Fra Søndfjord
har jeg modtaget til Indrykkelse i Folkevennen et Brev, som er dateret 4de Marts 1863 og underskrevet: „Flere Almuesmænd og Vaardsildfiskere i Søndfjord.“
Det skulde i Sandhed være mig kjært at optage Brevet helt; thi det er helt igjennem et vakkert Exempel paa sindig og forsonlig Skrivemaade. Men efter nærmere Betænkning ville Brevskriverne vist tilgive mig, at jeg forbigaar Begyndelsen og Slutningen, hvor der er indblandet saa særdeles velvillige Yttringer til mig personlig, at det nok vilde se altfor underligt ud, om jeg selv skulde befordre dem til Trykken. Og uagtet der i det Udeladte behandles en ganske vigtig Sag, saa vedkommer den dog ikke Brevets egentlige Gjenstand.
Med Hensyn til denne Gjenstand tør jeg bede bemærket, at i det omhandlede Stykke af mig („Fiskeriets Bedrift“ i sidste Tillægshefte til Folkevennen) har jeg dog ikke indladt mig paa den Ting at anbefale Lister-Baaden til Brug for Nordlandets Fiskere, og jeg vil overhoved ikke gjerne, at det skal se ud, som om jeg med min Tale om Søfart og Fiskeri har indbildt mig at forstaa Tingene med Sømandens og Fiskerens Sagkundskab.
Jeg mener endog, at Mænd, som have gjennemgaaet de bedste Sømandsskoler og al sin Tid have syslet med Baade og Skibe, de skulle, om de ere skjønsomme, betænke sig vel førend de anbefale et nyt Slags Baade for en fiskende Almue paa et Sted, hvor de ikke ere mindst lige saa vel kjendte med Bedriften og alle Omstændigheder som den fiskende Almue selv. Thi jeg har store Begreber om den Indsigt, som vor Kyst-Almue besidder med Hensyn til sin Bedrift paa Havet. Det er en Indsigt, som er samlet ved et Tusind-aarigt Livs daglige Erfaringer. Thi i Tusinde Aar og mere har Almuen ved vore Kyster øvet sig paa Havet: for Moro følger Smaagutten med Faderen paa Baaden og lærer af ham og igjennem ham af den lang Rad af Forfædre, og til den arvede Sum af Lærdom lægger han selv senere sine egne Erfaringer, naar han er bleven stor og øver Gjerningen for Alvor.
Kyst-Befolkningens Tænksomhed og Fremskridtsaand kommer tilsyne i de mange forskjellige Baad-Former og i de Forandringer og Forbedringer, som fra Tid til anden indføres. At agte paa disse Ting er mig derfor det samme som at samle Bidrag til Kundskab om og ret Forstaaelse af Almuens Aands-Udvikling og Dannelses-Grad, og dette hører netop med til min Dont.
Fordi jeg har med Folkevennen og med Folkeoplysningens Fremme og andre beslægtede Ting at gjøre, derfor glæder jeg mig ved ethvert Træk, som belærer mig om Almuens Tænksomhed og praktiske Oplysning. Og at fremstille saadanne Træk, paa det at Andre kunde glædes ved samme Syn som jeg, det var netop et Hovedformaal for det Stykke af mig, som er Gjenstand for Bemærkninger i Brevet fra Søndfjord.
Temmelig ofte træffer jeg til at læse og høre Yttringer om Folkeoplysning, som om der ikke kunde være Tale om Oplysning blandt Folket uden Skolemestere og Bøger. Men jeg tager Ordet i rummeligere Betydning og lægger endog megen Vægt paa den Oplysning, den Indsigt og Skjønsomhed, som er vunden og fremdeles kan vindes i i selve Livet og under Udførelsen af den daglige Gjerning. Jeg skal her ikke tale om den religiøse Kundskab og om, hvordan den bedst erhverves; men hvad angaar anden nyttig Kundskab, siger jeg, at den er en forsvarlig oplyst Mand, som forstaar sin Dont tilgavns, selv om han ikke forstaar den paa Bøgernes Maade; thi at forstaa sin Dont, det er noget, som man har Nytte af, og at forstaa en Ting tilgavns, det er noget, som udvikler Sjels-Evnerne og dermed skjænker en af Oplysningens bedste Nydelser.
Om jeg kunde følge Brevskrivernes Indbydelse og besøge dem under Fisket, saa vilde jeg altsaa ikke indlade mig paa at afsige Dommen om de forskjellige Slags Baade, men vel vilde jeg have stor Interesse af at høre paa de dygtigste Fiskeres Forklaring om samme Baades Fortrin og Mangler – og jeg skulde vistnok (som hidtil efter ethvert Forsøg paa at lære at forstaa Almuen) vende hjem igjen med forhøiet Agtelse for Almuens Indsigt og Skjønsomhed.
Endelig skal jeg bemærke, at som jeg i vigtigere Ting ikke pleier bygge min Dom paa en enkelt Mands Ord, saa skulde jeg neppe fremhævet saa meget en enkelt Østlændings (Karl Abrahamsens) Yttringer om, hvorledes det tidligere havde sig med Søndfjords-Fisket, om jeg ikke havde fundet dem overensstemmende med den Erklæring af Opsynschefen, som jeg ligeledes har anført.
Eilert Sundt.
– – – Vi have aldrig erfaret, om De Hr. E. Sundt har besøgt Søndfjord eller ikke; det synes i hvert Fald ikke at have været Tilfældet. Vi bede Dem derfor herved indstændigen om at komme, ikke alene til de „Store,“ men ogsaa til de „Smaa,“ til selve Almuen, og vi haabe, at De nuomstunder vil finde det hyggeligere hos os end De af enkelte Yttringer, der maa have sit Udspring fra Sagnet om, eller muligens Synet af en og anden Elendighedens Bolig, har Grund til at forestille Dem det, og at der maaske kan være Grund til at ombytte visse os tillagte Egenskaber med andre mere hæderlige. Vil De ogsaa tage Dem en Tour med os til Vaarsildfisket, vil De kanske finde det langt bedre hos os derhenne end De havde ventet, uagtet vi indrømme at der endnu er meget at rette paa. Ja, da vilde De bedre lære at kjende Vaarsildefiskeriets hele Stel og de forskjellige Fiskebaades Fortrin og Mangler, og da vil De neppe give den store „Listerbaad,“ der vel er hensigtsmæssigst for „Austmandens“ Bedrift, Makrelfiskeriet m. m., Fortrinet for vore Forholde, og kanske ei engang for Vaarsildfiskeriet i det Hele. Vi tillade os her foreløbig i Korthed at yttre vor Mening derom. Vaarsilden har i det nordre Fiske, især de sidste Aar, holdt sig næsten til kun et Fiskevær ad Gangen, og Fiskebaadenes Antal har tiltaget i den Grad, at man paa Sætterierne og i trange Farvand neppe kan komme frem ved at ro, endnu mindre ved at seile, vel at mærke, naar man ikke vil ødelægge baade sig og Andre; men i stærk Modvind „orker“ Listerbaaden ikke at ro sig frem, medens de mindre Baade orke det; han nødes til at seile, og under denne Seilads gjør han ofte Skade paa de mindre og svagere Baade, saa deres Mandskab komme i yderste Livsfare; dette havde vi især sidste Vinter altfor mange Exempler paa. Men ikke nok med det: Listerbaaden kan under Garnenes Opdræt ikke, som vore, „andøves“ i stærk Storm og høi Søgang; han driver, og derved drager han baade sine og Andres Garnsætninger sammen i store uopløselige og uoptagelige „Vælter,“ medens de mindre Baade med Harme maa se derpaa og ikke tør komme hin Goliath nær for ikke at knuses. Dette have vi og Tusinder med os flere Gange erfaret. Jeg veed ikke om Nogen efter disse Oplysninger har Lyst at svare os: Anskaf Jer lignende Baade og gjør ligeledes! – –og gjorde vi det, vilde det vel baade paa Sætterierne og i Farvandene gaa saaledes, at heller ikke Austmanden kunde rose sig af det nordre Fiske. Nei, mere hensigtsmæssigt bliver det, og er allerede en Nødvendighed, at Lovgivningen med Opsynet i visse Tilfælde skrider ind og forbyder al Krydsseiling paa Sætterierne og i visse Farvand, samt bestemmer, at der saavidt muligt „andsves“ under Garnenes Opdræt: thi ellers ser det nu ud til at det nordre Vaarslldfiske opløser sig i et „Virvar.“ Listerbaaden er ogsaa for tung at trække paa Land, og dette er man paa mange Steder nødt til næsten hver Aften.
Derimod foretrække vi den lettere og mere „haandterlige“ Stavangerbaad, ligesom vel ikke hverken tildels Stavangeren eller vor Nabo, den raske Suling, hvilken sidste lige godt kan haandtere baade Raa- og Spridseilbaaden, staar tilbage for Austmanden som Vaarsildefiskere. Vilde vore flinke Baadebyggere foretage den paatænkte og tildels iværksatte Forandring med Sønd- og Nordfjordsbaaden, vilde vi, naar Spridseilet kommer til, faa nok saa hensigtsmæssige Baade for Vaarsildefiskeriets Bedrift, og de ville ligge lige saa nær mod Vinden som de andre Spridseilbaade.
Hvad forresten Karl Abrahamsen – saavidt vi kunne slutte, have ogsaa Enkelte af os talt med denne Mand – fortæller i Deres ellers interessante Foredrag, som vi just nu i og efter Fisket holde paa at læse, (En Tylvt Forelæsninger, Kristiania 1862), om „hvor ringe det saa ud med Kinns-Folket i alle Maader,“ om deres Forgudelse af Austmændene, om deres Maade at tage Silden af Garnene paa, om deres „skralle“ Kost og om, at Austmændene kunde holde ud paa sine større Baade at ro flere Gange til og fra Sætterierne, „medens vi ikke orke mere,“ da trænger dette til Berigtigelse. Uden at ville støde vor Broder Austmanden, som Omstændighederne havde kaldet og dannet til Sømand, og hvem vi oprigtig ønske, at han i enhver Henseende maatte gjøre vort Land Are, nødes vi dog her at sige, at ingen af disse K. Abrahamsens Yttringer fortiden passer paa Flerheden af Kinns-Folket. Imidlertid tilstaa vi med Glæde, at Adskilligt har nylig forandret sig til det Bedre, og at vor Samfærdsel med andre Egnes Fiskefolk ei har været uden Virkning.
Med Alt dette er det ingenlunde vor Mening, uagtet Tilstanden paa visse andre Steder vistnok ikke er bedre, at det nu staar godt til med os i alle Maader; nei, langt derfra. Derfor stræbe vi ogsaa fremad og at overvinde Vanskelighederne, saavidt vi formaa. Søndfjordingen har viist, at han gjerne vil „blive i Landet og nære sig redelig,“ og han har ligesaavel som Andre Sands for det Hyggelige og Tækkelige, men med et dybt Suk maa han ofte give Slip paa det Behagelige for at have det Nødvendige. For en Tid siden havde vi i en Række af Aar Guds rige Velsignelse baade af Land og Sø; da forbedredes Tilstanden her betydeligt, hvilket ogsaa snart viste sig i det Ydre. Nu ser det vel mørkere ud; men vi ville dog ikke lægge Hænderne i Skjødet. Gud vil hjælpe dem, som stole paa ham og vil hjælpe sig selv, og han kan endnu aabne Udsigter, hvor vi ingen øine!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |