed at dog ialfald nogle Faa her kunne svømme, synes at ophæve denne Grund. Folkets Vedhængen ved det Gamle og Utilbøielighed til at gaa ind paa det, som nyt er, er ogsaa bleven anført som formentlig Aarsag til Svømmedygtigheden her; men dette fører kun hen til det Spørgsmaal, hvorfor den saa naturlige Færdighed i at svømme skal være noget Nyt for en Kystbefolkning som denne Almue. Ogsaa her i Præstegjeldet er visselig Mangelen paa Svømmedygtighed „som en Gren af en Vækst, der har dybe og brede Rødder.“ Hvorledes den kristelige og overhovedet Almen-Oplysningen længere tilbage i Tiden har været hos denne Almue, tør jeg ikke have nogen Formening om; neppe nok tør jeg her udtale, at, som det forekommer mig nu at være lidet kristeligt Liv i denne Menighed, saa tror jeg ogsaa at der er liden kristelig Oplysning i den, hvilket vel er den egentlige Grund til, at Almuen i det Hele, som det synes, mangler Almen-Oplysning og dermed sammenhængende Sands for det Almen-Nyttige. Manglen paa denne Sands tilligemed Mangel paa simpel Renlighedssands hindrer vist Almuen her i at erkjende det Gavnlige ved Svømning i og for sig; det Nyttige i at kunne svømme under Ulykker tilsøs bliver kun halvt erkjendt, som det synes formedelst den Ligegyldighed selv for Døden og det dermed i Forbindelse Staaende, som her desværre er almindelig; denne samme Ligegyldighed hindrer ogsaa naturligvis Almuen i at erkjende det simpelthen Pligtmæssige i for den, hvis Næringsvei er farligt Fiskeri, at lære at svømme. At tiltagende Oplysning vilde virke til Fremme af Svømmekyndighed vises ogsaa her af den Omstændighed, at de yderst Faa, der her kunne svømme, hører til det mest Oplyste af Almuen (2 af – – – s Sønner; stor flere Svømmekyndige af den egentlige Almue gives her neppe).“
Formedelst saadan Ulighed i Opfattelser bliver Sagen vistnok meget alsidigt og lærerigt fremstillet i disse mange Beskrivelser. Men det kan være tvivlsomt, om det skal lykkes mig i passende Korthed at faa gjengivet det Væsentlige af Bemærkningerne for og imod. Her skal jeg imidlertid forudskikke den Oplysning, at dersom jeg mest kommer til at dvæle ved Yttringer, som gaa ud paa at anbefale Svømme-Øvelser, saa er det ikke blot fordi de have været mig mest kjærkomne, men ogsaa fordi de Præster, som staa paa den Side, i Regelen have gjort sig mest Flid for at belyse Sagen og begrunde sine Meninger.
For det Første give disse Beskrivelser mig en omstændeligere Oplysning end jeg havde før om, hvordan det har sig med Badning og Svømning i hine Egne allerede nu, eller hvorvidt disse Øvelser drives for Tiden.
Saa langt mod Nord som til Tranø i Senjen, nogle faa Mil hidenfor Tromsø, omtales det jevnt, at Børnene bade sig for Moro. I hvert Provsti er der en eller flere Præster, som leilighedsvis omtaler dette, netop for at støtte den Mening, at det ogsaa maatte gaa an at svømme.[17]
Man udtrykker sig forskjelligt saasom, at det er sjelden, ikke saa sjelden, ofte, at Børnene bade sig o. s. v. Det sees, at de gjøre det af egen Drift, uden Tilskyndelse fra de Voxnes Side. Ja, det er ikke frit for at Forældrene heller med Flid skræmme Børnene fra Vandet, af Frygt vel for at de skulle forkjøle sig eller blive borte. Ellers sees Badningen øvet baade inde i Fjordbundene, hvor Elvene udgyde sit Snevand, f. Ex. i Vefsen, og yderst ude mod Havet, f. Ex. paa Værø.
Men helt igjennem forklares det, at det har sig saaledes med den samme Badning, at Børnene kun vade ud i Vandet og „blaske,“ som det heder – en Fornøielse, som de selv tildels kalde at „svømme.“ Men det bliver ikke til virkelig Svømning paa denne Maade, uden Anvisning udenfra.
Thi helt igjennem fremgaar det ogsaa af Forklaringerne, at denne Badning af de Ældre af Almuen almindelig agtes for „Barneværk,“ som maa ophøre, naar Gutterne begynde for Alvor at være med i de Voxnes Arbeide.
Ja, det holdes endog for uanstændigt for voxne Folk at klæde sig af og gaa i Vandet, saa, om Nogen endda undtagelsesvis gjør det, saa gjør han det helst i Hemmelighed.
Det er da ogsaa yderlige Undtagelser, at indfødte Almuesmænd i disse Egne kunne svømme. Det mærkeligste Exempel har jeg fra Vefsen, hvor Præsten gjennem Skolelærerne er kommen efter, at saa mange som 10 unge Mennesker kunne det. Ellers opgives Tallet til 5, 3, 2, 1. Men endnu oftere heder det, at saa godt som Ingen eller slet Ingen kan svømme, eller vel endog, at Svømning er en ganske ukjendt Sag, at Almuesfolk, som ikke have været paa Reiser paa fremmede Steder, vel aldrig have seet Nogen svømme, at Mange neppe nok har hørt, at der er en saadan Ting til.[18]
Og der er ikke Spor til, at denne Idræt har været mere kjendt og øvet i Fortiden.
Dette er altsaa den nedarvede Tilstand. Men hvordan Skikken og Tilstanden skal blive i Fremtiden, det vilde jeg gjerne læse mig til i et Exempel fra Nutiden som Præsten Frost til Tranø beretter:
„De første Aar jeg var her paa Tranø, deltog min ældste Søn, som da var omtrent 12 Aar gammel, med de øvrige Drenge i Badningen; han havde lært at svømme i Holmestrand, og da de ældre Drenge saa ham svømme, toge de efter og nogle lærte da ogsaa lidt i den korte Tid. – En af disse Drenge kuldseilede senere paa Solbergfjorden udenfor Gaarden Bjørgan paa Indlandet i en liden Baad med sin Fader – Faderen tabte snart Modet og erklærede med det saa almindelige Udtryk, at Tiden var kommen, det kunde altsaa ikke nytte længere at friste Livet. Drengen derimod holdt sig paa Hvælvet, og uagtet han flere Gange blev kastet af, holdt han sig dog ved Svømning og kom paa Baadhvælvet igjen, indtil Folk fra Gaarden hørte hans Nødraab og kom ud og reddede ham; Drengen har senere erklæret, at det Lidet, han havde lært at svømme i Tranøskolen, bidrog til at redde hans Liv.“
Hvad nu angaar det første af de to opstillede Spørgsmaal, om hvorfor Almuen ikke har villet lære at svømme, saa gjøre mange af Præsterne først den almindelige Bemærkning, at Almuesfolk pleie studse over Spørgsmaalet og have ondt for at finde frem nogen Grund – et Mærke paa, at Tingen ikke har været Gjenstand for Betænkning og heller ikke for Villie og Valg. Flere af Præsterne have fundet Leilighed til at fremsætte Spørgsmaalet for større Forsamlinger, og et af de Svar, som har ligget først for Haanden, har været netop dette, at man ikke har tænkt paa det, ikke „gjet“ sig om det.
I Sammenhæng hermed (og med den nys oplyste Omstændighed, at Færdigheden i at svømme er næsten fremmed her) staar ogsaa den Grund, som maaske er den, der hyppigst anføres, at man har ikke havt Anledning til at lære Kunsten, saasom der Ingen har været, som har drevet paa, ja Ingen, hvis Exempel, man har kunnet tage efter.
Ellers kunne Grundene deles i to Slags, eftersom de hentes fra visse ydre Omstændigheder eller mere have sit Hjem i Folkets eget Indre.
En saadan udvortes Omstændighed, som Nogle anføre, er nu den, at der ved de bratte Klippekyster tildels mangler paa bekvemme Bade-Pladse. En anden Omstændighed er den, at Gaardene ofte ligge langt fra hinanden, saa der er faa Kammerater i den Alder, hvor disse Øvelser skulde foretages og det er jo Kammeratskabet, som skal opmuntre og drive. En tredie Omstændighed, som svækker Interessen for Svømning som Frelsemiddel, er den, at naar det kom til Stykket, vilde det tunge Skindhyre (Søklæderne), som Sømanden her maa bruge, hindre ham i at bruge Kunsten. Den fjerde og naturligvis den væsentligste Omstændighed er, at i disse nordlige Egne finder man det for koldt for Badning og Svømmeøvelser, baade i Luften (saa man ikke trænger til Afkjøling) og i Vandet (saa man ikke kan bolde ud længe), en Omstændighed, hvis hindrende Indflydelse af Nogle fremhæves i en mildere Form saaledes, at den Tid af Sommeren, som kunde egne sig for Svømmeøvelser, er saa kort (fra et Par Maaneder i de sydligste Egne til 2–3 Uger i Finmarken), og den korte Tid afknappes naturligvis med mangehaande Arbeider for hver den, som ikke netop er i Barne-Alderen (mange Nordlændinger, som drive Sommerfiske i Finmarken, tilbringe saaledes Badetiden i den mest ugunstige Egn).
I Finmarken skulde en Mand ifjor Høst fortælle en Begivenhed og derunder nævne Dagen, da den foregik; han udtrykte sig saa, at det var „Solskins-Dagen i Sommer.“ Saa ugunstig var nemlig sidste Sommer, at der ikke var mere end den ene Dag ordentlig Solskin, syntes man. Det Ord ser jeg ogsaa anført om Finmarken, at „9 Maaneder er Vinter og 3 Maaneder ikke Sommer.“ – Paa Helgeland kan det træffe, at det kolde Snevand, som Elvene føre med sig ud i Fjordene og som her flyder ovenpaa Søvandet, i kolde Nætter fryser til Is, medens Kornet endnu staar paa Marken. Og formedelst Havets Bevægelse ved Ebbe og Flod kan Søen ikke blive stort lunere i Bugter og Vige end ude paa aabne Havet. Flere af Beretningernes Forfattere sige da ogsaa at de af egen Erfaring kunne bevidne, hvor lidet indbydende det er at bade sig her. Saaledes Sognepræsten i Hammerfest:
„Jeg svømmer selv, finder stor Fornøielse deri, agter Badning som Konservationsmiddel for Helbreden, i disse Egne ikke mindst, saare høit og er langt fra at være kuldskjær; men vist er det, at intet uden den haarde Nød af Ildebefindende i en eller anden Retning har kunnet drive mig i Vandet.“
Men jeg nævnte et andet Slags Grunde, hentede fra Folkets eget Indre.
Almuens Vedhængen ved det Gamle, som af Nogle er fremhævet stærkt, nævnes her først, fordi den hænger sammen med, hvad der før er omtalt, at Almuen tildels ikke er kommen til at tænke paa noget Nyt her, saa Forkjærligheden for det Gamle forsaavidt mere synes at være en ubevidst Leven i det Gamle.
Saa er der den Tanke hos Almuen, som temmelig ofte er anført (og som har nogen Lighed med den anførte Indvending mod Svømmeøvelser, som er hentet fra de tunge Skindklæder), at naar Nogen kommer i Havsnød og under saadanne Omstændigheder, at Redning dog er umulig, saa bevirker Svømningen, at Dødskampen bliver saa meget længere. Men der, hvor det hele Spørgsmaal om Svømning saa at sige har været fremmed for Tanken (og i mange Egne siges det at have været saa), der kan jo denne Betragtningsmaade ikke engang have formaaet at danne nogen Hindring. Og flere af dem, som omtale denne Almuens Grund mod Svømning, tilføie, at den nok sidder meget løst og mere er at betragte som en Talemaade, man i en Hast finder paa for at besmykke sin Forsømmelse. Den Tale om forlænget Dødskamp har da – kunde man sige – ikke saa meget været en Fordom mod Svømmeøvelser som en Efterdom (om saadant Udtryk kunde være tilladt) til Forsvar for, at man har forsømt denne Færdighed.
Men med større Bestemthed fremhæves af ikke Faa, at Almuerne tænke som saa: Naar Guds Time kommer, nytter Intet.
Eller uden saadan religiøs Vending (med Tanke paa Gud) fremstilles det af Nogle som aandløs Fatalisme eller blind Tro ikke paa Guds Førelse, men paa en ubøielig Skjæbnes Forudbestemmelse. Saa skriver en Præst fra Nordlandene:
„Men for nærværende Tid findes her aldeles ingen Sands for Svømning, ikke fordi den Anskuelse er almindelig at Svømning, om Ulykker indtraf, ofte alene vilde bidrage til at forlænge Dødskampen (skjønt jeg rigtignok ogsaa har hørt noget Saadant yttre), men fordi der hos Befolkningen findes en dybt rodfæstet Fatalisme, naar Talen er om Ulykker paa Søen. Man tvivler ikke om, at den, som drukner, var forudbestemt til at drukne. Man tror, at Intet, altsaa heller ikke Svømning, vilde kunne have frelst ham fra den Dødsmaade, som ved en ubøielig og uundgaaelig Skjæbne var beskjæret ham. Det er især med Hensyn til Dødsfald, at denne Tro er saa rodfæstet og udpræget; ved andre Tilfælde spores den mindre, skjønt det vel neppe staar til at nægte, at vore Almuesfolk i Almindelighed ere med Hensyn til alle vigtigere Begivenheder i Livet i mere eller mindre Grad Fataltister.“
Saadan Tænkemaade er naturligvis gammel i Landet.[19] Den hører vel det naturlige Menneske til – ligesaa vel som den rent modsatte Livs-Anskuelse, som en af vore gjæve Saga-Helte, Sigmund Brestessøn, der dengang endnu var Hedning, udtalte saa: Jeg tror paa min Kraft og Styrke.
Ved at lægge nøie Mærke kunde man maaske finde en vis Ustøhed og Vaklen mellem disse to modsatte Begreber, eller nogen Ulighed dels hos de forskjellige Personer i en og samme Menighed, dels hos samme Person ved de forskjellige Anledninger i Livet. Her tænker jeg paa to Ting, som hos den nordlandske Almue synes at staa Side om Side i en mærkelig Modsætning: Stor Tryghed i Tillid til sin gode Baad, saa længe den er paa ret Kjøl, men ikke Tanke om at bjerge sig, naar den vender Kjølen i Veiret.
Det andet af de to Spørgsmaal gjaldt Udsigten til, at Bestræbelser for at faa Svømmeøvelser igang vilde blive understøttede af Almuen.
Her komme de, som have givet Svaret, gjerne til at grunde sin Mening ikke alene paa enkelte Yttringer af Almuen selv, men paa deres egne Anskuelser om, hvorvidt de Omstændigheder og Grunde, som hidtil have været hin- derlige for Øvelserne af denne Idræt, ogsaa vilde være det fremdeles, eller med andre Ord: hvorvidt de anførte Grunde ere berettigede eller ei.
Nogle finde Udsigterne for Sagen kun ringe, og disse er det, som mest have fremhævet de hinderlige ydre Omstændigheder. Andre have bedre Haab, og disse er det for det meste, som have fremhævet de ensidige eller vrange Folkemeninger. Nogle af dem, som stærkest fremhæve Vandets Kulde, afvise temmelig bestemt enhver Tale om Ulærvillighed og Ensidighed og Fordom hos Folket; men nogle af dem, som have mere Øie for denne Side af Sagen og beklage den Indskrænkethed i Tænkemaaden, som har været hinderlig for Øvelse af Svømning som Redningsmiddel, gaa i den modsatte Retning saa vidt, at de bestemt modsige Paastanden om, at Vandet er for koldt.
En Prøve paa en vis Middelvei i Bedømmelsen vil man finde i følgende Stykke af den udførlige og lærerige Fremstilling af Emnet, som af Præsten Dometius til Nesne har givet:
„Jeg vil nu forsøge at forklare, hvorledes Sagen stiller sig for mig. – Først maa jeg forudskikke den Bemærkning at jeg sætter Søbad og Svømning i den nøieste Forbindelse med hverandre. Flittig Badning i Søen fra de tidligere Aar er en Betingelse for at Svømningen skal komme af sig selv. Saalænge Almuen enten ikke kan, eller ikke vil bruge Søbad saaledes, at Legemet bliver i stadig Vane dermed i alle Aldere og hærdes mod forskjelligt Veirlig, vil Svømning neppe blive nogen yndet eller almindelig Færdighed. Hvor Søbad derimod ere almindelige, lede de til Svømning,
Men Klimatet indbyder ikke dertil. Af stille, varme Solskinsdage gives her kun faa. De ere hyppigst om Forsommeren, medens Søen endnu er fuld af Sneevand. Naar Søen faaer en høiere Temperatur, kommer gjerne Havgulen eller Mørkbakkevind med Taage, afkjøler Luften og sætter Vandet i en for Badning og Svømning for stærk Bevægelse. En luun Bugt er ikke saa let at finde, og det gunstige Øieblik kan ofte falde midt i Folkets travleste Arbeidstid. Den sidste Omstændighed er vel ogsaa for en Deel Grunden til at Ungdommen ophører med Søbad, saasnart den sættes til stadig Deeltagelse i de Voxnes Arbeide, hvilket her skeer tidligt nok. For Arbeideren maatte Aftenen være tjenligst til Søbad, men en luun Aftenstund er her en stor Sjeldenhed.
Uagtet Klimatets Ublidhed hører dog Søbad, helst i Elve og Kjern, med til Børnenes Fornøielser, men da snart Vandet, snart Luften er for kold til at Badningen kan blive behagelig, bruges den for sjelden, og de Svømmeøvelser, som Børnene af sig selv anstille lede deels af Mangel paa Anviisning, deels formedelst deres Sjeldenhed ikke til noget Resultat. Naar Børnene voxe til, gaaer det med denne som med andre Børnefornøielser, den bliver sjeldnere og sjeldnere, indtil den omsider aldeles ophører.
Dog Søbad forsømmes ikke blot fordi de betragtes som en Børneforlystelse uden videre Nytte, men ogsaa fordi Sandsen for Reenlighed er saa liden, at flittig Badning ikke ansees for Pligt, og dette gjælder isærdeleshed de Ældre. De ikke alene forsømme sig selv i denne Henseende, men deres Ligegyldighed yttrer snart sin hemmende Indflydelse over de Unge, og bidrager maaske mere end Klimatet til at standse Børnenes Iver baade for Badning og Svømning.“
Og her være det mig tilladt at anføre, hvad en særdeles human Talsmand for Svømme-Sagen, Provst Müller til Throndenæs, bemærker imod en af de fremsatte Indvendinger:
„Men naar man nu ikke kan naa Hvælvet eller et andet Redningspunkt, vil man kun, siges der, ved denne Svømning uden Nytte „mase“ sig ud, blodigen anstrænge sig; man vil kun forlænge Pinen, bringe sig i en fuld af Angst og Kval frygtelig Stilling, faa en rædsom Dødskamp og berede sig en haard og bitter Død!
Det være mig tilladt at standse lidt her og nøiere betragte den sidst anførte Paastand som Grund for ikke at ville lære at svømme. Det er ikke uden en vis Sky eller Frygt, at jeg ligesom sagte hvidskende stiller det Spørgsmaal frem: er denne Angst, denne pinende Kval, denne forlængede Dødskamp, saaledes som man afmaler den, virkeligen tilstede under Bestræbelserne for ved Svømning at frelse Livet? Turde det maaske ikke mere være en Tanke, en Forestilling som medfølende og deltagende Hjerter danne sig om den Stilling, hvori de mene, at den Skibbrudne maa befinde sig?“ Jeg tør ikke, og Ingen, som ikke selv har kjæmpet og stridt sig ud af Bølgernes dødbringende Favn, tør her afgive nogen bestemt Mening! Dog – den, som i en lang Aarrække har færdets i disse Egne, har maattet reise over Fjorde, Havsøier og det aabne vilde Hav, har taget mangen Tørning, ja vel endog svævet mellem Liv og Død og staaet Fare for enten at forkomme af Kulde eller at finde sin Grav i Bølgerne, turde vel kunne yde et lidet Bidrag til Oplysning om den Tilstand, hvorom her er Talen, uden selvklog og indbildsk at ville tillægge sin Mening noget afgjørende Værd. Det tør vel hænde, at den omhandlede Pine, Angst og Dødskval snarere er forudgaaende og at Sjælen ryster og bæver i sine inderste Fuger ved Synet af den med Undergang og Død truende Fare, der svæver En over Hovedet. Men naar saa denne naaer sit Højeste, naar saa det kritiske Øjeblik, hvor det gjælder at kjæmpe for Frelse og Liv, kommer, saa synes Erfaring at lære, at alle Legems- og Sjæls-Kræfter og Evner samler sig som i et Brændpunkt, hvorfra udstrømmer en vidunderlig og mægtig Kraft for at bekjæmpe og besejre den overhængende Fare og at komme ud af den. Under denne Kamp forsvinder enhver anden Tanke, Tanken om Liv eller Død, Alt maa vige, for Bestræbelsen: at blive Herre over Storm og Bølger. Saaledes forestiller jeg mig den i Havsnød Kjæmpendes Stilling. Forliset foregaaer i Regelen saa hurtigt, man kastes saa pludselig, saa uforberedt ud i Bølgerne, at der ikke levnes Tid til nogen Reflektion over Fare og Død; uvilkaarligen, uden nogetsomhelst Overlæg, aldeles ubevidst, fast maskinmassigt sætte Arme og Fødder sig i Bevægelse for at naa hen til et Frelsested – Hvælvet eller Klippen; – i Øjeblikket ingen Dødstanke eller Dødsfrygt. Her er en Kamp, en alvorlig Kamp, en ydre Kamp mod Havet, en indre Kamp for Livet, en Kamp, der ud- gaaer fra den Alle indplantede Selvopholdelsesdrift, der rækker den Kjæmpende stor og mægtig Kraft og Hjælp, og der forjager al Tanke om Undergang og Død. Mon ikke Krigeren befinder sig i en den Skibbrudne lignende Stilling? Mon ikke en Uro, Alvor og Bæven, ja vel endog Dødsfrygt er tilstede hos ham, før Slaget begynder? Men, naar han saa kommer ind i Slagets Tummel, svinder ikke da al Angest, enhver kvælende Tanke om Død? Mon ikke ogsaa han har den samme dobbelte Kamp, der ene gaaer ud paa at besejre Fienden, og i Sejeren over ham at finde Frelse for sig?
Det turde vel da maaske være Tilfældet – det er jo kun en Mening –, at Døden da ikke blev saa haard og bitter, som man tænker sig den. Ved Svømningen har man Frelsens Maal for Øjet, det er jo Livet man kjæmper for; man strider kun for at naa Maalet.
Men om han nu ikke naar Maalet, vil han da ikke føle sig i en fortvivlet Stilling? Selvopholdelsesdriften vil ikke lade ham tabe Maalet af Øje, ansporet af denne svømmer han, svømmer vedholdende, han vil trættes; Kræfterne ville begynde at udtømmes, al legemlig og aandelig Kraft vil udslukkes; der indtræder en Afkræftelse, en Bedøvelse, en bevidstløs Tilstand, hvori al Følelse af Pine, Angst og Smerte ikke kjendes, Kampen er endt, – han synker og – Bølgen lukker sig over ham! – Og mon Krigeren, i Kampens Hede, blindt stormende mod Fiendens Rækker, mærker noget til Sved, Blod og Saar, tænker paa Fare og Død? Og segnende til Jorden udmattet og bevidstløs af den voldsomme Overanstrængelse eller rammet af Fiendens dødbringende Kugle, synker han stille, uden al smertende Følelse, i Dødens Favn.
Som Angesten, Kvalen og Dødssygen gaar forud for Faren, som man har for Øjet, saa aabner den sig bagefter, naar man er frelst og kan overskue den, en Udvej i et taknemmeligt Blik mod det Høje, i et dybt Suk fra det beklemte, sammenpressede Bryst, i en stille Taare i Øjet, i en velgjørende Graad og hos svagere Naturer i en Afmagt lignende Tilstand.
Dette forholde sig nu, som det vil; denne Mening faar staa for min Regning; – Psykologer ex professo faa dømme herom. Fra denne maaske overflødige Digression – som her har faaet sin Plads for at vise, at selv i et saa ulykkeligt Tilfælde fortjener Svømmekunsten ikke at fordømmes, eller betragtes som kun jammerbringende – tilbage til Spørgsmaalet.“
I sin fortsatte Fremstilling kommer Provst Müller da ogsaa til dette andet af de to Spørgsmaal, om der er nogen Udsigt for, at Bestræbelser for at udbrede Svømmekunsten ville finde Understøttelse.
„Dette Spørgsmaal maa jeg besvare med det bestemteste „Ja.“ De ville lykkes, naar man kun griber Sagen an paa den rette Maade. Der er, efter min Formening efter hvad jeg ovenfor kun løseligen har berørt, saa Meget tilstede som tyder hen paa, at Tingen vil gaa. Den yngre Slægt, som meget godt forstaar at tilegne sig det Gode af, hvad den ældre Slægt har erfaret, uden just slavisk at træde i dens Fodspor, søger paa mange Maader at værge sig mod Farerne paa Søen. Man skaffer sig større Baade, flier dem bedre, sparer ingen Bekostninger for at skaffe sig bedre formede Segl og forsvarligere Tougværk; man ser dem aflægge de tunge uformelige Søstøvler og ombytte disse med et lettere og bekvemmere Fodtøj; den tunge Hat med den lettere Sydvest; de mindre bekvemme Skindklæder med de lettere Olieklæder,[20] kort: de forlade de ældre Traditioner i mange Tilfælde og frigjøre sig for alt Besværende og fra hvad der kan hindre dem i deres Virksomhed. Og naar nu dette staar klart for dem, at saa maa det være, naar de skulle sættes istand til, under paakommende Ulykkestilfælde at redde Liv og Ejendom – og de derfor erkjende Nytten af Svømmekunsten, skulde de da ikke ogsaa ville med Glæde gribe Anledningen og Lejligheden til at tilegne sig en Færdighed, uden hvilken alle deres Bestræbelser for at frelse sig i Forlis og Havsnød ville være forgjæves. Jeg mener Jo.
Det er en forhastet, overilet og ubegrundet Dom, naar man beskylder Nordlændingen for Træghed og Dorskhed, og at deri skulde ligge Grunden til at Svømmekunsten ikke har faaet Indgang hos ham. Jeg er meget bange for, at man her giver den Alvor og Betænksomhed, som hans Levesæt og Færden paa Søen, der oftere stiller ham Døden for Øje, og som rigtignok hos den Ældre fremtræder oftere i hans Færd og Tale, Navn af Træghed og Dorskhed; men hvorom Alt er, den yngre Slægt fortjener ikke dette Prædikat. Det vilde være en ligesaa uretfærdig Dom, om man vilde kalde den hertil indflyttede Sørlænding en Klods og et ubrugeligt Menneske, naar man ser dennes kluntede Færd i en Baad, hvor han stikker Aaren saa dybt i Vandet, som han vilde maale Dybden, og Aaren, som han derfor ikke raskt nok kan faa op af Vandet, farer ham mod Brystet og kaster ham baglænds ned af Toften til stor Moro for Andre. Det vilde jo være ligesaa underligt at bebreide Nordlændingen for, at han ikke er Stenbryder, Kværnhugger, Grøftegraver o. s. v. som at lægge en Mand fra Fjeldbygden til Last, at han ikke er Fisker og Sømand. Det er en viis Ordning af Gud, at han har nedlagt hos Nordlændingen en saa ubetvingelig Lyst til at færdes paa Søen; han er sørgmodig, ja endog syg, naar Omstændighederne nøde ham til at blive borte fra Fiskerierne, der dog medføre saa store Anstrængeler, Savn og Farer. Hvorledes skulde ellers Folket her kunne friste Livet i disse kolde, golde og ugjæstmilde Egne? Og mon det ikke bidrager ikke saa ubetydeligt til at bestride Omkostningerne ved Statshushboldningen?
Nei – Nordlændingen er ikke træg og dorsk! se ham i Baaden og paa Havet! Det er Liv og Kvikhed Se ham i Fiskeværene, og hvor han der Nat og Dag i Storm og Slud ideligen er paafærde! Han er heller ikke træg og dorsk paa Landjorden; i Uføre og i dyb Sne vandrer han flittigen kvikt og raskt til Kirken. Udenfor sin Dont paa Søen fremtræder han stateligt, net og pent antrukken, naar han kommer til Kirke eller indfinder sig til Thinge. Søen er det Felt, hvor han bevæger sig med størst Lethed; Mark, Skog og Fjeld Sørlændingens.
For at komme tilbage til Spørgsmaalet: det vil og skal lykkes at bibringe Nordlændingen Lyst til at lære at svømme. Han er ikke dorsk og træg, om det end saa synes for dem, der ikke have levet sig ind i Forholdene her. Han har en stor Efterlignelseslyst; han er i Regelen, hvad man kalder nævenyttig, forstaar sig gjerne paa noget af Hvert, er Skomager, Skrædder, Snedker o. s. v. til Husbehov, og aflurer den oplærte Haandværker mangt et Greb. Giv ham kun Anledning og Leilighed til at lære Noget, som han finder tjenligt for sig, han griber det med Begjærlighed og Lyst og Lethed; han er „glyg“ til at tage efter. Men hvorledes skulde han lære at svømme, naar han ikke har seet Nogen svømme, der Ingen er, som opmuntrer ham dertil ved sit Exempel, og Ingen, som kan lære ham?“
Hr. Müller anfører en opmuntrende Bemærkning af en yngre og vel oplyst Mand med Hensyn til de tunge Søklæder, nemlig at naar man først var saa heldig ved Svømning at komme op paa Hvælvet, vilde man uden synderlig Anstrængelse og Besvær kunne „stryge“ Støvlerne af sig (hvilket endogsaa kunde foregaa under selve Svømningen) og saaledes blive mere „ledig“ og skikket til at berge sig.
Lignende Træk af Almuesmænds vaagnende Interesse for Sagen anføres hist og her. Fra Vegø i Nordlandene meddeles saaledes den Bemærkning af Almuesmænd, at Svømningen navnlig kan blive nyttig ved at forebygge, at Folk tabe Fatningen, strax de falde i Vandet.[21] Og af Almuesmænd her har jeg først seet den Yttring, at det nok skulde lade sig gjøre at faa Skolegutterne til at gaa i Vandet og øve sig, ved nemlig at give dem Lov af Skolen i de Timer.
Adskillige af Præsterne mene, at Almuen med Villighed med Glæde, med aabne Arme, vilde tage imod en Svømmelærer, og at denne ikke vilde savne Elever blandt de Yngre. Og medens det rigtignok oftest tilføies, at det ikke maatte medføre nogen Penge-Udgift, næres der paa et Par Steder Haab om, at Kommunalbestyrelsen skulde være villig til at yde Tilskud.
I Saltdalen og i Næsne have Skyttelagene besluttet at optage Svømning blandt sine Øvelser og Sognepræsten til det sidstnævnte Præstegjeld meddeler det opmuntrende Træk, at to Mænd af Sognet, Medhjælperne Peder Christian Glein og Ole Edvard Pedersen Glein, allerede i sidst afvigte Sommer havde ladet deres Børn flittig øve sig i at svømme. Veiledning, føies der til, er for Tiden at faa der i Præstegjeldet.
Ved Talen om Udsigten til at faa Svømmeøvelser igang kommer man strax til at tænke paa, ved hvilke Midler det bedst skulde ske. Jeg nævnte i min forrige Aarsberetning den Antydning af Provst Holm i Bodø, at Seminariet i Tromsø skulde bibringe de vordende Almue-Skolelærere fornøden Færdighed til igjen at lære Skolebørnene; selv yttrede jeg Ønske om at se en enkelt Svømmelærer i Virksomhed. Mod denne sidste Tanke ser jeg nu den Bemærkning gjort af Nogle, at da Bade-Tiden er saa kort, vilde en Svømmelærer ikke kunne overkomme mere end ganske faa Bygder paa en Sommer. Omvendt er det fremhævet, at Skolelærer-Seminariets Lærlinger have saa meget at lære alligevel, at man ikke tør gjøre Regning paa stor og snar Bistand fra den Kant. – Nogle tænke paa private og offentlige Bidrag i Forening for at faa Svømmelærere ophentede eller Nordlændinger sendte til Throndhjem for at lære, saa de kunde virke som Lærere; Andre foreslaa saadan Foranstaltning, at de allerede ansatte Almueskolelærere skulde faa Reise-Understøsttelse m. m. for at kunne besøge Seminariet i Badetiden.
Maaske Sagen skal kunne fremmes paa begge hine Maader, saaledes som antydet i nedenstaaende Yttringer af Provst Holm:
„At Almuen i dette Præstegjeld i det Hele taget vilde understøtte Bestræbelsen for at udbrede Svømmekunsten, tør jeg antage. I al Fald tør jeg anse det sikkert, at den ikke vilde modsætte sig en saadan Bestræbelse, især dersom det ikke vilde foraarsage den nogen Udgift. – At sende en Svømmelærer om til forskjellige Præstegjelde i Stiftet – som af Hr. E. Sundt foreslaaet, kan jeg kun tilraade som en Begyndelse til at vække Opmærksomhed og Interesse for Sagen. Da Badetiden her er indskrænket til høist 2 Maaneder af Aaret, vilde en Svømmelærer formentlig ikke kunne komme til mere end 3 à 4 Præstegjelde paa 1 Sommer, og saare uvist vilde det endda være, om han ikke ofte vilde komme paa ubeleilig Tid og saaledes ogsaa med liden Nytte. Han maatte enten meddele sin Undervisning paa forskjellige Steder i et Præstegjeld og da vilde han neppe række mere end eet Præstegjeld hver Sommer, – eller have flere Unge fra forskjellige Kanter af samme Præstegjeld samlede paa eet Sted i nogle Uger, og dette vilde være forbundet med Vanskeligheder og Bekostninger, som vistnok ikke ret Mange vilde finde sig i. – Jeg er derfor fremdeles af den Formening, som jeg forhen har havt Anledning til at udtale og senere har hørt delt af mange Kyndige, at den letteste snareste og sikkreste Vei til at udbrede Svømmekunsten blandt vor Almue er at gjøre Svømning saa at sige til et Skolefag eller til Gjenstand for Undervisning af Skolelærerne paa de forskjellige Steder, og til denne Ende først og fremst at træffe Foranstaltning til at Alumnerne ved Seminariet oplæres i at svømme og i at meddele Andre Undervisning deri Skulde en Svømmelærer til et Forsøg blive udsendt, holder jeg mig af samme Grund forvisset om, at han vilde virke mest til Nytte for Sagen, dersom det blev ham paalagt, fornemmelig at søge Skolelærerne i de Præstegjelde han besøger, oplærte i Svømning.“
Hver enkelt af Præsternes Besvarelser synes at kunne henføres til en af følgende tre Klasser:
1, Nogle finde, at der er Udsigt for Sagen, menende, at Svømmeøvelse baade kan og bør komme igang.
2, Andre undlade at yttre en bestemt Mening eller yttre sig tvivlende.
3, Atter Andre have ikke noget tilovers for, at der forsøges eller foretages noget videre i denne Retning, naturligvis hovedsagelig fordi de finde de ydre Hindringer for store.[22]
Stundom er det naturligvis noget usikkert til hvad Klasse en enkelt Besvarelse skal henføres; men efter mit bedste Skjøn bliver Fordelingen saadan:
| I. | II. | III. | |
| Helgeland og Salten | 17 | „ | 3 |
| Lofoten og Vesteraalen, samt | 10 | 6 | 5 |
| Senjen og Tromsø | |||
| Finmarken | 4 | 1 | 3. |
Man vil se, at i det sydligste Strøg er der forholdsvis flere, som holde paa Sagen, men at det smaler af, efter som man kommer længere Nord. Tilføies bør det ogsaa, at de Mænd, som i de nordligere Egne tale for Sagen, ikke alene ere færre, men tillige mindre ivrige eller haabfulde end de, som i de sydligere Egne staa paa samme Side.
Maatte dog selv det mindste Haab gaa i Opfyldelse!
Udsigten til, at Svømning i disse Egne kan blive et Livfrelsemiddel, støttes derved, at Badning i flere af disse Beretninger anbefales ogsaa af andre Grunde, for Raskhedens og Renlighedens Skyld.
Og jeg kan tænke mig, at andre Omstændigheder kunne komme til og begunstige Sagen. Skulde det f. Ex. komme dertil, at Fiskere, som have Baad at raade over, helst ønske sig saadanne Kammerater paa Baaden, som kunne svømme, saa vilde Tanken om Fordel og Vinding bevæge unge Mennesker til at lægge sig efter den Færdighed. Ligesaa, om der blev indrettet en Understøttelses-Kasse for forulykkede Fiskeres og andre Søfolks Efterladte, og det aarlige Indskud blev sat noget lavere for dem, som fremlagde Attest for, at de kunde svømme.[23]
Jeg mener ogsaa, at saa ofte der herefter anstilles Undersøgelser om Forholdet med Ulykkes-Tilfælde (saaledes som i disse Indberetninger fra Præsterne), saa bør Svømningen være Gjenstand for særskilt Opmærksomhed. Ethvert Tegn til Fremskridt bør fremhæves. Det vil bidrage til, at Tanken bestandig holdes oppe, og sker det, saa vil vist selve Sagen fremmes saa vidt, som Omstændighederne i det Hele taget gjøre det rimeligt og tilraadeligt.
Og det tør være, at Præsterne i Nordlandene og Finmarken skulle faa den Tilfredsstillelse at se, at de Bidrag, som de allerede nu have givet til Sagens Belysning for deres egen Egns Vedkommende, ville vække Tanken og Virkelysten i de sydligere Egne af vort Land, her og der, hvor det endnu monne staa tilbage i dette Stykke. Med dette for die har jeg da ogsaa ment, at denne Fremstilling skulde passe for nærværende Skrift. Norge er jo i det Hele taget et stort Kystland at kalde, og alt Folket skulde ret kjende vore haardføre og dygtige Søfolks Arbeide og Strid paa Havet. Jeg holder mig forvisset om, at jo mere vi lære Sagen at kjende, desto mere skulle vi finde, som fortjener vor Beundring og Deltagelse, og jeg har tænkt mig, at Bevidstheden om den almindelige Opmærksomhed og Agtelse skulde heller anspore Sømanden i hans naturlige Stræben efter at overvinde de Mangler, som endnu kunne være.[24]
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dertil kunde ogsaa knyttes adskillige andre Oplysninger og Vink, f. Ex. om Veirvexlinger og Varsler derom, Redningsmidler paa Søen, m. M.
- ↑ Medens Kaartet for Resten er udført efter det før omtalte Søkaart, ere Familierne angivne efter Friis’s ethnographiske Kaart af 1861.
- ↑ Disse Beretninger ere Fortsættelse af de Aarsberetninger for 1861, som jeg gjorde Rede for i Folkevennen for 1862, Side 329–362. Det er fremdeles Biskop Essendrops Interesse for Sagen, jeg har at takke for dem. Paa Biskoppens Opfordring have Præsterne afgivet dem til ham, og han har overladt mig dem. Ved Slutningen af forrige Redegjørelse fremsatte jeg et Schema, som jeg ansaa for hensigtsmæssigt for disse Undersøgelser, og Hr. Essendrop tilskrev Præsterne for at anmode dem om saavidt muligt at affatte Beretningerne efter dette Schema. Derved, og ved den større Opmærksomhed, som Præsterne i det Hele taget have skjænket Sagen denne Gang, er denne sidste Aargang af Beretningen bleven baade fuldstændigere og fyldigere end den forrige.
- ↑ I Fem-Aaret fra 1856 til 1860 var det laveste Tal for et Aar 182, det høieste 206, og Middeltallet 195 – ifølge de almindelige Aarslister fra Præsteskabet til Indre-Departementets Tabelkontor. Men ifølge de særskilte Meddelelser fra Præsterne skulde Tallet for 1861 være saa lavt som 157 (Folkev. 1862 Side 333), Nu kommer det dog op, at dette Tal var noget for lavt. Beretningerne begyndte nemlig fra Nytaarsdag 1861 og skulde gaa til Nytaarsaften; men formedelst den vanskelige Samfærsel i hine Egne kan det stundom gaa Uger og Maaneder hen, inden et Dødsfald bliver meldt for Præsten, og saaledes er det gaaet til, at 15 Personer, som i Virkeligheden vare døde ved Drukning i November og December 1861, først ere blevne tagne med i Beretningerne for 1862. Dette Tal 15 bør altsaa lægges til Tallet 157 for 1861. Og det er jo ikke nøiagtigt, naar disse samme 15 nu ere indbefattede i Tallet 200 for 1862; men det kan jo ventes, at omtrent lige saa mange af samme Grund ville blive overførte fra 1862 til 1863.
- ↑ Af de i en foregaaende Anm. omtalte 10 Tilfælde med 15 Personer, som egentlig vedkomme Aaret 1861, henhøre resp. 3, 2, 1, 1, 1 og 2 Tilf. med resp. 3, 2, 3, 2, 1 og 4 Personer under § 3, a, § 4, a og § 5, a, b, c og d.
- ↑ Bemærke vil jeg her, at adskillige af Beretningernes Oplysninger, som jeg af Mangel paa Sagkundskab eller for Kortheds Skyld ikke tør indlade mig paa at meddele denne Gang, tænker jeg at have gjemt til andre Aarsberetninger senerehen.
- ↑ I det Tal 25 rene Rednings-Tilfælde har jeg ikke medtaget nogle, som vel ere nævnte, men ikke udførligt eller klart nok ere beskrevne. Hertil hører et særdeles mærkeligt Tilfælde i Vesteraalen, hvor ikke mindre end 6 ti-aarede Baade skulle skulle være kuldseilede paa en Dag og paa en Fjord, den ene efter den anden, men uden Tab af Menneskeliv.
- ↑ Dog svæver det mig for, som at jeg etsteds har seet, at Søfinner i Finmarken tildels hjælpe sig med mindre fuldkomne Baade, som de selv bygge sig.
- ↑ Den sidste Del af det sammensatte Navn svarer udentvivl til det oldnorske byrðing(r), et i de gamle Skrifter hyppig forekommende Navn paa et Slags Fartøi. Ordet synes at have Sammenhæng med borð, Bord, som betyder dels de tynde Fjæle, en Baad er bygget af, dels Skibets eller Baadens Side.
- ↑ Maaske bruges dog det Navn Sexring tillige om den næstforegaaende, som jo ogsaa er en 6-aaret Baad.
- ↑ Beretningerne indeholder flere Oplysninger om Søfinnerne, dem jeg maa gjemme til et andet Aars Meddelelser.
- ↑ Herhid hører ogsaa Bemærkningen om Raaseilet, i det nys meddelte Stykke fra Hammerfest.
- ↑ Paa det nærmeste, siger jeg; thi endnu skal der maaske udtænkes Forbedringer med Baade og andre Ting. Tilføie skal jeg her den Oplysning at af de 16 Tilfælde (med 29 Personer), som i Tabellen ere anførte som utilregnelige, er den allerstørste Del, nemlig 10 Tilf. (med 22 Personer) hændte under Fiskeri.
- ↑ Naar jeg tager de Ulykkes-Tilfælde med, som foregik paa andre Maader end med Baad-Forlis (Kap. 2, § 3 og 4), saa maa jeg for Beruselse tilføie 2 Tilfælde med 2 Omkomne.
- ↑ I dette Kapitel har jeg ikke talt om alle kuldseilede Baade; jeg har nemlig forbigaaet dem, ved hvilke det hele Mandskab blev reddet (Kap. 3); thi ved disse rene Redningstilfælde ere Beretningerne ofte mindre fuldstændige.
- ↑ Dog – fra Vægø omtales leilighedsvis et Tilfælde fra et tidligere Aar, at en rask Gut var alene ude paa en liden Baad og kuldseilede, men fik Baaden paa ret Kjøl igjen og blev reddet uden Andres Hjælp. Og fra Ofoten berettes om en af de i sidste Aar kuldseilede Baade, at Folkene, 4 Mand, ved at skjære Vanterne af og saaledes skille sig ved Seilet, fik Baaden paa ret Kjøl og allerede begyndte paa at øse den lens, da Baaden fyldtes paa ny og hvælvedes atter, og kun 1 af de 4 Mand blev tilsidst reddet af en Baad.
- ↑ Nordenfor Tranø er dog Badningen blandt Almuen bleven berørt fra et Sted, nemlig Loppen i Finmarks-Havet: det heder, at Forældre af Almuen tør ikke lade sine Børn bade sig, af Frygt for Haifisken.
- ↑ En Undtagelse af særegen Art berettes fra Saltdalen: „En Mærkelighed tror jeg dog ikke at burde forbigaa her: i det øverst liggende Dalstrøg, Junkersdalen, kunne Alle svømme; men Befolkningen bestaar der og mest af indflyttede Svensker.“
- ↑ Ved at læse om denne Fatalisme kom jeg til at mindes, hvad en Bonde sagde, som paa Sverres Tid fulgte sin Søn til et Ledingsskib og gav ham gode Raad med paa Veien, formanende ham til at være rask og modig i Mandeprøven. Eller sig mig, føiede han til, hvorlunde vilde du forholde dig, naar du kom i Strid og vidste forud, du der skulde falde?» Sønnen svarer: „Hvad var da andet at gjøre end at hugge paa med begge Hænder?“ Faderen: „Men om Nogen kunde med Sandhed sige dig, du ei der skulde falde?“ Sønnen: Hvi skulde jeg da spare at gange frem som bedst?“ Bonden gjenmælede: „I hvert et Slag, hvori du stander, monne Et af To ske: enten falder du eller undkommer du, og vær du derfor djerv og modig; thi alt er forud laget af Skjebnen.“ (Sverres Saga, Kap. 47).
- ↑ En anden Præst taler ogsaa paa samme Maade om Olieklæder, og mener derhos, at det kanske kunde gaa an at have Kork indsyet i dem, for at gjøre dem lette i Vandet.
- ↑ Omvendt har en Præst i samme Egn ment, at Færdighed i Svømning kanske vilde gjøre Skade, ved nemlig at forøge Folkets Dristighed, som allerede forekommer ham vel stor.
- ↑ Den personlige Mening hos Besvarelsernes Forfattere gjør sig naturligvis ogsaa gjældende. Saaledes er der En, som nok indrømmer, at Svømmefærdighed kunde komme til Nytte i Livsfare; men han finder det trist, at Folk af den Grund, for den idelige Fares Skyld, skulde øve sig i denne Idræt.
- ↑ Her skal jeg anføre den lignende Tanke, en af Præsterne har yttret, at det skulde have god Indflydelse paa Baad-Stellet, om der var en Assurance-Forening for Baade, naturligvis med gunstigere Betingelser for bedre Baade.
- ↑ Aviserne indeholde ikke sjelden Beretninger om de mærkeligste Ulykkes-Tilfælde paa Havet; men det er sjelden at se nogen almindelig Bemærkning om, at der hænder saa mange Ulykkes-Tilfælde ved vor Kyst. Desto mere uventet var det mig derfor i flere Henseender, da jeg i den nylig udkomne Femaars-Beretning (af Amtmændene og Indre-Departementet) stødte paa følgende Yttring: „Saaledes heder det i en Beretning om Søstrilen i Strudshavn i Nærheden af Bergen, at han, naar han har samlet saa mange Penge, at han kan kjøbe en Færingsbaad og et Fiskesnøre, kan ernære Familie, han gifter sig da, faar Børn, lever af Sild, Poteter og Vand, naar Fisket er ringe, af Hvedebrød og Kaffe, naar Fisket er godt, og kuldseiler og drukner efter kortere eller længere Tids Forløb, overladende Fattigkassen at sørge for Kone og Børn.“ – Lad os i næste Femaars-Beretning faa høre, at Tingen har vendt sig til det Bedre!