P. A. Munch (Sars, 1903)/5
Naar det maa erkjendes, at Munch ved at paatage sig at skrive det norske Folks Historie for en Del førtes ud over de rette Grænser for sin Begavelse, og at det forsaavidt vilde have været bedre, om han havde indskrænket sig til at levere kritiske Forarbeider til en Fremstilling af Folkets Historie istedetfor denne selv, maa det paa den anden Side heller ikke glemmes, hvor stort et Savn dette Munchs Hovedverk af hjalp i norsk Litteratur, og hvor overordentlig vigtig Rolle det har spillet i Samtidens nationale Liv og Udvikling just ved at give, hvad det gav: en, ikke bare for videnskabeligt interesserede Læsere, men for hele den store Almenhed bestemt og tilgjængelig Fremstilling af det norske Folks Historie fra de ældste Tider og fremover i hele dens Omfang.
Nordmændenes Nationalfølelse fik i Femti-Aarene at gjennemgaa en meget alvorlig Krise. Ovenpaa den Wergeland’ske Norskhedsbegeistring og Romantikens Bondeforgudelse fulgte en Reaktion, som naaede sit Høidepunkt i disse Aar. Drømmen om Norges fremtidige Storhed blev afløst af mismodige Betragtninger over dets Lidenhed og Fattigdom i Nutiden. Det blev Mode inden Samfundets høiere, ledende Kredse at stille sig høist skeptisk ligeoverfor Spørgsmaalet om det norske Folks nationale Fremtidsudsigter og Evne til at leve sit eget Liv, ja endog at præke den rene Selvopgivelse. Denne pessimistiske Stemning fandt ogsaa i de samtidige Forhold mangt og meget, hvorved den kunde næres. De Tilløb, som i Norskhedsperioden og siden af Romantiken var gjort paa at grundlægge en national norsk Skjønlitteratur, syntes at være saa omtrent helt afbrudt; Landets faa Kunstnere maatte ekspatriere sig for at kunne bestaa aandigt og økonomisk; det saa virkelig ud til, at «intet vilde trives i vore aandige Urtebede» som det heder i «Norges Dæmring». Man havde slaaet sig med stor Iver paa Næringsveienes Ophjælpelse og Reformering af det økonomiske Stel; men ogsaa dermed gik det smaat og traat; Bønderne holdt seigt ved sine gamle Uvaner og vilde ikke lære at arbeide paa europæisk Vis; de bedste flyttede ud af Landet o. s. v. o. s. v. Just i denne Trængselstid var det, at den norske historiske Skole og fremfor alt Munch udfoldede sin rigeste litterære og videnskabelige Virksomhed og tilførte den vaklende og vigende Nationalaand en særdeles betydningsfuld Undsætning fra Norges Storhedstid.
Det er vel bekjendt, hvilken Indflydelse Minderne fra denne Storhedstid i al sin Uklarhed og Ubestemthed øvede til at vække den nationale Selvfølelse hos Nordmændene i Slutningen af det 18de Aarhundrede og til at forberede deres politiske Reisning i Begyndelsen af det 19de. Siden da var disse Minder blevne yderligere dragne frem og gjort til Gjenstand for flittig Granskning; men samtidig blev der ved denne Granskning kastet Skygger af Tvivl eller Usikkerhed over deres Forhold til norsk Nationalitet. For det første blev den, som før omtalt, behersket af den romantiske Historieopfatning, hvorefter det bedste i de gamle Minder, Aanden i dem, nødvendigvis skulde være noget saa uhyre gammelt, at det maatte ansees som et Fælleseie for alle skandinaviske Folk (eller, som tyske Lærde sluttede ud fra de samme Præmisser: for alle germanske Folk). Dernæst var det i første Halvdel af det 19de Aarhundrede, inden den norske historiske Skole begyndte sin Virksomhed, væsentlig i Danmark og Sverige, at Studiet af den gamle norrøne eller norsk-islandske Litteratur blev drevet. De fleste og bedste Haandskrifter, hvorigjennem denne Litteratur er naaet frem til Nutiden, fandtes samlet i danske og svenske Arkiver og Bibliotheker, og det var her de blev gransket og afskrevet og bragt frem for Almenheden. Disse Forhold fik et Slags tilbagevirkende Kraft, saa man i al Troskyldighed forestillede sig, at de litterære Skatte, som nu bevaredes i Danmark og Sverige og derfra sendtes ud i Verden, ogsaa oprindelig maatte høre hjemme her eller idetmindste, at Danmark og Sverige maatte have Medeierret i dem.
Danske og svenske Lærde, særlig danske, arbeidede gjennem lange Tider ufortrødent og paa en Maade, som ofte gjør et høist utiltalende Indtryk ved sin Smaalighed eller aabenbare Uærlighed, paa at faa det indhamret i den almene Bevidsthed, at Forholdet virkelig var et saadant. Man brugte stadig Benævnelsen oldnordisk eller islandsk om Edda- og Sagalitteraturen; man oversatte stadig Ordet «norrøn», hvor det forekom i de gamle Skrifter, som «nordisk», aldrig som norsk, endog der, hvor «norrøn» nævntes som sideordnet Begreb med «dansk» og «svensk»; man omtalte stadig Island som en nordisk Koloni, som om det var bebygget fra alle tre skandinaviske Lande, saa Benævnelsen islandsk og oldnordisk kunde gjælde som fuldstændig enstydig. Man undgik saameget som muligt at nævne eller hentyde til Norge og norsk Nationalitet, stundom saaledes, at det næsten gjør et komisk Indtryk ved Maaden, hvorpaa det røber den onde Samvittighed. Som t. Eks., hvor det i den i Kjøbenhavn i 1845 udgivne Samling «Antiqvitates Americanæ» heder: «Ved Ordet norrøna forstaaes her det nordiske Sprog, som paa den Tid brugtes over hele Norden, nemlig i Danmark, Sverige, Island, Grønland, Færøerne, Orknøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Dele af England og Skotland.»[1] Norges samtlige Udflytningslande nævnes altsaa, men Moderlandet springer man over; Norrønasproget omtales, som om det blev brugt i hele Norden undtagen i det Land, hvor det havde sit rette Hjem, og hvorefter det er blevet benævnt; Norges Navn maa for enhver Pris ikke nævnes, endog der, hvor dets Ikkenævnelse bliver den mest skrigende Absurditet — det giver altfor ubehagelige Mindelser. Eksemplet er virkelig betegnende for en Tendens, som i lange Tider gjorde sig gjældende inden dansk og svensk Historie- og Sprogforskning. Man lagde ligefrem an paa at faa norsk Historie i dens rigeste og glansfuldeste Tid konfiskeret til Fordel for et nordisk Fællesbo; man lagde an paa at faa norsk Nationalitet, Edda- og Sagalitteraturens rette Eneeier, nedsat til blot Medeieri samme jævnsides med den danske og svenske, ja endog at faa den ligefrem eksproprieret, kastet ud af sit eget Hus, saa at først norsk blev gjort til enstydigt med nordisk og derefter nordisk til enstydigt med dansk og svensk.
Ligeoverfor dette Uvæsen optraadte Munch som den aarvaagne utrættelige Forkjæmper for Norges historiske Ret. Samtidig med at han, som før omtalt, ved sine rent videnskabelige Skrifter forberedte eller indledede en ny almindelig Opfatning af Nordens Oldhistorie, som gjorde det helt af med Drømmen om den skandinaviske Stammes oprindelige Herlighed og derigjennem ogsaa drog selve Grunden bort under de danske og svenske Paastande paa Medeierret i Edda- og Sagalitteraturen, bekjæmpede han disse Paastande paa en mere direkte og for Almenheden mere tilgjængelig Maade i en Række Avisopsatser eller populære Smaaskrifter, hvori han paaviste de mange Selvmodsigelser og Forvrængninger eller Fordølgelser, som man maatte ty til for at slippe bort fra eller dække over det sande Forhold. Han indvikledes derunder i en langvarig og meget voldsom Pennefeide.
Det var just i de Aar, da Danmark fik at bestaa sin første store Kamp mod Slesvig-Holsteinismen og dens tyske Forbundsfæller. Baade inden den norske og den svenske Almenhed gik, som naturligt, Sympathierne afgjort i dansk Retning, og derved fik den fra Danmark stammende skandinaviske Bevægelse adskillig Indgang ogsaa i Norge og Sverige, særlig inden akademiske Kredse. Munch delte ganske disse Sympathier og optraadte offentlig og med megen Varme for Danmarks Sag. Af hans personlige Forhold og tidligere Deltagelse i den offentlige Diskussion fremgaar det, at han, saa langt fra at være en ensidig Norskhedsmand, tvertom just hørte til den Kreds af Nordmænd, som havde mest Øie for det rigtige og nyttige i en nærmere Sammenslutning og Samvirken mellem de skandinaviske Folk. Men det undgik ikke hans skarpe Blik, at det skandinavistiske Program, saadan som det dengang blev formuleret og praktiseret, var beheftet med adskillig Inkonsekvens og Tvetydighed og bar altfor mange Merker af sin danske Herkomst, — at de smukke Talemaader om Broderskab og Enighed mellem Nordens Folk i adskillige Tilfælde tjente som et Forhæng, bag hvilket dansk Nationalegoisme eller dansk Nationalforfængelighed søgte at drive sit Spil, og han fandt sig opfordret til at paatale dette uden Skaansel. Særlig ansaa han det som sin Skyldighed i Egenskab af norsk Historiker at tilbagevise de Forsøg, som blev gjort paa at give den skandinaviske Bevægelse en bred historisk Grundvold ved at tilvende for hele det skandinaviske Norden, hvad deri Virkeligheden alene tilhører Norge, og ved at opfriske i Skandinavismens Navn gamle Fordomme og Misforstaaelser af Nordens Oldhistorie, gamle af dansk eller svensk Nationalforfængelighed dikterede Paastande paa Medeierret i norsk Historie. Det var fremfor alt om dette Punkt — Skandinavismens formentlige historiske Forudsætninger —, at Striden kom til at dreie sig, medens Spørgsmaalene om den skandinaviske Politiks Vilkaar i Samtiden og Fremtidsudsigter traadte mere i Baggrunden.
Munch stod alene paa sin Side, medens han havde mod sig, foruden flere danske og svenske Lærde, ogsaa enkelte norske Skandinavister, navnlig Ludv. Kr. Daa, som fra at være en af Norskhedens var blevet en af den skandinaviske Enhedstankes ivrigste, mest yderliggaaende Forkjæmpere. Det maa siges, at Munch bestod Kampen med stor Glans. Det viste sig — vistnok til ikke liden Forundring for Samtiden, som var vant til at se i ham den stille Gransker —, at han i Hensyn paa Vid og Slagfærdighed kunde tage det op med en saa øvet og vel udrustet Polemiker som Daa, og da han overgik saavel Daa som alle de andre uendelig meget i omfattende Kundskabsfylde og dertil havde fremfor dem en god Sag, idetringeste i Hensyn paa Stridens Hovedpunkt, saa blev det ham, som umiskjendelig gik af med Seiren. Og det var en Seir for norsk Nationalitet og norsk Nationalaand; det maatte man have en Følelse af i Samtiden. Det maatte virke til at bortrydde Tvivlene om, at den historiske Arv, hvorpaa Nordmændenes Selvstændighedsaand havde bygget sig op i de forudgaaende Tider, virkelig ogsaa tilhørte Norge og Norge alene, og det maatte virke til at styrke Følelsen af, at man havde Historiens Stemme for sig, naar man haabede for sit Land en større Fremtid end den at være Anneks til et andet Rige.
Men fremfor alt var det ved «Det norske Folks Historie», at Munch kan siges at have kaldt det gamle Norge frem til Undsætning for det nye i en af dets Trængselsperioder. Det var, saa at sige, et Opbud i Masse af alle Sagatidens Minder. Verket, som begyndte at udkomme i 1851, fik en efter Landets Leilighed overordentlig stor Udbredelse. Det udkom heftevis, og i en Række af Aar fulgte det ene digre Hefte det andet med et Par Maaneders Mellemrum, saa det efterhaanden hobede sig op til et kolossalt Omfang. Det var vel ikke mange, som læste det altsammen, men mange læste dog i det eller bladede i det og fik ialfald et Slags almindeligt Indtryk af Rigdommen og Fylden af det historiske Liv, som her var gransket og skildret. Og bare dette Indtryk gav Styrke til at komme ud over Mismodet og staa imod den omsiggribende nationale Pessimisme.
Munch opnaaede saaledes en Folkeyndest saa Stor og almen, som den vel sjelden tilfalder en videnskabelig Rydningsmand, om han end er noksaa fremragende og hans Arbeide noksaa betydningsfuldt. Han var ved sin Død vistnok Norges populæreste Mand. Budskabet om hans Død vakte da ogsaa en virkelig Landesorg, som var saa meget større, fordi Budskabet kom saa aldeles uventet; han var jo endnu en Mand i sine bedste Aar, hans Helbred tilsyneladende den bedste, og han havde i den sidste Tid af sit Liv arbeidet med en endog hos ham usedvanlig Kraft og Udholdenhed Storthinget bevilgede, straks efter at have modtaget Efterretningen om hans Død, en ekstraordinær Pension til hans Enke og desuden en Sum til Familiens Hjemreise fra Rom. Ved en Nationalsubskription stiftedes et Legat til hans Minde, «hvis Renter skulde anvendes til Stipendier for Studerende, fortrinsvis for saadanne, som dyrker nogen af de Videnskaben hvori den afdøde udmerkede sig». Ved andre Subskriptioner samledes Midler til Udførelse af hans Portræt for Universitetet og til et Mindesmerke paa hans Grav paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. Landesorgen og Følelsen af det uerstattelige Tab, Folket havde lidt, fandt et gribende Udtryk i Bjørnsons storslagne Mindedigt, som slutter med disse Ord:
«Men vi spørger, mens vi stirrer
efter hine Tankens Skarer,
der opløste farer hjemad:
hvem skal anden Gang dem samle?
Thi naar han skar op en Krigspil,
mødte Lendermænd og Bønder
og til Hjælp fra Sverige, Danmark.
England, Franken raske Skuder
fløi paa Havet mod hans Merke!
Den uhyre Kongeflaade
laa til Ankers under Landet;
vante var vi til at se den
eller til at spørge nyt fra
dens Erobringer og Togter.
Hvad den vandt, vi har for evigt;
men den selv har nu faat Hjemlov.
Sammen staar vi, ser det sidste
Seil i Horisonten tone,
vender saa og spørger sagte:
hvem skal anden Gang dem samle?»
- ↑ Munch, Saml. Afhandl. II, Side 179.