Bygnings-Skikke, Hus-Bunad
I forrige Hefte tillod jeg mig med nogle Linier at udbede mig velvillig Opmærksomhed for et yderligere Studium af denne Sag. Der er saa Mange, som kunne yde Bistand. Dette skal jeg her anføre et Exempel paa, ved at meddele, hvad jeg for et Par Uger siden hørte af en Bondemand.
I Saga-Tiden boede jo alt Folket i Røgstuer, og her paa Østlandet ialfald var Røgstuens Ildsted en Are eller Aare midt paa Gulvet. Hvor langt ned i Tiden varede denne Oldtidens Skik? Da jeg skrev de første Kapitler om Bygnings-Skikken (i Folkevennen 1861), tænkte jeg mig Afstanden fra Nutiden meget stor. Jeg mente, at Forandringen maatte være skeet for umindelige Tider siden. Men senere fandt jeg flere og flere Mærker paa, at Oldtiden nok har ligget os nærmere i dette Stykke, og tilsidst[1] kunde jeg endog til min store Forundring omtale en rigtignok uklar Beretning i en fransk Reisebeskrivelse om Røgstuer i Aaret 1653 og det ikke mere end en tre Miles Vei fra Christiania.
Nu har Gaardbruger Tollev Mustad i Vardal fortalt mig, at han selv har hørt sin nu afdøde Bedstefader fortælle, at i hans Ungdom var der endnu enkelte af den gamle Tids „Ljørestuer“ tilbage i Vardal. Tollev nævnte mig Navnene paa nogle af de Gaarde, hvor Bedstefaderen havde seet dem, og efter dennes Fortællinger vidste han at beskrive Indretningen tilstrækkelig tydeligt: Der var en „Eldstad“ (et Ildsted) midt paa Gulvet, Røgen gik op gjennem en „Ljore“ (Oldsproget ljóri) midt i Taget, til visse Tider lukkedes denne med „Skjaa“ (skjá(r)), og istedetfor Vinduer var der Glugger (gluggar) paa Væggene.
Min Hjemmelsmand er 58 Aar gammel, og det er ikke mere end 16–17 Aar siden hans Bedstefader levede; denne var 96 Aar gammel, da han døde, og vi regnede ud, at den Gamle altsaa var født ved Aaret 1750. Tænke vi os ham som 10 Aars Gut da han saa disse Røgstuer, saa have de altsaa været til ved Aaret 1760 eller for ikke mere end et Hundrede Aar siden. Og dette i Vardal, en af de nu saa vel bebyggede vakkre Bygder, som omkrandse Mjøsen.
Det var paa en Reise op til Valders, at jeg opfangede dette Træk. Men da Opmærksomheden først var vakt, traf jeg oppe i Bruflat, øverst i Randsfjordens Dalføre, ligeledes til at høre en ganske lignende Forklaring, hvoraf det fremgik, at ogsaa der have nogle Røgstuer været at se indtil for et Hundrede Aar siden.[2]
Røgstue-Tiden ligger altsaa ikke længere borte, end at der endnu er Sagn og levende Kundskab om den. Og vel kan det kun have været de sidste Levninger af den gamle Skik, som her paa Østlandet have holdt sig til Midten af forrige Aarhundrede; men jeg er dog med denne Oplysning bleven noget bestyrket i en Formodning, som allerede tidligere havde dannet sig hos mig, at Overgangen fra Røgstue til den nuværende Bygningsmaade med Røgpibe her paa Østlandet neppe i det Store taget monne have fundet Sted før end i det 17de Aarhundrede. Jeg tænker mig nemlig, at Forandringen i almindelige Bondehuse er foregaaet samtidig med den Mode at smykke Stuen – ikke alene med smukt muret „Peis“ eller „Spis“ (gjerne af huggen Klæbersten), men ogsaa og fornemmelig med fint Snedkerarbeide omkring Høisædet (i nogle Bygder Høisædes-Tavle paa Væggen samt overalt i Christiania Stift Roskab og Fremskab paa hver sin Side af Høisædet), hvilket Snedkerarbeide udmærker sig ved en egen Forsiring med Speil-Indlægning og Listværk (efter en af de store europæiske Moder i Bygningsværket, som kaldes Renaissance- eller Roccoco-Stilen).
Hist og her har Tømmermanden eller Snedkeren eller Maleren sat Aarstal paa sit Værk, saa Alderen kan kjendes. Men hidtil har jeg ikke truffet til at se nogen Bondestue, som har været saaledes indredet, og hvis Alder tydelig kan erfares at gaa længer op end til 1ste Halvdel af det 17de Aarhundrede (Christian den 4des Tid, da Christiania og saa mange andre Byer bleve anlagte og meget Bygarbeide kom igang).
Men at vore Almuer endog her paa Østlandet indtil for to, ja hist og her indtil for kun et Hundrede Aar siden levede sit daglige Liv i Huse, som minde om Halfdan Svartes Tids-Alder, det er en Anskuelse, som bringer mig til at se Meget og Mangt i Almuens Historie i et andet Lys, end jeg har gjort før. Og jeg mener, at Enhver, som betænker det nu meddelte Exempel fra Vardal, vil indrømme mig, at selv en saadan udvortes Ting som Husenes Historie kan give Bidrag til selve Folkets Historie.
I § 33 af hin Afhandling om Bygnings-Skikken undrede jeg mig over, hvad jeg havde hørt en gammel Mand paa Christianssunds-Kanten fortælle, at i hans Ungdom pleiede en Glasmester der fra Egnen reise til Bergens Stift for at sætte ind Vindues-Ruder for Folk, som hidtil i sine Røgstuer havde hjulpet sig med Ljore-Lyset alene. Nu iaar har forhenværende Lensmand Poulson i Jølster i nordre Bergenhus Amt havt den Godhed at sende mig en Del Meddelelser om denne afsidesliggende mellem Fjeldene indelukkede Bygd, og deraf ser jeg, at det er ikke mere end 20 til 30 Aar siden, at Vinduer begyndte at komme i Mode her. Og endnu er der i Præstegjeldet en, men kun en, Stue uden Vindu.
Røgstuer (af det Slags med Røgovn) sees endnu at være herskende Skik her i Jølster. Men en Røgstue uden Vinduer er i denne Kreds en Efternøler nu, paa samme Maade som for 100 Aar siden de faa gammeldags Stuer uden Skorstenspibe hist i Vardal.
De to afbildede Huse har en af Folkevennens Venner photographeret for mig. De staa paa Gaarden Folveld i Udenæs Sogn paa øvre Romerike, og de give et godt Exempel paa Bygnings-Skikken der i Egnen, et Billede af hver sin Tidsalders Smag og Evne.
Det ældste Hus (det angivne Aarstal staar indhugget i en af Stuens Loftsbjelker) er saa gammelt, at det kanske har seet i Nabolaget Levninger af den endnu ældre og nu forsvundne Skik med Røgstuer.
For at blive vis i min Sag bar jeg skrevet op til Bygden
og spurgt, om det ikke i Under-Etagen er eller har været indredet
saaledes, som vedføiede Rids antyder, nemlig med Stue A
og deri Ildsted (Peis eller Kakkelovn) ved a, Høisæde med
Fremskab og Roskab skraa over for Ildstedet Seng midt for
Høisædet o. s. v. samt Kjøkken B med Skorsten ved b. Jo,
var Svaret, saa havde det ganske rigtig været, og trods de mange Forandringer, som vare gjorte, var der endnu en
„Bordsyning“ (Paneling) tilbage efter „Høisædes-Tavlen.“
Det er altsaa en Stuebygning af, hvad jeg har kaldt den
akershusiske Stueform.
Det nye Hus staar som Minde om en Periode, da der indrømmedes en forholdsvis stor Plads i Huset til Storstue og Sal, medens man – saavidt jeg af en Grundtegning til nærværende Hus har kunnet se – hverken tænkte paa Spiskammer eller Klædekammer.
Kirkesanger Evensen i Øiestad, barnefødt og vel kjendt i Sætersdalen, har imødekommet et Ønske, jeg har yttret her i Folkevennen og givet mig en Tegning og Beskrivelse af de mærkelige Are-Stuer i hans Føde-Egn, navnlig i Valle Præstegjeld.
Stuer med saadant Ildsted (Are, Aare) have engang været kjendte i vistnok alle de Lande, hvor skandinaviske og germaniske Folkeslag have boet, i Sverige, i Tydskland, i England o. s. v. Men nu finder man dem neppe mere udenfor Sætersdalen og nogle af sammes nærmeste Nabobygder her i Norge, og denne sidste Rest forsvinder naturligvis Dag for Dag. Derfor forestiller jeg mig, at En og Anden skal have Interesse af at læse dette Uddrag af Hr. Evensens Meddelelser.
A er Indgang eller Forstue mellem Røgstuen eller Gamlestuen, som den her kaldes, og Nystuen. Derfra gaar almindelig en Trappe til Værelset ovenpaa Nystuen.
B. Fra Gangen kommer man ind gjennem en meget bred,
næsten firkantet Dør til Arestuen. Saadanne Arestuer findes
endnu paa hver Gaard i Valle og have samme Indredning, som de vistnok gjennem flere Aarhundreder have havt. De tjene nu
kun til Sommerbolig og ellers af og til som Bryggerhus. I
min Barndom kan jeg erindre gamle Folk talte om at have levet
baade Sommer og Vinter i Gamlestuer, hvilket antagelig var i
Aarene mellem 1780–1800; men i dette Aarhundrede tror jeg
neppe de have været bestandige Tilholdssteder. Gamlestuen vender
altid mod Nystuen, hvilken sidste udmærker sig ved sin Loft-Etage.
Forholdet vil nogenlunde sees af Tegningerne. Røgstuerne
ere næsten firkantede og 5 a 6 Alen til Skraataget.
Tømmeret er jevnlig stort og undertiden saa svært, at kun 2
Stokke ere afskaarne i Døren[3], hvilket beviser hvor mægtige
Skovene i den gamle Tid have været. – Døren (Hur kaldes den
her, hvorimod selve Aabningen kaldes Dør) er massiv og gjort
af brede og tykke Planker og sammensat med Aager. Den har
svære Hængsler der undertiden gaa næsten heelt over Døren og
ere forsirede med Stemplinger og Forgreninger. Klinke eller
Laas bruges sjelden, men Døren falder ind i en Karm, der er
saa trang, at den fuldkommen holder den fast. Paa begge Sider
er svære Jernringe til at lukke den op og igjen med.[4] –
I Krogene paa begge Sider af Døren staa tvende Senge aa,
der bestaa af kun 2 Sider, da Stuens Vægge umiddelbart danner
de andre 2. De ere som oftest i Kanterne prydede med Udskjæringer
eller „Krot.“ – I Midten af Stuen er Gruen eller
Aaren b, der er opsat af Steen og paafyldt Jord. Omkring
den er en Trækarm, saa den seer ud som en stor, men lav
Kasse. I Enden mod Døren er opreist en Steenhelle, indenfor
hvilken Ilden brænder. Paa den modsatte Ende h er en
liden lav Bænk. Ved de to andre Sider staa to Bænke cc,
hvoraf den ene har Rygstød og kaldes Gamlestustolen, den
anden er en lang Krak. Stolen er undertiden forsiret med Udskjæringer.
– Bagen for Stolen og helst paa den Side, som vender ud mod Gaarden, staar ved Enden af Sengen et Skab
d med 2 Afdelinger; den nederste er bredere og har Døre, den
øvre er smalere og har kun mindre Rum og Hylder under en
noget udoverhængende Krone. Somme af disse Skabe ere noget
udskaarne, andre prydede med Speilindfældinger. – Ved Siden
af Skabet begynder en lang Bænk e, der fortsætter rundt til
henimod Sengen paa den modsatte Side. Fra Skabet og til
Tvær-Væggen er Høisædet. Disse Bænke ere faste til Væggen
og kaldes „Padden.“ Langs med Bænken staar tversover Stuen
et langt Bord f, hvis Skive er af et eneste Træ og omtrent 13
Al. bred. Det ligger paa tvende Stokke, der ere lagte over en
lang Krak, „Bordfoden.“ Mellem Bordskiven og Krakken er
aabent Rum, der bruges til at sætte Kopper og Mad i. Under
Bordet er Pladsen for Gryder og Bøtter. Foran Bordet staar
en lang Krak g. – Parallelt med Dørvæggen og noget høiere end
Døren gaar tvende Stokke tvers over Stuen og tjene deels til
at lægge forskjellige Ting paa, som skulle tørres, deels som Støtte
for en lang Bjelke, der gaar ret ud fra Væggen over Døren og
henover Aaren. Denne Bjelke, som kaldes Jøia, er fæstet
til Væggen ved et Par Tapper paa Enden og kan svinges frem
og tilbage. Over Aaren gaar den ud i en Bøining i Form
af en smal og lang Hestehals og ender i et Hoved. Over
Jøia hænger Skoren.[5] – Midt over Aaren er Røghullet, som her kaldes Ljaaren. Gjennem den faar Stuen sin Lysning,
da den ingen Vinduer har. Undertiden, men sjelden nu,
da Røgstuen ikke bruges til Vinteropholdssted, er der til Ljaaren
en Lem, der ved en lang Stang kan lukkes op og igjen. Rundt
om Stuen ere Væggene hvidskurede til en god Mandshøide
fra Gulvet, siden have de Sodfarven. – Under Gamlestuen kan
jeg aldrig erindre at have seet Kjeldere, hvilke ogsaa i ældre
Tider havdes lidet Brug for, da Poteterne vare ukjendte og
Stuen og Klaven for øvrigt vare Kjeldere gode nok.
Flere af disse Røgstuer ere meget gamle og uden Tvivl fra det 15de Aarhundrede, hvilket jeg slutter af Bygningsmaaden og Tømmeret, som er brugt, samt ved at sammenligne dem med enkelte Stabur eller Loft, hvorpaa findes Aarstal. Paa de ældste Røgstuer kan jeg ikke erindre at have seet Aarstal, men de findes paa enkelte yngre, mest fra det 17de Aarhundrede.
I Enden af Gangen er enkelte Steder afdeelt et Rum C, der kaldes Klaven, med Dør fra Røgstuen. Den tjener kun til at kaste ind i Kopper og Redskaber.
Nystuen D er ifølge Hr. Evensens Beskrivelse ganske som den af mig saakaldte Mandalske Stue, med Ildstedet (her baade Skorsten og Kakkelovn, c og d) i Hjørnet mellem Dør-Væggen og Høisædes-Væggen, samt med de to Senge aa ved den bagre Lang-Væg og mellem dem „Storskabet“ b. Selv Forsiringen paa Sengenes og Skabets Snedkerarbeide er aldeles som beskrevet af mig fra Mandals-Kanten. Evensen bemærker, at den Mode med Storskabet er i Valle omkring 40 Aar gammel; før den Tid var der et Skab, som mere lignede Gammelstu-Skabet og ikke gik ud i fuld Bredde med Sengene. – Værelset over Nystuen heder Skjeltele. Det er Soveværelse for Husets Ungdom.
Evensen slutter med en Historie, hvis gammeldags Præg svarer til Husene, saaledes:
Ved Siden af Stuehusene har hver Bonde et Loft eller Stabur med 2 Etager, hvoraf den underste kaldes Bur, den øvre Loft; hele Huset benævnes Loft. Omkring Loftet er Svalgang og det Hele har samme Udseende som flere, der ere afbildede i Folkevennen og Skillingsmagasinet især fra Telemarken. Et mærkeligt Loft staar paa Gaarden Røgnestad. Det er beklædt paa Vægge og Tag med Tavler og Skilderier og har hemmelige Tilgange. Det skal være saaledes indredet af en, der hedte Aasmund. Omkring Svalen er Skydeglugger. Denne Aasmund rømte som Soldat, hvorpaa Øvrigheden skulle fange ham, men han forskandsede sig i Loftet. Da de kom for at gribe ham, satte han en Maalestang – en Stang 6 Alen 6 Tom. lang, som bruges til Jordudmaaling – paa en Agerkant, skjød 12 Pile med sin Staalbue i den, den ene over den anden, og raabte, at dersom de kom i Nærheden, skulde ligesaa mange Pile sættes i dem. De maatte da lade ham være i Fred. Jeg har selv været i Loftet og seet dets Indredning, men kan ikke specielt beskrive det, da her er mange Aar siden.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I en Anm. til § 43.
- ↑ Og i Valders have endnu middelaldrende Folk seet Sæterstuerne indrettede paa gammel Røgstue-Maade. En Sæterstue er jo liden, og Gnister kunne let sprage fra Baalet midt paa Gulvet hen i Sengene ved den indre Tvervæg; men til at forebygge dette var gjerne en høi bred Stenhelle reist paa Kant ved den indre Side af Aaren; den hed „Aar-Helle.“ I Oldsproget kjendtes ogsaa en arinhella.
- ↑ Af Stabur eller „Loft“ findes dem, hvori Tømmeret er saa svært, at man kun har behøvet at skjære af een Væggestok for at faa Dør.
- ↑ I gamle Dage og heelt til i Mands Minde brugte man i Brylluper at slaa disse Døre igjen med den mest mulige Kraft, hvilket kaldtes „at smedde Huro for Bruro“ d. e. smelde Dørene for Brudene. Denne Smelden var en Æresbeviisning og tillige Middel til at bortskremme Vetter eller onde Væsener, som maatte have ondt isinde mod Brudeparret.
- ↑ I disse Jøier sees en Mængde Sabelhug fra gamle Dage. Brudgommen brugte da Sabel ved Siden, og naar han kom fra Kirken og ind i Stuen, hug han med Sabelen i Jøia, hvorpaa han leverede den til sin Sidemand, der ogsaa hug. Den blev saaledes leveret videre indtil alle Embeds- eller „Føllingsfolkene’“ havde hugget. Jo større Fliser der gik ud, jo bedre Lykke spaaedes Brudeparret. Det skulde nok ogsaa være til Skræmsel og Advarsel for „Vetten.“
Sag for Landets Beboelse. I første Retning kunde man ønske at høre allehaande historiske Oplysninger Almuens egne Betragtninger om Nordlands-Baadens Egenskaber o. s. v. I den anden Retning gjælder hin Række af exempelvis opsatte Spørgsmaal om praktiske Anliggender.