Sprogets Bygde-Skikke
Høvdinga i Norje var fælt striæ aa egænsindiæ, saa dæ dom villæ sjaa sæj sjøl tæl Bæstæ paa haar sin Maatæ; dom villæ intæ læ naa’n Ting gaa fram, om’n var naak saa bra aa rekti, naa’n intæ var tællags aat dom; dom tæinktæ intæ paa aa jøra naan Nyttæ faar hele Rikji, møn dom mentæ, at dæ dom skullæ faa raa saalæssæn som dom sjølvæ villæ i dein Lainstrækninga, som dom haddæ aa raa aavær; dom sættæ sæj jinnæ imot baadæ Laav aa Ræt aa imot Konga sjøl, naa dom bæræ tolæ. Olaf Kongæ ville læræ Høvdingom aa houllæ naa’n Maatæ mæ aa reijere som dom sjølvæ villæ; hain villæ sætta Laav aa jøra Ræt aa go Sjik i Lainæ, aa faa dom tæl aa houllæ mer ihop, en dom før haddæ jort; hain villæ hjælpæ „Kristendommen“ fram saa my som muli, aa dæffær for hain aafte hart fram imot dom. For alt dette fæk Høvdinga Hat aat a Olaf Kongæ. Da Kongæn tæinktæ paa aa faa ført in „Kristendommen“ væst i Laini, faarbouv hain Følkæ dær aa sælja Koun aat Følk nolantæl Laini, faar at dæ intæ skullæ kaammaa tæl aa felja Mat aat Mainskapi has, naa’n kaam dær væstaavær. Paa Trondarnæs i Helgelan boddæ da en mæktu Høvding, som hettæ Asbjørn Sigurdsen. Hain var i Sjylskap mæ a Erling Skjalgsen, aa mæ a Tore Hund aa mæ andræ Stormæinnær. Hain var vaint tæl aa houllæ storæ Jesbu’r; møn i Uaarom vart dæ faar litæ Mailt faar a, aa dæffær saa restæ’n aat a Erling Skjalgsen aa villæ kjøpæ Koun ta hainnom. Erling tordæ intæ sælja naa Koun sjøl, møn hain sa: „Du kain kjøpæ Koun ta Trælom minæ, faar dom ær intæ i Laav aa Lainsræt mæ andre Mæinnær.“ Saalessæn fæk’n Asbjørn en Kounlanning; møn dan sæglæ nolaavær attæ, saa la’n in-aat Lainni ve Kongsgarn Agvaldsnæs. Dær haddæ Kongæn en Aarmain (hæl Galbrukær), en Træl, som hettæ Tore Sel; hain jik ne-aat Sjeppi mæ tressænskjugu Mæinnær aa ba Asbjørn gaa paa Lainæ mæ Mæinnom sinæ, mæ dæn fek røt ta Sjeppi has. Da tok’n Tore ifraa a Asbjørn helæ Lanningæn aa Seglæ tæl ænda, aassaa gæ’n hainnom et gammailt Sægæl istan, „dæ ær gaat naak aat dek, som ska sæglæ paa let Kjøl,“ sa’n. Asbjørn vart baadæ sint aa harm faar dette; Ska’n var stor, møn Skamma var værræ. Hain sæglæ naa fraa dæ fystæ hem attæ; møn sea sæglæ’n søaavær attæ aat Agvaldsnæs aa jik like op i Garn. Dan kaam dit, var Kongæn dær, aa Asbjørn sto utti Svarn aa høldæ paa dæ’n Tore skryttæ ta Jærningom sinæ aat Konga. „Græaten sto i Hærsa has, da je tok Sæglæ,“ sa’n Tore. I dæ saammaa saa flouv’n Asbjørn in aa sa: »Naa har je da intæ Graatæn i Hærsa.“ Aa saa houg’n hainnom Tore saa Huvu dat ne paa Bolæ frammafør Konga, aa Krasppæn vailt aavær Kne has. Da vart Asbjørn bønnin mæ Jønlæinkjær, aa Kongæn dømt’n aav mæ Livi. Skjalg Erlingssen fraa Sole ba Kongæn faar Livi has, møn Kongæn svara: „Ær dæ intæ en Døs-Sak, Skjalg, aa brytæ Paaskæfre’n, aa en ain aa dræpa en Main i Kongæns Husrom, aa en trea aa bruke Bena minæ tæl Hougstabbæ?“ Skjalg skuntæ sæj hem aat Far sin, aa Erling strouk ivægæn mæ my Mainskap aa kringræinte Kongæn i dæ saammaa’n jik tur Kjørkjøn, aa hain ville nøjæ Kongæn tæl aa spara’n Asbjørn. Møn Olaf stod i Fara som en rekti Kongæ. Da ba Sigurd Bisp saa indeli vakkært faar Livi has Asbjørn, at Kongæn asassaa spara Livæ has, møn la paa’n dæin Dommæn, at’n skullæ ta Tenesta ætter a Tore Sel aa vara Aarmain. Asbjørn vart gla faar dette, aa’n fæk Laav tæl aa resæ hem som snøggæst; møn sea jolæ hain sæj hal attæ, aa villæ inte kaammaa aat Tenestæn, aa dæffær saa lÆttæ Kongæn’n miste Livæ. Møn da kunnæ intæ Høvdinga finnæ, at dæ va rekti, at Fræin doms skullæ faa saa hal Straf for Ujærningæn sin, aa dæffær la dom saa my mer Hat aat Konga aa ønsktæ ættær Lellihet til aa faa hævnæ sæj paa Kungæn.
Anmærkninger. „’n“ udtales næsten som en Mellemlyd imellem „æn“ og „øn.“
„ø“ (til Forskjel fra ö) udtales meget aabent og med Lyd næsten som „aa.“ „e“ og „o“ er i ovenstaaende Stykke brugt alene der, hvor det lyder som et meget blødt „e“ og „o“; forresten er der skrevet „æ“ og „aa,“ hvor e og o udtales mere aabent.
„r“ (til Forskjel fra r) udtales meget tykt og aabent. „l” (til Forskjel fra l udtales meget tykt og aabent, som f. Ex. hold Munden noget aaben og Tungen dybt inde i Munden, forsøg i denne Stilling at udtale „æhl“ og i det samme gjøre et Ryk med Tungespidsen op mod Gommen (Ganen), og omtrent en saadan Lyd, som da fremkommer, har jeg i ovenstaaende Stykke villet betegne med Tegnet „l.“
Naar hint „r” skal udtales, maa Munden holdes næsten i samme Stilling som til l; dog maa r-Lyden her blive den overveiende.
Garn (Gaarden) I dette Ord har r-Lyden Overvægten, ligesaa i hart; men i Gal og hal har l-Lyden Overvægten. Det samme kan ogsaa være Tilfældet med andre Ord, og deraf kommer det, at paa nogle Steder et og samme Ord ikke er bogstaveret ligedan.
Furnæs-Dialekten tales nok endnu af største Delen af de indfødte Furnæsninger; men siden Byen Hamars Anlæg har dog en Del – vistnok endnu den mindre – begyndt at efterligne det mere dannede Sprog, som de have hørt Byfolkene tale. De mere fremragende Bønder, som ere Kommunens Formænd og Repræsentanter osv., ere ogsaa i sproglig Henseende noget paavirkede ved oftere Omgang med dannede Folk. – Mange synes nok ogsaa at Bygdemaalet er „raat, stykt aa tongvint aa bruke,” hvorfor de – især naar de tale med dannede Mennesker, – søge enten at bruge Bogsproget, eller i det mindste for en Del at efterligne de Dannedes Talesprog; men i Omgang med Bygdefolket bruge ogsaa mange af dem det brugelige Bygdemaal. Nabobygdernes Maal er især ved Vokalforandringer noget afvigende fra Furnæsnings-Maalet.
Høvdenganje i Norge va mykje strie aa siølvise, so dei vilde bære søkje sit eie Gagn paa kvar sin Vis, aa ingja Sak skulde gaa fram naar ho inkje va te Lags aat dei, om ho endaa va nok so go aa ret; dei tænkte inkje paa heile Rikjets Gagn, men meinte at dei skulde faa raa so dei vilde i dein Lansdela dei ha Velde úve; dei sette gjerne imot Lov aa Ret aa mot Kongen, naar dei bære taarde. Kong Ola vilde lære Høvdenganje te heilde noke Maate; hain vilde sette Lov aa gjere Ret aa go Skapna i Rikja aa virke meir Samhaild; hain vilde fremme Kristændomin so mykje so molæ va, aa for hart fram mæ di. Fúr ailt dette la Høvdenganje Had te Kong Ola. Daa Kongen tænkte te fremme Kristændomin vest i Landa, so forbau hain Føl⁵kje dær te selje Køin te Følk naar fraa Landa, at dæ inkje skulde feile Mat aat Meinskæpa has, naar hain kom dær vest. Ein veldig Høvding i Helgaland va Aøsbjørn Sigurdsen paa Trondenæs. Hain va i Slægt mæ Erling Skjalgsen, mæ Høvdengæn Tore Hund aa andre Stormein. Hain va vande te aa heilde store Lag; mæn i Oaaraa vart dæ før lite Mailt aat haanaa; aa hain for te Erling Skjalgsen aa vilde kjøpe se Køin. Erling taarde inkje selje sjøl; mæn hain sa: „Du kain kjøpe Køin ta Trælaa minaa, for dæ deiæ inkje i Lov aa Lainsret mæ andre Mein. Soleis fek Aasbjørn se Køinfarm; mæn daa hain seglde naar elte, so la hain te Lans fúr Kongsgara Agvaldsnæs. Dær ha Kongen ein Forpaktar (elde Garsdrivar), ein Træl hette Tore Sel; hain gjik ne aat Skjepa mæ 60 Main aa ba Aasbjørn gaa paa Land mæ Meinjaa sinaa, ma hain fek ry (elde renske) Skjepe. Daa tok Tore fraa haanaa ail (heile) Farmin aa endaa Segle aa ga haanaa et gammailt Segel i Staen, „det æ got nok aat dei so ska segle paa let Kjúl,“ sa hain. Aasbjørn vart fælt sindt aa harm i Huga fúr detta, Skaen va stor, mæn Skamma værre. Hain seglde no heim; mæn sia seglde hain sø te Agvaldsnæs igjen aa gjik aaleine op i Garen. Daa va Kongen der; aa Aasbjørn sto i Utdørne aa haure paa dæ, at Tore skrøilte for Kongen ta detta Værkje. „Graatten sto i Halsa has, daa e to Segle, sa Tore. Daa rænde Aasbjørn in aa sa: „No ber e daa inkje Graatten i Halsa,“ aa so høgde hain Tore so Haude datt ne paa Bore fram fur Kongen aa Bulen vailt ne úve Knena has. Daa vart Aasbjørn sett i Jarn, aa Kongen dømte haanaa te Dauda. Skjalg Erlingsen ta Sole ba Kongen sür Live has. Daa svarte Kongen dæ: ¹„Æ inkje dæ ei Døss-Sak, Skjalg, te brjøte Paaskfreen, aa dein andre te drepa ein Main i Kongens Hærberge, aa dein trie te ha Føtne mine te Fjølhøgg?“ Skjalg skonde se heim te Far sin, aa Erling for mæ stor Mainstyrkje aa renga krengom Kongen, daa hain gjik te Kjerkje, aa vilde nøie Kongen te spare Aasbjørn. Mæn Ola sto so ein retelæ Konge i Faara. Daa ba Bisp Sigurd inderlæ for Liva has Aasbjørn, aa Kongen sparte Live has, men dømde haanaa te take ve Tenestaa has Tore Sel, aa vere Førpakter. Aasbjørn vart gla ta detta aa hain fek Løv te fare heimat so snøgaste; mæn da hain gjore se hare igjen, aa vilde inkje kømme te Tenestne, derfúr let Kongen haanaa músse Live. Mæn detta kunje inkje Høvdenganje finje va rett, at Frænden daira skulde li Refseng fúr Iilværkje sit, aa dei la enda meir Had te Kongen aa ønskte Tilføre[3] te Hævn úve haanaa.
„Om Dialekten i det Hele er det vanskeligt ihast at kunne sige noget; det er med Sproget som med mange andre Ting, man kjender mindst til sit eget Sprogs Feil, og tror derfor ofte at Ens eget Sprog er det bedste. Her, og i Nabosognene Norddalen og Sundelven, er Sproget nogenlunde ligt, endskjøndt Udtalen er noget forskjellig i Norddalen, hvor Udtalen er rask, zirlig og klingende, hvilken Klang fordobles hyppigt med Suplementet „san,“ Der, som jeg tror, er aldeles hensynsløst og kan kun af og til tjene til at nedsætte Tonefaldet i Sætningsendelserne i en passende Grad. Gjeranger og Sundelven har samme Sprog og samme Udtale paa aldeles faa og smaa Undtagelser nær. I Strands Præstegjeld træffer man derimod det besynderlige Halvemaal som det kaldes, til Ex. i Ordene: Had, hed, Hest, Herre, hist og Høns, samt alle som begynde med Bogstavet H, saa udtales ikke denne; men saaledes: ad, ed, est, erre, ist og øns, istedetfor de ovennævnte. Ligesaa i Ordene: alt, aldrig, Ære, ikke, ond, usel, ydre, ønske og Øie, alle disse Ord tillægges et H, og saavidt jeg har lagt Mærke dertil saa er det først alle Ord som begynde med H, og dernæst alle som begynde med en Vokal, som lider denne Forvexling. – Sprogets Forandring igjennem Tiden tror jeg følger Forandringen i Bogsproget, hvilket ansees for det eiendommelige og rette og som man tror at burde understøtte, for derved at fordrive alle de utallige Dialekter og Misfostre i Sproget; endskjøndt Bogsproget ogsaa er en Vantrivning, saa tror jeg dog at man maa holde fast paa det især i Religion, da religiøse Stykker baade i Norsken som i ethvertsflags Dialekt, ialfald for mig, forekommer tørre, følelses- og andagtsløsse; men derimod i Historien finder jeg Norsken og Dialekterne ofte meget træffende; men det kommer vel for det Meste blot af Vanen.“
Imyljaa Ildrestrainne aa Grytastrainne e et Fjelj, so eite Ildre–Estin. Naar Ejn ser te dæ laangt fraa, so ser dæ ut so ein Est.[4] Øgst oppe paa ditte Fjelj, fortalde dei, skulde i gamle Dage ligge ei Kvejn, so va so stor, at dæ va inkje Moleit te aa faa o derifraa. Ein Gaang va dæ naakre stærke Karre, so drista se op aa skulde prøve paa aa faa o ne, men dei blei reint ferskrekte daa dei kom dit, ta di der laag ein stor svær Drakje oppaa Kvenje, so a so nær øilagt dei. Te Lukkinje, so va dæ ejn ta dei, so kunje Finjekonste. Me disse sine Konste ræddaa ainj dei. Sia e inkje Nøkin prøvt paa dæ aa faa Kvenja ne meir. Men sia Drakjen blei uroa denj Gaanjin, so e ainj søgt itte Folk baade paa Sjø aa Land. Ejn Gaang va tre Mainj fraa Ildrestrainne sta me Kastenotne; daa flaug ainj ne aa sætte se paa Framstamn, aa dei trudde, dø vilde bli reint gale me dei, men ainj sat der ei Stond aa so flaug ainj væk.
K. F. B. T.
Jeg vover at lægge frem en Række Forsøg paa at afbilde Sprogets forskjellige Skikkelser omkring i Bygderne.
Ivar Aasen og andre saadanne rigtige Sprogkjendere ville vistnok med Rette kunne beklage sig over den ufuldkomne Retskrivning i de fleste af disse Forsøg, de kunne sige, at Bygde-Sprogenes Skrøbeligheder her komme altfor meget tilsyne; de ville maaske vende sig bort fra disse Stykker med Ærgrelse og kalde dem Vrænge-Billeder.
Der er ogsaa dem, som vende sig bort fra selve Bygdemaalene og kalde dem smagløse.
Men jeg har gjort Regning paa et Sind, som kan overse Ufuldkommenheder ved det Ydre og fæste Tanken ved det, som er bagenfor.
Bagenfor Bygdemaalenes Forvanskninger og Mislyd have vi det Old-Sprog, som Sagaskriften har gjort os kjært. Og bagenfor disse Sprogprøvers Bogstaver ser jeg en Interesse, som har kjæmpet med Bogstaveringens Vanskeligheder.
De fleste af disse Stykker er bogstaverede af, hvad man kalder: Mænd af Folket – Skolemestere og Bønder, som tale hver sin Bygds Dialekt til Fuldkommenhed, men mangle den høiere Sproglærdom, som egentlig skal til for at sætte Folkemaalet i Stil. Hvad er det da for en Interesse, som har bevæget dem her? Det er flere af dem sige det klart nok) Følelsen af, at det nok er paa Heldingen med disse Bygdemaal.
I lange Tider har denne Forskjel mellem Maalet i Bygderne holdt paa at udvikle sig, indtil det tilsidst er blevet saa næsten overalt, at i en og samme Bygd er der Forskjel paa Vestsiden og Østsiden af Elven. Men under vor Tids hyppige Samfærdsel og livlige Tanke-Udvikling føles denne Skilsmisse som uudholdelig.
Bygde-Dialekterne forsvinde derfor ogsaa, idet man mere eller mindre ubevidst læmper sin Tale efter det Talesprog, som hører hjemme i en vis Kreds af Folket, og som har det fælles Skriftsprog at støtte sig til. Men det er med en vis vemodig Interesse man lægger Mærke dertil, omtrent som naar en Mand kaster et sidste Blik paa Slægtens gamle Bjælkestue, som alt længe har staaet til Nedfalds og imorgen skal rives.
Tidt, førend et mærkeligt gammelt Hus rives ned, sørges der for at faa det nøiagtigt afbildet, at det siden kan sees, hvordan det var. Og det er, som om det skulde være bestilt, at en Sprogkyndig af første Rang, med beundringsværdig Iagttagelses-Evne og Skarpsindighed og Iver for Sagen, netop nu paa nogle Aar har været og endnu er beskjæftiget med at samle Levningerne af vort gamle Folkemaal eller opskrive disse Bygdemaal Ord for Ord og Lyd for Lyd. Vi have allerede fra hans Haand baade Sproglære og Ordbog og Læseprøver, og i Mallings Bogtrykkeri, hvor disse Blade trykkes, ser jeg at der for Tiden arbeides paa en ny Udgave af Sproglæren, og jeg tvivler ikke om, at den vil blive et Mesterstykke i sit Slag. Hvortil da disse ufuldkomne Forsøg her i Folkevennen? De skulle ganske fordringsløst tjene til Underholdning for den Kreds, inden hvilken de ere blevne til. Det var mig, som gjorde Begyndelsen, ifjor ved denne Tid; jeg kom nemlig til at sige, at det skulde være artigt at se et og samme Stykke (et Par Sider af Sommers Norges-Historie i Landsmaalet, som jeg opgav til Prøve) oversat i nogle af de mange Bygdemaal. Og dette Indfald af mig blev optaget af dem, som have indsendt disse Prøver – alt fra Romerike og Mandals-Egnen i Syd til det nordligste af de gamle norske Bygdelag eller Senjen, op imod Finmarkens Grændse.
Jeg kan endnu ønske, at jeg ad Aare maatte blive istand til at tilføie nogle Oversættelser af det samme Stykke fra Slesvig og Jylland fra Skaane og Bohus og Vermeland og Dalerne og Jemteland, og fra Færøerne og Island.
Og saa skulde jeg fremdeles ønske, at en af de Sagkyndige vilde træde til og give os her i Folkevennen nogen Retledning og fattelig Forklaring om Sproget og dets Historie. Jeg vilde f. Ex. gjerne for min egen Person faa vide, hvor langt op i Tiden man kjender til at der har været saadanne forskjellige Bygdemaal her i Norge – en saadan Oplysning skulde komme mig til Nytte ved Undersøgelse af andre Bygde-Skikke.
Dog, jeg vender tilbage til de indsendte Oversættelser af norske Bygdemaal. Det er ikke uden Overvindelse, at jeg meddeler dem, da Retskrivningsfeilene, som der ovenfor sigtedes til, stundom ere saa grove som vel mulig. Jeg forsøgte paa at rette de værste af dem, men gav det op; det var nemlig ikke gjørligt at faa ud alle Feilene, og skulde der først være Feil, saa syntes jeg det var rettest, at de grove, d. e. de aabenbarlige, fulgte med.
Men jeg har paa en Maade formindsket Mængden af Feil, derved, at jeg (det er naturligvis for Rummets Skyld) ikke lader trykke mere end Halvdelen af hver enkelt Sprogprøve – paa nær den fra Kvæfjord i Senjen, fra Bynæsset ved Throndhjem og fra Land og Gausdal i Christiania Stift, hvilke jeg af forskjellige Grunde meddeler fuldstændigt.
I en tarvelig Stil, som monne svare til det Ufuldkomne i Oversættelserne, skal jeg omtale nogle af Egenhederne i disse Bygdemaal.
Ordene han og ho (hun) med tilhørende honum og henne (ham og hende), forkortes ofte, nemlig:
han til an, en eller blot n,[5]
hanum til um eller a,
ho til a,
henne til enn eller blot n.
Hertil kommer, at disse Ord ofte sættes overflødigt foran et Navn, f. Ex der gaar han Far.
Paa Østlandet eller i Christiania Stift kan man derfor høre saadanne Sætninger som følgende:
Der gaar n Far
Der kjem a Mor.
Tal aat a Far (tal til ham Far.)
Seg dæ aat n Mor (sig det til hende Mor.)
Dette a Far og n Mor i de to sidste Sætninger ser jo ved første Øiekast ud som Forvexling og Feiltagelse, ligesaa galt som om Nogen vilde sige: hun Far og han Mor. Men nærmere beseet stemmer det jo ganske med hin Forklaring om Forkortelserne, og disse ere paa sin Maade regelmæssige og i Overensstemmelse med Skik og Brug i Oldsproget.[6]
Den meste Ulighed Bygderne imellem bevirkes maaske ved Udtalen af visse Bogstaver.
Efter en kort Lyd faar n og l i et stort Strøg af Landet (det Norden- og Østenfjeldske) et Slag af i eller j, f. Ex. kan, skal, Mand, Land, der udtales næsten som kain eller kainj, skail, Main, Lain. Det Ord Tingen bliver til Tingjen, Tijngjen, Tijnjen, og dette kan vanskelig udtales stort anderledes, end om det var skrevet bare Tijn’en, Tiin’en eller Tin’en. Paa denne sidste Maade er det ogsaa skrevet i en af Oversættelserne. Ordet alt og Malt skrives hyppig ailt og Mailt, og denne sidste Udtale sees i nogle Bygder at gaa over til elt og Melt.
Bogstaverne rn og rl blive i de samme Egne til nn og ll, men paa Vestlandet (se Sprogprøverne fra Voss til Mandal) til dn og dl, saa altsaa Oldsprogets korn og Skriftsprogets Korn bliver paa den ene Side til Konn, Koin, Køin, Kønn, paa den anden til Kodn. Mandsnavnet Erling bliver paa samme Maade til Elling og Edling.[7]
I det Norden- og østenfjeldske har l i visse Ord en egen (tyk) Udtale, saaledes i Ordene sjøl, Følk. Samme Lyd har ogsaa r i nogle Ord, især saadanne som i Oldsproget skreves med rd (rð), saasom Bord, der nu i nogle Egne udtales som Bol med tyk l. Omvendt er Hals (tyk l) tildels skrevet Hars. Denne l og r vil i Oversættelserne tildels blive trykt med norske Bogstaver ikke latinske).
I et vist Strøg af Vestlandet bliver den oprindelige p, t og k inde i Ordet forandret til b, d og g, f. Ex. søgja for søkja, d. e. søge.
En stærkt fremtrædende Egenhed i det Nordenfjeldske er at udelade e, naar den staar tonløst i Enden af Ordet, f. Ex. int, sætt, lær, for inte (ikke), sætte, lære.
Paafaldende er ogsaa Lyden ao istedetfor aa i visse bergenske Bygder (Voss).
Det Ord at sætte hed i Oldsproget setja. Dette sees nu skrevet sætja, sædja, sækja, sætte, sætt – altsaa et Exempel paa, hvorledes de mange Bygdemaal kunne staa det ene Oldsprog nærmere eller fjernere.
Dette sidste Forhold viser sig ogsaa derved, at nogle Bygdemaal have ligesom glemt visse gamle Ord, som endnu ere i Brug i andre. Det Ord Farm f. Ex., som var et godt gammelt Ord, er i hele den sydlige Del af Landet (se Sprogprøverne fra Stavanger til Gausdal) ombyttet med de nyere Ord Last og Ladning.
Saadan Fjernelse fra Oldsproget foregaar tildels saa hurtigt nu for Tiden, at den fast kan mærkes fra Aar til Aar. I Stykket fra Kvæfjord er skrevet halde (at holde), som jo stemmer meget nær med Oldsprogets halda; men Oversætteren har tilføiet den Bemærkning, at det er kun den ældre Slægt eller Folket paa de mere afsidesliggende Gaarde, som siger saa, da det ellers nu er blevet mere almindeligt at sige holde ligesom i Skriftsproget. Andre Exempler fra samme Bygd er datt (af at dette, d. e. falde) og houg (af at hugge), som nu i denne Tid holde paa at gaa af Brug og ombyttes med et andet Ord: faldt, og med en anden Form: hogde (d. e. huggede), altsaa for begge Ords Vedkommende en Tilnærmelse til Skriftsproget. I Stykket fra Kvæfjord bruges endvidere Ordet Døen (Døden); men hist og her i Bygden høres endnu den Form Dauen, som mere svarer til Oldsprogets dauðin. Ja, for Oldsprogets hofuð, der udtaltes næsten som haavø (med en lidet hørlig d i Enden) og i Betydning svarede til Skriftsprogets Hoved, som i Byfolkets Hverdagstale lyder Hode (altsaa uden v, men med d), er der nu paa engang 3 Former i Brug mellem Bygdens mere gammeldags og mere nymodens Folk, nemlig Haave, Haue og Hode – den første Form ældst og næsten aflagt, den sidste yngst og med Udsigt til at blive den herskende.
Om end saadanne Ord som Høvding, Træl, Landsret, ja selv Christendom, der alle vare i fuld Brug i det gammelnorske Skriftsprog, ere optagne i de fleste af Oversættelserne, bemærkes det dog fra flere Steder, at de i Grunden ere fremmede for Bygdernes Talesprog. Disse ere nemlig meget fattige paa Udtryk udenfor det rent Hverdagslige, og selv det Begreb Christendom omskrives ofte med saadanne Talemaader som at have Troen eller at holde sig til Ordet (Guds Ord). Men til Erstatning kunne de samme Bygdemaal have en stor Overflødighed af Talemaader og Vendinger for Hverdagslivets Ting og Tanker, Noget, som er oplyst ved et Exempel fra Mandals-Egnen, hvor man for Udtrykket at spise siger dels i Alvor, dels for Spøg:
aa ede,
aa faa Noe aa leva a,
aa faa Noe aa kveige – styrke – sæ paa,
aa faa Noe i Hida,
aa faa Noe aa bryne – skjærpe – øve – bruge –
pusse – ægge Tænnan paa,
aa faa Noe aa rive Sulta a mæ,
aa ta te sæ,
aa forsyne sæ væl,
og sandsynligvis (bemærker Meddeleren) endnu flere lignende Vendinger.
For at forklare en enkelt vakker Erindring, som enkelte af disse Oversættelser have fra Sprogets gode gamle Tid, maa jeg bede Læseren om Taalmodighed til at følge med og lægge Mærke til et Træk, som maa henregnes til Grundvolden i vort Sprogs Bygning.
Først skal jeg minde om en Del Remser, som tidt og ofte bruges i spøgende Hverdags-Tale, naar det gjælder at anskueliggjøre eller efterligne visse ensformige Gjentagelser af Syn og Lyd, og hvor dette Træk allerede kommer tilsyne:
Kling – Klang,
Ding – Dang,
Snik – Snak,
Vis – Vas,
Slidder – Sladder,
Slidder – Sladder – Sludder;
Tik – Tak,
Sik – Sak,
Trip – Trap,
Trik – Trak,
Bif – Baf – Buf;
Misk – Mask,
Rips – Raps,
Krims – Krams,
Lirum – Larum;
Hip som Hap,
Dit og Dat,
Ole Dilt og Ole Dalt –
Ole Spikesild og Salt;
Skrimmel – Skrammel,
Kringel – Krangel
Dingel – Dangel,
Tittel – Tattel
Vibbel – Vabbel,
Kjærring – Sladder,
Snip – Snap – Snude, ude.
Her lægges Afvexling og Klang ind i Gjentagelsen, og det formedelst Spring fra Lyden i til dens Modsætning a, et Spring, som stundom naar helt over til u.
Men den samme Maade yndes ogsaa i Ord, som bruges i alvorlig Tale, hvor det gjælder at bringe Afvexling ind i den hyppige Gjentagelse af et og samme Ords forskjellig Former, f. Ex.
(det) klinger – klang,
(han) sidder – sad,
– giver – gav,
– drikker – drak – drukket,
– springer – sprang – sprunget,
– finder – fandt – fundet,
– binder – bandt – bundet,
– vinder – vandt – vundet,
– spinder – spandt – spundet.
Disse og mange lignende klangfulde Orddannelser i Nutidens Sprog stemme nu paa det nøieste overens med Oldsproget, og hvor dybe Rødder denne Maner har havt, det kan skjønnes deraf at den gaar igjen i den hele store Familie af beslægtede Sprog, hvortil vort nordiske hører, saa den findes ikke alene i Norsk og Svensk og Dansk, men ogsaa i Tydsk, Hollandsk, Engelsk[8] (men ikke, ialfald ikke paa langt nær saa tydeligt og udviklet, i Latin og Græsk eller i fjernere Sprog-Slægtninger).
Men i vort Oldsprog forekom det samme Spil med i – a – u ikke alene som her i det Indre af Ordene, men ogsaa i deres Yder-Led eller Form-Endelser. Istedetfor at vi nu sige f. Ex: 1) I fare, 2) de fare, 3) vi fare (de tiltalte, de omtalte og de talende Personer), saa sagde og skrev man i gamle Dage saaledes:
1) farit
2) fara
3) farum,
hvor ret altsaa fik hin samme Klang af i – a – u.
Og i de saakaldte Navne-Ord var det i Oldsproget for en stor Del lige ens. Der er f. Er det Ord Bygd. Naar vi tale om flere under Et, sige vi: Bygder; men i Oldsproget var der denne klangfulde Afvexling:
bygðir
bygda
bygdum,
altsaa atter i – a – u. De brugtes ikke iflæng, disse tre Former; det kom an paa Ordets Sammenhæng i Talen, hvilken af dem der passede; der var som en Lov og en Regel for det, men en Lov og Regel saa klar og grei, at Barnets Øre og Tunge kunde nemme den.[9]
Men nu har jeg nærmet mig til den Egenhed i nogle af vore Bygdemaal som jeg vilde gjøre opmærksom paa og forklare. Hin Endelse um i Navneordenes Flertal (bygðum) som nu er aflagt i Skriftsproget og glemt i Byernes og i mange af Landsbygdernes Talesprog, klinger endnu igjen i nogle Strøg af Landet. Paa Hedemarken og i Gudbrandsdalen f. Ex, kan man høre omkring paa Garum (paa Gaardene), at Folket efter et godt Aar har brav Foder aat Hestum (til Hestene) og faar god Nytte ta Kuum (af Kjøerne); det er imidlertid kun i saadan Sammenhæng som her exempelvis anført, at Almuesfolk der bruge Formerne med um, da det i anden Sammenhæng heder anderledes, naar der f. Ex. tales om at sende Hestan og Kuan til Sæters.
Denne Levning fra det gamle Sprog var det nu, jeg vilde gjøre opmærksom paa i nogle af Oversættelserne, hvor der tales om at kjøbe Korn ta Trælum (af Trælene). Havde vi den samme Sprogprøve oversat i hvert eneste Bygdemaal i Landet, saa skulde vi efter dette ene Ord kunne mærke ud paa et Landkaart, hvor stort Strøg af Landet det er, som endnu har bevaret denne gamle Erindring. For 100 Aar siden var det sikkerlig et større Strøg; om 100 Aar fra nu af vil det upaatvivlelig være mindre end det er nu.[10]
En anden Erindring fra de fjerneste Tider, fra Sprogets Barndoms-Alder, har holdt sig i større Udstrækning.
Ethvert Menneske, som er voxet op paa Landet i Norge, og jeg skulde tro alle Byfolk med, ville være fortrolige med eller ialfald let forstaa følgende Exempler af Almuesproget:
| ein | Mann, | ei | Kone, | eit | Menneskje; |
| ein | Gut, | ei | Gjente, | eit | Barn; |
| ein | Dag, | ei | Nott, | eit | Døger (Døgn); |
| ein | Maane, | ei | Sol, | eit | Lys; |
| ein | Hegg, | ei | Bjørk, | eit | Tre; |
| ein | Laave, | ei | Bu, | eit | Hus; |
| Mannen, | Kona, | Menneskje; | |||
| Guten, | Gjenta, | Barne: | |||
| Dagen, | Notta, | Døgre; | |||
| Maanen, | Sola, | Lyse; | |||
| Heggen, | Bjørka, | Tree; | |||
| Laaven, | Bua, | Huse; |
Hvorfor vexle disse Smaaord ein, ei og eit, eller de modsvarende Tilføielser bag Ordene? Det vil forstaaes, naar man først lægger Mærke til de af Exemplerne, som betegne levende Væsner: ein er for Hankjønnet, ei for Hunkjønnet og eit for Ord eller Begreber, som betegne Væsenet uden at skjelne mellem Kjønnene. Dette faldt vel ligesom af sig selv ved Navne paa levende Væsener, og derefter blev det ligesom for Moro efterlignet ved Navne paa Naturens Ting og Menneskenes Indretninger Sol og Maane, Træer, Huse, o. s. v., der formedelst Indbildningskraftens Spil bleve forestillede som belivede og altsaa henhørende til enten det ene, eller det andet af de to levende Kjøn. Og fordi Indbildnings-Kraften saaledes har været virksom og har tænkt sig f. Ex. Maanen som et mandligt og den skjønne Sol som et kvindeligt Væsen, derfor maa denne livlige Tale-Brug eller Sprog-Skik vistnok skrive sig fra, hvad vi kalde: Sprogets Barndoms-Alder.[11]
Vort Nabo-Sprog Finsk kjender ikke til denne Egenhed. Det Hebraiske Sprog ligner vort for saa vidt, at det gjør Navnene paa livløse Ting lige med Navnene paa levende Personer, men det skiller sig fra vort derved, at alle Navneordene ere delte i kun to Klasser, som svare til det norske ein og ei, saa det mangler en Klasse, som kunde svare til vort eit; Græsk og Latin derimod viser i dette Stykke større Slægtskab med den Sprogfamilie, som vi høre til, nemlig de nordiske Sprog (Norsk, Svensk og Dansk) samt Tydsk og Engelsk, hvilke Sprog alle i dette Stykke have lignet hinanden.
Men af det finske og af det hebraiske Sprogs Exempel vil man have forstaaet, at det Hele er kun, som jeg sagde, en Sprog-Brug eller Tale-Skik, som man kan vænne sig til, men som man altsaa ogsaa kan vænne sig af med. Englænderne have nu virkelig ogsaa vænnet sig ganske af med hin Tredeling, saa de have samlet alle sine Navneord i en eneste Klasse; dermed komme de til at ligne Finnerne i sin Tale, for saa vidt. Tydskerne derimod have lige modsat bevaret den gamle Skik helt og holdent. I Danmark har man baade i Tale og Skrift slaaet vort ein og ei sammen til en og samme Lyd en, saa man der nu har kun to Klasser, nemlig Navneord med en (en Mand, en Kone) og med et (et Menneske).[12] Hos os er jo Skriftsproget samt i visse Kredse tillige Talesproget i dette Stykke ganske ligeledes som i Danmark; men Landsmaalet i vore Bygder har endnu beholdt hin Mindelse om Oldsproget. Saa som i Norge er det ogsaa i Sverige, nemlig en To-Deling (svarende til en og et) i Skriftsproget og i de høiere Samfundsklassers Talesprog, en Tredeling derimod (svarende til det norske ein ei og eit) i Landsmaalene.
Hvor fast den gamle Skik endnu sidder i vore Bygdemaal, det skjønnes af et enkelt Exempel fra nedenstaaende Sprogprøver. I dem alle, altsaa fra de forskjelligste Kanter af Landet, lyder den Sætning ens:
Skaen va stor, men Skamma verre,
hvor man skjønner at Navneordene Skae (Skade) og Skamm høre til hver sin af de to første Klasser (ein Skae, ei Skamm). I Brriftsproget vilde det jo hedde:
Skaden var stor, men Skammen værre,
fordi man her betragter de to Navneord ganske som lige (en Skade, en Skam).
Denne nu forklarede gamle Sprog-Skik (Navneordenes Trededeling med ein, ei, eit) sidder som sagt dybt rodfæstet i hvert eneste af de norske Bygdemaal, og her er altsaa en temmelig stor Ulighed mellem Bygdemaalene og Skriftsproget. Men det maa ansees som en nødvendig og uimodstaaelig Ting, at Talesproget og Skriftsproget lidt efter lidt læmpe sig efter hinanden til Lighed, saa Et af To maa ske: enten maa Bygdemaalene forandre hin Skik, eller Skriftsproget, som allerede har forandret den, maa optage den gamle igjen. Men efter alle Mærker er der mindst Udsigt for, at dette Sidste vil ske.[13]
Endelig lader jeg nu de ofte omtalte Oversættelser følge. Jeg begynder med den nordligste Bygd og gaar syd over langs Vestkysten til Egnen ved Mandal, derfra mod Øst ind i Christiania Stift.
Eilert Sundt.
Hövdingan i Norje va mykje stridi aa einraa’n, saa di ville berre sökje set eie Gagn paa kvær sin Vis, aa inna Sak sku gaa fram, naa’o ikje va te Lags aat dem, om o eindaa va nok saa go aa ret; di tænkte ikje paa beile Rikjes Gagn, men meinte, at di sku faa rua saa, som di ville i den Landsdelen di ha Vald over; di sætte sæg gjærne imot Lov aa Ret aa imot Kongen, naa di berre tore. Olaf Konge ville
Hövdingan i Norge va svært stri aa sjölvis, saa dem bære villa sjaa sit eie Gagn paa kvær sit Vis, da inga Sak skolla gaa fræm, naar a int va te Lags aat dæm, om a enda va noksaa go aa ræt; dæm tænkt intnaa paa hejle Rikes Gagn, men mejnte, at dæm skol faa raa som dæm sjöl villa, i Landsdelen som dæm ha Magta ti; dæm sæt sæ gjerne mot al Laav aa Ræt aa imot Kongen sjöl, naar dæm bære torsa. Kong Oluf villa lær Hövdingan te aa haa lite Maate; han villa sæt Laav aa gjöra Ræt aa ha go Sjik i Rike aa virke te mer Samholdihejt; han villa haa fram Kristendommen saa myke som muli, aa for hart fram me de. For alt de her la Hövdingan Hat aat Kong Oluf. Da Kongen tænkt paa aa fan fram Kristendommen væst paa Lanne, saa forbau’en Folke der aa sæl Koin te Folk norfra Lanne, for at de int skol bli vant om Mat aat Krigsfolke has, naar en kom der væst. Ein vældi Hövding paa Helgelan va Asbjörn Sigurdsa paa Trondenæs. Han va i Skyld me en Ærling Skjalgsa, me Hövdingen Tore Hoinn aa anner Storkarra. Han va vant te aa haa stor Værtskab; men i Uaare vart de forlite Malt aat’n; saa for en te en Erling Skjalgsa aa villa kjöp sæ Koin. Erling torsa int sæl sjöl; men han sa: „Du kan kjöp Koin av Trælan min, for dæm e int unner Laav aa Lansræt som anner Mænnær.“ Saales fik en Asbjörn sæ Koinfarm; men da en sægla norætte, saa laen aat Lanne utfor Kongsgaaren Angvalsnæs. Der ha Kongen ein Træl som styra Gaaren sin, aa som hejt Tore Sæl; fan gik ne te Skibe me 60 Man aa baen Asbjörn gaa paa Lan me Mænnærn sin, mensen fik gjöra Skibe rödi. Da tok Tore ifraen hejle Farmen, aa Sægle atpaa, aa gaen ejt gammelt Sægel istaen, „de e got nok aat dok, som ska sægel paa læt Kjöl“ saen. Asbjörn vart fæl sint aa ærg herover; Skaen va stor, men Skamma værre.
Hövdingan i Norri va mykkji stri og tvær, saa de vil bærre jær de, som va te derra eie Gagn kvar fær sæg, og intnaa maat faa Framgaang, naar de inlt va etti derra Hau og Sin, og de om Tinen va nok saa go og ret; dem tænkt int paa de, som skul vaarraa te Gagn fær Lanni, men tænkt paa sæg sjöl, og tænkt at de ha Ret te og raa som de sjöl vil i de Destrikti, de va over. Dem sæt sæg oft op mod Lov og Ret, ja op mod Kongen sjöl, naar de bærre tors og skjönna dem kun faa Vinsn. Kong Ola vil lær Hövdingom og hal lid Maad me sligt, og at dem skul værraa saa go og hal sæg etti Lov of Ret te go Skik i Lanni, saalles at de kun bli Samhallaugheit; han vil udbre Christendommen saa my som mule va, og foer hart fram me di. Fær alt sligt Hödingan Had te Kong Ola. Da Kongen tænkt paa og ind- för Christendommen udme Sjökanten, saa forbaun Fokje der og sæl Koin aad Folk norant Lanni, fær at de int skul fattas Mad aad Manskabi has, naarn kom did ud. En meægtig Hövding paa Helgelan va Asbjörn Sigurdssön paa Trondenæs. Han va beslægta me Erling Skjalgssön, med Hövdingen Tore Hund og anner Stormænner. Han va vant te og hal Storjæsbaa; men i Klenaar vart de forlite Malt aadom; og han reist aadom Erling Skjalgssön og, vil kjöb sæg Kaain. Erling tors int sæl sjöl; men han sa: Du kan kjöb Kaain ta Trælan min, fær dem e int unner Lov og Lansret paa sommaa Maatin som vi anner Mæn. Saalles fik Asbjörn ti Kaainfarm; men dan sægla te baker norover, saa lan i Lan me Kongsgaarn Augvaldsnæs. Der ha Kongen en Gaarsdrivar, en Træl, som kallas Tore Sel; han jek ne aad Skippi me 60 Mænner og ba Asbjörn gaa paa Lan, me Mænna has tömt Skippe. Da tok Tore ifraam al Farmen og Segle me, og ga om i gammelt Segl i Stan, „dette Segl e godt nok aad dok, som e saa letlad, og sægel me,“ san. Asbjörn vart baade sint og harm over slik Ödelæggels; Skan va stor, men Skamma va vær.
Hövdingann i Norgje va mykjy stri aa sjölviis taa sæ, saa at dem bærre vilja söökj sitt eie gagn paa kvar sin viis; aa ingja sak skuld ha framgaang, naar ’a ikkj va te maates aat dem, om ’a eljes va nok saa go aa rettele. Dem tænkt ikkj paa gagne aat heile rikje, men meent, at dem skuld faa raa saalles, som dem sjøl vilja i den dela taa lainne, som dem ha væld over; dem sæt sæ gjærn op emot laav aa rætt –, ja emot sjöl Konga, naar dem berre toords de. Han Sant-Ola vilja læær hövdingom aa hald maate me sjölviisheiten sin; han vilja sætt laav aa gjaaraa rætt na go skaftna i rikje aa faa dem te aa hald ehoop meir; han vilja hjölp fram kristendomen saa my som mole va, aa for hardt fram me de arbe. Taa alt deher vart dem hatau paa Kongen. Da Kongen tænkt aa faa fram Kristendomen vest paa lainne, saa forbau ’n fölkje der aa sæll Koin aat folk nordafraa, forat de ikkj skoild vaint mat aat mainnskape has, naar ’n sjöl kom vestover. En vællau hövding paa Helgelainn va ’n Asbjöinn Sjurdssaa paa Trondnesse. Hain va vannt te aa haild stor Lag; men i oaarom vart de oftom for lite mailt aat om; aa hain foor da sörover aat om Elling Skjalgssaa aa vilja kjöp sæ Koinn. Hain Elling toord ikkj sæll sjöl; men hain sa: „Du kain kjöp Koinn taa trælom min, for dem e ikkj unn Laav aa rætt som anna fölk.“ Saalles fekk ’n Asbjöinn sæ Koinfarm, men dan sægla nordette, la ’n aat lainne utfor kongsgaarda paa Agvaldsnesse. Der ha Kongen en træl te forpaktar eller gaarddrivar, som ætte Tore Sæl. Han gjekk neaat skippe me sæksti mæinner aa ba ’n Asbjöinn gaa oppaa lainn me mæinnom sinn, me ’n fekk ry ta skjippe. Da took’n Tore efraa’om heile farmen, sægle desheller, aa ga’om e gammelt sæggel ista-an, „deher e godt nok aat dæ, som ska sæggel paa lett kjööl,“ sa’n aat ’om. Hain Asbjöinn vart rykanes rei eller gællen aa harm att-aat for deher: Skaen va stor, men skamma störr. Hain sægla no heim; men sea sægla ’n sör te Agvaldsnes egjen aa gjekk einsamen oppi garden. Da va Kongen der, naa hain Asbjöinn sto uti yterdörrn aa haur paa, at ’n Tore skröytt taa værkje sitt aat Konga: Graaten sto i hælsa paa ’om, da æ took sægle,“ sa ’n Tore. Da rænt ’n Asbjöinn inn aa sa: „Men no sett ikkj graaten i hælsa paa mæ!“ Aa derme saa haagg ’n te aat ’om Tore, saa haue datt ne paa borde, aa böln has vailt ne over knea aat Konga. Da vart ’n Asbjöinn lagt i jarn; aa Kongen dömt ’n te döss. Hain Skjalg Ellingssaa fraa Sole ba Kongen om aa læt ’n faa laavaa. Aa da svaaraa Kongen: E de ikkj ei döss-sak de, Skjalg, aa bryt paaskfreen, aa den anner de, aa draapaa en mainn i Kongsgaarda, aa den trei de, aa bruk föötn minn te höggstabbe? Hain Skjalg skjyndt sæ heim aat fara; aa ’n Elling dro da (aa)sta me e stor mainnmakt aa kringsætt Kongen, da ’n gjekk tu kjörkjonn; aa no vilja ’n nöy Kongen te aa spar ’n Asbjöinn. Men hain Saint-Ola sto som en rettele Konge i fara. Da ba ’n Bisp Sjurd inderle for ’om Asbjöinn; aa Kongen lætt ’n da faa laavaa, men dömt ’n te aa træ ti tenesta has Tore Sæl, aa vaaraa forpaktar. Hain Asbjöinn vart gla taa de; aa hain fekk laav te aa faaraa heim som snaaraast. Men sea hardna ’n te igjen aa vilja ikkj træ ti tenesta, aa dæfor lætt Kongen ’n miss live. Men deher kund ikkj hövdingann finn va rætt, at slæktningjen dæres skuld li naa slass leiheit for ogjærningja si; aa ætte deher la dem dæfor mykje meir hat aat Konga aa önska berre aa faa leileheit te aa hæmn sæ paa ’n.
Hövningaijne i Norge va mykje stride aa sjölraadige, so dei bare vilde sökje sit eie Bedste paa kvar si Vis, aa ingja Sak skulle gaa fràm, naar hun ikje va telags aat dei, om hun endaa va nok saa god aa rette; dei tænkte ikje paa da heile Rikjes Vel, men mente ate dei skulle faa raade sæ sjöl i dejn Landsluta, so dei hade Vald over; dei sætte sæ gjerne bode mot Lov aa Ret aa mot Konga, naa dei bare tore. Sant Ola vilde lære sine Hövninga te aa holde Maate; haijn vilde gje Love aa sækje Ret aa ha godt Styr aa Stejl i sit Rikje aa værke meir Samhældigheit; haijn vilde införe Kristnedomijn so mykje so muele, men for ofte strængt fram mot Heiningaa. Fyr alt ditte la Olafs Hövninga haanaa i Hat. Naa Kongijn tænkte te aa kristne Folkje ut me Have, forbaud haijn dei te selje Koijn te Folk, so haure te nor i Lande, ate da ikje skulle komme te aa reste Mat aat Krigsfolkja has, naa haijn kom dar ut. Ejn mæktige Hövning i Helgeland va Asbjöijn Sigurdsen paa Throndenes. Haijn va i Slægt mæ Erling Skjalgsen, Tore Hond aa andre Storkare. Haijn va vande aa holde store Drikkelag, men i Oaaraa vart de forlite Malt, aa haijn maatte fare syd te Erling aa kjöpe Koijn. Hain tore ikje sælje sjöl, men sa: du kaijn kjöpe Koijn hos Trælaa mine, sida dei æ ikje onde Lov aa Ret mæ andre Folk. Soleis fek Asbjöijn sæ Koijnfarme; men naa haijn siglde norete, la haijn telands ne fyr eja Kongsgare, so ette Augvaldsnes. Dar hade Sant Ola ejn Gaardsdrenge, so va Træle aa ette Tore Sel. Haijn gjik ned aat Skjepa mæ seksti Maijn aa bad haanaa Asbjöijn gaa op paa Land mæ Karaa sine, mæda haijn fik rydje Skjepe. Daa to Tore ifraa haanaa heile Farmijn aa Segle ændaa te aa ga haanaa et gammalt Segl istadijn: Da æ godt nok aat sodane, so ska sigle mæ tome Skrova, sa Tore. Daa vart Asbjöijnin svært harme fyr ditta. Skadijn va store, men Skamma va mykje værre.
Hövdingane i Norje vaa mesto bestandig so strie aa sjelraodige, at dei vilde berre sökja sit eie Gagn pao kvar sin Maote, aa ikkje nokon Ting skulde ga fram, so ikkje va te Lags aot dei, om da allikevel va nok so godt aa ret; dei tænkte ikkje pao, kva so va te Gagn fö heila Rikje eigaang, men meinte, at dei skulde fao rao so dei vilde i den Part tao Lande, so dei hadde Vald uve, aa naor dei berre taarde, sætte dei sæg ofta op baade imot Konjen aa imot Lov aa Ret. Naor Olaf (Ola) den Hellige vardt Konje, so vilde han læra Hövdingane aa halda nokon Maote herme; han vilde sjao te aa fao Lov aa Ret aa nokolunde Sjik paa da i Lande, aa han vilde fao meira Samhald imidlo baade Höje aa Laoje. Han vilde aa införa Kristendommen so mykkje so moelæ va, men han for svært strængt fram mæ den Ting. Fö alt detta fængje Hövdingane Hat te Olaf. Dao Konjen tænkte pao aa införa Kristendommen vest i Lande, so forbau han Folkje dar aa sælja Kodn te Folk nor i Lande, fö da ikkje skulde mangla Mat te hans eigne Folk, naar han kom dar vest. Men so va dar ein stor Hövding i Helgeland, so eitte Asbjödn Sigurdsen (Sjursen) aa budde pao Trondarnæs. Han va sama Folkje mæ Erling (Edling) Skjalgssön aa mæ Thore (Thor) Hund aa fleire Stormænno. Han va vano aa halda stora Veitlo, men i Uaorene vart de forlite Malt te han, aa han reiste darfö te Erling Skjalgsön aa vilde kjöpa sæg Kodn. Erling taarde ikkje sælja sjölvo, men han sa: Du kan kjöpa Kodn tao Trædlane (Drenjene) mine, fö da æ ikkje Lov aa Ret fö dei so fö are Folk. Soleis føk Asbjödn sæg Kodnfarm, men dao han seglde norette, la han te Lands fö Kongsgaren pao Agvaldsnæs. Her hadde Konjen ein Pagtar (heldo Garsdrivar), so eitte Thore Sæl; han gjæk ne te Skjepe mæ 60 Man aa ba Asbjödn ga pao Land mæ Mænnene sine, so mykkje han fæk tömma Skjepe. Dao tok Thore ifrao han heile Farmen aa enddao Segle te, aa gav han eit gammalt Segl istaen. „Da æ godt nok aot dei, so ska segla pao let Kjöl“ sa han. Asbjödn vart no sinto paa detta; Skaen va storo, men Skammæ værro.
Hövdingane i Norje va fælt strie aa egensindege, se di velde bære sökja sett eie Bæsta paa kvar sen Maate, aa ingjæ Sak sku gaa frabm, naar ho inkje va telags aat dei, om ho va naakso go aa rætt; dei tænkte inkje paa heila Rikje sett Bæsta, men di meinte, at di sku faa røa so di velde i dan Lanstrækninjen so di hadde te raa öve; di sætte sæg jædna imot Laav aa Rætt aa imot Kongen aag, naar di bære torde. Kong Ola velde læra Hövdingane te halla naake Maate; han velde sætja Laav aa gjæra Rætt aa go Skjek i Lanne aa faa di te væra meira samhallege; han velde verka för„Krist’ndommen“ so mykje so maauelæ va, aa for hart frabm imot di. För alt detta la Hövdingane Hat te Kong Ola. Daa Kongen tænkte paa te faa införa Krist’ndommen væst i Lanne, so forbau’an Folkje dar te sælja Kodn te Folk noraante or Lanne, at dar ’kje sku værta Mangel paa Mat aat Manskape hans, naar han kobm dar væst. Paa Trondenæs i Helgeland budde ein mægteg Hövding, so’ette Aasbjödn Sigurdson. Han va i Slægt mæ Erling Skjalgson, mæ Tore Hund aa are Stormæn. Han va vann te halla stora Veitle; men i Uaaræ vart da förlite Malt aat’an; diför reistan te Erling Skjalgson aa velde kjöpa sæg Kodn. Erling torde kje sælja sjöl, men han sa: „Du kan kjöpa Kodn taa Trælane mine, för dei æ kje i Laav aa Lansrætt mæ are Mæn.“ Soleis fækk Aasbjödn sæg Kaanlast; men daa han sigla norette, so la an te Lans för Kongsgarn Aveldsnæs. Dar hadde Kongen ein Paktar (elle Garsdrivar), ein Træl, so ette Tore Sel; han gjækk ne te (aat) Skjepe mæ sæksti Mænn aa ba Aasbjödn gaa paa Lann mæ Mænna sine, mæ han fækk rydja Skjepe. Daa tok Tore ifraa Aasbjödn heile (adl) Ladninjen aa ænnaa Sægle te aa ga an eit gammalt Sægl i Staen, „da æ gott naak aat dæg so ska sigla paa lætt Kjöl,“ sa an. Aasbjödn vart baade sint aa harm för dætta; Skaen va stor, men Skabmæ værre.
Hövdingadn i Norge va fælt strie aa sjölraadige, saa di ville berre sökje sit eie Gagn paa kvar si Viis, aa injaa Sak sko gaa fram naa’n inkje va te lags aat di, om’n en’naa va noksaa greie; di tænkte inkje paa Rikjes Gagn, men meinte at di sko faa raa sæg sjöl saa di ville i dei Bygdalajaa, saa di hadde Vælde öve; ja di sætte sæg baade imot Lov aa Ret aa imot Kongen sjöl naar de hærre torte. Kong Ola ville læra Hövdingadn te holla Maate, han ville sedja Lov sa jæra Ret aa godt Sjepalag i Rikje aa meir Samhollighed; han ville fremma Krestendommen saa mökje mauligt va, aa va svært harföre mæ di. För alt detta fæk Hövdingadn Hat te Kong Ola. Daa Kongen tænkte sæg te fræmma Krestendommen vest i Lanne, saa forbau’en Folkje der te selja Kodn te Folk norante, för at der inkje sku feila Mat nat Folkje hans naar’en kom der vest. Ein mægtige Hövding i Helgalan va Asbjödn Sigurdsson paa Trondarnæs, han va i Slægt mæ Ærling Sjalgson, mæ Hövdingen Tore Hund aa andre Storkarar. Han va vane te halla store Jæstaboe, men i Uaaraa blei dæ forlite Malt aatan, aa an reiste te Erling Sjalgson aa ville kjöpa sæg Kodn. Erling torte inkje sælja sjöl, men an sa: „Du kan kjöpa Kodn af Tenaradn mine, för dei æ kje onde Lov aa Ret mæ andre Folk. Saals fæk Asbjödn sæg Kodnlast, men daa an selde norete, la an te Lans för Kongsgarn Avelsnæs. Der hadde Kongen ein Haasbonsdreng, ein Tenar, saa hete Tore Sæl; han jæk ne te Sjepe mæ 60 Man aa ba Asbjödn gaa paa Lan mæ Folkje sit alt men han fek laasa Sjepe. Saa tok Tore ifraa’an heila Lastaa aa Segle mæ, aa gav an eit gammelt Segl istan. „Dæ æ godt nok aat dæg saa ska segla tome,“ sa an. Asbjödn blei fælt sinte för detta: Ska’n va store aa Skammaa værre.
Hövdingane i Norig va svært strie aa sjölstyrne, saa dei bara ville sögja sit eie Gag’n paa adle Vis, aa ingjo Sag sko fraa fram, naa hu inkje va dei telags, om hu eno vaa nok Saa goe aa regtige. Dei tænkte inkje paa heila Rigjes Gagn, men meinte at dei sko faa raa sæg sjöl saa dei ville i den Bygdo dei styrte. – Dei sætte sæg gjedna imot Laav aa Ret, aa mod Kongen, naar dei bare torde. Kong Ola den hellige ville læra Hövdingane te halla noge Maade. Han ville sedja Laav aa gjæra Ret aa Skjæl i Rigje, aa virka meir Samhold. Han ville fremma Kristendommen saa mögje saa muligt, aa for an hart fram mæ dæ. För alt dette lae Hövdingane Had te Kong Ola. Daa Kongen tænkte te fremma Kristendommen vest i Lanne, förbau han Folkje der te selja Kaadn te Folk norantefraa, för at der sko inkje skorte Mad te Folke hans, naa han kom der vest. Asbjörn Sigursen paa Trondanæs va en veldige Hövding i Helgeland. Han va skjølle Erling Skjalgsen, fore Hon aa andre Storherra. Han va vande te halla store Gjæstabo; men et Uaar vart Malte hans för lide, aa han for te Erling Skjalgsen paa Sola aa ville kjöba sæg Kaadn. Erling taarte inkje selja sjöl, men han sae: Da kan kjöbe Kaad’n av Trælane mine, för dei æ inkje i Lov aa Landsret mæ andre Folk. – Saalest fæk Asbjörn sæg Kaanlast. Men daa han seilte norette, saa lae han te Lans mæ Kongsgaaren Avelsnæs. Der hadde Kongen te Forpaktar en Træl, saa heite Tore Sæl. Han jæk ne te Skjebe mæ 60 Man aa ba Asbjörn te gaa paa Lan mens han rödda Skjebe. Daa tog Tore fraa’ an heila Lasto aa endote Seile aa ga an atte et gammalt Seil istaan. „Dæ æ got nok aad dei, saa ska seila paa let Kjöl,“ sa an. Asbjörn vart svært sinte aa harme för dette. Skaen va vonne, men Skammo værre.
Storkaran i Nori va svært strie aa egensindi, saa di bare saa paa sit eie Bedste, hver paa sin Maade, aa ikje Noe skulle bli saa, naa de ’kje va telags for di, um de va noksaa rett aa godt; di tænkt ikje paa heile Landes Bedste; di mejnte, at di skulle faa raa, som di ville, i den Part a Lanne, som di hadde aa raa öve; di ville gjönne sætte sæ mod Lov aa Rett aa mod Kongen, naar di bare torte. Kong Ola ville lære Storkaran aa holle noe Maade; han ville gje Lov aa Rett aa faa go Skjebelse i Lanne aa faa Folk te aa være meir eni; han ville faa Folk te aa læse Ore saa möe, som han kunne, aa han va ossaa (ousaa) har mæ di. For alt dette blej ’kje Storkaran blie paa Kong Ola. Daa Kongen tænkte aa faa Folk paa Norlanne te aa tru, som di skulle tru, saa forbau (forböj) han Folk der aa sæle Kodn te di Folk, som bude ennaa meir nor i Lanne, saa der skull’ ’kje bli forlide Mad te Mannskabe hans, naar han kom der vest. Ejn karsli Storkar va Aasbjönn Sigurdsen fraa Trondanæs. Han va i Fameli mæ Erling Skjalgsen, mæ Thore Hund aa andre Storfolk. Han va vant te aa halle store Gjæstebo; men i di klejne Aaran fekk han for lide Malt, aa han rejste te Erling Skjalgsen aa ville kjöbe sæ Kodn. Erling torte ’kje sæle sjel; men han sac: „Du kann kjöbe Kodn a Tjenarne mine, for di æ ’kje i Lov aa Lannsrett mæ andre Mænn. Saantan fekk Aasbjönn sæ i Lanning Kodn; men daa han sejlte norette, saa la an i Lann udfor Kongsgaren Agvaldsnæs. Der hadde Kongen ein „Aarmann“ (dæ æ ein, som drejv Garan for ’an), de va ejn Tjenar, aa han hejte Thore Sell. Han gjekk ner te Skjibbe mæ tresendstjue Mann aa sae Aasbjönn skulle gaa paa Lann mæ Folkane sine, for saa ville han ta, de han ville ha. Daa to Thore ifraa ’an hejle Kodnlanninga aa Sejle ossaa (ousaa) aa ga ’an ett gammelt Sejl igjen; „d’æ godt nok for di, som ska sejle paa lett Kjöl,“ sa’ an. Aasbjönn blej baade lej a sæ aa harm for de; Skaen va stor, men Skamma va værre.
Hövningerne i Nörje va mykjy strie aa sjölraadie, saa döm ville bære sökje sett eie Gamn paa hor si Vis, aa inga Sak skulle gaa fram, naa ho inkje va tæ Lags aat döm, om ho enda va naak saa go aa rækti; döm tænkte inkje paa elt Rikets Gamn, men meinte, at döm skulle faa raa saa som döm ville i den Lansdeil’n, döm hadde Völ aaver; döm sætte sei jænne imot Laav aa Ræt aa imot Kongen, naa döm bære tole. Ola Konge ville lære Hövningerne at hölle non Maate, han ville sætta Laav aa jöra Ræt aa go Sjik i Rike aa verke meire Samhöl; han ville fremme Krestendommen saa mykjy som maugele va, aa for hart fram mæ döm. Fyri elt dettane la Hövningerne Hat tæ Ola Konge. Da Kongen tænkte aa fremme Krestendommen væst i Lanne, saa forbau han Fölke dær aa selja Kön tæ Fölk nor fraa Lanne, aa dæ inkje skulle skorte Mat aa Manstörken has, nör han kom dær væst. Ein vældi Hövning i Heljelan va Asbjön Sigursen paa „Trondarnes.“ Han va i Æt mæ Elling Sjalsen, mæ Hövningen Tore Hun aa andre Stormenner. Han va vant tæ aa hölle store Gjestebö; men i Uaara vart dæ förlite Melt tæ hannom; aa han for tæ’n Elling Sjalsen, aa ville kjöpe sei Kön. Elling töle inkje selja sjöl; men han sa: „Du kan kjöpe Kön ta Trælerne mine, fördi döm æ inkje i Laav aa Lansræt mæ andre Menner.“ Saalessen fæk Asbjön sei Könlanning; men da han seila nolötter, saa la’ han tæ Lan fyry Kongs-Garn „Agvaldsnæs.“ Der hadde Kongen æn Galdriver, æn Træl, ætte Tore „Sel;“ han jik ne tæ Sjeppe mæ 60 Menner aa ba’n Asbjön gaa paa Lan mæ Menneerne sine, „medan“ han fæk röja Sjeppe. Da tok Tore ifraa hannom el Lanningen aa atpaa Seile aa ga hannom æt gammalt Seil estan, „dæ æ got naak aat döm, som skæ seile paa læt Kjöl,“ sa han, Asbjön vart hart vred aa herm i Sinne för dettane. Ska’n va stor, men Skamma værre.
Hövdinga i Norje va fælt strie aa sjölraadie, saa döm ville bare söke set eie Bæste paa haar sin Maate, aa inga Sak skulle gaa fram, naar a itte var tel Lags aat dom, om a var ældri saa go aa rekti; dom tænkte itte paa ælt de som var bra for Rike, men mente, at döm skulle faa raa saalesen som döm ville i den Lanslaatan, döm hadde Raadihet over; döm sætte se jenne imot Laav aa Ræt aa imot Kongen, naar döm bare torde. Kong Olaf ville lære Hövdinga aa hölle no Maate; han ville sætta Laav aa jöra Ræt aa go Greie i Rike aa virke meir Samhöl; han ville faa fram Krestendommen saa mye som de var muli, aa for au hart fram me detta. Faar ælt detta fek Hövdinga Hat imot Kong Olaf. Da Kongen tænkte aa faa fram Krestendommen vest i Lanne, saa forbaud’en Folke der aa selja Kön tel Folke noranifraa, saa de itte skulle vante Mat aat Mannstörken has, naarn kaam der vest. En veldi Hövding i Helgalan var A. S. paa Trondarnæs. Han var sjylt Æ. Sk., Hövdingen T. H. aa andre Storkarer. Han var van tel aa hölle store Jesbur; men i Uaara vart de faarlite Mælt faarn; aa han strauk tel E. E. törde itte selja sjöl; men sa: „Du kan kjöpe Kön ta Træla mine, for de döm er itte i Laav aa Lansræt me andre Mænner.“ Saalesen fek A. seg Könlanning; men dan seilte noretter, saa la’n ataat Lanne for Kongsgaln A. Der hadde Kongen en Aarman (Galskar), en Træl, som hette T. S.; han jik ner tel (eller ner aat) Skjibe me tresenskjue Mann aa ba A. gaa op paa Lanne me Kara sine, saan fek röde Skjibe. Da tok Tore ifraan æl Lanningen has aa Seile atpaa aa gan at et gammalt Seil i Stelle: „De er gaat naak aat döm, som ska seile tomreipes,“ san. A. vart fælt vill aa harm för detta; Ska’n var stor, men Skamma verre.
Hövdinga i Norrige var fælt strie og sjölrådige, så dom berre vilde drive igjönom Sitt på hor si Gjerð (Gjæl), og inga Sak skulde gå fram, ner a (hu) inte var til (te’) Lags åt dom, om a var alder så go og rett; dom völde (vyrdede) inte no’e om, hoss dæ gikk mæ heile Rike; men meinte, at dom skulde få rå, hoss dom vilde i den landslotta, dom hadde völd over; dom sette seg genne imot lov og rett og imot sjölve Konga ’u (au’), ner dom berre törde. Olav Konge vilde lære Hövdingom å’ hölle noen Maate; han vilde setta lov og göra rett og god Greie i Rike’ og få det til (te’) å’ hölle beðre ihop; han vilde drive fram Kristendomen så mye som mueligt var, og for ’u hardt fram mæ di. För alt dette vardt Hövdinga hatuge på a (hanom) Olav Konge. Da Kongen tenkte å’ få fram Kristendomen vest i Lanne, så forbauð’en Folki der å selja Könn te Folk norð(l)an ifrå Lanne’, at dæ inte skulde vante Mat åt Mannstyrka hass, ner ’en kom der vest. Ein veldug Hövding i Helgelaind var Åsbjörn Sigurdson på T. Han var skyld åt a’ Ærling Skjalgson; Hövdinga Tore Hund og andre Storkarer (Kakser, Bikser). Hav var van ve’ å’ hölle store Gestboð; men i uårom vardt dæ for lite’ Malt åt a’ (hanom); dermæ strauk ’en åt a E. S. og vilde köpe seg Könn. Han E. törde inte selja sjöl; men han sa’: „Du kain köpe Könn’ ta’ (ut av) Trælom mine, forr dom er inte i Lov og Landsrett mæ andre Menner.“ Såless fekk ’en Å. seg Könnlaðning; men da ’en segle’ norð(l) ette’, så la’ en te’ Lainds utaföre Kongsgarð(l)a A. Der hadde Kongen ein Årmann (hell’ Garðskar), ein Træl heitte Tore Sæl. Han gikk nedåt skeppi med tredsinnstjuge Menner og bað hanom Å. gå opp å Land mæ Mennom sine, mæ’ han fekk rö skeppe’. Da tok ’en T. ifrå a’ heile Laðningen og Segle’ atpå og gav a’ eit gamalt Segl i Stelle’ (også: i Sta’en): „Dæ er godt nok åt dom, som ska(l) segle tomreipes,“ sa ’en, Å. vardt fælt vill og harm för detta; Ska’en var stor, men Skamma verre. Han segle’ nå heem; men se’a segle’ ’en söðover te A. att’ og gik mon åleine opp i Garð(l)en. Da var Kongen der; og han Å. sto i Framstugu’n (Svalen?) og hörde på di, at ’en T. kytte (skraut?) före Konga ta’ detta Verke’. „Gråten sto i Hælsa hass (på ’a), da je tok Segle’“ sa’ T. Da bråflaug ’en Å. inn og sa’: „Nå bær je da inte Gråten i Hælsa lel.“ Og dermæ högg ’en ’en T. så Hugue’ datt neð på Bord(l)e’ fram före Konga og Skrotten valt over Knei hass. Da vardt en Å. sett i Jönn og Kongen dömde ’n (a’?) til å döy. Skjalg Erlingson frå Sole bað Konga för Livi hass. Da svara’ Kongen dæ: „Er inte dæ ei Daue-Sak, S., å’ bryte Påskefreðen (også – frea, Hunkjön) og den andre å’ dræpa ein Mann i Kongens Herberge (Hus) og den trea å bruke Fötenn’ mine te’ Höggestabbe?“ S. skunde seg hematt’ åt Far sine, og Erling for mæ stor Mannemart og kringsette Kongen, da han gik ’tur (ut ur) Kerkjen, og han vilde tukte (tvinge) Kongen te’ å spara ’en Å. Men Olav sto som en réal Konge i Fara. Da ba’ Biskop Sigurd så vakkert for Livi bass Å.; og Kongen spara’ Live hass; men dömde hanom til å’ ta’ ve’ Tenesta hass Tore Sæl, å’ vara Årmann. Å. vardt gla’ over detta, og han fekk Heemlov som snöggaste; men han slo’ seg harð(l) att’ og vilde inte kommå i Tenesta. Dermæ lét Kongen ’en miste Live’. Men detta kunde inte Hövdinga finne var rett, at Ein ’ta’ Skyldfolki doms skulde li’ Straff för Ugjerninga sine, dom vardt enda meir hatuge på Konga og önskte å kunne komme til å hemne seg på a’ (hanom).
Hövdingan e Naari va fælt strie aa sjölraaoge, saa döm vilde bære sökje sit eie Gagn paa haar sin Vis, aa ingo Sak skulle gaa fram, naar’o inte va telags aat döm, om ’o va nok saa go aa ret; döm tæinkte inte paa, haa som kunne væra te Gagn för heile Rikje, mein meinte, at döm skulle faa raa som dem sjölve vilde e di Laatta taa Lanne, som döm hadde Raadigheit (eil Vaille) aaver; döm sætte se gjeinne emot Laav aa Ret aa emot Konga sjöl, naar dem bære torde. Kong Ola (Santola) vilde lære Hövdingom aa haille som ’n Maate; han vilde sætja Laav aa gjera Ret aa go Skjik e Rikje aa faa döm te aa haille meir ehop, en döm för hadde gjort; han vilde freste saa mye som mole aa faa införe dein krestne Trua, aa dæför for’n nok ofte hardt fram emot döm. För alt detta fekk Hövdingan Hat aat ’om Kong Ola. Da Kongen tæinkte aa faa infört dein krestne Trua paa Vestlanne, saa förbau ’n Folkje der aa sælja Koin aat Folk nordaante Lanne, för at dæ inte skulle kaammaa te aa felja Mat aat Mainskape has, naar’n kom der vest. Paa Trondarnæs e Helgelan udde dæ ’n mægtog Hövding, som eitte Asbjörn Sigurdson. Han va e Skylslap mæ ’om Erling Skjalgson, mæ ’om Tore Hund aa andre Stormainner. Han brukte paa aa haille store Gjesborr (Storlag); mein e Oaarom vart dæ förlite Malt för ’om, aa dæför saa reiste ’n söaaver aat ’om Erling Skjalgson för aa kjöpe se Köinn. Erling torde inte sælja Koin sjöl; mein ’n sa’: „Du kain kjöpe Koin taa Trælom mine, för döm æ no inte e Laav aa Lansret mæ andre Main.“ Saales’n fekk’n Asbjörn se Koinlanning; meia da’n segla nordaaver at, saø la’n te Lans ve Kongsgard’n Agvaldsnæs. Der hadde Kongen ’n Aarmain (eil Gardbruker), som eitte Tore Sel; han gjekk neaat Skjeppe mæ tressenstjuge Main a ba ’n Asbjørn gaa paa Lan, mæ Karom sine, mæ ’n fekk rö Skjeppe. Da tok’n Tore efraa ’om heile Koinlanningen aa Segle aa ga ’om e gaammaalt Segel esta’n, „dæ æ gott nok aat döm, som ska segle paa let Kjøl,“ sa’n. Asbjørn vart fælt sint aa harm för detta; Ska’n va stor, mein Skamma værre.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Folkevennen for 1862, Side 567, yttrede Ønske om at faa sendt som Sprogprøver flere Bygde-Dialekters Oversættelse af et og samme Stykke af Sommers „Noregs Saga.“ Her leveres nu en Prøve fra Furnæs paa Hedemarken. Den er meddelt af Skolelærer Mikkelsen, som siger om sig selv: „Dette Maal er i den mest indskrænkede Forstand mit Modersmaal og tillige mit hverdagslige Talemaal.“
- ↑ Af Gaardmand Lars St. Gjørvad i Gjeranger, inderst i Søndmøre.
- ↑ „Tilföre“ som det staar i Sommers Bog, bruges ikke hos os og jeg veed saaledes ikke at gjengive dets Betydning i vor Dialekt. Fremdeles er at anmærke, at i Ordet „Mein“ (Mænd), ligesaa i Artiklen „ein“ og „dein“ udtales ikke e i som Diftongen „ei“ men som „e-i“ t. Ex. e-in, dog uden lang Betoning. Ligesaa er der enkelte Ord der har en Vokallyd der ligger mellem u og o som ovenfor er skrevet ú.
- ↑ Læseren erindre, at der, hvorfra Sagnet skriver sig, bruges det saakaldte „Halvemaal,“ altsaa Est for Hest.
- ↑ Det forkortede Ord er stundom skrevet i Et med et andet Ord, f. Ex. lan i Lan, d. e la(gde ha)n i Land.
- ↑ I Embedsmænds Huse paa Hedemarken og andensteds har jeg hørt Folk fuldt og fast tro paa hin Forvexling i Bøndernes Tale, som naturligvis har forekommet dem yderst naragtig. Men i Bøndernes Tale er ingen Forvexling; det er kun Mangel paa Sprog-Kundskab, som synes saa.
- ↑ I Sætersdalen og flere Bygder paa den Kant bliver rl og ligesaa ll til dd. Exempel herpaa er det Ord Padd, i Oldsproget pall, som forekommer i en Beskrivelse over Sætersdalens Bygnings-Skik, længere foran i nærværende Hefte.
- ↑ Folk, som ikke kjende noget til disse Sprog, vilde maaske have Moro af at se en liden Prøve paa Ligheden. De nys opregnede norske Ord lyde saaledes
paa Tydsk: | style="text-align:center" | paa Engelsk: siße – saß, sit – sat, gebe – gab, give – gave, trinke – trank – getrunken, drink – drank – drunk, springe – sprang – gesprungen, spring – sprang – sprung, finde – fand – gefunden, find – found – found, binde – band – gebunden, bind – bound – bound, gewinne – gewann – gewonnen, win – won – won, spinne – spann – gesponnen. spin – span – spun. Det Engelske er dog nu for Tiden mere uligt; thi medens den gamle Skrivemaade er beholdt, har Udtalen forandret sig lidt i nogle af Ordene.
- ↑ Saaledes lære jo ogsaa vore Børn let at skjelne mellem de før omtalte enstydige Ord han og hanum, hun og henne, samt ligeledes mellem du og dig, jeg og mig, vi og os.
- ↑ Ja, om 100 Aar vil det vel befindes, at hint Spil med i – a – u som dette Ord Trælum minder om, har tabt sig mere og mere, selv i saadanne Ord-Dannelser som finder – fandt – fundet. Der er f. Ex. det gamle Ord klinger – klang – klunget: det lyder nok allerede nu med en svagere Klang end før; Mange sige ikke længer klunget, men klinget, og der er vel endog dem, som sige klingede for klang.
- ↑ Folk, som ikke have læst Grammatik, have kanske ondt for ret at fatte, hvad her handles om. Men de ville dog maaske forstaa det, ved at lægge Mærke til den i Grunden besynderlige Ting, at man i Bygdemaalene siger han om Maanen og hun om Solen (Maanen, han er oppe; Solen, hun skinner saa varmt idag) – ganske ligesom vi jo sige han og hun om en Mand og en Kone eller om en Gut og en Pige. Og det besynderlige ved Tingen bliver mere kjendeligt, naar vi høre, at f. Ex. Finnerne ikke have den Maade; deres Tale kan nærmest beskrives saaledes, som om vi istedetfor han og hun vilde bestandig sige den, baade om Manden og Kvinden, om Gutten og Pigen om Maanen og Solen, og for dem falder det meget vanskeligt at lære vor Brug, saa man oppe i Finmarken idelig hører dem sige han om Konen og hun om Manden. – Der er adskilligt ved dette, som kan vække Undren. Den, som er fortrolig med et eller andet Bygdemaal, vil saaledes blive vaer, at man siger han om Heggen (Heggetræet), men ellers hun om Bjørk, Rogn, Gran, Furu, og vistnok de fleste andre Træer. Nu har det vistnok havt sin Aarsag, at man fra først af vænnede sig til at sige saa netop om Heggen. Men hvad var det for en Aarsag? hvad var det før en særdeles Mening, vore Forfædre i denne Sprogets Barndomstid dannede sig om det enkelte Træ-Slag?
- ↑ Nutidens Fransk, som nedstammer fra Oldtidens Latin, har ogsaa slaaet de tre Klasser sammen til to, men paa en anden Maade end Dansken, saaledes nemlig, at hvad der svarede til vort ein og eit, er blevet ens, medens det, der svarede til vort ei, fremdeles er særskilt.
- ↑ Ja, nøie beseet, er nok Forandringen i det danske Sprog og Skriftsproget ikke synderlig større i dette Stykke end i det norske Bygdemaal, men den er anderledes. Tingen er nemlig denne: i Oldsproget sagde og skrev man einn (dobbel, skarp n), ein (enkelt, svag n) og eitt. Dette er nu forandret paa en dobbelt Maade, i Dansken og i Skriftsproget saa, at den svage n blev udtalt ligt med den skarpe, saa man tilsidst fik disse Tre en, en, et, hvad der jo kan synes at være det samme som disse To: en, et; i Norsken derimod blev den svage n mere og mere uhørlig og tilsidst slet ikke udtalt, saa man fik disse Tre: ein, ei, eit. Det er ligedan med Oldsprogets hann, hon, Skriftsprogets han, hun, det norske Landsmaals han, ho; fremdeles minn, min, mitt – min, min, mit – min, mi, mit, og flere andre Ord. – Og trods den tilsyneladende Tohed i Dansken har dog nok Begrebet om den oprindelige Trehed ialfald for en Del vedligeholdt sig, saa man, om der end siges baade f. Ex. en Maane og en Sol (altsaa ligt), stundom udtrykker sig saa, at man (ligesom Bygdefolk her hjemme i Norge) siger hun om Solen (hun skinner saa vakkert idag).