P. A. Munch (Sars, 1903)/4
Skjønt Munch alene dyrkede Sprogvidenskaben leilighedsvis og som en Bisyssel ved Siden af, hvad han betragtede som sit Hovedfag, har han dog paa det lingvistiske Omraade (Sproghistorie, Grammatik, Etymologi, Runologi) leveret Arbeider af saa stor og gjennemgribende Betydning, at Mænd af Faget i dem har seet Vidnesbyrd om, at han her havde fundet det Felt, som passede allerbedst for hans Begavelse. Man kunde mene, at det var Skade, at han ikke koncentrerede sine Evner paa dette Felt, eller idetmindste, at han ikke koncentrerede dem om den Kreds af Fag, som man har pleiet kalde de historiske Hjælpevidenskaber: Sagn- og Kildekritik, Lingvistik, Arkæologi m. v., hvor han overalt har godtgjort en saa eminent Granskerbegavelse. Man kunde mene, at om han havde gjort det, — om Forholdene havde tilladt ham at gjøre det, — saa vilde vi vel ikke have faaet det Indtryk af hans Begavelses overordentlige Mangesidighed, Smidighed og Bøielighed, hans lette Opfatning og virtuosmæssige Flinkhed til at greie sig ligeoverfor de forskjelligste Opgaver, som det, vi nu har faaet; men til Vederlag vilde Indtrykket af de centraleste, høiestragende, sjeldneste Evner i hans Aand være blevet saameget fyldigere og rigere.
Vi har nævnt, at hans Forfatterskab indbefatter, foruden de strengt videnskabelige Bøger og Afhandlinger, en lang Række Arbeider bestemt for den større Almenhed eller bestemt for et rent praktisk Brug eller beregnet paa at af hjælpe et eller andet øieblikkeligt Behov — Avisopsatser vedkommende allehaande Dagens Spørgsmaal, Oversættelser, populære historiske Fremstillinger, Skolebøger, Lære- og Læsebøger m. v. Vi har nævnt, at han ogsaa paa disse Omraader har frembragt meget godt og dygtigt. Man møder ogsaa i hans til rent praktisk Brug beregnede Arbeider hist og her den originale Granskers Løveklo og næsten allevegne Manden med de grundige, omfattende Kundskaber og den greie Fremstillingsevne. Men meget af dette var dog for en Aand af hans Rang et næsten uværdigt Trælearbeide, og han har maattet opfatte det saa selv. Til den store Begavelse pleier jo at svare en stor Trang og Lyst til at bruge den. Det kan vist ikke være tvivlsomt, at Munch vilde have følt det som en Lykke, om han havde kunnet vie al sin Tid og al sin Kraft til den Gjerning, hvortil Naturen havde givet ham et saa overordentligt Kald: det videnskabelige Rydningsarbeide paa Historiens og Lingvistikens Omraade. Men han levede næsten hele sit Liv igjennem under yderst trykkende økonomiske Forhold; Videnskaben bragte ikke noget pekuniært Udbytte, og han skulde tjene Penge. De litterære Forhold hertillands var endnu dengang temmelig primitive; Litteraturen frembød, endog paa de mest elementære Omraader, mange Huller, som der var et praktisk Behov for at faa udfyldt snarest muligt; Arbeidsmarken var forsaavidt meget vid og Arbeiderne meget faa, Konkurrencen meget liden. Der laa heri for en Mand med Munchs mangesidige Begavelse, bøielige Karakter og stadige Pengetrang Fristelser, som han ikke kunde modstaa. Han paatog sig en Række Opgaver, som under mere udviklede litterære Forhold og ved en bedre gjennemført Arbeidsdeling vilde have tilfaldt Forfattere af en lavere Rang, saadanne, hvis Begavelse just laa for disse og ikke for høiere Opgavers Løsning. Araberen spændte sig for Arbeidskjærren. Den drog godt, men det var dog et Misbrug af Kræfterne.
En lignende Betragtning kan vistnok ogsaa indtil en vis Grad gjøres gjældende i Hensyn paa Munchs Hovedverk «Det norske Folks Historie», forsaavidt det kan siges, at han ved Udarbeidelsen af dette Verk, saa stort et Værd det end har, er kommet udover sine Evners rette Omraade, saa vidtstrakt end dette var. Ved de Ord af Niebuhr, som han har sat som Motto paa de første 6 Bind af Verket: «Ich werde suchen die Kritik der Geschichte nicht nach dunkeln Gefühlen, sondern forschend, auszuführen, nicht ihre Resultate, welche nur blinde Meinungen stiften, sondern die Untersuchungen selbst in ihrem ganzen Umfange vortragen,» har han betegnet Verkets rette Væsen og egentlige Styrke. Han havde, som han siger i Fortalen til første Bind, «ingen slagen Landevei at ile jevnt frem paa, men han maatte selv Skridt for Skridt bane sig Vei med Øksen og Spaden i Haand»; han havde «ikke alene naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde tilside og træde under Fødder»; «derfor har Fortællingens Gang oftere maattet afbrydes af Digressioner og Undersøgelsen formelige Afhandlinger, om man saa vil». Det er disse Digressioner, som har givet og giver Verket dets fremragende videnskabelige Betydning.
Men «Det norske Folks Historie» var ikke bare bestemt for det videnskabeligt interesserede Publikum. Det var fra først af en Boghandler-Spekulation, beregnet paa den store læsende Almenhed. Det skulde ikke bare give Historiens Kritik («die Kritik der Geschichte»), men Historien selv. Disse to Formaal var saa væsentlig forskjellige, at de ikke lod sig rigtig godt forene i det samme Verk. Og medens Munch var rustet som faa til Løsningen af den ene Opgave — de kritiske Forarbeider — strak han langtfra i samme Grad til for Løsningen af den anden: en til disse Forarbeider støttet Fremstilling af Nationens historiske Liv og Udviklingsgang. Han var Rydningsmand, ikke Bygmester. Hans Evne gik i Retning af at fremskaffe, kritisk sigte og bearbeide det Materiale, som historisk Kunst og historisk Tænkning behøver, ikke i Retning af at bruge det.
Historieskriveren maa, efter Macaulays bekjendte Udtryk, for at løse paa en fyldestgjørende Maade sin Opgave være noget af en Digter og noget af en Filosof. I Munchs Begavelse var vistnok ikke Digteren og endnu mindre Filosofen saaledes repræsenteret, at han kunde blive nogen rigtig god Historieskriver. Han havde kunstneriske Anlæg i flere Retninger — han var meget musikalsk og udmerkede sig allerede i Guttedagene ved sin Dygtighed som Tegner —, men Stilkunstner blev han aldrig. Han drev det, ved megen Øvelse, til stor Færdighed og Flinkhed i at udtrykke sig skriftlig; hans Stil er overalt, hvor han har gjort sig nogen Umag med Udarbeidelsen, grei og letflydende og behagelig forsaavidt den er fri for alt tilgjort, alt uegte Væsen, men den er paa den anden Side noget tør og bleg, lidet individuel og uden Ild. Han havde Opdagerens Fantasi, men ikke Digterens, ikke den billeddannende. Han var altfor besat af Opdagerens rastløse Uro og Higen fremover mod nye, altid nye Lande, til at kunne fordybe sig saaledes, leve sig saaledes ind i en vis givet historisk Tid, at hans Fremstilling af den kunde blive, hvad historisk Fremstilling efter Michelets Udtryk skal være: en Gjenopstandelse til nyt Liv (une résurrection). Hans Aand var ensidig anlagt paa Analyse, ikke paa Synthese, derfor heller ikke filosofisk i Ordets høiere Mening. Han var stor som Gransker, ikke som Tænker. Han udviste en gjennemtrængende Skarpsindighed, hvor det gjaldt at gjennemforske den mere stofmæssige Side af Historien eller de ydre materielle Fakta og Former, hvori det historiske Liv har aabenbaret sig; men hvor det gjaldt at paavise de indre Kilder, hvoraf dette Liv er udrundet, Motiverne, som har sat det i Bevægelse, den dybere Sammenhæng, som forbinder alle Enkeltheder til et stort lovmæssigt Hele, var han ofte ligetil naiv og røbede en endog merkelig Mangel paa Evne til at sondre mellem stort og smaat. Han var, med andre Ord, trods sin vidt omfattende Begavelse Specialist, vistnok en sjelden mangesidig Specialist, som bevægede sig med en forbausende Lethed og Sikkerhed paa forskjellige Omraader, men dog overalt den specielle Forsknings, ikke den generaliserende Tænknings eller den kunstneriske Fremstillings Mand.
Det skulde efter dette synes, som om det havde været bedre, om Munch havde indskrænket sig til at levere en Række kritiske Afhandlinger over norsk Historie istedetfor at skrive denne selv i hele dens Omfang. Afhandlingerne, som afbryder Fremstillingen i «Det norske Folks Historie» — «Digressionerne», som han gjør Publikum Undskyldning for i sin Fortale —, er ofte ypperlige, Mønstre paa skarpsindig indtrængende og omsigtsfuld Kritik; Fremstillingen selv derimod lider under visse iøinefaldende Mangler, er altfor bred og udtværet og fremhæver ikke Hovedpunkterne med tilstrækkelig Styrke og Skarphed.
Man kunde fremdeles være fristet til at ønske, at han havde holdt sig til Norges og Nordens ældste, historiske eller halvhistoriske Periode istedetfor at fortsætte saa langt frem i Tiden, som han gjorde i sin Fremstilling af det norske Folks Historie. Den ældste Periode frembyder de største og taknemmeligste Opgaver for Kritiken — just saadanne, som passede for en Gransker som Munch med hans geniale Gjetnings- og Kombinationsevne og omfattende Kundskabsfylde. Eftersom man kommer længere frem, bliver Opgaverne mindre og mindre lønnende. Det historiske Liv skrumper mere og mere ind, flyder mere og mere langsomt i det engang fundne Leie og ophører tilsidst næsten aldeles at flyde. Dette gjælder da særlig Unionsperioden, det Afsnit, som Munch kom til at behandle i de to sidste Bind af «Det norske Folks Historie».
Det kunde vel siges, som han har sagt i Fortalen til det første af disse Bind, at hans Bearbeidelse af dette Tidsrum af Norges Historie «i næsten høiere Grad end af de foregaaende var en Fremtrængen paa aldeles ubanet Vei, et Slags Oprydden af et fuldkomment Vildnis, hvor man kun med usigelig Møie kunde arbeide sig frem». Selve Stoffet til Unionsperiodens Historie var mere spredt og vanskeligere at indsamle end Stoffet til de forudgaaende Perioders Historie. Men det var paa den anden Side i sig selv langt mindre interessant og kunde aldrig ventes at faa nogen større Interesse, hvor mange nye Fund der blev gjort, og hvor omhyggelig der blev gravet efter i alle Kroge, eftersom det jo altsammen vedkommer ikke Spirerne til et voksende Liv, men bare de visne Rester af et hendøende. Unionsperiodens norske Historie frembød vel, saa aldeles ubearbeidet som den var, før Munch tog sig for at fremstille den, nok af Knuder at løse, nok af Spørgsmaal, endog vanskelige Spørgsmaal for den kritiske Granskning; men da det her gjaldt en Periode med et svagt pulserende eller næsten stillestaaende historisk Liv, var disse Spørgsmaal, endog de vanskeligste, fordetmeste saa smaa og af en saa snæver og speciel Art, at det, i Hensyn paa Historieforskningens væsentlige Formaal, maatte synes saa temmelig ligegyldigt, om de blev besvarede paa den ene eller paa den anden Maade, eller om de overhovedet blev besvarede.
Man kunde vel mene, at en Forskerevne som Munchs var for god til at sysselsættes med Indsamlingen af et sligt Stof og Løsningen af slige Opgaver, — at det var et Misbrug af Kræfter, naar en genial Begavelse, som med saa lysende Fremgang havde drøftet de store Spørgsmaal om «Racers Udspring, Sprogs Forgrening», blev sat til at rode aarevis i et historisk Ørkenbeltes Sanddynger for at bringe paa det rene, om Kari Skindstak var en Datter af Kari Træstak, eller hvilket Aar der var det rette Dødsaar for en Mand, om hvem man ikke ved mere, end at han hedte saa og saa, og aldrig kan faa vide mere end dette, eller andre ligesaa intetsigende Ting. Selv havde han imidlertid neppe nogen Følelse heraf. Det ser ud til, at han i en meget høi Grad havde Specialisternes sedvanlige Tilbøielighed til at sætte overdreven Pris paa, hvad der er nyt og sjeldent, uden Hensyn til Nytten eller den Brug, som kan gjøres deraf. Hvor han stødte paa noget dunkelt, en uløst Knude, en uopklaret Gaade, der vaktes hans Nysgjerrighed eller Opdagerfantasi; Undersøgelsen i sig selv interesserede ham saa levende — jo større Vanskeligheder den frembød, desto mere —, saa der ikke blev Plads hos ham til noget Spørgsmaal, om den ogsaa kunde ventes at ville give et Udbytte, som nogenledes svarede til Arbeidet, eller om Knuden overhovedet var værd at løse. Han gjør forsaavidt Indtrykket af et Barn med Kjæmpekræfter eller af en aandig idrætsmand med en saa svulmende Muskelfylde, at han har en aldrig hvilende Trang til at bruge den, lige godt hvad det er paa.
Ogsaa over hans ydre Personlighed og hans Væsen vedblev der hele Livet igjennem at hvile et sterkt iøinefaldende Drag af Barnslighed, hvad jo saa ofte er Tilfældet med geniale Mennesker. Han var en statelig, ualmindelig smuk Mand, høi af Vækst, med fintskaarne, fornemme Ansigtstræk; men ved hans Mund var der noget barnlig blødt og i hans Blik noget ubestemt, usikkert svævende. Han kunde more sig paa det hjerteligste ved alskens Taskenspillerkunster og Narrestreger. Han vedblev al sin Tid at være paa det mest levende interesseret i Byens chronique scandaleuse, og man kunde høre ham, den enthusiastiske Gransker, optaget som han var af en stor, betydningsfuld Livsgjerning, meddele Opdagelsen af en eller anden intetsigende Privathemmelighed med en Glæde og et dybt Alvor, som om det var et stort videnskabeligt Fund.