Optegnelser for Aaret 1814

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
MEDDELTE AF CARL STOUD PLATOU.

Blandt min Faders efterladte Papirer fandtes et Hefte, indeholdende en Del Optegnelser fra den første Trediedel af Aaret 1814, som maa ansees af nogen historisk Interesse, hvorfor de nedenfor meddeles. Fra hvilket Synspunkt disse Optegnelser bør betragtes, har Forfatteren selv udførlig gjort Rede for i en forudskikket Indledning, hvoraf derfor her hidsættes Følgende:

„Olim hæc meminisse juvabit.

Virgil.

Den 27de Januar 1814.

Disse mine Optegnelser nedskrives ene til min egen Efterretning og uden mindste Hensyn til offentliggjørelse Jeg haaber alene, hvis Gud under mig at overleve de urolige Tider, som nu, forsaavidt det menneskelige øie formaar at skue, virkeligen forestaa, at Indholdet af den korte Sentents, som findes i Spidsen, skal gaa i Opfyldelse, og at det skal glæde mig i Tiden at kunne erindre ved disse Optegnelser det Forbigangne. Jeg skriver altsaa her blot alene for mig selv, og derfor uden mindste Sminke eller Smiger. Sandhed skal jeg bestræbe mig for, saavidt min Evne formaar det, og jeg forbinder mig herved til at anføre endog Ting, som jeg gjerne kunde ønske at glemme.

Haand paa Verket altsaa, og skriv, som Du tænker og føler. Du fornærmer Ingen, thi denne Bog maa stedse gjemmes i din Pult blandt dine helligste Papirer. Maatte jeg ikkun blive mit Forsæt tro; thi jeg tilstaar min Skrøbelighed det er vel tredie Gang idetmindste, jeg har begyndt at ville føre en saadan Dagbog, eller at skrive til egen Efterretning saadanne Optegnelser, men hidtil er det stedse blevet ved den første Begyndelse. Aarsagen hertil anser jeg at være dels Dovenskab, dels de rolige og ensformige Tidsomstændigheder, i hvilke jeg hidtil har levet, da Fædrelandet vel har havt Krig, men destoværre en af de farligste og ulykkeligste, hvori Intet foretoges, hvori intet stort Foretagende vækker og skjærper Mod og Aand, men Alt bidrager til at søvndysse, slappe og tilintetgjøre al Kraft i Staten. Det fortryder mig dog, at jeg ikke i 1808 gjorde Optegnelser om Adskilligt, som jeg da saa og hørte her i Kristiania; thi da var her virkelig en betydelig Krisis og temmelig urolige Tider; men jeg blev gift 20 Mai d. A. og glemte ved det nye Ægteskabs Behagelighed Landets Trængsler, ligesom jeg og først i den roligere Periode af Aaret satte selv Husholdning, da jeg boede i 10 Uger hos min Svoger paa Ladegaarden i Oslo“.


Man skal endnu kun tilføie, at de Anmærkninger, som ikke udtrykkelig anføres som Forfatterens egne, ere af Meddeleren.


Den 29de Januar 1814.

Slutningen af 1813 var saare mærkelig. Den 24de December kom Post fra Jylland og bragte Efterretning om, at Prinds Friederich var tilbagetrængt fra Lübeck den 5te December, og at han fra 7de til 10de December lykkeligen var ankommen med sit Troppekorps over Kiel til Rendsborg, hvor han alligevel maatte slaa sig igjennem den fiendtlige Hær ved Sehestedt. Samme „Stats-Tidendes“ Proklamation om denne Retræte forkyndte tillige Østerriges Mægling om Fred, og at de danske Kornfartøier saaledes for en kort Tid vare tilbageholdte[1]. Man fortalte endog, at Prinds Christian havde Brev fra Kongen, der meldte, at han havde antaget alle Østerriges Forslag, men at Ponte-Corvo endnu vedblev sine ublue Fordringer. Disse Efterretninger gjorde forskjellig Sensation. Man frygtede for, at Fienderne skulde trænge op i Jylland og bemestre sig det Korn, vi skulde have. Man skjændte, fordi den jydske Reserve under General Wegener stod ved Kolding uden Nytte, istedetfor ved Rendsborg, hvor den kunde stødt til Prinds Friederich og holdt Fienden ude af Slesvig. Fra. Østerrige haabede man nu Frelse og Fred. Man paastod, at den østerrigske Metternich og den danske Bernstorff vare Ungdomsvenner, og man ansaa dette Tilfælde som en Gjentagelse af det Mirakel, der er forhaanden, hvergang Danmark er stedt i yderste Fare. Man foregav, at der var Uenighed mellem de Koaliserede og Sveriges Kronprinds. Man lovede sig allerede en gylden Fremtid imod den nærværende Trængselstid.

Nogle Dage senere kom flere Poster og fortalte, at Vaabenstilstanden var forlænget til den 5te Januar, at Kongen selv afmarscherede med den største Del af Armeen for at jage Fienden ud af Landet, og at han allerede stod med 53,000 Mand ved Hindsgavl i Fyen. Man begyndte at fatte Mod og Tillid til Kongen, og dette glædede mig. Hvad der allerede tilforn havde vakt en stor Del til Fordel for Kongen, var den Anekdote, der fortaltes med saa megen Omstændelighed om Anskaffelsen af det militære og civile General-Kommando-Kontor og Indsættelsen af Statsraadet. Denne Forandring tillagde man især gamle Godske Moltke, der i Forening med alle Ministrene skulde have traadt frem for Kongen og frimodigen ytret sine Tanker om det hele Adjutantskab og Adjutant-Regjering, som af alle ilde omtales. Dette skal imidlertid have været aldeles opdigtet efter senere Beretninger, og staben staar end i fuld Flor. Imidlertid ankom heldigvis i den sidste Uge af Aaret vel omtrent 60,000 Tdr. Kornvarer fra Danmark[2], og deraf fulgte, at Ordre blev givet Armeen i Norge at trække sammen, formodentlig for at gjøre et indfald i Sverige, hvis Freden ei skulde komme istand.

Endvidere er Slutningen af dette Aar mærkeligt formedelst den store Kjøbmands-Kongres, som holdtes her i Kristiania i Anledning af en ny privat Laane- og Diskonto-Kasse for Norge. Om denne kan eftersees „Tiden“, 2den Aargangs 1ste Bind, No. 35, 41, 43, 48. Derfor maatte Prof. Rasmussen i September reise til Danmark. Derfor holdtes i afvigte sommer først et Konseil paa Eidsvold og siden flere Gange her paa Ladegaardsøen af det saakaldte mathematiske Raad, der bestod af Prindsen, Thygeson, C. Anker, C. Tank og Rasmussen. Alt skulde være saa hemmeligt; imidlertid havde Kommitteen neppe været samlet nogle Gange, før man vidste med fuldkommen Vished, at det angik Pengevæsenet; men man troede, Anlægget sigtede til en National-Bank. Denne Sag har nu opklaret sig, og i „Tiden“ omtales samme med megen Høitidelighed og tillægges en Interesse, som den ikke havde, selv iblandt de fleste Deputerede. En Amerikaner kaldte den forleden Dag Mr. Tanks Hobbyhorse, og Andre have paastaaet, at det blot var en Kjøbmandsspekulation, hvorved Penge kunde erhverves til at handle med indenlands, da den udenrigske Handel standsede aldeles; at flere Bønder ved denne Indretning vilde blive Kjøbmændenes Eiendom; at samme var et Brud paa Rigsbanksfundationen; at de Indretningen tildelte Privilegier vare for store, da der maatte tjenes mange Penge ved samme; at Garantien for Laanekassen enten ikke behøvedes, eller burde hypothiceres, da det, at en Kjøbmand skrev sin Garanti for en vis Sum, var et Intet, ligesom man vilde forudse, at den, som raskest skrev sig for den største Garanti, vilde og være den første til at fordre Laan. Imidlertid havde man meget travlt med denne Sag i en Maaneds Tid, ligesom med adskillige store Gjæstebud i den Anledning, hvilke gjorde dyr Tid paa Levnetsmidler her i Byen. At man gjorde denne Sag, som dog egentlig var en blot Kjøbmandssag, til en national Sag, ved hvilken alene Kjøbmænd, paa en halv Snes Embedsmænd nær, vare nærværende, stødte Mange.

Ogsaa Julen lavedes ret lystigt her i Byen. Der var i visse Cirkler arrangeret Gjæstebud, Bal, Juleleg og Maskerade i samtlige 9 Dage omtrent. Jeg havde den Ære at være indbuden til et Par Steder, men var syg af Forkjølelses-Gigt. Med det nye Aar begyndte de muntre og lystige Udsigter alt mer og mer at tabe sig.

En skrækkelig Kulde begyndte. Reaumurs Thermometer viste indtil 25° Frost herinde i Byen; stadigst stod det i 3 Uger paa 20° Kulde. Heraf fulgte, at alle Fjorde og Havne tilfrøs. Det værste var, at samme Tilfælde indtraf i Danmark og spærrede saaledes al Kommunikation. Enkelte Skibe ankom langt vester med Korn, og disses Skipper-Efterretninger tilligemed de svenske Aviser fra Gøtheborg var al den Efterretning, vi fik fra Danmark fra den 27de December til den 24de Januar. Vi vidste saaledes ei, om vi havde Krig eller Fred, indtil endelig dels gjentagne Skipper-Efterretninger havde meldt selv Dag og Time, naar Kosakkerne vare ankomne saavel til Aalborg som til Fladstrand og alle de nordjydske Byer, dels ogsaa Gøtheborger-Aviser havde berettet, at Krigen var begyndt, at Slag var forefaldet, og at Glückstadt var tagen med Storm. Dette sidste er man imidlertid endnu til Datum usikker paa[3].

Endelig ankom Mandag den 24de Januar Aften Kl. 8 en Oberstløitnant Rømer igjennem Sverige fra Hovedkvarteret Hinsgavl og bragte, som der paastaaes, ingen skriftlige Depecher, men blot mundtlige Efterretninger til Prindsen. Tirsdagen den 25de Januar var hele Byen i spændt Forventning over denne vigtige Kurers Ankomst gjennem et fiendtligt Land, men Ingen vidste noget før ud paa Aftenen, og dog vidste de og ved vi end hidtil Intet med sikkerhed om Sagens sande Sammenhæng. At det imidlertid intet glædeligt monne være, kan med største Føie sluttes af den Taushed, som iagttages. Om Onsdagen den 26de Januar udkom Extrablad af „Tiden“, der med svær Basunblæsen proklamerer „Fred, Fred i Norden“. Dette Blad blev meget ilde optaget, da alle nu enten vidste eller vilde vide, at Danmark havde kjøbt Freden i Nord ved at fraskrive sig Norge eller dog idetmindste Trondhjems Stift og Fæstningerne Kongsvinger og Frederikssten. Alle ere derimod nu enige om, at det er hele Landet, og Mængden glæder sig derved, da man saaledes haaber, at det Hele bliver til Intet, og at Norge vil blive en selvstændig Stat. Rømers Efterretning var imidlertid et Tordenslag. Alle vare forbausede og forundrede. Hvad er da forefaldet, siden Kong Frederik saaledes ved et Pennestrøg fraskriver sig 900,000 af sine tro Undersaatter, der i 5 Aar har lidt meget og spist Barkebrød for saaledes at bortgives som andet Kvæg? Er Rendsborg erobret eller sultet ud? Er hele Jylland okkuperet? Er den danske Arme total slaget? Ere Bælterne tilfrosne? Hvad er foregaaet? Saadanne Spørgsmaal krydsede hinanden, men ere stedse blevne besvarede med: Intet er forefaldet! Kongen og Staben staa i al rolig Sikkerhed paa Hindsgavl og Armeen i Fyen. Ingen er sat over til Jylland! Intet Liv er vovet, ingen rask Daad er forsøgt! – Ubegribeligt! De eneste Grunde, jeg har hørt angive til denne mindst formodede Fremfærd, ere disse: At Østerrige har truet med at erklære Danmark Krig, hvis det ei tilstod Ponte-Corvo, hvad han forlangte; men hvorledes rimer dette sig med Østerriges foregaaende Tilbud og Vaabenstilstanden? Dernæst, at der havde været Mytteri i den danske Arme, som ingen Sold havde faaet; at de jydske og holstenske Proprietærer havde overhængt Kongen om at give Slip paa Norge, at Kongen skulde have Rügen og svensk Pommern til Erstatning, hvilken Bevæggrund dog vel umulig fortjener at anføres; at Kongens Finantser vare aldeles ødelagte, og at han skulde have 1 Mill. £ for at stille 10,000 Mand imod de Franske. Alt sligt er nu blot løs Snak og optegnes her blot af Kuriositet for at se, hvor meget dette eller hint maatte nærme sig Sandheden.

Prindsen gav ellers ved denne Leilighed et Bevis paa god Fatning, hvortil der virkelig udfordres en Mand. Efter en søvnløs Nat, som man kan begribe frembragtes ved Rømers Aftenbudskab, og efterat han, som der fortælles, havde været ganske ude af sig selv den hele Formiddag efter, fatter han sig ved Middagstid, gaar endnu samme Dags Aften den 25de Januar i Selskab hos Agent Nielsen, er munter og spiller sin Basset indtil Kl. 2 om Natten. Imidlertid har han havt overordentlig travlt, Sendebud og Ordrer ere afgangne og afsendte viden om. Holdsheste ere tilsagte det hele Land igjennem. General Staffeldt har faaet Kommandoen over Troppekorpset ved Grændsen, hvis Hovedkvarter er Hafslund. Ordre er givet ei at indlade nogen i Landet uden Prindsens udtrykkelige Tilladelse. Saa gaar Rygtet. Alt politiserer nu, og allevegne gjøres Udkast og Plan til Norges tilkommende Konstitution. Det svenske Parti, som her gives efter Sigende, er enten meget ubetydeligt eller drister sig ei at komme frem med sine Ytringer.

Ogsaa det nyfødte Universitet har følt Indflydelsen af Rømers Budskab. For første Gang skulde det høitideligholde sin høie Stifters Fødselsdag, hvilket Universitetet skyldte ham, om han end ikke vedbliver at være vor Konge. Program og Tale var skrevet af Treschow; men da der var noget politisk i begge Dele, og da Stemningen naturligvis ei kunde være deltagende for Indholdet heraf, saa blev først bestemt efter Prindsens Ønske, at Festen skulde holdes, siden samme var averteret i Intelligents-Bladet, men at Programmet skulde supprimeres. Treschow vaandede sig med Rette for at skrive en ny Tale i en saadan Stemning og i en saadan Skynding, og dog var det nødvendigt, da han ei kunde bruge den allerede udarbeidede. Men Onsdag Aften den 26de Januar lod prindsen melde Treschow, at den hele Fest kunde opsættes formedelst hans Bortreise; formodentlig bliver den Fest aldrig holdt. Samme Opsættelse traf ogsaa et almindeligt Klassemøde i Selskabet for Norges Vel den 29de Januar for at konstituere de nye Klasser, ligesom og det høitidelige Møde den 9de Februar; Alt skal opsættes indtil Prindsens Tilbagekomst. Prindsen afreiste den 27de Januar om Aftenen Kl. og tog Turen til Eidsvold Jernværk. Der skal efter Sigende holdes et Raad, hvortil C. Anker, Thygeson, Bech, Holten og formodentlig Lütken[4], C. Tank og Sejersted blive tilkaldte. Søndagen den 30te Januar skal Prindsen reise til Trondhjem, op af en Dal og ned af en anden, som der fortælles. I hans Følge C. Anker, Holten og 7 til 8 Adjutanter. Biskop Bugge, som forunderligt nok kom hid en 8 Dage før Rømers smukke Budskab, og som blev meget feteret af Prindsen, er reist nogle Dage iforveien tilbage. Ligesaa Grev Trampe, der forunderligt nok hidtil har været som tvunget til at opholde sig her. Anledningen til Trampes Ophold i Christiania er en Gaade. Klogt handler Prindsen i at forsikre sig alle disse Mænds Yndest. Biskop Bugge beskyldes endog for at have staaet i Spidsen for et svensk Parti i Trondhjem; maaske blot for at kunne modsige gamle General Krogh, som nu endelig har faaet sin Afsked.

Hvad betyder denne Prindsens Reise op igjennem Dalene, og hvad vil han i Trondhjem? Dette er endnu aldeles ubekjendt, og man har blot Gisninger og Formodninger. Nogle sige, det er alene for at vinde Tid og for at opholde de svenske Kommissarier, som man formoder daglig maa kunne ventes for at præsentere os Kong Frederiks Afstaaelses-Akt og Løsladelsen fra vor Troskabs-Ed mod ham, m. m. Høist synderligt er det, at uagtet man vil være saa sikker paa, at hele Norge er afstaaet, saa haves dog derfor aldeles intet skriftligt; thi Rømer skal, efter hvad der forsikres, blot have bragt mundtlig Besked[5]. Med de skrevne Depecher skal den norske Adjutant Major Brock være afsendt fra Hindsgavl 24 Timer forinden Rømer afgik derfra. Brock skulde være sat over Store-Bælt af Søløitnant Falsen paa en Isbaad, men denne siges at være bortdrevet med Isen, saa at Rømer i Korsør ei kunde faa mindste Sporlag paa Brock. Ogsaa heri, mener man, stikker Hemmeligheder og politiske Kneb. Tiden vil opklare det Alt tilhobe. Rømer, som ankom den 24de Januar om Aftenen, reiste igjen den 27de om Formiddagen. Man fortæller, det skal være en klog Karl og over al Maade taus og tilsluttet; af ham fik man altsaa Lidet ud. Dog paastaaes det som tilforladeligt, at Slesvig var rømmet aldeles, og at man med største Il trak ud af Holsten, forinden Rømer afgik fra Hindsgavl, hvilket maa have været den 17de eller 18de Januar. Altsaa efter 12 Dages Krig, i hvilket Intet udrettes og Intet forsøges med den hele samlede Hær, som nu i 30 Aar har udmavret Staten, sluttes en haanlig Fred! Det er sandt, Ondskaben har noget Ret, som siger, at netop fordi disse Soldater vare saa kostbare, derfor bør man spare paa samme og heller bortgive et helt Rige. – Dog vent først nærmere Oplysning, forinden Du dømmer.

Istedetfor Universitets-Fest den 28de Januar gav Thygeson et lille, men godt Middagsmaaltid. De allerfornemste Authoriteter samt Universitets-Lærerne, omtr. 26 Personer, vare tilstede. Tonen var lidt nedstemt, dog rolig og ligegyldig. Ingen Politik fandt Sted over Bordet, ingen Sang og Klang. Dog blev drukket Kong Frederiks Skaal, dernæst Dronning Marias, saa Prindsens, og derpaa gamle Norges; alt uden Haandklap og Skraal, hvilket destoværre altformeget har taget Overhaand i senere Tid, tildels fremlokket af selve Prindsen; formodentlig antager han, at det er en national Skik, skjønt Nogle vil paastaa, at den først indførtes i 1788. Noget Engelsk er der imidlertid ved samme, og vi ville gjerne være Engelske i det Hele.

Den 2den Februar.

Alting staar in statu qvo – vi vide endnu af Ingenting, og uden den velsignede sladder og de evig hinanden modsigende Rygter skulde vi end ikke vide Andet, end at vi vare gode danske Undersaatter. Folk, som give sig Mine af at vide det Rette, forsikre imidlertid, at hele Norge er afstaaet, og dette er nu saa almindeligt, at Ingen mere tvivler derom. stemningen i det Hele, saavidt jeg har kunnet erfare, er temmelig ens, nemlig hadelig mod Svensken, forbitret mod Kong Frederik, der afstod os, men dog frygtsom for Udfaldet, især formedelst Mangel af Korn. Nogle kloge Politici tage Kong Frederik i Forsvar, og ufrivillig eller uden at have Grund derfor maa jeg tilstaa, at det glæder mig. Man omtaler nemlig Kongens slette Finantser, den idelige Klagen og Overhængen af fyenske og jydske Herremænd, samt Følelsen af, at Norge, uden i mindste Maade at styrke Staten, har i sidste Aaringer vældigen bidraget til at ødelægge Finantserne, uden at Kongen derved har seet sit Ønske opfyldt, at faa Norge forsynet med det Nødvendigste, samt endelig de brillante Betingelser for Danmark, som skulle være tilstaaede. At disse Undskyldninger ei ere aldeles ugrundede, ifald de ei ere selvgjorte, behagelige Fantasidrømme, synes temmelig klart. At Danmark har i senere Aaringer lidt meget formedelst Norge og for dets Forsyning, er unegteligt; men ligesaa sikkert er det, at Danmark heri lider formedelst den gamle, selv hos de saare underordnede Embedsmænd fast ubegribelig indgroede Fordom, at Norge ei var at stole paa, og at det altsaa ei uden til største Nødtørft burde forsynes med Alt, hvad der hører til Selvstændigheds Forsvar. Deraf den store Mangel, som Norge befandt sig i ved Krigens Udbrud 1808, og deraf tildels alle de paafølgende Ulykker og Vanskeligheder med paa en Gang at forsyne det blottede Land med alt Fornødent. Det synes altsaa at være en Slags Gjengjældelse, for ei at sige Hævn for den ildegrundede Mistillid til Norges Troskab, og hvo vil foragte Hævnen, kommer den end sent, siger Treschow i det undertrykte Universitets-Program.

Hvad angaar Betingelserne, under hvilke Kong Frederik skal have ladet sig bøie til at tilstaa Sverige sin Fordring paa Norge, da siger Rygtet, at disse ere:

1) En Mill. £ udbetalt strax; 2) 40,000 £ i maanedlige Subsidier; 3) Flaaden tilbage; 4) Rügen og svensk Pommern samt Hamburg, om denne sidste kan tages; og at derimod han kun skal stille 10,000 Mand Kontingent-Tropper.

Hvorvidt dette er sandt, vil Tiden lære; men der er endnu flere ikke uvittige Folk, som holde for, at Norges Afstaaelse endnu blot er Chimære, og at Prindsen handler aldeles i Overensstemmelse med Kongens Ønsker, da man mener, at Prindsen ellers spilte et alt for høit Spil, idet han risikerede at blive erklæret for at have forbrudt sin Ret til den danske Throne, som saaledes kunde flyttes over paa Prinds Ferdinand, gift med Caroline, imedens vor Prinds’s Bestræbelser for at forsvare sin Arveret til Norge af Mængden ansees for at være aldeles haabløse, saafremt ikke England vil afstaa fra at understøtte de Svenske i deres Forehavende mod Norge.

Om Prindsens Reise til Trondhjem har jeg hørt de mest modsigende Rygter; snart er han bleven syg paa Eidsvold, snart har han vendt om paa Hedemarken for at reise langs med Grændsen sydefter til Armeen; snart skal han ikkuns opholde sig i Trondhjem en eneste Dag, og det en Søndag, hvor han skal møde i Domkirken. Alle disse Rygter ere lige troværdige, og maaske udspredes de med Flid, paa det at ingen skal udspeide den sande Hensigt; thi en Hensigt har denne Reise upaatvivlelig, da man ellers ei behøvede at kaste et saa besynderligt Slør over den og den hele Sags sande Sammenhæng.

Deri stemme Alle, saavidt mig bekjendt, overens, at vi ei ber give os under Sverige, naar vi blot kunde undgaa det, og at dette sidste fornemmelig beror paa, om England vil deltage med Sverige og saaledes vedblive at spærre os Tilførselen. Man har ellers snakket om, at hid er kommet engelske Aviser, hvori omtales en Parlaments-Diskussion om Norges Afstaaelse, og at det ministerielle Svar skulde indeholde, at England ei vilde videre deltage i denne Sag, uden hvad der kunde anstaa et frit Folk. Deraf har man da villet udlede fri Fart paa Danmark og andre Lande, da man ei tror Sverige istand til at hindre sligt. Gid nogle af disse Forhaabninger maatte være grundede og virkelig gaa i Opfyldelse!

Fra Hovedkvarteret Hafslund saa jeg Brev af 30te Januar, der meldte, at stemningen ved Armeen og i Bygderne var fuldkommen, som det egner sig norske Mænd; at man blot ønskede Prindsens Tilbagekomst fra Trondhjem; at en svensk Adjutant havde ladet sig melde; at man sammentrak i Sverige 30,000 Mand, der marscherede til den norske Grændse selv fra Skaanes Sletter af; at Halvten af samme var regulære Tropper, men Resten nye Konskriberede; at alle norske disponible Tropper desaarsag ligeledes trak sammen.

Jeg har hørt sige, at det under enhver Omstændighed var rigtigt at modtage vore Naboer med Sværdet i Haanden og helst saaledes at underhandle med dem, da vi ellers kunne frygte for ved Kommissarier at blive overleverede som andet Slagtefæ, at blive omtrent en romersk Provinds, d. e. ikke Slaver af en enkelt Suveræn, men af et helt fremmed Folk, hvorimod man med Vaaben vilde muligens kunne tiltvinge sig en Forening under egen Konstitution. Jeg maa tilstaa, at jeg ei forstaar denne Sats, og ser ingenlunde, hvi prindsen skulde vove noget herfor, da han dog aldrig kunde vente at komme til at staa i Spidsen af den norske Regjering som Thronarving til Danmark. Gud vende Alting til det Bedste! For Nutiden er Alt skjult bag Fremtidens dunkle Teppe.

Af en Bekjendtgjørelse fra Statholderskabet i Dagens Intelligents-Blad sees, at vi atter faa nye Pengesedler, og at 3 Mill. Rigsbankdaler Navne-Værdi deraf sættes i Omløb. Man tror, at disse Sedler ei skulle gaa som tvungent Betalingsmiddel, men blot som Afbetaling paa Skatter; der staar og i Bekjendtgjørelsen blot, at de kunne gaa fra Mand til Mand, ei at de skulle; tillige er det sagt, at Laurvigs Grevskab og andre kongelige Eiendomme i Landet skulde borge for disse nye Papirpenge.

Biskop Bech skrev mig under 1ste Februar til, om Prindser af det danske Kongehus førte Titel af Hertuger i Slesvig og Holsten. Jeg svarede dertil, at uagtet jeg i Øieblikket ei kunde citere nogen Author for min Mening, saa troede jeg dog aldeles upaatvivleligt, at siden alle andre Prindser af de andre holstenske Linier førte denne Titel, saa maatte samme saa meget mere tilkomme den kongl. Danske eller Holsten-Glückstadtske Linie. Formodentlig har i dette Spørgsmaal Hensyn til en eller anden Proklamation, som enten skal udgaa fra eller om Prindsen, og hvorom man formodentlig er blevet enig i det hemmelige Statsraad

paa Eidsvold.
Mandag den 7de Februar.

Denne Vinter vil upaatvivlelig blive mærkelig i flere Henseender; den er det allerede i fysisk Henseende, da vi her i Byen have havt indtil 24° Kulde og i henved 14 Dage til 3 Uger Thermometret staaende mellem 20 og 22° Reaumur. Kulden har nu en Tid ophørt, og i sammes Sted er kommet en stor Mængde Sne, saa at man endog har maattet kjøre med Sneploug paa Gaderne, hvilket jeg ikkun en Gang tilforn har seet i de 11 Aar, jeg nu har opholdt mig her. Dog det Fysiske er det mindste for Øieblikket; Statens endelige Skjæbne, den ængster og nager nu hver ærlig Mand. Major Brock, som efter Rygtet var forgaaet paa Store-Bælt, er nu den 4de Februar hjemkommen og har bragt Stadfæstelse paa hvad man dels havde faaet ud af den tause Rømer og dels havde gjættet sig til. Destoværre! Det er altsaa altfor sandt; ligesom man nu og paastaar, at at det er Kongens aldeles ødelagte Finantser, som har tvunget ham til det afgjørende Skridt at afstaa Norge; der er altsaa ingen hemmelig Artikel med Østerrige og Rusland, at der intet skal blive af Løftet om Afstaaelsen; ingen hemmelig Aftale med Prinds Christian, da han blev sendt hid; Alt skal være virkeligt og ærligt ment, ligesom Prinds Christian skal have faaet Ordre til baade at nedsende de herværende Krigsbrigger og selv at komme ned, hvilke tvende Ting Rygtet siger, at han aldeles har afslaaet. Vi have for Øieblikket intet uden Rygter; end ikke om Prinds Christians Reiser her i Landet, om hans Møder med Bønderne paa Eidsvold, Hedemarken, Toten og i Gudbrandsdalen tør man trykke de Breve, som ere nedsendte til „Tiden“, førend han selv tilbagekommer, og dog indeholde disse Tidender intet Andet, end de mest enthusiastiske Skildringer over den Varme, hvormed Prindsen allevegne er modtaget, og det heftige lidenskabelige Udbrud af Forbitrelse mod Naboen, som endelig vil gjøre Norge lykkeligt ved at gjøre det til Sveriges kjære Søster. I Gudbrandsdalen skal en gammel Bonde have fremtraadt og spurgt meget lakonisk: „Hvad, Prinds! mener Du, at vi ikke længer ere Gudbrandsdøler? skaf os blot Lod og Krud!“ Virkelig skal der allerede være sendt herfra Arsenalet baade Krud og Bly til Gudbrandsdalen, dog, som jeg formener, mere for at tilfredsstille Folket end for den egentlige Nyttes Skyld; thi det varer da vel noget, forinden Svensken kommer did; eller vil man opbyde hele Nationen? Det vil nu snart give sig, naar Prindsen kommer tilbage. Prindsen kom den 4de om Aftenen til Trondhjem, skal høre Prædiken i Domkirken den 7de og reise samme Dags Aften tilbage gjennem Østerdalen; saa er Bestemmelsen. Rimeligvis gaar han derpaa til Armeen, som trækker sammen allevegne fra. Sker da intet Indfald fra en af Siderne, saa kommer han formodentlig hid, og naar da den længe forventede Kurer ankommer, der bringer Kong Frederiks Proklamation til det norske Folk, hvori enhver løses fra sin Troskabs-Ed imod ham, da følger rimeligen, og saavidt jeg har kunnet erfare, Prinds Christians Proklamation ved Siden, hvori han paataler sin Ret som Odels-Arving til Norges Rige, saasnart Kong Frederiks ophører; tillige vil da vel følge den svenske Proklamation med mange fagre Tilbud og Løfter, hvorpaa der sikkerligen ei synderlig vil bygges, da Nationalhadet uden Tvivl er for stort mellem vore Nationer. Vi faa saaledes snart en 5Konge af Norge, som nu ikke har været til siden 1387. Men faar Norge ogsaa en Arve-Enevolds-Konge efter Indretningen af 1660? Upaatvivleligen efter min Formening. Vil Folket i

det Hele dermed være fornøiet?
Tirsdagen den 15de Februar.

Kristiania Marked var da overstaaet[6]. Stemningen var ikke med den bedste. Flere Mænd frygtede for Enevoldsherredømmets Gjenoprettelse og for at faa den hele gamle surdeig tilbage og ytrede desaarsag adskillige Tvivl. Misnøien har røbet sig dels ved flere besynderlige Avertissementer i „Intelligents-Sedlerne“, dels ved en Slags Revolutionsvise af Malthe Bruun, som findes indført i samme Blad[7], og som blev afsunget paa Komediehuset anden Markedsdag med meget Bifald. En forskrækkelig Politisering har tillige hersket i alle Selskaber og i alle Stænder, næsten er man bleven halv træt deraf. Det har imidlertid glædet mig, at alle fornuftige Folk have været af den enstemmige Mening, at saasnart Prinds Christian proklamerer sig som Konge ved Siden af en Konstitution, saa forener han alle Stemmer og alle Partier, og dette ene kan alene frelse Norge. Spændingen er meget stærk, og alle Mennesker vente hver Dag paa Proklamationer. Underligt nok er det, at Freden er sluttet den 14de Januar, og endnu vide vi intet officielt om dens Indhold. Med v. Holtens Reisebulletin er man ei synderlig fornøiet. Prindsen kom i Søndags til Eidsvold og ventes hertil i Morgen. Et glædeligt Rygte er udspredt, og fordi det syntes at være saa ønskeligt, har jeg selv bestræbt mig for at udbrede det. Prindsen vil efter dette erklære sig for konstitutionel Konge; vil sammenkalde Nationens Repræsentanter; vil afstaa fra al Indflydelse paa Finantserne; vil dele den lovgivende Magt; dette og intet mere ønske alle fornuftige Mænd, som jeg har truffet paa. Snart maa det hele opklare sig. Gud fri os fra Partier i Landet, og disse kunde efter alle Adspekter lettelig opstaa, hvis det modsatte fandt Sted med Hensyn til Regjeringsformen. Bech og Thygeson ere reiste Prindsen imøde i søndags til Eidsvold, og saavidt jeg har fornummet, ere begge enige om at sige prindsen det selvsamme, uagtet de ei have overlagt det, og uagtet de tro at handle imod hinanden. En forfærdelig Mængde Tropper trækker sammen; man anslaar Antallet til nogle og 30,000 Mand. En engelsk Brig er indløben ved Kristianssand og har proklameret Freden mellem hans britiske Majestæt og Kongen af Danmark; men Norge er udeladt af Titelen og er altsaa indsluttet i Freden i Forudsætning, at det vil vorde en svensk Provinds. Vor hele Tilværelse som Stat synes for Øieblikket at bero paa, om England vil høre op med at molestere vor Skibsfart, og om vi kunne faa noget Korn fra Danmark. Lykkeligvisf er Isen ved en sydlig Storm gaaet op lige til Drøbak; men endnu hører man ei uden om enkelte Kornskibes Ankomst. Destoværre frygter man for ei alene en Spærring, men endog en Krigserklæring fra Danmark, der skal have forbundet sig til at betale Sverige en vis Sum Penge maanedlig, indtil Fredsbetingelserne blive opfyldte. Gud vende Alt til det Bedste!

Den 19de Februar.

Den første Akt af Dramaet har udviklet sig, og som jeg haaber til Norges Held. De offentlige Bulletiner fortalte os, at Prindsen var ankommen paa Tilbagereisen til Eidsvold. Derpaa indløb Breve til adskillige Mænd her i Byen om at indtræffe paa Eidsvold Onsdag Middag den 16de Februar. Dette Møde bivaanedes af [Oberst] Sejersted, [Oberstløitnant] Rode og [Generalkvartermester] Haffner af Staben, af Kontreadmiral Lütken, Biskop Bech, Etatsraad Falbe, Generalauditør Bergh, General Haxthausen, Etatsraad Treschow, Professor Sverdrup, Amtmand Collett, konst. Amtmand Holst, Kammerherre Peder Anker, General Anker, Konferentsraad Carsten Anker, Carsten Tank, Agent Jac. Nielsen, Konferentsraad Sommerhjelm, Kammerherre Rosenkrantz og Major Brock, hvorimod Thygesen var reist tilbage, forinden Mødet begyndte[8]. Først gav Prindsen privat Audients til Flere og hørte deres forskjellige Meninger; deriblandt skal have udmærket sig Sverdrup, som først fik overbevist Prindsen om, at han ingen Arveret havde til Norges Rige, men at Folket maatte give ham samme. Prindsen kjæmpede længe for sin Mening, kaldte Sverdrups Mening baade Poesi og Sofisteri, indtil han omsider overbevist kastede sig i Sverdrups Arme og tilstod, at han indsaa Feilen. Mødet begyndte. Prindsen lod oplæse Fredstraktaten mellem Sverige og Danmark, hvorved Kong Frederik har kronet sin Svaghed ved at afstaa Norge med samme Suverænitet, som han selv besad, og hvorved altsaa Norges Indvaanere bleve overgivne den svenske Konge som andet Slagtekvæg. Derpaa blev oplæst Kongens Deklaration og Løsladelse for hans norske Undersaatter fra deres Troskabs-Ed: etc. Nu fremsatte Prindsen atter Spørgsmaalet om sin Arveret efter Kongeloven og vilde høre den hele Forsamlings Mening, skjønt han tilstod, at Flere allerede havde overbevist ham om, at han ingen Arveret havde. Han erklærede tillige som ædel Mand, at han ingensinde havde ønsket at regjere over Folket uden ved Siden af en Konstitution, men da han noksom havde erfaret, at Folkets Stemning aldeles var imod at blive svenske, havde han besluttet for stedse at dele Skjæbne med et saa ædelt Folk og havde desaarsag troet at forekomme ethvert Parti og enhver Kabale ved at erklære sig for Konge efter sin Arveret. Sagen blev nu med megen Frimodighed ventileret, og den almindelige Mening var, at Kongeloven var aldeles ugyldig, og at han ingen Arveret havde. Alle vare derimod enige i, at han burde overtage Regjeringen, indtil han blev valgt af Folket. Spørgsmaalet blev da: under hvilken Titel? Nogle holdt paa Kongenavnet af Frygt for en fransk Revolution og dens Rædselsscener, men Norden er ikke Syden, og Nordmænd ere ei Franskmænd. Mængden bestemte at han skulde kalde sig Regent. Prindsen indvilgede Alt og erklærede sig villig til enhver mulig Opofrelse Kl. 9 om Aftenen gik man derpaa til Middagsbordet og havde en saare glad Aften ovenpaa en saa hæderlig Dag. Næste Morgen var man atter samlet, og nu forelæste Prindsen sine Proklamationer til Borgerne, Geistligheden og Armeen. Det skal have været en saare høitidelig og hjertelig rørende Scene. Alle Tilstedeværende brast i Graad, og Prindsen selv med under Oplæsningen. Prindsen skal i det Hele have vist sig som en Mand baade af det lyseste Hoved og det ædleste Hierte! Gud velsigne ham og Norge! Alle som have været nærværende, tale om denne Scene med overordentlig Henrykkelse.

Om Thorsdag Aften den 17de kom de Afreiste hjem og Fredag Formiddag havde allerede Rygtet fortalt det Store, det Skjønne, det Ædle i denne Akt. Folk vare som halvberusede af Glæde. Man lykønskede hverandre naar man mødtes paa Gaden, man hilsede hverandre som frie Nordmænd; kort, man var i den synderligste Gjæring. Til 1ste Paaskedag skal Nationens Repræsentanter være samlede paa Eidsvold for at udarbeide den rige Konstitution. Gid dette store Verk maatte ende ligesaa lykkeligen og til ligesaa stor Tilfredshed for Nationen! Alt er imidlertid blevet roligt, og ethvert Parti afvæbnet ved dette ligesaa kloge som afgjørende Skridt, og Norge har overvundet en svær Fiende, nemlig indbyrdes Uenighed, som man havde havt den høieste Anledning et frygte for, da Gjæringen begyndte et blive meget almindelig baade i By og i Bygd, ja selv iblandt Armeen. Ogsaa skal adskillige Adresser fra flere Steder være sendte til Prindsen, hvori der kuns udtaltes en Mening om Suveræniteten, at den ei mere burde finde Sted.

Den 3die Marts.

Alting bar nu udfoldet sig og ligger aabenbart for Alles Øine. Der har da ogsaa været talt og politiseret og kandestøbereret nok i denne Tid. Fredagen den 18de kom Prindsen hjem om Aftenen sildig og nød saaledes ingen pragtfuld Modtagelse, som man havde tiltænkt ham, og som han visseligen og fortjener. Alt blev overgivet Trykkerierne, og var det bestemt, at det Hele skulde kundgjøres Mandagen den 21de Februar. Til den Ende laa og et Brev til mig, som kom hjem om Aftenen Kl. 12 fra Økern[9], hvor Sverdrup, Provst Schmidt og David Thrane[10] havde havt en noget vel heftig politisk Disput, og anmodedes jeg i dette Brev gjennem Staldmester Kaas fra Prindsen om at forfatte en Sang til Norge, for dets Selvstændighed og at Gud vilde forlene os Kraft til at hævde samme, hvilken Sang skulde bruges næste Middag. Jeg maatte derfor sadle min Pegasus næste Morgen, og skjønt den var saare uvillig, maatte den dog afsted, saa at jeg Kl. 11 fik leveret Sangen („Tiden“ for 26de Februar) til Trykkeriet, da Kaas derpaa kom og fortalte mig, at Festen var opsat indtil Tirsdag den 22de, fordi Bogtrykkerne ei vare blevne færdige. Den 22de Februar kom, og alle Embedsmænd bleve tilsagte at møde Kl. 12 hos Prindsen. Her blev da oplæst alle de Proklamationer og Kundgjørelser samt Fredsslutningen med Sverige, som nu findes indrykkede i „Tiden“ og ligesaa i „Budstikken“. Prindsen læste sin egen Kundgjørelse op med megen Varme, tiltalede flere Gange de Tilstedeværende og endte endelig denne Akt med at gribe de nærmest staaende i Haanden og med at lade Alle tage hinanden i Hænderne til Pant paa at ville hævde Norges Selvstændighed. Fra Prindsen gik alle Embedsmænd efter Anmodning op paa Torvet, hvor alle militære og Borger-Korps vare forsamlede, og aflagde Eden at ville hævde Norges Selvstændighed. Det var en saare høitidelig Scene, og en stor Mængde Mennesker var forsamlet. Derpaa kom Prindsen ridende med sin Stab, tiltalede de bevæbnede Korps med megen Kraft og udbragte dernæst et Hurra for gamle Norge. Da han red bort, udbragtes et Hurra for Prinds Christian af det hele forsamlede Folk. Under denne Støi sad en Ugle paa Spidsen af Klokketaarnet og beskuede rolig al denne Støi. Hos Romerne og fornemmeligen hos Athenerne vilde dette upaatvivleligen være taget for et Varsel; nu lo man af denne Hændelse, og senere har jeg hørt, at det var en tam Ugle, der var sluppet ud fra en af Nabohusene for nogle Dage siden.

Under Høitideligheden paa Torvet kom Grev Schmettow fra Trondhjem for, som man siger, at gaa til Stockholm. Kl. 4 samme Dag var Taffel hos Prindsen paa 50 Kuverts. Prindsen var meget oprømt og holdt lang passiar før Maaltidet; han opfordrede blandt Andet mig til at forfatte Annaler over disse Dages vigtige Begivenheder og lovede selv at ville meddele mig Bidrag dertil. Under Maaltidet blev føromtalte Vise sunget og gjorde ret god Virkning; senere blev den efter Prindsens Anmodning aftrykt og afsunget paa Komediehuset efter Forestillingen den 2den Marts, formodentlig for at give en Modsætning af deri forhen afsungne Revolutions-Vise. Ved Bordet herskede megen Munter-hed og en ualmindelig fri, selv temmelig støiende Konversation. Efter Taffelet foreslog Carsten Anker at gaa til Thygeson for at gjøre ham en Kompliment, da han havde havt saameget at gjøre med denne Sags lykkelige Fuldbyrdelse, men maatte nu offentlig afholde sig fra al Deltagelse formedelst hans Godser i Danmark. En 12 til 16 Mand fulgte Anker, og jeg med. Vi traf ham ei hjemme, men talede med Fruen, og næste Dag havde vi hans Kontravisit. Man har gjort Manden Uret. Han havde den Mening, at prindsen havde Arveret, og holdt paa samme; senere blev han overbevist om det Modsatte og arbeidede nu ligesaa ivrigen for denne Sag. Thygeson er et godt Menneske, men lidt for hurtig i sine Beslutninger og for rask i at ville sætte dem i Verk.

Den 27de Marts.

Fast en hel Maaned er hengaaet, og Intet er skrevet om Dagens Historie. Dels en Mængde andet Skriveri, dels den ulykkelige vis inertiæ er deri Skyld. Det vigtigste af hvad er passeret siden 23de Februar er dette:

Den 24de Februar kom en Grev Rosen og en Oberst .....[11] som Sendebud fra Grev Essen, der er udnævnt til Generalguvernør i Norge af den svenske Regjering. Denne Essen skal være en dannet og brav Mand og har tillige været Generalguvernør i Pommern. De tvende Officerer havde opholdt sig en Dags Tid paa Hafslund hos General Staffeldt og ankom den 24de Februar om Morgenen til Kommandanten, General Haxthausen, for at tale med Prindsen, til hvem de havde Brev fra Essen. Der var samme Dag Middagsselskab hos Rosenkrantz[12], hvor jeg og var tilstede. Men prindsen tog den Beslutning at tilsige til Taffels Kl. 3 følgende Mænd: Rosenkrantz, C. Anker, Peder Anker, Treschow, Falbe, Bech, Schmettow og C. Tank, hvilke bleve opstillede i Prindsens Audientsværelse, da Haxthausen kom med de tvende svenske Herrer. Da disse traadte ind og saa den opstillede Rad af Mænd, skal Ordføreren være bleven overrasket; han begyndte sin Tiltrædelsestale paa Fransk, men saa uforstaaeligt, at ingen af de Tilstedeværende kunde høre, hvad han sagde. Omsider skal han rent være kommen ud af sin Fatning, hvorpaa Prindsen hjalp ham ved at spørge, om han ei havde Brev til ham. Dette drog Rosen frem af Barmen, og Prindsen læste det flygtigen; man siger, det indeholdt Forespørgsel fra Essen, naar det var hans Høihed beleiligt at overlevere Fæstningerne og at opfylde Traktaten af 14de Januar med Danmark. Til Svar herpaa lod Prindsen C. Anker oplæse den franske Erklæring til alle Hoffer om Nationens Selvstændighed etc., der omtrent er den samme som den norske Erklæring. Derpaa vexledes endel Ord mellem Prindsen og Grev Rosen; blandt Andet skal Prindsen have sagt, at den svenske Konges Hensigt ei kunde være andet end at gjøre den norske Nation lykkelig ved den søgte Forening; dette bejaede Rosen, hvorpaa prindsen spurgte: men naar nu Nationen frabeder sig denne Lykke? Ligesaa skal Prindsen have sagt, at det var ei Maaden at gjøre sig elsket paa af Nationen at udsulte den, som den svenske Regjering havde forsøgt. Rygtet sagde, at Rosen havde været Præsident i Udhungrings-Kommitteen i Gøtheborg, og var dette derfor en drøi Pille. Til Slut havde Prindsen indbuden dem til Taffels, men dette frabad de sig, da deres Mission var til Ende. De gik derpaa hjem med Haxthausen, men fik Mad fra Prindsens Kjøkken og reiste, ledsaget af en norsk Adjutant, tilbage endnu samme Eftermiddag. Af Haxthausen modtog de alle de trykte Cirkulærer, som Prindsen havde tilbudt dem, men de der havde vægret sig for at modtage. Rosen skal desuden have ytret i privat Konversation med Haxthausen, at han havde gjort det Samme, ifald han var Norsk, men at han imidlertid var bleven meget overrasket ved at træffe en Regent istedetfor en kommanderende General, og skal han have sammenlignet sin Skjæbne med Haxthausens, som i 1788 fandt i Gøtheborg, hvilken han skulde opfordre, Kong Gustav den 3die istedetfor Kommandanten. De svenske Herrer uddelte forresten Sølvpenge, naar de skulde betale noget, i Drikkepenge osv. Rosenkrantz og Treschow kom fra Taffelet og maatte fortælle den hele Sag for Selskabet, som var samlet hos Rosenkrantz. Man lo og spøgte med denne Tildragelse, og vare begge Fortællerne enige i, at Prindsen havde opført sig med særdeles megen Anstand og Værdighed.

Den 25de Februar var Festen i Kirken, som jeg blev befalet til at beskrive i „Budstikken“ og forsyne med en Indledning. (Se „Budstikken“ No. 7 og 8). Den hele Fest var forresten temmelig kold fra Talerens Side af; Varme er ei givet denne Mand i hans Taler. Edens Aflæggelse var for os, som stode omkring Prindsen, høitidelig; men nede i Kirken tvivler jeg, den har gjort synderlig Virkning. Den hele Ed er og i det Hele noget besynderlig, og ved nøiere Eftertanke synes den i Grunden blot at være en Formalitet, eller og dels et Blendverk for Almuen, dels et Baand især paa Embedsmændene, at de ei skulle underhandle med Sverige; thi der staar ingensteds befalet, at alle Borgere og Bønder skulle skriftlig aflægge den, hvis de ei mødte i Kirken; hvo der altsaa vilde have sin samvittighed fri, han kunde blive borte. Ligesaa har man og indvendt, at det var underligt nok at sværge paa det, som man ei var fuldkommen overtydet om at være muligt; thi i det Øieblik, England vedbliver Blokadesystemet, synes det rigtignok at være lidt umuligt at vedligeholde Selvstændigheden uden Penge og uden Handel. Kirkefesten i Slottet skal have været meget mere høitidelig, siger man; jeg var tilfreds med den ene, i som varede fra 10–2. Da en Mængde Mennesker strømmede fra Byens Kirke til Slottets, saasnart det led imod Slutningen i Vor Frelsers Kirke, var mer end Halvdelen borte, da Prindsen fra Kirkestolen tiltalede Folket, og da det af Bispen og Falbe sammensatte Recitativ, som findes i „Budstikken“, blev afsunget.

Nogle Dage efter Kirkefesten bleve alle stemmeberettigede Mænd indkaldte paa Raadstuen for at vælge tvende Valgmænd for Kristiania By, som skulde træde sammen med 2de af Slotsmenigheden og med 2de af Oslo Menighed for af deres egen Midte at vælge 2de Repræsentanter til Rigsdagen i Eidsvold. Med denne stemmegivning gik det helt maadeligt til. Stiftsdirektionen havde bekjendtgjort samme, men ei den Fremgangsmaade, som dermed skulde bruges. Lokalet var saare slet til sligt Foretagende. Ingen offentlig Høitidelighed blev derved iagttaget, kort, man saa, at vi ei vare vante til slige Forretninger. Man kom derop, og Præsidenten[13] gik der meget virksom (en Sjeldenhed) omkring og fordrede af Enhver en Seddel med 2de Navne paa og med den Stemmegivendes Navn under. Denne Voteringsseddel havde næsten Ingen med sig; man blev derfor vist ind i Naboværelset for at skrive sin Stemme; der sad nogle tjenstvillige Aander og hjalp Høkere, Skræddere og Skomagere, som ei havde godt for at skrive, med at tegne Voteringsbilletter for dem, og skal en Skorstensfeier-Inspektør Nedegodell have vist sig meget virksom med at samle Stemmer for Johannes Thrane[14], Omsen og Sverdrup. Kl. 10 begyndte Stemmegivningen, og Kl. begyndte man at optælle, medens man endnu vedblev at stemme; flere Spidsborgere kom og hørte enkelte Navne ofte oplæses, disse skrev derfor de samme Navne. Da man var færdig med Optællingen Kl. henimod 12, kom endel Stemmer endnu, men da vilde man ei modtage flere; dette var en Feil; thi man burde have kundgjort forud, naar Stemmegivningen ophørte, naar Optællingen derpaa begyndte osv. Vi ere endnu Børn i saa Henseende, og der er uden Tvivl foregaaet mange underlige Scener i Anledning af denne Kirkefest og dette Valg.

Under Stemmegivningen paa Raadstuen blev af nogle Borgere gjort Motion om, at Kristiania blev som Stiftsstad behandlet noget stedmoderlig, da den skulde dele sin Valgret med Oslo, som man paastod hørte til Landet og vel neppe havde mer end 10 stemmeberettigede Indvaanere, ligesom og med Slotsmenigheden, som man paastod neppe havde 30 Stemmeberettigede udenfor de Militære, der havde Stemmer ved deres Regimenter, osv. Man havde endog under Disputen spurgt, om ei Tugthusmenigheden tillige kunde have Stemmeret. Noget var der vistnok i Sagen. Udfaldet blev, at stiftsdirektionen gik til Prindsen og forespurgte, om ei Oslo og Slotsmenighedens Valgmænd maatte gaa til Amtssamlingen. Det blev tilladt med Oslo, men afslaaet med Slottet, fordi lignende Anmodninger maaske kunde komme fra flere Stæder. Kristiania Borgere bleve imidlertid hjulpne paa en anden Maade, idet Valgmændene selv bestemte, at Omsen og Sverdrup fra Kristiania skulde gaa, men Generalauditør Bergh og Assessor Debes fra Slottet blive hjemme.

Forunderligt nok er det forresten at bemærke ved denne første republikanske Indretning i Norge, hvor lidet der hører til at drage Folkets Opmærksomhed til sig, og hvorlunde Intrigen strax er ude at gaa. Sverdrup fik Stemmer, fordi Rygtet var almindeligt, at han især havde overbevist Prindsen om, at han ingen Arveret etc. havde til Norge. Johannes Thrane fik Stemmer, fordi han havde været i megen Aktivitet i denne Tid, skrevet Auktions-Plakater i „Intelligents-Sedlerne“, bidraget især til Forfærdigelsen af en Adresse fra Kristiania By, som dog ikke kom frem, osv. Omsen fik Stemmer, fordi han havde prædiket i Norske Brødres Klub, hvor man nok i det Hele ei var fri for Hverving af Stemmer. Forresten er jeg aldeles ukyndig om de Kabaler og Intriger, som Nogle ville paastaa, at der den hele Tid blev spillet, da jeg ikke har indladt mig i den hele Ting og har saare lidet været ude mellem Folk. Saa meget er imidlertid vist, at skal der oftere foregaa lignende Valg af Folket, da faar man at se til at indføre en bedre Orden og en ligere Fordeling, hvorved de mange Feil, som nærværende Hastverk alene kan undskylde, for Fremtiden kunne undgaaes; f. Ex. at Holmestrand paa 800 Mennesker sender 1 Repræsentant og Drammen paa 8000 Mennesker og kun sender 1 Repræsentant; et helt Amt sender 3de og Jægerkorpset 2de Repræsentanter.

Fornøieligt er det forresten, at den over al Maade kjedsommelige Kandestøbereren fik ved Kirkefesten og ved disse Valg en Slags Ende. Man kan dog nu komme sammen uden bestandig at kjævles om den Ting, da man nu for det Første har en Bestemmelse. Imidlertid begynder man nu at kritisere Valgene, som man allerede kjender fra de fleste Byer og omliggende Bygder. Akershus Amts Valgmøde, som holdtes paa Ellingsrud, da det blev befalet den konst. Amtmand Holst ei at holde det her i Byen, faldt efter Rygtet neppe ud efter Vedkommendes Ønske, idet Peder Anker, Sorenskriver Falsen og en Bonde bleve valgte. Man paastaar, at Kristiania By i det Hele ligesom de nævnte tvende Mænd ei skal staa paa det hvide Bræt. Sandt er det, at fast enhver Bagatel bringes Prindsen, Gud ved af hvem, og at han ved Alt. Johannes Thrane er i et Slags Unaade, det ved jeg temmelig sikkert. Man har sagt det samme om Falsen, men han blev efter Valget paa Ellingsrud ved en Audients modtaget meget naadigt, takket for Adressen fra Follo og anmodet om at indsende sit Udkast til en Konstitution, som man vidste, han arbeidede paa. Dette var den sande, rigtige og kloge Adfærd; den røber baade den

ædle og fornuftige Mand[15].
Mandagen den 28de Marts.

Det er idag min 36aarige Fødselsdag. For 19 Aar tilbage i Tiden reiste jeg fra Vordingborg for at drage til Kjøbenhavn som Student. I denne Tid har mange Ting forandret sig tilligemed mig. I Kjøbenhavn levede jeg 3 Aar, altsaa til min 20de Fødselsdag, paa min Faders Bekostning. Siden har jeg slaaet mig igjennem paa egen Haand, først ved at skolemesterere og skolemestereres i Kjøbenhavn og paa det lærde Seminarium i 5 Aar, altsaa til min 25de Fødselsdag; dernæst ved at docere Historie og Geografi i Kristiania Kathedralskole i 10 Aar[16], altsaa til mit 35te Aar, og nu ved at agere Professor Historiarum ved det begyndte norske Universitet. Gud ved, hvorlænge jeg skal vedblive samme, eller hvorlænge jeg end har at skrive og at færdes paa denne underlige Klode, hvor alt dog ender med at dø og glemmes. Vi sætte os drabeligen mange Planer for, og inden vi vide det, ere vi selv med alle vore Bestræhelser et Intet. Blandt mine flere Planer var og at forfatte en annalistisk Fortegnelse over denne lidt kritiske Tids vigtigste Tildragelser, men allerede føler jeg, at her ei gives interessante Begivenheder nok til at optegne, da man allerede synes at vorde saa ligegyldig ved Forandringen af Regjeringsformen, og da Alt allerede gaar som i sin gamle Tur. At optegne de forskjellige, tildels ensidige Ræsonnements over dette eller hint af Regjerings-Foranstaltningerne lønner for det meste ei Umagen; det skulde da være for derved i Fremtiden at kunne sætte sig tilbage igjen i nærværende Dage. Min Beslutning er derimod nu at indføre i denne Dagbog blot enkelte Træk og Notitser, som engang i Tiden kunde hjælpe og understøtte min Hukommelse, ifald jeg skulde nogensinde paatage mig det Arbeide at forfatte denne Tidsalders Historie, som Prindsen opmuntrede mig til, og ifald jeg selv oplever Enden paa den nuværende Statsforvandling. Jeg vil saaledes begynde med at anføre i Korthed, hvad jeg har lagt Mærke til i Marts Maaned.

Den 1ste Marts reiste Generalløitnant Schmettow til Strømstad for at tale med Essen og for at overlevere et Brev fra Prindsen til Sveriges Konge, hvilket Schmettow egentlig skulde bragt til Stockholm. Denne Reise blev der nemlig ikke noget af, men der vides ei hvorfor; dog siges, at Schmettow ei fik Pas til Stockholm. Den 2den Marts kom Grev Wedel-Jarlsberg fra Danmark – han havde været 4 Dage i Grev Essens Hovedkvarter i Venersborg; dette optog man her meget ilde – han havde den 4de Marts Audients hos Prindsen, som siden gav Anledning til megen Bysnak om deres heftige samtale etc. etc. Wedel-Jarlsberg kom til mig samme Aften fra 10–12 og var meget heftig – Gud ved, hvad den Mands egentlige Plan er, men uforsigtig var han i sin Tale, og det, som undrede mig mest, er, at han har været ligesaa uforsigtig hos Andre, da jeg har hørt det samme gjentage fra flere Steder. Alle have altsaa ei været saa tause som jeg. Wedel-Jarlsberg synes imidlertid at være bleven noget roligere, har taget Del i Udarbeidelsen af en Bankplan, men indstiller mange Sager i denne Anledning til Rigsdagen den 10de April paa Eidsvold. Den 26de Marts talede han og Prindsen atter sammen i Selskabets Direktionsmøde, og syntes der da intet at have været imellem dem. Wedel-Jarlsberg bliver forresten uden al Tvivl en ivrig Modstander paa Eidsvold af Kongepartiet, og naar jeg nøiere eftertænker Sagen, tror jeg virkelig, Norge er, som de danske Rigsraader allerede 1536 erklærede, for fattigt til at underholde en kongelig Hofstat. Den simplere Titel af Regent kræver ei saa megen Luxus. Der passiares forresten nu om Konstitutioner, den lovgivende og exekutive Magt i Staten etc., og det af Folk, som neppe tydelig har tænkt sig, hvad en Stat er. Upaatvivlelig vil der til Samlingen paa Eidsvold komme mange Pedarii eller Stokkemænd, og det synes virkelig, som har man villet dette ved at befale, at der fra hvert Amt skal idetmindste komme 1 Bonde, ligesom fra hvert Regiment 1 Soldat. Wulfsberg har i Arbeide en Samling af Oversættelser af forskjellige Landes Konstitutioner; rimeligvis er det for at tjene en Skilling, og vistnok kommer det vel sent in publicum. Man har ogsaa dette imod samme, at det vil kuns frembringe en hel Del umodne Ideer, der atter ville foraarsage, at naar en politisk Kandestøber har læst saadanne Konstitutioner og opsnappet enkelte Ideer af samme, da vil han tro sig istand til at bedømme og skolemesterere enhver Konstitution, som maatte antages, og saaledes give Anledning til Partier. Dette er idetmindste Treschows Mening, men noget kunde vel dog indvendes mod denne Filosofens Paastand.

Tirsdagen den 2de Marts.

Det mærkeligste af hvad offentlig er passeret i Marts Maaned er Følgende:

1. At Prindsen mellem den 6te og 12te Marts gjorde en Reise til Hafslund etc., hvorom kan læses i „Tiden“ en Beskrivelse, formodentlig af v. Holten. Man sagde her i Byen, .at denne Reise havde til Hensigt en Sammenkomst med v. Essen paa Rød, men deraf blev Intet, saavidt vides. Tvertimod have de Svenske i Slutningen af Marts spærret al passage gjennem deres Land, og end ikke de danske Officerer og Embedsmænd (i det Hele meget faa) faa Tilladelse til at reise ned, hvilket synes at være et Brud paa Fredstraktaten med Danmark. Imidlertid gaar Handelen mellem Strømstad og Frederikshald endnu, ligesom og Bønderne kunne reise ind i Sverige og kjøbe indtil 2 Tønder Korn.

2. Den 8de Marts reiste Thygeson og Rosenkrantz til Kjøbenhavn, den Første som dansk Embedsmand, der forlod sin Post, men vel egentlig for at skaffe Korn til Norge, da han ventes hid tilbage og formodentlig kommer in Ministerio. Rosenkrantz reiste under Paaskud at iagttage sine Datterbørns Rettigheder til Grevskabet Knuthenborg, men vel egentlig som et Slags diplomatisk Person til Kongen. Begge bleve galant beværtede hos v. Essen, men maatte sidde til Bords med forrige Kaptein, nu oberst Holst, der gik til Sverige med Christian August, men nu af alle ansees for ..... mod Norge. Rygtet har gjort denne Holst til Kommandant i Frederikshald, ligesom hans Fader, den gamle Generalmajor Holst, til Kommandant i Frederiksstad, hans forrige Post.

3. Den 9de Marts reiste C. Anker fra Kristianssand med et armeret Skib til England for at negotiere; den 12te landede han i Leith i Skotland, hvor han blev modtaget meget galant af Admiralen. Sidenefter har Rygtet udspredt, at han i London var henvist til Keiser Alexanders Hovedkvarter i Frankrige, eller, som andre vil, til Castlereagh, der og skal være paa Fastlandet, formodentlig for at indsætte en Bourbon paa Thronen. Det er forresten umuligt at vide noget herom endnu. Vi leve desuden som i det inderste af Siberien med Hensyn til det øvrige af Europa. Nu og da en svensk Avis, stundom og en engelsk, samt især „Aalborg Avis“ er alt hvad Politisk vi erholde og meddeles gjennem „Tiden“. For Øieblikket vide vi Intet om Napoleon, uden at han har været saa aldeles bragt i Knibe, at de fiendtlige Armeer vare Paris nær paa 5–6 gr. Mil. Men i Slutningen af Februar Maaned skal han saaledes have manøvreret med dem og tillige slaaet dem, at de allerede skulle være ude af Champagne. Der siges dernæst, at en Fredskongres er begyndt i Chatillon, men at man vil slaaes under Forhandlingerne; jeg haaber endnu, at han driver Russer og Alt ud af Frankrige og over Rhin. Hvad man skal ønske med Hensyn til vort Norges Stilling, er skjult endnu. Vedbliver Napoleon at seire, da behøver England Kronprindsen af Sverige og maa altsaa smigre ham; gaar Napoleon under, saa kommer Kronprindsen af Sverige hjem og kan anfalde os. Marcus Pløen reiste med C. Anker til London, formodentlig for at kjøbe Korn og Levnetsmidler. Assessor Krohg er strax ved Passagens Aabning gjennem Sverige reist til Danmark i samme Ærinde. Gid begge Missioner maatte lykkes. Den ulykkelige Is har været til største Hinder for os. Breve fra Kjøbenhavn af 15de Marts fortælle, at man endnu kjørte paa Havisen fra Aarhus til Kallundborg, 12 Mile over Søen. Dette indtræffer vel neppe en Gang hvert 25de Aar. Hvis denne Is ei havde været om Jyllands Kyster, havde vi sikkert i denne Uvisheds og Underhandlings Tid faaet tilført en 100,000 Tdr. Efter Rygtet har man baade Villie og Hjerte til at give os samme. Der skal endog være gjort betydelige Subskriptioner i Danmark til Kornindkjøb. Ja, man nævner endog den store Sum af £ 10,000 samt en Eriksen som Subskribent for 50,000 Rbd. N.-V. Dette er vel for overdrevet; imidlertid glæder det mig paa de Danskes Vegne, som derved udmærke sig paa en hæderlig Maade og samle gloende Kul paa de exalterede Norsksindedes Hoved, der anse fast ingen for Mennesker uden Norske og Engelske, som Wessel meget rigtigen har sagt. Rygtet fortæller og, at Dronning Maria skal have sagt til Staldmester Kaas’s Kone, som ankom den 18de Marts fra Kjøbenhavn: „Hils vor gode Kusin, at vi glæde os hjertelig „over, hvad han har foretaget i Norge. Vi haabe, det ei vil „vare længe, før Danmark og Norge atter ere forenede“. Denne Forening har imidlertid saare Mange meget imod. Jeg har hørt tale om, at flere Byer ville give deres Repræsentant Instrux paa Rigsdagen og deri fastsætte den Betingelse, at Norges Regent ei maa modtage nogen fremmed Throne. Dette er da at tilintetgjøre for stedse en mindelig Forening af de skandinaviske Riger[17]. Formodentlig vil saadan Paastand gjøre, at Prindsen reiser til Danmark, og da blive vi formodentlig svenske, skjønt jeg og har hørt nævne, at man i saa Tilfælde vilde tilbyde enten Prinds Friederich af Hessen, vor gamle, godmodige Vicestatholder, eller en Prinds af Augustenborg eller Gustav den 4des Søn Regentskabet i Norge. Bedst synes mig det er, at vi holde paa den Mand, vi have, og som allerede er kjendt iblandt og med Folket. Jeg haaber ogsaa, dette vil ske; men hans Adjutanter handle virkeligen urigtigen af lutter Tjenesteiver, idet de skulle skjælde og smælde over, at man ei er Prindsen noksom hengiven, ytre, at han vil blive nødt til at reise herfra og overlade Norge til sin Elendighed, etc. etc. En Mand skal have givet en saadan vredladen Adjutant det Svar: „Jeg elsker Prindsen meget, men jeg elsker Norge end mere!“

Søndagen den 10de April.

Paa denne med Hensyn til Veir og Luft (10° varme i Skyggen) saare skjønne Dag begynder da den i Norges Aarbøger saare mærkelige Rigsforsamling; give Gud, at den maa falde ud til Norges Bedste. Man trøster sig med de mest glade Forhaabninger, og man underholdes med de bedste Rygter fra England, ligesom og 7000 Tdr. Korn skal være ankommen til Bergen fra Skotland. Der er vel ingen Tvivl om Nationens Stemme i England, men destomere om den engelske Regjerings. Igaar, den 9de April, ankom en svensk Udsending, en Landshøvding[18], som holdt Konferencer med Prindsen og skal opholde sig nogle Dage i Byen, maaske til Prindsen kommer tilbage med sin Suite fra Eidsvold; thi aldrig kan jeg tro, at han enten selv bliver der eller lader nogen af sit ukaldede Følge blive der. Jeg saa igaar en Skrivelse fra v. Essen til det norske Folk, dat. 31te Marts, hvori han skjælder paa Prindsen og forunderligt nok paa de danske Embedsmænd, der forføre Folket, medens man her i Landet skjælder paa de danske Embedsmænd og gjerne vilde have dem bort alle tilhobe, da enhver, som ei er bleven vugget paa norsk Grund, nu heder en Udlænding og bør som saadan udelukkes fra Alt; idetmindste klinger det saa hos alle vore Skriblere og i de samtlige 9 Konstitutioner, som jeg for mine Synders Skyld er bleven sat til Censor over, og som jeg nu lykkeligvis er bleven færdig med at halshugge.

Alt har forresten gaaet sin gamle jevne Gang, og ikkuns AvisSkribenterne have kjævlet, ligesom vel og mangen Sel-skabsdisput er bleven holdt; jeg har taget det Parti at gaa lidet i Selskab og ikke indlade mig. Jeg har ærgret mig over, at jeg maatte antage det for rigtigt at være forsigtig endog mod nogle af mine Omgangsvenner, som tillige have ladet hemmelighedsfulde. Treschow har skrevet en Konstitution, som ei videre har fundet Prindsens Bifald og skal efter Br.[19] Sigende mangle Enhed. Besynderligt! Treschow er yderst ustadig i sine Sætninger og langtfra ikke den faste Mand, saavidt jeg tror.

DHrr. Regjeringsraader begynde, som det synes, allerede at antage et fornemmere Væsen. (Om Regjeringsraadet se „Tiden“, 2den Aarg. 1ste B. No. 73). Man fandt den meddelte Rang noget overflødig; man kritiserede ogsaa adskillige Valg, maaske fordi man selv havde Lyst til Posten – noget mindre pompøst synes imidlertid det Hele, som en blot interimistisk Foranstaltning, at kunne have været. Den 1ste April var jeg i Assemble hos Colletts. Da var Conr. Falsen[20] kommen fra Fladstrand og fortalte, at Napoleon havde den 7de Marts tabt et stort Slag og derved alle de Fordele, han havde vundet i hele Februar Maaned; imidlertid staar han endnu som en vældig Kjæmpe og forsvarer sig med Stumperne af sin Krigshær. Senere have Breve af 20de Marts fra Kjøbenhavn fortalt, at han atter har totaliter slaaet Russerne og sluttet Vaabenstilstand med Østerrigerne; ja, man siger endog, at disse have truet med atter at vende deres Vaaben, ifald de Allierede ei vilde slutte Fred. Den 3die April var jeg hos Prindsen til Taffels, hvor Biskop Bugge snakkede os for en hel Del og gjorde Løier med Landsdommer Nansen.

Den 6te April holdtes Mødet i Selskabet, hvor de fleste Direktører prostituerede sig ved at læse op deres Indberetninger. DHrr. se altsaa, at det ei er saa let en Sag at staa frem offentlig, som man i Almindelighed forestiller sig, og kan maaske dette virke mere Tolerance mod offentlige Talere. Efter Mødet var stort Taffel hos Prindsen. Slige smaa Observationer forglemte Prinds Friederich stedse.

Den gamle Admiral Lütken har nu havt Husarrest i en 14 Dages Tid og vil formodentlig reise ned, da han ei faar Lov efter ordre at afseile med Briggerne. Det er ellers uvist, hvad der bliver af disse. Oberst Arenfeldt er sendt til Kristianssand for at lægge Beslag paa dem.

Den 7de April gjorde jeg hos Omsen Bekjendtskab med Præst Grøgaard, der er en jovialsk Mand og et lyst Hoved. Saa ganske antisvensk forekom han mig ikke, og dette skal være Tilfældet med de Fleste fra Vestlandet, selv med Wergeland. Lad dem nu trætte paa Eidsvold.

Torsdagen den 21de April.

Nu have vi da i mange Dage været plaget med forskjellige Rygter fra Rigsdagen af. Den 10de April begyndte da denne mærkelige Forsamling dermed, at de Deputerede tilligemed Prindsen og hans Suite mødte i Eidsvolds Kirke, hvor Professor Leganger skal have holdt en umanerlig smigrende Tale for Prindsen og skal derfor endog være irettesat af denne; imidlertid fik Hr. Pastoren godt Offer, da de Deputerede ginge til Offers. Dernæst mødte man paa Eidsvold, hvor Prindsen modtog Enhvers Fuldmagt og Adresse, der bleve efterseede af Regjeringsraad Sommerhjelm og de 2de Bisper. Derefter spistes ved 3de Taffeler. Den 11te holdt Prindsen sin Tale (se „Tiden“ No. 84), og Valget skeede paa den første Præsident, hvortil valgtes Peder Anker, og til permanent Sekretær Christie, Sorenskriver fra søndre Bergenhus. Prindsen forlod Samlingen, og nu blev man enig i om at vælge en Kommitte af 6 Mand, der skulde foreslaa et Reglement for Forhandlingernes Gang paa Rigsdagen samt udarbeide en Takadresse til Prindsen. Ligesaa blev foreslaaet at vælge en Kommitte af 15 Mand, der skulde gjøre Udkast til Konstitutionen; dette Valg blev imidlertid opsat indtil næste Dag efter en Motion af Grev Wedel. Den 12te April oplæstes Takadressen („Tiden“ No. 85) for Forsamlingen, og blev fastsat, at den høitidelig skulde overleveres Prindsen af de 3de Embedsmænd og af Kommitteen, som havde udkastet den. Ved denne Adresses Affattelse forefaldt den første Debat, da Wergeland foreslog for Forsamlingen in pleno, hvad han ei havde kunnet drive igjennem i Kommitteen, nemlig, at dette Tillæg skulde feies til Adressen, at Rigsforsamlingen anmodede Prindsen om at vedblive Regjeringen, indtil Konstitutionen var færdig. Dette blev imodsagt, og Wergeland holdt nu en lang Harangue, hvori han blandt andet lod indflyde den Sætning, at de danske og norske Embedsmænd, der havde været samlede paa Eidsvold den 16de Februar, havde tilranet sig Nationens Suverænitet og forledet Prindsen til at usurpere samme. Her maatte da Præsidenten, Kammerherre Anker, og Sverdrup, som de, der dengang havde været tilstede, forsvare sig, og blev Wergeland tillige gjendrevet selv af dem, der forresten henhøre til det saakaldte svenske Parti. Især skal Grev Wedel derved have udmærket sig, som maa være saa meget mere sandt, som hans Modstandere selv paastaa det. Wergeland faldt altsaa igjennem med sin Motion; forunderlig er det ellers, at denne nu saa stridbare Mand skal i Selskab her i Byen med Prindsen have vist sig saare krybende.

Derpaa gik man over til Valget af de 15 Mand til at udkaste Konstitutionen. Om Natten i Forveien var bleven opfanget en Seddel, som cirkulerede mellem Bønder og Soldater, med Forslag af 23 Kandidater til at vælges som Konstituenter, og hvilke alle vare af det saakaldte svenske Parti, hvorved dettes Hovedstyrke saaledes blev røbet. Man er ellers, som almindeligt er ved enhver Revolution, altfor tilbøielig til uden videre Eftertanke og nøiere Overveielse at bryde Staven over hver den, som ei følger den almindelig antagne Mening, og at tillægge Modpartiet det i Hverdagssproget forhadte Navn af Svensk. Naar dette Modparti ikke ledes af private Hensigter og Egennytte, men har og giver Grunde for deres Meninger, saa bør ingenlunde kastes Haan paa samme, dels fordi Forsamlingen holdes, forat de forskjellige Meninger kunne drøftes og de bedste Resultater deraf vælges, dels fordi hver ærlig Mand her bør sige frit sin Mening, hvorlunde han tror, at Norges Vel kan fremmes og den gjorte Ed om Norges Selvstændighed fyldestgjøres. Til selvstændigheden er svoret, men ei til noget Dynasti. Kort, Publikum er ingenlunde billigt imod Modpartiet, som jeg, ifølge den almindelig antagne Benævnelse, herefter vil benævne det. Som Formænd for dette Modparti nævnes: Grev Wedel-Jarlsberg[21], Pastor Wergeland, Byfoged Dahl fra Frederikshald, Jacob Aall fra Nes og Pastor Grøgaard; som de mindre betydende: Ole Cl. Mørch fra Kristianssand, Sorenskriver Blom og Bonden fra Jarlsberg, Sorenskriver Bryn fra Robyggelaget, Amtmand Løvenskiold og Foged Cloumanm fra Bratsberg m. Fl.

Voteringen gik for sig paa 15-Mands-Kommitteen, der kom til at bestaa af Sorenskriver Falsen som Præsident, af Diriks som sekretær og af Rein, Rogert, Hegermann, Jac. Aall, Wergeland, Wedel-Jarlsberg, Stabell, Sverdrup, Kammerherre Petersen, Kaptein Motzfeldt, Omsen, Midelfart og Provst Schmidt.

Fra 12te til 16de April havde Kommitteen færdig 11 punkter som Grundsætninger for Konstitutionen. Den 16de leveredes den første Batalje over det første Punkt: „Norge bør være et indskrænket, arveligt Monarki“. Det store Parti havde mærket, at der var hvervet Stemmer for at udelukke Kongetitelen, naar denne Grundsætning debatteredes. Det hvervede og paa sin Side og besluttede at overraske Modpartiet. Derfor fremstod Kapt. Holck, en determineret Mand, og foreslog som Tillæg til Grundsætningen: Norge bør være et frit, uafhængigt Rige og Regenten føre Titel af Konge. Falsen, Sverdrup, Christie og Omsen understøttede Motionen. Da fremstod Wergeland og forelæste en lang og, som der siges, kjedsommelig, lærd Afhandling, hvoraf 3die Parten havde medtaget over 1 Time, hvorfor der blev raabt à l’ordre. Dog fik han endnu af Præsidenten, Anker, Tilladelse at meddele et Stykke, men paalagdes da af denne Silentium. Nu foregik adskillige Debatter. Modpartiet holdt paa Rigsforstander-Titelen, og Løvenskiold klagede over at være overrasket og forvirret. Om denne Mand anføres det som en Synderlighed, at han kom til Rigsforsamlingen uden at have aflagt Ed, og havde han i den Anledning en heftig Konference med Prindsen. Omsider maatte Hr. Løvenskiold give sig. Efter mange Indsigelser og Exceptioner skred man endelig til Votering, og fik det store Parti tillige fremtvunget den Bestemmelse, at der skulde voteres med lydelig Stemme og ei med Kugler, hvilket var et vel ikke saa ganske ærligt Krigspuds. Udfaldet blev og, at Tillægget blev antaget med en Majoritet af 78 mod 29 Stemmer. Man ser altsaa, at begge Partier bruge Krigslist. Dernæst bleve de fleste andre Grundsætninger antagne, saasom om Trykkefriheden, om Folkets lovgivende Magt og Beskatningsret. Den 18de April skulde det andet store Slag leveres; derom haves endnu ingen Efterretninger blandt Publikum.

Torsdagen den 28de April.

I Søndags, den 24de April, gik Vandet op ved Bryggerne, men laa endnu ude ved Smaaøerne. Den 26de var der klart Vand, men først den 28de kom der Skibe ind, omtrent en 15 Stykker, hvoraf dog de fleste vare fra Vestlandet med Fisk. Gid der saaledes maa vedblive at gaa og komme Skibe den hele Sommer igjennem. Der averteres i Aviserne om en svensk Kaper, som gaar ved Helgeraaen; det kunde synes at være i sin Orden at sende en af Briggerne did for at tage den Person. Man smigrer sig med det Rygte, at Englænderne ei ville taale noget armeret Skib paa Søen, og at de allerede have taget 2de svenske Kapere; men Rygter høre vi nok af, og Intet vide vi. Vi leve som i et rent Siberien, eller omtrent som vore Forfædre, forinden Postvæsen og fast Kommunikation existerede, maa have levet. Som en Sjeldenhed har jeg spildt flere Timer paa at læse „Dagen“ fra Kjøbenhavn fra 18de Marts til 2den April. Skjønt de ei indeholdt stort, var det dog som et kjært Minde om den gamle gode Tid, da man hver Uge havde tvende Gange sine Aviser at forlyste sig med; sandelig, man skjønnede ei ret paa, hvilken Lykke vi nød, før det ulykkelige 1807. Den 9de Marts og følgende Dage have været blodige i Frankrige. Rygtet siger nu, at de Allierede ville aldeles dethronisere Napoleon, og at de den 31te Marts ere rykkede ind i Paris. Napoleon skal have trukket sig mod Lyon, men hans Ven Rosenkrantz mener, at han allerede har skudt sig. Gud ved, hvordan det staar; men saare farligt ser det udfor den fordums saa vældige Mand. – Østerrigerne ere slagne med Blindhed.

Med vor Rigsdag skal det gaa rask frem, men man lever næsten i fuldkommen Uvished om, hvad der foretages. Derover doleres stærkt, og ikke saa ganske uden Aarsag; helt besynderligt er det, at „Rigsdagstidenden“ ei kommer oftere ud og ei er offentlig at faa; vi ere endnu i fuld Barndom med vore fleste Indretninger.

Den 18de April stod en haard Kamp mellem de 2de Partier paa Eidsvold, da Falsen foreslog at nedsætte en Finants-Kommitte for at undersøge Landets Resourcer. Denne Kommitte valgtes endelig den 19de April og bestaar af følgende: Amtmand Krogh og Foged Collett samt Kjøbmændene Stoltenberg, Peter Schmidt, Rosenkilde, Gabr. Lund, O. Cl. Møroh, Rolfsen og Meltzer. Derimod forkastedes Minoritetens Forslag, at Rigsforsamlingen skulde blande sig i Diplomatiken og sende Budskaber til Naboen for at høre, hvad der fordredes af Folket. Wergeland skal i den An- ledning have holdt en, som Modpartiet siger, impertinent Tale, og det in pontificalibus. Det blev tillige vedtaget, at Rigsforsamlingen, før den adskilles, skal udvælge en Lov-Revisions-Kommitte, der kan arbeide for og gjøre Forslag til Forandringer i Lovene, saasnart den nye Repræsentation moder; man antager altsaa, som vel og er rigtigt, at den nærværende Rigsforsamling ingen lovgivende Magt har undtagen i at bestemme Grundloven; men paa hvad Grund er da denne Forsamling berettiget til at vælge Kongen? Jeg tror fast ikke, at Prindsen lader sig vælge til Konge af denne Forsamling, men vedbliver, som hidtil, at fore Regjeringen. Den 20de blev afgjort, at ikkuns Embedsrang skulde beholdes, men at Kongen kan uddele Ordener. Den 21de April blev Repræsentationen bestemt, og at den skal kaldes Storthinget samt deles i 2de Kamre, Lagthing og Odelsthing.

Prindsen er atter paa Eidsvold, og hans Nærværelse skal virke mægtig paa P. Anker. Forresten gaar det langt roligere til paa Eidsvold, end Rygterne fortælle det her i Kristiania.

Onsdag den 9de November Kl. 7¾ om Aftenen.

I dette Øieblik tordne Kanonerne med 9 Skud fra Fæstningen og forkynde saaledes, at Norges nyvalgte Kronprinds, Carl Johan, og Sønnen Oscar ere ankomne paa Egeberg og derfra beskue den illuminerede By.

Mange Ting have forvandlet sig, siden jeg sidst skrev i denne Bog. Kong Christian Frederik er borte, og man skyder til Ære for den Fyrste, imod hvem Kanonmundingerne for 2de Maaneder tilbage vare vendte.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Jevnfør Bladet „Tiden“ for 25de December 1813.
  2. Den 27de December 1813 afgik Sø-Kapteinløitnant A. Krieger fra Frederiksværn med Orlogs-Briggerne „Lolland“, „Seagull“ og „Samsø“, ankom den 29de s. M. med de tvende førstnævnte til Fladstrand og afgik igjen derfra den 31te med omtr. 60 Kornfartøier. Den 2den Januar 1814 var den hele Konvoi lykkelig kommen over til Norge i Havn paa Vestsiden af Kristianiafjorden, medbringende omtr. 40,000 Tdr. Korn foruden en Mængde Brændevin og andre Provisioner. Jvfr. „Tiden“ for 3die og 8de Januar 1814 samt „Kampen om Norge“ af Sørensen, 2den Del S. 97.
  3. Destoværre er Glückstadts Erobring senere bekræftet. Rygtet om Slag var derimod aldeles falsk; nei, man var uden Tvivl bange for Trøien.

    Forfatterens Anmærkning.

  4. Var tilsagt, men brak Skaager paa Veien, betænkte sig og vendte tilbage; formodentlig er han som brændt Barn bange for Ild.

    Forfatterens Anm.

  5. Dette er alligevel senere modsagt

    Forfatterens Anm.

  6. Kristiania Marked afholdtes i 1814 den 8de, 9de og 10de Februar.
  7. Se „Intelligents-Sedlerne“ No. 11.
  8. I en Skrivelse fra Konferentsraad Carsten Anker til Biskop Bugge i Trondhjem af 16de Februar 1814, hvilken Skrivelse læses i „Illustreret Nyhedsblad“ for 1858, Side 7, opregnes som Deltagere i Mødet foruden de her nævnte Mænd tillige Oberst Arenfeldt, Forsamlingen har altsaa talt 21 Medlemmer. Af de mødende vare Haffner, Lütken, Bech, Falbe, Haxthausen, Sommerhjelm og Arenfeldt danskfødte eller af dansk Familie.
  9. Gaarden Økern ved Kristiania eiedes og beboedes af Grosserer, Kaptein Ludvig Mariboe.
  10. David Thrane var Grosserer i Kristiania. En Søn af ham er den i vor Tid uheldig bekjendte Marcus Thrane.
  11. Skjöldebrand.
  12. Rosenkrantz eiede og beboede det Hus i Dronningens Gade i Kristiania, som i en sildigere Tid blev indrettet til Hotel under Navn af „Hotel du Nord“.
  13. d. e. Raadstuepræsidenten eller det første Medlem af Byens Magistrat, Joh. L. Bull.
  14. Grosserer og Broder af den tidligere nævnte David Thrane.
  15. Ellingsrud er en Gaard i Lørenskogens Annexsogn til Skedsmo, omtr. 1 Mil østenfor Kristiania, og tilhørte dengang Grosserer og Veimester Iver Steen. At det blev befalet Holst ikke at holde Valgmødet i Kristiania, er forresten for stærkt sagt, da der, efter hvad Statsraad Holst selv har sagt Meddeleren under en Samtale i 1860, kun „paa fjern Haand“ blev givet ham Antydning om, at Prindsen ikke ønskede, at Valget skulde foregaa i Kristiania. Holst tillagde ved samme Leilighed, at der ikke tidligere havde existeret nogen Forbindelse imellem Prindsen og Falsen, som han (Holst) endogsaa betvivlede vare synderlig kjendte med hinanden. Han antog derfor heller ikke, at Prindsen havde havt det Ringeste at bestille med Falsens Grundlovs-Udkast. At Falsen senere ligesom arbeidede Prindsen i Hænderne, kom, mente Holst, ikke af nogen imellem dem truffen Overenskomst, men alene deraf, at Falsens Overbevisning om, hvad der tjente til Landets Vel, faldt sammen med Prindsens Planer. Hvorledes Falsen og Adler kom til at arbeide sammen paa Grundlovs-Udkastet, vidste Holst ingen Oplysning at give om. Han saa aldrig Adler paa Vollebæk, hvor han (Holst) dog selv ofte var, navnlig paa sine Thingreiser. Af min Fader har jeg heller aldrig hørt omtale, at der skulde have bestaaet nogetsomhelst nærmere Forhold imellem Prinds Christian og Chr. M. Falsen, hvilken sidste hørte til min Faders nærmeste Vennekreds. Om Anledningen til, at Adler og Falsen kom til at arbeide sammen paa Grundlovs-Udkastet, erindrer jeg ikke at have hørt min Fader udtale sig, hvorimod jeg tror at have Erindring om, at han tillagde Adler Forfatterskabet af Indledningen til og den almindelige Del af Grundlovs-Udkastet, men Falsen Forfatterskabet af de specielle Bestemmelser i Udkastet.
  16. Med Platous Ansættelse ved Kristiania Kathedralskole gik det saaledes til: Professor Moldenhawer, der var Medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde skoler samt en meget formaaende Mand, kaldte en Dag Platou til sig og opfordrede ham til at modtage Lærerposten i Historie og Geografi ved den nævnte Skole efter Sverdrup, der var kaldet til Professor ved Universitetet. Da Platou fandt sig vel og tjente godt i Kjøbenhavn som Lærer ved et Par betydelige Instituter, syntes han ikke om at „gaa op til Norge“, men Moldenhawer vedblev at trænge paa, at han skulde modtage den tilbudte Adjunktpost. Da Nordmændenes ønske om et Universitet ikke lod sig realisere, var det, sagde han, af sær Vigtighed at udstyre Kristiania lærde Skole med dygtige Lærere, og længe skulde det ikke vare, førend han (Platou) skulde blive befordret til Overlærer. For ikke at lægge sig ud med en Mand, der vilde kunne lægge Hindringer i Veien for hans fremtidige Befordring paa Embedsbanen, føiede Platou sig da efter hans Ønske, tog i Hast den befalede Seminarie-Examen med bedste Karakter og reiste i April Maaned 1803 op til Kristiania, hvor Sverdrup ventede paa ham for at blive afløst.
  17. At de skandinaviske Folk af Naturen ere henviste til paa det Nøieste at slutte sig sammen, var fra tidlige Dage Platous Anskuelse. Den udtalte sig i et Skoleprogram, han udgav om Høsten 1808, altsaa midt under Krigen med Sverige. I dette Program, hvis Hovedindhold var en historisk Fremstilling af Begivenhederne i Norge under den nordiske Syvaarskrig 1563–1570, gjør han med indtrængende Ord opmærksom paa, hvor sørgeligen de skandinaviske Folk havde raset imod hinanden efter Kalmar-Unionens Ophævelse. Samme skandinaviske Anskuelse fremtræder i Platous om Høsten 1809 for det dramatiske Selskabs Scene forfattede Prolog „Fredshaabet eller Trillingsøstrene i Nord“. Her personificeres de 3 nordiske Riger i 3 Trillingsøstre og Skjoldmøer, Nora, Dana og Svea, som falde i hinandens Arme under Ønsket om Fred „imellem alle Skandinaver“. I sit i 1825 udgivne Udtog af de skandinaviske Rigers Historie udtaler han ogsaa, efterat have berørt Aarsagerne til Kalmar-Unionens Opløsning, at en Forening imellem de skandinaviske Riger alligevel synes saa naturlig, at den vel engang i Tidens Fylde under bedre og lykkeligere Omstændigheder vil kunne gjenoprettes.
  18. Det var ingen Landshøvding, men Heredshøvding Flach, som af Grev Essen var afsendt med en ny Opfordring til Prindsen. Se Y. Nielsens „Breve fra Grev Essen“, Side 29.
  19. Formodentlig menes her Generalauditør Anker Bergh, en af Forfatterens Omgangsvenner.
  20. Conrad Falsen, Broder af Sorenskriver Christian Magnus Falsen, dansk Søofficer.
  21. Blandt min Faders Papirer har jeg fundet følgende Billet til ham fra Grev Wedel: „Kantonnements-Kvarteret Lysager i Eidsvolds Præstegjeld den 10de April 1814. Undskyld, bedste Professor, at jeg ifølge Deres gode Løfte tager mig den Frihed at anmode Dem om at skaffe mig hertil Burnets Histoire de son temps, IV. Bind, hvori omhandles Foreningen imellem Skotland og England. Jeg var hos Dem i Forgaars Aftes, men havde ikke den Fornøielse at træffe Dem. Har De noget interessant at sende mig angaaende det, vi sidst omtalte, saa stoler jeg paa Deres gode Løfte. Jeg formoder, at man fra Prindsens Hus sørger for Breves og Pakkers Befordring – Anstalterne ere usle. Igaar ingen Aftensmad. Idag ingen Frokost. Vale et fave toti tuo

    H. Wedel-Jarlsberg“.