P. A. Munch (Sars, 1903)/3
Keyser har, som vi ved, Fortjenesten af at have grundlagt, hvad man i Samtiden kaldte og fremdeles kalder den norske historiske Skole. Det var ham, som fremsatte de for Skolen eiendommelige Theorier i deres første Form. Munch var hans Discipel og blev indviet af ham i de nye Theorier, inden de endnu var blevne førte frem for Offentligheden. Disse Theorier blev saaledes Munchs videnskabelige Udgangspunkt, hans Program.
For at dømme retfærdigt om dette Program — om den nye af den norske historiske Skole opstillede Indvandringshypothese, Skolens Lære om de rette Benævnelser paa Edda- og Sagalitteraturen og dens Sprog, om Norge som «den nordiske Nationalitets egentlige Fokus og Centrum» o. s. v. — maa man stille sig for Øie de forud raadende Forestillinger om det skandinaviske Nordens ældste historiske Forhold. Det viser sig da, at de nye Lærdomme betegner et afgjort videnskabeligt Fremskridt og ikke maa opfattes, som om de skulde være bare eller væsentlig bare «Indgivelser af en naiv eller overophidset Nationalfølelse».
Hypotheserne om Nordmændenes og Svearnes Indvandring, hver ad sin Vei som «aparte Folk», hver til det for dem bestemte Land, om Blandingen af sydgermansk og nordgermansk Nationalitet i Skandinaviens sydlige Del, Forklaringen af de tidligst optrædende Forskjelligheder mellem dansk og svensk Sprog paa den ene Side, norsk paa den anden, som en Følge af denne Folkeblanding, Forklaringen af Sagnene om Braavoldkampen som Minde om den nordgermanske Nationalitets seirrige Gjennembrud ligeoverfor den sydgermanske o. s. v., har ikke kunnet holde sig ved en mere indgaaende Prøvelse. Men hvad der forud for disse Hypotheser uimodsagt blev doceret om Odins og Asernes Indvandring, om Aser og Vaner som to Folkestammer, om en finsk Urbefolkning o. s. v., laa dog endnu langt længere borte fra, hvad der nuomstunder erkjendes som det rette eller rimelige.
Den norske Indvandringshypothese havde den store Fortjeneste at sætte en Række Problemer under Debat. Den viste sig at være, om ikke Sandheden, saa dog en Ledetraad til at finde Sandheden paa adskillige vigtige Punkter, en særdeles nyttig Arbeidshypothese i Videnskabens Tjeneste. Særlig blev den dette i Munchs Haand. Han slog sig ikke paa noget Punkt tiltaals med Hypothesen i den Form, hvori den oprindelig var blevet foredraget. Han søgte stadig at give den en videre, tryggere Grundvold ved at inddrage i sine Undersøgelser hele Nordens Sagnhistorie og andre germanske Folks Vandringssagn, og virkede derved til at sprænge den. Han søgte stadig frem nye Argumenter for den og smedede just derved adskillige af de Vaaben, som siden med størst Held har været brugte til at bekjæmpe den. Det gik ham altsaa, som det gik Alkymisterne, som søgte Guld og fandt, ikke det, men noget andet, tildels mere værdifuldt. Han søgte ved sin Behandling af de fra en forhistorisk Tid stammende nordisk-skandinaviske Sagn at reise nye Støtter under Hypotheserne om en Indvandring nordfra og sydfra og et Sammenstød mellem nordgermanske og sydgermanske Folkestrømme i det sydlige Skandinavien; — det lykkedes ham ikke, men han opnaaede dog ved denne Behandling at faa Nordens Sagnhistorie helt omskabt — dels direkte, dels indirekte — d. v. s. dels ved sine egne Undersøgelser, dels ved Undersøgelser af andre, hvortil han gav Stødet, eller som blev indledet og forberedt for ham, som t. Eks. den fremragende danske Forsker C. A. E. Jessens «Undersøgelser i nordisk Oldhistorie» (1861), hvor Forfatteren rettede meget skarpe Angreb paa Munchs Kritik af Sagnene om Braavoldkampen o. s. v., men dog paa samme Tid byggede i meget vid Udstrækning paa den ved denne Kritik lagte Grundvold, hvad han ogsaa selv bagefter paa en Maade har erkjendt, idet han har hyldet Munch i de sterkeste Udtryk som «Nordens største Historiker».
Af den overordentlig store Vegt, som den norske historiske Skole lagde paa Hypothesen om Nordmændenes særskilte Indvandringsvei og paa de dertil knyttede Forestillinger om Nordmændene som en mere ublandet nordgermansk Nationalitet end Svenskerne og Danskerne, hvorfor ogsaa hos dem Stammens gamle Sprog og Aand, Sagn og Myther skulde have været bevarede længst og bedst og renest, fremgaar det tydelig nok, at Skolens Udgangspunkt var den romantiske Historieopfatning, saadan som den forud var blevet gjort gjældende i Danmark og endnu tidligere i Tyskland — denne Historieopfatning, som mere eller mindre bevidst og bestemt gik ud fra Forestillingen om en Guldalder langt op i Tiden, forud for al Historie, og som derfor var tilbøielig til at gjøre alt godt til gammelt og alt gammelt til godt og til at se i de historiske Nationaliteter og Kulturer en Arv eller en Skat, som alene kan forvanskes ved at forandres, istedetfor et Udviklingsprodukt.
Baade Keyser og Munch hyldede fra først af en hermed i det væsentlige stemmende Betragtningsmaade. Og Keyser synes at være blevet staaende ved den hele Livet igjennem. Men Munch, den aldrig hvilende Opdagernatur med det gjennemtrængende kritiske Skarpsyn, arbeidede sig efterhaanden ud af den paa de fleste afgjørende Punkter.
Han begyndte med at opfatte Edda- og Sagalitteraturens Sprog, det norsk-islandske, som det nordiske Stam- eller Rodsprog og saa deri en af Nordmændenes nationale Herligheder, at de havde bevaret dette Stamsprog saa meget længere og bedre end Svenskerne og Danskerne, hos hvem det tidlig skulde være blevet forvansket ved Blanding og Berøring med fremmede Nationaliteter. Men i de lingvistiske Arbeider, han udgav i Firti-Aarene, særlig den i 1846 offentliggjorte Afhandling «Sproghistorisk Undersøgelse om det ældste fællesnordiske Sprogs Udseende og Forsøg til at bestemme den olddanske og oldsvenske Mundarts normale Orthografi, Grammatik og rette Forhold til Norrøna-Mundarten» og den i 1849 udkomne Bog: «Forn-svenskans och forn-norskans Språkbygnad», har han gjort helt andre Synsmaader gjældende og banet Vei for den Opfatning af det skandinaviske Nordens sproghistoriske Forhold i Oldtiden og Middelalderen, som nu er den gjældende. Han er den første, som med afgjørende eller gode Grunde har eftervist, at Edda- og Saga-Litteraturens Sprog ikke er oldnordisk, men særlig norsk-islandsk, ikke det fælles-skandinaviske Stam- eller Rodsprog, men en Gren af samme, sideordnet olddansk og oldsvensk — at den olddanske og den oldsvenske Mundart i flere Henseender endog staar det fælles Stamsprog nærmere end den norsk-islandske, at de altsaa i sproglig Henseende rangerer lige med denne og er blevne uretmæssig tilsidesatte og oversete fordi de ikke, som Norsk-islandsken, har en rig Litteratur at opvise.
Han synes fra først af at have været tilbøielig til med Keyser (og de samtidige danske og svenske Lærde) at føre Eddakvadene tilbage til en fjern, langt forud for den historiske Tid liggende Periode, og at opfatte de i dem besungne Myther som en Slags Arv fra Stammernes Urtid — Rester af en Slags oprindelig Aandsherlighed. Men det undgik ikke hans Blik ved en fortsat Granskning, at der i de gamle Kvad findes Steder, som tyder paa kristelig eller anden fremmed Paavirkning. Han henledede Opmerksomheden paa enkelte af disse Steder og udtalte, at her var et Spor, som maatte følges videre, hvilket da ogsaa, som vi alle ved, siden er skeet, og det med et saadant Resultat, at de engang alment raadende Forestillinger om Eddakvadenes og Eddamythologiens høie Ælde og oprindelige egte-nordiske eller egte-germanske Karakter er blevet uigjenkaldelig veltet overende. Det gik op for ham, at en lignende Forgrening som den, han havde paavist paa det sproglige Omraade mellem oldnorsk, oldsvensk og olddansk, ogsaa nødvendigvis maa have fundet Sted paa Mythernes og Sagnenes Omraade, hvoraf følger, at de i den ældre og yngre Edda fremstillede Myther i den Form, de her har faaet, alene tilhører Nordmændene eller den norsk-islandske Gren af Stammen, og at de, forsaavidt de overhovedet har været kjendt hos den danske og svenske Gren, har hos dem havt andre Former. Ligesom det er ham, som først har hævdet den olddanske og oldsvenske Sproggrens selvstændige Rang ved Siden af den oldnorske og givet dem en dertil svarende videnskabelig Behandling, saaledes er det ogsaa ham, som har givet de første Bidrag til Opstilling af en særlig olddansk Mythologi ved Siden af den særlig oldnorske eller norrøne. Disse Bidrag blev modtagne af samtidige danske Lærde med alt andet end taknemmelige Følelser. De opfattedes af dem, som om de bare var beregnede paa at faa Dansken og Svensken forsvarlig stængt ude fra «Helligdommen», d. v. s. fra ethvert Medeierskab i de saa høit beundrede Eddakvad og Eddamyther. Det tør vel ogsaa hænde, at Tanken om at hævde for Norge, hvad norsk er, og opdrage de skarpest mulige Grænseskjel til Betryggelse af norsk historisk Eiendom har været medvirkende til at føre ham ind paa disse Undersøgelser, men intet er vissere, end at han derved tillige aabnede en Vei, hvorpaa Videnskaben siden afgjort har skredet videre frem.
Han hyldede, ligesom Keyser, fra først af den af romantisk Rod stammende og særlig af danske Lærde uddannede Lære om, at Sagaen ikke blot skulde have hentet det meste af sit Stof fra den mundtlige Tradition, men endog være færdigdannet i denne i Hensyn paa Formen, saa den i det hele skulde være at betragte som et Slags Produkt af Folkeaanden, ikke af nogen enkelt Forfatter, ligesom Eddakvadene skulde være Frembringelser af det hele «syngende Folk». Men medens Keyser holdt fast ved disse Forestillinger til det sidste, brød Munch med sin skarpe og aldrig hvilende kritiske Sans igjennem dem, og det tilkommer ham en Hovedfortjeneste af at have paavist, ved sine tekstkritiske Arbeider, for Sagaernes og særlig for Kongesagaernes Vedkommende et virkeligt Forfatterskab i moderne Forstand, og at have ført Læren om den mundtlige Traditions Rolle og Betydning tilbage inden nogenlunde rimelige Grænser.
De nye Resultater, hvortil Munch kom ved sine historisk-kritiske, lingvistiske, tekstkritiske Arbeider, har ikke blot havt en stor, delvis endog epokegjørende Betydning for de særskilte Omraader eller videnskabelige Discipliner, hvortil de hører. Det kan siges om dem, at de tilsammen har havt en Rækkevidde langt udover disse specielle Omraader. Det kan siges om dem, at de har banet Vei for en rigtigere, mere videnskabelig Opfatning af nordisk-skandinavisk (og derigjennem ogsaa af germansk) Oldtidshistorie i Almindelighed ved at føre bort fra den romantiske Opfatning af denne Oldtid og lede ind paa den evolutionistiske.
Eftersom det blev paavist, at Sprog, Sagn, Myther, Aandsliv i det hele har fra de ældste historiske Tider forgrenet sig i det skandinaviske Norden paa en til Forgreningen i forskjellige Stammer eller Folk svarende Maade, — eftersom det blev paavist, at de Verker, hvori dette Aandsliv har sat sig sine bedste og varigste Minder, er tilblevne ved et længe fortsat Arbeide og under Indflydelse af udenfra kommende Impulser, — blev det mere og mere umuligt at fastholde den germanske eller nordisk-skandinaviske Paradismythe; man blev mere og mere drevet til at henføre de Skatte, man havde modtaget fra Forfædrene, til de historiske Nationaliteter istedetfor til forhistoriske Racer og til at se i Nationaliteten ikke noget oprindeligt og én Gang for alle givet, men noget lidt efter lidt tilblevet og foranderligt, Resultat af en gjennem uoverskuelig lange Tider fortsat og aldrig hvilende Integrerings- og Differentieringsproces — en Vekst, som til den ene Side samler og til den anden adskiller, og som forudsætter en stadig Paavirkning og Optagelse af Stof udenfra.
Ifølge det historiske Grundsyn, hvortil Munchs kritiske Arbeider viste hen, maatte Spørgsmaalet om de skandinaviske Folks Indvandringsveie tabe den overvættes Interesse, som engang blev knyttet til det, og hvorefter det kunde blive den ene store Hovedpost i den norske historiske Skoles videnskabelige Program. Det blev jo ifølge disse Arbeider mere og mere indlysende, at, hvad enten Skandinavien er blevet bebygget fra den ene eller den anden Kant, saa er under alle Omstændigheder norsk, svensk, dansk Nationalitet først blevet til i de Lande, hvor Nordmænd, Svensker og Dansker bor den Dag idag. Munch havde fremfor nogen anden fulgt Indvandringshypothesen i alle dens Konsekvenser; han havde fremfor nogen anden brugt den som Hakke og Spade til at rydde Vei i Oldsagnenes Vildnis og grave frem nye Sandheder; han kunde, fra det Standpunkt, hvortil han tilsidst havde arbeidet Sig frem, dimittere den som en Tjener, hvis Hjælp man ikke længere behøver.
Hvad den anden Hovedpost i den norske historiske Skoles videnskabelige Program derimod angaar, — Læren om, at Edda- og Sagalitteraturen alene tilhører den norske Gren af den skandinaviske Folkestamme, at altsaa Benævnelsen oldnordisk om denne Litteratur er falsk og vildledende og Benævnelsen islandsk ligeledes, forsaavidt derved menes noget forskjelligt fra særlig norsk-national, noget i Retning af fællesnordisk, — da er det saalangt fra, at den er blevet rokket eller rystet eller skudt tilside ved det nye Syn paa nordisk-germansk Oldhistorie, hvortil Munchs kritiske Arbeider banede Vei, at den tvertom derved bare er blevet yderligere stadfæstet, lagt over paa en bredere, tryggere Grundvold. Saalænge den romantisk-historiske Betragtningsmaade var raadende, saalænge kunde den Omstændighed, at Eddakvad og Sagaer findes optegnede hos Nordmændene paa Island og alene hos dem, gjælde som noget tilfældigt eller som et ydre Forhold, paa hvilket Hovedvegten ikke maatte lægges: «Folkeaanden» skulde jo agtes for at være den egentlige Forfatter, som benyttede Islændingernes «flittige Penne» til at «bringe i Hus, hvad sankes kunde af svundne Tiders gyldne Høst» (S. Grundtvig).— og «Folkeaanden» var jo fælles-nordisk; den hørte hjemme ligesaavel ved Østersjøens og Kattegats som ved Ishavets Kyster. Denne Udvei for Danske og Svenske til at hævde sig «Lod og Del» i den norrøne Litteratur er blevet uigjenkaldelig afspærret ifølge det nye evolutionistiske Syn paa nordisk Oldhistorie. Eftersom man er kommet til Erkjendelse af, at den i det norrøne Sprog bevarede Litteratur er fremgaaet af en Udvikling, som vel har visse for alle nordiske og alle germanske Folk fælles Udgangspunkter, men som fra disse fælles Udgangspunkter har fortsat sig paa særegen Maade hos hver af Stammens Grene, — eftersom man er kommet til Erkjendelse af, at den norrøne Litteratur ifølge sit Væsen er, ikke en Arv eller Skat, som har været flyttet fra Land til Land, og hvis Rester er blevet saa meget bedre bevaret, jo mere den har været unddraget fremmed Berøring og Paavirkning, men Frugter af en Vækst, som just maa være blevet fremmet ved livligt Samkvem med fremmede Nationaliteter, — har man fra alle Sider maattet indrømme, at denne Litteratur tilhører Nordmændene ganske paa samme Maade, som en hvilkensomhelst moderne Litteratur tilhører det Folk, hos hvilket den er opstaaet,og i hvis Sprog den er skrevet, om den end har modtaget noksaa meget Stof og noksaa mange Impulser udenfra.