Om Frederik II.s paatænkte lothringske Giftermaal og om Danmarks Forhold til de Grumbachske Uroligheder

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Danmarks og Norges Konge Frederik II giftede sig først isin Alders otte og tredivte og sin Regjerings fjortende Aar. Aarsagerne til, at han saalænge udsatte et Skridt, som regjerende Fyrster og Thronfølgere i Regelen have anseet det nødvendigt at foretage i en yngre Alder, have imidlertid hidtil været lidet kjendte. Endog Werlauff, der i en særegen Afhandling har behandlet den berømte Fyrstindes Levnet, som omsider blev Frederiks Dronning[1], har til Forklaring af denne Kjendsgjerning maattet indskrænke sig til at anføre en Ytring af Historikeren Anders Sørensen Vedels Ligtale over Kongen, der paa en hemmelighedsfuld Maade lader Læseren ane tidligere Underhandlinger og Ægteskabsplaner, hvis Opgivelse Taleren betragter som et Held[2].

Et bekjendt Sags har fortalt om, at Frederik, medens han i Faderens sidste Leveaar holdt Hof paa Malmøhus, skal have havt en Kjærlighedshistorie med en ung adelig Jomfru, den senere Rigshovmester Hr. Eiler Hardenbergs Datter. Men denne romantiske Historie vides ikke at være fremkommen i Literaturen førend i Aaret 1776, da den med Et uden Angivelse af Hjemmel dukker frem i en Skolebog, hvis Forfatter rigtignok var P. F. Suhm[3]. Sagnets Kilde er fremdeles ubekjendt, og, om man end ikke ligefrem kan afvise det som fuldstændig opdigtet, kan det paa den anden Side heller ikke tillægges synderlig Vegt. Og allermindst bør dette Forhold, om det har existeret, antages at have været nogen Hovedgrund til Kongens lange Ungkarlsliv.

Da Werlauff skrev sin ovennævnte Afhandling, havde hverken han eller vore øvrige Lærde havt Anledning til at benytte den Hovedkilde til Aarhundredets politiske Historie, som de saakaldte „ausländische“ Registranter eller Kopibøgerne for Regjeringens tydske Brevvexling med fremmede Magter, tildels ogsaa med Privatmænd i Udlandet, frembyde. Disse værdifulde Bøger, der begynde med Aaret 1540 og nu findes i Geheimearkivet, henlaa tidligere i det tydske Kancellis Arkiv, hvor neppe mere end en Videnskabsmand har benyttet dem i nogen omfattende Grad. Dette var den lærde og flittige, men i Literaturen kun lidet bekjendte Forsker, Justitsraad Christian Eberhard Voss, en født Kjøbenhavner, men af Dannelse væsentlig Tydsker, der i 1771, dengang allerede 65 Aar gammel, blev Arkivar for det tydske Kancelli og derpaa i 1780 Schønings Eftermand som Geheimearchivarius. Denne Mands værdifulde, endnu kun for den mindste Del benyttede Excerpter vise iblandt Andet, at han ogsaa har kjendt den sande Foranledning til den lange Udsættelse af Frederik II’s Giftermaal[4]. Denne har – næst den lange Syvaarskrig, der selvfølgelig maatte give Kongens Tanker en hel anden Retning – i Virkeligheden været, at flere Planer til passende fyrstelige Partier mislykkedes. Blandt disse Underhandlinger med fremmede Hoffer have igjen de mærkeligste gaaet ud paa et Parti mellem Danmarks unge Konge og hans Frænke, Christiern IIs Datterdatter, prindsesse Renata af Lothringen. Ved denne Forbindelse tilsigtedes at bringe det gamle indædte Had og Fiendskab mellem begge de kongelige Linjer af det oldenborgske Hus til endelig Forsoning paa en Maade, der skulde være bleven et Sidestykke til Rosekrigenes Afslutning ved Henrik af Richmonds og Elisabeth af Yorks Bryllup. Allerede dette giver denne Giftermaalsplan en høiere Interesse, end de fleste andre saadanne, hvorpaa vor som andre Rigers Historie naturligvis ikke lider Mangel. De Dokumenter, hvori Forhandlingerne foreligge, frembyde tillige saamange interessante Oplysninger til Tidens Politik, at en kort Fremstilling af denne Sag, og hvad dermed staar i Forbindelse, vil forsvare sin Plads.


I.

Af Christiern IIs Børn med Isabella af Østerrige vare to Tvillingsønner døde i en spæd Alder. De øvrige vare Sønnen Hans og Døtrene Dorothea og Christine. Den førstnævnte, om hvis Anerkjendelse som dansk Thronfølger der i Frederik Is Tid var alvorlig Tale, og hvem Nordmændene under Faderens ulykkelige Norgestog hyldede som Rigets Arving, døde allerede 1532 i Regensburg, fjorten Aar gammel. Døtrene, der efter Moderens tidlige Bortgang og Faderens Fangenskab opdroges af Mosteren, Maria, Enkedronning af Ungarn og Statholderinde i Nederlandene, bortgiftedes begge i en ung Alder i den habsburgske Politiks Interesse.

Til den ældste, Dorothea (f. 1520), antoges de Fordringer paa Nordens Krone at være gaaede i Arv, der vel intet Medhold havde i de skandinaviske Rigers Statsret, men som dog alligevel, ledsagede af tilstrækkelige Stridskræfter, nok kunde have stor Betydning. Hun fik i September 1535 til Mand Pfalzgreve, siden Churfyrste Frederik II af Pfalz, der paa denne Maade skulde belønnes for sin mangeaarige tapre Tjeneste i de habsburgske Brødres Krige[5].

Den yngre, Christine[6], den smukkeste og talentfuldeste af Søstrene (f. 1521), var allerede i Mai 1534, altsaa endnu før den ældre søsters Bryllup, bleven den sidste milanesiske Hertugs, Frantz II Sforzas, Gemalinde, men blev i det følgende Aar, 1535, fjorten Aar gammel, Enke og sendtes nu foreløbig tilbage til det burgundiske Hof i Nederlandene, medens Hertugdømmet Mailand som et keiserligt Rigslen inddroges af Carl V og under Form af Forlening til Sønnen Philip forenedes med de vidtløftige habsburgske Familjebesiddelser. Flere Partier paatænktes for hende i den følgende Tid, bl. A. i 1537 Hertugen af Cleve og to Aar senere Henrik VIII af England, som allerede havde ladet hende male af Hans Holbein[7]. Et Tilbud, som Grev Christopher af Oldenborg, Grevefeidens bekjendte Høvding, i Slutningen af hin Feide skal have vovet at gjøre denne Keiserens Søsterdatter, blev ikke fundet Svar værdigt. Endelig besluttede Carl V at bortgifte Christine til Hertug Anton af Lothringens ældste Søn og Arving Frants, og deres Bryllup fandt Sted i Brüssel den 10 Juli 1541. Keiserens Hensigt var paa denne Maade at drage Lothringen bort fra den franske Indflydelse, som, især gjennem de med den regjerende Hertugfamilie beslægtede Guiser, længe havde gjort sig gjældende i den lille Stat, medens det lothringske Hof selv synes at være lokket at Haabet om paa den Maade lettere at erhverve Geldern, hvis nylig afdøde Hertug, Carl Egmond, var en Morbroder at Hertug Anton. Denne sidste Beregning skuffedes imidlertid fuldstændig, thi da Carl V i 1543 saa sig istand til at erobre Geldern fra Hertugen af Cleve, som med stændernes Samtykke havde taget Landet i Besiddelse, beholdt han sin Erobring for sig selv og forenede den med sine burgundiske Nederlande. Den 8 Mai 1544 døde Anton af Lothringen, og Sønnen Frants blev regjerende Hertug, men da ogsaa han Aaret efter, 1545, afgik ved Døden, saa Christine sig, fire og tyve Aar gammel, atter i Enkestand og denne Gang for bestandig. I sit sidste Ægteskab havde hun tre Børn, Sønnen Carl (f. 1542) og Døtrene Renata og Dorothea, den første født nitten Maaneder før, den anden tre Maaneder efter Faderens Bortgang[8]. Enkehertuginde Christine, hvem alle, baade samtidige og senere Forfattere, der omtale hende, enstemmig skildre som en mere end almindelig begavet, særlig i diplomatiske Forhandlinger duelig Dame, var nu i de nærmeste Aar Lothringens egentlige Beherskerinde i sin spæde Søns Navn, for hvem hun og Svogeren Nicolaus bleve Formyndere. Som man kunde vente, fulgte hun som Regentinde sin habsburgske Families Politik, men dette havde omsider til Følge, at Henrik II af Frankrige, da han i 1552 i Forbindelse med Moritz af Sachsen og flere tydske Fyrster begyndte Krig med Keiseren, fandt for godt at blande sig i de lothringske Anliggender. Han lod den unge Prinds Carl føre til sit Hof for at opdrages der og overdrog Landets Bestyrelse til Svogeren alene; Christine skulde kun beholde sit Livgeding. Det paastodes, at Hertugen af Guise, hvis Frieri hun skal have afslaaet, bevægede Kongen til dette Skridt. Christine forlod nu for en Tidlang Lothringen og begav sig til Elsass og derfra til Brüssel med sine to Døtre, som det udtrykkelig siges til liden Sorg for Undersaatterne i Hertugdømmet, hvis Indfødte hun skal have tilsidesat for Nederlændere og Tydskere.

Det hører ikke hid nærmere at omtale de mange Forsøg, som Christines Svoger Pfalzgreven imidlertid havde gjort paa at erholde sine paastaaede Rettigheder til Danmark og Norge godkjendte. I de første Aar kunde han nære noget Haab om Keiserens Bistand, men ved Freden i Speyer 1544 havde denne erkjendt Christian III som retmæssig Konge. Christian mente derfor i Begyndelsen, at Faren fra Christiern IIs Familie nu ei længere var synderlig værd at frygte[9], men allerede i 1545 dukker paany hans Ængstelse frem. Et Rygte var nu gjennem „en troværdig Person“ kommen den danske Konge for Øre om, at Pfalzgreven og Lothringen pønsede paa at faa istand en Forening af den siden Preussens Overgang til verdsligt Hertugdømme sunkne tydske Orden med Johanniterne, hvorefter da de to forenede Ordener skulde angribe Danmark og Preussen[10]. Kort efter i samme Aar havde Kongen faaet Nys om, at hans Fiender gjennem hans gamle, utrættelige Modstander, Grev Christopher af Oldenborg, virkelig skulde have bragt Tropper paa Benene i Stiftet Bremen[11], i hin Tid under sin lidet hæderlige Fyrstbiskop Christopher (1511–1558), (en Broder af Henrik den Yngre af Brunsvig), det stadige Tilholdssted for omstreifende Bander af tydske Landseknegte. Kort efter fik vel det danske Hof den trøstelige Efterretning, at Greven af Oldenborg var anholdt af Landgreve Philip af Hessens Folk, men samtidig kom nye Tidender om pfalziske og lothringske Rustninger ved Rhinen og om, at den aldrig hvilende Hertug Albrecht af Meklenburg atter var paafærde og lod hverve Folk i Hamburg og Lybek. Albrechts Planer skulde dog, som det fordetmeste var Tilfældet i hans senere Aar, nærmest gjelde Sverige, og den landflygtige Biskop Mogens af Skara stod i Ledtog med ham; siden Dakkefeiden opholdt ogsaa bortrømte Smaalændinger sig hos Albrecht, og Meningen var nu at reise de misfornøiede Bønder paany. De meklenburgske Søstæder skulde tvinges til at overføre Tropperne til Blekingen, og Christian lod derfor syv skibe gaa i Søen for at krydse paa Høiden af Rostock og Wismar[12]. Med denne Slags Rygter gik den største Del af Aaret 1545 hen, uden at der dog kom noget Alvorligt ud deraf. Maaske har den Kraft, som Christian IIIs Forbundne, Fyrsterne i det schmalkaldiske Forbund, i samme Aar udviklede, idet de toge Henrik den Yngre af Brunsvig tilfange[13], bidraget til at indjage Pfalzgreven Frygt, ligesom Hertug Frants af Lothringens Dødsfald i samme Sommer utvivlsomt har hindret hans Enke fra for det første at tænke videre paa Nordens Anliggender.

I de følgende Aar vedblev Spændingen, og Christian III var vel vidende om, at Pfalz og Lothringen ikke manglede Vilje til at skade ham. Imidlertid var hans Forhold til Keiseren, efterat han havde siddet stille i de stormfulde Aar 1546–1547, udentvivl blevet indtil en vis Grad venskabeligt, Pfalzgreve Frederik, nu forlængst Churfyrste, var gaaet over til Protestantismen og derved fjernet fra Habsburgerne, og han var derhos nu stærkt tilaars (født 1483 og 37 Aar ældre end sin Hustru) og endelig barnløs, saa at han manglede enhver Opfordring til at vove Noget paa Foretagender, hvortil den beleilige Tid egentlig forlængst var forbi, og hvis Udfald i alle Tilfælde maatte blive tvivlsomt. I 1555 omtales dog rygtevis en Forbindelse mellem ham og Frankrige, fremdeles mod Danmark. Christian IIIs Tilbud om Forlig paa den Betingelse, at hver af Christiern IIs Døtre skulde faa et Udstyr som Prindsesser af Danmark ( tilsidst foreslaaet til 100,000 Rdlr. for hver) mod fuldstændigt Afkald paa alle formente Rettigheder til Thronen, var bestandig blevet upaaagtet. Den 19 Febr. 1556 afgik Churfyrsten af Pfalz ved Døden. Hans Enke, Dorothea, var kun 36 Aar gammel, og der kunde saaledes være Tale om et nyt Ægteskab, hvorved altsaa Fordringerne paa Danmark skulde være gaaede over paa nye Hænder. Rygtet vidste ogsaa strax at nævne tvende Fyrster som Dorotheas Friere, den ene en Søn af Landgreve Philip af Hessen, den anden Albrecht med Tilnavnet Alcibiades, Markgreve af Brandenburg-Culmbach[14], den noksom bekjendte urolige Kriger, der navnlig i Aarene 1552–53 havde forstyrret Nordtydsklands Fred, indtil han 9 Juli 1553 led det afgjørende Nederlag ved Sievershausen, der dog kostede hans fornemste Modstander, Churfyrst Moritz, Livet. Om der har været noget Alvorligt ment mellem Albrecht og Dorothea er uvist[15]; at Markgreven i saa Tilfælde vilde have gjort Alt, hvad der stod i hans Magt, for at sætte sine Fordringer igjennem, kan vel neppe omtvivles, men han døde allerede i Begyndelsen af det følgende Aar, hvorved det Hele bortfaldt. Heller ikke kjendes efter den Tid noget særlig fra Dorotheas Side udgaaet Forsøg mod Nordens Riger, og hun kan fra nu af næsten betragtes som ude af vor Historie. Hun døde først 1580.


II.

Større Interesse for sit Fødeland og for sine formente Fordringer paa Faderens tabte Riger nærede den virksommere og dristigere Christine, der desuden havde tre Børn, hvis Fremtidsudsigter maatte ligge hende paa Hjerte. Hun befandt sig nu i Brüssel hos Philip II, der strax efter Faderens Thronfrasigelse var kommen i en Krig med Henrik II af Frankrige, hvem Pave Paul IV havde ophidset til at fornye Fordringerne paa Neapel. Til sin kjødelige Fætter Philip, som lige indtil efter Freden i Chateau Cambresis holdt Hof i Nederlandene, stod hun i det bedste Forhold, ja Philip skal endog i tidligere Dage have ønsket at ægte hende, om Faderen, der fandt Partiet med en anden Frænke, Dronning Maria af England, fordelagtigere, havde tilladt det[16]. I 1556 gjorde ogsaa Hertug Adolf af Holsten-Gottorp, Christian IIIs berømteste Broder, der længe havde tjent i habsburgsk Sold, et Besøg i Brüssel, ledsaget, som det synes, af Hovedet for Holstens Adel, Veteranen Hr. Johan Rantzau. Denne sidste knyttede her en Forbindelse med en nederlandsk Magnat, Grev Aremberg[17], Statholder i flere nederlandske Provindser. Allerede i Juli 1556 vidste Christian III, at Aremberg til Rantzau havde ladet falde Ytringer om, at Christiern IIs Døtre nærede forsonligere Tanker[18]. Ikke usandsynligt har allerede nu Planen til et Giftermaal mellem den 22 Aar gamle Prinds Frederik, der i 1542 var bleven hyldet som dansk og i 1548 som norsk Thronfølger, og den omtrent Aar gamle Renata af Lothringen været paa Bane mellem Johan Rantzau og Aremberg. Og i det følgende Aar 1557, som det synes tidlig paa Vaaren, sendte Philip II en Gesandt, Gerhard v. Bockholt eller Buchholz, til Danmark. Efterat Bockholt paa Veien havde besøgt Johan Rantzau, overbragte han et Brev fra Hertuginde Christine til hendes Fader paa Kallundborg, en Opmærksomhed, hvortil den gamle Fange var lidet vant fra sine Døtres og Svigersønners Side. I Virkeligheden har Gesandten udentvivl nærmest været afsendt for at udforske Stemningerne ved det danske Hof[19].

Medens man i det Følgende ikke mærker mere til den gamle Hr. Johan Rantzaus Medvirkning i denne Sag, erfarer man desto mere om hans Søns ivrige Deltagelse i de Forhandlinger, som nu i en Række af Aar med kortere eller længere Mellemrum bleve førte mellem Danmark og Enkehertuginden. Henrik Rantzau, født 1526, har vel ikke som Faderen vundet Ry som Krigsmand, men hans Navn var dog i det sextende Aarhundrede næsten ligesaa berømt som dennes. Han var en af Europas rigeste Privatmænd, talte Fyrster, mellem dem Philip II, blandt sine Debitorer, besad en overordentlig Lærdom og brugtes i de vigtigste Statsanliggender og anseligste Sendelser. Faa Mænd besad i den Grad Kongehusets Tillid, ja hans Forhold til Frederik II antager næsten Charakteren af Kammeratskab, Noget, hvorom allerede de Ytringer, der i det Følgende skulle anføres af hans Breve til Kongen, vine vidne. Allerede 1554 var Henrik Rantzau holstensk Raad, ved Udgangen af samme Aar havde han Hovedslottet i den kongelige Del af Holsten, Segeberg, i Forlening, og senest 1556 var han Statholder over den Trediedel af Hertugdømmerne, som Christian III havde beholdt efter Delingen i 1544[20].

Allerede den 16 August 1557 kunde Henrik Rantzau melde sin Konge vigtige Nyheder, der vise, at Giftermaalsplanen nu var i fuld Gang fra Christines og hendes habsburgske Venners Side. Statholderen i Zeeland, van Beveren[21], havde i Nærværelse af Hertuginden, hendes Svoger Nicolaus og Grev Egmont, faaet Befaling til at henvende sig til Rantzau paa Segeberg og forelægge ham Planen til et Parti mellem Frederik og Renata; det synes, at han personlig har gjort en Reise til Holsten forat søge ham. Betingelserne maatte kaldes lokkende. Den unge Hertug Carl III af Lothringen skulde frasige sig enhver Fordring paa Danmarks Krone, ja endog overdrage sin Søster og mulige Svoger, Frederik af Danmark, Successionsret til Lothringen, ifald han selv ingen Livsarving skulde efterlade. Renata vilde ogsaa komme til at arve den største Del saavel af hvad hendes Moder som ogsaa af hvad hendes Tante, Churfyrstinden af Pfalz, maatte efterlade sig, idet den yngre Søster i Renatas Interesse kunde sendes i Kloster. Der faldt ogsaa smukke Ord om, hvor heldigt det havde været for Philip II og Nederlandene i denne Krigstid, at Christian 111 havde tilladt Udførsel af Korn derhen, da der ellers skulde have opstaaet Hungersnød. Van Beveren havde ogsaa i Fortrolighed meddelt Henrik Rantzau den Nyhed, at Philip II vilde tvinge Maria Stuart, der opholdt sig ved Hoffet i Frankrige, til at vende tilbage til Skotland og ophæve sin Forlovelse med Dauphinen, for saaledes at afværge Skotlands og Frankriges Forening. Han vilde ophidse Skotterne til at true med et nyt Kongevalg, om hun ei meget snart kom hjem. Naar hun da, som han mente, vendte tilbage til sit Arverige, skulde hun ægte Keiser Ferdinands Søn af samme Navn; hertil synes det, at man vilde have Danmarks Billigelse. Henrik Rantzau raadede til, at det saaledes allerede confidentielt gjorte Tilbud burde antages. Især forekom det ham, at den Brudeskat, Renata vilde bringe Frederik, maatte blive overordentlig stor, naar man erindrede, at Udstyret til hendes Moder og Tante, hvormed Danmark stod til Rest, paa denne Maade egentlig kom til at forblive i Landet. Han tilbød sin ufortrødne Bistand til Underhandlingernes Fortsættelse og vilde gjerne personlig reise til Nederlandene, ja i fornødent Fald endog gaa til Spanien. Til Nederlandene kunde han, uden at det vakte nogen Opsigt, gjøre en Reise, ganske som om det var i egne Anliggender, opsøge v. Beveren der og i Enkehertugindens Nærværelse aftale de endelige Vilkaar[22]. Endnu fra samme Maaned (27 August) har man en ny Skrivelse fra Henrik Rantzau til Kongen, hvori den ivrige Mand glæder sig over, at Christine og hendes burgundiske Venner ikke paastode, at Christiern II skulde sættes paa fri Fod, men nøiede sig med, at han forblev paa Kallundborg.

Ganske kort efter sendtes fra Nederlandene en betroet Tjener, Andreas v. Molen, til Rantzau paa Segeberg med Instruktioner fra v. Beveren. A. v. Molen, der for at undgaa Opsigt reiste som Kjøbmand, havde Bemyndigelse til at sige, at Kongen af Spanien ønskede Giftermaalet til Befordring af venskabet mellem ham og Danmark; det var ham ogsaa paalagt at tage Prinds Frederik i Øiesyn, om Anledning gaves. Allerede i Begyndelsen af September var Andreas v. Molen paa Segeberg, men han naaede først hjem igjen i November. Maaske har han ogsaa været i Danmark, thi man erfarer af et Brev, at han reiste videre, ledsaget af Henrik Rantzau, og at han virkelig fik Prindsen at se[23].

Dog er det ogsaa muligt, at denne Rantzaus og v. Molens an er gaaet sydover, og at det har været i Tydskland, at han traf sammen med Frederik. I 1557 havde nemlig Christian IIIs Svigersøn, Churfyrst August af Sachsen, med sin Gemalinde aflagt et Besøg hos det danske Hof. August, siden 1548 gift med Anna af Danmarks den i Sachsens Historie berømte „Mutter Anna“[24], og siden Broderen Moritz’s Død efter Slaget ved Sievershausen 1553 hans Eftermand i Churfyrstendømmet, var af alle Samtidens Fyrster mest fortrolig med dansk Politik og danske Interesser[25]. Da Churfyrsten og Anna vendte tilbage, toge de Frederik og hans Broder Magnus, der siden spillede en saa ynkelig Rolle som Ivan Vasiliewitschs Svigersøn og „Konge“ i Lifland, med sig til Dresden. Hverken August eller Anna følte sig imidlertid synderlig tiltalte ved det lothringske Giftermaalsforslag. Churfyrsten synes allerede for nogle Aar siden at have foreslaaet Christian III et andet Parti for hans Søn[26], der nu ikke kjendes, og ved denne Tid interesserede han sig for en Forbindelse mellem Frederik og en af Keiser Ferdinands Døtre. Heller ikke Frederik følte Lyst til den ukjendte lothringske Brud. Dog var der ved Hoffet i Dresden Tale om, at han burde søge Leilighed til at se Renata, og at han i den Anledning burde reise til Pfalz, hvor Moderen Christine opholdt sig med Datteren paa Besøg hos sin ældre Søster Dorothea. Men heraf blev Intet. Christian III, der i sin hele Regjeringstid, ja lige siden han blev voxen, havde været plaget af de mange Ubehageligheder, som den uopgjorte Tvist med Christiern II og hans Familie voldte, ønskede gjerne inden sin Død at se denne Sag ordnet og var derfor temmelig tilbøielig til at følge Henrik Rantzaus Raad. „Es wäre (skriver han efter Sønnens Hjemkomst i Paaskeugen 1558) so es Gott versehen, nicht ungelegen durch solch Mittel beständigen Frieden nach so viel beschwerlichen Wiederungen, als uns und unsern Reichen, Landen und Leuten lange Jahr hero aus den Orten erregt, zu erschaffen“. Men, heder det endvidere i denne Skrivelse til Churfyrsten: „Weil wir erspuren, dass die bewusste Heirath von Gott nicht ersehen, und dass unser geliebter Sohn darzu nicht Neigung hat, haben wir ihm vaterlich heimgestellt in den Sachen zu thun und zu lassen.“

Endmere bestemt paa at lade den hele Sag falde maatte Christian dog blive, da han mærkede, at den snedige Enkehertnginde og hendes mægtige Venner ikke mente mere med sine forbindtlige Ytringer og Tilbud, end at de nok hellere vilde angribe Danmark med Vaabenmagt, om dertil var Anledning[27]. Et Gesandtskab fra det med Spanien matrimonialt forenede England ankom til Kjøbenhavn i April, men til Kongens store Forundring hørtes ikke et Ord om Ægteskabsplanen. I Mai dukkede endog nye Rygter frem om forestaaende Krigsrustninger, (eller som det i Tidens Sprog gjerne kaldtes „Praktiker“) i Lothringen mod Danmark. Ud paa Høsten døde ogsaa Grev van Beveren, gjennem hvem Underhandlingerne med Henrik Rantzau havde været drevne[28].

Medens den omtalte Plan foreløbig bortfaldt, vare, som man af Registranterne erfarer, andre Giftermaalsprojekter for Frederik paa Tale. Churfyrst Joachim II (Hector) af Brandenburg, Christian IIIs temmelig nære Slægtning og hans personlige Bekjendt fra Ungdommen, havde tilkjendegivet, at han kunde have Lyst til at se en Datter som dansk Dronning. Der havde ogsaa været Tale om, at Frederik paa Hjemveien fra Dresden skulde gjæste Berlin, men Christian III havde paalagt sin Søn i saa Tilfælde at give undvigende Svar paa Joachims Forslag. Et Projekt om en polsk Prindsesse, rimeligvis Anna eller Catharina Jagellonica, var bragt paa Bane af Christian IIIs Svoger Albrecht af Preussen, men blev strax ligefrem afvist. Derimod var Tanken om det keiserlige Svogerskab atter oppe i October 1558. Kongens Ytringer herom til sin Svigersøn i Dresden ere ret interessante, da de vise den afgjorte Skræk, som den ivrige Protestant Christian maatte føle for en katholsk Sønnekone[29]. Renata af Lothringen var jo dog ogsaa katholsk, uden at der med Hensyn til hende havde været religiøse Skrupler. Har man maaske tænkt sig det muligt, at denne unge Prindsesse, af hvis Familie Flere vare Protestanter, kunde omvendes til Evangeliet?


III.

Nytaarsdag 1559 døde Christian III i Kolding, og den gamle Fange paa Kallundborg overlevede ham kun faa Uger. Frederik var nu Konge. Hans første Regjeringstid optoges med Faderens og Christiern IIs Begravelse, Ditmarskerkrigen, hvori han maatte skynde sig at tage Del, for at ikke Onkelen, Adolf, skulde gjøre Erobringen paa egen Haand og beholde det hele Landskab for sig selv, Forhandlinger med Rigsraadet om Haandfæstningen, hvis hemmelige Historie er lidet kjendt, men som dog ikke synes at have gaaet af uden Rivninger, og endelig Kroningen. Forholdet til Sverige var derhos allerede nu mindre end sikkert.

Alligevel kom Ægteskabsplanerne allerede samme Aar igjen paa Dagsordenen. I Slutningen af 1558 var Dronning Maria af England død (17. November), og hendes Søster Elisabeth var Europas gode Parti. Hun blev Gjenstand for samtlige ugifte Souveræners Spekulationer. Erik XIV, Aarhundredets uheldige Frier par excellenee, plagede hende i en Aarrække med ufortrødne Ægteskabstilbud og sendte sin Broder, Johan af Finland, til London[30]. Ogsaa for Frederik II var det engelske Giftermaal paatænkt. Churfyrst August tilraadede ivrig sin Svoger at bestræbe sig for at vinde Elisabeth[31]. Denne Forbindelse vilde efter hans Mening mere end noget andet Middel kunne befri Danmark for alle Farer fra Lothringen. Disse kunde ellers være store. I 1558 var den unge Hertug Carl, Christines Sen, bleven gift med en Datter af Henrik II af Frankrige, og efter Freden i Chateau Cambresis 1559 havde Philip II ægtet en anden af de franske Prindsesser. Lothringens Fyrste var altsaa besvogret baade med Spanien og Frankrige, og disse to Magter vare nu i indbyrdes venskabeligt Forhold. Den nye Konge af Frankrige, Frants II, var gjennem sin Dronning, Maria Stuart, tillige Konge af Skotland. Mod saa mægtige Fiender kunde en Forening med England byde et kraftigt Værn. Men Frederik forstod enten ikke ret Situationen, eller han var af anden Grund utilbøielig til at lytte til Augusts Raad. Han svarede ham, at ihvorvel England var et prægtigt Rige, var det dog vanskeligt for en fremmed Herre at begive sig did; han havde ingen Tanke derpaa. Henrik Rantzau fraraadede ogsaa sin Herre de engelske Planer. Som Grund anfører han, charakteristisk nok, først, at Frederik ikke forstod det engelske Sprog[32], at Engelskmændene, som i sin Tid havde opført sig slet mod sin fødte Konge, Edvard VI, ikke vare gode at komme af det med, at Philip II havde forvænnet dem med kostbare Gaver, som det ei var Frederiks Leilighed at kunne byde dem o. s. v. Det engelske Giftermaal vilde han ikke hjelpe ham stort imod de Burgundiske og Frankrige, da disse ufeilbarlig vilde ophidse Sverige mod Danmark og skaffe dette og Hertugdømmerne mere end nok at bestille[33].

Ikkedestomindre findes (Tiden kan ikke med Nøiagtighed angives[34]) Spor til, at Frederik kort efter har havt Sendebud i England for at undersøge, om der her kunde være noget Haab. Henrik Rantzau skriver nemlig om, at han ved Roskilde har truffet en „Caspar Botte“, som kom fra England, og at han har brudt de herfra til Kong Frederik ankomne Breve. Disse vare forbeholdne; Rantzau skriver, at Dronningen vil ikke „sich blodt geuen oder sich gegen Johan Munster etwas vornehmen lassen“; „ich glaube eigentlich, hätte man austrucklich gefordert, man hätte etwas erlanget“ o. s. v. Samtidig synes ogsaa Axel Thomesen Wiffert at have været sendt til England i lignende Ærinde.

Mere kjende vi derimod til Rantzaus fortsatte Anstrængelser for at gjenoptage Forhandlingerne om det lothringske Parti. Efter Fredsslutningen i Chateau Cambresis, til hvis Fremme Hertuginde Christine synes at have bidraget af al Magt, havde der en Tid været Tale om, at denne Fyrstinde skulde have erholdt statholderskabet over de nederlandske Provindser, og Vilhelm af Oranien skal have arbeidet for hende, da han paa den Tid selv ønskede at ægte en af hendes Døtre[35]. Udfaldet blev imidlertid, som bekjendt, at Kong Philips Halvsøster, Margareta af Parma, ansattes som Statholderinde. Christine fik dog store kongelige Gaver og Naadesbevisninger af sin Fætter og begav sig derpaa til Lothringen, hvor hun nu, i god Forstaaelse med Frankrige, atter udøvede sin gamle Indflydelse“ over Sønnen og paa Landets Styrelse og fremdeles vedligeholdt stadige Forbindelser med Nederlandene.

Den 10 December 1559 kunde Rantzau fra Zwolle fortælle sin Konge adskilligt om de nye Underhandlinger, som han – nu som før konfidentielt – havde ført med den tidligere nævnte Greve af Aremberg. Han havde besøgt denne i Wylichs i Utrecht og der med sit Følge fundet den varmeste og forbindtligste Modtagelse; „man hätte E. K. Maj. kaum besser tractiren können.“ Rantzau angav at være paa en Reise i egne Forretninger til Antwerpen og blot at ville hilse paa Greven for gammelt Bekjendtskabs Skyld Samtalen lededes efterhaanden hen paa den gamle Tanke. Aremberg roste Prindsesse Renatas Skjønhed paa det ivrigste og understøttedes heri af sin Grevinde[36], af hvem Rantzau efter nogen Vægring tilsidst fik Prindsessens Portræt udleveret mod Løfte om at skaffe Kongens isteden; Rantzau anmoder derfor Frederik om, snarest muligt at lade sig male i to eller tre forskjellige Klædninger. Grevinden søgte dernæst at fremstille Renatas Udsigter til at arve Lothringen som meget sandsynlige, idet den unge Hertug Carl skulde være sygelig, og hans franske Gemalinde heller ikke have den bedste Helbred[37]. Henrik Rantzau finder derfor paany partiet tiltalende og mener, at i hele det tydske Rige intet Giftermaal kunde opnaaes, der bragte Kongen saa mægtige Forbindelser og en saa rig Brudeskat, som her var at vente. Til fiendtlige Planer fra Hertugindens Side tror han, at der for Tiden ei er Spor. Den sidste Krig har kostet Spanien saa store Summer, at det nu behøver Fred. Almindelig Afvæbning havde ogsaa fundet Sted i Nederlandene; kun Lazarus v. Schwendi havde endnu et Regiment paa Feltfod. Hertuginden havde ikke pengemidler til krigerske Foretagender, og hendes Tilbøielighed gik, „das ich aus allerley vormerke“, nu alvorlig ud paa at faa sin Datter gift til Danmark[38].

Ogsaa en af Churfyrst Augusts diplomatiske Agenter, Hubert Languet, hvis Breve danne saa interessante Bidrag til Tidens Historie, havde i 1559 skrevet til sin Herres Kantsler, Ulrich Mordeisen (der samme Aar overvar Frederik II Kroning), at han maatte anse et Parti mellem Frederik og Renata som saare ønskeligt for Danmark, siden hun var meget smuk og mange Vanskeligheder vilde bortfalde gjennem en saadan Forbindelse med det østerrigske Hus. Han mente, at Hertuginden, skjønt hun ikke var det regjerende danske Kongehus god, nok skulde give sit Samtykke, „da hos saadanne Personer Ærgjerrighed gaar for Alt.“ Derfor tilraadede han, at Forhandlinger indlededes, „enten for Alvor eller paa Skrømt“, thi selv om Intet opnaaedes, vilde dog Tiden gaa hen og mulige Anslag idetmindste for en Tid blive udsatte[39]. Disse Raad ere utvivlsomt ikke blevne Frederik II ubekjendte, og det er saaledes meget muligt, at Henrik Rantzaus Reise netop er bleven fremkaldt derved.

Christine af Lothringen har udentvivl paa denne Tid været stærkt i Tvivl, hvad enten hun skulde beslutte sig til at gjøre Alvor af en Ægteskabsforbindelse, hvorved hendes Datter vilde blive Dronning af Danmark ved at ægte Sønnesønnen af hendes Faders Dødsfiende, eller opofre denne Plan for det usikre Haab om med Vaabenmagt at fordrive fra Danmark den Linje af hendes Fædrenehus, som hun i sit Hjerte hadede. En høitstaaende Fortrolig, Greven af Bossu, tilraadede hende bestemt til at vælge det første Alternativ. „Han meddelte hende den 1 November 1559, at „einer von Adel und Doctor und Diener des Konigs zu Danemark“ var kommen til ham efter Ordre fra „des Koniges Rathe“, havde fortalt, at Partiet ønskedes af „Rigsraadet og i Almindelighed af alle Herrer og Folk i Kongeriget“, og spurgt, om et formeligt Gesandtskab i sagens Anledning vilde være Hertuginden velkomment. Han fortsætter: I Sandhed, Frue, mig synes, at ifald det ikke sker ved en saadan Leilighed, som dette er, til et godt Ægteskab, da skulle I og Eders aldrig mere komme tilbage til det Kongerige, hvorfra de ere komne, thi den Plan, at opnaa dette med Magt ved Hjelp af Eders mægtige Slægt, tror jeg ikke længere lader sig udføre eller iværksætte. Jeg beder Eders Naade ydmyget at optage mig dette paa det Bedste[40]. Christine svarede imidlertid sin „cousin“, Monsieur de Bossu, fra Nancy den 21 November, at hun endnu ikke kunde give noget bestemt Svar, og at Afgjørelsen ikke beroede paa hende alene. Det samme Svar lik Bossu ogsaa nogle Dage senere fra en Monsieur de Montbordon, og den 1 Januar 1560 gjentoges i Brev fra Hertuginden selv, fremdeles til Bossu, den samme svævende Besked. I December 1559 kom Henrik Rantzau, der fremdeles opholdt sig i Nederlandene, underveir med, at Hertuginde Christine i August s. A. under sit Besøg i Antwerpen havde modtaget Besøg af den gamle Intrigant og Eventyrer Grev Christopher af Oldenburg, der havde opholdt sig hemmelig hos hende i tre Uger. Hvad disse havde forhandlet, er ikke vanskeligt at gjette. Imidlertid har man fra en samtidig Forfatter, Maria Stuarts bekjendte Tjener, Melvil, en Notits angaaende denne Sag, der dog viser, at man en Tid tiltroede Christine alvorlige Hensigter. Det heder nemlig i Melvils Memoirer, at Hertuginden af Lothringen (omtrent ved 1560) afslog et Frieri fra pfalzgreve Casimir, den regjerende Churfyrstes anden Søn, men derimod gav ham Anslag paa sin yngre Datter, fordi hun havde bestemt den ældre for Frederik af Danmark[41]. Og det berettes ogsaa, at den Mand, om hvis Handeler vi snart udførligere skulle tale, den landflygtige danske Magnat Peder Oxe til Gisselfeld, som dengang netop nylig var traadt i Christines Tjeneste, ivrigen arbeidede for Giftermaalet i Begyndelsen af 1560, selvfølgelig i den Tanke herigjennem at opnaa Forsoning med sin Konge og Gjenindsættelse i sine Eiendomme og Embeder[42].

Men skjønt Henrik Rantzau i Februar 1560 fremdeles udtaler sit Haab om gunstigt Svar, opnaaedes dog et Resultat ligesaalidt denne Gang, som den forrige. Og den 3 December 1560 indtraf atter et af de i disse Aar saa paafaldende hyppige Thronskifter og kongelige Dødsfald[43], idet Frants II af Frankrige bortkaldtes i en Alder af sexten Aar, efterladende en attenaarig Enke, der var født Dronning af Skotland. Maria Stuarts Haand var altsaa ledig og dermed nye Chaucer aabnede for fyrstelige Beilere. Efterretninger om store Begivenheder naaede i hine Dage senere frem, end nu, og Rantzau melder Helligtrekongersdag Dødsfaldet til sin Konge som en Nyhed. Han foreslaar selvfølgelig strax Frederik at tænke paa Maria Stuart, der antages snart at skulle vende tilbage til sit Arveland, Skotland. Dette Giftermaal finder han fortræffeligt for det Tilfælde, at Hertuginden af Lothringen skulde forstaa at knytte nok et Svogerskab med Frankrige, nemlig mellem den tiaarige Carl IX og en af sine Døtre, men han mener dog, at Faren fra Frankrige nu ei kan være stor, da Religionsstridighederne i dette Land ville hindre krigerske Foretagender. I den nærmest følgende Tid blive Rantzaus Planer for sin Konges Fremtid alt mere og mere høitflyvende. Han lader ham endog skimte Keiserkronen, om hvilken ogsaa Frederik selv havde vovet at drømme. Virkelig raadede ved denne Tid nogen Misfornøielse hos Churfyrsterne med det hamburgske Hus eg Utilbøielighed til at føie Ferdinand den I i at vælge hans Søn Maximilian til hans Eftermand. Herpaa byggede da Rantzau Forhaabninger og bestyrkedes i disse ved sine Samtaler med den franske Gesandt, Philip, Rhingreve af Salm, der i 1561 var kommen til Danmark[44] for at takke for en Gratulation, som Frederik II havde ladet overbringe Carl IX. Rhingreven lod falde Ord om, at Frederik, hvis han blev Maria Stuarts Mand, maatte have gode Udsigter ved Keiservalget; Kongen af Frankrige vilde vist gjerne unde ham Kronen og vilde kunne øve megen Indflydelse til hans Fordel hos de geistlige Churfyrster o. s. v. Rantzau hørte dette med hemmelig Glæde, men „for at skjule sine Tanker“ gjorde han den Modbemærkning, at han havde hørt, at Maria Stuart ikke var smuk, at det var besværligt for Kongen at udsætte sig for Krige, at det kunde gaa med hende, som det gik Philip II med Maria af England, at de ikke fik Børn, og at altsaa Foreningen igjen bortfaldt o. s. v. Rantzaus Forslag gaar da ud paa, at Frederik bør skynde sig, thi „die Braut wird nicht lange ohne Brautigam sein“, og Hertuginden af Lothringen vil ganske vist anvende sine Kunster for at opholde Frederik, indtil Maria Stuart vel er gift med en Anden. I ethvert Fald burde derfor Kongen gjøre Maria Stuart et Tilbud, da man ei kunde være vis paa Lothringen. Hvad Keiserkronen angaar, da erindrede nok Kongen, hvad der om den Ting var talt i Neumünster. Skulde der komme Budskab om Keiser Ferdinands Død, burde Frederik ved Dag og Nat ile til Frankfurt, og imidlertid maatte man strax betænke, ved hvilke Midler Churfyrsterne kunde vindes; de geistlige kunde maaske paavirkes af Frankrige. Paa den Maade skulde Frederik opnaa sit Ønske, at faa en stor Plads i Historien (!)[45].

At disse om en Alberonis flygtige Kombinationer mindende Planer til at opnaa Noget for Frederik ved Keiservalget døde i Fødselen, er overflødigt at tilføie. Maximilian af Østerrige valgtes 1562 til romersk Konge, trods Frankriges Modbestræbelser og Philip IIs Forsøg paa at trænge igjennem som Kandidat. Heller ikke kom Ægteskabsplanen med Maria Stuart til at spille nogen synderlig Rolle, skjønt det endog fortælles, at man i 1561 fra skotsk Side skal have tilbudt Frederik dette Parti[46], og Kongens Søster, Anna af Sachsen interesserede sig for at se det fremmet og lod oversende sin Broder Marias Portræt. Et dansk Gesandtskab sendtes ogsaa virkelig til Frankrige 1561 for at frie til Maria[47]. I 1562 kunde Rantzau fortælle om, at Skotterne fremdeles ønskede at se Frederik som Marias Husbond („den Schotten hanget das Hertz sehr naeh Dänemarken“), skjønt han rigtignok samtidig oplyser, at Vilhelm af Oranien havde liden Tro til dette og fornemmelig lagde Vegt paa, at Maria stod under Indflydelse af sine Onkler, de ivrig-katholske Guiser i Frankrige. I 1564 var atter Tingen paa Tale; nu var et skotsk Gesandtskab i Danmark, og Frederik skriver til Churfyrsten af Sachsen, at han nok mente at kunne blive Dronningen af Skotlands Mand, om han ønskede det[48].

Men den gamle Tanke om det lothringske Giftermaal var endnu ikke død. Paa den Tid, den sidst var gaaet istaa, i Begyndelsen af 1560, havde der været paatænkt at sætte Christine paa en ganske eiendommelig Prøve for at erfare, hvad hun førte i sit Skjold. Man tænkte nemlig paa at sende hende en Skrivelse i de nys undertvungne Ditmarskeres Navn med Opfordring til at befri dem fra det dansk-holstenske Aag. Laante nu Hertuginden Øre til denne Opfordring, da kunde hendes sande Hensigter ikke være tvivlsomme. Men dette blev dog ikke fundet raadeligt[49].

I Aaret 1562 bleve Forhandlingerne om Ægteskabet med Renata for sidste Gang optagne, og denne Gang maaske med større Iver og Alvor end nogensinde før. Spændingen med Sverige var nu ogsaa saadan, at en Krig mellem de to unge Fættere paa Nordens Throner neppe kunde udeblive. Til den danske Konges Fordring paa de tre Kroner eller, vistnok rettere sagt, hans ærgjerrige Drømme om at gjenoprette Calmarunionen var ogsaa kommet det store baltiske Spørgsmaal; Sverige havde annekteret Esthland, Danmark kjøbt Øsel osv. og deraf dannet en Vasalstat for Frederiks Broder Magnus, Polen og Rusland grebe ogsaa oftere Andel i de herreløse Lande om den rigaiske Bugt. Fælles Farer, som snart skulle nærmere omtales, begyndte at true baade Danmark og det albertinske Hus i Sachsen. Der var al Opfordring til at faa Forholdet til Christiern IIs Døtre opgjort. Underhandlingerne med Lothringen dreves nu fra dansk Side dels ved den bekjendte Grev Günther af Schwartzburg, der var kommen i intimt Forhold til Frederik og snart til liden Raade skulde blive hans Overfeltherre i Syvaarskrigens første Aar, dels ogsaa gjennem et mere underordnet Redskab, Poul v. Sara.

Den Instruktion, som Frederik medgav sine Underhandlere, gik ud paa, at der først skulde forestilles Hertuginden, at Danmark og Norge begge vare Valgriger; de havde været det længe, og de vare det nu saa meget mere, „weil eins dem andern einverleibt“. At en Kvinde ved Arv var kommen i Besiddelse af disse Riger, var „weiter als Menschen gedenken, nicht zu erfinden“. Han kunde derfor ikke indrømme, at Hertuginden besad Arveret til hans Riger. Dernæst skulde man, naar Talen blev om et Ægteskab med Renata, undgaa, om muligt, Spørgsmaalet om hendes Religionsøvelse. Men fremkom der i dette Punkt bestemte Paastande fra Lothringens Side, da skulde der gives efter[50]. Med Hensyn til Brudeskatten, da skulde, hvad der vilde tilkomme Kongen med Renata, likvideres i, hvad der fra Danmark skyldtes Christiern IIs Døtre. Renatas Livgeding skalde blive det samme, som i sin Tid hendes Oldemoder, Kong Hans’s Dronning, Christina af Sachsen, havde faaet, nemlig Staden Odense, Amtet Næsbyhoved, Øen Langeland og Rugaard, og hvad mere den nævnte Dronning havde besiddet, Intet undtaget. Hertuginden vilde maaske ønske sin Datters Livgeding udlagt i Hertugdømmerne, men herimod stillede sig Vanskeligheder, saalænge den kongelige Andel af disse endnu ikke var udskiftet mellem Frederik og hans Broder Hans den Yngre; saasnart derimod den Sag var ordnet, skulde et Slot i Holsten og en Del af Ditmarsken kunne træde i Stedet for de tilbudte danske Len. Skulde Spørgsmaal reises om Livgedingets Indtægter, da kunde disse anslaaes æra 10,000 til 15,000 Daler om Aaret. I Tilfælde af, at Renata skulde overleve Frederik og indgaa nyt Ægteskab, forbeholdt Danmark sig Ret til at udløse hendes Livgeding med en Sum af 100,000 Daler engang for alle. Skulde Renata dø. som Dronning af Danmark uden Livsarvinger, skulde hendes Slægt Intet have at fordre, uden hvad hun havde medbragt til Riget af Klenodier, smykker og Sølvtøi. Morgengaven vilde Frederik forbeholde sig selv at skjænke hende „gebührlich und unverweislich“. Tilsidst skulde Hertuginden og hendes Søster Pfalzgrevinden gjøre fuldstændigt og endeligt Afkald paa enhver Fordring, de som Kongedøtre af Danmark formente sig at besidde. Dette Afkald skulde garanteres af Keiseren, Kongerne af Frankrige og Spanien samt af den unge Hertug af Lothringen. Tilsidst skulde det bero paa Kong Frederik, hvorvidt Sverige, til hvilket Rige Christiern IIs Døtre naturligvis ogsaa kunde gjøre Fordringer, skulde være indbegrebet i dette Forlig. En Tidlang forhandledes nu om et personligt Møder mellem Enkehertuginden og Frederik II. Den sidste vilde ikke begive sig til de spanske Nederlande og foreslog Oldenburg til Mødested. Dette vilde igjen ikke Hertuginden. Kongens Sendebud havde nu Lov til at nævne Münster; dette forekom Christine antageligere, men hun vilde dog, idet hun paaberaabte sig „die fürstlichen, fraulichen Geschlechts-Privilegien“ med Hensyn til Reiser, stemme for Heidelberg, Churfyrsten af Pfalz’s Residentsstad. I Virkeligheden søgte hun kun at trække Tiden ud og levede fremdeles i Forhaabninger om at indtage Danmark med Vaaben, Illusioner, hvortil hun med hvert Aar mere og mere hengav sig. Foruden ved sine øvrige Titler til Milano og Lothringen kaldte hun sig nu „von Gottes Gn. zu Dänemark, Schweden, Norwegen, d. Wenden u. Gothen geborne Königin, Herzogin zu Schleswig, Holstein &c.“ og vilde ikke titulere Frederik anderledes end som „Herzog zu Schleswig &c., geboren aus königl. Stamm zu Dänemark“. Hun indtog i det Hele en Holdning, der tilsidst gjorde endog Henrik Rantzau kjed af det Hele. Han kaldte hende nu (Brev af 21 August 1562) „eine teutsche und dänische Italienerinne“ og fandt, at Kongen for sin Værdigheds Skyld, saasom Forhandlingerne nu vare bekjendte overalt („kundig bei allen Potentaten“), burde sende endnu et sidste Gesandtskab afsted for ligefrem at erklære, at denne Sag nu fra hans Side var afbrudt. Herved vilde ogsaa vindes, at Christine fik stemningen i Lothringen ganske imod sig.

Noget Saadant skede ogsaa. I Slutningen af 1562 samledes en stor Del tydske Fyrster til Keiserkroningen i Frankfurt, hvor ogsaa den unge Hertug af Lothringen med hans Moder og Søster indfandt sig (29de November), ligeledes Churfyrst August af Sachsen. Dagen efter at det lothringske Fyrstehus var ankommen, begjærede Grev Günther af Schwartzburg Audients hos Christine, men fik Afslag August af Sachsen bød da Greven at vente, indtil han selv havde forladt Frankfurt. Den 5te December, da August var taget afsted, fik Grev Günther Christine i Tale, efterat ogsaa hun havde begivet sig paa Hjemveien, altsaa et eller andet Sted udenfor Frankfurt. Han erklærede nu Ægteskabsforhandlingerne for definitivt afbrudte („aufgesagt, ja gar abgeschlagen“). Da Hertuginden hørte dette, „forstummede hun, blev heftig forskrækket og tog sig det meget nær“[51]. Paa det Tilbud om Forlig og opgjør af Mellemværende, som Greven under en ny Audients gjorde hende, gav hun intet Svar. Günther af Schwartzburg havde siden i Hemmelighed Samtaler herom med den romerske Konge Maximilian, der betroede ham, at han meget havde ønsket, at dette paatænkte Giftermaal var blevet til Virkelighed, og fremdeles holdt for, at Greven burde formaa Frederik til endnu engang at optage Underhandlingen, men hertil havde denne ikke Bemyndigelse. Hertugen af Lothringen erklærede uforbeholdent, at Skylden for, at det Hele gik istaa, ikke var hans, men alene Moderens, „die das Regiment hatte“. Mellem Undersaatterne i Lothringen var, forsikrer Grev Günther, Stemningen meget uvenlig mod Christine, fordi hun havde spillet en saa tvetydig Rolle mod Danmark; man ønskede at se hende fjernet fra Regjeringen og lyttede til Rygter om, at Kongen af Danmark hvervede Tropper for at gjøre Indfald i Lothringen og herje Landet for at faa Hevn. Den stakkels Renata havde i længere Tid været syg af Blegsot, hvilket var bleven hendes Beiler, Kong Frederik, forebragt, ja der var endog Tale om at anføre dette Faktum som en ostensibel Grund til at afbryde Frieriet (!). Nu var hun dog kommen sig, og Grev Günther ender derfor sin Indberetning med den Oplysning, at, hvis intet Andet var kommet i Veien, havde Kongen ikke behøvet at nære nogen Betænkelighed med Hensyn til hendes Helbredsforfatning[52].

Endnu en Gang (1565) forsøgte Henrik Rantzau at optage den nu niaarsgamle Tanke om at se sin Herre gift med Renata, og stod i den Anledning atter i Forbindelse med sin gamle Bekjendt, Greven af Aremberg. Men da han meldte det til Frederik II, fandt hans Forslag ingen Anklang hos denne. Tre Aar derefter (1568) blev Renata Hertug Vilhelm af Bayerns Gemalinde. Søsteren Dorothea blev 1575, allerede mere end 30 Aar gammel, gift med Hertug Erik den Yngre af Brunsvig.

IV.

Vi gaa nu over til at paapege Nordens, særlig Danmarks, Forhold til de navnkundige Stemplinger, Forviklinger og Kampe, der efter sin Hovedperson pleie at kaldes „Die Grumbachischen Händel“. Thi i disse langvarige og vidtforgrenede tydske Uroligheder indvikledes baade Danmark og Sverige meget dybt. Aarsagen hertil laa for en stor Del netop i de gamle uopgjorte Differentser mellem det regjerende danske Kongehus og dets fordrevne Frænder i Udlandet, som vi nys have omtalt, og hvad vi nedenfor skulle meddele, slutter sig saaledes naturlig til det Foregaaende. Vilhelm v. Grumbachs Bedrifter og tragiske Skjebne have i den senere Tid været Gjenstand for en stor Række omfattende Studier og Fremstillinger af tydske Lærde, der af Archiverne, fornemmelig Dresdens og Koburgs, have fremdraget en rig Skat af nye Oplysninger, som af og til ogsaa yde vor Historie ikke uvigtige Berigelser[53]. Disse Skrifter have dog hidtil været mindre paaagtede af Nordens Historikere, i ethvert Fald af Norges.

Wilhelm v. Grumbach, (født 1503, altsaa samme Aar, som Kong Christian III) tilhørte en gammel, rigsridderlig Familie i Franken, hvis Stammegods Rimpar var beliggende i Nærheden af Würtzburg, og som derfor ogsaa længe havde staaet i Vasal- og Tjenesteforhold til Bisperne i dette geistlige Fyrstendømme. Ogsaa det Medlem af Slægten, hvorom her er Tale, begyndte sin Bane i den biskoppelige Tjeneste, kjæmpede som Yngling mod Bønderne i Bondekrigen 1525 og traadte siden i Forbindelse med den i de foregaaende Afsnit af vor Fremstilling nævnte, urolige Markgrev Albrecht Alcibiades, hvem han vedblev at staa nær lige til hans Død. Ved sine Arvebesiddelser knyttet til Stiftet Würtzburg, var han dog fremdeles interesseret i dettes Anliggender og anvendte derfor ved Bispevalget i 1540 al sin Indflydelse for at sætte sin Slægtnings, Konrad af Bibra’s, Valg igjennem. Dette lykkedes ham, og han blev nu sin Frændes Hofmarskalk, forlenedes med stiftets bedste Besiddelser, modtog store Pengegaver og andre Begunstigelser, men paadrog sig tillige Biskop Konrads Rivals, Domdechanten Melchior Zobels bitre Fiendskab. Da nu Konrad af Bibra døde 1544, og Melchior selv trængte igjennem ved det nye Valg, negtede han at respektere Formandens Dispositioner til Grumbachs Fordel, og denne var fra nu af en misfornøiet og idetmindste i sine egne Tanker haardt krænket Mand. Han forlod Stiftet og sluttede sig end inderligere end for til Markgrev Albrecht, deltog med ham paa keiserlig Side i den Schmalkaldiske Krig og modtog ogsaa nogen Belønning herfor af Carl V. I denne Krig havde han imidlertid gjort Stiftet Würtzburg endel Tjenester, navnlig ved at beskytte det mod de kjæmpende Hæres Plyndringer, og det saa derfor et Øieblik ud til, at en Forsoning mellem Grumbach og Biskop Melchior skulde indtræde. Men Biskoppen holdt ikke sine Løfter, og Forholdet blev derfor endnu uvenligere.

I den følgende Tid delte Grumbach fremdeles Markgrev Albrechts Kampe og Omvexlinger; han blev hans Statholder, fulgte ham paa de fleste af hans Tog, kjæmpede med ham ved Sievershausen og ledsagede ham paa Flugten efter denne Katastrofe. Han blev sin achtserklærede fyrstelige Ven tro. medens hans egne Godser inddroges og toges i Besiddelse af hans Fiender, Biskop Melchior og Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig, og lod med Fortvivlelsens Energi intet Middel uforsøgt for at ophjælpe Albrechts og sine egne Affærer, indtil Markgreven døde 1557, kun 35 Aar gammel, som en ulykkelig og ødelagt Mand hos sin Svoger Markgrev Karl af Baden, den eneste, der endnu undte ham et Tilflugtssted.

Albrecht Alcibiades’s Død blev det kritiske Punkt i Grumbachs Liv. Hans Stilling var nu slettere end nogensinde; Alt, hvad han eiede, var borte, og han havde intet blivende Sted. Men han var en modig og hensynsløs Mand, der ikke lod Haabet falde om at gjenvinde, hvad der var ham berøvet, og om at mætte sin Hevntørst mod sine Fiender. Som sine Fiender ansaa han imidlertid ikke alene de Fyrster, som havde fornærmet og forfulgt ham, men, egentlig talt, hele Fyrstestanden i Tydskland overhovedet.

Og dette hans bitre Fiendskab til Fyrsterne var noget mere end en Enkeltmands afmægtige Harme eller Stampen mod Braadden. Det var virkelig en Følelse, der deltes af Mange. I hin Periode af Tydsklands Historie, der med Rette bærer Navn af den territoriale, var Fyrstemagten voxet paa Keisermagtens Bekostning i en mærkelig Grad. Ganske nylig havde denne Kjendsgjerning faaet et betegnende Udtryk ved den Maade, hvorpaa Augsburgerfreden afgjorde Religionsspørgsmaalet: man havde fastslaaet Regelen: cujus regio, ejus religio. „Enhver Landsfyrste var Keiser i sit Territorium“, og Fyrsterne havde faktisk allerede opnaaet, hvad der legalt tilkjendtes dem i den westphalske Fred. Men en saadan indgribende Forandring i det tydske Riges Forfatning kunde ikke andet end være Adelen, fornemmelig Rigsridderskabet, yderst uvelkommen, thi denne selvraadige Stands Interesser forligtes ikke godt med en stærk Regjering. En adelig Opposition begyndte at danne sig, og for denne blev Grumbach den radikaleste Repræsentant. Hans Program blev Adelens Frigjørelse fra Landsfyrsternes Herredømme; Ridderskabet skulde kun staa under Keiseren, dets Besiddelser være i Formen rigsumiddelbare Len, i Virkeligheden frie Herskaber. Med andre Ord han vilde altsaa gjennemføre et Slags adeligt Demokrati, nivellere Fyrster og Ridderskab. Og han forenede adskillige af Betingelserne til at være de misfornøiede Standsfællers Partichef. Han besad Talent, Dristighed og et sjeldent Mesterskab i Intrigen. Den Behandling, som han selv havde lidt fra Biskopen af Würtzburgs og Hertugen af Brunsvigs Side, kunde endelig, skjønt idetmindste tildels selvforskyldt, fremstilles som et Martyrium; hans Skjæbne anføres som en Advarsel om de Overgreb, hvormed hele Adelen truedes af sine Landsherrer.

Trods den gjærende Misfornøielse mellem sine Standsfæller, kunde Grumbach dog ikke tænke paa at tilfredsstille sin Hevnlyst og fremme sine Planer uden gjennem Tilslutning til en Fyrste, der vilde lade sig inddrage i hans Interesser og lade sig bruge som hans Redskab. Hans skarpe Blik fandt imidlertid strax den rette Mand. Dette var Hertug Johan Frederik af den ernestinske Linje i Sachsen, i Historien kaldet „der Mittlere“ til Adskillelse dels fra hans mere bekjendte Fader, Protestantismens trofaste, men ulykkelige Forkjæmper mod Carl V, dels fra en yngre Broder, der ogsaa hed Johan Frederik. Under Churfyrst Johan Frederiks femaarige Fangenskab efter det skjæbnesvangre Slag ved Mühlberg vare dennes Lande og Churværdighed gaaede over til den yngre sachsiske (albertinske) Linje, til Hertug Moritz, og beherskedes nu siden hans Fald (1553) af den ovenfor tidtnævnte August, Christian IIIs Svigersøn. Ex-Churfyrsten havde ved sin Død, der indtraf samme Aar som hans listige Slægtning Moritz’s, kun efterladt sine Børn nogle faa Amter, Weimar, Jena, Gotha osv., hvilke disse nu regjerede i Forening, dog saaledes at Johan Frederik, som den ældste, var den egentlige Landsfyrste. Sem rimeligt kunde være, ønskede han, den fødte Arving til Churværdigheden, Intet høiere end at gjenvinde denne eg Faderens tabte Lande og var altsaa en selvskreven Fiende af Albertinerne. Johan Frederik d. M. var derhos en Mand af ringe Evner, lettroende, stivsindet, tilbøielig til i enhver ny politisk Begivenhed eller Kombination at øine Chancer for sine Ønskers Virkeliggjørelse. Hertugens Lidenskaber og Ærgjerrighed næredes af en rænkefuld og egennyttig Kantsler, Dr. Christian Brück, og han var af denne ligesom forberedt til at blive et Bytte for Grumbach.

Allerede i April 1557, kun faa Maaneder efter Markgrev Albrechts Død, var Grumbach allerede bleven en af Johan Frederiks Raader og havde ham snart fuldstændig i sin Magt. Den Maade, hvorpaa den landflygtige Ridder beherskede sin nye Herre, vidnede lige ufordelagtigt om den førstes Karakter og om den sidstes Forstand. Idet Grumbach forespeilede Hertugen først en Reisning af den tydske Adel, dernæst Kurværdigheden og tilsidst endnu større Erhvervelser, tog han ikke i Betænkning at styrke hans Tillid ved at benytte hans Overtro. Han bedaarede ham endog gjennem en halvgal Bondedrengs Visioner, forudsagde store Begivenheder, deres fælles Fienders Død, jordgravne Skatters og nye Bergværkers Opdagelse, Aabningen af Hvælvinger fulde med Guld ved Springrodens Hjelp osv. Gjennem et Krystalglas lod han Johan Frederik se Churhatten, ja endog, Keiserkronen, til andre Tider var det Engle, som gjennem Grumbach bebudede den Vildledte hans kommende Storhed.

Medens Grumbach ved disse Kunster bedrog den indskrænkede Hertug, havde han, kjed af Klageskrifter og Manebreve, besluttet sig til at bemægtige sig sin Uven Biskopens Person, for derved at opnaa ved Magt, hvad han aldrig kunde haabe at gjenerhverve med det Gode. En saadan Udvei varen ægte middelalderlig, og kan ikke andet end minde os om de Dage, da en fangen Fyrstes Person ansaaes jevngod med rede Penge, og kunde gaa som en Handelsvare mellem flere Hænder; man erindre sig f. Ex. Richard Løvehjertes og Valdemar Seiers Skjæbne. Og Grumbachs Tid stod endnu ikke Middelalderen fjernere, end at Nordtydskland netop for nogle Aar siden havde været Vidne til en lignende Streg, der, endog ganske som den her paatænkte, var gaaet ud over en regjerende Biskop. En meklenburgsk Adelsmand, Martin Waldenfels, der formente sig at have Penge tilgode af Christian III af Danmark siden Grevefeidens Dage, men ikke kunde faa Kongen til at anerkjende denne Fordring, havde 1545 først tilstillet Christian et formeligt Feidebrev, hvori han undertegnede sig som „ewer kunynglicher Majestedt offentliche viend“ og derpaa ved Hjelp af en Bande paa 20 Fodfolk og 50 Ryttere overfaldt og fanget Lybeks Biskop, Balthasar Rantzau, for i denne Prælat, hvis Familie stod Kongen saa nær, at have en Gidsel. Han holdt hans Opholdssted hemmeligt, førte ham skjult med sig fra Land til Land i det tydske Rige, og da Kongen og Rantzauerne i Holsten vægrede sig ved at udbetale Røveren 20,000 Guldgylden foruden alle Udaadens Omkostninger, Godtgjørelse for Fangens Underholdning osv., kom Balthasar Rantzau, trods alle Keiserens Poenalmandater og Achtserklæringer mod Waldenfels, aldrig mere paa fri Fod, ja hans Dødsaar blev aldrig sikkert bekjendt, saa at man kun slutter, at han er død 1547[54]. Ingen af de mange Forfattere, der have skrevet om Grumbach, have været opmærksomme paa denne interessante Parallel, men at Grumbach selv har været vel underrettet om sin Forgjængers Bedrift og maaske i dette Tilfælde netop heri seet et Forbillede, ligger efter vor Formening saare nær at antage.

Grumbach overdrog altsaa tre af de mest Forvovne blandt sine Staldbrødre, nemlig Christoph v. Redwitz, Dietrich Picht og Christoph Kretzer, tilligemed nogle flere, underordnede Redskaber, at bringe Bispen levende i hans Hænder. Thorsdag efter Paaske, 14de April 1558, kom 15 Ryttere og Knegte forklædte som Markedsgjæster til Würtzburg, og beredte sig til den følgende Morgen at udføre sit Forehavende. Man vidste, at Biskopen paa en bestemt Tid hver Formiddag, saasnart han havde afgjort sine Forretninger i sit Kancelli, pleiede at begive sig tilbage til sit Slot. Denne Tid valgtes til Udførelsen, og idet Melchior passerede Mainbroen, brød Rytterne pludselig frem fra en Port, rede med ærbødig Hilsen forbi Prælaten, men vendte strax igjen om. Kretzer tog en Bøsse frem, som han havde skjult under Kappen og skjød Biskopen gjennem det venstre Bryst med de Ord: „Pfaffe du musst sterben“. Dette var Signalet for de øvrige til at skyde paa Bispens Følge. Melchior Zobel selv og endel af hans Tjenere døde af sine Saar. Morderne flygtede ilsomt bort.

Den skrækkelige Begivenhed vakte naturligvis den høieste Opsigt, og den offentlige Mening udpegede strax og enstemmig Grumbach som den skjulte Ophavsmand til Mordet. Til hans Protester toges intet Hensyn, heller ikke hjalp det, at Kretzer paatog sig den hele Skyld og erklærede, at han havde dræbt Biskopen alene for at hevne en ham selv tilføiet Fornærmelse. Grumbachs Ulykker havde hidtil forskaffet ham en vis Medfølelse hos Mange, og havde han faaet Biskopen levende i sin Magt, da vilde dette utvivlsomt være bleven seet med en hemmelig Glæde af Nogle. Men hvad der nu var skeet, skadede ham uhyre. Baade han og hans Ven, Johan Frederik af Sachsen, forlode da for en Tid Tydskland og toge Tjeneste i Frankrige, der lige siden den schmalkaldiske Krig stedse havde begunstiget Ernestinerne.

Omtrent ved denne Tid stiftede Grumbach et Bekjendtskab med en af Danmarks betydeligste Personligheder, hvilket, fortsat gjennem flere Aar, kom til at afføde en Række Intriger og Praktiker. Han lærte at kjende Peder Oxe til Gisselfeld.

Denne Mand, født 1520 af en af Danmarks mægtigste Adelsslægter, var rigt begavet og havde faaet en lærd Opdragelse ved fremmede Universiteter. Allerede ganske ung havde han gjort sig gjældende baade mellem sine Standsfæller og ved Hoffet, var, kun lidt over 30 Aar, bleven Rigsraad, og var hyppig brugt i de ærefuldeste og anseeligste Sendelser. Han havde 1548 ledsaget prindsesse Anna til hendes Bryllup med August i Torgau og i 1557 paa Kongens Vegne staaet Fadder til hans Søsterdatter Sophie af Meklenburg. Dels ved Arv, .dels ved indbringende Forleninger, men vistnok allermest ved sit store økonomiske Talent havde han erhvervet en meget stor Formue, som han, endnu ugift, for en stor Del anvendte til paa det Prægtigste at bebygge sin Hovedgaard Gisselfeld ved Nestved. Men i 1558 faldt han pludselig i Unaade, uden at man endnu ret kjender Grunden. Selv skriver Christian III til August af Sachsen, at Peder Oxe havde udsuget Bønderne i sine Forleninger og forhugget de kongelige Skove, men dette var jo ikke andet, end hvad saa mange andre Adelsmænd gjorde med ham, og kan altsaa kun være brugt som et Paaskud. At Kongen tilføier, at han „forøvrigt ogsaa paa andre Maader havde vist en strafværdig Opførsel“ gjør os ikke klogere[55]. Gram angiver i sin Fortale til Krags og Stephanius’s Verker om Christian III[56], at han havde fornærmet Dronning Dorothea, og at dette voldte hans Fald, men tilføier ikke nogen nærmere Oplysning. Paa Grams Autoritet have siden alle andre Forfattere gjentaget det samme. Dog, hvorom Alting er, Peder Oxe fandt det ikke raadeligt at efterkomme den Stevning til en Herredag i Nyborg, som var udtagen mod ham til den 15de Juni 1558, men forlod i dets Sted Landet. Han drog først til Tydskland, hvor nogle andre landflygtige danske Adelige, (Jep Thordsen Sparre, Christopher Urne og en forøvrigt ubekjendt Christiern Petersen[57] samlede sig om ham, medens hans danske Eiendomme beslaglagdes og siden konfiskeredes.

Peder Oxe opholdt sig en Tid ved Hoffet i Lüneburg, senere i Deventer, Basel og paa flere Steder. Derpaa begav han sig til Hertuginden af Lothringen, fulgt af nogle andre danske Adelsmænd, sandsynligvis de ovenfor nævnte. Som det var at vente, blev han her godt modtagen. Han blev Christines Raad og Tjener og fik endog Amtet Schaumberg eller Schaumburg ved Foden af Vogeserne i Forlening. Han færdedes dog fremdeles mest paa Reiser, og antog derfor en Fuldmægtig til at styre Lenet i sin Fraværelse, og denne hans „Statholder“ var ingen anden end den samme Kretzer, der havde myrdet Biskopen af Würtzburg. Ogsaa flere andre Deltagere i hin Ugjerning saavelsom Grumbach selv traadte nu i nært Forhold til Peder Oxe[58].

Og dette kunde være naturligt nok. Grumbachs Beskytter higede efter at styrte Churfyrsten af Sachsen, Peder Oxes nye Herskab længtes efter Danmark. August og Frederik II vare i deres Øine begge Usurpatorer, og dertil kom, at disse „Usurpatorer“ indbyrdes vare forenede ved de stærkeste Baand. Om den ene af disse to blev angreben, da var det givet, at han kunde paaregne en Støtte i den anden. De to Prætendentfamilier maatte derfor ligeledes blive selvskrevne Allierede, og deres nye Tjenere, begge landflygtige Mænd, drages til hinanden ved fælles Interesser. Men der var den Forskjel mellem Grumbach og Peder Oxe, at den første havde kastet alle Broer af, medens den anden endnu havde mægtige Venner baade i Udlandet[59] og blandt Adelen i sit eget Hjem. Hvad Peder Oxe helst vilde, har derfor vistnok ikke saameget været at styrte Frederik II, som at benytte sin Forbindelse med hans Fiender til at tiltvinge sig et Forlig med ham paa saa fordelagtige Vilkaar som muligt, Noget, der tilsidst lykkedes ham ligesaa fuldstændigt, som alle Grumbachs Forhaabninger bleve grundigt skuffede. Vi have allerede ovenfor nævnt, hvorledes Peder Oxe strax interesserede sig for Partiet mellem Frederik II og Renata, idet han herigjennem maatte eine en Udsigt til at kunne komme hjem igjen og det ret i Triumf.

Allerede i 1558 havde August af Sachsen Kundskab om, hvilke Planer der udrugedes i Lothringen mod ham og hans Svoger i Danmark. En Ridder Friedrich Speth berettede, at man haabede paa, at Lothringen, saasnart den fransk-spanske Krig var over, skulde faa mægtige Fyrsters Bistand; Frankrige havde allerede nu tænkt paa at „skjænke Christian III en Banket“, men var kun hindret derfra ved Nederlaget ved Gravelingen. Gjennem Peder Oxes mange og formaaende Venner skulde der ogsaa forsøges et adeligt oprør i Danmark. Peder Oxe havde ogsaa oplyst, at Kongen af Danmark var i største Pengetrang og derved ude at Stand til Modværn[60]. Med denne Slags Rygter holdtes det nu gaaende en rum Tid.

Snart forsøgte Danmarks og Chursachsens fælles Fiender ogsaa at knytte Forbindelser med Sverige og neppe uden al Imødekommen fra Gustav Vasa. Denne havde i Virkeligheden neppe nogensinde været Danmark god. Til Frederik I havde han aldrig havt Tillid. I Grevefeiden havde han understøttet Christian III, fordi Situationen var saadan, at en anden Politik var umulig, men da man fra dansk Side ikke viste ham den Erkjendtlighed, hvorpaa han troede at have Krav, blev han atter mistroisk[61]. Det er endog sandsynligt, at han omkring 1539 og 1540 stod i hemmelige Underhandlinger med Christian IIIs Erkefiende, Pfalzgreve Frederik af Pfalz[62]. Kort efter troede Luther at maatte anvende sin moralske Indflydelse for at hindre en Krigs Udbrud mellem Nordens Konger[63]. Vel sluttedes nu i 1541, under Trykket af den fælles Fare fra Keiseren, det mærkelige Forlig i Brømsebro, der endog lignede en Union, og syntes at skulle knytte de tre nordiske Riger saa fast sammen, som Stater med forskjellige Regenter overhoved kunne forenes. Men allerede i den Aaret efter udbrudte Dakkefeide stod dette Forbund kun maadeligt sin Prøve, og efterhaanden viste det sig, at det kun existerede paa Papiret. Danske Forfattere og Adelsmænd, f. Ex. Kantsleren Johan Friis, tillode sig haanende og uærbødige Ytringer mod Kong Gustav og Sverige, og fra svensk Side taltes i lignende Toner[64]. Tingen var den, at man ikke kunde vænne sig til at betragte Gustav som mere end en adelig Usurpator af en Throne. Dette var ogsaa en Betragtning, som deltes af nordtydske Fyrster, der hyppig kastede graadige Blikke mod Sverige som et Land, hvor der kunde ventes Revolutioner, og hvor der kunde være noget at erobre. Ikke alene Albrecht af Meklenburg, der blandede sig i Dakkefeiden, men ogsaa Albrecht af Preussen, og, som det synes, tillige Adolf af Holsten, havde næret saadanne Planer, og af disse to sidste var den ene Christian IIIs Svoger, den anden hans Broder[65].

I de Grumbachske stemplinger inddroges altsaa Sverige allerede i Gustav Vasas Levetid. I 1559 herskede der i Danmark Frygt for svenske Angreb paa Gulland og Skaane, samtidig med at Hertug Johan Frederik skulde hjemsøge Churfyrst August. Den danske Konge melder sin Svoger dette den 21de Oktober 1559. Sex Dage senere kan han ogsaa berette, at Grumbach har gjort Udvei til 4000 Hestfolk og 40 Fenniker Knegte mod Chursachsen, medens Grev Christopher af Oldenburg ved et Angreb paa Holsten skulde støtte Kong Gustavs mod Skaane[66]. Dette Forbund mellem Lothringen og Sverige skulde være fremmet af Peder Oxe[67]. Og naar Religionsurolighederne i Skotland vare bilagte, kunde man ogsaa regne paa fransk Bistand. saavel Christian III som senere hans Søn havde paa flere Kanter af Tydskland hemmelige Agenter i sin Sold, der underrettede dem om alle forefaldende Begivenheder, fornemmelig om stedfindende Krigsrustninger, og, i fornødent Fald, skulde give Kongen Anslag paa, hvor Krigsfolk kunde være, at faa til dennes egen Tjeneste. En saadan dansk Tjener, Herbart v. Langen, fik den 27de Oktober 1559 Ordre til nøie at udspionere Peder Oxes Færd og til at opdrive, om muligt, et Regiment Knegte for dansk Regning Det paalagdes ham desuden at gjøre sig al mulig Flid for at komme paa Spor efter en vis Conrad Uxel, der angaves at være nøie indviet i Stemplingerne mod Danmark og saare ivrig i at befordre dem; han skulde, om muligt, bemægtige sig Uxels Person og bringe ham i Fangenskab til Segeberg[68].

Den hevnlystne Grumbachs, den ærgjerrige Hertug Johan Frederiks og den rænkefulde Christines Intriger satte saaledes den danske Konge og Tydsklands mægtigste Churfyrste i alvorlig Bekymring. Vistnok havde hverken Lothringen eller Sachsen-Weimar i og for sig stort at betyde. Men den første af disse Smaastater stod i nært Forhold til de to Stormagter Frankrige og Spanien; disse vare igjen under Indflydelse af Paven, og et Fyrstehus af den romerske Religion, der higede efter at gjenvinde tabte Kroner i Norden, syntes altsaa at kunne paaregne den nu saa mærkbare katholske Reaktions Understøttelse. Omvendt laa Johan Frederiks Styrke i hans Families store Fortjenester af Protestantismens Sag. Hans Fader var den Johan Frederik, der havde sat Alt paa Spil for sin Tro, hans Farfader var Johan den Bestandige, og dennes Broder var igjen Frederik den Vise. Mange af Augusts Undersaatter saa i Ætlingen af disse Lutheranismens Heroer den legitime Arving til den Churværdighed, som ved Forræderi var kommen i Albertinernes Besiddelse. Det hertugelige Universitet Jena, stiftet et Ernestinerne midt under deres værste Trængsler, gjaldt ogsaa fremdeles for endnu mere rettroende end selve det churfyrstelige Wittenberg. Det var under slige Omstændigheder, at August tilraadede Svogeren at stræbe efter Dronning Elisabeths Haand, og at denne selv gjenoptog Ægteskabsforhandlingerne med Lothringen. For sit eget Hus bifaldt August ved samme Tid et Ægteskab, der dikteredes af de samme politiske Hensyn og i 1561 virkelig kom til Udførelse, nemlig Partiet mellem Broderen Moritz’s Datter Anne og Vilhelm af Oranien, dengang endnu Katholik og Philip IIs Tjener.

Hurtigere, end man havde haabet, ophørte dog Farerne for dennesinde, og allerede Juledag 1559 kunde Frederik II for August udtale sin Glæde over, at Svogeren ei havde mere et frygte fra Grumbach[69]. Denne færdedes nu heller ikke længere i Frankrige og Lothringen. Allerede ud paa Sommeren havde han vist sig ved Rigsdagen i Augsburg. Her blev hans Ven Kretzer vistnok erklæret i Rigets Acht som Hovedmanden ved Biskopens Drab, men samtidig var der Flere, som interesserede sig for at Grumbach skulde faa sine Godser i Stiftet Würtzburg tilbage. Heraf blev dog intet, da vedkommende Fyrster, den nye Biskop, Johan v. Wirsberg, og Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig, som havde Godserne i sin Besiddelse, bestemt vægrede sig ved at opgive dem. Senere var Grumbach draget til Pommern og opholdt sig i det følgende Aar (1560) i Pfalz. Forbindelserne med Lothringen gik for en rum Tid istaa, og det væsentlig paa Grund af Johan Frederiks Mistillid til Peder Oxe. Denne havde den 7de April 1560 skrevet til Grumbach og udbedet sig en Sammenkomst med ham i Pfalz, men Hertugen, nu igjen residerende i Weimar, frygtede for, at det kun var Oxes og Hertugindens Hensigt at udforske hans Planer og meddele dem til Keiseren, maaske endog bringe dem til Churfyrst Augusts og Danmarks Kundskab. Sammenkomsten kom altsaa ikke istand. Nogle Maaneder senere, i Juli eller August, vidste Johan Frederik ogsaa, at det endelig havde lykkedes de danske Agenter at overrumple den føromtalte Uxel (eller som hans Navn ogsaa skrives Ochsel). „Enspænderen“ Schilchen med tretten andre „Enspændere“ havde sat efter ham; han var bleven dræbt, og i hans Papirer havde man fundet graverende Oplysninger om de svenske Forhandlinger. Med Hensyn til Peder Oxe frygtede Hertugen nu kun, at han skulde bruge sin Indflydelse i Lothringen til hans egen Skade[70].

I denne Tid var der Intet, som de danske Rigsraader mere havde frygtet end Krig med Sverige. Man kan af deres Breve indbyrdes og til Kongen, forsaavidt de ere bevarede i Geheimearchivet, ikke mærke, at de kjendte noget til de Grumbachske Praktiker, herom har vel kun Kongens private tydske Raader, der besørgede hans udenrigske Brevvexling, havt nærmere Kundskab. Om de lothringske Forsøg paa at opnaa fransk og spansk Hjelp vare de bedre underrettede, og frygtede ogsaa for, hvad de kunde føre til[71]. De svenske Tilstande og Begivenheder kunde de derimod iagttage paa nært Hold og havde alle Betingelser for at bedømme dem.

Saaledes havde Hr. Peder Skram i April 1559 havt Kundskabere eller Spioner inde i Sverige og skaffet sig Besked om, hvad der forhandledes paa en Herredag i Vadstena. Her skulde Kong Gustav have erklæret for de førstankomne Raader, „at han nu agtede at gjøre et Tog til Gulland for at lade indtage igjen det Land, som længe havde været fra Sveriges Rige“. Men hans fornemste Raader, nemlig hans Svoger, Hr. Steen (Erikson Lejonhufvud) og Hr. Per Brahe samt Svigerfaderen, Hr. Gustav Olsen (Stenbock) havde raadet derfra og forestillet ham de store Farer ved et Fredsbrud, naar man „havde maadelige Venner og Forvandte udenlands“; man kunde let „opvække den ganske Verden“. Kongen skulde da være bleven saa forbitret, „at han holdt sig inde i tre Dage og Ingen maatte eller turde gaa ind til ham“[72].

Endnu mærkeligere er et omtrent samtidigt Brev, som Johan Friis tilskrev Kong Frederik II fra Aarhus den 8 April 1559. Kongen havde, skriver den gamle Cantsler, ikke været i Kjøbenhavn siden Faderens Død, men efter de sidste Tidender fra Sverige var det nødvendigt, at han kom did med tre eller fire jydske Raader og lod forskrive Eiler Hardenberg og flere andre Raader fra de øvrige Landsdele. „Og dersom Eders Majestæt ikke selv kommer did, da lod det saa, som E. M. slet vilde forlade baade Kjøbenhavn og Riget udi slig Ned. E. M. skal vist tro, at der er mangt bedrevet Hjerte baade udi Sjelland og Skaane for disse Tidenders Skyld, og mange vide ikke tilvisse, om E. M. er levende eller død. Gud forbyde, at samme Tidende skulde være vis, at Kongen af Sverige skulde sig foretage noget mod disse Riger; da vilde det ikke gaa af uden Skade. Og beder jeg ganske underdanig, E. K. M. ikke vil fortænke mig min Skrivelse, Gud ved, at jeg mener det godt.“ Der havde været Tale om at sende nogle Rigsraader til Sverige, men dette fraraader Johan Friis, thi han frygtede for, at Kong Gustav vilde arrestere dem[73]; det maatte da være, om Kongen vilde sende Hr. Lange Brahe, „thi der er ingen af de Danske, Kongen af Sverige kan saavel lide, som hannem, og han haver hans Hustrus[74] Slægt udi Sverige.“[75]

Senere efterat Frygten for Angreb fra Sverige var over, vedblev man at være ængstelig, for hvad Peder Oxe kunde have i Sinde. Hvormeget end danske Historikere lige til vor Om dette er skeet, er os ubekjendt, men fra 9 August 1562 have vi et nyt Brev fra Mangelmann til Kongen, hvoraf man erfarer, at tre af Peder Oxes Folk allerede vare grebne; blandt dem var Schwartz-Hans, der havde dræbt sig selv i Fængslet. Man har altsaa gjort Jagt paa dem efter dansk Foranstaltning paa samme Maade, som nys efter Uxel. Iøvrigt tilføier Mangelmann, at Peder Oxe fremdeles drev sine Intriger og at han skulde have 100,000 Gylden hos sig, som det ogsaa kunde lønne Umagen at faa fat paa[76].

Ved Kroningen i Frankfurt i Slutningen af 1562, dengang da Grev Günther af Schwartzburg efter Frederik IIs Befaling bestemt afbrød Forhandlingerne om det lothringske Giftermaal, saa denne Fyrste Peder Oxe i det. lothringske Hofs Følge. Greven forundrede sig over, at han vovede uden sky at lade sig se i Frankfurt, ja endog der førte store Ord i Munden[77].


V.

Da Frederik II havde begyndt sin Krig mod Sverige, var mærkelig nok Wilhelm v. Grumbach en af dem, hvem Kongen gjorde Tilbud om at træde i dansk Tjeneste som Oberst, ifald han kunde stille et Regiment Krigsfolk[78]. En dansk Udsending søgte ham i dette Ærinde sent paa Hesten meget paa Reiser, blandt Andet til Holland. Mod Slutningen af Aaret lod han Grumbach hilse, at han vidste, at der nu ventedes Gesandter til Nancy fra Frederik II, der skulde tage Prindsesse Renata i Øiesyn; man vilde da holde de Danske op med Snak, indtil man ak Leilighed til at begynde Fiendtligheder. I Begyndelsen af 1562 begyndte imidlertid Grumbach paany at nære mistillid til sin danske Ven; „Oxe hatte den welschen Gebrauch zufällig wohl gelernt.“[79]

I April 1562 berettedes til den danske Konge de værste Ting om Peder Oxe. En Johan Mangelmann skriver fra Worms den 22 April, at han af sin forhenværende Tjener, Jørgen v. Strasburg, har faaet farlige Anslag at vide. Peder Oxe skulde have kaldet Jørgen til sig, og tilbudt ham at gaa i hans Tjeneste; han vilde anvende Alt, hvad han eiede for at hevne sig, fordi han var fordreven fra Danmark, og til den, der vilde dræbe Kongen og dem, som havde faaet hans Godser, vilde han give ti tusinde Kroner. Mellem Peder Oxes Folk skulde der endog være nogle, der kunde gjøre sig usynlige og vare usaarlige, ligeledes havde han hos sig en Sohwarz-Hans, der ved overfaldet paa Biskoppen af Würtzburg havde dræbt to af dennes Hoffolk. Men Jørgen v. Strasburg havde følt Rædsel for at have Noget med Peder at bestille og havde aabenbaret den hele Sag for Brevskriveren Mangelmann. Denne henstillede nu til Kongen af Danmark at anvende ethvert Middel for at fange Peder Oxe og mente, at det, naar man passede Leiligheden, altid maatte lade sig gjøre ved Hjælp af tolv Ryttere. Frederik II svarede Mangelmann med en Anmodning, om at baade han og Jørgen v. Strasburg personlig skulde indfinde sig hos ham. Om dette er skeet, er os ubekjendt, men fra 9 August 1562 have vi et nyt Brev fra Mangelmann til Kongen, hvoraf man erfarer, at tre af Peder 0xes Folk allerede vare grebne; blandt dem var Schwartz-Hans, der havde dræbt sig selv i Fængslet. Man har altsaa gjort Jagt paa dem efter dansk Foranstaltning paa samme Maade, som nys efter Uxel. Iøvrigt tilføier Mangelmann, at Peder 0xe fremdeles drev sine Intriger og at han skulde have 100,000 Gylden hos sig, som det ogsaa kunde lønne Umagen at faa fat paa[80].

Ved Kroningen i Frankfurt i Slutningen af 1562, dengang da Grev Günther af Schwartzburg efter Frederik IIs Befaling bestemt afbrød Forhandlingerne om det lothringske Giftermaal, san denne Fyrste Peder Oxe i det lothringske Hofs Følge. Greven forundrede sig over, at han vovede uden Sky at lade sig se i Frankfurt, ja endog der førte store Ord i Munden[81].


V.

Da Frederik II havde begyndt sin Krig mod Sverige, var mærkelig nok Wilhelm v. Grumbach en af dem, hvem Kongen gjorde Tilbud om at træde i dansk Tjeneste som Oberst, ifald han kunde stille et Regiment Krigsfolk[82]. En dansk Udsending søgte ham i dette Ærinde sent paa Høsten 1563 i Koburg. Da der dog ingen Grund er til at tro, at et saadant Tilbud kan være gjort paa Skrømt, har Frederik II maaske tænkt, at det bedste middel at blive den urolige Intrigant kvit, kunde være selv at tage ham i Tjeneste. Tilbudet blev imidlertid afslaaet, og det vilde vel ikke engang været fremsat, hvis man i Danmark havde vidst, hvilke Skridt Grumbach nu netop havde foretaget, og hvorledes hans Stilling nu var bleven. Den 4 Oktober 1563 havde han, den landflygtige Ridder, med hvervede Krigsfolk og med Hertug Johan Frederiks Billigelse, aabenbare brudt Landefreden og paa fiendtlig Vis overfaldt Staden Würtzburg. Domkapitlet blev tvunget til et ydmygende Forlig, som Biskoppen maatte bekræfte. Grumbach triumferede, hans Fiender frygtede Ængstelsen for en almindelig Adelsopstand mod Fyrstemagten, denne Grumbachs længe nærede Yndlingstanke, gjorde sig nu ret for Alvor gjældende. Selv vovede han endog at udstede et almindeligt Opraab til Fyrsterne, at de ikke maatte tage ham, hvad han havde gjort, ilde op; det var kun tilladeligt Nødværge; man maatte nu hjelpe Adelen; thi hvad der var hændt ham, kunde ellers idag eller imorgen times andre ærlige Adelsmænd. Keiser Ferdinand ansaa Sagen for saa farlig, at han med Tilsidesættelse af Formerne lod udgaa Befaling til Achtsexekution mod Grumbach og hans Tilhængere, uagtet de endnu ikke formelig vare blevne lyste i Rigets Acht. Disse keiserlige Befalinger bleve allerede den 13 Oktbr. udstedte fra Presburg. Samtidig fik Hertug Johan Frederik af Keiseren et alvorligt Tilhold om herefter at unddrage Grumbach sin Beskyttelse. Men den indskrænkede Hertug var just nu ved Engleaabenbarelser og Visioner bleven paa det fasteste overbevist, om at hans egen Ophøielse nærmede sig og, langt fra at slaa Haanden af Grumbach, afholdt han endog denne fra at drage til Frankrige, som han et Øieblik havde tænkt paa. Heller ikke andre Fyrsters Formaninger gjorde noget Indtryk paa Johan Frederik, der nu endog forlodes af sin egen Broder.

For Grumbach og hans Hertug laa det, efter at Krigen i Norden var udbrudt, nær at vende sine Blikke mod Sverige. Længe varede det heller ikke, for en ny Forbindelse med Erik XIV var indledet, der vistnok varede lige til disse Uroligheders Ende. Allerede 4 Januar 1564 skriver Frederik II. til August, at Hertugen i Weimar var „gut schwedisch.“ Erik XIV beilede paa denne Tid – (uden dog at afbryde Frieriet til Elisabeth!) – til Prindsesse Christine af Hessen. Den gamle Landgrev Philip syntes en Stund virkelig tilbøielig til Partiet, og Danmark ængstedes nu for, at Lothringen, Frankrige og Hessen skulde angribe Holsten, medens Weimar og Grumbach skulde vende sig mod August[83].

Peder Oxe var atter paafærde. I Begyndelsen af 1564 var han i Koburg og havde her samtaler med Grumbach, der paa denne Tid virkelig fik Subsidier fra Lothringen. Ogsaa et private Anliggende havde denne Gang kaldet Oxe til Tydskland, idet nemlig Aaret iforveien en frankisk Adelsmand, Georg Paneratius Ochs von Guntzendorff, var død uden Arvinger, og Peder Oxe paastod at høre til denne Familie og derfor fremsatte Arvekrav paa hans Godser[84].

Grumbachs Engle havde forkyndt Johan Frederik, at med Sverige turde han trygt indlade sig, Peder Oxe havde ment, at Danmarks Stilling var daarlig, og der haabedes altsaa, at der kunde komme Noget ud af Forbindelsen med Erik XIV. Da imidlertid Philip af Hessen, fornærmet og i krænket ved Eriks Falskhed, afbrød de svenske Ægteskabsforhandlinger, forandredes vel igjen Udsigterne, men allerede samme Aar knyttedes Forholdet igjen fastere. Erik begyndte nemlig nu at beile til Renata af Lothringen, og hans Frieri blev fortsat i lang Tid, om just ikke i saa lang, som Frederik IIs havde varet. Fra 1566 har man endog et Udkast til en Deling af det danske Monarchi saaledes, at Erik med Renata skulde have Norge, Skaane, Halland, Bleking og Gulland, Hertugen af Lothringen derimod det øvrige Danmark og Hertugdømmerne[85].

Af de følgende Aars Begivenheder kan her kun meddeles nogle fremtrædende Hovedtræk.

I Vinteren 1563–1564 er der spor til, at Philip II havde sin Opmærksomhed henvendt paa de nordiske Anliggender. Udsendinger fra den spanske Konge skulle ved denne Tid have indfundet sig i Sverige og tilraadet Erik XIV at fortsætte Krigen mod Danmark[86]. Og under den langvarige, men frugtesløse Fredskongres i Rostok, der afholdtes i Sommeren 1564, ved hvilken den anden habsburgske Magt, Østerrige, netop paa Grund af Sveriges Forbindelse med Grumbach og Ernestinerne, afgjort begunstigede Danmark, kom paany Efterretninger frem om spanske Praktiker.

Den 11 Juli 1564 fik de danske Udsendinge ved Rostokker-Kongressen Meddelelser fra Frederik IIs Allieredes, den polske Kong Sigismund IIs Gesandter, der gik ud paa, at Spanien blot ventede paa, at Danmark og Sverige gjensidig skulde svække hinanden, for da at kaste sig over dem begge, eller idetmindste over Danmark. Den 28Juli, da Polakkerne toge Afsked med de danske Sendemænd, gjentoge de Advarselen; Lothringen, Peder Oxe, Cardinalen af Arras (Granvella), Hertugen af Weimar og Hertug Erik af Brunsvig[87] havde, forsikrede de, forbundet sig imod Frederik II, og de Svenske havde tilbudt Lothringen alle de Erobringer, de kunde gøre i Danmark[88].

I Virkeligheden anstrængte Christine af Lothringen sig i denne Tid af alle Kræfter, for at Krigen mellem Nordens Konger skulde blive benyttet til en Intervention. Hun skrev 16 Juni 1564 til Bollwiler, en spansk Krigsmand og Cardinal Granvellas Fortrolige, at nu burde Hans katholske Majestæt bruge den beleilige Tid til at tjene Gud og „gjenoprette Religionen“ i Norden. Keiser Ferdinand I, som kort før sin Død havde besøgt sin Niece Christine i Nancy, kjendte meget godt hendes Tanker, men fraraadede Granvella at indlade sig med hende[89]. Ikke destomindre begyndte Granvella i Juli at lytte til Christines Bønner, og Polakkernes Meddelelser i Rostok have altsaa virkelig været rigtige. Cardinalen skrev til Bollwiler, at han „bedre underrettet, billigede Hertugindens Plan, men 200,000 Daler vilde ei forslaa og at faa Penge af Kongen af Spanien var ikke let.“ I September samme Aar, da Philip II personlig ventedes til Nederlandene, var Granvella derfor meget spændt paa, hvad Hjelp denne vilde yde og glædede sig over, at „ogsaa Hertuginden selv nu havde Udsigt til at opdrive flere Midler“[90]. Men Philip II kom ikke, Granvella var selv allerede nu ikke længer i Nederlandene, og snart gave Begivenhederne i disse Lande, Spanien Andet at tænke paa end de nordiske Anliggender.

Derimod fortsattes Forbindelsen mellem Lothringen, Sverige og Weimar. Disse Praktiker naaede sit Høidepunkt i 1565, og Danmarks Farer“ vare dengang ikke ganske ringe. Med Krigen med Sverige gik det daarligt, Penge manglede, og Adelen var misfornøiet. Frederik II havde begyndt Krigen uden Rigsraadets Samtykke[91] og havde maatte paalægge dem usædvanlige Byrder. Allerede i 1564 havde Cardinal Granvella god Besked om Adelens Utaalmodighed og Knurren. Men hertil kom, at Frederik II synes at have havt personlige Fiender imellem sin Adel. Der har udentvivl af og til endog fundet alvorlige Sammenstød Sted mellem ham og Enkelte af Høiadelen. Kongen var en heftig Herre, tilbøielig til Drukkenskab og da yderst uforsigtig endog mod fyrstelige Personer. Ved Søsteren Dorotheas Bryllup i 1561 havde han endog givet en af de meklenburgske Hertuger et Ørefigen[92]. I 1562 og 1563 gik der Rygter, om at Frederik skulde have dræbt først Holger Rosenkrands[93] siden Otto Krumpen[94]. Dette var vel usandt, men Fortællingerne vilde aldrig være opkomne, hvis Forholdet mellem Kongen og Adelen havde været godt.

Hvor misligt Forholdet var mellem Kongen og Adelen i 1565, derom faar man et Begreb, naar man læser hvad Frederiks Søster, Churfyrstinden af Sachsen, skriver til to danske Rigsraader, Johan Friis og Holger Rosenkrands, den 18 October 1565: „Det gjør os overmaade ondt at modtage saadanne Tidender fra det Kongerige, hvorfra vi selv ere komne, skjønt vi dog ei kunne tro, at vor kjære Broder skulde møde saa stor Utroskab af sine Undersaatter og blive saa jammerlig forraadt af dem. Det er ei alene vor Broders skam og Skade, men ogsaa vor salige Faders i Graven og det hele Kongeriges, til evig Eftertale for det danske Navn og for Eders Alles Børn og Efterkommere, at de Danske forlade sin kristelige Konge, tragte efter et andet Hoved og skulle ville give sig under Svenskens eller andre Potentaters Vælde“[95].

Tilstanden i Danmark var altsaa saadan, at Frederik II truedes med Christiern IIs Skjebne. Og søsterens Brev er ikke det eneste Vidnesbyrd. Churfyrsten; Annas Mand, fik i samme Maaned Underretninger fra Greven af Eberstein, om, „at Kongen af Danmark hverken havde Raad eller Troskab at vente af sine Folk, ja de danske Rigsraader tænkte ligefrem paa at afsætte ham eller affinde ham med en Provinds f. Ex. Skaane; der skulde endog være talt om Saadant i Frederiks eget Paahør“[96].

Udentvivl er det denne stærke adelige Gjæring, som har fremskyndet Peder Oxes Tilbagekomst til Fædrelandet og hans Gjenindsættelse i sin gamle Stilling. Under saadanne Omstændigheder blev nemlig den rænkefulde Flygtning først ret farlig. Hans Venner have derfor uden Tvivl benyttet sig af Omstændighederne til hans Fordel, og det berettes ogsaa, at Sachsen nu fandt det klogest, at anbefale Kongen at søge Forsoning med Oxe. Allerede 20 Septbr. 1565 affattedes der et Leidebrev for ham fra Kongen, hvorefter han skulde faa Lov til at komme ind i Riget, og, om han ønskede det, igjen reise bort, men det er neppe blevet expederet for i Januar 1566[97]. Han kom, fik sine Eiendomme igjen, ja blev i det følgende Aar endog Rigshovmester. Vi kunne ikke skjønne Andet, end at denne Udnævnelse maa betragtes som en Ydmygelse for Kongen, hvortil han har været tvunget af Adelen. Men i Aarhundreder har Historien fortalt noget Andet. Peder Oxes Færd i Udlandet og hans Forbindelse med Kongens og Rigets Fiender har været fortiet eller besmykket, og han har efterhaanden vundet en traditionel Plads som en af sit Fædrelands bedste og fortjenteste Mænd. Vi have her ikke hverken kunnet eller villet dvæle nærmere ved hans mærkelige Levnetsomstændigheder, men vi udtale det Haab, at en dybere Undersøgelse af hans Historie ikke altfor længe maa lade vente paa sig. Det vil da ogsaa vise sig, hvormegen Sandhed der er i den sædvanlige Fortælling om hans Fortjenester af Rigets Finantsvæsen. Allerede nu vil man af den Skildring af sin Pengetrang, som Frederik II giver i et Brev af 1570, og som ender med en Trudsel om at nedlægge Regjeringen, let fristes til at betragte ogsaa denne Side af Peder Oxes Historie med tvivlende Øine, ihvorvel man jo har de bedste Beviser for hans privatøkonomiske Dygtighed.

Peder Oxes Hjemkomst har sandsynligvis bidraget til at forsone den indre Splid i Danmark. Og Svarteraaslaget i October 1565 var vistnok ikke paa langt nær den glimrende Seier, som de Danske og deres Venner forsøgte at gjøre det til, men var dog et overordentligt stort Held for Danmark under denne Sagernes Stilling. Keiser Maximilian optraadte ogsaa paa August’s Opfordring i November 1565 paa det Bestemteste til Danmarks Fordel, idet han forbød Rigets Stænder at understøtte Sverige. Det er muligt, at disse Begivenheder ogsaa befriede Danmark fra en anden Fiende, som stod i Begreb med at benytte sig af dets Nød. Det var Brandenburg, hvis churfyrstelige Familie længe havde luret paa en Leilighed til at komme i Besiddelse af Holsten og Slesvig eller den Del deraf, hvortil den ansaa sig berettiget formedelst Elisabeth af Danmarks, Kong Hans’s Datters Giftermaal med Joachim I, og formedelst forskjellige af Maximilian I og Carl V udstedte Expectancebreve. Navnlig havde den regjerende Churfyrstes Broder, Hans af Kustrin, aabenbar nærmet sig Weimar, Grumbach og Sverige. Der sendtes ogsaa brandenburgske Gesandtskaber til Kjøbenhavn for at forlange Indrømmelser af Frederik II, ja man vidste endog at erindre sig, at Norge var et Arverige, og at derfor ogsaa idetmindste en Del af dette Land tilkom Brandenburg, men den forandrede situation bragte nu dette Spørgsmaal til Taushed[98].

Nu nærmede ogsaa Grumbach sig selv til sin Undergang. Efter at Johan Frederik gjentagne Gange havde faaet Paalæg af Keiseren om at fjerne Urostifteren fra sig, erklærede Maximilian II endelig ogsaa Hertugen selv i Achten (Decbr. 1566) og overdrog Udførelsen deraf til Churfyrst August, der længe havde været forberedt paa dette. Endnu inden Aarets Udgang begyndte August Beleiringen af Gotha og det stærkt befæstede Grimmenstein, hvortil Johan Frederik selv tog sin Tilflugt. Men med Faren voxede kun Hertugens Trods, han antog endog i sin Forrykthed den churfyrstelige Titel. Ingen kom til Hjelp. Han havde haabet paa Bistand fra Sverige og i den Anledning i November 1566 sendt den yngre Dr. Justus Jonas, Søn af den bekjendte Wittenberger-Professor, til Erik XIV. Men Jonas blev i Østersøen fanget af en dansk Søkriger, Silvester Franke, førtes til Kjøbenhavn og halshuggedes der i Juni 1567; den gamle Grumbachianer Peder Oxe var en af hans Dommere! Adelen reiste sig heller ikke til Grumbachs Forsvar, Frankrig holdt sig tilbage fra den Hjelp, som det havde lovet. I det beleirede Gotha havde Hertugen og Grumbach først søgt at bevare Indbyggernes Troskab ved at indbilde dem, at man forsvarede Religionen mod dens Fiender. Men snart blev Misstemningen blandt Borgerne, ja selv Krigsfolket, saa stor, at der den 4 April 1567 udbrød formeligt Oprør. Den 13 April maatte Hertugen overgive sig paa Naade og Unaade, Grumbach og hans Tilhængere udleveredes til sine Dødsfiender. Johan Frederiks Skjebne blev Afsættelse og livsvarigt Fangenskab hos Keiseren, indtil hans Død 1595 endelig endte hans Sorger. Grumbach, Kantsleren Bruck m. Fl. bleve parterede, en Mængde andre henrettedes.

Synderlig nok findes her i Christiania et Minde om hine Begivenheder. Hertug Adolf af Holsten var kommen August til Hjelp under Krigen mod Johan Frederik, og Churfyrsten skjænkede ham til Tak i Aaret 1570 endel Kanoner. To af disse staa nu paa Toppen af Akershus Fæstning, hvorhen de formodentlig ere sendte fra Gottorp efter 1711, da den hertugelige Del af Slesvig inddroges af Frederik IV. Indskriften lyder: AUGUSTUS ELECTOR SAXONIAE ADOLPHO HOLSATIAE DUCI OB OPEM CONTRA BANNITOS PRAESTITAM D. DIT. ANNO MDLXX.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Sophia af Meklenborg, Dronning til Danmark og Norge, af E. C. Werlauff, (dansk) historisk Tidsskrift 3, 1–80.
  2. „Udi midler Tid havde Hans Naade ogsaa havt udi et gudeligt Betænkende, at det var nu fast paa høi Tid, at H. N. tog sig til Ægte en gudfrygtig Person af god Stamme og Herkomst. – – – Hvad for Anslag herpaa er gjort, vide de bedst, som herudi have været brugt og ere nu meste Parten hos Gud. – – som H. K. Maj. havde ikke havt Gud Allermægtigste mere udi Raad med sig, end Mennesken, da menes vist, at det skulde gaaet noget anderledes, end det siden, Gud ske Lov, er gangen“.
  3. Suhms Udtog af Danm., Norges og Holstens Historie. Kbh. 1776 (Suhms saml. Skr. 8, 372). G. L. Baden har i sin Danmarks Historie (3, S. 264, 385) med Begjærlighed grebet dette Sagn, betragtet det ganske som en Kjendsgjerning og deri søgt en Leilighed til at give sin Uvilje mod Adelen Luft: „Den skjønne Hardenberg, saa indtagende hun kan have været, saa opdroges dog endnu heller ikke Adelens Døtre saaledes, at de med deres Skjønhed forbandt en dyrket Forstand“ (?). – – – „Frederik var allerede 38 Aar uden at være formælet. Endnu forstod den adelige Jomfru Hardenberg at holde sin kongelige Ven fra enhver anden Forbindelse (!), ja man frygtede vel endog for, at hun skulde forstaa varig at knytte denne Forbindelse“ (!). I ganske modsat Aand, men med ikke mindre historisk Løshed har Tyge Becker (Orion, 2, Kbhvn. 1851, S. 23) trods Werlauffs Tvivl villet forsvare Sagnets Ægthed for at vinde et Blad til Adelens Æreskrands: „Efterat den unge Prinds havde besteget Thronen, tænkte han kuns (!) paa at sætte sin Elskede ved sin Side og pryde hendes pande med en Guldkrone, men den gamle Rigshovmester var stærk nok til at forhindre en for ham og hans Slægt vistnok smigrende, men for Fædrelandet saa aldeles uheldvarslende Forbindelse, og han fulgte sin Samvittigheds Bud, uagtet han derved faldt i sin Konges Unaade og sandsynligvis knuste sin Datters Hjerte“. Oettingers Beretning i hans Gesch. d. dän. Hofes er kun elendige Opdigtelser. Hvorfra Suhm har havt sin Fortælling, vilde det være ret interessant at vide; maaske turde det ved en Undersøgelse vise sig, at den, ligesom Fortællingen om Christian Barnekovs Offerdød for at redde sin Konges Liv 1612, (se herom Dr. C. Paludan-Müllers Undersøgelse i Nykjøbings Skoles Program for 1870) er indkommen i den danske Historie fra svenske (skaanske) Kilder.
  4. Medens Voss’s Excerpter forøvrigt bero i Geheimearkivet, findes hans Uddrag af Registranterne og andre Papirer angaaende denne Sag paa det danske Universitetsbibliothek (Additam No. 138, 4to).
  5. Paludan-Müller, Grevens Feide, 2, 102.
  6. Om hende er allerede forlængst skrevet en af vor Literaturs lærdeste Monographier: Om Christine af Danmark, K. Christiern IIs Datter, Hertuginde af Mailand og Lothringen, af Hans Gram, i Danske Videnskabsselskabs Skrifter, V, (Kbh. 1751. 4.) S. 1–126, hvilken her paa flere Steder benyttes.
  7. Hun skal have været en mere end almindelig smuk og statelig Dame. Af en Samtidigs, den bekjendte Damebiograph Brantômes, Skildring kan hidsættes: „Cette princesse, a mon grè, a esté une des belles princesses, et autant accomplie, que j’aye point vue. Elle estoit de visage très-agrèable et eut la taille haute, et le discours tres beau, surtout s’habillant très bien: si bien que son temps elle en donna a nos Dames de France, et aux siennes le patron et modelle de s’habiller, qu’on appelloit a la Lorraine. – – Elle avoit sur-tout une des belles mains que l’on eut sc̣eu voir, elle se tenoit fort bien a cheval et de fort bonne grace“ &c. (Oeuvres du Seigneur Brantôme, nouv. ed. Paris 1787. S. 552–53).
  8. Calmet, Histoire de Lorraine. V, 639. Fol. Nancy 1752.
  9. „Wir haben dasselbe auch so hoch nicht zu achten, als Keys. Mt. die Hand abgeschlagen“, heder det i Kongens Brev til Svogeren, Hertug Albrecht af Preussen, dat. Flensburg, Løverdag efter Viti Dag (21 Juni) 1544. (Ausl. Registr.)
  10. Brev til Albrecht af Preussen fra Aalborg Fredag eft. Esto mihi (20 Febr.) 1545. (Ausl. Registr. Sammenlign ogsaa Behrmann, Christiern IIs Fængselshistorie, Kbh. 1812, S. 66.
  11. Brev til Meinhart v. Hamm, Kolding Fredag eft. Reminiscere (6 Marts) 1545. (Ausl. Reg.) M. v. Hamm havde i 1532 været en af Christiern IIs Krigsmænd i Norge, men blev senere især bekjendt i Christian IIIs og Carl af Gelderns Tjeneste i den gröningske Feide 1536. Se Danske Magazin, 4 Række, B. 3, S. 60–61 (af Joh. Grundtvig).
  12. Breve til Kong Gustav i Sverige, dat. Kolding Tirsdag i Paaskeugen (7 April) 1545 og Onsdag efter Cantate (6 Mai). (Ausl. Reg.)
  13. Henrik den Yngre, Morbroder af Christian IIIs Dronning, Dorothea af Sachsen-Lauenburg, var maaske den ivrigste Katholik blandt Nordtydsklands Fyrster paa Reformationstiden. Han blev 1542 fordreven fra sit Land af de protestantiske Fyrster, og da han 1545 forsøgte at gjenvinde dette, fangede de ham, som ovenmeldt. Først efter sine Fienders Nederlag i 1547 kom han paa fri Fod og deltog derpaa 1553 paa Churfyrst Moritz’s Parti i Slaget ved Sievershausen, men mistede her to af sine Sønner, Carl Victor og Philip Magnus. Som et Bevis paa Dronning Dorotheas Indflydelse paa Christian III tør det vel ansees, at Hertug Henrik og hans Sønner, som det af Registranterne erfares, vidste at erholde ikke ubetydelige Pengesummer af den danske Statskasse, uagtet Christian III umulig kan have yndet dette Svogerskab. Han døde først 1568. Se om ham fornemmelig W. Havemann, Gesch. der Lande Braunschweig u. Lüneburg, B. 2. Göttingen 1855, S. 209–295.
  14. „Es wäre am Rheinstrom das ganze Geschrei, dass die alte Pfalzgräfin sich mit Markgraf Albrecht wiederum verheirathen wollte; es liessen sich auch etzliche des Markgrafen Hauptleute vornehmen, sie hatten bisanher einem Markgrafen gedient, verhoffen, sie verden ihm so lange dienen, dass er ein König wurde“, skriver Henrik Rantzau fra Braunschweig den 26 August 1556 til Christian IIIs Sekretær, Caspar Fuchs. (Voss’s Excerpter).
  15. Den berømte Historiker, der har leveret en paa omhyggelige Undersøgelser grundet Monographi om denne Fyrste (Markgraf Albrecht Alcibiades von Brandenburg von Johannes Voigt, B. 1–2. Berlin 1852.) kjender Intet til hans her nævnte pfalziske Giftemaalsprojekt.
  16. Gram i Kbh. Vidensk. Selsk. Skr. V.
  17. Jan van Ligne, Graaf van Aremberg, allerede 1549 Statholder i Overyssel m. m. (Vagenaar, Vaterland. Historie, 5, 332).
  18. Kongen skriver 1 Juli 1556 til Henrik Rantzau, at dennes Fader, Hr. Johan, har berettet, „dass der Graf zu Aremberg an ihn zu Brüssel angezeigt haben soll, dass es itzund mit der Pfalzgrafinnen und der von Lothringen fast ein ander Gestalt wie vorhin hatte, und achtete dafür, man sollte wohl zu gutlichen Vergleichungen und besser vie vorher kommen.“ (Voss’s Exc.)
  19. Gesandtskabet omtales af Behrmann (Christiern IIs Fængselshist. S. 89), uden at denne dog kjender Gesandtens Navn. Forøvrigt omtales i et Brev fra Christian III til Johan Rantzau af 12 Dec. 1556 (Voss’s Exc.) et (projekteret?) „Heirath“, hvorom Kongens „Enspænder“ (ɔ: Kurer) Herman Malsburg har bragt ham Tidende, men i saa dunkle Ordlag, at jeg ikke ret forstaar det. „Wir haben uns auch zu unsern besondern lieben Oheimen, Kö. Mt. zu England (Philip II) solch Handel mit nichten zu versehen“ o. s. v.
  20. Om Henrik Rantzau er i Danske Magazin B. 1 samlet det vigtigste Stof. En i Celle nylig uden Trykkeaars Angivelse udkommen smukt udstyret, anonym Bog („Das Haus Rantzau, Eine Familienchronik“) giver kun det før Bekjendte.
  21. Maximilian van Bourgondie, Heer van Beveren, var Ridder af den gyldne Vlies, en Tid Statholder i Holland, Zeeland og Utrecht; (Vagenaar, Vaderlandische Historie, B. 6, paa flere Steder).
  22. H. Rantzaus Brev til Christian 111 i Voss’s Excerpter.
  23. Christian III skriver nemlig den 10 Nov. fra Kbhvn. til H. Rantzau: „Der v. Molen hat unsern Sohn nun wohl gesehen, weil er mit Dir geritten ist, und stehen die Sachen in des Allmächtigen Händen.“
  24. Se om hende Karl v. Weber: Die Churfürstin Anna, geb. aus Königl. Stamm zu Dänemark, Leipzig 1855, et indholdsrigt og interessant Arbeide.
  25. Sachsens nyeste Historieskriver Th. Fläthe, der i 1870 har givet en Omarbeidelse af Böttigers Gesch. des Kurstaates und Königreichs Sachsen, (i Virkeligheden et nyt Arbeide), siger derfor med fuld Grund: „zu keiner der auswärtigen Mächte stand August in nähern Beziehungen, als zu Dänemark.“ Tydeligst vil dette erfares, naar man undersøger fra dansk Side Registranterne og fra sachsisk de interessante Meddelelser af G. Droysen i Archiv f. die Sachsische Geschichte, hg. v. Wachsmuth u. Weber, B. 2 og B. 5, der betitles „Aus den dänischen Büchern“ og indeholde Uddrag af de i Archivet i Dresden bevarede tolv Folianter, hvori Augusts Brevvexling med Christian III og Fredrik II er samlet.
  26. Hertil sigte nemlig muligvis Chr. IIIs Ord til sin Svigersøn i Brev af 30 August 1554: „In den bewussten Heirathshandlungen bedenken wir E. L. Fleisses u. Erbietens“, skjønt det jo vistnok lod sig tænke, at dette havde Hensyn til Kongens Søster Elisabeth, der 1556 bortgiftedes til Meklenburg.
  27. „Wenn man nicht besser hat wollen fortfahren, denn wie noch geschieht, hätten wir lieber gesehen, dass wir mit dem Handel verschont wären blieben. Und scheint, als werde nach des Krieges Unglücke und Glücke gehandelt.“ (Chr. III til Rantzau, 18 Marts 1558).
  28. At han allerede var død i August 1558, sees af et Brev fra H. Rantzau. Vagenaar (Vaderl. Historie 6, 35–36) angiver hans Død ubestemt til „omtrent deezen tyd 1559“ og tilføier, at denne Herre, trods sin fornemme Stilling og skjønt ugift, var saa fattig, „dat zyn boedel met den voet gestooten.“
  29. Kongen skriver til August (Kolding 25 Oct. 1558), at Keiseren udentvivl vil forlange, at hans Datter fik egen Gudstjeneste, „abgöttische, papistische Messe und Predigt gegen Gottes Wort und unser Gewissen, das uns hoch beschwerlich, ungeacht ob solches Greuel in der Kammer und nicht öffentlich gebraucht und geübt werden sollte.“
  30. I det danske Geheimearchiv findes flere herhenhørende Brevskraber. Den 17 Septbr. 1561 skrev Erik til Elisabeth som Svar paa hendes Brev til ham med Dionysius Beurreus og Nils Sture, at han selv i Følge med sine Brødre Magnus og Karl var reist ud fra Elfsborg for at hænge hende, men havde vondt om formedelst Modvind; det heder videre: „Serenitatis tuae opes non ambio nec regna, sed solam personam T. S., prae omnibus mihi dilectissimam.“ Aaret iforveien skriver (28 Juni 1560) Fr. II til August af Sachsen: „Wir mugen aber nicht glauben, dass die Schweden die Königin zu England mit Gewalt rauben werden. Es wäre dann, dass die Königin connivirte. So halten wir doch, dass sie England nicht verlassen und es in Schweden verwechseln sollte.“
  31. Gustav Droysen: Aus den dänischen Büchern (Arch. f. Sachs. Gesch. 2, 360 fg., hvor Uddragene af de benyttede Papirer dog mangle Datering.)
  32. Sprogkundskab og overhoved Lærdom var ikke Frederik IIs Sag. Hans Undervisning synes at have været forsømt. (Dansk hist. Tidsskr. 2 B., 3, 245 fg.]. Tydsk var vistnok hans egentlige Modersmaal, eller ogsaa brugte han vel en Blanding af Tydsk og Dansk. I 1558 havde han spurgt A. v. Molen, om Renata af Lothringen forstod Tydsk, men denne gav det undvigende Svar, at hun talte godt Fransk, Spansk og Nederlandsk. Var Forbindelsen med Renata kommen istand, vilde vel Plattydsk være blevet det høie Pairs første Konversationssprog. Som en Prøve paa Frederiks Stil kan her anføres en egenhændig Tilskrift af ham paa et af Kancelliet udfærdiget Brev (af 5 Mai 1571) til hans Farbroder Hertug Hans den Ældre, hvorpaa min Ven, Archivsekretair Matthiessen i Kjøbenhavn, i sin Tid har gjort mig opmærksom „Keyre gammel Hans ich bitte dych alsse meyn gammel stalbroder, du wijlt mich dysse resse nich abschalgen, ich wijlss wijdder wndt mitt hutt und har wijdder fur dynnen.“
  33. Rantzau til F. II, Segeberg 24 Nov. 1559.
  34. Voss henfører det i sine Excerpter til „1559 eller 1560.“
  35. „Intelligebat apud socrum gubernationis titulum, penes se vim futuram.“ (Strada.)
  36. – „die drei Monate in der Friedeshandlungen hei beiden Fraülein in der Kammer gelegen, die ihre Schönheit und Frommigkeit auch sehr gelobt, auch so sehr, dass ich angefangen, ich hätte viel anders gehört, dass sie soll schwarz sein, darauf der Graf geschworen, sie wäre weisser als das Conterfey, das er hätte, das er mir weisen wollte, das wäre wohl wahr, sie hätte schwarze Augen und Haar, die standen ihr wohl; – – – und wo sie dermassen ist, als sie dar gemalet, so wollte ich, dass Sie E. K. Maj. im Bette hätte, E. K. M. sollte wohl mit ihr zufrieden sein.“
  37. „Die Frau v. Aremberg hat mir unter andern vormeldt, dass sie nicht glaube, dass der Sohn Erben bekomme, denn er sey sehr schwachen Leibes, zudem so sein sie ganz jung zuhauffe kommen, und des Frantzosen Tochter soll ganz kleines Leibes sein, also dass man vormeinte, wenn sie schwanger wurde, sie müsse das Leben dabei lassen, also dass die Tochter eine grosse Warte ant Lothringen hat.“
  38. Som et Exempel blandt de mange paa den utvungne Maade, hvorpaa Rantzau skriver til Frederik II, kan her anføres nogle Linjer af det samme Brev, der her er vor Kilde: „Nicht weit von hier ist eine See, die ist die Sudersee genannt, darauf sein zwo Mönche mit Kopluden gefaren; do ist enhver Unwidder geworden, dass die(!) eine Mönch hat ein Kind gekriegt, und wahrlich ich bin dar ock thom Dele auer gefahren mit groter Liebesfar und, wo et my so lese geseten were, als deme Munke, ich hedde ock wol ein Kind bekamen.“
  39. Epistolae Langueti ad Mordisium, lib. 2, Ep. 7. Ryge, Peder Oxes Liv og Levnet, S. 172.
  40. Afskr. i Voss’s Exc.
  41. Memoires de Melvil, trad. de l’Anglais, Edimbourg 1745, 1, 94–96. Mærkelig nok har dette Sted, i saa lang Tid det eneste, hvor Christines Planer angaaende dette Ægteskab have været omtalte paa Tryk, undgaaet Werlauffs Opmærksomhed.
  42. Fr. Ortloff, Gesehichte der Grumbachischen Händel, Jena 1868–69, 1, 210.
  43. I 1558–1560 døde Carl V, Maria af England, Christian III, Henrik II, Gustav Vasa, Pave Paul IV og Frants II.
  44. Smnlgn. Archives de la maison d’Orange-Nassau, 1, 109 flg.
  45. „Und alsdann kumen E. K. Maj. gross genug. in die Chronika, als E. K. M. doch begehret.“
  46. H. Rantzau til Fr. II, Segeberg 12 Sept. 1561. Rantzau var da just hjemkommen fra Sachsen, hvor han paa sin Herres Vegne havde overværet Prindsesse Annas, Churfyrst Moritz’s Datters, Bryllup med Vilhelm den Tause af Oranien. Det heder her: „Der Churfürst hat mir vormeldet, er wusste gewiss, dass die Königin v. Schottland E. K. M. angeboten, und E. K. M. hatte dasselbige ausgeschlagen.“
  47. Archives de la maison d’Orange-Nassau, l. c.
  48. Frederik II til August, Kbhvn. 16 Juni 1564: „– dass, so wir Lust zur Heirat haben, wir vielleicht dessen daselbst wohl gewähret werden möchten.“
  49. Frederik II til H. Rantzau (Randers 31 Marts 1560): „Dass aber Schreiben in der Ditmarschen Namen an die Herzogin v. Lothringen um ferner Hülf zu belangen, ausgehen zu lassen, achten wir nicht für rathsam, der Bauern was in den Mund zu geben, sonderlich in itzige bewussten Gelegenheit; dieweil es auch mobile vulgus, konnten ihnen leichtlich die Vertrostung Ursach zu Widderung und Abfall geben.“ I 1561 opdagedes imidlertid, at en Ditmarsker, Tede Evekens fra Lunden, var indviklet i de lothringske Praktiker, hvorfor H. Rantzau (28 Jan. 1561) skriver til Hertug Adolf med Bøn om at gribe ham og lade ham pinlig forhøre. Dette skede dog neppe, thi af et nyt Brev til Kongen fra Rantzau (15 Mai 1561) erfares, at T. Evekens nu havde været i Lothringen og der „praktiseret“ meget.
  50. „Do darauf auf das aüsserste gedrungen, so konnen wir doch gedulden, dass wir das Fraülein zu dem, das sie Gewissens halber nicht eingehen konnt oder wollt, nicht nöthigen wollten“.
  51. Breve til Frederik II fra Poul v. Sara og Grev Günther. (Voss’s Exc.) „Wie nun I. F. G. vornommen, dass E. K. M. die Heiratshandelung gäntzlich fallen lassen wollten, ist I. F. G. gantz vorstummet, erschrocken und ihr zum heftigsten zum Gemut gehen lassen.“
  52. „Das Fraulein ist ihrer bleichen Farbe etwas erledigt und nicht mehr so gar bleich, als zuvor. Und do es sonst E. K. M. Gelegenheit gewesen, hatten sie sich vor solcher ihrer Krankheit nicht scheuen durfen, denn es eine gemeine Seuche ist unter den jungen Meidelein, dass sie zu Zeiten etwas bleich werden, aber bald wieder gesund.“
  53. Fornemmelig:
    Johannes Voigt, Wilhelm v. Grumbach und seine Händel (Raumers Taschenbuch, N. F. VII Jahrg. (1846) S. 1–186 og VIII Jahrg. 77–254).
    August Beck, Johan Friederich der Mittlere, Herzog zu Sachsen; 1–2. Weimar 1858.
    M. Koch, Quellen zur Gesch. des Kaisers Maximilian II, 1–2. Lpz. 1857–1861.
    Franz Wegele, Wilhelm v. Grumbach, (i Sybels hist. Zeitschr. B. 2. München 1859 s. 408–441.
    C. H. Roth v. Schreckenstein, Gesch. d. ehemal. freien Reichsritterschaft in Schwaben, Franken und am Rheinstrome. B. 2. Tübingen 1862.
    Fr. Ortloff, Geschichte der Grumbachischen Händel. 1–4. Jena 1868–69. (Indeholder særdeles meget om Nordens Forhold).
  54. Om denne Sag haves interessante Oplysninger af H. Behrmann, (Nachrichten über die Entführung des Bischofs Balthasar Rantzau u. s. w, i Archiv f. Staats- u. Kirchengeschichte d. Herzogthümer, hg. v. Michelsen und Asmussen. B. 2. Altona 1834, 8. S. 301–372.)
  55. – – „dass er an dem Amten und Lehn, die er von uns gehabt, die Unterthanen gegen Gebuhr beschweret und mit Gehulz und andern viel uber den Bescheid gehandelt, und sonst strafbar erzeigt“ (Chr. III til August, Kolding 9 Nov. 1558 i Ausländ. Registr.).
  56. N. Cragii Annales &c. Hafn. 1737, Fol. Ad Lectorem, p. 80 sqq. E. M. Oettingers Omtale af denne Sag (i hans Gesch. d. Dänischen Hofes 1, 172 fgg.) tør vel kaldes noget af det Frækkeste, der forekommer i dette løgnagtige Verk. I „et gammelt dansk Manuskript“ (!), fortæller Oettinger, oplyses, at Peder Oxe engang havde rystet paa Hovedet ad Dronning Dorotheas falske Sang; dette skulde da gjennem dere Mellemled, saasom Hr. Jørgen Lykke, Johan Friis’s Frue, Hr. Eske Bilde og Rigsmarsken Rantzau, og med behørige Tilsætninger være kommet Dorothea for Øre og have opbragt hende til det Yderste. Forfatteren overser, at Kantsler Johan Friis altid var ugift; at Eske Bilde var død for flere Aar siden: og at nogen Rigsmarsk Rantzau ikke existerede. Saa dybt kan en Forfatter fornedre sig, der dog i sin Tid ved at udgive et udførligt Repertorium over historisk Literatur har vist hæderligere Tendentser. Og Oettingers danske Hofhistorie opføres i Sybels Zeitschrift som historisk Verk og citeres i Tydskland!
  57. Disse tre nævnes i det nysciterede Brev til August af Sachsen.
  58. Ortloff, Gesch. d. Grumbachischen Handel 1, 167–168. Dette Verk bliver i det Følgende en Hovedkilde ved Siden af Ryges i 1765 udgivne P. Oxes Liv og Levnet. Ryges vigtige Skrift, hvori Forf. ved Langebeks Bistand har kunnet meddele en stor Del Hoveddokumenter om sin Helt, har helt igjennem en apologetisk Tendents, hvilket ogsaa er Tilfældet med Grams Oplysninger i Fortalen til Krag.
  59. Endog Keiser Ferdinand I lod allerede i 1559 en Intercessionsskrivelse for Peder Oxe udgaa til Danmark, men uden Held.
  60. Ortloff, Gesch. d. Grumb. Händel, 1, 169 fgg.
  61. Paludan-Müller, Grevens Feide. 2, 302 fgg.
  62. Thom. Hubertus Leodius, Annales de vita de rebb. gestis Illustr. Princ. Frederici II, Electoris Palatini, Francof. 1624. 4.
  63. Corpus Reformatorum IV, 567–569.
  64. Se herom H. Rørdam: Historieskrivningen og Historieskriverne i Danm. og Norge siden Reformationen I, Kbh. 1867, S. 73 fgg.
  65. Om disse tydske Fyrsters Praktiker vil Forf. ved en anden Leilighed give nogle nye Oplysninger.
  66. Ausl. Registr. Smlgn. G. Droysen: Aas den Dänischen Büchern (Arch. f. Sachs. Gesch. 5, 348 fgg.).
  67. Putant, procurante Petro Oxe, factum esse foedus inter Lotharingiae ducem & Svecum adversus Regem Daniae (Langueti Epp. II, 25).
  68. Ausl. Registr. Ogsaa i det følgende Aar forekommer denne Uxel i Registranterne som Danmarks „abgesagter Feind“. En anden af de danske Agenter i Tydskland, Andres v. d. Weuhlen, fik (12te Mai 1560) Paalæg om „Conrad Uxel niederzuwerfen todt oder lebendig“ og ingen Bekostning at sky for at opnaa dette Maal.
  69. Ausländ. Registr.
  70. Ortloff, l. c. 1, 214–217.
  71. „Her er Tidinger, at Hertugindens Anhang af Lothringen skulde have sex tusinde Heste og dertil Fodfolk i Bestilling at drage ind i Danmark med. Det lader ligesom de Tidinger ere sande. Gud bevare os“. (Cantsleren Johan Friis til Statholderen i Kjøbenhavn, den bekjendte Hr. Mogens Gyldenstjerne, Aarhus, Søndag Jubilate 1559, i Geh. Arch.). Under Ditmarskerkrigen skrev Cantsleren (10de Mai 1559) til Hr. Mogens: „Dersom det gaar efter vor Vilje, da vinder min Herre den niende Part af Ditmarsken, men dersom det gaar ilde til, da er Danmark og Norge udi stor Fare“ (Geh. Arch.; at Kongen personlig havde Udsigt til kun at faa en Niendedel af Ditmarsken, var sandt, thi først skulde Landet deles i tre Dele mellem Frederik og Farbrødrene Hans og Adolf, og derpaa igjen Kongens Part i tre, mellem ham og Brødrene Magnus og Hans den Yngre, en Deling, som dog ikke kom istand).
  72. P. Steen til Fr. II, Skeedal 15de April 1559, (Geh. Arch.).
  73. Altsaa fra dansk Side Frygt, for at de Svenske i 1559 skulde behandlet danske Gesandter paa selvsamme Maade, hvorpaa Hr. Steen Eriksen Lejonhufvud m. Fl. bleve behandlede i Danmark 1563, førend endnu Krig var udbrudt! Joh. Friis skriver ogsaa paa samme Tid til sin Ven Hr. Mogens Gyldenstjerne: „Jeg vilde ikke gjerne være en af de fire, som skulde drage til hannem.“
  74. Eierinden af Giskegodset i Norge, Fru Gyrvhild Fadersdatter Sparre.
  75. Geh. Arch.
  76. Dokumenter i danske Geheimearchiv.
  77. „Peder Oxe ist noch, vie zuvorn, verwent genug und ist des Herzogen Rath und Cammerer geworden. Ich kann mich nicht genugsam verwundern, dass er so muthig und sich an Frankfurt also öffentlichen hat sehen lassen dürfen, kann sein unnütz Maul und Worte nicht lassen.“ (Grev Günther til Fr. II, Thorsdag efter Jul 1562, Voss’s Exc.)
  78. Annal. Registr. 21 Octbr. 1563. Ortloff 1, 450.
  79. Ortloff 1, 227–235.
  80. Dokumenter i danske Geheimearchiv.
  81. „Peder Oxe ist noch, vie zuvorn, verwent genug und ist des Herzogen Rath und Cammerer geworden. Ich kann mich nicht genugsum verwundern, dass er so muthig und sich an Frankfurt also öffentlichen hat sehen lassen dürfen, kann sein unnütz Maul und Worte nicht lassen.“ (Grev Günther til Fr. II, Thorsdag efter Jul 1562, Voss’s Exc.)
  82. Ausl. Registr. 21 Octbr. 1563. Ortloff 1, 450.
  83. Joh. Gust. Droysen, Geschichte d. Preuss. Politik 2, 2, 417.
  84. Ortloff 2, 66. At de danske Oxer var en tydsk Slægt, er dog neppe bevisligt.
  85. Tvende latinske Aktstykker, daterede 26 Marts 1566 i Afskrift i det danske Geheimearchiv.
  86. Archives de la maison d’Orange-Nassau 2, 132. Smnlgn. ogsaa (Dansk) hist. Tidsskrift 6, 611.
  87. Hertug Erik den Yngre af Brunsvig-Calemberg-Göttingen (1540–1584), der (som allerede nævnt) længe efter disse Begivenheder ægtede Christine af Lothringens yngre Datter, var en ivrig Katholik og et uroligt Hoved, og tilbragte den meste Tid udenfor sit Fyrstendømme. Han havde ved Begyndelsen af Syvaarskrigen samlet store Troppemasser i Nordtydsland, uden at man ret vidste Hensigten, og ansaaes for at staa i Forbindelse med Grimbach. (Havemann, Gesch. d. Lande. Braunschweig u. Lüneburg 2, 296–358).
  88. Dokumenter i Geheimearchivet.
  89. Arch. de la Maison d’Orange-Nassau 1, 254.
  90. Arch. de la Maison d’Orange-Nassau 1, 302.
  91. „Det maa vi vel bekjende, at der samme Krig begyndtes, raadde vi ikke med Mange af Jer“ skriver Frederik II til Raadet Nytaarsdag 1570. (D. Mag. 3 R, 5, S. 2.
  92. „Inter pocula lis exarsit inter regem & Megalburgensem principem, quae ad manes venisset, nisi a proceribus & iis, qui sunt a consiliis, diremta fuisset. Megalburgensis tamen colaphum accepit, quod postea multorum malorum fax exstitit.“ (Den yngre Corn. Hamsforts utrykte Optegnelser, Kbh. Univ. Bibl. Arnam. 105. 8vo).
  93. Geh. Arch. Henrik Rantzau fortæller selv Kongen, at dette Rygte er sat ud (Brev af 10 Octbr. 1562).
  94. Dansk Hist. Tidsskr. 5, 428.
  95. K. v, Weber, Anna, Churfürstin zu Sachsen, S. 411.
  96. K. Droysen. Gesch. d. Preussischen Politik 2, 2, 423–24.
  97. Ryge, S. 199. Den ausländische Registrant; der desværre nu savnes for endel af Aaret 1564 og for hele 1565–1566, har, som man af Ryges Verk seer, paa hans Tid endnu existeret i det tydske Cancellis Archiv.
  98. Waitz, Schleswig-Holsteins Geschichte 2, 349. Dokumenter i Geh. Arch. Droysen, Gesch. d. Preuss. Politik 2, 2, 424.